L 159 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af retsplejeloven og udlændingeloven. (Videokommunikation ved
fristforlængelser og justeringer af dommernormering).
Fremsat den 26. februar 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven og
udlændingeloven
(Videokommunikation ved
fristforlængelser og justering af dommernormering)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1069 af 6. november 2008, som ændret ved § 15 i
lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 5, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »60« til: »58«.
2. I
§ 9, stk. 12, 2. pkt.,
ændres »stk. 6-8, yderligere 2 dommere ved hver af
de retter, der er nævnt i stk. 9 og 10,« til:
»stk. 6-10,«.
3.§ 748, stk. 8-10,
ophæves.
4.
Efter § 748 indsættes:
Ȥ 748
a. Retten kan tillade, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er
nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder
§ 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal
deltage i retsmødet på samme sted som sigtede,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i de i
§ 760, stk. 2, og § 764, stk. 2,
nævnte tilfælde.
Stk. 2. Retten kan
tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er
forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet.
Stk. 3. Retten kan
tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke
deltager i retsmødet,
2) anklagerens
deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er
forsvarlig, og
3) der i
øvrigt foreligger særlige grunde.«
§ 748
b. Retten kan bestemme, at en sigtet, der er undergivet
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning efter kapitel 70, deltager i et retsmøde om
forlængelse af fristen for varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen ved anvendelse af telekommunikation med
billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige
omstændigheder. Dette gælder ikke for retsmøder,
hvor der første gang skal tages stilling til
forlængelse af en varetægtsfængsling eller
varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som
er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og
§ 770 c, stk. 3-5, eller når
kæremål behandles mundtligt efter § 767,
stk. 4, og § 770 e. Skal sigtede afgive forklaring,
finder § 192 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Deltager
sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede, skal forsvareren
deltage i retsmødet på samme sted som sigtede,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten eller deltager ved anvendelse af
telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede.
Deltager sigtede ikke i et retsmøde om
fristforlængelse, kan retten tillade, at forsvareren deltager
i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis det er forsvarligt.
Stk. 3. Deltager
sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede, eller deltager sigtede
ikke i et retsmøde om fristforlængelse, kan retten
tillade, at anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis
1) anklagerens
deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er
forsvarlig, og
2) der i
øvrigt foreligger særlige grunde.«
5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt.,
§ 916, stk. 1, 2. pkt., § 917,
stk. 2, 3. pkt., § 937, stk. 1, 3. pkt.,
og § 972, stk. 2, 2. pkt
., ændres »§ 748, stk. 8-10,« til:
»§ 748 a«.
§ 2
I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 808 af 8. juli 2008, som ændret
ved lov nr. 431 af 1. juni 2008, § 40 i lov nr. 1336 af
19. december 2008 og lov nr. 1397 af 27. december 2008, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 37, stk. 3,
indsættes som 5. pkt .:
»Retsplejelovens § 748 b finder med undtagelse
af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for
retsmøder, hvor der skal tages stilling til
forlængelse af fristen for
frihedsberøvelse.«
2. I
§ 37 c, stk. 4,
indsættes som 5. pkt .:
»Retsplejelovens § 748 b finder med undtagelse
af bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for
retsmøder, hvor der skal tages stilling til
iværksættelse eller forlængelse af
isolation.«
§ 3
Stk. 1. Lovens
§ 1, nr. 1 og 2, træder i kraft den 1. maj 2009.
Nedsættelsen af antallet af landsdommere ved Østre
Landsret som fastsat ved lovens § 1, nr. 1, sker ved de to
første tilfælde af ledighed i en fast stilling efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Lovens
§ 1, nr. 3-5, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Lovens
§ 2 træder i kraft efter ministeren for flygtninge,
indvandrere og integrations nærmere bestemmelse.
§ 4
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens § 2
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
|
Indholdsfortegnelse |
|
1. | Indledning | |
2. | Anvendelse af
videokommunikation ved fristforlængelser efter
retsplejeloven | |
2.1. | Gældende
ret | |
2.1.1. | Reglerne om
anvendelse af videokommunikation | |
2.1.2. | Reglerne om
varetægtsfængsling mv. og forlængelse
heraf | |
2.2. | Baggrunden for
lovforslaget | |
2.3. | Lovforslagets
udformning | |
2.3.1. | Generelle
synspunkter | |
2.3.2. | Den nærmere
udformning af reglerne | |
2.3.3. | Reglernes
ikrafttræden og opsætning af udstyr mv. | |
3. | Anvendelse af
videokommunikation ved fristforlængelser efter
udlændingeloven | |
3.1. | Gældende
ret | |
3.2. | Lovforslagets
udformning | |
4. | Justering af
landsdommernormeringen og dommernormeringen ved
byretterne | |
4.1. | Gældende
ret | |
4.2. | Lovforslagets
udformning | |
5. | De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | |
6. | De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet | |
7. | De administrative
konsekvenser for borgerne | |
8. | De
miljømæssige konsekvenser | |
9. | Forholdet til
EU-retten | |
10. | Hørte
myndigheder mv. | |
11. | Sammenfattende
skema | |
1.Indledning
Lovforslaget går ud på at give mulighed for uden
sigtedes samtykke at anvende telekommunikation med billede
(videokommunikation) ved retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling eller andre frihedsberøvende
foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70. Denne del af
lovforslaget bygger på Retsplejerådets udtalelse af 15.
december 2008 om anvendelse af telekommunikation med billede ved
retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling. Udtalelsen er medtaget som bilag 2
til lovforslaget.
De foreslåede regler skal udover
varetægtsfængslinger endvidere anvendes i forhold til
udlændinge, der får forlænget en administrativ
frihedsberøvelse efter udlændingelovens
§ 36, og hvor der efter udlændingelovens
§ 37 c skal tages stilling til iværksættelse
eller forlængelse af isolation i forbindelse med en
sådan frihedsberøvelse.
Herudover indebærer lovforslaget, at de generelle regler
om videokommunikation under efterforskningen, der blev vedtaget som
led i politi- og domstolsreformen, men som endnu ikke er
trådt i kraft, af lovtekniske grunde flyttes til en
selvstændig bestemmelse i sammenhæng med de
foreslåede nye regler om videokommunikation ved
fristforlængelser. Lovforslagets regler om videokommunikation
og de generelle regler om videokommunikation ved domstolene, der
blev vedtaget ved politi- og domstolsreformen, forventes sat i
kraft den 1. oktober 2009.
I første omgang vil der blive opsat udstyr ved
relevante byretter, arresthuse og politistationer med tilknytning
til Syd- og Sønderjyllands Politikreds, hvor man
således vil kunne anvende videokommunikation i alle
sagstyper, herunder ved fristforlængelser, med virkning fra
reglernes ikrafttræden. Også de byretter og
institutioner, der som led i tidligere forsøg med
videokommunikation allerede har fået installeret det
fornødne udstyr, vil på dette tidspunkt kunne anvende
reglerne.
Videokonferenceudstyret vil senere kunne installeres og
anvendes i hele landet. Der vil i den forbindelse skulle tages
stilling til finansieringen.
Lovforslaget går endvidere ud på i lyset af
erfaringerne siden politi- og domstolsreformens ikrafttræden
at justere antallet af landsdommerstillinger ved Østre
Landsret, således at det antal landsdommere, der er fastsat i
retsplejeloven, nedsættes fra 61 til 59 landsdommere (en
præsident og 58 andre dommere). Justeringen vil ske ved de to
næste tilfælde af ledighed i en fast
landsdommerstilling i Østre Landsret.
Endelig går lovforslaget ud på i lyset af
erfaringerne siden politi- og domstolsreformens ikrafttræden
at foretage en mindre justering af fordelingen af dommere, der som
såkaldt yderligere dommere kan udnævnes ved de enkelte
byretter, fra den landsdækkende normering.
2.Anvendelse af videokommunikation ved
fristforlængelser efter retsplejeloven
2.1. Gældende ret
2.1.1. Reglerne om anvendelse af
videokommunikation
2.1.1.1. Retsplejelovens
§ 748, stk. 8-10, indeholder regler om sigtedes,
forsvarerens og anklagerens deltagelse i retsmøder under
efterforskningen ved anvendelse af telekommunikation med
billede.
Retsplejelovens § 748 indgår i lovens kapitel
67 om almindelige bestemmelser om efterforskning. Bestemmelserne i
§ 748, stk. 8-10, omfatter således
retsmøder, hvor der skal tages stilling til anvendelsen af
straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder retsmøder hvor
der skal tages stilling til, om arrestanten fortsat skal være
varetægtsfængslet, varetægtsfængslet i
isolation eller undergivet anden frihedsberøvende
foranstaltning efter retsplejelovens kapitel 70. Dog omfatter
bestemmelserne ikke grundlovsforhør, der således altid
skal holdes som et almindeligt retsmøde.
Efter retsplejelovens § 748, stk. 8, kan retten
tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse
i retten ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring,
finder § 192 om kontrolforanstaltninger, jf.
nærmere nedenfor, tilsvarende anvendelse. En eventuel
forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted som
sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten. Der kan ikke
anvendes telekommunikation med billede i de tilfælde, der er
nævnt i § 760, stk. 2, og § 764,
stk. 2, som handler om grundlovsforhør.
Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis det er forsvarligt, og sigtede ikke deltager i
retsmødet, jf. retsplejelovens § 748,
stk. 9.
Retten kan tillade, at anklageren deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis 1) sigtede ikke deltager i retsmødet, 2) anklagerens
deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er
forsvarlig, og 3) der i øvrigt foreligger særlige
grunde, jf. retsplejelovens § 748, stk. 10.
Retsplejelovens § 748, stk. 8, 1. pkt.,
indebærer, at telekommunikation med billede kun kan anvendes,
hvis sigtede giver sit samtykke hertil.
Det er fastsat i flere bestemmelser i retsplejeloven, at
§ 748, stk. 8-10, finder tilsvarende anvendelse i
forskellige sammenhænge. Retsplejelovens § 748,
stk. 8-10, finder således tilsvarende anvendelse
ved
- retsmøder,
som afholdes inden hovedforhandlingen i 1. instans, jf.
retsplejelovens § 848, stk. 1,
- retsmøder,
som afholdes inden hovedforhandlingen ved anke til landsretten, jf.
retsplejelovens § 916, stk. 1,
-
hovedforhandlingen ved anke til landsretten, hvis anken ikke
omfatter bedømmelse af beviserne for tiltaltes skyld, jf.
retsplejelovens § 917, stk. 2,
-
hovedforhandlingen ved anke til højesteret, jf.
retsplejelovens § 937, stk. 1, og
- mundtlig
behandling af kæremål, jf. retsplejelovens
§ 972, stk. 2.
2.1.1.2. Retsplejelovens kapitel 2
om retsmøder indeholder generelle bestemmelser om bl.a.
anvendelse af telekommunikation med billede.
Det fremgår af retsplejelovens § 32 c, at
når retten i medfør af retsplejeloven har tilladt, at
en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, anses den
pågældende som deltager i retsmødet på
samme måde, som når man møder frem i retten.
Dette gælder dog ikke grundlovsforhør, hvor sigtede
ikke kan deltage ved anvendelse af telekommunikation, jf. pkt.
2.1.1.1. ovenfor.
Skal nogen afgive forklaring i et retsmøde, må en
part eller en rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, kun
deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis fremgangsmåden i § 192 om
kontrolforanstaltninger følges, eller den
pågældende er ledsaget af en advokat, jf.
retsplejelovens § 32 d.
Retsplejelovens § 192 indeholder regler om
særlige kontrolforanstaltninger, der skal foretages,
når et vidne skal deltage i retsmøder ved anvendelse
af telekommunikation med billede. Det følger bl.a. andet af
bestemmelsen, at vidnet skal indkaldes til at møde for 1) en
ret, 2) en offentlig myndighed, der er bemyndiget til at stille
kommunikationsmidler til rådighed til brug for
telekommunikation med billede i retssager, eller 3) en fysisk eller
juridisk person - f.eks. en advokat - der har autorisation til at
stille kommunikationsmidler til rådighed til brug for
telekommunikation med billede i retssager.
Det følger som tidligere nævnt af retsplejelovens
§ 748, stk. 8, 2. pkt., at § 192 finder
tilsvarende anvendelse, hvis sigtede skal give forklaring ved et
retsmøde om fristforlængelse.
2.1.1.3. Efter § 106,
stk. 3, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og
domstolsreform) træder reglerne om anvendelse af
telekommunikation med billede i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse.
Justitsministeriet har ikke sat reglerne i kraft endnu, fordi
de tekniske forudsætninger herfor ikke hidtil har været
opfyldt.
2.1.2. Reglerne om
varetægtsfængsling mv. og forlængelse heraf
Reglerne om varetægtsfængsling og
forlængelse heraf findes i retsplejelovens kapitel 70:
2.1.2.1. Retsplejelovens
§ 762 indeholder de materielle betingelser for
varetægtsfængsling. Efter § 762, stk. 1,
kan en sigtet varetægtsfængsles, når der er
begrundet mistanke om, at vedkommende har begået en
lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale,
hvis lovovertrædelsen efter loven kan medføre
fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og 1)
der er bestemte grunde til at antage, at vedkommende vil unddrage
sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (unddragelsesfare), 2)
der er bestemte grunde til at frygte, at vedkommende på fri
fod vil begå nye lovovertrædelser (gentagelsesfare),
eller 3) der er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil
vanskeliggøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at
fjerne spor eller advare eller påvirke andre (såkaldt
kollusionsfare).
Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan en
sigtet endvidere varetægtsfængsles, når der
foreligger en særligt bestyrket mistanke om, at vedkommende
har begået 1) en lovovertrædelse, som er undergivet
offentlig påtale, og som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til
retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets
grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på
fri fod, eller 2) en overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 1, § 123, § 134 a,
§ 192 a, stk. 1, § 218, stk. 1,
§ 222, §§ 224 eller 225, jf.
§ 218, stk. 1, eller § 222,
§ 235, stk. 1, §§ 244-246,
§ 250 eller § 252 eller en overtrædelse
af straffelovens § 232 over for et barn under 15
år, hvis lovovertrædelsen efter oplysningerne om
forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget
dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til
retshåndhævelsen skønnes at kræve, at
sigtede ikke er på fri fod (såkaldt
retshåndhævelsesarrest).
Varetægtsfængsling kan ikke anvendes, hvis
frihedsberøvelsen vil stå i misforhold til den herved
forvoldte forstyrrelse af sigtedes forhold, sagens betydning og den
retsfølge, som kan ventes, hvis sigtede findes skyldig, jf.
§ 762, stk. 3. Desuden må
varetægtsfængsling ikke finde sted, hvis
lovovertrædelsen alene kan ventes at ville medføre
straf af bøde eller fængsel i højst 30
dage.
Endvidere følger det af retsplejelovens
§ 765, stk. 1 og 2, at hvis betingelserne for
anvendelse af varetægtsfængsling er til stede, men
varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved
mindre indgribende foranstaltninger, kan retten med sigtedes
samtykke træffe afgørelse om anvendelse af mindre
indgribende foranstaltninger i form af 1) tilsyn, 2) særlige
bestemmelser om f.eks. opholdssted, arbejde og fritid, 3) ophold i
egnet hjem eller institution, 4) psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling, om fornødent på hospital
eller særlig institution, 5) fremmøde hos politiet, 6)
deponering af pas eller andre legitimationspapirer, eller 7)
sikkerhedsstillelse mv.
(»fængslingssurrogater«).
2.1.2.2. Retsplejelovens
§ 764 indeholder regler om behandlingen af sager om
varetægtsfængsling og andre foranstaltninger.
Afgørelse om varetægtsfængsling træffes af
retten på begæring af politiet, jf. § 764,
stk. 1. En sigtet afhøres i retten om sigtelsen og skal
have lejlighed til at udtale sig, inden afgørelsen
træffes, medmindre retten finder, at fremstillingen i retten
af sigtede af særlige grunde må anses for
nytteløs eller skadelig for sigtede, jf. § 764,
stk. 2.
I det retsmøde, der afholdes til afgørelse af
spørgsmålet om varetægtsfængsling mv.,
skal sigtede have adgang til bistand af en forsvarer. Er den
sigtede til stede i retsmødet, skal der gives vedkommende
lejlighed til en samtale med forsvareren inden afhøringen,
jf. retsplejelovens § 764, stk. 3.
Afgørelsen om varetægtsfængsling mv.
træffes ved kendelse og skal begrundes. Hvis sigtede
varetægtsfængsles, skal de konkrete
omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at
betingelserne herfor er opfyldt, anføres i kendelsen. Hvis
fængslingen opretholdes ud over de frister, som er
nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, skal de
særlige omstændigheder i sagen, hvorpå det
støttes, at fortsat varetægtsfængsling er
påkrævet, anføres i kendelsen, jf.
retsplejelovens § 764, stk. 4.
2.1.2.3. Retsplejelovens
§§ 767-769 indeholder regler om frister og
tidsmæssige grænser for varetægtsfængsling
og andre foranstaltninger.
Efter retsplejelovens § 767, stk. 1, skal der
fastsættes en frist for varetægtsfængslingens
længde. Fristen skal være så kort som mulig og
må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men
højst med 4 uger ad gangen. Indtil dom er afsagt i 1.
instans finder de ovennævnte regler i § 764 finder
tilsvarende anvendelse på retsmøder og kendelser om
fristforlængelse.
Fremstilling i retten af en sigtet, der er
varetægtsfængslet eller undergivet anden
frihedsberøvende foranstaltning, kan ifølge
§ 767, stk. 1, sidste pkt., undlades, når
vedkommende giver afkald på at blive fremstillet, eller
retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder. Andre
frihedsberøvende foranstaltninger omfatter
fængslingssurrogater efter § 765, stk. 2, nr.
3, hvorefter retten kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i
egnet hjem eller institution, og til dels § 765,
stk. 2, nr. 4, når retten har bestemt, at sigtede skal
undergive sig psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling på hospital eller særlig
institution. Derimod omfatter § 767, stk. 1, sidste
pkt., ikke andre foranstaltninger efter § 765,
stk. 2, hvor sigtede ikke er frihedsberøvet og derfor
selv kan stå for transport til og fra retsmødet.
Når anklagemyndigheden har indleveret anklageskrift til
retten, og retten har fastsat tidspunkt for hovedforhandlingen, kan
retten ved udløb af en frist efter stk. 1 bestemme, at
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen skal
fortsætte uden yderligere forlængelser, indtil der er
afsagt dom i sagen. Hvis retten træffer sådan
bestemmelse, kan tiltalte tidligst 3 uger efter afgørelsen
anmode retten om at ophæve varetægtsfængslingen
eller foranstaltningen. I så fald skal retten inden 7 dage
træffe afgørelse herom. Hvis retten ikke
imødekommer anmodningen, kan tiltalte tidligst 3 uger efter
rettens afgørelse fremsætte ny anmodning, jf.
retsplejelovens § 767, stk. 2.
Hvis den frist, der er fastsat efter stk. 1,
udløber efter, at hovedforhandlingen er begyndt,
fortsætter varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen uden yderligere forlængelser, indtil der er
afsagt dom i sagen. Tiltalte kan efter udløbet af den frist,
der er fastsat før hovedforhandlingen, anmode retten om at
ophæve varetægtsfængslingen eller
foranstaltningen, og i så fald skal retten inden 7 dage
træffe afgørelse herom, jf. retsplejelovens
§ 767, stk. 3.
Kæres en kendelse om fristforlængelse, hvorved
varetægtsfængslingen eller anden
frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes ud over 3
måneder, skal kæremålet efter begæring
behandles mundtligt. Når kæremål én gang
er blevet behandlet mundtligt, afgør den overordnede ret, om
en senere begæring om mundtlig behandling skal
imødekommes. Bestemmelsen i § 767, stk. 1,
sidste pkt., hvorefter fremstillingen af den sigtede kan undlades,
hvis den sigtede giver afkald herpå, eller hvis
fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder, finder tilsvarende anvendelse, jf. retsplejelovens
§ 767, stk. 4.
Efter retsplejelovens § 768 skal
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen om
fornødent ophæves ved rettens kendelse, når
forfølgning opgives eller betingelserne for
iværksættelse ikke længere er til stede. Finder
retten, at undersøgelsen ikke fremmes med
tilstrækkelig hurtighed, og at fortsat
varetægtsfængsling eller anden foranstaltning ikke er
rimelig, skal retten ophæve den.
Herudover fastsætter retsplejelovens § 768 a
tidsmæssige grænser for, hvor længe en
varetægtsfængsling normalt kan opretholdes. Medmindre
retten finder, at der foreligger særlige
omstændigheder, må varetægtsfængsling
således ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum,
der overstiger 1) 6 måneder, når sigtelsen angår
en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre
fængsel i 6 år, eller 2) 1 år, når
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
medføre fængsel i 6 år eller derover, jf.
stk. 1.
Medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige
omstændigheder, må varetægtsfængsling,
når arrestanten er under 18 år, ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum, der overstiger 1) 4 måneder,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller 2)
8 måneder, når sigtelsen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, jf. retsplejelovens
§ 768 a, stk. 2.
Efter retsplejelovens § 769, stk. 1, har
bestemmelse om varetægtsfængsling eller anden
foranstaltning kun virkning indtil sagens afgørelse i
retten. På begæring træffer retten efter
afgørelsen bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel
appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal
varetægtsfængsles eller forblive
varetægtsfængslet mv.
Indbringes den afgørelse, der er truffet i sagen, for
højere ret, og er der i medfør af § 769,
stk. 1, truffet bestemmelse om anvendelse af
varetægtsfængsling mv. efter afgørelsen, skal
spørgsmålet om den fortsatte anvendelse heraf snarest
forelægges for den overordnede ret, hvortil afgørelsen
er indbragt, jf. retsplejelovens § 769,
stk. 2.
2.1.2.4. Retsplejelovens
§§ 770 a - 770 e indeholder regler om
varetægtsfængsling i isolation.
Retsplejelovens § 770 a indeholder de materielle
betingelser for isolation. Efter § 770 a, stk. 1,
kan retten efter anmodning fra politiet bestemme, at en
varetægtsarrestant skal udelukkes fra fællesskab med de
øvrige indsatte (isolation), hvis 1)
varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af
§ 762, stk. 1, nr. 3, (om såkaldt
kollusionsfare) og 2) der er bestemte grunde til at antage, at
varetægtsfængslingen i sig selv ikke er
tilstrækkelig til at hindre arrestanten i at
vanskeliggøre forfølgningen i sagen.
Varetægtsfængsling i isolation skal være
proportional. Isolation kan således kun
iværksættes, hvis 1) formålet hermed ikke kan
tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, 2) indgrebet
ikke står i misforhold til sagens betydning, og den
retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig,
og 3) efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som
er påkrævet ved varetægtsfængsling i
isolation. Hvis arrestanten er under 18 år, må
isolation kun iværksættes eller fortsættes, hvis
der i øvrigt foreligger helt særlige
omstændigheder, jf. retsplejelovens § 770 b,
stk. 1 og 2.
Retsplejelovens § 770 c fastsætter
tidsmæssige grænser for, hvor længe en
varetægtsfængsling i isolation kan opretholdes. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven
ikke kan medføre fængsel i 4 år, må
isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum
på mere end 14 dage, jf. § 770 c, stk. 1. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke
fængsel i 6 år, må isolation ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger, jf.
§ 770 c, stk. 2.
Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover,
må isolation ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 8 uger. Retten kan dog undtagelsesvis
tillade, at en isolation udstrækkes ud over 8 uger, hvis
afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat
isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil
har været isoleret, og lovovertrædelsen kan ventes at
ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år,
jf. § 770 c, stk. 3.
Isolation må ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum på mere end 6 måneder, medmindre sigtelsen
angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens
§§ 191 eller 237, jf. § 770 c,
stk. 4.
Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation ikke
finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4
uger, medmindre sigtelsen angår en forsætlig
overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13, jf.
§ 770 c, stk. 5.
Rettens afgørelse om isolation træffes ved
særskilt kendelse, jf. retsplejelovens § 770 d,
stk. 1, 1. pkt. Ved rettens afgørelse om isolation
finder reglerne om varetægtsfængsling mv. i
§ 764, stk. 2-4, § 766, § 767,
stk. 1, og §§ 768-769, der er gengivet ovenfor,
tilsvarende anvendelse. Ved iværksættelse af isolation
må den første frist for indgrebets længde dog
ikke overstige 2 uger. Hvis arrestanten er under 18 år, kan
fristen for isolation højst forlænges med 2 uger ad
gangen, jf. § 770 d, stk. 2.
