L 157 Forslag til lov om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning. (Udvidelse af kredsen af præster, der kan modtage sognebåndsløsere).

Af: Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2009

Fremsættelse: 26-02-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l157_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2009)

Kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om medlemskab af folkekirken, kirkelig betjening og sognebåndsløsning (Udvidelse af kredsen af præster der kan modtage sognebåndsløsere).

(Lovforslag nr. L 157).

Formålet med lovforslaget er at udvide kredsen af præster, som medlemmer af folkekirken kan løse sognebånd til.


Det følger således af lovforslaget, at kredsen af præster, som der kan løses sognebånd til, udvides til udover de tjenestemandsansatte sognepræster også at omfatte overenskomstansatte sognepræster, hvis ansættelsesforhold er af en sådan karakter, at de har sæde i et menighedsråd, og således opfylder betingelsen herfor i § 2, stk. 1, i lov om menighedsråd. En sådan ændring af loven vil betyde, at der fremover kan løses sognebånd til tjenestemandsansatte sognepræster samt overenskomstansatte præster, der er ansat for en periode på et år eller mere, og således har sæde i et menighedsråd.


Baggrunden for lovforslaget er, at Kirkeministeriet i forbindelse med menighedsrådsvalget i november 2008 i modsætning til tidligere kunne konstatere, hvilke præster der havde modtaget sognebåndsløsere, da der forud for valget blev oprettet en elektronisk sognebåndsløserprotokol (SBL-registeret). Kirkeministeriet kunne ved hjælp af protokollen konstatere, at der var ca. 24 præster, der havde modtaget sognebåndsløsere i strid med lovens bestemmelser. Kirkeministeriet måtte derfor inden valgets afholdelse rette henvendelse til disse præster for at få bragt forholdet i overensstemmelse med gældende ret.


Erfaringerne fra valget henledte således Kirkeministeriets opmærksomhed på, at der synes at være et praktisk behov for, at medlemmer af folkekirken kan løse sognebånd til andre præster end det er muligt i henhold til den gældende lov om medlemskab af folkekirken. Kirkeministeriet finder således ikke længere, at det er tidssvarende, at retten til sognebåndsløsning skal være afhængig af præstens ansættelsesform. Det virker uhensigtsmæssigt - og ulogisk for den enkelte sognebåndsløser - at det er præstens ansættelsesforhold, som er afgørende for, om præsten kan modtage sognebåndsløsere.


Det er således disse forhold, som danner baggrund for fremsættelsen af lovforslaget.


Det bemærkes at lovforslaget har været i høring, hvor interessenter har haft mulighed for at give deres mening til kende i perioden 18. december 2008 til 13. januar 2009.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg indstille dette til velvillig behandling i det høje Ting.