L 168 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om beskatning af pensionsordninger m.m.

(Særlig udbetalingsmulighed for indestående i Særlig Pensionsopsparing som led i aftale om forårspakke 2.0).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-03-2009

L 168 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om beskatning af pensionsordninger m.m. (Særlig udbetalingsmulighed for indestående i Særlig Pensionsopsparing som led i aftale om forårspakke 2.0).

Fremsat den 25. marts 2009 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om beskatning af pensionsordninger m.m.

(Særlig udbetalingsmulighed for indestående i Særlig Pensionsopsparing som led i aftale om forårspakke 2.0)

§ 1

I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2008, som ændret ved § 7 i lov nr. 515 af 17. juni 2008, § 7 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, lov nr. 1063 af 6. november 2008 og lov nr. 117 af 17. februar 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 17 f indsættes efter stk. 5 som nye stykker:

»Stk. 6. Såfremt det den 15. maj 2009 eller senere ved ændring af en kontohavers skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003 konstateres, at der er opkrævet for lidt eller for meget i særlig pensionsopsparing, foretager de statslige told- og skattemyndigheder ikke opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb. Endvidere indstilles inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt særlig pensionsopsparing tillige med renter senest den 1. juni 2009.


Stk. 7. Såfremt det for en kontohaver omfattet af § 2 a, stk. 1-7, konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, sker der ikke regulering af den pågældendes særskilte SP-konto. l. pkt. finder tilsvarende anvendelse på indbetalinger omfattet af stk. 3, 3. pkt.

Stk. 8. En kontohaver kan anmode told- og skatteforvaltningen om kompensation for skatteværdien af det fradrag eller den bortseelse, som ved en ændring af kontohaverens skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003 kan henføres til den for meget indbetalte særlige pensionsopsparing, hvis kontohaveren ikke kan udnytte fradrags- eller bortseelsesretten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i kontohaverens nye årsopgørelse. En anmodning efter 1. pkt. skal indgives til told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter datoen for ændringen af kontohaverens skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003.«

Stk. 6-9 bliver herefter stk. 9-12.


2. I § 17 f indsættes som stk. 12 :

»Stk. 12. Uanset stk. 11, 2. pkt., kan indestående hidrørende fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der i medfør af § 7 a, stk. 1 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond er overflyttet til den pågældendes særskilte SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til en SP-konto i et andet pensionsinstitut, ikke udbetales efter § 17 j, stk. 7-9.«


3. I § 17 j indsættes som stk. 7-11 :

»Stk. 7. Uanset stk. 1 kan kontohaver i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension om udbetaling af det samlede indestående på den særskilte SP-konto indbetalt i medfør af § 17 f, stk. 1- 3, som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12.


Stk. 8. Uanset stk. 1 kan en kontohaver, der har overflyttet indestående på en særskilt SP-konto indbetalt i medfør af § 17 f, stk. 1-3, til en særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut, i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode dette pensionsinstitut om at udbetale det samlede indestående på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12.

Stk. 9. En kontohaver, til hvem udbetalingen af indeståendet på den særskilte SP-konto er påbegyndt efter stk. 1, kan i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det pensionsinstitut, hvortil den særskilte SP-konto måtte være overflyttet, om, at det resterende indestående på den særskilte SP-konto udbetales som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en kontohaver, der har udskudt udbetalingen af SP-indeståendet efter stk. 5.

Stk. 10. Indestående på en særskilt SP-konto, som udbetales efter kontohavers anmodning i henhold til stk. 7-9, opgøres som værdien af den del af investeringskontoen, som hidrører fra indbetalinger i henhold til § 17 f, stk. 1-3, samt den del af indeståendet på kontantkontoen, som relaterer sig til midler indbetalt i henhold til § 17 f, stk. 1-3, med fradrag for pensionsafkastskat og omkostninger.

Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for udbetalingen og opgørelse af SP-konti m.v. efter stk. 7-10.«

4. I § 17 k, stk. 1, indsættes som 2. pkt. :

»Valgmuligheden efter 1. pkt. skal være udnyttet inden den 1. oktober 2009.«


5. I § 17 k indsættes som stk. 5 :

»Stk. 5. Efter 1. oktober 2009 kan investeringsinstitutter ikke godkendes til at indgå i SP-valg efter § 17 k.«


§ 2

I lov om beskatning af pensionsordninger m.m. (pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120 af 10. november 2006, som ændret senest ved § 23 i lov nr. 1344 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:

1. Efter § 29 C indsættes:

»§ 29 D. Ved udbetaling af Særlig Pensionsopsparing efter § 17 j, stk. 7-10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension svares en afgift på 35 pct. af den del af udbetalingen, der ikke overstiger 15.000 kr. Af den del af udbetalingen, der overstiger 15.000 kr., svares en afgift på 50 pct.«


§ 3

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 4

Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning og baggrund for lovforslaget

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik den 1. marts 2009 aftale om forårspakke 2.0 - Vækst, klima og lavere skat. I lyset af den konjunkturmæssige situation, er parterne enige om at give mulighed for udbetaling af de opsparede midler i SP-ordningen i 2009. Det følger af aftalen, at beskatning af hævede indskud udgør 35 pct. af de første 15.000 kr. og 50 pct. af resten. Skatteministeren fremsætter lovforslag om, den del af den politiske aftale i forårspakke 2.0. om, at en genoptagelse af indbetalingerne af SP-bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension fremover kræver et selvstændigt lovgivningsinitiativ.


1.1. Om SP-ordningen

Den Midlertidige Pensionsopsparing blev indført ved lov nr. 803 af 24. oktober 1997. Hjemlen til opkrævningen af Den Midlertidige Pensionsopsparing blev indsat i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som et nyt kapitel 5 b »Midlertidig pensionsopsparing«. Efter den dagældende lovs § 17 b blev der for 1998 opkrævet en midlertidig pensionsopsparing til Arbejdsmarkedets Tillægspension på 1,0 pct. af bidragsgrundlaget efter § 8, stk. 1, litra a, b, d og e, og § 10 i lov om arbejdsmarkedsfonde for lønmodtagere m.fl. og selvstændigt erhvervsdrivende omfattet af bidragspligten efter § 7, stk. 1 og 3, i samme lov.