Udstrækkes en isolation ud over 8 uger, skal
kæremål herom efter anmodning behandles mundtligt.
Stadfæstes afgørelsen om isolation, skal senere
kæremål om fortsat isolation ligeledes behandles
mundtligt efter anmodning, hvis isolationen ved den
påkærede kendelse udstrækkes ud over 4 uger fra
den seneste mundtlige behandling af kæremål om
forlængelse af isolation. I andre tilfælde afgør
kæreinstansen, om en anmodning om mundtlig behandling skal
imødekommes. Bestemmelsen i § 767, stk. 1,
sidste pkt., hvorefter fremstillingen i retten af den sigtede kan
undlades, hvis den sigtede giver afkald herpå, eller hvis
fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder, finder tilsvarende anvendelse, jf. retsplejelovens
§ 770 e.
2.2. Baggrunden for lovforslaget
2.2.1. Spørgsmålet om
anvendelse af telekommunikation med billede i retsmøder om
forlængelse af fristen for varetægtsfængsling har
tidligere været overvejet af Retsplejerådet i
betænkning nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I
(Instansordningen, byrettens sammensætning og almindelige
regler om sagsbehandlingen i første instans),
betænkningens kapitel 12.
For så vidt angår anvendelsen af telekommunikation
med billede i retsmøder om fristforlængelser fandt
Retsplejerådet, at en anvendelse af videomøder i disse
tilfælde ville kunne spare mange ressourcer, som anvendes til
transport og bevogtning. Retsplejerådet fandt imidlertid, at
varetægtsfængsling er et så alvorligt indgreb, at
reglerne om, hvornår sigtede har krav på at komme til
stede i retten ved afgørelser om forlængelse af
varetægtsfængslingen, ikke burde ændres.
Retsplejelovens § 748, stk. 8 - 10, som blev
indføjet ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og
domstolsreform), blev udformet i overensstemmelse hermed,
således at anvendelsen af telekommunikation med billede i
retsmøder om fristforlængelse kun kan ske med sigtedes
samtykke. Om disse regler henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1.
ovenfor.
2.2.2. Det fremgår af
forarbejderne til politi- og domstolsreformen (pkt. 6.2.1.3. i de
almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 168,
Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 5282), at
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen og
Rigspolitiet som led i flerårsaftalen for kriminalforsorgen
for 2004-2007 havde iværksat et forsøg, hvor sigtede
blev tilbudt at deltage ved anvendelse af telekommunikation med
billede i retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling. Det anføres, at resultaterne
af forsøget ville indgå i Justitsministeriets
overvejelser om, hvorvidt det i lyset af de væsentlige
retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig
gældende, ville være forsvarligt at ændre
reglerne, således at sigtede ikke kan kræve at blive
fremstillet i retten i forbindelse med forlængelse af
varetægtsfængsling, hvis sigtede har mulighed for at
deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede. Det omtalte forsøg blev imidlertid indstillet, da
det ikke var muligt at opnå en tilfredsstillende
funktionalitet og stabilitet med det afprøvede udstyr.
Domstolsstyrelsen gennemførte i 2007 et
pilotforsøg med videomøder i domstolene med det
formål at afklare, om udstyrets tekniske niveau var
tilstrækkeligt godt til, at der generelt burde etableres
mulighed for at gøre brug af videokonferenceudstyr i
retssager, således at de nye regler i retsplejeloven kunne
sættes i kraft. Pilotforsøget blev gennemført i
samarbejde med fire forsøgsembeder (Retten på
Bornholm, Retten i Glostrup, Retten i Århus og
Københavns Byret).
Pilotforsøget blev evalueret af Devoteam Consulting. Af
evalueringsrapporten af 28. februar 2008 fremgår det bl.a.,
at retternes overordnede evaluering af brugen af
videomødeformen til gennemførelse af retsmøder
var, at udstyret fungerede tilfredsstillende og var let at bruge.
Det fremgår også, at planlægningen af
videomøderne ikke var vanskeligere end ved et almindeligt
retsmøde, og at retssikkerheden ved gennemførelse af
retsmøder som videomøder generelt ville være
tilfredsstillende. Det blev konkluderet, at videomøder
samlet set var en vellykket måde at afvikle møder
på, og at videomødeformen samlet set var klar til at
blive udbredt i domstolene.
På baggrund af brugernes evalueringer blev det
konkluderet, at det tekniske udstyr samt det
netværksmæssige set-up på daværende
tidspunkt var på et niveau, hvor det ville være
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og generelt
formålstjenstligt at benytte på en række
sagstyper. På baggrund af brugerevalueringerne og konkrete
tilbagemeldinger fra retterne blev det også konkluderet, at
reglerne i retsplejeloven, som giver dommeren mulighed for at
beslutte at bruge videomøde, bør sættes i
kraft. Det blev endvidere anbefalet, at det bør overvejes at
skabe hjemmel til i videre omfang at kunne anvende
videomødeformen ved fristforlængelser.
På grundlag af konklusionerne i evalueringen af
pilotforsøget med videomøder i domstolene anmodede
Justitsministeriet i juni 2008 Retsplejerådet om en udtalelse
om, hvorvidt rådet på baggrund af det vellykkede
pilotforsøg med videomøder og den teknologiske
udvikling i den mellemliggende periode fandt grundlag for at
ændre sine anbefalinger om brug af videoafhøring i
forbindelse med fristforlængelser af
varetægtsfængsling i forhold til det, der er
anført i betænkning nr. 1401/2001.
I 2008 gennemførte Domstolsstyrelsen yderligere et
pilotforsøg ved Retten i Hillerød og Ellebæk
(tidligere Sandholmlejren), hvorunder der blev afholdt ca. 30
videoretsmøder om forlængelse af
frihedsberøvelse af udlændinge. Domstolsstyrelsen har
over for Justitsministeriet oplyst, at erfaringerne fra dette
forsøg også er positive.
2.3. Lovforslagets udformning
2.3.1. Generelle synspunkter
Retsplejerådet har i udtalelsen gennemgået de
forskellige hensyn, som efter rådets opfattelse bør
indgå ved en fornyet vurdering af, om der bør
være mulighed for, at retten kan bestemme, at
retsmøder om forlængelse af frister for
varetægtsfængsling skal afholdes med brug af
videokonferenceudstyr i videre omfang end i dag, herunder selv om
arrestanten ikke har givet samtykke hertil.
2.3.1.1. Retsplejerådet
bemærker, at rådet i betænkning nr. 1401/2001 har
anført, at en anvendelse af videomøder som alternativ
til personligt fremmøde ved fristforlængelse ville
kunne spare mange ressourcer, som i dag anvendes til transport og
bevogtning.
Retsplejerådet anfører, at transport og
bevogtning af arrestanter er en opgave, som først og
fremmest påhviler politiet og kriminalforsorgen. De
muligheder for besparelser, som vil være en følge af
øget anvendelse af videomøder i forbindelse med
fristforlængelser, hænger sammen med den måde,
hvorpå arrestanten i givet fald vil skulle deltage i
videomødet. Kan arrestanten deltage i retsmødet via
en videoforbindelse fra et lokale i den pågældende
kriminalforsorgsinstitution, vil der slet ikke være behov for
transport og bevogtning ved politiets foranstaltning, og
kriminalforsorgens eventuelle merarbejde i forbindelse med
arrestantens deltagelse i videomødet vil være af
ganske ubetydelig karakter. Skal arrestanten deltage i
retsmødet via en videoforbindelse fra et lokale uden for den
pågældende kriminalforsorgsinstitution, vil besparelsen
i udgifterne til transport og bevogtning selvsagt afhænge af
den afstand og den tid, der i så fald vil kunne spares i
forhold til arrestantens deltagelse i retsmødet ved
personlig tilstedeværelse.
Ved vurderingen af de besparelsesmuligheder, der vil
være tale om, må efter Retsplejerådets opfattelse
yderligere indgå, at kapacitetsforholdene i arresthussektoren
ofte betyder, at en arrestant må anbringes i betydelig
afstand fra den ret, der behandler sagen. Endvidere vil hensynet
til at undgå eller i al fald begrænse anvendelsen af
isolation ofte medføre, at arrestanter i samme sag i
overensstemmelse med retsplejelovens § 770 b,
stk. 1, nr. 1, som en mindre indgribende foranstaltning end
isolation placeres i forskellige arresthuse, hvoraf nogle i sagens
natur vil ligge i en vis afstand fra den ret, der behandler
sagen.
Hvis arrestanten kan deltage i retsmødet via en
videoforbindelse fra et lokale i den pågældende
kriminalforsorgsinstitution, vil der endvidere være tale om,
at risikoen for undvigelse i forbindelse med
fristforlængelsen reelt kan fjernes. Dette vil have betydning
både for kriminalforsorgen og for politiet, herunder for
sikkerheden for det personale, der varetager transport- og
bevogtningsopgaven i forbindelse med retsmødet.
Retsplejerådet peger dog på, at en mere
hensigtsmæssig udnyttelse af politiets og kriminalforsorgens
ressourcer normalt vil forudsætte, at både retter og
arresthuse eller andre institutioner, hvor arrestanten er anbragt,
har det fornødne kommunikationsudstyr. En stor del af
besparelsen vil således gå tabt, hvis arrestanten for
at deltage i et retsmøde via videoforbindelse skal
transporteres til den nærmeste ret eller offentlige myndighed
med bemyndigelse til at stille kommunikationsmidler til
rådighed for telekommunikation med billede i retssager.
Retsplejerådet bemærker desuden, at det i
ressourcemæssig sammenhæng reelt ikke vil gøre
nogen forskel for retterne, om retsmødet foregår med
arrestantens personlige tilstedeværelse eller som et
videoretsmøde. Selve retsmødet vil ikke blive
afviklet hurtigere (eller langsommere) som videoretsmøde
sammenlignet med et traditionelt retsmøde, og arbejdet med
forberedelse af og opfølgning på retsmødet vil
være det samme for den medvirkende dommer.
Retsplejerådet finder, at der bør lægges
vægt på hensynet til at bruge politiets og
kriminalforsorgens ressourcer hensigtsmæssigt. Dette hensyn
må imidlertid afvejes over for en række andre hensyn,
herunder at varetægtsfængsling er et meget alvorligt
indgreb.
Der henvises til udtalelsen side 27-28.
2.3.1.2. Retsplejerådet
finder, at det i lyset af erfaringerne fra de gennemførte
pilotforsøg må lægges til grund, at den
teknologiske udvikling har medført, at en videoforbindelse
nu kan etableres med en så høj billed- og lydkvalitet
og teknisk stabilitet, at det er muligt uden problemer både
at forstå og at danne sig et godt indtryk af
retsmødets andre deltagere via videoforbindelsen.
Endvidere kan der ved opsætningen af kameraer og skærme
sikres overblik for deltagerne bl.a. ved at kombinere
oversigtsbilleder med nærbilleder af de enkelte deltagere i
retsmødet.
Retsplejerådet finder ikke anledning til at tage
stilling til den måde, som det tekniske udstyr bør
opsættes på. Den konkrete opsætning af kameraer
og skærme samt den konkrete indretning af retslokale og
vidneafhøringslokale bør således ske med
baggrund i de erfaringer, som er opnået med de seneste
pilotforsøg. Rådet finder dog anledning til at pege
på, at der bør være mulighed for, at arrestanten
ikke blot tydeligt kan se de professionelle aktører, der
deltager i retsmødet, men også bør have
mulighed for at orientere sig om, hvem der i øvrigt er til
stede i retslokalet. På samme måde bør
også dommer, anklager og forsvarer kunne orientere sig om,
hvem der er til stede i lokalet sammen med arrestanten.
Anvendelsen af videoretsmøder må efter
Retsplejerådets opfattelse endvidere forudsætte, at der
er tale om en sikker kommunikationsforbindelse, så der ikke
er risiko for, at udenforstående kan koble sig på
forbindelsen og følge retsmødet. Retsplejerådet
bemærker, at rådet ikke har forudsætninger for at
vurdere dette mere tekniske spørgsmål. Hvis en konkret
risiko for, at udenforstående kobler sig på
forbindelsen, ikke fuldstændigt kan udelukkes, kan en
sådan risiko i helt særlige tilfælde tale for, at
arrestantens personlige tilstedeværelse er nødvendig i
et retsmøde, hvor dørene er lukkede i medfør
af retsplejelovens § 29.
Der henvises til udtalelsen side 28-29.
2.3.1.3. Retsplejerådet
anfører, at varetægtsfængsling, andre
frihedsberøvende foranstaltninger og isolation er de mest
indgribende straffeprocessuelle tvangsindgreb, og dette kan tale
for, at arrestanten er til stede i retten, hvis arrestanten
ønsker det. Deltagelse via en videoforbindelse kan ikke
fuldstændig sidestilles med en tilstedeværelse i
retten, og arrestanten vil alt andet lige opleve sig længere
fra processen, hvis den pågældende - sammen med
fængselsfunktionærer og eventuelt forsvareren -
befinder sig i et separat lokale, mens resten af sagens
aktører befinder sig i selve retslokalet.
Hvis arrestanten efter at have drøftet
spørgsmålet med sin forsvarer samtykker i at deltage i
retsmødet via en videoforbindelse, vil en sådan
deltagelse efter Retsplejerådets opfattelse normalt
være ubetænkelig, hvis også retten er af den
opfattelse, at arrestantens deltagelse i retsmødet ved
personlig tilstedeværelse er unødvendig. Det kan
naturligvis ikke udelukkes, at en arrestant på grund af
situationen og/eller egne ressourcer kunne være mindre
tilbøjelig til at protestere mod, at retsmødet
afholdes som videoretsmøde, men Retsplejerådet finder,
at det må kunne lægges til grund, at forsvareren og
retten vil være opmærksomme på, om der foreligger
sådanne særlige forhold i forbindelse med et
samtykke.
Retsplejerådet finder, at arrestantens mulige bekymring
for, at videoafhøringen optages og senere udleveres til
uvedkommende, bør give anledning til, at retten i givet fald
forklarer uddybende om teknikken ved videokommunikation og om
retningslinjerne for opbevaring og sletning af billed- og
lydoptagelse.
Retsplejerådet bemærker, at man må holde sig
for øje, at arrestantens manglende samtykke til at deltage
via videoforbindelse i en del tilfælde kan være
båret af et ønske om at benytte retsmødet om
fristforlængelsen til at opnå et afbræk i
hverdagen, ligesom muligheden for at opnå kontakt med
pårørende eller andre, der overværer det
pågældende retsmøde, kan spille ind.
Ved vurderingen af, om det fortsat bør kræves, at
sigtede har givet sit samtykke til anvendelse af videoforbindelse,
må det efter Retsplejerådets opfattelse også
indgå, at retten efter retsplejelovens § 767,
stk. 1, sidste pkt., kan bestemme, at fremstilling af
arrestanten helt kan undlades, hvis det vil være forbundet
med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Varetægtsfængslingens indgribende karakter og hensynet
til arrestanten har således ikke ført til, at
arrestanten i dag har et ubetinget krav på at være til
stede i retten i alle tilfælde, hvor spørgsmålet
om fristforlængelse behandles.
Der henvises til udtalelsen side 29-30.
2.3.1.4. Retsplejerådet
finder, at hensynet til fortrolighedsforholdet mellem arrestanten
og forsvareren umiddelbart taler for, at arrestanten og forsvareren
befinder sig samme sted under retsmødet. Arrestanten
må således kunne kommunikere direkte med forsvareren,
uden at nogen overhører samtalen, og det må antages,
at forsvarerens fysiske tilstedeværelse i det hele er en
bedre støtte for arrestanten, end når forsvareren
optræder som et billede på en skærm.
Forsvarerens tilstedeværelse i retten sammen med sagens
øvrige aktører har dog også fordele for
forsvarerens opgavevaretagelse. Ved en vurdering af, om forsvareren
i givet fald bør være i retten frem for det sted, hvor
den sigtede befinder sig, kan der også lægges
vægt på, at forsvarerens transporttid og dermed
sagsomkostningerne kan reduceres, hvis forsvareren har
nærmere til retten end til det sted, hvor arrestanten
befinder sig.
Retsplejerådet bemærker, at man under
forsøget ved Retten på Bornholm ikke har oplevet det
som en ulempe, at forsvareren fysisk ikke var placeret samme sted
som arrestanten. Antallet af sager, hvor forsvareren var et andet
sted end hos arrestanten, er dog meget begrænset, og det
må efter rådets opfattelse være en ufravigelig
forudsætning for en sådan placering, at den direkte og
fortrolige kommunikation mellem arrestanten og forsvareren sikres
ved særlige foranstaltninger, f.eks. ved at de begge har
mulighed for at gå til et tilstødende lokale (f.eks.
det såkaldte vidneafhøringslokale) og derfra tale
uforstyrret sammen via en særskilt og ikke overvåget
telefon- eller videoforbindelse. På baggrund af
Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. juni 2007 i sagen Castravet
v. Moldova vil det også være en forudsætning, at
arrestanten og forsvareren har adgang til at udveksle dokumenter i
fortrolighed, f.eks. via en opsætning af videoudstyr, der
tillader dokumentfremvisning.
Retsplejerådet finder på denne baggrund, at en
arrestant, der er til stede i retten, altid bør have
forsvareren ved sin side. Hvis arrestanten deltager i
retsmødet via videoforbindelse, bør retten
undtagelsesvis kunne tillade, at forsvareren befinder sig et andet
sted end arrestanten. Finder retten det ubetænkeligt,
bør forsvareren således kunne være til stede i
retten eller deltage via en videoforbindelse fra et sted, der
opfylder betingelserne i § 192 for at stille
kommunikationsmidler til rådighed for telekommunikation med
billede i retssager.
Retsplejerådet bemærker, at forsvarerens
deltagelse i retsmødet via videoforbindelse fra et andet
sted end arrestanten dog vil forudsætte, at det i
overensstemmelse med de i pkt. 2.3.1.2. nævnte
forudsætninger er teknisk muligt, at flere aktører
deltager i et retsmøde fra forskellige steder med
forskellige videoforbindelser. I lyset af den hidtidige
teknologiske udvikling lægger Retsplejerådet til grund,
at det er eller inden for overskuelig fremtid vil blive muligt at
deltage i videoretsmøder fra flere forskellige steder via
flere forskellige videoforbindelser.
Der henvises til udtalelsen side 31-32.
2.3.1.5. Retsplejerådet
bemærker, at der ved fristforlængelser typisk alene vil
være tale om at oplyse sagen med henblik på at
fastslå, om betingelserne for varetægtsfængsling
eller anden frihedsberøvende foranstaltning fortsat er
opfyldt, og en sådan oplysning af sagen vil normalt kunne
foretages helt ukompliceret også i tilfælde af, at
retsmødet foregår ved brug af en
videoforbindelse.
Hvis arrestanten sigtes for nye og væsentlige
lovovertrædelser, som skal indgå i rettens behandling
under retsmødet om fristforlængelse, bør
arrestanten efter Retsplejerådets opfattelse dog være
personligt til stede i retten.
Der henvises til udtalelsen side 32.
2.3.1.6. Retsplejerådet
bemærker, at hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse
af politiets ressourcer kan tale for en udvidelse af adgangen for
anklagere til at deltage i retsmøder via videoforbindelse. I
nogle politikredse skal politiets anklagere således
jævnligt møde ved retten i en anden by i forbindelse
med fristforlængelser, og der vil derfor være mulighed
for at spare transporttid, hvis anklagerne kan deltage i
retsmøderne via videoforbindelse.
Efter Retsplejerådets opfattelse vil en mere
hensigtsmæssig udnyttelse af anklagemyndighedens ressourcer
dog forudsætte, at anklagernes hovedarbejdssted har det
fornødne kommunikationsudstyr. Anklagernes deltagelse i
retsmøder via videoforbindelse vil også
forudsætte, at det i overensstemmelse med de i pkt. 2.3.1.2.
nævnte forudsætninger er teknisk muligt, at flere
aktører deltager i et retsmøde fra forskellige steder
med forskellige videoforbindelser.
Retsplejerådet finder, at en arrestant, der er til stede
i retten, bør have mulighed for at møde ikke bare sin
dommer, men også sin anklager ansigt til ansigt. Hensynet til
arrestanten ses efter rådets opfattelse derimod ikke at
være til hinder for, at anklageren deltager i
retsmødet via videoforbindelse, hvis arrestanten selv
deltager i retsmødet via videoforbindelse, fordi anklageren
i disse tilfælde vil optræde som et billede på en
skærm for arrestanten, uanset om anklageren er til stede i
retten eller deltager via videoforbindelse.
Der henvises til udtalelsen side 32-33.
2.3.1.7. Retsplejerådet
finder på baggrund af erfaringerne fra pilotforsøgene
og i lyset af den teknologiske udvikling, at det efter en aktuel
afvejning af de ovenfor omtalte hensyn vil være forsvarligt
at tillade brug af videokommunikation ved fristforlængelser i
videre omfang end anbefalet i rådets betænkning nr.
1401/2001 om reform af den civile retspleje I (Instansordningen,
byrettens sammensætning og almindelige regler om
sagsbehandlingen i første instans).
Der henvises til udtalelsen side 33.
Justitsministeriet er enig i Retsplejerådets generelle
synspunkter.
2.3.2. Den nærmere udformning
af reglerne
Retsplejerådet foreslår, at en sigtet, der er
varetægtsfængslet eller undergivet anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, skal kunne
deltage i et retsmøde om forlængelse af
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved
anvendelse af videokommunikation, når retten finder det
ubetænkeligt ikke at kræve fysisk fremmøde i
retten henset til formålet med retsmødet og de
øvrige omstændigheder, der foreligger i den konkrete
sag. Forslaget indebærer, at det ikke længere vil
være en betingelse, at den sigtede giver sit samtykke til at
deltage via videokommunikation. Retten vil således kunne
træffe bestemmelse om en sådan deltagelse, selv om
sigtede ønsker at være personligt til stede, og selv
om en sådan personlig deltagelse i retsmødet ikke kan
siges at ville være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder.
Retsplejerådets forslag omfatter ud over de
varetægtsfængslede også sigtede, der er
undergivet frihedsberøvende foranstaltninger efter
retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, hvorefter
retten kan bestemme, at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller
institution, og til dels § 765, stk. 2, nr. 4,
når retten har bestemt, at sigtede skal undergive sig
psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling på
hospital eller særlig institution. Derimod omfatter forslaget
ikke andre foranstaltninger efter § 765, stk. 2,
hvor sigtede ikke er frihedsberøvet og derfor selv kan
stå for transport til og fra retsmødet.
Retsplejerådet understreger, at retten ved sin
afgørelse bør være opmærksom på de
ønsker, som den sigtede og dennes forsvarer måtte have
med hensyn til sigtedes personlige deltagelse i retsmødet og
på sigtedes og forsvarerens begrundelse for at ønske,
at sigtede personligt deltager. Hvis retten under retsmødet
finder arrestantens personlige tilstedeværelse
nødvendig, vil retten desuden kunne fastsætte en ny,
kort frist for varetægtsfængslingen og et tidspunkt for
et nyt retsmøde, hvor arrestanten kan bringes til
retten.
Retsplejerådet understreger, at det efter rådets
opfattelse er en afgørende forudsætning for, at
sigtede kan pålægges at deltage via videoforbindelse,
at sigtede og dennes forsvarer har adgang til direkte og fortrolig
kommunikation. Det bør bero på rettens vurdering, om
denne forudsætning i det konkrete tilfælde
kræver, at forsvareren fysisk befinder sig samme sted som
sigtede, eller om den fortrolige kommunikation kan sikres, selvom
forsvareren befinder sig et andet sted end sigtede. Retten
bør ved sin afgørelse herom lægge betydelig
vægt på de ønsker, som den sigtede og
forsvareren måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske
placering. Hvis arrestanten og forsvareren ikke deltager fra samme
sted, må retten ved retsmødets begyndelse vejlede
arrestanten om muligheden for at få en pause med henblik
på drøftelser med sin forsvarer.
Skønt den tekniske udvikling som ovenfor beskrevet har
medført, at det nu kan lægges til grund, at der kan
etableres tilfredsstillende og stabile billed- og lydforbindelser,
kan det naturligvis ikke udelukkes, at der konkret vil kunne
opstå tekniske vanskeligheder, der kan medføre, at et
planlagt videomøde ikke kan gennemføres.
