L 157 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning. (Udvidelse af kredsen af
præster der kan modtage sognebåndsløsere).
Fremsat den 26. februar 2009 af
kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om medlemskab af
folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning
(Udvidelse af kredsen af præster der
kan modtage sognebåndsløsere)
§ 1
I lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af
folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning,
som ændret ved § 2 i lov nr. 941 af 20. december
1999 og § 1 i lov nr. 47 af 28. januar 2009, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 10, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »hvortil medlemmet hører«:
»forudsat sognepræsten er medlem af et
menighedsråd«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2009.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1.Indledning
Formålet med lovforslaget er at udvide kredsen af
præster, som medlemmer af folkekirken kan løse
sognebånd til. Lovforslaget afgrænser, hvilke
præster der fremover kan løses sognebånd
til.
Lovforslaget er udarbejdet, som opfølgning på
menighedsrådsvalget i november 2008. I forbindelse med
forberedelsen af dette valg kunne Kirkeministeriet i
modsætning til tidligere konstatere, hvilke præster der
havde modtaget sognebåndsløsere, da der forud for
valget blev oprettet en elektronisk
sognebåndsløserprotokol (SBL-registeret).
Kirkeministeriet kunne ved hjælp af protokollen konstatere,
at der var ca. 24 præster, der havde modtaget
sognebåndsløsere i strid med lovens bestemmelser, idet
præsterne ikke var ansat som tjenestemænd.
Så snart det blev konstateret, at en række
medlemmer af folkekirken fejlagtigt måtte være af den
opfattelse, at de havde løst sognebånd til de
pågældende præster, rettede Kirkeministeriet
henvendelse til de præster, som havde modtaget
sognebåndsløsere, med henblik på at få
bragt forholdet i overensstemmelse med gældende ret.
Disse erfaringer har imidlertid henledt Kirkeministeriets
opmærksomhed på, at der synes at være et praktisk
behov for, at medlemmer af folkekirken kan løse
sognebånd til andre præster, end dem der er mulige i
henhold til den gældende lov om medlemskab af
folkekirken.
Kirkeministeriet finder ikke længere, at det er
tidssvarende, at retten til sognebåndsløsning skal
være afhængig af præstens ansættelsesform.
Det er endvidere ministeriets opfattelse, at det virker
uhensigtsmæssigt - og ulogisk for den enkelte
sognebåndsløser - at det er præstens
ansættelsesforhold, som er afgørende for, om
præsten kan modtage sognebåndsløsere.
2.Gældende ret
Med vedtagelsen af lov af 4. april 1855 om løsning af
sognebånd fik ethvert medlem af en sognemenighed ret til i
det hele at slutte sig til en anden præst end sognets.
Oprindeligt var der alene tale om et forhold mellem
sognebåndsløseren og vedkommende præst, men ved
lov af 10. maj 1912 om menighedsråd blev der åbnet
mulighed for, at sognebåndsløsere kunne lade sig
opføre på valglisten i de sogne, hvortil de var
knyttet gennem sognebånd.
Lov nr. 284 af 30. juni 1922 om sognebåndsløsning
og brugen af kirkerne medførte en endelig ophævelse af
det i ældre dansk ret hjemlede sognebånd, idet der med
loven blev givet personer, der ikke var medlemmer af menigheden,
adgang til at få kirkelige handlinger udført af
menighedens præst, når denne var villig til at betjene
dem, uden at der hertil krævedes samtykke fra vedkommendes
egen præst.
De væsentligste af de nugældende bestemmelser om
sognebåndsløsning findes i kapitel 4 i lov nr. 352 af
6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning med senere ændringer. Af
lovens § 10, stk. 1, fremgår, at
sognebåndsløsning kan ske ved at slutte sig til
sognepræsten for en anden menighed. Der kan således i
henhold til bestemmelsens ordlyd ikke løses sognebånd
til præster, der er ansat ved stiftelser eller institutioner,
eller til valgmenighedspræster. Tilsvarende kan der ikke
løses sognebånd til en konstitueret præst, og
denne kan heller ikke modtage sognebåndsløsere
på den sognepræsts vegne, i hvis stilling denne er
konstitueret. Der kan heller ikke i medfør af gældende
ret løses sognebånd til overenskomstansatte
præster, men kun til tjenestemandsansatte præster.
Dette fremgår ikke direkte af ordlyden af § 10,
stk. 1, men kan udledes af bemærkningerne til
bestemmelsen. Det fremgår således bl.a. heraf, at det
ikke anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at
give mulighed for sognebåndsløsning til midlertidige
hjælpepræster. Betegnelsen "midlertidig
hjælpepræst" benyttes ikke længere, da den i de
seneste år er blevet erstattet med den almindelige
titulering: "sognepræst". Af Finansministeriets
cirkulære nr. 6585 af 4. september 1989 om overenskomst for
midlertidige hjælpepræster m.fl. fremgår
imidlertid, hvordan en midlertidig hjælpepræst
defineres. Det følger således af cirkulæret, at
alle overenskomstansatte præster, hvad enten de er
fastansatte eller ikke, er omfattet af betegnelsen. Det kan
således på denne baggrund udledes, at der i henhold til
gældende ret ikke kan løses sognebånd til
overenskomstansatte præster, men kun til tjenestemandsansatte
præster.