Ved lov nr. 468 af 1. januar 1998, hvor ordningen ændrede navn fra Midlertidig Pensionsopsparing til Særlig Pensionsopsparing (SP), blev bestemmelserne i § 17 b flyttet til § 17 f.


Nærværende lovforslag giver alene adgang til at få udbetalt midler, der er opkrævet efter bestemmelsen i den tidligere lov om Arbejdsmarkedets Tillægspensions § 17 b i afsnittet om Den Midlertidige Pensionsopsparing og den ved dette lovforslags fremsættelse gældende lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17 f om indbetaling til Særlig Pensionsopsparing. Adgangen til at få udbetalt indeståendet på den særskilte SP konto omfatter ikke midler på en SP-konto, der hidrører fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.


2. Lovforslagets indhold

Lovforslaget udmønter aftalen om udbetaling af midler i SP-ordningen. Det fremgår af bilag 2 til aftale om forårspakke 2.0, at medlemmer af Særlig Pensionsopsparing og nuværende pensionister med løbende udbetaling fra SP-ordningen i perioden fra den 1. juni 2009 til 31. december 2009 kan anmode om at få udbetalt indeståendet på deres SP-konto som et engangsbeløb. Kontohavere, der har flyttet deres indestående i SP-ordningen til en særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut, vil også have mulighed for at anmode om at få udbetalt indeståendet på SP-kontoen som et engangsbeløb i den pågældende periode.


Forslaget indeholder en særlig opgørelsesbestemmelse, der skal finde anvendelse på opgørelsen af den særskilte SP-konto efter kontohavers anmodning i perioden fra den 1. juni 2009 til 31. december 2009. Arbejdsmarkedets Tillægspension vil efter forslaget, når Arbejdsmarkedets Tillægspension modtager en anmodning om udbetaling af Særlig Pensionsopsparing, realisere værdierne på kontohavers særskilte SP-konto. Det indkomne beløb fra salget af de underliggende aktiver vil herefter fratrækkes pensionsafkastskat og omkostninger, og nettobeløbet indsættes på kontohavers kontantkonto. Inden beløbet udbetales til kontohaver vil der blive fratrukket afgift til SKAT, jf. lovforslagets § 2.


Det er frivilligt, om medlemmet af SP-ordningen vil have indeståendet udbetalt. Hvis SP-opsparingen ønskes hævet, sker dette samlet - dvs. hele indeståendet efter afgift udbetales. Efter den 31. december 2009 vil beløb, hvor kontohavere ikke har anmodet om at få udbetalt indeståendet i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009, fortsætte i SP-ordningen efter de i øvrigt gældende regler, og SP-ordningen opretholdes inden for det gældende regelsæt for de personer, der ikke ønsker at hæve opsparingen.


Såvel omkostningerne ved etablering af muligheden for i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 at anmode om udbetaling af SP-indeståendet, afholdes af samtlige SP-kontohavere via reguleringspuljen i SP-ordningen. Omkostninger forbundet med selve opgørelsen af den enkelte SP-konto bæres af den enkelte SP-kontohaver.


Endelig sker der med lovforslaget en fastlåsning af for meget eller for lidt opkrævet i særlig pensionsopsparing. Fastlåsningen er nødvendig for at sikre, at efterfølgende ændringer af årsopgørelsen for disse indkomstår ikke giver anledning til ændret beregning af Særlig Pensionsopsparing og dermed regulering af SP-konti.


Aftalen om forårspakke 2.0 fastsætter, at det alene er midler opkrævet i Særlig Pensionsopsparing efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. den nuværende § 17 f, der efter anmodning kan komme til udbetaling under de særlige udbetalingsregler. Forslaget indeholder derfor også bestemmelser om, at midler, der hidrører fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og som er overført til en SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i andet pensionsinstitut i medfør af reglerne om flytteret i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ikke omfattes den særlige udbetalingsmulighed, der følger af aftalen om forårspakke 2.0.


Aftalen om forårspakke 2.0 udmøntes således at også personer, der modtager kontanthjælp eller starthjælp, og som tillige er kontohavere, i perioden fra den 1. juni 2009 til 31. december 2009 kan anmode om at få udbetalt indeståendet på deres SP-konto. Tilsvarende gælder for kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere, der som kontohavere har flyttet deres indestående i SP-ordningen til en særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut. Der vil med hjemmel i den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i § 15 i lov om aktiv socialpolitik blive fastsat regler, hvorefter kommunen skal se bort fra formue, som hidrører fra den ekstraordinære udbetaling af SP-opsparingen.


Forslaget indeholder yderligere forslag til ændring af pensionsbeskatningsloven, hvorefter der skal betales 35 pct. afgift af udbetalte beløb op til 15.000 og 50 pct. af det resterende udbetalte beløb. Dermed sikres der tidsmæssig sammenhæng mellem indførelse af udbetalingsmuligheden og de afgiftsregler, der gælder for anmodninger om udbetaling af indestående på en SP-konto indtil den 31. december 2009.


Efter de gældende regler sker udbetalinger fra SP-ordningen - bortset fra engangsbeløb - som årlige rater over en periode på 10 år eller som månedlige rater over en periode på 10 år. Der betales en afgift på 40 pct. af engangsbeløb, mens løbende udbetalinger skal medregnes til den skattepligtige indkomst som personlig indkomst. Efter gældende regler udbetales Særlige Pensionsopsparing (SP) først ved det 65. år.


Endelig foreslås det, at det ikke længere skal være muligt at tilmelde nye investeringsinstitutter til SP-valg, ligesom kontohavere, der ikke inden den 1. oktober 2009 har udnyttet retten i SP valg til at placere deres indestående i en eller flere investeringspuljer, ikke fremover kan anvende denne valgmulighed.


