L 178 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af sundhedsloven. (Udvidet behandlingsret for psykisk syge
voksne).
Fremsat den 26. marts 2009 af
ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)
Forslag
til
lov om ændring af sundhedsloven
(Udvidet behandlingsret for psykisk syge
voksne)
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
95 af 7. februar 2008, som ændret senest ved § 3 i lov
nr. 100 af 10. februar 2009, foretages følgende
ændringer:
1.
Efter § 87 d indsættes:
»Kapitel 20 b
Udvidet ret til behandling for
psykisk syge voksne
§ 87
e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til
psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87
h.
§ 87
f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan
vælge at blive behandlet på et af de sygehuse,
klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke inden 2 måneder, efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter
(samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Retten
efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet på et
aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til behandling på
aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse.
§ 87
g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f. Kan parterne
ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af
ministeren for sundhed og forebyggelse.
§ 87
h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
regler om den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf.
§ 87 g, stk. 1, og om proceduren for henvisning af
patienter m.v.«
2. I
§ 90, stk. 1, nr. 2,
ændres »§§ 87 a og 87 b« til:
»§§ 87 a, 87 b, 87 e og 87 f«.
3. I
§ 90, stk. 1, nr. 3 og
6, indsættes efter
»§ 87 b«: »og 87 e - 87 f«.
4. I
§ 171, stk. 2,
ændres »§§ 86, 87 og 87 b« til:
»§§ 86, 87, 87 b og 87 f«.
5. I
§ 262, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »§ 87 b,«
»§ 87 f«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2010.
§ 3
Loven gælder ikke for Grønland og
Færøerne.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at indføre udvidet
behandlingsret for psykisk syge voksne.
Lovforslaget er hermed en opfølgning på
psykiatriaftalen mellem regeringen og satspuljepartierne for
2007-2010.
1.1. Baggrund
Den 27. oktober 2006 indgik regeringen og satspuljepartierne
en psykiatriaftale for 2007-2010. Af aftalen fremgår det, at
regeringen og satspuljepartierne ønsker, at psykiatriske
patienter, i takt med at mulighederne herfor tilvejebringes, skal
have tilsvarende rettigheder som på det somatiske
område, hvor patienterne har ret til et udvidet frit
sygehusvalg.
Rettighederne er gradvist blevet indført. Således
fik psykisk syge børn og unge udvidet ret til
undersøgelse den 1. august 2008, og den 1. januar 2009 fik
psykisk syge børn og unge udvidet ret til behandling. Det
følger som nævnt af aftalen, at det er regeringens og
satspuljepartiernes fælles målsætning, at alle
patienter i psykiatrien fra 2010 skal have tilsvarende
rettigheder.
Den 27. oktober 2008 indgik regeringen og satspuljepartierne
en aftale om satspuljen på sundhedsområdet for
2009-2012. Denne aftale omhandler bl.a. udvidet behandlingsret i
voksenpsykiatrien, og følger hermed op på de
målsætninger, partierne bag psykiatriaftalen for
2007-2010 var enige om. Dengang tilkendegav partierne som ovenfor
nævnt, at psykiatriske patienter, i takt med at mulighederne
herfor tilvejebringes, skal have tilsvarende rettigheder som de
somatiske patienter - dette er fortsat den langsigtede
målsætning. Med satspuljeaftalen blev der afsat midler
til udvikling og implementering af en udvidet behandlingsret i
voksenpsykiatrien.
Denne udvidede behandlingsret indebærer, at patienter
fra 2010 får ret til at lade sig behandle på en klinik,
hospital eller selvejende institution, som regionerne har en aftale
med, hvis bopælsregionen ikke kan tilbyde behandling inden
for 2 måneder. Kan regionen ikke overholde denne frist, og
har regionen indgået aftale om behandling på en klinik,
hospital eller selvejende institution, skal regionen henvise til
behandling der og afholde udgifterne hertil.