Retsplejerådet forudsætter, at en fristoverskridelse
på grund af sådanne tekniske vanskeligheder behandles
som andre fristoverskridelser på grund af praktiske
vanskeligheder. Retten vil således på skriftligt
grundlag kunne fastsætte en ny, kort frist for
varetægtsfængslingen og et tidspunkt for et nyt
retsmøde, hvor arrestanten kan bringes til retten, eller
hvor de tekniske vanskeligheder antages ikke længere at
være til hinder for gennemførelsen af
videomødet.
Retsplejerådet foreslår endvidere, at sigtede
får krav på personlig deltagelse i de retsmøder,
hvor der i byretten skal tages stilling til, om en
varetægtsfængsling eller en
varetægtsfængsling i isolation skal forlænges
udover de tidsmæssige grænser, der følger af
bestemmelserne i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og
2, og § 770 c, stk. 3 - 5. Herved understreges, at
en udstrækning af disse indgreb ud over de normale
maksimumsperioder er særligt indgribende og vil skulle have
undtagelsens karakter.
Retsplejerådet foreslår desuden, at sigtede
får krav på personlig deltagelse i de retsmøder
i landsretten, hvor sigtede har krav på, at et
kæremål behandles mundtligt, jf. herved retsplejelovens
§ 767, stk. 4, og § 770 e.
Der tilsigtes ikke med Retsplejerådets forslag en
udvidelse af den adgang til at være til stede, som
gælder i dag. Hvis retten således finder, at en
fremstilling vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder, jf. § 767, stk. 4, jf. stk. 1,
sidste pkt., og § 770 e, sidste pkt., jf.
§ 767, stk. 1, sidste pkt., vil sigtede heller ikke
efter rådets forslag have krav på personlig deltagelse
i retsmødet.
Retsplejerådet foreslår herudover, at retten skal
kunne tillade, at anklageren deltager i et retsmøde om
fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis arrestanten deltager i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation med billede, anklagerens deltagelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig, og
der i øvrigt foreligger særlige grunde. Som eksempler
på særlige grunde kan nævnes, at anklageren har
lang rejseafstand, at anklageren har måttet træde til
med kort varsel, eller at retsmødet må forventes at
være meget kortvarigt.
Der henvises til udtalelsen s. 33-37.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Retsplejerådets
overvejelser og forslag, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Af lovtekniske grunde foreslås det herudover at flytte
de generelle bestemmelser i retsplejelovens § 748,
stk. 8-10, om anvendelse af videokommunikation i
retsmøder under efterforskningen af en straffesag til en
selvstændig bestemmelse i sammenhæng med de
foreslåede regler om videokommunikation ved
fristforlængelser. Reglerne om videokommunikation ved
fristforlængelser vil således supplere de generelle
regler om anvendelse af videokommunikation i retsmøder under
efterforskningen af en straffesag.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-5, og
bemærkningerne hertil.
2.3.3. Reglernes ikrafttræden
og opsætning af udstyr mv.
Det foreslås, at de foreslåede bestemmelser om
videokommunikation skal træde i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse.
Forslaget herom bygger på overvejelserne i
Retsplejerådets udtalelse side 36f., hvor det anføres,
at hensynet til en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i
politi og kriminalforsorg taler for, at de nye regler om
videokommunikation ved fristforlængelser kan anvendes
så snart, de tekniske og bygningsmæssige
forudsætninger er opfyldt. Retsplejerådet
anfører endvidere i udtalelsen, at når videoudstyret
etableres i de enkelte retter, vil forudsætningen også
være opfyldt for, at de bestemmelser om videokommunikation i
civile sager og straffesager, som allerede er indføjet i
retsplejeloven, kan sættes i kraft.
Efter § 106, stk. 3, 1. pkt., i lov nr. 538 af
8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Politi- og domstolsreform) træder en række
af de bestemmelser om videokommunikation, der blev indføjet
i retsplejeloven ved den pågældende ændringslov,
i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse. Efter
§ 106, stk. 3, 2. pkt., kan justitsministeren
tilsvarende bestemme, at bestemmelserne om telekommunikation i
civile sager, der både omfatter telekommunikation med og uden
billede, finder anvendelse for så vidt angår
telekommunikation med billede. 2. pkt. indebærer, at de
nævnte bestemmelser fra lovens ikrafttræden den 1.
januar 2007 kun finder anvendelse for så vidt angår
telekommunikation uden billede.
Det er i forarbejderne til politi- og domstolsreformen
anført, at anvendelsen af reglerne om videokommunikation
forudsætter, at domstolene råder over det
fornødne kommunikationsudstyr, og at en eventuel anskaffelse
heraf bør afvente, at byretternes personale er samlet
på de nye hovedtingsteder. Fastsættelsen af tidspunktet
for ikrafttrædelsen af reglerne om videokommunikation vil i
givet fald ske bl.a. under hensyn til den bygningsmæssige
opfølgning af ændringen af retskredsstrukturen, de
tekniske muligheder og økonomiske konsekvenser samt de
praktiske erfaringer fra forsøget med anvendelse af
videokommunikation i retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling, jf. Folketingstidende 2005-06,
Tillæg A, side 5284 og 5317.
Der er ikke på nuværende tidspunkt
økonomisk mulighed for at installere det fornødne
kommunikationsudstyr i alle politi- og retskredse på
én gang, men de retter og andre institutioner, der har
deltaget i forsøgsordninger, har det fornødne udstyr.
Herudover har Justitsministeriet til hensigt at opsætte
udstyr til videokommunikation ved relevante byretter, arresthuse og
politistationer med tilknytning til Syd- og Sønderjyllands
Politikreds med henblik på ibrugtagning den 1. oktober
2009.
På den baggrund vil Justitsministeriet i givet fald
sætte de foreslåede bestemmelser om videokommunikation
ved fristforlængelser og de bestemmelser om
videokommunikation, som blev indføjet i retsplejeloven ved
politi- og domstolsreformen (lov nr. 538 af 8. juni 2006), i kraft
den 1. oktober 2009.
En samtidig ikrafttrædelse af de tidligere vedtagne
regler om videokommunikation og de foreslåede nye regler om
videokommunikation ved fristforlængelser indebærer, at
de retter, der har det fornødne kommunikationsudstyr, kan
anvende dette fra lovens ikrafttræden.
Erfaringerne fra Syd- og Sønderjyllands Politikreds vil
gøre det muligt at skønne mere præcist over,
hvor ofte retterne vil kunne anvende udstyret i praksis i alle
sagstyper, og hvor mange ressourcer i politiet der med de
foreslåede bestemmelser om videokommunikation ved
fristforlængelser vil kunne frigøres ved en
landsdækkende brug af videokommunikation i forbindelse med
fristforlængelser. Videokonferenceudstyret vil senere kunne
installeres og anvendes i hele landet. Der vil i den forbindelse
skulle tages stilling til finansieringen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3,
stk. 2, og bemærkningerne hertil.
3.Anvendelse af videokommunikation ved
fristforlængelser efter udlændingeloven
3.1. Gældende ret
3.1.1. Udlændingelovens
§ 35 indeholder regler om varetægtsfængsling af
udlændinge. Hvis der er begrundet mistanke om, at
udlændingen har begået en lovovertrædelse, der
kan medføre udvisning efter §§ 22-24, eller
hvis udlændingen er indrejst i strid med et udrejseforbud,
jf. § 35, stk. 1 og 2, kan udlænding
således under en række betingelser
varetægtsfængsles, indtil en eventuel bestemmelse om
udvisning kan fuldbyrdes.
Efter udlændingelovens § 35, stk. 3, 1.
pkt., finder retsplejelovens bestemmelser om
varetægtsfængsling og foranstaltninger, der
træder i stedet herfor, i øvrigt anvendelse. Det
indebærer, at retsplejelovens regler om
fristforlængelser finder anvendelse. Retsplejelovens regler
suppleres dog af udlændingelovens § 35,
stk. 3, 2. pkt., hvorefter der altid fastsættes en frist
for varetægtsfængslingens eller foranstaltningens
længde ved varetægtsfængsling eller
foranstaltning, der træder i stedet herfor, alene med henblik
på fuldbyrdelse af bestemmelse ved endelig dom om
udvisning.
3.1.2. Efter
udlændingelovens § 36 kan politiet beslutte at
frihedsberøve
asylansøgere og andre udlændinge.
Frihedsberøvelse kan bl.a. ske, hvis det er
nødvendigt for at sikre muligheden for afvisning eller
udvisning efter §§ 25, 25 a, 25 b og 25 c, eller for
at sikre overførsel eller tilbageførsel efter
Dublin-forordningen, jf. § 36, stk. 1, 1. pkt.
Frihedsberøvelse kan endvidere bl.a. ske, hvis en
asylansøger gennem sin adfærd lægger
væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning
ved gentagne gange at udeblive fra afhøringer eller ikke at
meddele oplysninger om sin identitet, jf. § 36,
stk. 4, eller hvis politiet drager omsorg for en
udlændings udrejse, og udlændingen ikke medvirker
hertil, jf. § 36, stk. 5 og 6.
Udlændingelovens § 37 indeholder regler om
domstolsprøvelse af en administrativ
frihedsberøvelse, der er sket i medfør af
udlændingelovens § 36.
Efter udlændingelovens § 37, stk. 1, 1.
pkt., skal en frihedsberøvet udlænding inden 3
døgn efter frihedsberøvelsens
iværksættelse fremstilles for retten, der tager
stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens
lovlighed og fortsatte opretholdelse. Retten beskikker en advokat
for udlændingen, jf. udlændingelovens § 37,
stk. 2, 1. pkt.
Efter udlændingelovens § 37, stk. 3,
træffes afgørelsen ved kendelse, der kan kæres
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære i
borgerlige sager. Er udlændingen frihedsberøvet
på afgørelsestidspunktet, og findes
frihedsberøvelsen lovlig, fastsættes der i kendelsen
en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist kan senere
forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad
gangen.
Udover de særlige regler i udlændingelovens
§ 37, stk. 1-5, om behandlingen af sager om
administrativ frihedsberøvelse, der er sket i medfør
af udlændingelovens § 36, finder retsplejelovens
kapitel 43 a om prøvelse af administrativt bestemt
frihedsberøvelse tilsvarende anvendelse, jf.
udlændingelovens § 37, stk. 6.
3.1.3. Udlændingelovens
§ 37 c indeholder regler om isolation af
udlændinge, der er frihedsberøvet i medfør af
udlændingelovens § 36.
Retten kan således på begæring af politiet
bestemme, at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er
opretholdt af retten i medfør af § 37, jf.
§ 36, fuldstændig eller delvis skal udelukkes fra
fællesskab med andre indsatte (isolation), hvis en
række nærmere bestemte betingelser er opfyldt, jf.
udlændingelovens § 37 c, stk. 1 og 2.
Politiets begæring om isolation indgives til retten
på det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet.
Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens
afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres
efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 om kære af
borgerlige sager. Et kæremål har ikke opsættende
virkning. Retsplejelovens kapitel 43 a om prøvelse af
administrativt bestemt frihedsberøvelse finder i
øvrigt tilsvarende anvendelse, jf. udlændingelovens
§ 37 c, stk. 3.
Finder retten, at isolation kan iværksættes eller
fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for
fortsat isolation. Ved iværksættelse af isolation
må den første frist for indgrebets længde ikke
overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten,
dog højst med 4 uger ad gangen. Fuldstændig isolation
må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på
mere end 4 uger, jf. udlændingelovens § 37 c,
stk. 4.
Politiet kan bestemme, at en udlænding, der er
frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke
er fremstillet for retten i medfør af § 37,
fuldstændig eller delvis skal undergives isolation,
såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.
Udlændingen kan kræve, at en af politiet i
medfør af 1. pkt. truffet beslutning om isolation
forelægges retten til afgørelse i forbindelse med
udlændingens fremstilling for retten i medfør af
§ 37, jf. udlændingelovens § 37 c,
stk. 5, 1. og 2. pkt.
3.2. Lovforslagets udformning
Som nævnt i pkt. 2.2.2. ovenfor gennemførte
Domstolsstyrelsen et pilotforsøg ved Retten i
Hillerød og Ellebæk (tidligere Sandholmlejren),
hvorunder der blev afholdt ca. 30 videoretsmøder om
forlængelse af frihedsberøvelse af udlændinge.
De pågældende retsmøder blev afholdt som
videoretsmøde med udlændingens samtykke.
Domstolsstyrelsen har over for Justitsministeriet oplyst, at
erfaringerne fra dette forsøg er positive.
På baggrund af erfaringerne fra dette pilotforsøg
og i overensstemmelse med overvejelserne om anvendelse af
videokommunikation ved forlængelse af fristen for
varetægtsfængsling og andre frihedsberøvende
foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70 finder
Justitsministeriet, at det vil være
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt også at tillade brug
af videokommunikation i videre omfang i forbindelse med
fristforlængelser for udlændinge, der er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens
§ 35 eller administrativt frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36.
For så vidt angår udlændinge, der er
varetægtsfængslet efter udlændingelovens
§ 35, fremgår det af § 35, stk. 3,
1. pkt., at retsplejelovens bestemmelser om
varetægtsfængsling og foranstaltninger, der
træder i stedet herfor, i øvrigt finder anvendelse.
Bestemmelsen indebærer, at den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 748 b om sigtedes, forsvarerens og
anklagerens deltagelse i retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling eller andre frihedsberøvende
foranstaltninger efter retsplejelovens kapitel 70 vil finde
tilsvarende anvendelse på udlændingens, forsvarerens og
anklagerens deltagelse i retsmøder om forlængelse af
en varetægtsfængsling i medfør af
udlændingelovens § 35.
For så vidt angår udlændinge, der er
administrativt frihedsberøvet efter udlændingelovens
§ 36, er det nødvendigt med en ændring af
udlændingelovens § 37 for, at den foreslåede
bestemmelse i retsplejelovens § 748 b om sigtedes,
forsvarerens og anklagerens deltagelse i retsmøder om
fristforlængelser tillige kan finde anvendelse på
udlændingens, den beskikkede advokats og politiets
repræsentants deltagelse i retsmøder om
forlængelse af frihedsberøvelsen i medfør af
udlændingelovens § 37. Tilsvarende gælder i
forhold til udlændingelovens § 37 c om
iværksættelse og forlængelse af isolation.
Ved varetægtsfængslinger efter retsplejeloven
gælder der særlige grænser for en
varetægtsfængslings varighed eller en isolations
varighed, jf. nærmere retsplejelovens § 768 a og §
770 c, der er beskrevet ovenfor i pkt. 2.1.2.3 og 2.1.2.4. Der er
ikke fastsat tilsvarende generelle tidsgrænser i
udlændingelovens regler om frihedsberøvelser. I
konsekvens heraf foreslås der derfor ikke særlige
regler om, at udlændingen skal have på krav på
personlig deltagelse i et retsmøde, hvor der skal tages
stilling til en forlængelse af frihedsberøvelsen,
selvom denne overstiger de frister, der er fastsat i
retsplejelovens regler om varetægtsfængslinger. Det
følger imidlertid af forslaget til § 748 b, stk. 1, at
et retsmøde alene kan afvikles ved anvendelse af
videokommunikation, hvis denne fremgangsmåde må anses
for ubetænkelig henset til formålet med
retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. I
vurderingen heraf vil bl.a. indgå den tidsmæssige
udstrækning af frihedsberøvelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2,
nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.
4.Justering af landsdommernormeringen og
dommernormeringen ved byretterne
4.1. Gældende ret
Antallet af landsdommere fremgår af retsplejelovens
§ 5, stk. 2, hvorefter Østre Landsret
består af en præsident og 60 andre landsdommere, mens
Vestre Landsret består af en præsident og 38 andre
landsdommere.
Antallet af byretsdommere fremgår af retsplejelovens
§ 9, der for hver af landets 24 byretter fastsætter
et mindste antal dommere, der skal udnævnes ved den enkelte
ret.
Ud over de dommerstillinger, der på denne måde er
fordelt mellem de enkelte byretter (i alt 227 dommerstillinger),
skal der efter retsplejelovens § 9, stk. 12,
udnævnes yderligere 25 byretsdommere på landsplan,
således at det samlede antal byretsdommere er 252.
Overgangsbestemmelser som led i politi- og domstolsreformen (lov
nr. 538 af 8. juni 2006) gør dog, at 5 af disse stillinger
endnu ikke er besat.
Placeringen af de 25 dommerstillinger fra den
landsdækkende normering fastsættes for hver stillings
vedkommende af Domstolsstyrelsen i forbindelse med indfasningen af
politi- og domstolsreformen og herefter ved ledighed i en
dommerstilling ved en byret, hvor der er udnævnt en eller
flere yderligere dommere ud over det minimumstal for antallet af
dommere, som er fastsat i retsplejeloven for den
pågældende byret. Den enkelte dommer er således
fast udnævnt ved én byret, og en dommerstilling kan
kun flyttes fra en byret til en anden ved stillingsledighed.
Retsplejelovens § 9, stk. 12, 2. pkt.,
fastsætter, hvor mange dommere fra den landsdækkende
normering der højst kan udnævnes ved hver enkelt
byret. Det maksimale antal yderligere dommere (ud over
minimumstallet) afhænger af byrettens størrelse og
udgør for retterne i Hjørring, Esbjerg,
Nykøbing Falster, Helsingør, Viborg, Holstebro,
Herning, Horsens, Svendborg og Holbæk 2 dommere.
4.2. Lovforslagets udformning
4.2.1. Retsplejelovens regler om
antallet af landsdommere blev i forbindelse med politi- og
domstolsreformen, der blev gennemført ved lov nr. 538 af 8.
juni 2006 og trådte i kraft den 1. januar 2007, justeret i
lyset af den samtidige ændring af instansordningen, som
indebar en flytning af arbejdsopgaver fra landsretterne til
byretterne. Det fastsatte antal landsdommere ved Østre
Landsret blev således nedsat med 3 personer fra 64 til 61
landsdommere (en præsident og 60 andre landsdommere).
Domstolsstyrelsen har oplyst, at det efter domstolsreformens
ikrafttræden har vist sig, at den ændrede fordeling af
arbejdsopgaver mellem landsretterne og byretterne giver grundlag
for at nedsætte antallet af landsdommere yderligere.
Styrelsen har endvidere oplyst, at antallet af landsdommere
i Vestre Landsret således er nedsat med 3 i 2007,
men at dette har kunnet ske administrativt, idet de nedlagte
stillinger er konstitutionsstillinger, der ikke er oprettet ved
lov. Tilsvarende er normeringen i Østre Landsret
administrativt blevet nedsat med 1 konstitutionsstilling i 2007,
og yderligere 1 konstitutionsstilling vil blive nedlagt i
2009.
Domstolsstyrelsen har anbefalet, at en yderligere tilpasning
af antallet af landsdommere sker ved, at det antal landsdommere ved
Østre Landsret, der er fastsat i retsplejeloven,
sættes ned fra 61 til 59 landsdommere (en præsident og
58 andre landsdommere).
Ved lov nr. 495 af 17. juni 2008 om ændring af
retsplejeloven (Justering af dommernormeringen ved byretterne) blev
der bl.a. gennemført en justering af retsplejelovens
§ 9, stk. 12, således at der for alle andre
byretter end dem, der er nævnt i § 9, stk. 9
og 10, skete en forhøjelse af det antal yderligere dommere,
der kan udnævnes fra den landsdækkende ordning, med 1
eller 2 dommere. Domstolsstyrelsen har oplyst, at det dengang ikke
var styrelsens vurdering, at det var nødvendigt at
forhøje antallet af dommere for de byretter, der er
nævnt i § 9, stk. 9 og 10. Det vil sige for
byretterne i Hjørring, Esbjerg, Nykøbing Falster,
Helsingør, Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Svendborg og
Holbæk.
Domstolsstyrelsen har endvidere oplyst, at det i forbindelse
med fordelingen af de sidste 5 stillinger fra landsnormeringen i
overensstemmelse med overgangsbestemmelserne som led i politi- og
domstolsreformen (§ 106 i lov nr. 538 af 8. juni 2006)
imidlertid har vist sig, at hjemlen i retsplejelovens
§ 9, stk. 12, 2. pkt., til at udnævne
yderligere 2 dommere ved byretterne, der er nævnt i
§ 9, stk. 9 og 10, er utilstrækkelig i forhold
til, hvordan sagsbelastningen for tiden er ved byretterne.
Således står én af de nævnte byretter til
at skulle have udnævnt 3 dommere fra landsnormeringen, men
der kan på grund af maksimumgrænsen i § 9,
stk. 12, 2. pkt., højst udnævnes yderligere 2
dommer ved den pågældende byret.
Domstolsstyrelsen har herudover oplyst, at der vil være
udnævnt det maksimale antal stillinger fra landsnormeringen
ved to af de byretter, der er nævnt i § 9,
stk. 9, efter besættelsen af de sidste 5 stillinger fra
landsnormeringen. En yderligere stigning i antallet af civile sager
og straffesager ved de pågældende retter vil
således ikke kunne føre til udnævnelse af
yderligere dommere ved de pågældende retter.
For at sikre en hensigtsmæssig fordeling af ressourcerne
og for at sikre den fleksibilitet og robusthed, der var hensigten
med etableringen af ordningen med et mindste dommerantal ved den
enkelte byret suppleret med en landsdækkende normering, har
Domstolsstyrelsen anbefalet, at det yderligere antal dommere fra
den landsdækkende normering, der kan udnævnes ved
retterne i Hjørring, Esbjerg, Nykøbing Falster,
Helsingør, Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Svendborg og
Holbæk, forhøjes fra 2 til 3.
4.2.2. Justitsministeriet er enig
i Domstolsstyrelsens anbefalinger, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.
5.De økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
Med lovforslaget skabes mulighed for at anvende
videokommunikation ved fristforlængelser. I første
omgang vil der blive opsat udstyr ved relevante byretter,
arresthuse og politistationer med tilknytning til Syd- og
Sønderjyllands Politikreds.
Udgifterne forbundet hermed forventes at blive i
størrelsesordenen 5-10 mio. kr. som engangsinvesteringer,
der afholdes inden for Justitsministeriets eksisterende
rammer.
Det forventes, at anvendelsen af videokommunikation i
forbindelse med fristforlængelser vil frigøre en del
af de ressourcer hos politiet, der i dag anvendes til transport i
forbindelse med fristforlængelser. Erfaringerne fra Syd- og
Sønderjyllands Politikreds vil gøre det muligt at
skønne mere præcist over, hvor ofte retterne vil
anvende udstyret i praksis, og hvor mange ressourcer hos politiet,
der vil kunne frigøres ved en landsdækkende brug af
videokommunikation.
Videokonferenceudstyret vil senere kunne installeres og
anvendes i hele landet. Der vil i den forbindelse skulle tages
stilling til finansieringen.
Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
6.De økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes ikke at have hverken
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet af betydning.
7.De administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget skønnes ikke at medføre
administrative konsekvenser for borgerne.
8.De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9.Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10.Hørte myndigheder mv.
Et udkast til lovforslag har været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter,
Sø- og Handelsretten, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, HK Landsklubben Danmarks Domstole,
Rigspolitiet, Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Politiforbundet i Danmark, DJØF, Foreningen af Advokater og
Advokatfuldmægtige, Advokatrådet, Danske Advokater,
Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Institut for
Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden og Retspolitisk
Forening.
11.Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for stat, kommuner og regioner | Ingen af betydning | I første omgang opsættes
videokonferenceudstyr ved de relevante byretter, arresthuse og
politistationer med tilknytning til Syd- og Sønderjyllands
Politikreds. Udgifterne forventes at udgøre 5-10 mio. kr.
som engangsinvesteringer, der afholdes inden for
Justitsministeriets eksisterende ramme. |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen af betydning | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Ingen EU-retlige aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til § 1, nr. 1
(retsplejelovens § 5, stk. 2, 1. pkt.).
Det foreslås at nedsætte antallet af landsdommere
ved Østre Landsret med 2 personer fra 61 til 59 landsdommere
(en præsident og 58 andre landsdommere).
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 1, nr. 2
(retsplejelovens § 9, stk. 12, 2. pkt.)
Det foreslås, at det yderligere antal dommere fra den
landsdækkende normering, der kan udnævnes ved retterne
i Hjørring, Esbjerg, Nykøbing Falster,
Helsingør, Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Svendborg og
Holbæk, forhøjes fra 2 til 3.