SP-valg fungerer som en unit-link lignende ordning, hvor SP-kontohaverne har mulighed for at vælge at investere sine SP-midler indirekte i de tilmeldte fonde. Kontohaveren får således mulighed for at lade sine SP-midler forvalte af en eller flere andre investeringsforvaltere end Arbejdsmarkedets Tillægspension og mulighed for at vælge sin egen investeringsprofil - uden at skulle flytte sine midler væk fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions administration heraf. Kontohaveren foretager det konkrete valg som en procentuel fordeling af sine SP-midler på de valgte fonde, hvorefter SP investerer i de valgte fonde svarende til kontohavernes valg. Kontohaveren kan anvende mulighederne for valg af fonde i SP-valg via internettet såvel som ved indsendelse af en blanket. SP-valg har imidlertid vist sig at være en dyr ordning at administrere, idet ordningen bruges af relativt få kontohavere.


Med forslaget igangsættes udmøntningen af den politiske aftale, der ligger til grund for nærværende lovforslag. Af aftalen fremgår det således, at der skal sikres en effektiv administration af de tilbageværende SP-medlemmers konti.


Formålet med ophøret af optagelse af nye investeringsinstitutter og muligheden for kontohaverne til at anvende denne valgmulighed er således første skridt hen i mod en gradvis afvikling af det frie valg inden for SP-ordningen jf. § 17 k. Når alle kontohavere får mulighed for at få udbetalt indeståendet på deres SP-konto, er forudsætningerne for den interne valgfrihed i SP-ordningen ikke længere til stede.


Muligheden for den enkelte kontohaver for at flytte indeståendet på sin SP-konto til et andet pensionsinstitut jf. § 17 n opretholdes uafhængig af lovforslaget.


3. Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Det er usikkert, hvor mange der vil hæve deres SP-opsparing. Hvis fx halvdelen af hele formuen hæves (og ikke sættes ind på anden pensionsopsparing), øges skatteindtægterne i 2009 umiddelbart med 9-10 mia. kr., mens de disponible indkomster øges med 14-15 mia. kr. Hvis en fjerdedel hæves, er virkningerne halvt så store. Disse umiddelbare virkninger modsvares af tilsvarende mindre udbetalinger, skat og disponibel indkomst senere. Da beskatningen ved udbetaling i 2009 er lidt lavere end indkomstskat og modregning ved udbetaling efter gældende regler i øvrigt, vil der dog være tale om en beskeden varig reduktion i skatteindtægterne skønnet til 25-50 mio. kr. Heri er indregnet et begrænset merprovenu fra større opsparing uden for pensionsordninger, herunder mindre gældssætning, som følge af den udbetalte SP-opsparing. Finansårseffekten i 2009 skønnes til 8-9 mia. kr. under forudsætning af, at halvdelen af formuen i SP udbetales.


Lovforslaget vil medføre engangsudgifter i SKAT til systemtilretninger på 4.260.000 kr. og driftsudgifter på 320.000 kr., som for hovedpartens vedkommende skal afholdes i 2009. Udgifterne skyldes nødvendige ændringer af Slutsystemet og SP-registeret, så der kan foretages fastlåsning af indkomstårene 1998 til og med 2003. Fastlåsningen er nødvendig for at sikre, at efterfølgende ændringer af årsopgørelsen for disse indkomstår ikke giver anledning til ændret beregning af Særlig Pensionsopsparing og dermed regulering af SP-konti. Dertil kommer ændringer af pensionsafgiftssystemet med henblik på opkrævning af de afgifter, der skal opkræves i forbindelse med den foreslåede ekstraordinære udbetaling af indeståender på SP-konti.


Indførelsen af muligheden for at anmode om at indestående på en særskilt SP-konto udbetales, vil medføre behov for tilpasninger i de eksisterende IT-systemer, der håndterer beregning og udbetaling af indestående SP-midler i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Systemudvikling mv. i forbindelse med etablering af de nødvendige tilpasninger forventes at udgøre ca. 50 mio. kr. Hertil kommer omkostninger til udarbejdelse og udsendelse af orienteringsbrev til samtlige kontohavere. Samlet set forventes etableringsomkostningerne at udgøre ca. 70 mio. kr.


Ud over etableringsomkostningerne forventes øgede omkostninger til kunderådgivning generelt samt behandling og effektuering af konkrete udbetalingsanmodninger. Disse omkostninger er variable og primært afhængige af, hvor mange kontohavere der vælger at få udbetalt SP-midler, og hvor mange kontohavere der henvender sig. Under forudsætning af, at 5 pct. af kontohaverne henvender sig, og halvdelen af kontohaverne anmoder om udbetaling, forventes de variable omkostninger at beløbe sig til 28 mio. kr. Det foreslås, at såvel etableringsomkostninger som variable omkostninger afholdes af samtlige SP-kontohavere via reguleringspuljen i SP-ordningen, jf. § 17 p, idet alle kontohavere er omfattet af muligheden for at anmode om udbetaling af indestående på den særskilte SP-konto.


4. Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Kommunerne skal være opmærksomme på at bortse fra udbetalt SP-opsparing for kontanthjælpsmodtagere, idet der, hvis lovforslaget vedtages, med hjemmel i den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse i § 15 i lov om aktiv socialpolitik vil blive fastsat regler, hvorefter kommunen skal se bort fra formue, som hidrører fra den ekstraordinære udbetaling af SP-opsparingen.


5. Økonomiske og administrative omkostninger for erhvervslivet

Pensionsinstitutter, der administrerer en særskilt SP-konto, der er overflyttet i medfør af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17 n, og hvor kontohaveren anmoder om at få indeståendet på SP-kontoen udbetalt i medfør af lovforslaget, skal udbetale SP-indeståendet i overensstemmelse med denne lov. Omkostninger forbundet hermed for de private pensionsinstitutter vurderes at være små, idet disse som følge af investeringsaftalerne i langt de fleste tilfælde vil have mulighed for at pålægge kunden et gebyr, der afspejler pensionsinstituttets omkostninger.