Patienterne visiteres til voksenpsykiatrien ud fra en
lægefaglig vurdering af deres behov, herunder behov for
behandling. Det er forventningen, at det ikke er de mest alvorligt
syge, der får brug for retten til behandling uden for det
offentlige sygehusvæsen, idet disse patienter fortsat skal
behandles akut, hvis der er behov herfor. I den forbindelse
bemærkes det, at de tvangsforanstaltninger, som er hjemlet i
psykiatriloven (lovbekendtgørelse nr. 1111 af 1. november
2006 om anvendelse af tvang i psykiatrien), fortsat alene kan finde
sted på et offentligt sygehus. Tilsvarende gælder
anvendelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner efter
psykiatrilovens §§ 13 a og b. Derudover kan
patienter, der behandles i henhold til strafferetlig
afgørelse, alene behandles på offentlige
sygehuse.
Regeringen og satspuljepartierne lægger fortsat
vægt på, at forskellige relevante personalegrupper
bør indgå i den tvær- og flerfaglige behandling
i psykiatrien i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens
anbefalinger om, at der i distriktspsykiatrien og
sygehusvæsenet sikres en relevant bredde og
tværfaglighed i personalesammensætningen, således
at den forskellige specialiserede faglighed kan bidrage til en
samlet indsats af god kvalitet. De relevante personalegrupper
omfatter læger, herunder speciallæger, sygeplejersker,
herunder specialuddannede sygeplejersker, socialrådgivere,
socialpædagoger, psykologer, social- og
sundhedsassistenter/hjælpere, ergo- og fysioterapeuter og
diætister. Brug af flere kvalificerede faggrupper kan
medvirke til at øge både kvaliteten og kapaciteten i
voksenpsykiatrien.
Sundhedsstyrelsen har i sin rådgivning til flere
regioner i forbindelse med deres sygehusplaner peget på, at
der er behov for udbygning af den stationære kapacitet med
hovedvægt på et større antal specialiserede
senge, og Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at den stationære
kapacitet samlet set ikke reduceres, med mindre der med sikkerhed
er konstateret et fald i behovet.
Det fremgår af satspuljeaftalen, at regeringen og
satspuljepartierne anbefaler, at de midler, der afsættes med
aftalen til indførelse af en udvidet behandlingsret,
anvendes til en udbygning i antallet af specialiserede senge i
overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens rådgivning herom. Det
følger videre af aftalen, at partierne samtidig anbefaler,
at midlerne også anvendes til en udbygning af regionernes
tilbud til patienter med svære ikke-psykotiske, psykiatriske
lidelser med udgangspunkt i gode erfaringer fra eksisterende,
specialiserede klinikker.
Det er forventningen, at indførelse af det udvidede
frie valg for de psykiatriske patienter samlet set vil føre
til en øget kapacitet, mere effektiv udnyttelse af kapacitet
og kompetencer, og dermed også en højere kvalitet i
den samledes indsats på psykiatriområdet.
2. Gældende ret
Efter de gældende regler i sundhedslovens § 86
om frit sygehusvalg, kan personer, der henvises til
sygehusbehandling, vælge mellem bopælsregionens
sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse
m.fl., der er nævnt i § 79, stk. 2. Adgangen
til at vælge kan dog begrænses for psykiatriske
patienter, hvis hensynet til den pågældende taler for
det, jf. sundhedslovens § 86, stk. 3. Denne
bestemmelse kan kun bruges i undtagelsestilfælde, hvor f.eks.
væsentlige hensyn til kontinuitet i behandlingen begrunder
det.
Herudover har somatiske patienter, som er henvist af en
læge til sygehusbehandling, siden den 1. juli 2002 haft et
udvidet frit sygehusvalg efter sundhedslovens § 87, som
er uddybet i bekendtgørelse nr. 1065 af 6. november 2008 om
ret til sygehusbehandling m.v. Efter § 11 i
bekendtgørelsen kan disse personer vælge at blive
undersøgt og behandlet på et af de sygehuse, klinikker
m.v. her i landet eller i udlandet, som regionsrådene har
indgået aftale med, hvis bopælsregionen ikke inden for
1 måned efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
undersøgelse, og behandling ved regionens egne sygehuse
eller et af de sygehuse, som regionen samarbejder med eller
sædvanligvis benytter.
Bestemmelsen i § 11 i bekendtgørelsen
gælder, jf. § 13 i bekendtgørelsen, ikke
henvisning til psykiatrisk behandling. Voksne psykiatriske
patienter er således ikke i dag omfattet af det udvidede frie
valg.