Da den landsdækkende normering på 25 yderligere
dommere er uændret, indebærer den foreslåede
bestemmelse alene, at flere af de 25 yderligere dommere kan
udnævnes ved retterne i Hjørring, Esbjerg,
Nykøbing Falster, Helsingør, Viborg, Holstebro,
Herning, Horsens, Svendborg og Holbæk.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 1, nr. 3
(retsplejelovens § 748, stk. 8-10)
Retsplejelovens § 748, stk. 8-10, om sigtedes,
forsvarerens og anklagerens deltagelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede i retsmøder under
efterforskningen af en straffesag blev vedtaget ved lov nr. 538 af
8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Politi- og domstolsreform). Efter ændringslovens
§ 106, stk. 3, træder reglerne om anvendelse
af telekommunikation med billede i kraft efter justitsministerens
nærmere bestemmelse. Reglerne er endnu ikke sat i
kraft.
Af lovtekniske grunde foreslås det at flytte de
generelle bestemmelser i § 748, stk. 8-10, til en
selvstændig bestemmelse i 748 a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 4, og bemærkningerne hertil.
Til § 1, nr. 4
(retsplejelovens §§ 748 a og 748 b)
Forslaget til § 748 a
viderefører i uændret form de endnu ikke
ikrafttrådte regler i retsplejelovens § 748,
stk. 8-10, om sigtedes, forsvarerens og anklagerens deltagelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede i retsmøder
under efterforskningen af en straffesag.
Af lovtekniske grunde foreslås det at flytte de
generelle bestemmelser i § 748, stk. 8-10, til en
selvstændig bestemmelse, der hænger sammen med de
foreslåede nye særlige regler om anvendelse af
telekommunikation med billede ved retsmøder om
forlængelse af frister for
varetægtsfængsling.
Forslaget til § 748 b
vedrører sigtedes, forsvarerens og anklagerens deltagelse i
et retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede.
Mens den foreslåede bestemmelse i § 748 a, der
svarer til den gældende § 748, stk. 8-10,
omfatter alle retsmøder under efterforskningen af en
straffesag, vedrører den foreslåede bestemmelse i
§ 748 b alene retsmøder, hvor der skal tages
stilling til forlængelse af fristen for
varetægtsfængsling, herunder
varetægtsfængsling i isolation, eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter retsplejelovens
kapitel 70.
For så vidt angår fængslingssurrogater
finder den foreslåede bestemmelsen kun anvendelse ved
frihedsberøvende foranstaltninger efter retsplejelovens
§ 765, stk. 2, nr. 3, hvorefter retten kan bestemme,
at sigtede skal tage ophold i egnet hjem eller institution, og til
dels § 765, stk. 2, nr. 4, når retten har
bestemt, at sigtede skal undergive sig psykiatrisk behandling eller
afvænningsbehandling på hospital eller særlig
institution. Derimod omfatter bestemmelsen ikke andre
foranstaltninger efter § 765, stk. 2, hvor sigtede
ikke er frihedsberøvet og derfor selv kan stå for
transport til og fra retsmødet.
Bestemmelsen i 748 b omfatter ikke grundlovsforhør og
heller ikke det retsmøde, hvor der første gang skal
tages stilling til forlængelse af en
varetægtsfængsling eller varetægtsfængsling
i isolation ud over de frister, som er nævnt i
§ 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c,
stk. 3-5, samt kæremål, der behandles mundtligt
efter § 767, stk. 4, og § 770 e.
Forslaget til stk. 1, 1.
pkt., indebærer, at en sigtet, der er undergivet
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning efter kapitel 70, skal deltage i et retsmøde
om fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med
billede, når retten finder det ubetænkeligt henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige
omstændigheder. Bestemmelsen gælder også efter,
at tiltale er rejst i sagen.
Det er således efter forslaget ikke en betingelse, at
den sigtede giver sit samtykke til deltagelse i retsmødet
ved anvendelse af telekommunikation med billede. Retten kan
således træffe bestemmelse om en sådan
deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt
til stede, og selv om en sådan personlig
tilstedeværelse ved retsmødet ikke vil være
forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.
Sigtedes deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med
billede kan kun ske, når det er ubetænkeligt henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige
omstændigheder. Det vil bero på en konkret
helhedsvurdering, om det vil være ubetænkeligt, at
sigtede deltager i retsmødet ved anvendelse af
telekommunikation med billede. Ved vurderingen kan bl.a.
indgå sigtedes og forsvarerens begrundelse for et
ønske om sigtedes personlige deltagelse, og om sigtede er
blevet sigtet for nye og væsentlige lovovertrædelser,
som skal indgå i rettens behandling under
retsmødet.
Efter forslaget til stk. 1, 2. pkt.,
1. led, gælder 1. pkt. ikke for retsmøder, hvor
der første gang skal tages stilling til forlængelse af
en varetægtsfængsling eller
varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som
er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og
§ 770 c, stk. 3-5.
Efter den foreslåede bestemmelse har sigtede krav at
være til stede personligt i retsmøder i byretten, hvor
der første gang skal tages stilling til, om en
varetægtsfængsling eller en
varetægtsfængsling i isolation skal forlænges ud
over de tidsmæssige grænser, der følger af
retsplejelovens § 768, stk. 1 og 2, og
§ 770 c, stk. 3-5. Bestemmelsen indebærer
endvidere, at forsvareren og anklageren også skal møde
i retten ved disse retsmøder. Bestemmelsen tilsigter derimod
ikke at udvide den adgang for sigtede til at være til stede,
som gælder i dag. Hvis retten finder, at en fremstilling af
sigtede i retten vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder, har sigtede således
ikke krav på personlig deltagelse i mødet, jf.
§ 767, stk. 1, 6. pkt.
Bestemmelsen medfører, at den sigtede har krav på
at være personligt til stede i et retsmøde, hvor der
skal tages stilling til, om varetægtsfængslingen kan
forlænges ud over 1) 6 måneder, når sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan
medføre fængsel i 6 år, eller 2) 1 år,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.
Hvis sigtede er under 18 år, har den pågældende
krav på at være personligt til stede ved et
retsmøde, hvor der skal tage stilling til, om
varetægtsfængslingen kan forlænges ud over 1) 4
måneder, når sigtelsen angår en
lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre
fængsel i 6 år, eller 2) 8 måneder, når
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
medføre fængsel i 6 år eller derover, jf.
§ 768 a, stk. 1 og 2.
Bestemmelsen medfører herudover, at den sigtede har
krav på at være personligt til stede i et
retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om en
varetægtsfængsling i isolation skal udstrækkes ud
over 8 uger, når sigtelsen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, jf. § 770 c,
stk. 3. Ligeledes har den sigtede krav på at være
til stede ved et retsmøde, hvor der skal tages stilling til,
om en isolation kan udstrækkes ud over 6 måneder,
når sigtelsen angår en forsætlig
overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en
overtrædelse af straffelovens §§ 191 eller
237, jf. § 770 c, stk. 4.
Bestemmelsen medfører endelig, at en sigtet under 18
år har krav på at være personligt til stede ved
et retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om isolation
kan udstrækkes ud over 4 uger, når sigtelsen
angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens
kapitler 12 eller 13, jf. § 770 c, stk. 5.
Ved senere retsmøder ud over fristerne i
retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og 2, og § 770 c, stk.
3-5, finder § 748 b, stk. 1, 1. pkt., anvendelse, men bl.a.
varetægtsfængslingens længde må indgå
i rettens vurdering af, om det vil være ubetænkeligt at
foretage fristforlængelsen ved anvendelse af
videokommunikation uden sigtedes samtykke.
Forslaget til stk. 1, 2. pkt., 2.
led, indebærer, at 1. pkt. heller ikke gælder,
når kæremål behandles mundtligt efter
§ 767, stk. 4, og § 770 e (som ikke
foreslås ændret).
Sigtede har således efter lovforslaget krav på i
samme omfang som i dag at være personligt til stede i et
retsmøde i landsretten, hvor sigtede kan kræve
mundtlig forhandling. Bestemmelsen tilsigter ikke en udvidelse af
den adgang for sigtede til at være til stede ved
retsmøder, som gælder i dag. Hvis landsretten
således finder, at fremstillingen af sigtede vil være
forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, vil sigtede
således ikke have krav på at være personligt til
stede i retten, jf. § 767, stk. 4, sidste pkt.,
§ 770 e, sidste pkt., og § 767, stk. 1,
sidste pkt. (som ikke foreslås ændret).
Bestemmelsen indebærer, at sigtede har krav på at
være til stede i et retsmøde, hvor landsretten
første gang skal tage stilling til et kæremål
vedrørende en kendelse, hvorved
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, jf.
§ 767, stk. 4, 1. pkt. Derimod kan landsretten
bestemme, at sigtede deltager ved anvendelse af telekommunikation
med billede, hvis landsretten imødekommer en senere
begæring om mundtlig behandling af kæremålet, jf.
§ 767, stk. 4, 2. pkt.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at sigtede har krav
på at være til stede i et retsmøde, hvor
landsretten første gang skal tage stilling til et
kæremål vedrørende en kendelse, hvorved en
isolationsfængsling udstrækkes ud over 8 uger, jf.
§ 770 e, 1. pkt. (som ikke foreslås ændret).
Bestemmelsen indebærer også, at sigtede har krav
på at være til stede i et retsmøde, hvor
landsretten skal tage stilling til senere kæremål om
fortsat isolation, hvis isolationen ved den påkærede
kendelse udstrækkes ud over 4 uger fra den seneste mundtlige
behandling af kæremål om forlængelse af
isolation, jf. § 770 e, 2. pkt. (som ikke foreslås
ændret). Derimod kan landsretten bestemme, at sigtede
deltager ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis
landsretten imødekommer en senere begæring om mundtlig
behandling, jf. § 770 e, 3. pkt. (som ikke foreslås
ændret).
Forslaget til stk. 1, 3. pkt.
, indebærer, at § 192 (som ikke foreslås
ændret) finder tilsvarende anvendelse, hvis sigtede skal
afgive forklaring i retsmødet om fristforlængelse.
Sigtede skal således fremstilles for en ret, en offentlig
myndighed med bemyndigelse eller en fysisk eller juridisk person
med autorisation til at stille kommunikationsmidler til
rådighed til brug for telekommunikation med billede i
retssager. Dette skal sikre mod, at sigtede ikke kan påvirkes
utilbørligt under afhøringen.
Skal der afgives forklaring af medsigtede eller af et vidne
(enten ved fremmøde i retten eller ved anvendelse af
telekommunikation), gælder yderligere retsplejelovens
§ 32 d (som ikke foreslås ændret). Det
fremgår af bestemmelsen, at når nogen skal afgive
forklaring i et retsmøde, må en part eller
rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, kun deltage i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,
såfremt fremgangsmåden i § 192 følges
eller den pågældende er ledsaget af en advokat. Selvom
sigtede ikke selv skal afgive forklaring, forudsætter
sigtedes deltagelse i retsmødet ved anvendelse af
telekommunikation med billede derfor i denne situation under alle
omstændigheder, at fremgangsmåden i § 192
følges, eller at sigtede er ledsaget af en advokat.
Efter forslaget til stk. 2, 1.
pkt. , skal forsvareren, når sigtede deltager i et
retsmøde om fristforlængelse ved anvendelse
telekommunikation med billede, deltage i retsmødet på
samme sted som sigtede, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i
retten eller deltager ved anvendelse af telekommunikation med
billede fra et andet sted end sigtede.
Bestemmelsen indebærer, at forsvareren i disse
tilfælde kan deltage i retsmødet 1) ved anvendelse af
telekommunikation med billede fra samme sted som sigtede, 2) ved at
møde frem i retten eller 3) ved anvendelse af
telekommunikation med billede fra et andet sted end sigtede.
Derimod skal forsvareren altid møde frem i retten, hvis
sigtede er til stede i retten.
Forsvareren kan kun deltage fra et andet sted end sigtede,
hvis retten finder det ubetænkeligt. Det vil bero på en
konkret helhedsvurdering, om det vil være ubetænkeligt,
at forsvareren deltager fra et andet sted end sigtede. Det er dog
en forudsætning herfor, at sigtede og forsvareren har adgang
til direkte og fortrolig kommunikation. Herudover må sigtedes
og forsvarerens ønsker om forsvarerens placering indgå
med betydelig vægt.
Hvis sigtede og forsvareren ikke deltager i retsmødet
fra samme sted, bør retten ved retsmødets begyndelse
vejlede sigtede om muligheden for at få en pause med henblik
på drøftelser med sin forsvarer. Den direkte og
fortrolige kommunikation mellem sigtede og forsvareren må
således sikres ved særlige foranstaltninger, f.eks. ved
at de begge har mulighed for at gå til et tilstødende
lokale og derfra tale uforstyrret sammen via en særskilt og
ikke overvåget telefon- eller videoforbindelse. Sigtede og
forsvareren skal endvidere have mulighed for at udveksle dokumenter
i fortrolighed, f.eks. via en opsætning af videoudstyr, der
tillader dokumentfremvisning.
Forslaget til stk. 2, 2. pkt.
, angår de tilfælde, hvor sigtede ikke deltager i
retsmødet om fristforlængelse. Den foreslåede
bestemmelse fastslår, at retten i disse tilfælde kan
tillade, at forsvareren deltager i retsmødet ved anvendelse
af telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 748,
stk. 9, der foreslås videreført som
§ 748 a, stk. 2.
Efter stk. 3 kan retten
tillade, at anklageren deltager i et retsmøde om
fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis anklagerens deltagelse ved anvendelse af
telekommunikation med billede er forsvarlig, og der i øvrigt
foreligger særlige grunde. Dette gælder dog ikke, hvis
sigtede er til stede i retten.
Forslaget indebærer således, at anklageren kan
deltage i et retsmøde om fristforlængelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtede deltager
i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,
eller hvis sigtede slet ikke deltager i retsmødet.
Det er efter forslaget desuden et krav for, at anklageren kan
deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med
billede, at der foreligger særlige grunde. Som eksempler
på særlige grunde kan nævnes, at anklageren har
lang rejseafstand, at anklageren har måttet træde til
med kort varsel, eller at retsmødet må forventes at
være meget kortvarigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1, nr. 5
(retsplejelovens § 848, stk. 1, 2. pkt.,
§ 916, stk. 1, 2. pkt., § 917,
stk. 2, 3. pkt., § 937, stk. 1, 3. pkt., og
§ 972, stk. 2, 2. pkt.)
Der er tale om konsekvensændringer som følge af
forslaget til retsplejelovens § 748 a (lovforslagets
§ 1, nr. 4).
Til § 2
Til § 2, nr. 1
(udlændingelovens § 37, stk. 3, 5. pkt.)
Forslaget til § 37,
stk. 3, 5. pkt., indebærer, at retsplejelovens
§ 748 b om sigtedes, forsvarerens og anklagerens
deltagelse i retsmøder om fristforlængelse ved
anvendelse af videokommunikation finder tilsvarende anvendelse for
udlændingens, den beskikkede advokats og politiets
repræsentants deltagelse i retsmøder om
forlængelse af fristen for en frihedsberøvelse, der er
sket administrativt efter udlændingelovens
§ 36.
Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke det
retsmøde, hvor retten efter udlændingelovens
§ 37, stk. 1, 1. pkt., skal tage stilling til
spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og
fortsatte opretholdelse. Udlændingen vil således have
krav på at være personligt til stede i retten i det
retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om betingelserne
for at iværksætte den administrative
frihedsberøvelse har været opfyldt.
Som anført i pkt. 3.2. i de almindelige
bemærkninger indeholder udlændingeloven ikke generelle
tidsmæssige grænser for en frihedsberøvelses
varighed, således som det er tilfældet ved
varetægtsfængslinger efter retsplejeloven. I konsekvens
heraf indeholder lovforslaget ikke særlige regler om, at
udlændingen skal have på krav på personlig
deltagelse i et retsmøde, hvor der skal tages stilling til
en forlængelse af frihedsberøvelsen, selvom denne
overstiger de frister, der er fastsat i retsplejelovens regler om
varetægtsfængslinger. Et retsmøde kan imidlertid
alene afvikles ved anvendelse af videokommunikation, hvis denne
fremgangsmåde må anses for ubetænkelig henset til
formålet med retsmødet og sagens øvrige
omstændigheder. I vurderingen heraf vil bl.a. indgå den
tidsmæssige udstrækning af
frihedsberøvelsen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.
Til § 2, nr. 2
(udlændingelovens § 37 c, stk. 4, 5. pkt.)
Forslaget til § 37 c,
stk. 4, 5. pkt. , indebærer, at retsplejelovens
§ 748 b om sigtedes, forsvarerens og anklagerens
deltagelse i retsmøder om fristforlængelse ved
anvendelse af videokommunikation finder tilsvarende anvendelse for
udlændingens, den beskikkede advokats og politiets
repræsentants deltagelse i retsmøder om
iværksættelse og forlængelse af isolation af en
udlænding, der er frihedsberøvet efter
udlændingelovens § 36.
Som anført i pkt. 3.2. i de almindelige
bemærkninger indeholder udlændingeloven ikke generelle
tidsmæssige grænser for en isolations varighed,
således som det er tilfældet ved
varetægtsfængslinger i isolation efter retsplejeloven.
I konsekvens heraf indeholder lovforslaget ikke særlige
regler om, at udlændingen skal have på krav på
personlig deltagelse i et retsmøde, hvor der skal tages
stilling til iværksættelse af isolation eller
forlængelse af isolation, selvom isolationens varighed ved
forlængelsen måtte komme til at overstige de frister,
der er fastsat i retsplejelovens regler om
varetægtsfængsling i isolation. Et retsmøde kan
imidlertid alene afvikles ved anvendelse af videokommunikation,
hvis denne fremgangsmåde må anses for ubetænkelig
henset til formålet med retsmødet og sagens
øvrige omstændigheder. I vurderingen heraf vil bl.a.
indgå den tidsmæssige udstrækning af
isolationen.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.
Til § 3
I stk. 1 foreslås det,
at den ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede
nedsættelse af antallet af landsdommere i Østre
Landsret skal træde i kraft den 1. maj 2009, således at
nedsættelsen af antallet af landsdommere ved Østre
Landsret sker ved de to første tilfælde af ledighed i
en fast stilling efter lovens ikrafttræden. Det
foreslås endvidere, at den ved lovforslagets § 1,
nr. 2, foreslåede justering af dommernormeringen ved
byretterne skal træde i kraft den 1. maj 2009.
I stk. 2 foreslås det,
at lovforslagets § 1, nr. 3-5, træder i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse, ligesom det i
stk. 3 foreslås, at lovforslagets § 2
træder i kraft efter ministeren for flygtninge, indvandrere
og integrations nærmere bestemmelse.
Som anført i pkt. 2.3.3. i de almindelige
bemærkninger forventes det at sætte lovforslagets
bestemmelser om telekommunikation med billede i kraft med virkning
fra den 1. oktober 2009. Justitsministeriet forventer endvidere at
sætte de bestemmelser om telekommunikation med billede, som
blev indsat i retsplejeloven i forbindelse med politi- og
domstolsreformen (lov nr. 538 af 8. juni 2006), i kraft med
virkning fra samme dato.
Til § 4
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Da Færøerne og Grønland har deres egne
retsplejelove foreslås det, at ændringen af
retsplejeloven i lovforslagets § 1 ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland.
Den foreslåede ændring af udlændingeloven
vil derimod kunne sættes i kraft for Færøerne og
Grønland. Det foreslås derfor, at forslaget til
ændringen af udlændingeloven i lovforslagets § 2
ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft
for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige
færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det bemærkes, at den grønlandske retsplejelov
indeholder regler om anvendelse af fjernkommunikation. Endvidere
forventer Justitsministeriet i dette folketingsår at
fremsætte et forslag til ændring af den
færøske retsplejelov, som indføjer regler om
anvendelse af telekommunikation med og uden billede i den
færøske retsplejelov.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1069 af 11. november 2008, som
ændret ved § 15 i lov nr. 1336 af 19. december
2008, foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 5.
Der skal være to landsretter: Østre Landsret og Vestre
Landsret. Under Østre Landsret hører Øerne, og
under Vestre Landsret hører Jylland. | | |
Stk. 2.
Østre Landsret, der har sit sæde i København,
består af en præsident og 60 andre landsdommere. Vestre
Landsret, der har sit sæde i Viborg, består af en
præsident og 38 andre landsdommere. | | 1. I
§ 5, stk. 2, 1. pkt., ændres »60«
til: »58«. |
Stk. 3.
. | | |
Stk. 4.
. | | |
| | |
§ 9.
Landet inddeles i 24 retskredse. Justitsministeren kan foretage
forandringer i retskredsenes område, medmindre forandringen
indebærer oprettelse eller nedlæggelse af en
retskreds. | | |
Stk. 2.
Københavns Byret består af en præsident og
mindst 39 andre dommere. | | |
Stk. 3.
Retten i Glostrup består af en præsident og mindst 14
andre dommere. | | |
Stk. 4.
Retterne i Århus og Odense består af en præsident
og mindst 11 andre dommere. | | |
Stk. 5.
Retten i Aalborg og retten på Frederiksberg består af
en præsident og mindst 10 andre dommere. | | |
Stk. 6.
Retten i Roskilde består af en præsident og mindst 9
andre dommere. | | |
Stk. 7.
Retterne i Kolding og Sønderborg består af en
præsident og mindst 8 andre dommere. | | |
Stk. 8.
Retterne i Randers, Næstved, Hillerød og Lyngby
består af en præsident og mindst 7 andre dommere. | | |
Stk. 9.
Retterne i Hjørring, Esbjerg, Nykøbing Falster og
Helsingør består af en præsident og mindst 6
andre dommere. | | |
Stk. 10.
Retterne i Viborg, Holstebro, Herning, Horsens, Svendborg og
Holbæk består af en præsident og mindst 5 andre
dommere. | | |
Stk. 11.
Retten på Bornholm består af en præsident og
mindst 1 anden dommer. | | |
Stk. 12.
Ud over det antal dommere, der er nævnt i stk. 2-11,
udnævnes yderligere 25 dommere ved byretterne. Der kan
højst udnævnes yderligere 5 dommere ved
Københavns Byret, yderligere 4 dommere ved hver af de
retter, der er nævnt i stk. 3-5, yderligere 3 dommere
ved hver af de retter, der er nævnt i stk. 6-8,
yderligere 2 dommere ved hver af de retter, der er nævnt i
stk. 9 og 10, og yderligere 1 dommer ved retten på
Bornholm. Ved ledighed i en dommerstilling ved en ret, hvor der er
udnævnt en eller flere yderligere dommere, bestemmer
Domstolsstyrelsen, ved hvilken ret stillingen skal placeres. | | 2. I
§ 9, stk. 12, 2. pkt., ændres
»stk. 6-8, yderligere 2 dommere ved hver af de retter,
der er nævnt i stk. 9 og 10,« til:
»stk. 6-10,«. |
| | |
§ 748.
Sigtede underrettes så vidt muligt om alle retsmøder
og er berettiget til at overvære dem. Dette gælder ikke
retsmøder, der afholdes med henblik på at opnå
rettens forudgående kendelse om foretagelse af
foranstaltninger i henhold til kapitlerne 69-74. Er sigtede
varetægtsfængslet, kan fremstilling af ham undlades,
hvis den vil være forbundet med uforholdsmæssigt
besvær. | | |
Stk. 2.
. | | |
Stk. 8.
Retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Skal
sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende
anvendelse. En eventuel forsvarer skal deltage i retsmødet
på samme sted som sigtede, medmindre retten finder det
ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder frem i
retten. 1. pkt. gælder ikke i de i § 760,
stk. 2, og § 764, stk. 2, nævnte
tilfælde. | | 3.§ 748, stk. 8-10,
ophæves. |
Stk. 9.
Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde
ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er
forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet. | | |
Stk. 10.
Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis | | |
1) sigtede ikke deltager i
retsmødet, | | |
2) anklagerens deltagelse ved anvendelse
af telekommunikation med billede er forsvarlig og | | |
3) der i øvrigt foreligger
særlige grunde. | | |
| | |
| | 4. Efter
§ 748 indsættes: |
| | Ȥ 748
a. Retten kan tillade, at sigtede deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede,
hvis sigtedes tilstedeværelse i retten ikke er
nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring, finder
§ 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel forsvarer skal
deltage i retsmødet på samme sted som sigtede,
medmindre retten finder det ubetænkeligt, at forsvareren i
stedet møder frem i retten. 1. pkt. gælder ikke i
de i § 760, stk. 2, og § 764, stk. 2,
nævnte tilfælde. |
| | Stk. 2.