6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget betyder, at borgere, der har en SP-konto, og som ønsker at benytte udbetalingsmuligheden, skal meddele Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det pensionsinstitut, hvortil de måtte have flyttet deres SP-konto, at de ønsker indeståendet på SP-kontoen udbetalt. Der vil blive etableret en enkel procedure herfor.


7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


9. Høring

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt i høring i Forsikring og Pension, Finansrådet, Investeringsforeningsrådet, Grønlands Hjemmestyre samt Rigsombuddet på Færøerne.


Sammenfattende skema

 
Positive konsekvenser
Negative konsekvenser
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Hvis halvdelen af kontohaverne hæver indeståendet på SP-kontoen forventes et skatteprovenu på 9-10 mia. kr. Modstykket hertil er lavere skattebetalinger senere. Det varige provenutab udgør 25-50 mio. kr. årligt.
Udbetalingsmuligheden skønnes at medføre udgifter til systemomlægninger for SKAT på ca. 4,5 mio. kr. Udgiften til systemtilretninger og etableringsomkostninger for ATP skønnes at udgøre ca. 70 mio. kr. Dette finansieres via reguleringspuljen jf. § 17 p.
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Kommunerne skal være opmærksomme på at bortse fra udbetalt SP-opsparing for kontanthjælpsmodtagere.
ATP skal udarbejde og udsende af orienteringsbrev til samtlige kontohavere samt opgøre SP-konti for et ukendt antal kontohavere,
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Der skønnes at være små økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet forbundet med lovforslaget som følge af håndtering af evt. anmodninger om udbetaling af indeståendet på en overflyttet SP-konto til et pensionsinstitut.
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Kontohavere i SP ordningen, der ønsker udbetaling af indestående i SP-ordningen skal anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det pensionsinstitut hvortil de har flyttet deres særskilte SP-konto om udbetaling af midlerne senest den 31. december 2009.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


Til § 1

Til nr. 1.


Efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, § 17 f, stk. 6, gælder, at såfremt kontohaveren er fyldt 64½ år, og det ved en efterfølgende ændring af en skattemæssig årsopgørelse for kontohaveren konstateres, at der er opkrævet for lidt eller for meget i pensionsopsparing, foretager SKAT ikke opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb. Tilsvarende indstilles inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing tillige med renter senest en måned før, kontohaveren fylder 65 år. Inddrivelse af ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing m.v. vedrørende det indkomstår, hvor kontohaveren fylder 64 år, indstilles dog senest den 1. november i året efter indkomståret.


Konstateres det ved dødsfald, at kontohaveren er i restance med ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing vedrørende indkomstår, der ligger mindst 2 år forud for dødsfaldet, eller en ændring af en skattemæssig årsopgørelse for kontohaveren vedrørende indkomstår, der ligger mindst 2 år forud for dødsfaldet, er ved at blive gennemført, kan Arbejdsmarkedets Tillægspension efter anmodning fra SKAT meddele, at udbetaling sættes i bero i indtil 3 måneder fra registrering af dødsfaldet. Det samme gælder for opkrævet pensionsopsparing vedrørende indkomståret før dødsfaldet, hvis dødsfaldet er registreret efter den 1. september i dødsåret. Udbetaling ved dødsfald sker i øvrigt efter reglerne i § 17 i.


Efter § 17 f, stk. 7, gælder, at hvis en kontohaver omfattet af § 2 a, stk. 1-7, er fyldt 64½ år og det efterfølgende konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, sker der ikke regulering af den pågældendes særskilte konto, jf. § 17 h. Tilsvarende gælder indbetaling omfattet af stk. 3, 3. pkt.


I lyset af muligheden for at anmode om udbetaling af Særlige Pensionsopsparing i perioden fra den 1. juni 2009 til 31. december 2009 for alle kontohavere uanset alder, er det nødvendigt, at alle kontohavere omfattes af en ordning, hvorefter ændringer af skattemæssige årsopgørelser vedrørende et indkomstår i perioden 1998-2003 ikke fører til opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb, således at der sker ensartet skattemæssig behandling ved opgørelsen af en SP-konto. En tilsvarende ordning følger af gældende ret for kontohavere, der er fyldt 64½ år, og som har mulighed for at få SP-kontoen udbetalt efter de almindelige udbetalingsregler, jf. beskrivelsen ovenfor.


Forslaget om ophør af opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb gælder dog kun for årsopgørelser, som er ændret den 15. maj 2009 eller senere. Herved undgås såvel restindbetalinger til Særlig Pensionsopsparing som dobbeltudbetalinger af overskydende beløb. Henset til, at indbetalingerne til Særlig Pensionsopsparing har været suspenderet fra og med 2004, vil hovedparten af alle kontohavere på nuværende tidspunkt have fået afsluttet deres årsopgørelser for de år, hvor der blev betalt til Særlig Pensionsopsparing. Endvidere foreslås det, at inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing tillige med renter indstilles for alle restancer senest den 1. juni 2009.


Med forslaget sikres det, at ingen får SP-bidrag udbetalt to gange. Efter gældende regler vil en ændring af årsopgørelsen, der indebærer, at der er opkrævet for meget SP-bidrag for det pågældende indkomstår, betyde, at det for meget opkrævede SP-bidrag tilbagebetales af SKAT sammen med udsendelsen af den nye åropgørelse. Efterfølgende reducerer Arbejdsmarkedets Tillægspension skatteyderens indestående på SP-kontoen med det for meget opkrævede SP-bidrag og tilbagefører beløbet til SKAT. Har en person anmodet om at få SP-bidraget ekstraordinært udbetalt i medfør af denne lov, ville konsekvensen ved opretholdelse af gældende regler således være, at personen får udbetalt pengene to gange. Fastlåsningen af SP-bidraget betyder således, at SKAT ikke omberegner og udbetaler det overskydende SP-bidrag. Der gives således også fradrag ved opgørelsen af indkomstskatten for det oprindeligt beregnede SP-bidrag. Dette modsvares af, at det samlede indestående inkl. det for meget opkrævede på SP-kontoen beskattes ved udbetalingen efter denne lov, eller i forbindelse med ordinær udbetaling ved pensionsalder.