Det bemærkes, at med lov nr. 1064 af 6. november 2008 om
ændring af sundhedsloven blev det udvidede frie sygehusvalg
midlertidigt suspenderet, således at reglerne om udvidet frit
sygehusvalg efter 87, stk. 1-6, ikke gælder til og med
den 30. juni 2009.
Efter de gældende regler i sundhedslovens kapitel 20 a
om udvidet ret til undersøgelse og behandling af psykisk
syge børn og unge (§§ 87 a-87 d) blev der med
lov nr. 539 af 17. juni 2008 gradvis indført udvidede
undersøgelses- og behandlingsrettigheder på det
børne- og ungdomspsykiatriske område, således at
denne patientgruppe ved ventetider på mere end 2
måneder under visse betingelser fik ret til at vælge
undersøgelse og i visse tilfælde også behandling
på et sygehus, en klinik m.v., som regionsrådene har
indgået aftale med (aftalesygehus). Således
trådte den udvidede ret til undersøgelse i kraft den
1. august 2008, og fra den 1. januar 2009 udvidedes ordningen til
også at omfatte en udvidet ret til behandling for patienter
med behov for hurtig efterfølgende behandling.
Med henblik på at sikre kontinuitet i
undersøgelses- og behandlingsforløbet kan et barn
eller en ung person, der i henhold til § 87 b,
stk. 1, er blevet undersøgt på et aftalesygehus,
vælge at lade sig behandle på det aftalesygehus, hvor
personen er blevet undersøgt, hvis aftalesygehuset kan
tilbyde behandling i umiddelbar forlængelse af
undersøgelsen, jf. § 87 b, stk. 3.
Mere detaljerede regler for psykisk syge børn og unges
rettigheder findes i bekendtgørelse nr. 1065 af 6. november
2008 om ret til sygehusbehandling m.v. samt bekendtgørelse
nr. 787 af 16. juli 2008 om udvidet ret til undersøgelse og
behandling for psykisk syge børn og unge, herunder om
henvisningsproceduren og dokumentationskrav til aftalesygehuse
m.v.
3. Lovforslaget
Indledningsvist skal det slås fast, at en udvidet
behandlingsret i voksenpsykiatrien ikke vil medføre
ændringer for patienter, som er henvist til akut behandling,
f.eks. på grund af psykotiske symptomer. En udvidet
behandlingsret vil således ikke ændre ved
sygehusvæsenets overordnede forpligtigelse til at prioritere
behandling af akut og livstruende sygdom. Og det er stadig en
faglig vurdering, som skal sikre, at patienter med det
største og mest akutte behandlingsbehov prioriteres
først.
En udvidet behandlingsret indebærer, at voksne, der er
fyldt 19 år og henvist til psykiatrisk behandling, får
ret til at vælge at få foretaget behandling på et
sygehus eller klinik, som regionsrådet har indgået
aftale med, hvis bopælsregionen ikke inden 2 måneder
efter modtagelse af henvisningen kan tilbyde behandling.
Henvisningen er, som ved andre henvisninger til
sygehusvæsenet, en anmodning til den voksenpsykiatriske
afdeling om at modtage en patient. Henvisningen kan komme fra den
praktiserende læge eller anden speciallæge.
Patientens ret til at vælge et aftalesygehus
aktualiseres ikke, hvis regionen kan tilbyde, at behandlingen
på et regionssygehus eller et samarbejdssygehus kan
påbegyndes inden udløbet af de 2 måneder. Der
stilles med andre ord ikke krav om, at et behandlingsforløb
kan være afsluttet, inden de 2 måneder.
Patienten skal senest 8 hverdage efter, at henvisningen er
modtaget, have oplyst, om behandlingsforløbet kan
påbegyndes senest 2 måneder efter, at henvisningen er
modtaget. Denne bestemmelse sigter på, at patienterne skal
have reel mulighed for at benytte den udvidede behandlingsret, og
at de allerede på dette tidlige tidspunkt skal have mulighed
for at vælge behandling på et aftalesygehus og
disponere herefter.