Retten kan tillade, at forsvareren deltager i et retsmøde
ved anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er
forsvarligt og sigtede ikke deltager i retsmødet. |
| | Stk. 3.
Retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis |
| | 1) sigtede ikke deltager i
retsmødet, |
| | 2) anklagerens deltagelse ved anvendelse
af telekommunikation med billede er forsvarlig og |
| | 3) der i øvrigt foreligger
særlige grunde. |
| | |
| | § 748
b. Retten kan bestemme, at sigtede, når denne er
undergivet varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, deltager i
et retsmøde om forlængelse af fristen for
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved
anvendelse af telekommunikation med billede, når retten
finder det ubetænkeligt henset til formålet med
retsmødet og sagens øvrige omstændigheder. Skal
sigtede afgive forklaring, finder § 192 tilsvarende
anvendelse. 1. pkt. gælder ikke for retsmøder, hvor
der første gang skal tages stilling til forlængelse af
en varetægtsfængsling eller
varetægtsfængsling i isolation ud over de frister, som
er nævnt i § 768 a, stk. 1 og 2, og
§ 770 c, stk. 3-5. 1. pkt. gælder heller ikke,
når kæremål behandles mundtligt efter
§ 767, stk. 4, og § 770 e. |
| | Stk. 2.
Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede, skal en eventuel
forsvarer deltage i retsmødet på samme sted som
sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten eller deltager ved
anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end
sigtede. |
| | Stk. 3.
Deltager sigtede i et retsmøde om fristforlængelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede, kan retten tillade, at
anklageren deltager i retsmødet ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis anklagerens deltagelse ved
anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig, og der i
øvrigt foreligger særlige grunde.« |
| | |
§ 848.
Retsmøder, som afholdes inden hovedforhandlingen, er ikke
offentlige. Reglerne i § 748, stk. 8-10, finder
tilsvarende anvendelse. Stk. 2.
. | | 5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt., § 916,
stk. 1, 2. pkt., § 917, stk. 2, 3. pkt.,
§ 937, stk. 1, 3. pkt., og § 972,
stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 748,
stk. 8-10,« til: »§ 748 a«. |
| | |
§ 916.
Retsmøder, som afholdes inden hovedforhandlingen, er ikke
offentlige. Reglerne i § 748, stk. 8-10, finder
tilsvarende anvendelse. Stk. 2.
. | | 5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt., § 916,
stk. 1, 2. pkt., § 917, stk. 2, 3. pkt.,
§ 937, stk. 1, 3. pkt., og § 972,
stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 748,
stk. 8-10,« til: »§ 748 a«. |
| | |
§ 917.
Hvis anken omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes
skyld, finder en fuldstændig ny hovedforhandling sted for
landsretten. Anken forberedes, behandles og afgøres efter
reglerne i kapitel 77-79, medmindre andet er bestemt i dette
kapitel. Reglerne i §§ 926-930 finder ikke
anvendelse. | | |
Stk. 2.
Hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for
tiltaltes skyld, behandles sagen efter reglerne i kapitel 78,
medmindre andet er bestemt i dette kapitel. § 843 a og
§ 849 finder tilsvarende anvendelse. Reglerne i
§ 748, stk. 8-10, finder tilsvarende anvendelse
under hovedforhandlingen. Reglen i § 854 finder ikke
anvendelse. | | 5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt., § 916,
stk. 1, 2. pkt., § 917, stk. 2, 3. pkt.,
§ 937, stk. 1, 3. pkt., og § 972,
stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 748,
stk. 8-10,« til: »§ 748 a«. |
| | |
§ 937.
Under hovedforhandlingen har den part, som anker, først
ordet. I øvrigt foregår forhandlingen i de former, som
Højesteret under iagttagelse af reglerne herom i
kapitel 2, 3 og 16 nærmere fastsætter. Reglerne i
§ 748, stk. 8-10, finder tilsvarende
anvendelse. Stk. 2.
. | | 5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt., § 916,
stk. 1, 2. pkt., § 917, stk. 2, 3. pkt.,
§ 937, stk. 1, 3. pkt., og § 972,
stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 748,
stk. 8-10,« til: »§ 748 a«. |
| | |
§ 972.
Den overordnede ret er ikke bundet ved den bedømmelse af de
faktiske omstændigheder, hvorpå den påklagede
beslutning er grundet. Finder den overordnede ret, at der skal
indhentes nye oplysninger, giver retten pålæg herom til
anklagemyndigheden. Reglen i § 922 finder herved
tilsvarende anvendelse. Angår kæremålet en
kendelse eller beslutning, der er truffet af en anden byret end
den, hvor hovedforhandlingen i øvrigt foregår, kan
landsretten give pålæg om tilvejebringelse af nye
oplysninger umiddelbart til den ret, hvis kendelse eller beslutning
er kæret. | | |
Stk. 2.
Når særlige grunde findes at tale derfor, kan den
overordnede ret undtagelsesvis på begæring eller af
egen drift anordne mundtlig forhandling; forsvarer bliver i
så fald altid at beskikke, medmindre sigtede selv har antaget
en forsvarer, eller den forsvarer, som allerede er beskikket for
ham, er beføjet til at møde for den overordnede ret
og erklærer sig villig hertil. Reglerne i § 748,
stk. 8-10, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3.
. | | 5. I
§ 848, stk. 1, 2. pkt., § 916,
stk. 1, 2. pkt., § 917, stk. 2, 3. pkt.,
§ 937, stk. 1, 3. pkt., og § 972,
stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 748, stk.
8-10,« til: »§ 748 a«. |
| | |
| | § 2 |
| | I udlændingeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 808 af 8. juli 2008, som ændret
ved lov nr. 431 af 1. juni 2008, § 40 i lov nr. 1336 af
19. december 2008 og lov nr. 1397 af 27. december 2008, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 37.
En udlænding, der er frihedsberøvet efter
§ 36, skal, medmindre den pågældende forinden
løslades, inden 3 døgn efter
frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for
retten, der tager stilling til spørgsmålet om
frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Er
frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat
umiddelbart i forlængelse af en anholdelse efter
retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra tidspunktet for
anholdelsen. Fremstillingen skal ske for retten på det sted,
hvor udlændingen er tilbageholdt. Stk. 2.
. | | |
Stk. 3.
Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan
påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er
udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens
tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig,
fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat
tilbageholdelse. Denne frist kan senere forlænges af retten,
dog højst med 4 uger ad gangen. Er frihedsberøvelsen
iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 3.
pkt., kan frihedsberøvelsen opretholdes efter denne
bestemmelse i højst 7 dage fra frihedsberøvelsens
iværksættelse efter § 36, stk. 1, 3.
pkt. Stk. 4.
. | | 1. I
§ 37, stk. 3, indsættes som 5. pkt.:
»Retsplejelovens § 748 b finder med undtagelse af
bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for
retsmøder, hvor der skal tages stilling til
forlængelse af fristen for
frihedsberøvelse.«. |
| | |
§ 37
c. Retten kan på begæring af politiet bestemme,
at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt
af retten i medfør af § 37, jf. § 36,
fuldstændig eller delvis skal udelukkes fra fællesskab
med andre indsatte (isolation), hvis dette er påkrævet
af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige
til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov
kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i
landet. Stk. 2.
. | | |
Stk. 4.
Finder retten, at isolation kan iværksættes eller
fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for
fortsat isolation. Ved iværksættelse af isolation
må den første frist for indgrebets længde ikke
overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten,
dog højst med 4 uger ad gangen. Fuldstændig isolation
må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på
mere end 4 uger. Stk. 5.
. | | 2. I
§ 37 c, stk. 4, indsættes som 5. pkt.:
»Retsplejelovens § 748 b finder med undtagelse af
bestemmelsens stk. 1, 2. pkt., tilsvarende anvendelse for
retsmøder, hvor der skal tages stilling til
iværksættelse eller forlængelse af
isolation.«. |
Bilag 2
|
|
Retsplejerådets
udtalelse |
om |
anvendelse af
telekommunikation med billede ved retsmøder |
om forlængelse af
varetægtsfængsling |
1. Indledning
1.1. Justitsministeriets anmodning om en udtalelse
Ved brev af 19. juni 2008 har Justitsministeriet anmodet
Retsplejerådet om en udtalelse om anvendelse af
videoafhøring i retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling. Brevet er sålydende:
»I betænkning nr. 1401/2001 om reform af den
civile retspleje I (Instansordningen, byrettens sammensætning
og almindelige regler om sagsbehandlingen i første instans)
fremkom Retsplejerådet bl.a. med en række anbefalinger
og forslag vedrørende video- og telefonmøder
(betænkningens kapitel 12).
Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og
domstolsreform) blev der i overensstemmelse med
Retsplejerådets anbefalinger indføjet regler i
retsplejeloven om anvendelse af telekommunikation i retssager mv.
Af den nævnte lovs § 106, stk. 3,
fremgår det, at reglerne om anvendelse af telekommunikation
med billede finder anvendelse efter justitsministerens
nærmere bestemmelse.
Reglerne om anvendelse af telekommunikation med billede i
retssager er endnu ikke sat i kraft, og i det
pågældende lovforslag er det forudsat, at
fastsættelsen af ikrafttrædelsestidspunktet skal ske
bl.a. under hensyn til den bygningsmæssige opfølgning
af ændringen af retskredsstrukturen, de tekniske muligheder
og økonomiske konsekvenser samt de praktiske erfaringer fra
en forsøgsordning med anvendelse af videokommunikation i
retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling.
I lovforslaget er endvidere anført, at resultaterne af
forsøgsordningen med videomøder til sin tid vil
indgå i Justitsministeriets overvejelser om, hvorvidt det i
lyset af de væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn,
der gør sig gældende, vil være forsvarligt at
ændre reglerne således, at
varetægtsfængslede ikke kan kræve at blive
fremstillet i retten i forbindelse med forlængelse af
varetægtsfængsling, hvis den fængslede har
mulighed for at deltage i retsmødet ved anvendelse af
telekommunikation med billede, jf. pkt. 6.2.1.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Om dette spørgsmål
anførte Retsplejerådet i betænkning nr.
1401/2001 bl.a., at anvendelse af videomøder som alternativ
til personligt fremmøde vil kunne spare mange ressourcer,
som anvendes til transport og bevogtning, men at
varetægtsfængsling er et så alvorligt indgreb, at
reglerne om, hvornår den fængslede har krav på at
komme til stede i retten ved afgørelser om forlængelse
af varetægtsfængslingen, ikke bør
ændres.
Domstolsstyrelsen har gennemført den ovennævnte
forsøgsordning og yderligere et pilotforsøg med
henblik på at afklare, om det tekniske niveau ved det
anvendte videokonferenceudstyr er tilstrækkeligt godt til, at
der generelt bør etableres mulighed for at gøre brug
af videokonferenceudstyret i retssager, herunder ved brug af de nye
regler i retsplejeloven.
Pilotforsøget er blevet evalueret, og af
evalueringsrapporten af 28. februar 2008 fremgår det bl.a.,
at det på basis af brugernes evalueringer kan konkluderes, at
»det tekniske udstyr samt det netværksmæssige
set-up på nuværende tidspunkt er på et niveau,
hvor det vurderes at være retssikkerhedsmæssigt
forsvarligt og generelt formålstjenligt at benytte på
en række sagstyper«. Det anføres endvidere
bl.a., at retterne har peget på, at det bør overvejes
at skabe hjemmel til i videre omfang at kunne anvende
videomødeformen i forbindelse med
fristforlængelser.
Til brug for Justitsministeriets overvejelser om, hvorvidt der
eventuelt bør tages initiativ til at ændre reglerne om
fristforlængelser således, at
varetægtsfængslede ikke kan kræve at blive
fremstillet i retten i forbindelse med forlængelse af
varetægtsfængsling, hvis den fængslede har
mulighed for at deltage i retsmødet ved anvendelse af
telekommunikation med billede, skal ministeriet anmode
Retsplejerådet om en udtalelse om, hvorvidt rådet
på baggrund af det vellykkede pilotforsøg med
videomøder og den teknologiske udvikling i den
mellemliggende periode finder grundlag for at ændre sine
anbefalinger om brug af videoafhøring i forbindelse med
fristforlængelser i forhold til det, som er anført i
betænkning 1401/2001.
Justitsministeriet skal anmode om så vidt muligt at
modtage Retsplejerådets udtalelse inden udgangen af
2008.«
1.2. Retsplejerådets sammensætning og
arbejde
Retsplejerådet havde ved afgivelsen af denne udtalelse
følgende sammensætning:
Retsassessor Mai Ahlberg
Landsretsretspræsident Bjarne Christensen
(formand)
Advokat Karen Dyekjær
Landsdommer Michael Kistrup
Retspræsident Henrik Linde
Politidirektør Johan Reimann
Advokat Jens Rostock-Jensen
Statsadvokat Hanne Schmidt
Professor, dr. jur. Eva Smith
Dommer Olaf Tingleff
Kontorchef Christina Toftegaard Nielsen
Professor, lic. jur. Gorm Toftegaard Nielsen
Professor, dr. jur. Erik Werlauff
Direktør Adam Wolf
Som sekretær for rådet har fungeret
fuldmægtig Maj-Britt Skjoldan.
Retsplejerådet har behandlet udtalelsen i 2
møder.
Retsplejerådet har endvidere fået fremvist
videokonferenceudstyret ved Retten i Hillerød. Rådet
har i den forbindelse overværet to retsmøder om
forlængelse af frihedsberøvelse af udlændinge
efter udlændingelovgivningen, hvor der blev anvendt
telekommunikation med billede. Retsplejerådet har også,
via videoforbindelse fra Retten i Hillerød, fået
demonstreret videokonferenceudstyret ved Retten på
Bornholm.
2. Gældende ret
2.1. Reglerne om fristforlængelse
Retsplejelovens kapitel 17 om varetægtsfængsling
indeholder følgende bestemmelse om
fristforlængelse:
Ȥ 767. Bortset fra
tilfælde, hvor sigtede ikke er til stede her i landet,
fastsættes der i kendelsen en frist for
varetægtsfængslingens eller foranstaltningens
længde. Fristen skal være så kort som muligt og
må ikke overstige 4 uger. Fristen kan forlænges, men
højst med 4 uger ad gangen. Forlængelsen sker ved
kendelse, medmindre sigtede erklærer sig indforstået
med forlængelsen. Reglerne i § 764 finder, indtil
dom er afsagt i 1. instans, tilsvarende anvendelse på
retsmøder og kendelser om fristforlængelse.
Fremstilling af en sigtet, der er varetægtsfængslet
eller undergivet anden frihedsberøvende foranstaltning, kan
dog undlades, når han giver afkald derpå eller retten
finder, at fremstillingen vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder.«
§ 767, stk. 1, 5. og 6. pkt., indebærer,
at en arrestant har krav på at være til stede i retten
ved retsmøder om fristforlængelse, medmindre han eller
hun giver afkald herpå, eller retten finder, at
fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder.
Det fremgår af flere bestemmelser i retsplejelovens
kapitel 17 om varetægtsfængsling, at § 767,
stk. 1, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse. En
arrestant har således et tilsvarende krav på at
være til stede i retten ved
- mundtlig
behandling af kæremål vedrørende kendelser om
fristforlængelse, hvorved varetægtsfængsling
eller anden frihedsberøvende foranstaltning udstrækkes
ud over 3 måneder (§ 767, stk. 4),
- rettens
afgørelser om isolation (§ 770 d, stk. 2)
og
- mundtlig
behandling af kæremål vedrørende
afgørelser, hvorved isolation udstrækkes ud over 8
uger (§ 770 e).
Derimod fremgår det af retsplejelovens § 769,
at § 767, stk. 1, sidste pkt., ikke finder
anvendelse, når
- retten efter sagens afgørelse
træffer bestemmelse om, hvorvidt tiltalte under eventuel
appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes, skal
varetægtsfængsles eller forblive
varetægtsfængslet eller undergives foranstaltninger,
der træder i stedet herfor (§ 769, stk. 1)
og
- den overordnede ret, hvortil afgørelsen er indbragt,
behandler spørgsmålet om
varetægtsfængsling eller andre foranstaltninger under
appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværksættes
(§ 769, stk. 2).
Herudover fastsætter retsplejelovens § 768 a
tidsmæssige grænser for
varetægtsfængsling:
Ȥ 768 a. Medmindre
retten finder, at der foreligger særlige
omstændigheder, må varetægtsfængsling ikke
finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger
1) 6 måneder,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller
2) 1 år,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan medføre fængsel i 6 år eller
derover.
Stk. 2. Medmindre retten
finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder,
må varetægtsfængsling, når arrestanten er
under 18 år, ikke finde sted i et sammenhængende
tidsrum, der overstiger
1) 4 måneder,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6 år, eller
2) 8 måneder,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven kan medføre fængsel i 6 år eller
derover.
Stk. 3. Fristerne nævnt
i stk. 1 og 2 omfatter tidsrummet frem til hovedforhandlingens
begyndelse i første instans.«
Det fremgår af bestemmelsen, at der ikke er tale om
absolutte tidsmæssige grænser, men derimod
grænser for hvor længe en
varetægtsfængsling normalt kan opretholdes.
Endvidere fastsætter retsplejelovens § 770 c
tidsmæssige grænser for varetægtsfængsling
i isolation:
Ȥ 770 c. Hvis
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven
ikke kan medføre fængsel i 4 år, må
isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum
på mere end 14 dage.
Stk. 2. Hvis sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke
fængsel i 6 år, må isolation ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger.
Stk. 3. Hvis sigtelsen
angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
medføre fængsel i 6 år eller derover, må
isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum
på mere end 8 uger. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at
en isolation udstrækkes ud over 8 uger, hvis afgørende
hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation
påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har
været isoleret, og lovovertrædelsen kan ventes at ville
medføre straf af fængsel i mindst 2 år.
Stk. 4. Isolation må
ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end
6 måneder, medmindre sigtelsen angår en forsætlig
overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en
overtrædelse af straffelovens §§ 191 eller
237.
Stk. 5. Hvis arrestanten er
under 18 år, må isolation ikke finde sted i et
sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger, medmindre
sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af
straffelovens kapitler 12 eller 13.«
Det bemærkes, at de tidsmæssige grænser i
stk. 1 og 2 er absolutte, mens de tidsmæssige
grænser i stk. 3-5 er normalgrænser.
2.2. Reglerne om anvendelse af telekommunikation med billede i
retssager mv.
2.2.1. Lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og
domstolsreform)
Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af
retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og
domstolsreform) er der - som nævnt i Justitsministeriets brev
af 19. juni 2008 - indføjet regler i retsplejeloven om
anvendelse af telekommunikation i retssager mv.
I retsplejelovens kapitel 67 om almindelige bestemmelser om
efterforskning er herefter fastsat følgende generelle
bestemmelser om sigtedes eller tiltaltes, forsvarerens og
anklagerens deltagelse i retsmøder ved anvendelse af
telekommunikation med billede:
Ȥ 748
Stk. 2. .
.
Stk. 8. Retten kan tillade,
at sigtede deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis sigtedes tilstedeværelse
i retten ikke er nødvendig. Skal sigtede afgive forklaring,
finder § 192 tilsvarende anvendelse. En eventuel
forsvarer skal deltage i retsmødet på samme sted som
sigtede, medmindre retten finder det ubetænkeligt, at
forsvareren i stedet møder frem i retten. 1. pkt.
gælder ikke i de i § 760, stk. 2, og
§ 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
Stk. 9. Retten kan tillade,
at forsvareren deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis det er forsvarligt og sigtede
ikke deltager i retsmødet.
Stk. 10. Retten kan tillade,
at anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation med billede, hvis
1) sigtede ikke
deltager i retsmødet,
2) anklagerens
deltagelse ved anvendelse af telekommunikation med billede er
forsvarlig og
3) der i
øvrigt foreligger særlige grunde.«
Bestemmelserne i § 748, stk. 8-10, omfatter
retsmøder, hvor der skal tages stilling til anvendelsen af
straffeprocessuelle tvangsindgreb, herunder retsmøder, hvor
der skal tages stilling til, om arrestanten forsat skal være
varetægtsfængslet. Derimod omfatter bestemmelserne ikke
grundlovsforhør, jf. stk. 8, 4. pkt.
Det er endvidere fastsat i en række bestemmelser, at
§ 748, stk. 8-10, finder tilsvarende anvendelse.
§ 748, stk. 8-10, finder således anvendelse
for
- retsmøder,
som afholdes inden hovedforhandlingen i 1. instans
(§ 848, stk. 1) og inden hovedforhandlingen ved anke
til landsretten (916, stk. 1),
-
hovedforhandlingen ved anke til landsretten, hvis anken ikke
omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld
(§ 917, stk. 2),
-
hovedforhandlingen ved anke til Højesteret (§ 937)
og
- mundtlig
forhandling af kæremål (§ 972,
stk. 2).
I retsplejelovens kapitel 2 om retsmøder er fastsat
følgende generelle bestemmelser:
Ȥ 32 c.
Når retten i medfør af denne lov har tilladt, at en
part eller rettergangsfuldmægtig deltager i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation, anses den
pågældende som deltager i retsmødet på
samme måde som ved fremmøde i retten. Dette
gælder dog ikke i de i § 760, stk. 2, og
§ 764, stk. 2, nævnte tilfælde.
§ 32 d. Skal nogen
afgive forklaring i et retsmøde, må en part eller
rettergangsfuldmægtig, der ikke er advokat, kun deltage i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede,
såfremt fremgangsmåden i § 192 følges
eller den pågældende er ledsaget af en
advokat.«
I retsplejelovens kapitel 18 om vidner er fastsat
følgende generelle bestemmelser om kontrolforanstaltninger
ved vidners deltagelse i retsmøder ved anvendelse af
telekommunikation med billede:
Ȥ 192. Reglerne i
denne paragraf gælder for telekommunikation med
billede.
Stk. 2. Vidnet indkaldes til
at møde for
1) en ret,
2) en offentlig
myndighed, der er bemyndiget til at stille kommunikationsmidler til
rådighed til brug for telekommunikation med billede i
retssager, jf. stk. 3, eller
3) en fysisk eller
juridisk person, der har autorisation til at stille
kommunikationsmidler til rådighed til brug for
telekommunikation med billede i retssager, jf. stk. 4.
Stk. 3. Domstolsstyrelsen kan
bemyndige en offentlig myndighed til at stille kommunikationsmidler
til rådighed til brug for telekommunikation med billede i
retssager. Der kan i bemyndigelsen fastsættes vilkår
for gennemførelsen af telekommunikationen. Domstolsstyrelsen
kan tilbagekalde en bemyndigelse, hvis vilkårene
overtrædes.
Stk. 4. Domstolsstyrelsen kan
give en fysisk eller juridisk person autorisation til at stille
kommunikationsmidler til rådighed til brug for
telekommunikation med billede i retssager. Der kan i autorisationen
fastsættes vilkår for gennemførelsen af
telekommunikationen. Domstolsstyrelsen kan tilbagekalde en
autorisation, hvis vilkårene overtrædes.
Stk. 5. Domstolsstyrelsen
fastsætter nærmere regler om meddelelse og
tilbagekaldelse af bemyndigelser efter stk. 3 og
autorisationer efter stk. 4 og om fastsættelse af
vilkår samt regler om betaling for telekommunikation og om
betaling af gebyr for behandling af ansøgninger om
bemyndigelse efter stk. 3 eller autorisation efter
stk. 4.
Stk. 6. Retten kan tillade,
at et vidne, der befinder sig i udlandet, afgiver forklaring ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis forklaringen
skønnes at kunne afgives under lige så betryggende
former som en forklaring, der afgives efter reglerne i
stk. 2.«
Som det fremgår af § 748, stk. 8, 2.
pkt., finder § 192 tilsvarende anvendelse, hvis
arrestanten skal afgive forklaring ved et retsmødet om
fristforlængelse. § 192, stk. 2,
indebærer, at arrestanten vil skulle møde for en ret,
en offentlig myndighed med bemyndigelse efter stk. 3 eller en
fysisk eller juridisk person med autorisation efter
stk. 4.
Ifølge § 106, stk. 3, i lov nr. 538 af
8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige
andre love (Politi- og domstolsreform) træder reglerne om
anvendelse af telekommunikation med billede i kraft efter
justitsministerens nærmere bestemmelse.
Reglerne er ikke sat i kraft.