3.Lovforslagets udformning
Antallet af sognebåndsløsere er ved
menighedsrådsvalget i 2008 opgjort til ca. 29.000. Det er
således en relativt lille gruppe af folkekirkens medlemmer,
som har løst sognebånd til en anden præst end
deres lokale sognepræst.
Hele formålet med
sognebåndsløsningsinstituttet er, at
sognebåndsløsningen etableres som et personligt
forhold mellem præsten og sognebåndsløseren
begrundet i ønsket om en særlig teologisk forkyndelse.
Det er Kirkeministeriets opfattelse, at det er væsentligt, at
folkekirkens medlemmer har denne ret til at vælge at lade sig
betjene af en anden præst end den lokale
sognepræst.
Samtidig finder Kirkeministeriet dog ikke, at folkekirkens
medlemmer skal have en ubegrænset mulighed for at løse
sognebånd til alle præster, ligesom alle præster
ikke skal have ubegrænset mulighed for at modtage
sognebåndsløsere. Ministeriet finder således, at
det er af væsentlig betydning, at den pågældende
præst har en vis kontinuitet i sin ansættelse. Dette er
efter ministeriets opfattelse af praktisk betydning i forbindelse
med administrationen af
sognebåndsløsningsinstituttet.
Det foreslås derfor, at kredsen af præster, der
kan løses sognebånd til, udvides til at omfatte alle
præster - uanset om de er tjenestemands- eller
overenskomstansatte - hvis deres ansættelsesforhold er af en
sådan karakter, at de har sæde i et menighedsråd.
Ministeriet finder således, at det fremover er de kriterier,
som er fastlagt i § 2, stk. 1, i lov om
menighedsråd, som skal være afgørende for, om en
præst kan modtage sognebåndsløsere. Det
fremgår af § 2, stk. 1, i lov om
menighedsråd, at alle tjenestemandsansatte præster har
sæde i menighedsrådet. Herudover har
overenskomstansatte præster sæde i
menighedsrådet, hvis ansættelsen i pastoratet har en
varighed af et år eller mere.
Den foreslåede ændring af loven vil således
betyde, at der fremover ikke kun kan løses sognebånd
til tjenestemandsansatte sognepræster, men også som
noget nyt til overenskomstansatte præster, der er ansat for
en periode på et år eller mere.
Forslaget vil i praksis bevirke, at også
overenskomstansatte præster med en begrænset
lønkvote på fem til ti procent samt de lokalt
finansierede præster fremover vil få adgang til at
modtage sognebåndsløsere. Det vil betyde, at disse
præster kan have sognebåndsløsere i en
række sogne.
Derimod vil det fortsat ikke være muligt at løse
sognebånd til en konstitueret præst, en ulønnet
hjælpepræst eller en præst der er ansat ved
stiftelser eller institutioner eller til
valgmenighedspræster.
4.De økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige.
5.De økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
6.De administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7.De miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8.Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9.Hørte myndigheder og organisationer
mv.
Lovforslaget har været sendt i høring hos
følgende myndigheder, organisationer m.v.: Samtlige
biskopper, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks
Provsteforening, Den danske Præsteforening,
Finansministeriet, Statsministeriet, Velfærdsministeriet og
Selskab for Kirkeret
10.Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 10)
Bestemmelsen fastsætter, hvilke præster der kan
løses sognebånd til. Det bestemmes således, at
der kan løses sognebånd til alle sognepræster,
som har sæde i et menighedsråd. Det følger af
§ 2, stk. 1, i lov om menighedsråd, at de i
pastoratet tjenestemandsansatte sognepræster samt de
overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i
pastoratet har en varighed af et år eller mere, har
sæde i menighedsrådet. Ændringen medfører,
at der fremover ikke kun vil være mulighed for at løse
sognebånd til tjenestemandsansatte præster, men
også til overenskomstansatte sognepræster.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2009.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
gyldighedsområde.
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov nr. 352 af 6. juni 1991 om
medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og
sognebåndsløsning, som ændret ved § 2
i lov nr. 941 af 20. december 1999 og § 1 i lov nr. 47 af 28.
januar 2009, foretages følgende ændring: |
| | |
| | |
§ 10.
Et medlem af folkekirken kan ved sognebåndsløsning
slutte sig til sognepræsten for en anden menighed end den,
hvortil medlemmet hører. En præst er ikke forpligtet
til at modtage en ansøger som sognebåndsløser,
såfremt hensynet til denne findes at burde vige for
afgørende hensyn til præsten eller dennes
menighed. | | 1. I § 10, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »hvortil medlemmet hører«:
»forudsat sognepræsten er medlem af et
menighedsråd« |
Stk. 2.
En præsts afslag efter stk. 1 kan af medlemmet
påklages til biskoppen. Biskoppens afgørelse kan ikke
indbringes for Kirkeministeriet. | | |