Skriftlig fremsættelse (25.
februar 2009)
Transportministeren (Lars Barfoed):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
jernbane (Supplerende regler som følge af
passagerrettighedsforordningen mv.)
(Lovforslag nr. L 145).
Formålet med lovforslaget er at supplere
passagerrettighedsforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om
jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser) med enkelte
bestemmelser.
Forordningen omhandler i hovedsagen forholdet mellem
jernbanepassagererne og jernbanevirksomhederne bl.a. med hensyn til
billetter, reservationer, forsikring, forskudsbetaling ved
dødsfald eller skade, erstatningsansvar ved forsinkelse
eller refusion og omlægning af rejsen, forhold vedr.
handicappede og bevægelseshæmmede personer og
passagerernes personlige sikkerhed (security).
Forordningen gælder direkte i Danmark, når den
træder i kraft den 3. december 2009. Lovforslaget indeholder
bestemmelser, der supplerer forordningen.
Det foreslås således, at jernbanevirksomhedernes
forretningsbetingelser suppleres med oplysninger om passagerernes
rettigheder efter passagerrettighedsforordningen.
Passagerrettighedsforordningen udelukker ikke, at
jernbanevirksomhederne kan tilbyde kontraktbetingelser, der er
gunstigere for passageren end det, der følger af
forordningen.
Jernbanevirksomhederne skal derfor i forretningsbetingelserne
udarbejde en samlet fremstilling af de rejsendes rettigheder og
forpligtelser, som jernbanevirksomheden tilbyder
passagererne.
Det bliver således på en praktisk og enkel
måde muligt for passagererne at gøre sig bekendt med
jernbanevirksomhedens samlede betingelser vedrørende
befordringen, dvs. både de betingelser, der gælder i
dag, de betingelser, der følger af forordningen, og de
eventuelle gunstigere betingelser, som jernbanevirksomheden
herudover vil tilbyde.
Endvidere foreslås, at der fastsættes regler om
sanktioner for overtrædelse af forordningen, om
planlægning mv. vedr. sikring af passagerernes personlige
sikkerhed (security) og om klage til Jernbaneklagenævnet over
forhold vedr. passagerrettighedsforordningen.
Herudover foreslås mindre ændringer vedr.
lokomotivføreruddannelsen og enkelte andre
justeringer.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.