Når patienten har ret til behandling på et
aftalesygehus, fordi ventetiden overstiger 2 måneder, og
patienten har valgt et aftalesygehus, har patienten fortsat ret til
behandling på aftalesygehuset selv om bopælsregionen
efterfølgende meddeler, at regionen inden for fristen kan
tilbyde behandling på et regions- eller et
samarbejdssygehus.
Hvis patienten har fået oplyst, at behandling kan finde
sted på et af regionens sygehuse eller et samarbejdssygehus
inden fristens udløb, men patienten på grund af egne
forhold, f.eks. afholdelse af ferie m.v., ikke ønsker at
gøre brug af dette tilbud, og derfor ikke påbegynder
behandling inden for de 2 måneder, får patienten
derimod ikke ret til at vælge et behandlingstilbud på
et aftalesygehus.
Efter sundhedslovens § 86, stk. 3, kan det frie
sygehusvalg begrænses for psykiatriske patienter, hvis
hensynet til den pågældende taler herfor. En
tilsvarende begrænsning vil ikke gælde for psykisk syge
voksne, der benytter sig af den foreslåede udvidede
behandlingsret.
Endelig fastlægges det, at regionsrådene i
forening indgår aftale med de privatejede sygehuse, klinikker
m.v. i Danmark og sygehuse, klinikker m.v. i udlandet, som
ønsker at indgå aftale om behandling (aftalesygehus).
Hvis parterne ikke kan opnå enighed, fastsættes
vilkårene af ministeren for sundhed og forebyggelse. Hvis de
sygehuse, klinikker m.v., som regionerne søger at
indgå aftaler med, ikke ønsker at indgå en
aftale på de fastsatte vilkår, vil de ikke kunne
omfattes af ordningen.
4. Økonomiske konsekvenser for
det offentlige
Merudgifter for regioner og kommuner skønnes i
overensstemmelse med satspuljeaftalen af 27. oktober 2008 at
udgøre i alt 850 mio. kr. fordelt med 50 mio. kr. i 2009,
100 mio. kr. i 2010, 300 mio. kr. i 2011 og 400 mio. kr. fra 2012
til en gradvis kapacitetsopbygning med henblik på udvikling
og implementering af udvidet behandlingsret i voksenpsykiatrien.
Midlerne udmøntes til regionerne via det statslige tilskud
til sundhedsområdet.
På grund af den kommunale medfinansiering af
sundhedsvæsenet skal kommunerne kompenseres for deres
relative andel af merudgifterne.
Forslaget har ikke herudover økonomiske konsekvenser
for staten.
5. Administrative konsekvenser for
det offentlige
Forslaget har ikke administrative konsekvenser for det
offentlige.
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Der må som følge af forslaget forventes at ske
tilpasninger, herunder økonomiske med hensyn til
behandlingskapacitet, behandlingssteder og behandlingstilbud
på private sygehuse og klinikker, der vælger at
indgå i ordningen.
7. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og
organisationer m.fl.
Lovforslaget har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer:
Dansk Psykolog Forening, Dansk Socialrådgiverforening,
Dansk Sygeplejeråd, Danske Fysioterapeuter, Danske
Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Det
Centrale Handicapråd, Ergoterapeutforeningen, FOA - Fag og
Arbejde, Foreningen Pårørende til Sindslidende, KL,
Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere
(LAP), Landsforeningen Bedre Psykiatri, Landsforeningen SIND,
Lægeforeningen, Socialpædagogernes Landsforbund og SPPD
(Sammenslutning af Privathospitaler og Privatklinikker i
Danmark).
11. Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget
| Positive konsekvenser / mindreudgifter | Negative konsekvenser / merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for
regioner og kommuner | Ingen | Merudgiften for regioner og kommuner
skønnes at udgøre i alt 850 mio. kr. fordelt med 50
mio. kr. i 2009, 100 mio. kr. i 2010, 300 mio. kr. i 2011 og 400
mio. kr. fra 2012 |
Administrative konsekvenser for
regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Private klinikker og sygehuse m.v.
får mulighed for at udbyde deres ydelser | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Personer, der er fyldt 19 år,
får flere valgmuligheder ved henvisning til psykiatrisk
behandling | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§§ 87 e-87 h)
Med det foreslåede kapitel 20 b foreslås en
indførelse af en udvidet behandlingsrettighed på det
voksenpsykiatriske område, således at denne
patientgruppe ved ventetider på mere end 2 måneder
under visse betingelser får ret til at vælge behandling
på et sygehus eller en klinik, som regionsrådene har
indgået aftale med (aftalesygehus).