2.2.2. Lovens forarbejder
2.2.2.1. Betænkning nr. 1401/2001
2.2.2.1.1. Indledning
Som nævnt i Justitsministeriets brev af 19. juni 2008
fremkom Retsplejerådet i betænkning nr. 1401/2001 om
reform af den civile retspleje I (Instansordningen, byrettens
sammensætning og almindelige regler om sagsbehandlingen i
første instans) bl.a. med en række anbefalinger og
forslag vedrørende video- og telefonmøder
(betænkningens kapitel 12).
Det fremgår af betænkningen, at det var
Retsplejerådets grundholdning, at den teknologiske udvikling
havde gjort, at videomøder var en realistisk mulighed i
retssager. Retsplejerådet havde derfor fundet det
nødvendigt grundigt at overveje, om og i givet fald i
hvilket omfang videomøder faktisk burde anvendes i
retssager. Helt overordnet byggede Retsplejerådets
overvejelser på, at en moderne og fleksibel retspleje burde
tage alle rimelige midler i anvendelse for at øge
tilgængeligheden for brugerne.
Retsplejerådet konkluderede, at telefonmøder og
navnlig videomøder burde anvendes i et vist omfang.
Videomøder og telefonmøder ville øge
effektiviteten, uden at det gik ud over retssikkerheden, navnlig
ved forberedelsen af civile sager og ved bevisførelsen under
domsforhandlingen. Videomøder og telefonmøder gav
nogle muligheder, som traditionelle retsmøder ikke rummede,
og en nærmere regulering af brugen af videomøder og
telefonmøder i retssager ville i sig selv være egnet
til at fremme brugen heraf.
Der henvises til betænkningens side 337.
2.2.2.1.2. Anklagerens deltagelse i et retsmøde via en
videoforbindelse
Retsplejerådet tilkendegav, at der næppe var noget
stort behov for at give anklageren mulighed for at deltage i et
retsmøde via en videoforbindelse. De geografiske forhold var
forskellige i Danmark og Sverige, og i Danmark ville det med den
daværende politi- og retskredsstruktur sjældent
være særligt besværligt for anklagemyndighedens
repræsentant at møde op i retten. Med reformen af
politi- og retskredsstrukturen ville der dog i enkelte politikredse
kunne blive tale om, at politiets anklagere jævnligt skulle
møde ved retten i en anden by.
Efter Retsplejerådets opfattelse burde sigtede eller
tiltalte
1), som selv er til stede i
retten, altid have mulighed for at møde ikke alene sin
dommer, men også sin anklager ansigt til ansigt.
Retsplejerådet fandt på den baggrund, at
anklageren aldrig skulle kunne deltage via videoforbindelse, hvis
sigtede er til stede i retten. Anklageren burde heller ikke kunne
deltage via videoforbindelse under domsforhandlingen i
første instans eller i ankesager, der omfatter
bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, selv om
tiltalte undtagelsesvis ikke er til stede.
I andre tilfælde burde der ifølge
Retsplejerådet imidlertid være mulighed herfor, hvis
det er forsvarligt, og der i øvrigt foreligger særlige
grunde.
Der henvises til betænkningens side 353.
2.2.2.1.3 Sigtedes deltagelse i et retsmøde via en
videoforbindelse
Generelle betragtninger
Retsplejerådet tilkendegav, at i straffesager er
sigtedes personlige tilstedeværelse normalt af større
betydning end parternes personlige tilstedeværelse i civile
sager. Da en deltagelse via en videoforbindelse ikke kunne
sidestilles med en tilstedeværelse i retten, kunne
videomøder ikke forventes at få samme udbredelse i
straffesager som i civile sager.
Efter Retsplejerådets opfattelse burde deltagelse via en
videoforbindelse altid være frivillig for den sigtede. I
princippet burde den sigtede således altid kunne forlange i
stedet at blive fremstillet for retten, hvis han eller hun fik
tilbud om at deltage via en videoforbindelse.
En sådan regel ville dog have den uhensigtsmæssige
konsekvens, at man ikke ville kunne tilbyde videomøder i de
tilfælde, hvor det ville være forbundet med
uforholdsmæssigt besvær (retsplejelovens
§ 748, stk. 1, in fine) eller uforholdsmæssige
vanskeligheder (§ 767, stk. 1, in fine) at
fremstille sigtede i retten.
Ifølge Retsplejerådet burde reglen derfor snarere
være, at retten kan tilbyde den sigtede at deltage i et
retsmøde under efterforskningen eller forberedelsen af
domsforhandlingen via videoforbindelse, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. En
sådan regel ville ikke ændre på, hvornår
sigtede havde krav på at kunne komme fysisk til stede i
retsmødet (jf. de nævnte bestemmelser samt den
daværende § 837, stk. 3 (en lignende
bestemmelse findes nu i § 841, stk. 2)).
Der henvises til betænkningens side 354.
Særligt om fristforlængelser
Retsplejerådet foreslog som nævnt, at retten skal
kunne tilbyde sigtede at deltage i et retsmøde under
efterforskningen via en videoforbindelse, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Denne
regel ville også gælde retsmøder, hvor der skal
tages stilling til politiets anmodning om forlængelse af
varetægtsfængsling.
Retsplejerådet fandt, at en anvendelse af
videomøder som alternativ til personligt fremmøde i
disse tilfælde ville kunne spare mange ressourcer, som
anvendes til transport og bevogtning. Retsplejerådet fandt
imidlertid, at varetægtsfængsling er et så
alvorligt indgreb, at reglerne om, hvornår arrestanten har
krav på at komme til stede i retten ved afgørelser om
forlængelse af varetægtsfængslingen, ikke burde
ændres.
Retsplejerådet bemærkede, at en anmodning fra
arrestanten om fysisk fremstilling i retten således
også fremover kun ville kunne afslås, hvis en
sådan fremstilling vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder, jf. retsplejelovens
§ 767, stk. 1, in fine.
Retsplejerådet bemærkede i den forbindelse, at
når retten skal vurdere, om en fysisk fremstilling i retten
vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder,
vil der skulle foretages en afvejning mellem de med fremstillingen
forbundne vanskeligheder og arrestantens interesse i at være
personligt til stede i retten. Såfremt arrestanten har
mulighed for at deltage i retsmødet via en videoforbindelse,
ville dette kunne indgå i vurderingen af arrestantens
interesse i at være fysisk til stede i retten.
Der henvises til betænkningens side 356.
2.2.2.1.4. Forsvarerens deltagelse i et retsmøde via en
videoforbindelse
Retsplejerådet fandt, at i retsmøder, hvor
sigtede ikke deltager, heller ikke via en videoforbindelse, burde
forsvareren kunne deltage via en videoforbindelse, hvis det findes
forsvarligt. Forsvareren burde dog lige så lidt som
anklageren kunne deltage via en videoforbindelse under
domsforhandlingen i første instans eller i ankesager, der
omfatter bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld, selv
om tiltalte undtagelsesvis ikke er til stede.
I retsmøder, hvor sigtede deltager, herunder via en
videoforbindelse, burde forsvareren efter Retsplejerådets
opfattelse som udgangspunkt være ved sigtedes side.
Retsplejerådet henviste til, at sigtede har krav på at
kunne kommunikere direkte med forsvareren, uden at nogen
overhører samtalen, og at forsvarerens fysiske
tilstedeværelse i det hele taget er en bedre støtte
for sigtede, end når forsvareren optræder som et
billede på en skærm.
Hvis retten finder det ubetænkeligt, burde forsvareren
efter Retsplejerådets opfattelse dog også kunne
møde frem i retten, mens sigtede deltager via en
videoforbindelse. Retsplejerådet mindede i den forbindelse
om, at det altid er frivilligt for sigtede, om denne ønsker
at deltage via fjernkommunikation.
Derimod burde der efter Retsplejerådets opfattelse ikke
være mulighed for, at forsvareren deltager via en
videoforbindelse, når sigtede møder frem i retten. En
sådan mulighed ville indebære en risiko for, at
hensynet til at spare forsvarerens transporttid fik for stor
vægt i forhold til sigtedes interesse i at kunne kommunikere
umiddelbart med forsvareren. Dette gjaldt, selv om der blev stillet
krav om sigtedes samtykke. Sigtede kunne blandt andet føle
sig presset til at give samtykke, hvis det fremstod som en
betingelse for at få en bestemt forsvarer.
Der henvises til betænkningens side 359f.
2.2.3. Lovforslaget
2.2.3.1. Almindelige bemærkninger om sigtedes og
tiltaltes deltagelse i retsmøder ved anvendelse af
telekommunikation
Det fremgår af lovforslaget, at Justitsministeriet kunne
tilslutte sig Retsplejerådets overordnede overvejelser om
anvendelsen af telekommunikation i retssager og
Retsplejerådets forslag om parters, herunder sigtedes,
deltagelse i retsmøder ved anvendelse af
telekommunikation.
Det fremgår herudover af lovforslaget, at det i
forbindelse med høringen over betænkning nr. 1401/2001
havde været anført, at sigtede alene burde kunne
deltage i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation i
de tilfælde, hvor retsmødet efter de dagældende
regler kunne gennemføres uden sigtedes
tilstedeværelse. Der havde bl.a. været henvist til, at
der ofte var behov for, at sigtede rådførte sig med
sin forsvarer. Justitsministeriet var imidlertid enig med
Retsplejerådet i, at sigtede burde kunne deltage i et
retsmøde ved anvendelse af telekommunikation i flere
tilfælde end dem, hvor der efter de dagældende regler
var mulighed for at gennemføre et retsmøde helt uden
sigtedes tilstedeværelse. Justitsministeriet lagde herved
bl.a. vægt på, at sigtede efter forslaget kun kunne
deltage i et retsmøde ved anvendelse af telekommunikation,
hvis retten ikke fandt sigtedes fysiske tilstedeværelse i
retten nødvendig, og at forsvareren efter forslaget i givet
fald som udgangspunkt skulle deltage i retsmødet fra samme
sted som sigtede, således at sigtede og forsvareren havde
mulighed for at tale sammen i fortrolighed.
Lovforslaget blev på den baggrund udformet i
overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast i
betænkning nr. 1401/2001 med de konsekvensændringer,
som et forslag om en nævningereform
nødvendiggjorde.
Det fremgår endvidere af lovforslaget, at Direktoratet
for Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen og Rigspolitiet som led i
flerårsaftalen for kriminalforsorgen for 2004-2007
iværksatte et forsøg, hvor arrestanter blev tilbudt at
deltage ved anvendelse af telekommunikation med billede i
retsmøder om forlængelse af fængslingen.
Forsøget omfattede Københavns Byret, Vestre
Fængsel og Nyborg Statsfængsel henholdsvis retten i
Århus og Randers Arrest.
Det fremgår desuden af lovforslaget, at resultaterne af
forsøget til sin tid ville indgå i Justitsministeriets
overvejelser om, hvorvidt det i lyset af de væsentlige
retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig
gældende, ville være forsvarligt at ændre
reglerne således, at arrestanter ikke kan kræve at
blive fremstillet i retten i forbindelse med forlængelse af
varetægtsfængsling, hvis arrestanten har mulighed for
at deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation
med billede.
Der henvises til pkt. 6.2. og 6.2.1.3. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
2.2.3.2. Særlige bemærkninger til § 748,
stk. 8
Af lovforslagets særlige bemærkninger til nr. 130
(§ 748, stk. 8-10) fremgår bl.a., at det i
stk. 8 blev foreslået, at
retten kan tillade, at sigtede deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis sigtedes
tilstedeværelse i retten ikke er nødvendig. Det ville
bero på en konkret vurdering, om sigtedes
tilstedeværelse i retten er nødvendig. Deltagelse ved
anvendelse af telekommunikation ville altid være frivillig
for sigtede. I lovteksten blev ordet »sigtede« benyttet
af hensyn til sammenhængen med resten af § 748, men
forslaget ville også gælde, når tiltale er
rejst.
Ifølge lovforslaget bestemte 2.
pkt. , at hvis sigtede skal afgive forklaring i
retsmødet, skal telekommunikation gennemføres efter
fremgangsmåden i den foreslåede § 192 (om
kontrolforanstaltninger ved vidners deltagelse i retsmøder
ved anvendelse af telekommunikation med billede). Sigtede skulle
således indkaldes til at møde for - eller, hvis
sigtede er frihedsberøvet, fremstilles for - en ret, en
offentlig myndighed med bemyndigelse eller en fysisk eller juridisk
person med autorisation til at stille kommunikationsmidler til
rådighed til brug for telekommunikation med billede i
retssager. Dette skulle sikre, at sigtede ikke utilbørligt
påvirkes (eller »suffleres«) under
afhøringen.
I lovforslaget er det endvidere anført, at hvis der
skal afgives forklaring af medsigtede eller af et vidne eller en
syns- og skønsmand (enten ved fremmøde i retten eller
ved anvendelse af telekommunikation), ville yderligere den
foreslåede § 32 d gælde. Selv om sigtede ikke
selv skal afgive forklaring, ville sigtedes deltagelse i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede
derfor i denne situation under alle omstændigheder
forudsætte, at fremgangsmåden i den foreslåede
§ 192 følges, eller at sigtede er ledsaget af en
advokat.
Ifølge lovforslaget bestemte 3.
pkt. , at når sigtede deltager i et retsmøde
ved anvendelse af telekommunikation, skal en eventuel forsvarer som
udgangspunkt være ved den sigtedes side og dermed ligeledes
deltage i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation.
Sigtede havde krav på at kunne kommunikere direkte med
forsvareren, uden at nogen overhører samtalen, og
forsvarerens fysiske tilstedeværelse var i det hele taget en
bedre støtte for sigtede, end når forsvareren
optræder som et billede på en skærm. Hvis retten
finder det ubetænkeligt, at forsvareren i stedet møder
frem i retten, burde der dog være mulighed herfor. Det kunne
i den forbindelse eventuelt tillægges betydning, at det altid
ville være frivilligt for sigtede, om denne ønsker at
deltage ved anvendelse af telekommunikation.
2.2.3.3. Særlige bemærkninger til § 748,
stk. 10
Af lovforslagets særlige bemærkninger til nr. 130
(§ 748, stk. 8-10) fremgår bl.a., at det i
stk. 10 blev foreslået, at
retten kan tillade, at anklageren deltager i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation med billede, hvis det er
forsvarligt, sigtede ikke deltager i retsmødet, og der i
øvrigt foreligger særlige grunde. Alle tre betingelser
skulle være opfyldt.
Det fremgår af lovforslaget, at en sigtet, der selv er
til stede i retten, altid burde have mulighed for at møde
ikke alene sin dommer, men også sin anklager ansigt til
ansigt. Forslaget var derfor begrænset til retsmøder,
hvor sigtede ikke deltager. Årsagen til sigtedes manglende
deltagelse var uden betydning.
Det fremgår endvidere af lovforslaget, at der ikke var
det store behov for at give anklageren mulighed for at deltage i et
retsmøde ved anvendelse af en videoforbindelse. Med den
foreslåede politi- og retskredsstruktur ville der ganske vist
i nogle politikredse kunne blive tale om, at anklagere
jævnligt ville skulle møde ved retten i en anden by. I
modsætning til forsvareren, der som udgangspunkt er én
bestemt person, kunne anklagemyndigheden imidlertid
repræsenteres af flere forskellige personer.
På den baggrund foreslog Justitsministeriet, at
anklagerens mulighed for at deltage i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation skulle være mere
begrænset end forsvarerens. Der blev derfor foreslået
den yderligere betingelse, at der i øvrigt foreligger
særlige grunde, som tilsiger, at anklageren deltager i
retsmødet ved anvendelse af telekommunikation.
Som eksempler på særlige grunde, der - når
de øvrige betingelser er opfyldt - ville kunne begrunde, at
anklageren deltager i et retsmøde ved anvendelse af
telekommunikation, blev i lovforslaget nævnt, at anklageren
har lang rejseafstand og transporttid til retten, at anklageren har
måttet træde til med kort varsel, eller at
retsmødet forventes at være meget kortvarigt.
2.2.3.4. Bemærkninger om ikrafttræden af reglerne
om telekommunikation med billede
Som nævnt træder reglerne om telekommunikation med
billede i retssager i kraft efter justitsministerens nærmere
bestemmelse. Om dette spørgsmål er det i lovforslaget
anført, at anvendelsen af disse regler forudsatte, at
domstolene råder over det nødvendige
kommunikationsudstyr, og en eventuel anskaffelse heraf burde bl.a.
afvente, at byretternes personale var blevet samlet på de nye
hovedtingssteder. Fastsættelsen af tidspunktet for
ikrafttrædelse af reglerne om videokommunikation mv. ville i
givet fald ske bl.a. under hensyn til den bygningsmæssige
opfølgning af ændringen af retskredsstrukturen, de
tekniske muligheder og økonomiske konsekvenser samt de
praktiske erfaringer fra forsøget med anvendelse af
videokommunikation i retsmøder om forlængelse af
varetægtsfængsling.
Der henvises til pkt. 6.2.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
3. Fremmed ret
Kapitel 12, afsnit 3, i betænkning nr. 1401/2001
indeholder en beskrivelse af gældende ret vedrørende
videomøder mv. i Norge og Sverige. Siden betænkningens
udarbejdelse er der i begge lande sket en udvikling på
området, som beskrives nærmere i dette afsnit.
3.1. Norge
3.1.1. Hjemmelsgrundlag for forsøgsordningen med
»fjernmøter« og
»fjernavhør«
Tvistemålsutvalget afgav i 2001 betænkningen Rett
på sak (NOU 2001:32) med forslag til en ny tvistelov.
Tvistemålsutvalget anbefalede, at der i den nye tvistelov
blev fastsat visse bestemmelser om »fjernmøter«
og »fjernavhør« i civile sager, ligesom det blev
anbefalet at iværksætte en forsøgsordning om
brug af »fjernmøter« i retssager. I
forlængelse heraf anbefalede Domstoladministrasjonen, at der
blev givet hjemmel til at gennemføre en
forsøgsordning med brug af videokonferenceudstyr i
retssager, herunder straffesager.
Ved lov nr. 130 af 21. december 2005 blev der i domstollovens
§ 143 indsat en bestemmelse, hvorefter kongen blev
bemyndiget til at fastsætte bestemmelser om etablering af en
forsøgsordning ved enkelte tingretter og lagmannsretter om
brug af telekommunikation (»fjernmøteteknologi«)
på nogle nærmere opregne områder.
Forsøgsordningen blev etableret ved forskrift nr. 1611
af 21. december 2005 og omfatter 6 domstole. Som led i
forsøgsordningen er der endvidere blevet installeret
videokonferenceudstyr i 6 politidistrikter og 4
fængsler.
3.1.2. Anvendelse af »fjernmøter« og
»fjernavhør« efter forsøgsordningen
Neden for opregnes de retsmøder, som under
forsøgsordningen kan afholdes som
»fjernmøter«. Ved »fjernmøte«
forstås et møde, hvor ikke alle deltagere er til
stede, men deltager ved hjælp af
»fjernmøteteknik« i form af lyd og billede eller
kun lyd.
Retsmøder under sagsforberedelsen i civile sager kan
afholdes som »fjernmøter«, hvis retten bestemmer
det. Det er i disse tilfælde ikke et krav, at parterne
samtykker. Under hovedforhandlingen i civile sager og ved
indgåelse af retsforlig i forbindelse med en
retsmægling kan retsmøder dog kun afholdes som
»fjernmøter«, hvis parterne samtykker
heri.
For så vidt angår straffesager omfatter
forsøgsordningen kun retsmøder om
fristforlængelse af varetægtsarrestanter efter
straffeprosessloven § 185, 3. led, og retsmøder
ved behandlingen af tilståelsessager efter
straffeprosessloven § 248. I disse tilfælde kan et
retsmøde afholdes som et »fjernmøte«,
hvis sigtede samtykker, retten finder det ubetænkeligt henset
til formålet med retsmødet og de øvrige
omstændigheder, og retsmødet ellers ville
medføre omkostninger eller vanskeligheder, som ikke
står i rimeligt forhold til betydningen af, at sigtede
møder.
I både civile sager og straffesager kan der under
forsøgsordningen foretages »fjernavhør«
af vidner eller sagkyndige. Ved »fjernavhør«
forstås afhøring af vidner og sagkyndige ved
hjælp af »fjernmøteteknik« i form af lyd
og billede eller kun lyd. Retten kan bestemme, at et vidne eller en
sagkyndig skal afhøres ved »fjernavhør«,
hvis retten finder det ubetænkeligt henset til formålet
med afhøringen og de øvrige omstændigheder.
Under tilsvarende betingelser kan retten bestemme, at anvendelse af
tolk skal ske ved hjælp af »fjernavhør«.
Der er ved »fjernavhør« således ikke noget
krav om, at den pågældende skal samtykke.
3.1.3. Evaluering af forsøgsordningen
Domstoladministrasjonen har foretaget en evaluering af
forsøgsordningen og har i den forbindelse afgivet en
evalueringsrapport i november 2007. Evalueringen viser bl.a., at
der er delte meninger om, hvorvidt kravet om, at der kun kan
afholdes »fjernmøte« i fristforlængelser,
hvis sigtede samtykker, bør opretholdes. Tre af de
deltagende domstole anbefaler, at samtykkekravet ophæves. To
af politidistrikterne og et af fængslerne er af samme
opfattelse. De resterende »forsøgsembeder«
anfører enten, at de finder den gældende
samtykkeordning tilfredsstillende, eller at de ikke har
tilstrækkeligt erfaringsgrundlag til at udtale sig om
spørgsmålet. En sammenslutning af forsvarsadvokater
har anført, at samtykkekravet klart bør opretholdes.
Kriminalforsorgen har peget på, at der er en
sikkerhedsgevinst ved anvendelse af videokonference ved
fristforlængelser, idet den flugtfare, der kan være ved
at fremstille en fængslet person i retten, elimineres ved
anvendelse af videokonference. Denne sikkerhedsgevinst kan
imidlertid ikke opnås, hvis ordningen er afhængig af
den pågældendes samtykke.
3.1.4. Tvistelovens bestemmelser om
»fjernmødter« og
»fjernavhør«
For så vidt angår civile sager har disse reelt
ikke været omfattet af forsøgsordningen siden den 1.
januar 2008, hvor den nye tvistelov trådte i kraft.
Tvisteloven (lov nr. 90 af 17. juni 2005) indeholder nemlig - i
overensstemmelse med Tvistemålsutvalgets anbefalinger, jf.
pkt. 2.1.1 ovenfor - regler om »fjernmøter« og
»fjernavhør« i civile sager. Reglerne er i vidt
omfang udtryk for en videreførelse af, hvad der under
forsøgsordningen har været gældende med hensyn
til »fjernmøter« og
»fjernavhør« i civile sager.
Det fremgår af tvistelovens § 13-1, at
retsmøder helt eller delvist kan afholdes som
»fjernmøter«, når a) det særskilt er
bestemt, eller b) parterne samtykker i, at retsmødet holdes
som »fjernmøte«.
Som eksempler på tilfælde, hvor det er
særskilt bestemt, at et retsmøde kan holdes som
»fjernmøte« - og hvor parternes samtykke
altså ikke er nødvendigt - kan nævnes
tvistelovens § 9-4 (3), hvorefter et indledende
retsmøde, hvor det nærmere forløb af
sagsforberedelsen skal drøftes, kan holdes som
»fjernmøte«. Efter § 9-5 (3) kan
også andre retsmøder under sagsforberedelsen holdes
som »fjernmøter«.
Med hensyn til hovedforhandlingen i civile sager kan denne som
hovedregel kun afholdes som »fjernmøte«, hvis
parterne samtykker, jf. § 13-1 (3), litra b. For så
vidt angår hovedforhandlingen i sager, der behandles efter
småsagsprocessen, er det dog i § 10-3 bestemt, at
et sådant møde kan afholdes som
»fjernmøte« uden parternes samtykke. I det
lovforslag, som tvisteloven bygger på (Ot. Prp. Nr. 51,
2004-2005) er det anført side 231, at det vil kunne blive
aktuelt at åbne yderligere op for afholdelse af
hovedforhandlinger som »fjernmøter«, når
der foreligger et bedre erfaringsgrundlag. Dette
spørgsmål vil således blive vurderet i lyset af
erfaringerne fra forsøgsordningen.
