Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 14. maj 2009
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension og lov om beskatning af pensionsordninger
m.v.
(Særlig udbetalingsmulighed for
indestående i Særlig Pensionsopsparing som led i aftale
om forårspakke 2.0)
§ 1
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2008, som
ændret ved § 7 i lov nr. 515 af 17. juni 2008,
§ 7 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, lov nr. 1063 af 6.
november 2008, lov nr. 117 af 17. februar 2009 og lov nr. 271 af 3.
april 2009, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 17 f, stk. 1, 1. og 3. pkt., ændres »jf. dog stk. 2
og 6.« til: »jf. dog stk. 2 og 9.«
2. I
§ 17 f indsættes efter stk.
5 som nye stykker:
»Stk. 6. Såfremt det
den 15. maj 2009 eller senere ved ændring af en kontohavers
skattemæssige årsopgørelse for et
indkomstår i perioden 1998-2003 konstateres, at der er
opkrævet for lidt eller for meget i særlig
pensionsopsparing, foretager de statslige told- og
skattemyndigheder ikke opkrævning af restbeløb eller
udbetaling af overskydende beløb. Endvidere indstilles
inddrivelsen af ikke rettidigt indbetalt særlig
pensionsopsparing tillige med renter senest den 1. juni 2009.
Stk. 7. Såfremt
det for en kontohaver omfattet af § 2 a, stk. 1-7,
konstateres, at der er indbetalt for lidt eller for meget i
pensionsopsparing, sker der ikke regulering af den
pågældendes særskilte SP-konto. l. pkt. finder
tilsvarende anvendelse på indbetalinger omfattet af stk. 3,
3. pkt.
Stk. 8. En kontohaver
kan anmode told- og skatteforvaltningen om kompensation for
skatteværdien af det fradrag eller den bortseelse, som ved en
ændring af kontohaverens skattemæssige
årsopgørelse for et indkomstår i perioden
1998-2003 kan henføres til den for meget indbetalte
særlige pensionsopsparing, hvis kontohaveren ikke kan udnytte
fradrags- eller bortseelsesretten ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst i kontohaverens nye
årsopgørelse. En anmodning efter 1. pkt. skal indgives
til told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter
datoen for ændringen af kontohaverens skattemæssige
årsopgørelse for et indkomstår i perioden
1998-2003.«
Stk. 6-9 bliver herefter stk. 9-12.
3. I
§ 17 f, stk. 8, der bliver
stk. 11, ændres »og 6« til: »og
9«.
4. I
§ 17 f indsættes som
stk. 13:
»Stk. 13. Uanset
stk. 12, 2. pkt., kan indestående hidrørende fra
en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der i medfør
af § 7 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes
Dyrtidsfond er overflyttet til den pågældendes
særskilte SP-konto i Arbejdsmarkedets
Tillægspension eller til en SP-konto i et andet
pensionsinstitut, ikke udbetales efter § 17 j,
stk. 7-9.«
5. I
§ 17 j indsættes som
stk. 7-11:
»Stk. 7. Uanset
stk. 1 kan kontohaver i perioden fra den 1. juni 2009 til den
31. december 2009 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension om
udbetaling af det samlede indestående på den
særskilte SP-konto indbetalt i medfør af
§ 17 f, stk. 1-3, som et engangsbeløb, jf.
dog § 17 f, stk. 13.
Stk. 8. Uanset
stk. 1 kan en kontohaver, der har overflyttet
indestående på en særskilt SP-konto indbetalt i
medfør af § 17 f, stk. 1-3, til en
særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut, i perioden fra
den 1. juni 2009 til den 31. december 2009 anmode dette
pensionsinstitut om at udbetale det samlede indestående
på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb,
jf. dog § 17 f, stk. 13.
Stk. 9. En
kontohaver, til hvem udbetalingen af indeståendet på
den særskilte SP-konto er påbegyndt efter stk. 1,
kan i perioden fra den 1. juni 2009 til den 31. december 2009
anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det
pensionsinstitut, hvortil den særskilte SP-konto
måtte være overflyttet, om, at det resterende
indestående på den særskilte SP-konto udbetales
som et engangsbeløb, jf. dog § 17 f, stk. 13. 1. pkt.
finder tilsvarende anvendelse på en kontohaver, der har
udskudt udbetalingen af SP-indeståendet efter
stk. 5.
Stk. 10.
Indestående på en særskilt SP-konto, som
udbetales efter kontohavers anmodning i henhold til stk. 7-9,
opgøres som værdien af den del af investeringskontoen,
som hidrører fra indbetalinger i henhold til § 17
f, stk. 1-3, samt den del af indeståendet på
kontantkontoen, som relaterer sig til midler indbetalt i henhold
til § 17 f, stk. 1-3, med fradrag for
pensionsafkastskat og omkostninger.
Stk. 11.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere
regler for udbetaling og opgørelse af SP-konti m.v. efter
stk. 7-10.«
6. I
§ 17 k, stk. 1,
indsættes som 2. pkt .:
»Valgmuligheden efter 1. pkt. skal være udnyttet
inden den 1. oktober 2009.«
7. I
§ 17 k indsættes som
stk. 5:
»Stk. 5. Efter den 1.
oktober 2009 kan investeringsinstitutter ikke godkendes til at
indgå i SP-valg efter stk. 1-4.«
§ 2
I lov om beskatning af pensionsordninger m.v.
(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120
af 10. november 2006, som ændret senest ved § 23 i
lov nr. 1344 af 19. december 2008, foretages følgende
ændring:
1.
Efter § 29 C indsættes:
Ȥ 29 D. Ved
udbetaling af Særlig Pensionsopsparing efter § 17
j, stk. 7-10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
svares en afgift på 35 pct. af den del af udbetalingen, der
ikke overstiger 15.000 kr. Af den del af udbetalingen, der
overstiger 15.000 kr., svares en afgift på 50
pct.«
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
§ 4
Loven gælder ikke for Grønland og
Færøerne.