Eventuelle klager i forbindelse med den udvidede rettighed til
behandling vil på lige fod med klager over det udvidede fri
sygehusvalg inden for det somatiske område, jf.
sundhedslovens kapitel 20, kunne rettes til sygehusejerne.
Anvendelse af tvang i psykiatrien i henhold til lov om
anvendelse af tvang i psykiatrien kan fortsat alene finde sted i
forbindelse med indlæggelse på et offentligt sygehus.
Det gælder alle de tvangsforanstaltninger, der er hjemlet i
loven. Tilsvarende gælder udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner. Derudover kan patienter, der behandles i
henhold til strafferetlig afgørelse, alene behandles
på offentlige sygehuse.
Til § 87 e
Det fremgår af forslaget til § 87 e, at den
nye rettighed skal gælde for personer, som på
henvisningstidspunktet er fyldt 19 år. Ved afgørelsen
af, om personen var fyldt 19 år på tidspunktet for
henvisning, lægges datoen for udfærdigelsen af
henvisningen til grund.
Til § 87 f
Med den foreslåede bestemmelse i § 87 f,
stk. 1, får personer, som er henvist til psykiatrisk
behandling, ret til at vælge at blive behandlet på et
sygehus eller en klinik, som regionsrådet har indgået
aftale med (aftalesygehus), hvis bopælsregionen ikke inden 2
måneder efter modtagelse af henvisning kan tilbyde
behandling.
Den foreslåede ordning vil ikke medføre nogle
ændringer for patienter, som er henvist til akut behandling,
f.eks. på grund af psykotiske symptomer. Ordningen vil
således ikke ændre ved sygehusvæsenets
overordnede forpligtelse til at prioritere behandling af akut og
livstruende sygdom. Og det er stadig en faglig vurdering, som skal
sikre, at patienter med det største og mest akutte
behandlingsbehov prioriteres først.
Den foreslåede ordning indebærer en ret for
patienter, der er henvist til behandling på en
voksenpsykiatrisk afdeling, til at vælge behandling på
et aftalesygehus, hvis de i lovforslaget anførte betingelser
herfor i øvrigt er opfyldt.
Henvisningen er som ved andre henvisninger til
sygehusvæsenet en anmodning til den voksenpsykiatriske
afdeling om at modtage en patient.
Henvisningen kan komme fra den praktiserende læge eller
anden speciallæge. Det nærmere indhold af og rammerne
for behandlingen fastlægges herefter på baggrund af en
sundhedsfaglig vurdering af den problemstilling, som patienten er
henvist til behandling for. Behandling omfatter, jf. sundhedslovens
§ 5, undersøgelse, diagnosticering,
sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning,
sundhedsfaglig pleje samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold
til den enkelte patient. Det forudsættes således, at
sygehuset foretager relevante undersøgelser m.v. med henblik
på tilrettelæggelse af behandlingsforløbet.
Patienternes ret til behandling vil således ikke
indebære en ret til at vælge det nærmere indhold
af behandlingen, eller rammerne, antallet af konsultationer
m.v.
Patientens ret til at vælge et aftalesygehus
aktualiseres ikke, hvis regionen kan tilbyde, at behandlingen
på et regionssygehus eller et samarbejdssygehus kan
påbegyndes inden udløbet af de 2 måneder. Der
stilles med andre ord ikke krav om, at et behandlingsforløb
kan være afsluttet, inden de 2 måneder er
gået.
Den i lovforslaget nævnte 2-måneders periode
regnes fra den dag, hvor henvisningen er modtaget på
regionssygehuset eller samarbejdssygehuset. F.eks. fratrækkes
perioden, hvor f.eks. en eventuel intern visitation i regionen
foregår, ikke i opgørelsen af ventetiden.
Regionerne får pligt til at henvise personer, der i
medfør af stk. 1 vælger at blive behandlet
på et aftalesygehus, til det pågældende sygehus.