Både i de tilfælde, hvor der i tvisteloven er
fastsat særlige bestemmelser om
»fjernmøter«, og i tilfælde, hvor
»fjernmøte« alene kan afholdes efter parternes
samtykke, jf. § 13-1 (3), litra b, er det retten, der i
det konkrete tilfælde, må tage stilling til, om det
pågældende retsmøde skal afholdes som
»fjernmøte«. I tvistelovens forarbejder, jf. NOU
2001:32, side 848, er det således anført, at parterne
ikke kan gennemtvinge, at et retsmøde afholdes som
»fjernmøte« i stedet for et traditionelt
retsmøde, hvis ikke retten er enig heri.
Hvis retten beslutter, at et retsmøde skal afholdes som
»fjernmøte«, er det også retten, der
afgør, om mødet skal gennemføres som
telefonkonference eller som videomøde, om det kun er
én af parterne, der skal deltage i mødet fra et andet
sted via telekommunikation, eller om det gælder begge/alle
parter osv. Der er ikke fastsat nogen nærmere kriterier for,
hvornår retten skønsmæssigt kan beslutte, at et
retsmøde skal afholdes som »fjernmøte«. I
forarbejderne er der dog henvist til, at der ved vurderingen heraf
bl.a. må kunne lægges vægt på de kriterier,
der er fastsat for, hvornår der kan ske
»fjernavhør« af parter, vidner eller
sagkyndige.
Efter tvistelovens § 21-10 kan parter, vidner eller
sagkyndige afhøres for den dømmende ret ved
»fjernavhør«, hvis direkte afhøring ikke
kan gennemføres eller er specielt byrdefuldt eller
omkostningskrævende. »Fjernavhør«
bør ikke foretages, hvis forklaringen kan være
særlig vigtig, eller hvor andre forhold gør det
betænkeligt. Hvis omkostningerne eller ulemperne ved at
afgive forklaring direkte for den dømmende ret er store i
forhold til den betydning, tvisten har for parterne, kan
»fjernavhør« altid foretages. Sagkyndige, som
har afgivet en skriftlig redegørelse til retten, kan altid
afhøres ved »fjernavhør«, hvis ikke
særlige forhold gør det betænkeligt.
3.2. Sverige
3.2.1. Baggrunden for de nye regler
Som beskrevet i kapitel 12, afsnit 3.2.2, i betænkning
nr. 1401/2001 blev der den 1. januar 2000 iværksat en
forsøgsordning med brug af videomøder ved de
almindelige domstole i Sverige. Forsøgsordningen er flere
gange blevet forlænget, imens det er blevet overvejet at
indføre en permanent ordning med videomøder.
Ved lov 2005:683 er der indført nye regler i
rättegångsbalken om deltagelse i retsmøder via
lydoverførelse og lyd- og billedeoverførelse. De nye
regler trådte i kraft den 1. november 2008 og afløser
fra dette tidspunkt således de hidtil gældende regler
om telefonmøder og telefoniske afhøringer, jf.
kapitel 12, pkt. 3.2.1, i betænkning nr. 1401/2001, og de
under forsøgsordningen gældende regler, jf.
betænkningens kapitel 12, pkt. 3.2.2.
Forsøgsordningen blev den 1. april 2001 udvidet til
også at omfatte forvaltningsdomstole. Denne
forsøgsordning er ligeledes blevet forlænget flere
gange, og ved lov 2008:647 blev der indført permanente
regler i förvaltningsprocesslagen om anvendelse af
telekommunikation i sager, der behandles ved
forvaltningsdomstolene. Efter loven finder reglerne i
rättegångsbalken om deltagelse i retsmøder via
lydoverførelse og lyd- og billedeoverførelse
tilsvarende anvendelse ved forvaltningsdomstolene. De nye regler i
förvaltningsprocesslagen trådte i kraft den 1. november
2008, dvs. samtidigt med ikrafttrædelsen af de nye regler i
rättegångsbalken.
3.2.2. Nærmere om de nye regler
Efter de nye regler i rättegångsbalken skal en
person, der skal deltage i et retsmøde, som hovedregel være fysisk til stede i
retssalen, eller der hvor retsmødet ellers afholdes, jf.
rättegångsbalken § 10, stk. 1.
Retten kan dog, hvis den finder grundlag for det, beslutte, at
en part eller en anden, som skal deltage i et retsmøde, i
stedet skal deltage gennem lydoverførelse (dvs. i praksis
via telefon) eller gennem lyd- og billedoverførelse (dvs. i
praksis via videoforbindelse), jf. § 10, stk. 2.
Bestemmelsen omfatter alle slags retsmøder, dvs. både
civile sager og straffesager og både retsmøder under
forberedelsen og hovedforhandlinger. Bestemmelsen gælder i
alle instanser ved de almindelige domstole, og den kan anvendes i
forhold til alle, der skal deltage i et retsmøde, dvs. ikke
kun parter og vidner, men f.eks. også tolke.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at beslutte, at
deltagelse skal ske via videoforbindelse mv., skal retten bl.a.
lægge vægt på, om det vil være forbundet
med omkostninger eller ulemper, hvis den pågældende,
der skal deltage i retsmødet, skal møde fysisk frem i
retten. Som eksempel på sådanne omkostninger
nævnes i bemærkningerne til det pågældende
lovforslag bl.a. omkostninger ved transport af
frihedsberøvede personer, jf. herved prop. 2004/05:131, side
93 f og 224.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at beslutte, at
deltagelse skal ske via videoforbindelse mv., skal retten endvidere
lægge vægt på, om den pågældende
person føler en særlig frygt ved at være til
stede i retten. Ifølge lovbemærkningerne tænkes
der herved f.eks. på vidner i sager om grov eller organiseret
kriminalitet.
Efter § 10, stk. 3, kan deltagelse via
videoforbindelse mv. ikke finde sted, hvis det må anses for
uhensigtsmæssigt i forhold til formålet med personens
deltagelse og de øvrige omstændigheder. I
lovforslagets bemærkninger er anført, at det
afgørende må være, om retsmødet kan
gennemføres, uden at kvaliteten i retsprocessen lider skade,
eller at retssikkerheden på anden måde forringes.
Retten må i sin vurdering i det enkelte tilfælde tage
hensyn til sagens karakter, hvilken type retsmøde, der er
tale om, hvilken rolle den pågældende person har, og
hvad der skal foregå på retsmødet. Som eksempler
på hensyn, der må indgå i vurderingen af, om
deltagelse via videoforbindelse mv. må anses for
uhensigtsmæssig, nævnes i lovforslagets
bemærkninger bl.a. hensynet til rettens mulighed for at
vurdere bevis, eller behovet for at en person er personligt til
stede for at fremme en forligsmæssig løsning.
Ved vurderingen af, om der er grundlag for at beslutte, at
deltagelse skal ske via videoforbindelse mv. bør retten
normalt tage hensyn til parternes holdning til
spørgsmålet. Parterne har imidlertid ikke det
afgørende ord med hensyn til, om der skal anvendes
videoforbindelse mv. I modsætning til hvad der er
gældende under forsøgsordningen, bygger de nye regler
i rättegångsbalken således ikke på et princip om frivillighed.
Det er derimod retten alene, der afgør, om deltagelse skal
ske via videoforbindelse mv.
Om baggrunden for at opgive samtykkekravet anføres i
lovforslagets bemærkninger, at der findes situationer, hvor
en parts fysiske tilstedeværelse i retten ikke kan anses for
nødvendig, ligesom et fysisk fremmøde kan
medføre omkostninger eller ulemper eller på anden
måde hindre en effektiv ressourceudnyttelse, som ikke
står i rimeligt forhold til betydningen af, at personen er
fysisk til stede i retten. Det anføres, at det, hvis retten
vurderer, at et retsmøde kan gennemføres via
videoforbindelse mv., ikke vil være rimeligt, hvis parterne
skal have afgørende indflydelse på
spørgsmålet om, hvordan de skal deltage i et
retsmøde. Det er retten, der har ansvaret for, hvordan den
retlige proces afvikles, og retten træffer de beslutninger,
som må anses for nødvendige for, at processen kan
gennemføres under så gode forudsætninger som
muligt. Det bør således også være overladt
til retten at bestemme, om deltagelse i et retsmøde skal ske
via videoforbindelse mv., jf. prop. 2004/05:131, side 91.
I lovforslagets bemærkninger anføres endvidere,
at det dog kun rent undtagelsesvist bør komme på tale,
at pålægge en part mod dennes vilje at deltage i et
retsmøde via videoforbindelse mv. Retten bør dog have
mulighed herfor, f.eks. hvor betydningen af, at parten er fysisk
til stede i retssalen, ikke findes at opveje de omkostninger eller
ulemper, der vil være forbundet med et sådant
fremmøde. Som eksempel nævnes i lovforslagets
bemærkninger fristforlængelser, og der henvises i den
forbindelse til, at transporter af frihedsberøvede personer
kræver store personalemæssige og økonomiske
ressourcer, ligesom der også af sikkerhedsmæssige
årsager kan være grund til at minimere antallet af
transporter, f.eks. når der er risiko for flugt, jf. prop.
2004/05:131, side 95 og 225.
Endelig anføres det i lovforslagets bemærkninger,
at muligheden for at deltage gennem lyd- og
billedoverførelse (dvs. via videoforbindelse) normalt
bør vælges frem for deltagelse gennem
lydoverførelse (dvs. via telefon). Hvis retten
skønner, at deltagelse via telefon er tilstrækkeligt,
bør dette kommunikationsmiddel dog kunne vælges.
Også syn og skøn kan efter omstændighederne
afholdes ved anvendelse af videoforbindelse mv. Efter
rättegångsbalkens § 11 kan retten
således, hvis den finder grundlag for det, beslutte, at syn
og skøn skal afholdes ved anvendelse af videoforbindelse mv.
En sådan beslutning må dog ikke træffes, hvis det
er til ulempe henset til bevisets art og de øvrige
omstændigheder.
4. Praktiske erfaringer
4.1. Pilotforsøg
Som omtalt i lovforslaget, jf. pkt. 2.2.3.1., har Direktoratet
for Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen og Rigspolitiet
iværksat et forsøg med anvendelse af telekommunikation
med billede i retsmøder om fristforlængelse. Efter
adskillige afprøvninger af det indkøbte udstyr i
perioden fra sommeren 2004 til foråret 2006 er
forsøget blevet indstillet, da det ikke har været
muligt at opnå en tilfredsstillende funktionalitet og
stabilitet med det pågældende udstyr, der var opsat med
automatisk kamerastyring efter stemmer. I forbindelse med
forsøget har en arbejdsgruppe bl.a. konstateret, at en
sådan opsætning er uhensigtsmæssig og
forvirrende, ligesom faste kamerapositioner er
ønskelige.
I forlængelse heraf har Domstolsstyrelsen i perioden fra
marts til december i 2007 gennemført et pilotforsøg
med videomøder i domstolene med det formål at afklare,
om det tekniske niveau ved videokonferenceudstyret er
tilstrækkeligt godt til, at der generelt bør etableres
mulighed for at gøre brug af videokonferenceudstyr i
retssager, herunder brug af de nye regler i retsplejeloven.
Pilotforsøget er gennemført i samarbejde med
fire forsøgsembeder (Retten på Bornholm, Retten i
Glostrup, Retten i Århus og Københavns Byret). Ved
afslutningen af forsøgsperioden var afviklet 9
retsmøder og ca. 25 simuleringsmøder.
Retsmøderne omfattede følgende sagstyper: Civile
sager (faderskabssag og hovedforhandling), straffesager
(bødesag, fristforlængelse og hovedforhandling),
skiftesager og fogedsager.
Pilotforsøget er blevet evalueret, og af
evalueringsrapporten af 28. februar 2008 fremgår det bl.a.,
at retternes overordnede evaluering af brugen af
videomødeformen til gennemførelse af retsmøder
er,
at udstyret har fungeret
tilfredsstillende,
at udstyret har været let at
bruge,
at planlægningen af
videomøderne ikke har været vanskeligere end ved et
almindeligt retsmøde,
at videomøderne har levet op
til standarderne for gode retsmøder - retssikkerheden ved
gennemførelse af retsmøder som videomøder vil
generelt være i orden,
at samlet set har
videomødeformen været en vellykket måde at
afvikle møder på, og
at samlet set er
videomødeformen parat til at blive udbredt i
domstolene.
Det fremgår endvidere af evalueringsrapporten, at
retterne har vurderet egnetheden af videomødeformen i
forhold til en række forskellige sagstyper. Egnethed af sager
drejer sig - på samme måde som retssikkerhed - i
høj grad om sagernes personfølsomhed og om retternes
tilvænning til at bruge systemet. Vurderingen er, at
egnethedsbetragtningen vil flytte sig i takt med, at retterne
bliver mere vant til at bruge denne mødeform.
På basis af brugernes evalueringer konkluderes det, at
det tekniske udstyr samt det netværksmæssige set-up
på nuværende tidspunkt er på et niveau, hvor det
vurderes at være retssikkerhedsmæssigt forsvarligt og
generelt formålstjenstligt at benytte på en række
sagstyper.
På baggrund af brugerevalueringerne og konkrete udsagn
fra alle retterne konkluderes det også, at reglerne i
retsplejeloven, som giver dommeren mulighed for at beslutte brugen
af videomøde, bør sættes i kraft.
I forhold til den fortsatte udbredelse af
videomødeformen peger retterne på en række
kritiske succesfaktorer, der grupperer sig om tre hovedtemaer:
Udstyret, anvendelsen og hjemmelsgrundlaget. For så vidt
angår hjemmelsgrundlaget anføres det bl.a., at det
bør overvejes at skabe hjemmel til i videre omfang at kunne
anvende videomødeformen i forbindelse med
fristforlængelser.
I forlængelse af pilotforsøget med
videomøder i domstolene har Domstolsstyrelsen iværksat
yderlige et pilotforsøg med inddragelse af Retten i
Hillerød og Ellebæk (tidligere Sandholmlejren). Der
har i den forbindelse været afholdt ca. 30
videoretsmøder i sager om forlængelse af
frihedsberøvelse af udlændinge.
4.2. Fremvisning af videokonferenceudstyr og
videoretsmøder for Retsplejerådet
Med henblik på at vurdere de tekniske og praktiske
muligheder for at anvende videokommunikation i retsmøder om
fristforlængelser har Retsplejerådet fået
fremvist videokonferenceudstyret ved Retten i
Hillerød.
4.2.1. Videoretsmøder mellem Retten i
Hillerød og Ellebæk
Retsplejerådet har i den forbindelse overværet to
videoretsmøder mellem Retten i Hillerød
(nær-ende) og Ellebæk (fjern-ende) om forlængelse
af frihedsberøvelse af udlændinge efter
udlændingelovgivningen.
I de pågældende sager opholdt dommeren, rettens
medarbejdere samt politiets repræsentanter sig i et
retslokale i Retten i Hillerød, mens udlændingene,
deres beskikkede advokater og tolkene opholdt sig i et
afhøringslokale på Ellebæk. Lokalerne var
været indrettet med tv-skærme (2 i retslokalet og 1 i
afhøringslokalet), og tv-skærmene var forbundet via et
videonetværk.
Fra Retten i Hillerød kunne dommeren således
vælge mellem et oversigtsbillede over afhøringslokalet
på Ellebæk og nærbilleder af henholdsvis
udlændingen og den beskikkede advokat. Omvendt kunne man fra
Ellebæk se henholdsvis et oversigtsbillede over retslokalet i
Retten i Hillerød og nærbilleder af dommeren og
politiets repræsentant.
Det var begge steder muligt at vise billederne
picture-in-picture, f.eks. således at nærbilledet af
den beskikkede advokat indgik som et lille billede nederst i
højre hjørne i oversigtsbilledet af
afhøringslokalet på Ellebæk.
Herudover kunne dommeren slå lyden fra, således at
man fra Ellebæk kunne se, men ikke høre, hvad der
skete i retslokalet i Retten i Hillerød. Der var omvendt
ikke mulighed for, at lyden blev slået fra, så man fra
Retten i Hillerød kunne se, men ikke høre, hvad der
skete i afhøringslokalet. Så længe
videoforbindelsen var oprettet, ville man således fra Retten
i Hillerød både kunne se og høre, hvad der
skete i afhøringslokalet på Ellebæk.
I begge sager valgte udlændingen og den beskikkede
advokat at forlade afhøringslokalet og gå til et
tilstødende lokale, da udlændingen fik lejlighed til
at drøfte sagen med sin advokat.
Der var en lille forsinkelse af lyden i forhold til
billederne, men forsinkelsen fandtes ikke at være meget
generende eller i øvrigt en hindring for
gennemførelsen af videoretsmødet.
Efter videoretsmøderne havde Retsplejerådet
lejlighed til at stille spørgsmål til dommeren,
politiets repræsentanter samt de beskikkede advokater.
Herunder blev bl.a. spørgsmålene om betjeningen af
udstyret, deltagernes tryghed ved videomødeformen,
advokaternes placering og eventuelle forbehold ved
videomødeformen vendt.
Det kom i den forbindelse bl.a. frem, at udstyret var nemt at betjene, at deltagerne generelt følte sig trygge
ved videomødeformen, at deltagerne
generelt havde let ved at orientere sig i forhold til de
forskellige involverede personer, og at
deltagerne generelt ikke var i tvivl om, hvem der talte.
Det blev endvidere oplyst, at
få udlændinge havde givet samtykke til at deltage i et
videoretsmøde, bl.a. fordi der var en udbredt frygt for, at
videoretsmøderne blev optaget og eventuelt sendt til
udlændingens hjemland. Denne frygt havde været meget
svær at afkræfte.
Det kom også frem, at de
beskikkede advokater fandt det naturligt og hensigtsmæssigt,
at de deltog i videoretsmødet fra samme sted som
udlændingen og den tolk, der medvirkede ved sagens
behandling. Denne placering var efter advokaternes opfattelse en
fordel, fordi kommunikationen med udlændingen derved blev
lettere. Dette var også til gavn for fortrolighedsforholdet
mellem forsvareren og udlændingen.
4.2.2. Demonstration af videokonferenceudstyret ved Retten
på Bornholm
Via videoforbindelsen fra Retten i Hillerød har
Retsplejerådet også fået demonstreret
videokonferenceudstyret ved Retten på Bornholm, hvor der i
stedet for tv-skærme er opsat fastmonterede projektorer og
lærreder i en retssal.
Fra Retten på Bornholm kunne dommeren vælge mellem
et oversigtsbillede over retslokalet i Hillerød og
nærbilleder af dommer, anklager, forsvarer og vidner. Det var
dog ikke muligt for Retten på Bornholm at se
tilhørerne i Retten i Hillerød.
Omvendt kunne man fra Retten i Hillerød se henholdsvis
et oversigtsbillede over retslokalet i Retten på Bornholm og
nærbilleder af dommer, anklager, forsvarer og vidner på
vidnebænken. Herudover kunne man fra Retten på Bornholm
få kameraerne til at panorere ud over retslokalet,
således at man fra Retten i Hillerød kunne se, hvordan
de tilstedeværende, herunder også tilhørerne,
var placeret i forhold til hinanden.
Det var begge steder muligt at vise billederne
picture-in-picture. Det var herudover muligt at vise dokumenter
på henholdsvis skærme og lærreder via en
dokumentfremviser, som også kunne afspille CD'er og
DVD'er.
Der var sort skærm i ca. 1 sekund, når der blev
skiftet mellem billedtyperne, men dette fandtes ikke at være
meget generende eller i øvrigt en hindring for
gennemførelsen af videomødet.
Efter demonstrationen havde Retsplejerådet lejlighed til
at stille spørgsmål til dommeren ved Retten på
Bornholm, rettens juridiske medarbejdere, en anklager og en
forsvarer. Herunder blev bl.a. spørgsmålene om
betjeningen af udstyret, deltagernes tryghed ved
videomødeformen, forsvarernes placering og eventuelle
forbehold ved videomødeformen vendt.
Det kom i den forbindelse bl.a. frem, at udstyret var nemt at betjene, at deltagerne generelt følte sig trygge
ved videomødeformen, at deltagerne
generelt havde let ved at orientere sig i forhold til de
forskellige involverede personer, at
deltagerne generelt ikke var i tvivl om, hvem der talte, og at Retten på Bornholm også på
grund af sin geografiske placering havde haft mange praktiske
fordele ved at anvende videomødeformen.
Der blev peget på, at
videomødeformen, hvor nogle deltagere optræder
på en skærm, umiddelbart kunne medføre en vis
»fremmedgørelse«, men erfaringen og
forventningen var dog den, at denne fremmedgørelse mindskes
i takt med, at man bliver fortrolig med
videomødeformen.
Der syntes også at være enighed blandt brugerne af
videokonferenceudstyret ved Retten i Bornholm om, at det ikke var
afgørende, om forsvareren deltog i videomødet fra
samme sted som arrestanten eller fra retten sammen med anklager og
dommer. Der var fordele og ulemper ved begge
løsninger.
5. Retsplejerådets overvejelser
5.1. Retsplejerådets opgave
Som det fremgår af Justitsministeriets brev af 19. juni
2008 er Retsplejerådet alene anmodet om at overveje, om
rådet finder grundlag for at ændre sine anbefalinger om
brug af videoafhøring i forbindelse med
fristforlængelser i forhold til det, som er anført i
betænkning nr. 1401/2001.
I betænkning nr. 1401/2001 anførte
Retsplejerådet herom bl.a., at anvendelse af
videomøder som alternativ til personligt fremmøde vil
kunne spare mange ressourcer, som anvendes til transport og
bevogtning, men at varetægtsfængsling er et så
alvorligt indgreb, at reglerne om, hvornår den
fængslede har krav på at komme til stede i retten ved
afgørelser om forlængelse af
varetægtsfængslingen, ikke bør ændres.
Denne opfattelse, som er lagt til grund for den
efterfølgende lovgivning, indebærer, at anvendelse af
videomøder ved fristforlængelser vil forudsætte
et samtykke fra den sigtede.
I sit brev af 19. juni 2008 har Justitsministeriet som
grundlag for Retsplejerådets fornyede overvejelse peget
på det vellykkede pilotforsøg med videomøder og
den teknologiske udvikling i den mellemliggende periode.
I det følgende afsnit gennemgår
Retsplejerådet de forskellige hensyn, som efter rådets
opfattelse bør indgå ved en stillingtagen til, om der
er anledning til at ændre rådets tidligere anbefaling.
Rådets afvejning af disse hensyn og rådets konklusion
fremgår af afsnit 5.3.
5.2. De relevante hensyn
5.2.1. Hensynet til en forsvarlig udnyttelse af politiets og
kriminalforsorgens ressourcer.
Som nævnt har Retsplejerådet i betænkning
nr. 1401/2001 om reform af den civile retspleje I anført, at
en anvendelse af videomøder som alternativ til personligt
fremmøde ved fristforlængelse ville kunne spare mange
ressourcer, som i dag anvendes til transport og bevogtning.
Transport og bevogtning af arrestanter er en opgave, som
først og fremmest påhviler politi og kriminalforsorg.
De muligheder for besparelser, som vil være en følge
af øget anvendelse af videomøder i forbindelse med
fristforlængelser, må naturligvis ses i
sammenhæng med den måde, hvorpå arrestanten i
givet fald vil skulle deltage i videomødet. Kan arrestanten
deltage i retsmødet via en videoforbindelse fra et lokale i
den pågældende kriminalforsorgsinstitution, vil der
slet ikke være behov for transport og bevogtning ved
politiets foranstaltning, og kriminalforsorgens eventuelle
merarbejde i forbindelse med arrestantens deltagelse i
videomødet vil være af ganske ubetydelig karakter.
Skal arrestanten deltage i retsmødet via en videoforbindelse
fra et lokale uden for den pågældende
kriminalforsorgsinstitution, vil besparelsen i udgifterne til
transport og bevogtning selvsagt skulle ses i sammenhæng med
den afstand og den tid, der i så fald vil kunne spares i
forhold til arrestantens deltagelse i retsmødet ved
personlig tilstedeværelse.
Ved vurderingen af de besparelsesmuligheder, der vil
være tale om, må yderligere indgå, at
kriminalforsorgens kapacitet i arresthussektoren ofte betyder, at
en arrestant må anbringes i betydelig afstand fra den ret,
der behandler sagen. Endvidere vil hensynet til at undgå
eller i al fald begrænse anvendelsen af isolation ofte
medføre, at arrestanter i samme sag i overensstemmelse med
retsplejelovens § 770 b, stk. 1, nr. 1, som en
mindre indgribende foranstaltning end isolation placeres i
forskellige arresthuse, hvoraf i al fald nogle i sagens natur
må ligge i en vis afstand fra den ret, der behandler
sagen.
