Skriftlig fremsættelse (11. marts
2009)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
individuel boligstøtte (Forhøjet boligstøtte
til personer i anviste almene ældreboliger og lignende
udlejningsboliger)
(Lovforslag nr. L 164).
Lovforslaget er en udmøntning af en del af
satspuljeaftalen for 2009.
Formålet med lovforslaget er at gøre det muligt
for kommunalbestyrelsen at yde en forhøjet
boligstøtte til en gruppe af personer, som af
kommunalbestyrelsen bliver visiteret til bestemte boligtyper som
følge af et særligt behov på grund af fysisk
eller psykisk funktionsevnenedsættelse, og som herefter
anvises en almen ældrebolig eller lignende bolig, men som
ikke er i stand til at betale huslejen i den pågældende
bolig.
Langt de fleste i målgruppen for disse boliger modtager
folkepension eller førtidspension eller er stærkt
bevægelseshæmmede. De modtager derfor
boligstøtte efter gunstigere regler end efter de almindelige
regler for boligsikring. Imidlertid er der også personer, der
er omfattet af de almindelig regler for boligsikring, der visiteres
til almene ældreboliger mv. I disse situationer er der ikke
altid overensstemmelse mellem en persons ret til visitering og
anvisning til en almen ældrebolig mv., og personens mulighed
for at betale huslejen. Den pågældende kan derfor have
vanskeligt ved at betale huslejen i den anviste bolig. Denne
problemstilling kan ikke løses inden for de nuværende
regler om for eksempel boligstøtte, enkeltydelser efter
aktivloven eller merudgiftsydelse efter serviceloven.
Det foreslås derfor at give kommunerne hjemmel til,
på baggrund af en konkret vurdering af
støttemodtagerens økonomiske forhold, at udbetale
forhøjet boligstøtte, som i det væsentlige
svarer til boligstøtte efter reglerne for stærkt
bevægelseshæmmede. Kommunerne finansierer fuldt ud den
forhøjede boligstøtte.
Lovforslaget vil medføre kommunale merudgifter. Der er
i forbindelse med satspuljeaftalen for 2009 afsat en samlet ramme
til initiativet på 7,5 mio. kr. i 2009, 15 mio. kr. for hvert
af årene 2010 til 2012.
De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal
forhandles med kommunerne. Eventuelle uforbrugte midler
tilbageføres til satspuljen.
Lovforslaget har været i høring hos:
Ankestyrelsen, Statsforvaltningsdirektørerne, KL, Danske
Regioner, Dansk Socialrådgiverforening, Foreningen af
Socialchefer i Danmark, Rådet for Socialt Udsatte,
Ældreboligrådet, Ungdomsboligrådet, Det Centrale
Handicapråd, Landsforeningen Ældre Sagen,
Ældremobiliseringen, Danske Handicaporganisationer,
Boligselskabernes Landsforening, Danmarks Lejerforeninger, Lejernes
Landsorganisation i Danmark, Ejendomsforeningen Danmark, Jydske
Grundejerforeninger og Huslejenævns- og
Beboerklagenævns forening.
Loven foreslås at træde i kraft den 1. juli
2009.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget
til Folketingets velvillige behandling.