Skriftlig fremsættelse (9.
oktober 2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til ændring af lov om dag-,
fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge
(dagtilbudsloven) (Frokostmåltid i daginstitutioner m.v.)
(Lovforslag nr. L 16).
Forslaget består af to ændringer;
1. Forslag om sundt frokostmåltid i alle
daginstitutioner som en del af dagtilbudsydelsen herunder justering
af loftet for forældrebetaling.
2. Ændring i tidspunktet for fastsættelse af
kommunens tilskud og forældrenes egenbetaling.
1. Der stilles forslag om, at alle børn mellem
0-år og frem til skolealderen senest 1. januar 2010 skal have
tilbud om et sundt frokostmåltid i daginstitutionen som en
del af dagtilbudsydelsen. Formålet med lovforslaget er at
sikre, at alle børn i daginstitutioner får et sundt
måltid mad midt på dagen. Et fælles måltid
sund mad i daginstitutionen vil medvirke til at fremme gode
kostvaner, forebygge fedme og bidrage til børnenes generelle
velvære. Desuden vil sund frokost i daginstitutionen aflaste
børnefamiliernes travle hverdag, idet de ikke længere
skal smøre madpakker.
Udgiften til måltidet bliver fuldt forældrebetalt,
idet det nuværende loft for forældrebetalingsandelen
på 25 procent hæves til 30 procent af de budgetterede
bruttodriftsudgifter for en plads i dagtilbud svarende til, at den
enkelte kommune får mulighed for at opkræve
forældrebetaling for madordningen. Der ydes tilskud til
nedsættelse af forældrebetalingen til friplads og
søskenderabat.
Det foreslås, at lovforslaget om obligatorisk
frokostmåltid i daginstitutioner træder i kraft 1.
januar 2010 dog åbnes der mulighed for, at de regler, der
knytter sig til frokostmåltidet finder anvendelse, hvis
kommunalbestyrelsen vælger at tilbyde et sundt
frokostmåltid til alle børn i daginstitutioner fra
2009.
Forslaget er udgiftsneutralt for kommunerne. Forslaget er
økonomiforhandlet med kommunerne. Der forventes at
være marginale merudgifter for staten til autorisation af
køkkener i daginstitutioner og den efterfølgende
løbende kontrol.
2. Der stilles forslag om, at kommunalbestyrelsen kan
fastsætte tilskud og forældrenes egenbetaling for en
plads i dagtilbud i løbet af året. Formålet med
forslaget er at skabe større fleksibilitet for kommunerne,
så kommunen har mulighed for at ændre i tilskud og
egenbetaling hen over året samt at sikre, at
forældrebetalingen og det kommunale tilskud fastsættes
på et retvisende grundlag både ved vedtagelse af
budgettet for det kommende år og ved eventuelle senere
ændringer, uanset om disse medfører stigninger eller
fald i tilskud og forældrebetaling.
Det foreslås, at forslaget om tidspunkt for
fastsættelse af tilskud og forældrenes egenbetaling
træder i kraft 1. januar 2009.
Med disse bemærkninger indstiller jeg lovforslaget til
Folketingets velvillige behandling.