Formålet med lovforslaget er at udvide kredsen af præster, som medlemmer af folkekirken kan løse sognebånd til. Lovforslaget afgrænser, hvilke præster der fremover kan løses sognebånd til.

Lovforslaget er udarbejdet, som opfølgning på menighedsrådsvalget i november 2008. I forbindelse med forberedelsen af dette valg kunne Kirkeministeriet i modsætning til tidligere konstatere, hvilke præster der havde modtaget sognebåndsløsere, da der forud for valget blev oprettet en elektronisk sognebåndsløserprotokol (SBL-registeret). Kirkeministeriet kunne ved hjælp af protokollen konstatere, at der var ca. 24 præster, der havde modtaget sognebåndsløsere i strid med lovens bestemmelser, idet præsterne ikke var ansat som tjenestemænd.

Så snart det blev konstateret, at en række medlemmer af folkekirken fejlagtigt måtte være af den opfattelse, at de havde løst sognebånd til de pågældende præster, rettede Kirkeministeriet henvendelse til de præster, som havde modtaget sognebåndsløsere, med henblik på at få bragt forholdet i overensstemmelse med gældende ret.

Disse erfaringer har imidlertid henledt Kirkeministeriets opmærksomhed på, at der synes at være et praktisk behov for, at medlemmer af folkekirken kan løse sognebånd til andre præster, end dem der er mulige i henhold til den gældende lov om medlemskab af folkekirken.

Kirkeministeriet finder ikke længere, at det er tidssvarende, at retten til sognebåndsløsning skal være afhængig af præstens ansættelsesform. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at det virker uhensigtsmæssigt - og ulogisk for den enkelte sognebåndsløser - at det er præstens ansættelsesforhold, som er afgørende for, om præsten kan modtage sognebåndsløsere.

Med vedtagelsen af lov af 4. april 1855 om løsning af sognebånd fik ethvert medlem af en sognemenighed ret til i det hele at slutte sig til en anden præst end sognets. Oprindeligt var der alene tale om et forhold mellem sognebåndsløseren og vedkommende præst, men ved lov af 10. maj 1912 om menighedsråd blev der åbnet mulighed for, at sognebåndsløsere kunne lade sig opføre på valglisten i de sogne, hvortil de var knyttet gennem sognebånd.

Lov nr. 284 af 30. juni 1922 om sognebåndsløsning og brugen af kirkerne medførte en endelig ophævelse af det i ældre dansk ret hjemlede sognebånd, idet der med loven blev givet personer, der ikke var medlemmer af menigheden, adgang til at få kirkelige handlinger udført af menighedens præst, når denne var villig til at betjene dem, uden at der hertil krævedes samtykke fra vedkommendes egen præst.

De væsentligste af de nugældende bestemmelser om sognebåndsløsning findes i kapitel 4 i lov nr. 352 af 6. juni 1991 om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning med senere ændringer. Af lovens § 10, stk. 1, fremgår, at sognebåndsløsning kan ske ved at slutte sig til sognepræsten for en anden menighed. Der kan således i henhold til bestemmelsens ordlyd ikke løses sognebånd til præster, der er ansat ved stiftelser eller institutioner, eller til valgmenighedspræster. Tilsvarende kan der ikke løses sognebånd til en konstitueret præst, og denne kan heller ikke modtage sognebåndsløsere på den sognepræsts vegne, i hvis stilling denne er konstitueret. Der kan heller ikke i medfør af gældende ret løses sognebånd til overenskomstansatte præster, men kun til tjenestemandsansatte præster. Dette fremgår ikke direkte af ordlyden af § 10, stk. 1, men kan udledes af bemærkningerne til bestemmelsen. Det fremgår således bl.a. heraf, at det ikke anses for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at give mulighed for sognebåndsløsning til midlertidige hjælpepræster. Betegnelsen "midlertidig hjælpepræst" benyttes ikke længere, da den i de seneste år er blevet erstattet med den almindelige titulering: "sognepræst". Af Finansministeriets cirkulære nr. 6585 af 4. september 1989 om overenskomst for midlertidige hjælpepræster m.fl. fremgår imidlertid, hvordan en midlertidig hjælpepræst defineres. Det følger således af cirkulæret, at alle overenskomstansatte præster, hvad enten de er fastansatte eller ikke, er omfattet af betegnelsen. Det kan således på denne baggrund udledes, at der i henhold til gældende ret ikke kan løses sognebånd til overenskomstansatte præster, men kun til tjenestemandsansatte præster.