I de tilfælde, hvor en ændring af årsopgørelsen fører til, at der er betalt for lidt SP-bidrag, vil der efter forslaget ikke blive opkrævet SP, og de personer beholder pengene i stedet for at skulle indbetale dem til SP-kontoen. Fastlåsningen indebærer således, at der gives fradrag i indkomstskatten for det oprindeligt beregnede SP-bidrag, og der overføres ikke yderligere SP-bidrag til SP-kontoen. Dvs., at der er overensstemmelse mellem det SP-beløb, der er givet fradrag for i indkomstskatten, og det SP-bidrag, der er overført til SP-kontoen og som beskattes ved udbetalingen efter denne lov, eller i forbindelse med ordinær udbetaling ved pensionsalder.


Det foreslås endelig ved den ændrede affattelse af bestemmelsen i § 17 f, stk. 7, at bestemmelsen om ophør af opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb ligeledes kommer til at gælde for kontohavere, hvor der er indbetalt til Særlige Pensionsopsparing via overførselsindkomst og Lønmodtagernes Garantifond.


Den foreslåede bestemmelse i stk. 8 medfører, at en kontohaver, der - på grund af den fastfrysning af SP-indeståendet, som følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 6, hvorefter told- og skattemyndighederne ikke skal udbetale overskydende beløb, der er opkrævet for meget i SP-bidrag for et indkomstår i perioden 1998-2003 - stilles ringere end efter gældende ret, gives mulighed for at anmode told- og skatteforvaltningen om kompensation for skatteværdien af det fradrag eller bortseelse, som ved en ændring af kontohaverens skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003 kan henføres til den for meget indbetalte pensionsopsparing. Dette gælder dog kun i tilfælde, hvor kontohaveren ikke kan udnytte fradrags- eller bortseelsesretten for det for meget indbetalte SP-bidrag i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst i kontohaverens nye årsopgørelse.


Den foreslåede ordning omfatter alene ændringer af skattemæssige årsopgørelser (ansættelsesændringer), der finder sted den 15. maj 2009 eller senere, idet det alene er ændringer efter denne dato, hvor de statslige told- og skattemyndigheder ikke skal foretage udbetaling af overskydende beløb, jf. den foreslåede bestemmelse i § 17 f, stk. 6, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.


Bestemmelsen tager sigte på de helt enkeltstående situationer, hvor f.eks. en verserende skattesag ved Landsskatteretten eller domstolene vedrørende indkomstårene 1998-2003 måtte føre til en afgørelse om, at den pågældende skatteyder ikke er skattepligtig i Danmark. 1 et sådant tilfælde vil den pågældende skatteyder ikke skulle betale indkomstskat til Danmark, og den pågældende vil derfor heller ikke kunne udnytte et fastlåst fradrag for SP-bidrag til at opnå en reduktion i indkomstskatten. Eftersom fastlåsningen af SP-bidraget som nævnt indebærer, at det for meget opkrævede SP-bidrag fremover udbetales af Arbejdsmarkedets Tillægspension med beskatning af indeståendet på SP-kontoen ved udbetaling som et engangsbeløb efter de foreslåede bestemmelser i § 17 f, stk. 7-9, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension eller - hvis der ikke fremsættes anmodning senest den 31. december 2009 om udbetaling af SP-indeståendet som et engangsbeløb - efter de almindelige regler ved opnået pensionsalder, vil skatteyderen i eksemplet blive stillet ringere end efter gældende ret. Det skyldes, at overskydende SP-bidrag i dag udbetales af SKAT sammen med udsendelsen af årsopgørelsen uden beskatning, hvilken udbetaling dog modsvares af, at det skattemæssige fradrag, som hidrører fra det overskydende SP-bidrag, reduceres tilsvarende.


Anmodningen om kompensation skal indgives inden 6 måneder efter ændringen af den skattemæssige årsopgørelse. Hvis anmodningen ikke er fremsat senest på datoen for 6­månedersfristens udløb, kan kontohaveren ikke gøre krav om kompensation gældende.


Til nr. 2


Det følger af aftalen om forårspakke 2.0, at det udelukkende er midler opkrævet til Særlig Pensionsopsparing efter § 17 f (tidligere § 17 b) i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, der kan komme til udbetaling under de særlige udbetalingsregler, der fastsættes i medfør af lov om pensionsbeskatning og efter dette forslags § 1, nr. 3. Forslaget indebærer, at midler, der er overflyttet fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og som er indgået på en særskilt SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller i et andet pensionsinstitut, ikke omfattes af den foreslåede mulighed for udbetaling af SP-opsparingen. Det bemærkes i den forbindelse, at både ATP og pensionsinstitutter, der administrer en SP-konto kan udsondre værdien af midler, der er overflyttet fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond til en SP-konto.


Til nr. 3.


Der foreslås indsat en udtrykkelig særregel, hvorefter SP-kontohavere kan anmode om udbetaling af indestående på deres SP-konto i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009. Anmodning om udbetaling skal være Arbejdsmarkedets Tillægspension i hænde senest den 31. december 2009. Reglerne om afgift ved udbetaling fremgår af lovforslagets § 2.


Adgangen til at anmode om udbetaling af hele SP-indeståendet gælder også for personer, der har udnyttet SP-valg. Disse personer vil således også frem til den 31. december 2009 kunne anmode om udbetaling af deres indestående på SP-kontoen. Kontoen vil blive opgjort efter bestemmelsen i forslaget til ny § 17 j, stk. 10. Det er i den sammenhæng uden betydning, om en kontohaver har benyttet SP-valg eller ej.


Det foreslås videre, at SP-kontohavere, der har flyttet deres SP-konto til et andet pensionsinstitut, ligeledes kan anmode pensionsinstituttet om at udbetale indeståendet på SP-kontoen. De foreslåede regler om udbetaling, mv. i dette lovforslag finder tilsvarende anvendelse på udbetalingen af evt. udflyttede SP-konti.


