L 138 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

(Udvidelse af adgangen for ATP til salg af administrative ydelser).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-02-2009

Fremsat: 25-02-2009

Lovforslag som fremsat

20081_l138_som_fremsat (html)

L 138 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Udvidelse af adgangen for ATP til salg af administrative ydelser).

Fremsat den 25. februar 2009 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

(Udvidelse af adgangen for ATP til salg af administrative ydelser)

§ 1

I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2008, som ændret ved § 7 i lov nr. 515 af 17. juni 2008, § 7 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, lov nr. 1063 af 6. november 2008 og lov nr. 117 af 17. februar 2009, foretages følgende ændring:

1.§ 26 b, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Midlerne kan placeres i dattervirksomheder, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og som har til formål at tilbyde administrative ydelser, bortset fra formueforvaltning, til:

1) Pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed,

2) virksomheder etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som driver virksomhed enten som arbejdsmarkedspensionsordning eller som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, og som har opnået tilladelse til sådan virksomhed efter nationale bestemmelser fastsat efter fælles europæisk regulering,

3) pensionsordninger, myndigheder og andre udbydere af alderdomssikring, efterløn og lignende med henblik på information til medlemmer, kunder m.v.

4) ordninger efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, eller

5) sammenslutninger af de under nr..1-3 nævnte virksomheder eller til administrationsvirksomheder for aftagere omfattet af nr.1-4.



Stk. 4. Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til en sådan dattervirksomhed, jf. stk. 3, skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.«

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.


§ 2

Loven træder i kraft den 15. april 2009.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning og baggrund for lovforslaget

Formålet med lovforslaget er at give ATP mulighed for via datterselskabet ATP PensionService A/S at sælge administrative ydelser, bortset fra formueforvaltning, til arbejdsmarkedspensionsordninger, som er etableret og driver virksomhed inden for EU-/EØS-området. Samtidig foreslås det, at ATP PensionService A/S får mulighed for at levere ydelser til sammenslutninger, administrationsfællesskaber og administrationsvirksomheder for arbejdsmarkedspensionsordninger.


2. Lovforslagets indhold

Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension har rettet henvendelse til Beskæftigelsesministeren med henblik på, at der etableres en mulighed for, at ATP via en helejet dattervirksomhed kan sælge administrative ydelser, bortset fra formueforvaltning, til arbejdsmarkedspensionsordninger, som er etableret og driver virksomhed inden for EU-/EØS-området.


ATP har i dag adgang til at sælge ydelser til arbejdsmarkedspensionsordninger i Danmark. Siden 1990 har ATP således haft hjemmel i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til i Danmark at levere administrative ydelser til pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed.


Via denne hjemmel har ATP gennem den helejede dattervirksomhed, ATP PensionService A/S, siden 1990 leveret administrative ydelser til en række danske arbejdsmarkedspensionsordninger.


Overskuddet fra ATP PensionService A/S tilgår ATP's medlemmer og pensionister via forøget bonuspotentiale i ATP.


Med henblik på at skabe et fuldstændigt indre marked for finansielle tjenester har EU vedtaget direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003. Direktivets formål er at etablere et mere effektivt indre marked for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, herunder en forenklet og mere effektiv administration. Med direktivet er der ligeledes taget skridt imod fælles og ensartede tilsynsregler.


Med lovforslaget får ATP PensionService A/S adgang til at levere ydelser til arbejdsmarkedspensionsordninger eller arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser etableret i et EU- eller EØS-land. ATP PensionService A/S får således mulighed for at tilpasse sig udviklingen i et indre marked for arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger mv., herunder grænseoverskridende pensionsordninger.


Samtidig foreslås det, at ATP PensionService A/S får mulighed for at levere ydelser til sammenslutninger, administrationsfællesskaber og administrationsvirksomheder for arbejdsmarkedspensionsordninger.