Såfremt arrestanten kan deltage i retsmødet via
en videoforbindelse fra et lokale i den pågældende
kriminalforsorgsinstitution, vil der endvidere være tale om,
at risikoen for undvigelse i forbindelse med
fristforlængelsen reelt kan fjernes. Dette vil have betydning
både for kriminalforsorgen og for politiet, herunder for
sikkerheden for det personale, der varetager transport- og
bevogtningsopgaven i forbindelse med retsmødet.
En mere hensigtsmæssig udnyttelse af politiets og
kriminalforsorgens ressourcer forudsætter således
normalt, at både retter og arresthuse eller andre
institutioner, hvor arrestanten er anbragt, har det fornødne
kommunikationsudstyr. En stor del af besparelsen vil således
gå tabt, hvis arrestanten for at deltage i et retsmøde
via videoforbindelse skal transporteres til den nærmeste ret
eller offentlige myndighed med bemyndigelse til at stille
kommunikationsmidler til rådighed for telekommunikation med
billede i retssager, jf. § 192. Tilsvarende vil den
eliminering af flugtfaren, der vil være en følge af,
at arrestanten deltager via en videoforbindelse fra den
kriminalforsorgsinstitution, hvor vedkommende er anbragt, gå
tabt, hvis arrestanten i forbindelse med fristforlængelsen
skal transporteres ud af institutionen.
For retterne vil det - i ressourcemæssig
sammenhæng - reelt ikke gøre nogen forskel, om
retsmødet foregår med arrestantens personlige
tilstedeværelse eller som et videoretsmøde. Selve
retsmødet vil ikke blive afviklet hurtigere (eller
langsommere) som videoretsmøde sammenlignet med et
traditionelt retsmøde, og arbejdet med forberedelse af og
opfølgning på retsmødet vil være det
samme for den medvirkende dommer.
En hensigtsmæssig udnyttelse af politiets og
kriminalforsorgens ressourcer og en eliminering af arrestantens
flugtmulighed i forbindelse med en fristforlængelse er
naturligvis af væsentlig betydning. Men hensynet til den
ressourcemæssige situation og til en eliminering af
flugtfaren må afvejes over for en række andre hensyn,
der alle skal sikre, at retsmødet afvikles på en
måde, der både er og opleves som
retssikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig. I den afvejning
må indgå med betydelig vægt, at
varetægtsfængsling er et meget alvorligt indgreb.
5.2.2. De tekniske muligheder for deltagelse via en
videoforbindelse.
I forhold til tidligere må det i dag i lyset af
erfaringerne fra de gennemførte pilotforsøg
lægges til grund, at den teknologiske udvikling har
medført, at en videoforbindelse kan etableres med en
så høj billede- og lydkvalitet og teknisk stabilitet,
at det er muligt uden problemer både at forstå og at
danne sig et godt indtryk af retsmødets andre deltagere via
videoforbindelsen. Endvidere vil der ved den konkrete
opsætning af kameraer og skærme kunne sikres god
mulighed for at skabe overblik bl.a. ved at kombinere
oversigtsbilleder med nærbilleder af de enkelte deltagere i
retsmødet.
Retsplejerådet finder derfor tilstrækkeligt
grundlag for at lægge til grund, at de teknologiske
forudsætninger for en tilfredsstillende billede- og
lydkvalitet nu er til stede. Denne vurdering finder rådet i
øvrigt bekræftet af de erfaringer, som deltagerne i de
seneste pilotforsøg alle har givet udtryk for.
Retsplejerådet finder ikke anledning til at gå
nærmere ind i den måde, som det tekniske udstyr skal
opsættes på. Den konkrete opsætning af kameraer
og skærme samt den konkrete indretning af retslokale og
vidneafhøringslokale må således ske med baggrund
i de erfaringer, som er opnået med de seneste
pilotforsøg. Rådet finder dog anledning til at pege
på, at der bør være mulighed for, at arrestanten
ikke blot tydeligt kan se de professionelle aktører, der
deltager i retsmødet, men også bør have
mulighed for at orientere sig om, hvem der i øvrigt er til
stede i retslokalet. På samme måde bør
også dommer, anklager og forsvarer kunne orientere sig om,
hvem der er til stede i lokalet sammen med arrestanten.
Anvendelsen af videoretsmøder må endvidere
forudsætte, at der er tale om en sikker
kommunikationsforbindelse, så risikoen for, at
udenforstående kan koble sig på forbindelsen og
følge retsmødet, reelt er ikke eksisterende.
Retsplejerådet har ikke forudsætninger for at vurdere
dette mere tekniske spørgsmål. Såfremt en risiko
for, at udenforstående kan koble sig på forbindelsen,
ikke fuldstændigt kan udelukkes, kan en sådan risiko i
helt særlige tilfælde tale for, at arrestantens
personlige tilstedeværelse er nødvendig i et
retsmøde, hvor dørene er lukkede i medfør af
retsplejelovens § 29.
5.2.3. Hensynet til arrestanten
Varetægtsfængsling, andre frihedsberøvende
foranstaltninger og isolation er de mest indgribende
straffeprocessuelle tvangsindgreb, og denne omstændighed kan
tale for, at arrestanten er til stede i retten, hvis arrestanten
ønsker dette. Deltagelse via en videoforbindelse kan ikke
fuldstændig sidestilles med en tilstedeværelse i
retten, og man må holde sig for øje, at arrestanten
alt andet lige vil opleve sig længere fra processen, hvis den
pågældende - sammen med
fængselsfunktionærer og eventuelt forsvareren -
befinder sig i et separat lokale, mens resten af sagens
aktører befinder sig i selve retslokalet.
Hvis arrestanten efter at have drøftet
spørgsmålet med sin forsvarer samtykker i at deltage i
retsmødet via en videoforbindelse, vil en sådan
deltagelse normalt være ubetænkelig, hvis også
retten er af den opfattelse, at arrestantens deltagelse i
retsmødet ved personlig tilstedeværelse er
unødvendig. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at en
arrestant på grund af situationen og/eller nedsatte
personlige ressourcer kunne være mindre tilbøjelig til
at protestere mod, at retsmødet afholdes som
videoretsmøde, men det må kunne lægges til
grund, at forsvareren og retten vil være opmærksomme
på, om der foreligger sådanne særlige forhold i
forbindelse med et samtykke.
Retsplejerådet har overvejet, hvilken betydning
arrestanternes bekymring for, at videoafhøringen optages og
udleveres til uvedkommende, bør have for reglerne om
videokommunikation. Ligesom en arrestants bekymring for, at
retsbøger o.lign. udleveres til uvedkommende, ikke har
udelukket fastsættelse af regler om retsbøger,
så bør en arrestants bekymring for, at
videoafhøringen bliver optaget og sendt til uvedkommende,
efter Retsplejerådets opfattelse ikke udelukke regler om
videokommunikation. Derimod kan en sådan bekymring give
anledning til, at retten forklarer uddybende om teknikken ved
videokommunikation og - i det omfang, der måtte blive fastsat
regler om billed- og lydoptagelse samt om opbevaring og sletning af
sådanne optagelser efter retsplejelovens § 33,
stk. 2 - om billed- og lydoptagelse samt om opbevaring og
sletning heraf.
Man må også holde sig for øje, at
arrestantens manglende samtykke til at deltage via videoforbindelse
i en del tilfælde kan være båret af et
forståeligt ønske om at benytte retsmødet om
fristforlængelsen til at opnå et afbræk i
arrestantens hverdag, ligesom muligheden for at opnå kontakt
med pårørende eller andre, der overværer det
pågældende retsmøde, kan spille ind.
Ved vurderingen af den betydning, som et samtykke må
tillægges, må det indgå, at retten ifølge
retsplejelovens § 767, stk. 1, sidste pkt., kan
bestemme, at fremstilling af arrestanten helt kan undlades, hvis
det vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder. Varetægtsfængslingens indgribende
karakter og hensynet til arrestanten har således ikke
ført til, at arrestanten i dag har et krav på at
være til stede i retten i alle tilfælde, hvor
spørgsmålet om fristforlængelse behandles.
5.2.4. Hensynet til fortrolighedsforholdet mellem arrestanten
og forsvareren
Hensynet til fortrolighedsforholdet mellem arrestanten og
forsvareren taler umiddelbart for, at arrestanten og forsvareren
befinder sig samme sted under retsmødet. Arrestanten har
således krav på at kunne kommunikere direkte med
forsvareren, uden at nogen overhører samtalen, og det
må fortsat antages, at forsvarerens fysiske
tilstedeværelse - som anført i betænkning nr.
1401/2001 side 359 - i det hele er en bedre støtte for
arrestanten, end når forsvareren optræder som et
billede på en skærm.
Forsvarerens tilstedeværelse i retten sammen med sagens
øvrige aktører kan dog også anses som en fordel
for så vidt angår forsvarerens opgavevaretagelse.
Endvidere vil forsvarerens transporttid og dermed de samlede
omkostninger ved sagen, som sigtede normalt vil skulle betale i
tilfælde af domfældelse, kunne reduceres, hvis
forsvareren har nærmere til retten end til det sted, hvor
arrestanten er anbragt. I så fald vil forsvarerens
tilstedeværelse i retten også være af positiv
betydning for arrestanten. Dersom forsvareren er til stede i
retten, vil man også fastholde den traditionelle
opsætning mest muligt.
Som det er nævnt foran, har man i forsøget ved
Retten på Bornholm ikke oplevet det som en ulempe, at
forsvareren fysisk ikke var placeret samme sted som arrestanten.
Antallet af sager med placering af forsvareren et andet sted end
hos arrestanten er dog meget begrænset, og en ufravigelig
forudsætning for en sådan placering må
være, at den direkte og fortrolige kommunikation mellem
arrestanten og forsvareren sikres ved særlige
foranstaltninger, f.eks. ved at de begge har mulighed for at
gå til et tilstødende lokale (f.eks. det
såkaldte vidneafhøringslokale) og derfra tale
uforstyrret sammen via en særskilt og ikke overvåget
telefon- eller videoforbindelse. På baggrund af
Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. juni 2007 i sagen Castravet
v. Moldova vil det også være en forudsætning, at
arrestanten og forsvareren har adgang til at udveksle dokumenter i
fortrolighed, f.eks. via en opsætning af videoudstyr, der
tillader dokumentfremvisning.
Retsplejerådet finder, at en arrestant, der er til stede
i retten, altid bør have forsvareren ved sin side. Hvis
arrestanten deltager i retsmødet via videoforbindelse,
bør retten undtagelsesvis kunne tillade, at forsvareren
befinder sig et andet sted end arrestanten. Finder retten det
ubetænkeligt, bør forsvareren således kunne
være til stede i retten eller deltage via en videoforbindelse
fra et sted, der opfylder betingelserne i § 192 for at
stille kommunikationsmidler til rådighed for
telekommunikation med billede i retssager.
Forsvarerens deltagelse i retsmødet via
videoforbindelse fra et andet sted end arrestanten vil dog
forudsætte, at det i overensstemmelse med de i pkt. 5.2.2.
nævnte forudsætninger er teknisk muligt, at flere
aktører deltager i et retsmøde fra forskellige steder
med forskellige videoforbindelser. Retsplejerådet
bemærker således, at de gennemførte
pilotforsøg alene omfatter den situation, hvor arrestanten
og eventuelt forsvareren deltager i retsmødet fra samme
lokale via én videoforbindelse. I lyset af den hidtidige
teknologiske udvikling lægger Retsplejerådet dog til
grund, at det er eller inden for overskuelig fremtid vil blive
muligt at deltage i videoretsmøder fra flere forskellige
steder via flere forskellige videoforbindelser.
5.2.5. Hensynet til sagens oplysning og princippet om
bevisumiddelbarhed
Ved fristforlængelser vil der sjældent være
tale om afhøringer eller anden bevisførelse, som ikke
kan eller skal gennemføres også i forbindelse med en
eventuel hovedforhandling. Typisk vil der alene være tale om
at oplyse sagen med henblik på at fastslå, om
betingelserne for varetægtsfængsling eller anden
frihedsberøvende foranstaltning fortsat er opfyldt, og en
sådan oplysning af sagen vil normalt kunne foretages helt
ukompliceret også i tilfælde af, at retsmødet
foregår ved brug af en videoforbindelse.
Hvis arrestanten sigtes for nye og væsentlige
lovovertrædelser, som skal indgå i rettens behandling
under retsmødet om fristforlængelse, bør
arrestanten dog være personligt til stede i retten.
5.2.6. Anklagerens deltagelse i retsmødet via
videoforbindelse
Hensynet til en forsvarlig udnyttelse af politiets ressourcer
kan tale for en udvidelse af adgangen for anklagere til at deltage
i retsmøder via videoforbindelse. I nogle politikredse skal
politiets anklagere således jævnligt møde ved
retten i en anden by i forbindelse med fristforlængelser, og
der vil derfor være mulighed for at spare transporttid, hvis
anklagerne kan deltage i retsmøderne via
videoforbindelse.
En mere hensigtsmæssig udnyttelse af anklagemyndighedens
ressourcer vil dog forudsætte, at anklagernes
hovedarbejdssted har det fornødne kommunikationsudstyr.
Anklagernes deltagelse i retsmøder via videoforbindelse vil
også forudsætte, at det i overensstemmelse med de i
pkt. 5.2.2. nævnte forudsætninger er teknisk muligt, at
flere aktører deltager i et retsmøde fra forskellige
steder med forskellige videoforbindelser.
En arrestant, der er til stede i retten, bør - som
nævnt i betænkning nr. 1401/2001 side 353 - have
mulighed for at møde ikke bare sin dommer, men også
sin anklager ansigt til ansigt. Hensynet til arrestanten ses
derimod ikke at være til hinder for, at anklageren deltager i
retsmødet via videoforbindelse, hvis arrestanten selv
deltager i retsmødet via videoforbindelse. Uanset om
anklageren er til stede i retten eller deltager via
videoforbindelse, vil anklageren således optræde som et
billede på en skærm for arrestanten.
5.3. Retsplejerådets forslag
På baggrund af den teknologiske udvikling og i lyset af
de erfaringer, som er indhentet af deltagerne i de
gennemførte pilotforsøg om anvendelse af
videokommunikation i forbindelse med retsmøder, er det
Retsplejerådets vurdering, at en aktuel afvejning af de
hensyn, der må indgå ved vurderingen af, om
fristforlængelser kan ske ved anvendelse af videoforbindelse,
må føre til, at det vil være forsvarligt at
tillade brug af videokommunikation ved fristforlængelser i
videre omfang end foreslået i rådets betænkning
nr. 1401/2001.
Retsplejerådet foreslår således, at sigtede,
når denne er varetægtsfængslet eller undergivet
anden frihedsberøvende foranstaltning efter kapitel 70, skal
kunne deltage i et retsmøde om forlængelse af
varetægtsfængslingen eller foranstaltningen ved
anvendelse af videokommunikation, når retten finder det
ubetænkeligt henset til formålet med retsmødet
og de øvrige omstændigheder, der foreligger i den
konkrete sag.
Retsplejerådets forslag indebærer, at det ikke
længere vil være en betingelse, at den sigtede giver
sit samtykke til deltagelsen via videokommunikation, og at retten
derfor også kan træffe bestemmelse om en sådan
deltagelse, selv om sigtede ønsker at være personligt
til stede, og selv om en sådan personlig deltagelse i
retsmødet ikke kan siges at ville være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder.
Retsplejerådet skal understrege, at det er rådets
forudsætning, at retten ved sin afgørelse er
opmærksom på de ønsker, som den sigtede og
dennes forsvarer måtte have med hensyn til sigtedes
personlige deltagelse i retsmødet, og på sigtedes og
forsvarerens begrundelse for et eventuelt ønske om sigtedes
personlige deltagelse. Retsplejerådet skal endvidere minde
om, at hvis retten under retsmødet finder arrestantens
personlige tilstedeværelse nødvendig, så vil
retten kunne fastsætte en ny, kort frist for
varetægtsfængslingen og et tidspunkt for et nyt
retsmøde, hvor arrestanten kan bringes til retten.
Retsplejerådet skal endvidere understrege, at det efter
rådets opfattelse er en afgørende forudsætning
for, at sigtede kan deltage via videoforbindelse, at der sikres
sigtede og dennes forsvarer adgang til direkte og fortrolig
kommunikation. Det er rådets opfattelse, at vurderingen af,
om denne forudsætning i den konkrete sag kræver, at
forsvareren fysisk befinder sig samme sted som den sigtede, eller
om den fortrolige kommunikation kan sikres på anden
måde således, at forsvareren fysisk kan befinde sig i
retslokalet eller et andet sted, må foretages af retten i den
konkrete sag. Retsplejerådet skal i den forbindelse
understrege, at det er rådets opfattelse, at retten ved sin
afgørelse herom skal lægge betydelig vægt
på de ønsker, som den sigtede og forsvareren
måtte have med hensyn til forsvarerens fysiske placering.
Retsplejerådet skal også understrege, at retten, hvis
arrestanten og forsvareren ikke deltager fra samme sted, ved
retsmødets begyndelse skal vejlede arrestanten om muligheden
for at få en pause med henblik på drøftelser med
sin forsvarer.
Selv om den tekniske udvikling har medført, at det nu
kan lægges til grund, at en tilfredsstillende og stabil
billed- og lydforbindelse kan etableres, kan det naturligvis ikke
udelukkes, at der konkret vil kunne opstå tekniske
vanskeligheder, der kan medføre, at et planlagt
videomøde ikke kan gennemføres. Retsplejerådet
forudsætter, at en fristoverskridelse på grund af
sådanne tekniske vanskeligheder behandles som andre
fristoverskridelser på grund af praktiske vanskeligheder.
Retten vil således på skriftligt grundlag kunne
fastsætte en ny, kort frist for
varetægtsfængslingen og et tidspunkt for et nyt
retsmøde, hvor arrestanten kan bringes til retten, eller
hvor tekniske vanskeligheder ikke længere antages at
være til hinder for gennemførelsen af
videomødet.
Retsplejerådet skal endvidere foreslå, at sigtede
får krav på personlig deltagelse i de retsmøder,
hvor der i byretten skal tages stilling til, om en
varetægtsfængsling eller en
varetægtsfængsling i isolation skal forlænges
udover de tidsmæssige grænser, der følger af
bestemmelserne i retsplejelovens § 768 a, stk. 1 og
2, og § 770 c, stk. 3 - 5. Herved understreges
indgrebenes alvorlige karakter og det tydeliggøres, at en
udstrækning af disse indgreb ud over de normale
maksimumsperioder vil skulle have undtagelsens karakter.
Retsplejerådet skal understrege, at der ikke med forslaget
tilsigtes nogen udvidelse af den adgang til at være til
stede, som gælder i dag. Hvis retten således finder, at
en fremstilling vil være forbundet med uforholdsmæssige
vanskeligheder, jf. § 767, stk. 1, sidste pkt., vil
sigtede heller ikke efter rådets forslag have krav på
personlig deltagelse i retsmødet.
Retsplejerådets forslag indebærer, at sigtede vil
have krav på at være personligt til stede i det
retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om
varetægtsfængslingen kan finde sted i et
sammenhængende tidsrum, der overstiger 6 måneder,
når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter
loven ikke kan medføre fængsel i 6 år. Er
sigtede ikke fyldt 18 år indtræder retten til at
være personligt til stede dog allerede i det retsmøde,
hvor der skal tages stilling til, om
varetægtsfængslingen kan overstige 4
måneder.
På samme måde vil sigtede have krav på at
være personligt til stede i det retsmøde, hvor der
skal tages stilling til, om varetægtsfængslingen kan
finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger 1
år når sigtelsen angår en lovovertrædelse,
som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller
derover. Er sigtede ikke fyldt 18 år indtræder retten
til at være personligt til stede dog allerede i det
retsmøde, hvor der skal tages stilling til, om
varetægtsfængslingen kan overstige 8
måneder.
Hvis varetægtsfængslingen sker i isolation for en
sigtelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6
år eller derover, vil sigtede have krav på at
være personligt til stede i det eller de retsmøder,
hvor der skal tages stilling til, om isolation må
udstrækkes ud over 8 uger og - i de i § 770 c,
stk. 4, nævnte tilfælde - ud over 6 måneder.
Er sigtede ikke fyldt 18 år indtræder retten til at
være personligt til stede dog allerede i det retsmøde,
hvor der - i de i § 770 c, stk. 5, nævnte
tilfælde - skal tages stilling til, om isolation kan
udstrækkes ud over 4 uger.
Retsplejerådet foreslår desuden, at sigtede
får krav på personlig deltagelse i de retsmøder
i landsretten, hvor sigtede har krav på, at et
kæremål behandles mundtligt, jf. herved retsplejelovens
§ 767, stk. 4, og § 770 e.
Retsplejerådet skal understrege, at der ikke med dette
forslag tilsigtes nogen udvidelse af den adgang til at være
til stede, som gælder i dag. Hvis landsretten således
finder, at en fremstilling vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder, jf. § 767,
stk. 4, jf. stk. 1, sidste pkt., og § 770 e,
sidste pkt., jf. § 767, stk. 1, sidste pkt., vil
sigtede heller ikke efter rådets forslag have krav på
personlig deltagelse i retsmødet.
Retsplejerådets forslag indebærer, at sigtede vil
have krav på personlig deltagelse i retsmødet i
kæreinstansen, hvis der af denne ved mundtlig forhandling
(første gang) skal tages stilling til en kendelse, hvorved
varetægtsfængsling eller anden frihedsberøvende
foranstaltning udstrækkes ud over 3 måneder, jf.
§ 767, stk. 4.
På samme måde vil sigtede have krav på
personlig deltagelse i retsmøder i kæreinstansen, hvor
denne ved mundtlig forhandling skal tage stilling til en kendelse,
hvorved isolation udstrækkes ud over 8 uger eller ud over 4
uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om
forlængelse af isolation, jf. § 770 e.
Retsplejerådet foreslår endelig, at retten skal
kunne tillade, at anklageren deltager i et retsmøde om
fristforlængelse ved anvendelse af telekommunikation med
billede, hvis arrestanten deltager i retsmødet ved
anvendelse af telekommunikation med billede, anklagerens deltagelse
ved anvendelse af telekommunikation med billede er forsvarlig, og
der i øvrigt foreligger særlige grunde.
Retsplejerådets forslag indebærer, at anklageren
som udgangspunkt skal være personligt til stede i retten, men
at retten undtagelsesvis kan tillade, at anklageren deltager via
videoforbindelse, hvis arrestanten også deltager via
videoforbindelse. Forslaget er således en udvidelse i forhold
til gældende ret, hvorefter retten kun kan tillade, at
anklageren deltager via videoforbindelse, hvis arrestanten slet
ikke deltager i retsmødet.
Som eksempler på særlige grunde, der vil kunne
begrunde, at anklageren deltager i et retsmøde via
videoforbindelse, kan ligesom i betænkning nr. 1401/2001 side
531 nævnes, at anklageren har lang rejseafstand og
transporttid til retten, at anklageren har måttet træde
til med kort varsel, eller at retsmødet forventes at
være meget kortvarigt.
Hensynet til en mere hensigtsmæssig ressourceudnyttelse
i politi og kriminalforsorg taler for, at de nye regler om
videokommunikation ved fristforlængelser kan anvendes
så snart, de tekniske og bygningsmæssige
forudsætninger er til stede. Retsplejerådet
foreslår derfor, at de nye regler træder i kraft efter
justitsministerens bestemmelse. En sådan
ikrafttrædelsesbestemmelse vil, da afgørelsen om
deltagelse ved videokommunikation skal træffes af den
enkelte ret, muliggøre en løbende ibrugtagning af
videoudstyret i takt med, at dette installeres i den enkelte ret og
i kriminalforsorgens institutioner.
Retsplejerådet skal endelige bemærke, at hvis
videoudstyret etableres i de enkelte retter, vil de fornødne
forudsætninger være til stede for, at de bestemmelser
om videokommunikation i civile sager og straffesager, som allerede
er indføjet i retsplejeloven, kan sættes i
kraft.
Officielle noter
1) I overensstemmelse med
ordlyden af § 748 og af hensyn til læsevenligheden
henvises i det følgende kun til »sigtede«,
uanset at det samme gør sig gældende for tiltalte. Ved
»arrestant« forstås i det følgende en
sigtet eller tiltalt, der er varetægtsfængslet eller
undergivet anden foranstaltning i medfør af retsplejelovens
kapitel 70.