SP-kontohavere, hvor udbetalingen af SP-indeståendet er påbegyndt efter § 17 j, stk. 1, kan efter lovforslaget vælge at anmode om udbetaling af det resterende SP-indestående i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009. Indeståendet opgøres i så fald efter reglerne i den foreslåede § 17 j, stk. 10 samt eventuelle regler udstedt i medfør af § 17 j, stk. 11. Disse kontohavere skal ligeledes anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension om udbetaling af det resterende indestående på SP-kontoen. Det foreslås videre, at SP-kontohavere, der har valgt at udskyde udbetalingen af SP-indeståendet, skal have mulighed for i perioden fra 1. juni til den 31. december 2009 at anmode om udbetaling at SP-kontoen.


Der foreslås fastsat en særlig opgørelsesbestemmelse for SP-konti, hvor kontohaver anmoder om at få udbetalt indeståendet i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009. Det følger af forslaget til stk. 10, at Arbejdsmarkedets Tillægspension, når Arbejdsmarkedets Tillægspension modtager en anmodning om udbetaling af Særlig Pensionsopsparing, realiserer værdierne på kontohavers særskilte SP-konto (investeringskonto). Det indkomne beløb fra salget fratrækkes pensionsafkastskat og omkostninger, og nettobeløbet indsættes på kontohavers kontantkonto. Inden beløbet udbetales til kontohaver fratrækkes afgift til SKAT.


Endelig foreslås der indsat en bemyndigelsesbestemmelse til beskæftigelsesministeren med henblik på udstedelse af en bekendtgørelse om de nærmere regler for udbetaling, opgørelse af konti m.v. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse kan udnyttes med henblik på fastsættelse af nærmere regler om anmodning om udbetaling, udbetalingsform og sagsbehandlingstid mv. § 49 i bekendtgørelse 1056 af 10. december 2003 om valgfrihed i SP-ordningen vil blive justeret med henblik på oplysninger om indestående i SP-ordningen for så vidt angår 2008.


Til nr. 4.


Det foreslås, at det ikke længere skal være muligt for SP-kontohavere, at udnytte retten i SP-valg til at placere deres indestående i en eller flere investeringspuljer i lovens § 17 k og l fra den 1. oktober 2009. Med denne foranstaltning igangsættes udmøntningen af den politiske aftale, der ligger til grund for nærværende lovforslag. Af aftalen fremgår det således, at der skal sikres en effektiv administration af de tilbageværende SP-medlemmers konti. Formålet med ophøret af valgmuligheden i SP-valg er således det første skridt hen imod en afvikling af det frie valg jf. § 17 k og l inden for SP-ordningen.


Til nr. 5.


Det foreslås, at investeringsinstitutter ikke kan godkendes til at indgå i SP-valg efter den 1. oktober 2009. Bestemmelsen har til formål at påbegynde en hensigtsmæssig afvikling af SP-valg, jf. også bemærkningerne til nr. 4. Af aftalen fremgår det således, at der skal sikres en effektiv administration af de tilbageværende SP-medlemmers konti. Sigtet med ophøret af optagelse af nye fonde er første skridt hen i mod nedlæggelsen af det frie valg jf. § 17 k og l inden for SP-ordningen.


Til § 2

Til nr. 1


Det foreslås i en ny bestemmelse i pensionsbeskatningslovens § 29 D at fastsætte reglerne for beskatningen af udbetalingen af indeståendet på SP-kontoen.


Det foreslås i § 29 D, stk. 1, at der af den udbetalte SP-opsparing betales en afgift på 35 pct. af de første 15.000 kr. og 50 pct. af udbetalinger over 15.000 kr., jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17 j, stk. 7.


Det fremgår af pensionsbeskatningslovens § 29 B, stk.1, at engangsbeløb, der udbetales fra SP-opsparing, jf. § 17 i, stk. 1 og 3, og § 17 j, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension pålægges en afgift på 40 pct. Det samme gælder for udbetalinger af indestående på SP-konto, der er overflyttet til et andet pensionsinstitut i medfør af § 17 n i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Forslaget betyder, at hvis kontohaveren i perioden 1. juni 2009 - 31. december 2009 anmoder om at få sin SP-opsparing udbetalt, skal der betales 35 pct. i afgift af opsparingen op til 15.000 kr. i stedet for 40 pct. efter reglerne i pensionsbeskatningslovens § 29 B, nr. 2. For den del af opsparingen, der er over 15.000 kr., skal der betales 50 pct. i afgift af denne del, i stedet for indkomstskat efter gældende regler, idet der ville være tale om løbende udbetalinger.


Til § 3

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.


Til § 4

Der foreslås, at loven ikke gælder for Grønland og Færøerne.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
Bekendtgørelse af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension nr. 767 af 8. juli 2008
  
§ 17 f. Der opkræves en særlig pensionsopsparing til Arbejdsmarkedets Tillægspension på 1,0 pct. af bidragsgrundlaget efter § 8, stk. 1, litra a, b, d, e og g, og § 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag for lønmodtagere m.fl. og selvstændigt erhvervsdrivende omfattet af bidragspligten efter § 7, stk. 1 og 2, i samme lov, jf. dog stk. 2 og 6. For 2004-2008 er satsen dog 0,0 pct. Lov om arbejdsmarkedsbidrags regler om opkrævning, angivelse og indbetaling, periodisering, indberetning, straf, regulering m.v. og skattekontrollovens § 11 F om terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret og anvendelse af disse oplysninger til samkøring og sammenstilling med kontrolformål finder tilsvarende anvendelse for pensionsopsparing efter 1. pkt., jf. dog stk. 2 og 6.
  