Pligten til at henvise patienten til aftalesygehuset vil
påhvile ledelsen for det sygehus, som har modtaget
henvisningen fra f.eks. patientens praktiserende læge.
Ledelsen skal ved modtagelsen af henvisningen straks foranledige,
at der iværksættes en undersøgelse af
spørgsmålet om, hvorvidt bopælsregionen kan
tilbyde behandling inden 2 måneder efter, at henvisningen er
modtaget.
Patienten skal, jf. § 90, stk. 1, nr. 2, i
sundhedsloven, senest 8 hverdage efter, at henvisningen er
modtaget, have oplyst, om behandlingsforløbet kan
påbegyndes senest 2 måneder efter, at henvisningen er
modtaget. Denne bestemmelse sigter på, at patienterne skal
have en reel mulighed for at benytte den udvidede behandlingsret,
og at de allerede på dette tidlige tidspunkt skal have
mulighed for at vælge behandling på et aftalesygehus og
disponere herefter.
Det foreslås, at patientens ret til at vælge et
aftalesygehus erhverves på det tidspunkt, hvor patienten
modtager oplysningerne, jf. § 90, stk. 1, nr. 2.
Når patienten har erhvervet ret til behandling på et
aftalesygehus på grund af, at ventetiden overstiger 2
måneder, kan retten ikke fortabes ved, at
bopælsregionen efterfølgende meddeler, at regionen
inden for fristen kan tilbyde behandling på et regions- eller
et samarbejdssygehus.
Hvis patienten har fået oplyst, at behandling kan finde
sted på et af regionens sygehuse eller et samarbejdssygehus
inden udløbet af 2-måneders perioden, men patienten
på grund af vedkommendes egne forhold, f.eks. planer om
afholdelse af ferie m.v., ikke ønsker at gøre brug af
dette tilbud, og derfor ikke påbegynder behandlingen inden 2
måneder, erhverver patienten derimod ikke ret til at
vælge behandling på et aftalesygehus.
Det følger af forslaget til § 87 f,
stk. 2, at retten til at vælge at lade sig behandle
på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden på
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden, inden
for hvilken bopælsregionen kan tilbyde, at behandling kan
påbegyndes på et af regionens sygehuse eller et
samarbejdssygehus.
Til § 87 g
Det fremgår af forslaget til § 87 g, at
regionsrådene i forening indgår aftale med de sygehuse,
klinikker m.v. i Danmark og i udlandet, som ønsker at
indgå aftale om behandling efter § 87 f.
Det foreslås, at der bliver pligt for regionerne i
forening til at indgå aftaler med de sygehuse, klinikker
m.v., som ønsker det. En aftale vil forudsætte enighed
om vilkårene. Kan parterne ikke blive enige herom,
fastsættes vilkårene på de udestående
punkter af ministeren for sundhed og forebyggelse.
Regionerne vil have pligt til at indgå aftale på
de således fastsatte vilkår. Derimod vil der ikke kunne
pålægges de sygehuse, klinikker m.v., som regionerne
søger at indgå aftaler med, en tilsvarende pligt. Hvis
de ikke ønsker en aftale på de fastsatte vilkår,
vil de ikke kunne omfattes af ordningen.
De sygehuse, klinikker m.v., som regionerne i forening efter
forslaget kan indgå aftaler med, kan, så længe de
er i besiddelse af de nødvendige faglige kompetencer,
etableres inden for forskellige rammer. Der kan f.eks. være
tale om klinikker, som betjenes af en enkelt speciallæge i
psykiatri, f.eks. en speciallæge, som i forvejen driver en
klinik i praksissektoren. Der kan endvidere f.eks. være tale
om klinikker eller sygehuse, som beskæftiger flere
speciallæger i psykiatri og andre relevante faggrupper,
f.eks. psykologer med indsigt i området m.v. Der kan
også indgås aftaler med sygehuse eller klinikker, som
ligger uden for Danmarks grænser, hvis det f.eks. ud fra en
afstandsmæssig og en sprogmæssig betragtning er
relevant og hensigtsmæssigt i det konkrete tilfælde.
Der vil f.eks. kunne være tale om sygehuse og klinikker m.v.,
som er beliggende i Nordtyskland, på den anden side af
Øresund m.v.
