Skriftlig fremsættelse (9.
oktober 2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Merudgiftsydelse og øget fleksibilitet ved
pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig
sygdom)
(Lovforslag nr. L 15).
Lovforslaget indeholder to elementer: En præcisering af
bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende merudgiftsydelse for
voksne og en ændring af reglerne om pasning af
nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.
Med den første del af lovforslaget ønsker
regeringen at præcisere, at bemyndigelsesbestemmelsen i
servicelovens § 100, stk. 4, giver velfærdsministeren
adgang til at fastsætte nærmere regler om personkredsen
for merudgiftsydelsen.
Udviklingen i den administrative praksis siden sommeren 2007,
således som den er fortolket af kommunerne på baggrund
af Ankestyrelsens principafgørelse C-27-07, har ført
til, at nogle borgere, som har nødvendige merudgifter som en
direkte konsekvens af deres nedsatte funktionsevne, og som hidtil
har fået støtte efter servicelovens § 100, har
fået frakendt deres merudgiftsydelse eller har fået
afslag på en ansøgning om denne ydelse med henvisning
til, at de ikke opfylder kriterierne for at være omfattet af
personkredsen. Formålet med lovforslaget er at bringe den
kommunale praksis vedrørende merudgiftsydelsens personkreds
tilbage til det der var gældende før sommeren
2007.
Den anden del af lovforslaget vedrører servicelovens
§ 118 om pasning af nærtstående med handicap eller
alvorlig sygdom og er et led i implementeringen af regeringens
kvalitetsreform. Med denne del af lovforslaget ønsker
regeringen gennem en øget fleksibilitet at forbedre
mulighederne for, at personer med tilknytning til arbejdsmarkedet
kan passe nærtstående med handicap eller alvorlig
sygdom i hjemmet.
Det foreslås, at det bliver muligt at forlænge den
nugældende pasningsperiode på 6 måneder med op
til 3 måneder, hvis særlige forhold taler for det.
Dette skal ses i sammenhæng med, at der også
foreslås en udvidelse af personkredsen, så
uhelbredeligt syge, fx cancerpatienter, kan drage nytte af
ordningen i situationer, hvor der ydes livsforlængende
behandling. Med muligheden for forlængelse kan man
undgå afbrud i pasningsforløbet i en eventuel overgang
fra denne ordning til ordningen om pasning af døende.
Endvidere vil pasningen kunne opdeles i flere perioder af hele
måneders varighed, ligesom det vil være, at dele
pasningen mellem flere personer, fx et forældrepar, der
passer deres barn.
Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige skal forhandles med de kommunale parter.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2009. Dog foreslås det, at den del, der
vedrører præcisering af bemyndigelsesbestemmelsen om
merudgiftsydelse træder i kraft den 1. december 2008.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget
til Folketingets velvillige behandling.