Skriftlig fremsættelse (26. marts
2009)
Ministeren for sundhed og
forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven (Udvidet behandlingsret for psykisk syge voksne).
(Lovforslag nr. L 178).
Formålet med lovforslaget er at indføre udvidet
behandlingsret for psykisk syge voksne.
Lovforslaget er en opfølgning på
psykiatriaftalerne 2007-2010, 2008-2011 og 2009-2012 mellem
regeringen og satspuljepartierne. Det fremgår af aftalerne,
at regeringen og satspuljepartierne ønsker, at psykiatriske
patienter, i takt med at mulighederne herfor tilvejebringes, skal
have tilsvarende rettigheder som på det somatiske
område.
Rettighederne er gradvist blevet indført. Således
fik psykisk syge børn og unge udvidet ret til
undersøgelse den 1. august 2008, og den 1. januar 2009 fik
den samme gruppe udvidet ret til behandling. Det følger som
nævnt af aftalerne, at det er regeringens og
satspuljepartiernes fælles målsætning, at alle
patienter i psykiatrien fra 2010 skal have tilsvarende
rettigheder.
En udvidet behandlingsret indebærer, at voksne, der er
fyldt 19 år og henvist til psykiatrisk behandling, fra 1.
januar 2010 får ret til at vælge at få foretaget
behandling på et sygehus eller en klinik, som
regionsrådet har indgået aftale med, hvis
bopælsregionen ikke inden 2 måneder efter modtagelse af
henvisningen kan tilbyde behandling.
Det foreslås, at der bliver pligt for regionerne i
forening til at indgå aftaler med de sygehuse, klinikker
m.v., som ønsker det. Kan parterne ikke blive enige herom,
fastsættes vilkårene på de udestående
punkter af ministeren for sundhed og forebyggelse. Regionerne vil
have pligt til at indgå aftale på de således
fastsatte vilkår. De private sygehuse, klinikker m.v., som
ikke ønsker en aftale på de fastsatte vilkår,
vil ikke kunne omfattes af ordningen.
Det er forventningen, at indførelse af den udvidede ret
til behandling sammen med de ekstra midler, der samtidig
tilføres til området, vil føre til en
øget kapacitet indenfor voksenpsykiatrien.
Forslaget forventes at træde i kraft den 1. januar
2010.