Skriftlig fremsættelse (28.
januar 2009)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
næringsbreve til visse fødevarevirksomheder og lov om
restaurations- og hotelvirksomhed m.v. (Forenkling af reglerne om
næringsbrev og udveksling af oplysninger m.v.).
(Lovforslag nr. L 118).
Målet med dette lovforslag er, bl.a. på baggrund
af drøftelser med involverede organisationer og myndigheder,
at revidere næringsbrevsordningen.
Næringsbrevsordningen trådte i kraft 1. juli 2005
og indebærer, at alle fødevarebutikker og
restaurationer skal have et næringsbrev. I 2006 blev
ordningen udvidet til at omfatte overtrædelse af reglerne om
pant på emballage, og fra 1. maj 2007 blev ordningen
yderligere udvidet til også at omfatte catering- og
fødevareengrosvirksomheder. I forbindelse med vedtagelsen af
ordningen blev der indsat en bestemmelse om, at loven skal
revideres i 2008-09.
Reglerne om næringsbrev forenkles ved at
sammenlægge de tre eksisterende næringsbreve -
næringsbrev til fødevarebutik, næringsbrev til
fødevareengrosvirksomhed og næringsbrev som
restauratør - til ét næringsbrev.
Virksomhederne har herefter én samlet indgang til
myndighederne (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) i alle
spørgsmål om registrering og administration af
næringsbrevet. Sammenlægningen betyder også, at
virksomhederne kan nøjes med ét næringsbrev pr.
forretningssted, selvom der fra stedet drives flere forskellige
typer fødevarevirksomhed. Det er en økonomisk og
administrativ forenkling i forhold til i dag.
Erfaringerne med ordningen har vist, at der er behov for
tiltag mod virksomheder, der driver fødevarevirksomhed uden
om næringsbrevsordningen og for en forbedring af de
involverede myndigheders mulighed for at føre risikobaseret
kontrol. Risikobaseret kontrol går ud på, at
myndighederne målretter deres kontrol, således at
virksomheder, der har orden i deres forhold, får færre
kontrolbesøg, mens der kan føres skærpet tilsyn
med de virksomheder, der ikke har orden i deres forhold.
Indsatsen mod virksomheder, der driver
fødevarevirksomhed uden om næringsbrevsordningen, sker
ved en styrkelse af de regler, der skal sikre, at ingen
fødevarevirksomheder, der er omfattet af ordningen,
påbegynder deres virksomhed, før de er optaget i
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register (Næringsbasen). Det
præciseres bl.a., at de tilsynsførende myndigheder i
forbindelse med deres almindelige kontrol skal påse, at den
kontrollerede virksomhed har næringsbrev, og hvis dette ikke
er tilfældet indberette det til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen. Myndighedernes mulighed for at føre
risikobaseret kontrol forbedres bl.a. gennem bedre mulighed for
udveksling af oplysninger mellem de tilsynsførende
myndigheder og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Derved kan de
registrerede oplysninger som noget nyt fremover bruges til at
planlægge kontrolbesøg.
Lovforslaget forventes at have en positiv effekt for
erhvervslivet. Lovforslaget har ikke konsekvenser for det
offentlige eller miljøet. I forholdet til EU-retten er der
ikke væsentlige bemærkninger. Lovforslaget
foreslås at træde i kraft den 1. juli 2009.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal
jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige
behandling.