Også læger og andet sundhedsfagligt personale
på private sygehuse, klinikker m.v. forventes at leve op til
de almindelige krav om faglig standard og kvalitet. I den
forbindelse er det forventningen, at de private parter, ud fra et
kvalitetshensyn vil leve op til de krav, der gælder for
offentlige sygehuse med hensyn til samarbejde, f.eks. gennem
politikker for patienter og pårørende, og god
sygehusstandard, som beskrevet i psykiatrilovens § 2.
Ligeledes er det forventningen, at regionerne i forening som led i
varetagelse af deres myndighedsansvar indtænker
kvalitetsudviklingsindsats som f.eks.
patienttilfredshedsundersøgelser i aftalerne med de private
parter.
I bekendtgørelse nr. 867 af 26. august 2008 om
befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven
er bl.a. fastsat regler for ydelse af befordringsgodtgørelse
til personer, der vælger at blive behandlet på et
sygehus m.v. efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg, og efter
reglerne om de udvidede rettigheder til undersøgelse og
behandling i børne- og ungepsykiatrien, jf.
§§ 86-87 b i sundhedsloven. Ministeren for sundhed
og forebyggelse vil fastsætte tilsvarende regler for
patienter, der vælger at blive behandlet efter reglerne i
§ 87 e-f.
Til § 87 h
Forslaget til § 87 h indeholder en
bemyndigelsesbestemmelse. Ministeren for sundhed og forebyggelse
vil udnytte denne bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte
regler om den udvidede behandlingsrettighed efter kapitel 20 b,
herunder bl.a. om proceduren for henvisning af patienter til
aftalesygehusene m.v.
Bestemmelsen indeholder endvidere bemyndigelse til, at
ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte regler
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, der
indgår aftale med regionsrådene i forening, jf.
§ 87 g, stk. 1. Denne del af
bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den bemyndigelse, som
ministeren har til dels at fastsætte krav til dokumentation
m.v. i forbindelse med det udvidede frie sygehusvalg på det
somatiske område, jf. sundhedsloven § 87,
stk. 6, dels at fastsætte krav til dokumentation m.v. i
forbindelse med de udvidede undersøgelses- og
behandlingsrettigheder i børne- og ungdomspsykiatrien, jf.
§ 87 d. Det er hensigten at fastsætte tilsvarende
regler, som de der i dag gælder for somatiske patienter og
for psykisk syge børn og unge.
Til nr. 2-3 (§ 90, stk. 1, nr. 2,3 og 6)
En nødvendig forudsætning for, at patienterne kan
gøre brug af den udvidede behandlingsret, som følger
af forslaget, er, at patienterne informeres om denne rettighed.
Derfor foreslås det, at regionernes informationsforpligtelse
ved henvisning til sygehus i henhold til § 90 udvides til
også at omfatte den udvidede behandlingsret.
Forslaget indebærer, at regionsrådet senest 8
hverdage efter, at et af rådets sygehuse har modtaget
henvisning af en patient, skal oplyse patienterne, som er omfattet
af forslaget til § 87 e, om retten til at vælge
behandling på et aftalesygehus, jf. § 87 f.
Forslaget indebærer endvidere, at regionsrådet senest 8
hverdage efter modtagelsen af henvisningen skal oplyse patienten
om, hvorvidt patienten kan tilbydes behandling på et regions-
eller et samarbejdssygehus inden 2 måneder efter reglerne i
87 f. Patienten skal endvidere efter de foreslåede regler
informeres om, at sygehuset, i tilfælde af at der ikke kan
tilbydes behandling inden 2 måneder på et regions-
eller samarbejdssygehus, tilbyder at henvise patienten til et
aftalesygehus.
Til nr. 4 (§ 171, stk. 2)
Det præciseres med forslaget til § 171,
stk. 2, at det er de gældende regler om befordring til
sygehus, som finder anvendelse, hvis patienter, der er fyldt 19
år, benytter deres udvidede ret til behandling i
voksenpsykiatrien efter forslaget til § 87 f.
Til nr. 5 (§ 262, stk. 1)
Der er tale om konsekvensrettelser som følge af
forslaget til § 171, stk. 2.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2010.