Denne del af forslaget skal ses i lyset af udviklingen af organiseringen af arbejdsmarkedspensionsordninger, hvor enkeltstående ordninger slår sig sammen i sammenslutninger, administrationsfællesskaber og administrationsvirksomheder.


Den administrative bistand vil være undergivet de samme betingelser i forhold til prisfastsættelse, regnskab og tilsyn, som gælder for ATP PensionService A/S nuværende leverancer til arbejdsmarkedspensionsordninger i Danmark.


Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til dattervirksomheden oprettet med hjemmel i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension § 26 b, stk. 3 og 4 skal, som det fremgår af forslaget, fortsat ske efter reglerne i § 23, stk. 4. Et sådant salg er således omfattet af reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Den udøvede virksomheden i datterselskabet skal regnskabsmæssigt være adskilt fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions øvrige regnskab.


Ved indtægtsdækket virksomhed skal prisen på den enkelte vare og ydelse fastsættes således, at der ikke sker konkurrenceforvridning over for private eller offentlige konkurrenter, og således at de langsigtede gennemsnitsomkostninger dækkes.


3. Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner.


4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.


5. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


6. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


8. Høring

Lovforslaget har været sendt i høring hos Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, FTF, Akademikernes Centralorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Ledernes Hovedorganisation, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, KL, Danske Regioner, Advokatrådet, ATP, Forsikring og Pension, Foreningen af Firmapensionskasser Rigsombudet på Færøerne og Landsstyret i Grønland.


9. Sammenfatning af konsekvenser af lovforslaget

 
Positive konsekvenser /
mindre udgifter
Negative konsekvenser /
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


Bemærkninger til de enkelte bestemmelser


Til § 1

Der foreslås en udvidelse af adgangen for ATP til gennem et datterselskab at sælge administrative ydelser til pensionsselskaber. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til salg af formueforvaltningsservice såsom investeringsrådgivning og porteføljepleje. Samtidig foreslås det, at ATP PensionService A/S får mulighed for at levere ydelser til sammenslutninger, administrationsfællesskaber og administrationsvirksomheder for arbejdsmarkedspensionsordninger.


Bestemmelsens nr. 1 er en videreførelse af den gældende bestemmelse, som indebærer, at ATP kan sælge af administrative ydelser til arbejdsmarkedspensionsordninger i Danmark organiseret enten som:


- tværgående pensionskasser,

- arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber eller

- kommercielle pensions- og livsforsikringsaktieselskaber med tilsvarende karakteristika som tværgående pensionskasser og arbejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsaktieselskaber.



Nr. 2 indeholder en ny hjemmel for ATP til gennem et datterselskab at levere administrative ydelser, bortset fra formueforvaltning, til virksomheder etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, der driver virksomhed enten som arbejdsmarkedspensionsordning eller som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse.


Arbejdsmarkedspensionsordning omfatter de virksomhedstyper, som beskrevet i litra a), og hvor virksomheden har tilladelse til sådan virksomhed efter nationale bestemmelser fastsat efter fælles europæisk regulering,


Arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse omfatter de ordninger, der kan udledes af definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed.


Arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse omfatter efter definitionen i direktivet: en pensionskasse, der uanset dens juridiske status opererer på et kapitaliseringsgrundlag, og som er oprettet adskilt fra ethvert pensionstegnende firma eller fag med det formål at yde arbejdsmarkedsrelaterede pensioner på grundlag af:


- en individuelt eller kollektivt indgået aftale mellem arbejdsgiver(e) og den/de ansatte eller deres respektive repræsentanter eller

- en aftale indgået med selvstændige i overensstemmelse med lovgivningen i hjemlandet og i værtslandet, og hvis aktiviteter er direkte knyttet hertil."



Direktivets henvisning til "hjemlandet" og "værtslandet" sigter efter definitionen i direktivet til, at aftalen mellem pensionskassen og de selvstændige skal overholde lovgivningen både i det land, hvor pensionskassen har sit hjemsted, og i det land, som regulerer medlemmernes pensionsaftale.