Stk. 2. For personer omfattet af bidragspligten efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, stk. 1, litra a, jf. § 8, stk. 1, litra a og b, og § 11, stk. 1, § 7, stk. 1, litra b samt litra c, jf. § 8, stk. 1, litra e, og § 11, stk. 1, opkræves pensionsopsparing efter stk. 1, 1. pkt., første gang af løn, vederlag m.v., der ved indeholdelse af foreløbig skat efter kildeskatteloven henregnes til en periode i det kalenderår, hvor personen fylder 17 år, og sidste gang af løn, vederlag m.v., der ved indeholdelse af foreløbig skat efter kildeskatteloven henregnes til en periode i det kalenderår, hvor personen fylder 64 år. For personer omfattet af bidragspligten efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, stk. 1, litra a, jf. § 8, stk. 1, litra a og b, § 11, stk. 4 og 8, og § 7, stk. 1, litra c, jf. § 8, stk. 1, litra e, og § 11, stk. 4, § 7, stk. 1, litra e, og § 7, stk. 2, opkræves pensionsopsparing første gang for det indkomstår, hvor personen fylder 17 år, og for sidste gang for det indkomstår, hvor personen fylder 64 år.
  
Stk. 3. For personer omfattet af § 2 a, stk. 1-7, opkræves der endvidere, indtil udgangen af det år, hvor den pågældende fylder 64 år, en særlig pensionsopsparing på 1,0 pct. af de i bestemmelsen nævnte dagpenge, godtgørelser m.v. Dette gælder dog ikke personer, der modtager ydelser efter § 29 i lov om social service, jf. § 2 a, stk. 4. For personer, der får udbetalt lønkrav m.v., jf. § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, indbetaler og indberetter Lønmodtagernes Garantifond 1 pct. i Særlig Pensionsopsparing af de nævnte ydelser. Dette sker månedsvis og direkte til Arbejdsmarkedets Tillægspension. De nævnte bidragssatser, jf. 1. og 3. pkt., er for 2004 og 2005 0,0 pct. For personer omfattet af § 2 a, stk. 2, for hvem arbejdsgiveren udbetaler dagpenge ved sygdom, beregnes der fortsat bidrag, indtil arbejdsgiveren har indstillet opkrævningen heraf, dog senest den 31. maj 2004, hvorefter satsen for resten af 2004 og 2005 er 0,0 pct.
  
Stk. 4. Opkrævede beløb efter stk. 1 overføres af de statslige told- og skattemyndigheder til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
  
Stk. 5. Opkrævede beløb efter stk. 3 indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
  
   
  
1. I § 17 f indsættes efter stk. 5 som nye stykker:
  
»Stk. 6. Såfremt det den 15. maj 2009 eller senere ved ændring af en kontohavers skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003 konstateres, at der er opkrævet for lidt eller for meget i særlig pensionsopsparing, foretager de statslige told- og skattemyndigheder ikke opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb. Endvidere indstilles inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt særlig pensionsopsparing tillige med renter senest den 1. juni 2009.
  
Stk. 7. Såfremt det for en kontohaver omfattet af § 2 a, stk. 1-7, konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, sker der ikke regulering af den pågældendes særskilte SP-konto. l. pkt. finder tilsvarende anvendelse på indbetalinger omfattet af stk. 3, 3. pkt.
  
Stk. 8. En kontohaver kan anmode told- og skatteforvaltningen om kompensation for skatteværdien af det fradrag eller den bortseelse, som ved en ændring af kontohaverens skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003 kan henføres til den for meget indbetalte særlige pensionsopsparing, hvis kontohaveren ikke kan udnytte fradrags- eller bortseelsesretten ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i kontohaverens nye årsopgørelse. En anmodning efter 1. pkt. skal indgives til told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter datoen for ændringen af kontohaverens skattemæssige årsopgørelse for et indkomstår i perioden 1998-2003.«
  
Stk. 6-9 bliver herefter stk. 9-12.
Stk. 6. Såfremt kontohaveren er fyldt 64½ år og det ved en efterfølgende ændring af en skattemæssig årsopgørelse for kontohaveren konstateres, at der er opkrævet for lidt eller for meget i pensionsopsparing, foretager de statslige told- og skattemyndigheder ikke opkrævning af restbeløb eller udbetaling af overskydende beløb. Tilsvarende indstilles inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing tillige med renter senest en måned før, kontohaveren fylder 65 år. Inddrivelse af ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing m.v. vedrørende det indkomstår, hvor kontohaveren fylder 64 år, indstilles dog senest den 1. november i året efter indkomståret. Såfremt det ved dødsfald konstateres, at kontohaveren er i restance med ikke rettidigt indbetalt pensionsopsparing vedrørende indkomstår, der ligger mindst 2 år forud for dødsfaldet, eller en ændring af en skattemæssig årsopgørelse for kontohaveren vedrørende indkomstår, der ligger mindst 2 år forud for dødsfaldet, er ved at blive gennemført, kan Arbejdsmarkedets Tillægspension efter anmodning fra de statslige told- og skattemyndigheder meddele, at udbetaling sættes i bero i indtil 3 måneder fra registrering af dødsfaldet. 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse for opkrævet pensionsopsparing vedrørende indkomståret før dødsfaldet, såfremt dødsfaldet er registreret efter den 1. september i dødsåret. Udbetaling ved dødsfald sker i øvrigt efter reglerne i § 17 i.
  
Stk. 7. Såfremt en kontohaver omfattet af § 2 a, stk. 1-7, er fyldt 64½ år og det efterfølgende konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i pensionsopsparing, sker der ikke regulering af den pågældendes særskilte konto, jf. § 17 h. Tilsvarende gælder indbetaling omfattet af stk. 3, 3. pkt.
  
Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler til gennemførelse af reglerne i stk. 1, 2, 4 og 6.
  
Stk. 9. Indeståendet på en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kan overflyttes til den pågældendes særskilte konto. Overflyttede midler behandles efter overflytningen efter samme regler som bidrag, der er godskrevet efter § 17 g. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om modtagelsen af beløb efter dette stykke.
  