Til § 3
Denne bestemmelse fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov:
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
§ 87
d. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om udvidede undersøgelses- og
behandlingsrettigheder efter dette kapitel, herunder om krav til
dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf. § 87 c,
stk. 1, og om proceduren for henvisning af patienter
m.v. | | 1. Efter
§ 87 d indsættes: »Kapitel 20 b Udvidet ret til behandling for psykisk
syge voksne § 87
e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til
psykiatrisk behandling, er fyldt 19 år kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87
h. |
| | § 87
f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan
vælge at blive behandlet på et af de sygehuse,
klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke inden 2 måneder, efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter
(samarbejdssygehuse). |
| | Stk. 2.
Retten efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet
på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil
på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse. |
| | § 87
g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f. Kan parterne
ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af
ministeren for sundhed og forebyggelse. |
| | § 87
h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
regler om den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf.
§ 87 g, stk. 1, og om proceduren for henvisning af
patienter m.v.« |
| | |
§ 90.
Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af
rådets sygehuse har modtaget henvisning af en patient, oplyse
patienten | | 2. I
§ 90, stk. 1, nr. 2, ændres
»§§ 87 a og 87 b« til: »§§ 87
a, 87 b, 87 e og 87 f«. |
1) om dato og sted for undersøgelse
eller behandling, | | |
2) om patienten kan tilbydes behandling
inden for 1 måned efter reglerne i § 87,
henholdsvis 2 måneder efter reglerne i §§ 87 a
og 87 b, | | |
3) om retten til at vælge sygehus
efter §§ 86 -87 b, | | |
4) om ventetiden på behandling ved
regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i
§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse
m.fl., | | |
5) om, at patienten ved henvendelse til
sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages
på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og | | |
6) om, at sygehuset tilbyder at henvise
patienten til et andet sygehus efter §§ 86-87
b. | | |
Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt. | | |
| | |
§ 90.
Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af
rådets sygehuse har modtaget henvisning af en patient, oplyse
patienten | | 3. I § 90, stk. 1, nr. 3 og 6, indsættes efter
»§ 87 b«: »og 87 e - 87 f«. |
1) om dato og sted for undersøgelse
eller behandling, | | |
2) om patienten kan tilbydes behandling
inden for 1 måned efter reglerne i § 87,
henholdsvis 2 måneder efter reglerne i §§ 87 a
og 87 b, | | |
3) om retten til at vælge sygehus
efter §§ 86 -87 b, | | |
4) om ventetiden på behandling ved
regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i
§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse
m.fl., | | |
5) om, at patienten ved henvendelse til
sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages
på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og | | |
6) om, at sygehuset tilbyder at henvise
patienten til et andet sygehus efter §§ 86-87
b. | | |
Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt. | | |
Stk. 3.
Regionsrådets oplysningspligt ved henvisning til sygehus
efter stk. 1 gælder ikke til og med den 30. juni
2009. | | |
| | |
§ 171.
Regionsrådet yder befordring eller
befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af
§§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri
sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og
befordringsgodtgørelse ydes til behandling på
regionale sygehuse og de i § 75 nævnte
institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v.
efter nærmere af ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsatte regler. | | 4. I § 171, stk. 2, ændres
»§§ 86, 87 og 87 b« til:
»§§ 86, 87, 87 b og 87 f«. |
Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket
omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller
befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling, herunder i
hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg
behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i
henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 87 b. | | |
Stk. 3.
Regionsrådet yder befordring med ambulance eller
særligt sygekøretøj til personer, der i
medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til
vederlagsfri sygehusbehandling, hvis deres tilstand gør det
nødvendigt. | | |
| | |
§ 262.
Opholdsregionen afholder udgifter til befordring eller
befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling efter reglerne
i §§ 79 | | 5. I § 262, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »§ 87 b,«
»§ 87 f«. |
Stk. 2.
Bopælsregionen afholder udgifter til befordring og ophold i
forbindelse med behandling efter § 88, stk. 1 | | |
| | |
| | § 2 |
| | Loven træder i kraft den 1. januar
2010. |
| | |
| | § 3 |
| | Loven gælder ikke for
Grønland og Færøerne. |