Skriftlig fremsættelse (26.
februar 2009)
Miljøministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Ny organisering af affaldssektoren)
(Lovforslag nr. L 152).
Danmark har i dag en velfungerende affaldssektor. Affaldet fra
danske husholdninger og virksomheder bliver for en stor dels
vedkommende genanvendt eller forbrændt og udnyttet til
opvarmning af vores huse. Farligt affald bliver håndteret
forsvarligt. Danskerne tager selv i høj grad ansvar for
miljøet, når de sorterer deres affald og afleverer det
på genbrugsstationerne. Internationalt set er Danmark
på mange måder i front på
affaldsområdet.
Men sektoren kan blive endnu bedre. Analyser har vist, at der
årligt kan spares store beløb til direkte gavn for
virksomheder, borgere og myndigheder, uden at miljøet bliver
forringet.
Lovforslaget, der bygger på en bred politisk aftale
mellem regeringspartierne og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, indeholder forslag
til at skabe en mere effektiv, fremtidssikret dansk affaldssektor.
Målet er at styrke konkurrencen på
genanvendelsesmarkedet, forenkle reglerne, skabe større
gennemsigtighed på deponerings- og
forbrændingsområdet og styrke innovationen.
Det foreslås, at virksomhederne fremover kan vælge
mellem anlæg, der kan genanvende affaldet forsvarligt, og som
konkurrerer på pris og kvalitet. Samtidig skabes der mulighed
for at overdrage ansvaret for behandling af affaldet til en
godkendt affaldsindsamler. Endelig får virksomhederne i hele
landet adgang til de kommunale genbrugspladser og skal betale et
gebyr for det. På den måde bliver myndighedsstyringen
af affaldet til genanvendelse mindre, og flere opgaver løses
af markedet. De nye regler om overdragelse af affald og ansvar til
indsamlere og lige adgang til genbrugspladserne for virksomheder
sikrer, at det er enkelt at komme af med affaldet, så det
ikke ender i vejkanten.
Forslag om regelforenkling og ens gebyrprincipper skal
gøre det nemt og billigt for borgerne at komme af med
affaldet, ligesom borgere og virksomheder skal kunne se, hvad de
får for pengene, når de betaler for at komme af med
deres affald. De foreslåede regler vil give færre, og
mere ensartede kommunale affaldsregulativer, og et samlet system
for affaldsdata, der erstatter byrdefulde
dobbeltindberetninger.
Efter forslaget skal forbrændings- og
deponeringsanlæg deltage i årlig benchmarking, og der
kan fastsættes krav om, at anlæggene skal aflægge
funktionsopdelte regnskaber og etablere åbningsbalancer efter
ens retningslinjer.
Endelig rummer forslaget redskaber til at fremme den nyeste
teknologi ved at stille krav til behandlingen af affaldet og give
udvalgte nye miljøteknologier til affaldsbehandling et
løft, så vi løser miljømæssige
udfordringer og samtidig giver danske virksomheder et
konkurrencemæssigt forspring.
Målet er, at den nye regulering kan træde i kraft
i 2010.
Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.