Antallet af sognebåndsløsere er ved menighedsrådsvalget i 2008 opgjort til ca. 29.000. Det er således en relativt lille gruppe af folkekirkens medlemmer, som har løst sognebånd til en anden præst end deres lokale sognepræst.

Hele formålet med sognebåndsløsningsinstituttet er, at sognebåndsløsningen etableres som et personligt forhold mellem præsten og sognebåndsløseren begrundet i ønsket om en særlig teologisk forkyndelse. Det er Kirkeministeriets opfattelse, at det er væsentligt, at folkekirkens medlemmer har denne ret til at vælge at lade sig betjene af en anden præst end den lokale sognepræst.

Samtidig finder Kirkeministeriet dog ikke, at folkekirkens medlemmer skal have en ubegrænset mulighed for at løse sognebånd til alle præster, ligesom alle præster ikke skal have ubegrænset mulighed for at modtage sognebåndsløsere. Ministeriet finder således, at det er af væsentlig betydning, at den pågældende præst har en vis kontinuitet i sin ansættelse. Dette er efter ministeriets opfattelse af praktisk betydning i forbindelse med administrationen af sognebåndsløsningsinstituttet.

Det foreslås derfor, at kredsen af præster, der kan løses sognebånd til, udvides til at omfatte alle præster - uanset om de er tjenestemands- eller overenskomstansatte - hvis deres ansættelsesforhold er af en sådan karakter, at de har sæde i et menighedsråd. Ministeriet finder således, at det fremover er de kriterier, som er fastlagt i § 2, stk. 1, i lov om menighedsråd, som skal være afgørende for, om en præst kan modtage sognebåndsløsere. Det fremgår af § 2, stk. 1, i lov om menighedsråd, at alle tjenestemandsansatte præster har sæde i menighedsrådet. Herudover har overenskomstansatte præster sæde i menighedsrådet, hvis ansættelsen i pastoratet har en varighed af et år eller mere.

Den foreslåede ændring af loven vil således betyde, at der fremover ikke kun kan løses sognebånd til tjenestemandsansatte sognepræster, men også som noget nyt til overenskomstansatte præster, der er ansat for en periode på et år eller mere.

Forslaget vil i praksis bevirke, at også overenskomstansatte præster med en begrænset lønkvote på fem til ti procent samt de lokalt finansierede præster fremover vil få adgang til at modtage sognebåndsløsere. Det vil betyde, at disse præster kan have sognebåndsløsere i en række sogne.

Derimod vil det fortsat ikke være muligt at løse sognebånd til en konstitueret præst, en ulønnet hjælpepræst eller en præst der er ansat ved stiftelser eller institutioner eller til valgmenighedspræster.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder, organisationer m.v.: Samtlige biskopper, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening, Den danske Præsteforening, Finansministeriet, Statsministeriet, Velfærdsministeriet og Selskab for Kirkeret

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Bestemmelsen fastsætter, hvilke præster der kan løses sognebånd til. Det bestemmes således, at der kan løses sognebånd til alle sognepræster, som har sæde i et menighedsråd. Det følger af § 2, stk. 1, i lov om menighedsråd, at de i pastoratet tjenestemandsansatte sognepræster samt de overenskomstansatte præster, hvis ansættelse i pastoratet har en varighed af et år eller mere, har sæde i menighedsrådet. Ændringen medfører, at der fremover ikke kun vil være mulighed for at løse sognebånd til tjenestemandsansatte præster, men også til overenskomstansatte sognepræster.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2009.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde.

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.