Skriftlig fremsættelse (25.
februar 2009)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension (Udvidelse af adgangen for
ATP til salg af administrative ydelser)
(Lovforslag nr. L 138).
ATP har siden 1990 haft hjemmel i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension til i Danmark at levere administrative ydelser
til pensionskasser og tilsvarende ordninger i
livsforsikringsselskaber, der er omfattet af lov om finansiel
virksomhed. Overskuddet fra ATP PensionService A/S tilgår
ATP's medlemmer og pensionister via forøget bonuspotentiale
i ATP.
Med nærværende foreslås det, at der
etableres en mulighed for, at ATP via en helejet dattervirksomhed
kan sælge administrative ydelser, bortset fra
formueforvaltning, til arbejdsmarkedspensionsordninger, som er
etableret og driver virksomhed inden for
EU-/EØS-området.
Samtidigt foreslås det, at ATP PensionService A/S
får hjemmel til at levere ydelser til sammenslutninger,
administrationsfællesskaber og administrationsvirksomheder
for arbejdsmarkedspensionsordninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til
Tingets velvillige behandling.