Direktivets bestemmelser er bl.a. implementeret i lov om tilsyn med firmapensionskasser, som regulerer danske firmapensionskasser.


Med et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, forstås EØS-landene, som p.t. omfatter Island, Norge og Liechtenstein.


Ved fælles europæisk regulering forstås direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikring og direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed, begge med senere ændringer.


Nr. 3 er en videreførelse af den gældende bestemmelse om levering af administrative ydelser til "PensionsInfo", som er et samarbejde mellem pensionskasser, livsforsikringsselskaber, banker, sparekasser og offentlige myndigheder, som giver den enkelte borger et overblik over sin pension.


Nr. 4. er en videreførelse af den gældende bestemmelse for Lønmodtagernes Dyrtidsfond.


I forbindelse med nærværende revision af bestemmelsen gives der ATP adgang til at levere administrative ydelser til sammenslutninger, administrationsfællesskaber og/eller administrationsselskaber. Denne ændring understøtter den aktuelle strukturtilpasning, som ses blandt arbejdsmarkedspensionsordningerne, hvor der af driftsmæssige årsager i stigende grad oprettes sammenslutninger og fællesskaber. Med tilsvarende administrative ydelser sigtes til, at der kan leveres samme bistand, som kan leveres direkte til de enkelte virksomheder.


Nr. 5 er en videreførelse af den gældende bestemmelse for så vidt angår levering af administrative ydelser til sammenslutninger omkring PensionsInfo. Med forslaget får ATP gennem et datterselskab tilsvarende mulighed for at levere administrative ydelser til sammenslutninger af de under nr. 1 og 2 nævnte virksomheder, dels til administrationsvirksomheder for aftagere omfattet af nr. 1-4.


Til stk. 4. Med bestemmelsens henvisning til § 23, stk. 4 sikres, at ATP's salg af ydelser til dattervirksomheden fortsat skal ske i henhold til reglerne om indtægtsdækket virksomhed.


Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. april 2009.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 8. juli 2008, som ændret ved § 7 i lov nr. 515 af 17. juni 2008, § 7 i lov nr. 517 af 17. juni 2008, lov nr. 1063 af 6. november 2008 og lov nr. 117 af 17. februar 2009, foretages følgende ændring:
   
§ 26 b, stk. 3
 
1.§ 26 b, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:
Stk. 3. Midlerne kan placeres i dattervirksomheder, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og som har til formål at tilbyde administrative ydelser bortset fra formueforvaltning til pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed eller ordninger efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Selskabet kan endvidere tilbyde administrative ydelser til pensionsordninger, myndigheder og andre udbydere af alderdomssikring, efterløn og lign., herunder til sammenslutninger af sådanne, med henblik på information til medlemmer, kunder m.v. Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til et sådant selskab skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.
 
»Stk. 3. Midlerne kan placeres i dattervirksomheder, som Arbejdsmarkedets Tillægspension ejer fuldt ud, og som har til formål at tilbyde administrative ydelser, bortset fra formueforvaltning, til:
6) Pensionskasser og tilsvarende ordninger i livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel virksomhed,
7) virksomheder etableret i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, som driver virksomhed enten som arbejdsmarkedspensionsordning eller som arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse, og som har opnået tilladelse til sådan virksomhed efter nationale bestemmelser fastsat efter fælles europæisk regulering,
  
8) pensionsordninger, myndigheder og andre udbydere af alderdomssikring, efterløn og lignende med henblik på information til medlemmer, kunder m.v.
  
9) ordninger efter lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, eller
  
10) sammenslutninger af de under nr..1-3 nævnte virksomheder eller til administrationsvirksomheder for aftagere omfattet af nr. 1-4.
  
Stk. 4. Et eventuelt salg af ydelser fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til en sådan dattervirksomhed, jf. stk. 3, skal ske efter reglerne i § 23, stk. 4.«.
  
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 5-8.