   
  
2. I § 17 f indsættes som stk. 12:
  
»Stk. 12. Uanset stk. 11, 2. pkt., kan indestående hidrørende fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der i medfør af § 7 a, stk. 1 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond er overflyttet til den pågældendes særskilte SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension eller til en SP-konto i et andet pensionsinstitut, ikke udbetales efter § 17 j, stk. 7-9.«
   
§ 17 j. Pensionsopsparing udbetales forud fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til kontohaveren fra den 1. i måneden efter det fyldte 65. år, i det omfang der er sket godskrivning på kontoen efter § 17 g. Dette gælder dog ikke indestående beløb på kontantkontoen, hvis SP-kontoen er flyttet til et andet pensionsinstitut, jf. § 17 n. Pensionsopsparingen udbetales som et engangsbeløb, som årlige rater over en periode på 10 år eller som månedlige rater over en periode på 10 år. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension nærmere regler om, hvornår udbetaling sker som engangsbeløb og i rater, og om opgørelsen af udbetalingsbeløb efter stk. 2 og 3.
 
3. I § 17 j indsættes som stk. 7-11:
Stk. 2. Kontoens indestående opgøres ved udbetalingens påbegyndelse og ved indgangen til hvert år i udbetalingsperioden efter reglerne i § 17 h, stk. 5. Det beløb, der udbetales i hvert af de 10 år, udgør et beløb svarende til kontoens indestående ved udbetalingens begyndelse henholdsvis ved indgangen til hvert år i udbetalingsperioden divideret med det antal år, hvori der endnu ikke er foretaget udbetalinger.
  
Stk. 3. For konti, der udbetales i månedsvise rater, fastsætter Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse forud for hvert kalenderår en rentesats. Den samlede udbetaling for et år beregnes ved hvert års begyndelse som et fast beløb på grundlag af kontoens indestående ved årets begyndelse og den af bestyrelsen fastsatte rentesats, således at den årlige udbetaling ved uændret rentesats i hele udbetalingsperioden vil give lige store rater. Den månedlige rate hæves på kontohavers konto.
  
Stk. 4. Hvis indeståendet på kontoen er mindre end den månedlige rate, der skal udbetales, nedsættes raten til indeståendet på kontoen, og udbetalingen ophører. Hvis der ved udbetaling af den sidste rate fortsat er et indestående på kontoen, forhøjes den sidste rate tilsvarende.
  
Stk. 5. Personer, der er berettiget til udbetaling af pensionsopsparing efter stk. 1, kan udskyde udbetaling eller påbegyndelse af udbetaling til et senere tidspunkt, dog ikke ud over det fyldte 70. år.
  
Stk. 6. Beløb, der ikke har kunnet udbetales senest ved kontohavers fyldte 85. år, er forældede og indgår i reguleringspuljen, jf. § 17 p, stk. 1.
  
  
»Stk. 7. Uanset stk. 1 kan kontohaver i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension om udbetaling af det samlede indestående på den særskilte SP-konto indbetalt i medfør af § 17 f, stk. 1- 3, som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12.
  
Stk. 8. Uanset stk. 1 kan en kontohaver, der har overflyttet indestående på en særskilt SP-konto indbetalt i medfør af § 17 f, stk. 1-3, til en særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut, i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode dette pensionsinstitut om at udbetale det samlede indestående på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12.
  
Stk. 9. En kontohaver, til hvem udbetalingen af indeståendet på den særskilte SP-konto er påbegyndt efter stk. 1, kan i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det pensionsinstitut, hvortil den særskilte SP-konto måtte være overflyttet, om, at det resterende indestående på den særskilte SP-konto udbetales som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 12. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en kontohaver, der har udskudt udbetalingen af SP-indeståendet efter stk. 5.
  
Stk. 10. Indestående på en særskilt SP-konto, som udbetales efter kontohavers anmodning i henhold til stk. 7-9, opgøres som værdien af den del af investeringskontoen, som hidrører fra indbetalinger i henhold til § 17 f, stk. 1-3, samt den del af indeståendet på kontantkontoen, som relaterer sig til midler indbetalt i henhold til § 17 f, stk. 1-3, med fradrag for pensionsafkastskat og omkostninger.
  
Stk. 11. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for udbetalingen og opgørelse af SP-konti m.v. stk. 7-10.«
   
§ 17 k. Arbejdsmarkedets Tillægspension etablerer og administrerer SP-valg, hvorefter kontohaverne i Særlig Pensionsopsparing får mulighed for at vælge at placere deres indestående helt eller delvis i en eller flere investeringspuljer.
 
4. I § 17 k, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Valgmuligheden efter 1. pkt. skal være udnyttet inden den 1. oktober 2009.«
Stk. 2. Midlerne i den enkelte investeringspulje placeres i andele eller beviser i et investeringsinstitut omfattet af stk. 3. Udlodninger fra et investeringsinstitut investeres umiddelbart i andele eller beviser i samme investeringsinstitut.
  
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren nærmere krav til de investeringsinstitutter, hvis andele og beviser kan indgå i SP-valg.
  
Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspension og efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren nærmere krav til de investeringsinstitutter, som indgår i SP-valg, herunder tekniske krav og krav til rapportering om afkast, omkostninger m.v. Beskæftigelsesministeren fastsætter på samme måde regler om investeringsinstitutters dækning af omkostninger i forbindelse med oprettelse og drift af den enkelte investeringspulje samt om vilkår for administrationsomkostninger og omkostninger i forbindelse med handel med investeringsandele.
  
   
  
5. I § 17 k indsættes som stk. 5:
  
»Stk. 5. Efter 1. oktober 2009 kan investeringsinstitutter ikke godkendes til at indgå i SP-valg efter § 17 k.«
   
   
   
   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
Bekendtgørelse af lov om beskatning af pensionsordninger m.m. (pensionsbeskatningsloven) nr. 1120 af 10. november 2006
  
   
  
1. Efter § 29 C indsættes:
§ 29 C. Ved udbetaling af invalidesum som nævnt i § 8, stk. 2, og § 11 A, stk. 4, svares en afgift på 40 pct. af det udbetalte beløb.
 
»§ 29 D. Ved udbetaling af Særlig Pensionsopsparing efter § 17 j, stk. 7-10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension svares en afgift på 35 pct. af den del af udbetalingen, der ikke overstiger 15.000 kr. Af den del af udbetalingen, der overstiger 15.000 kr., svares en afgift på 50 pct.«