L 111 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Ændring af procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2008-09
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 29-01-2009

Fremsættelse: 29-01-2009

Fremsættelsestale af lovforslag

20081_l111_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (29. januar 2009)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen (Ændring af procedure for henvisning til specialundervisning i enkelte fag)

(Lovforslag nr. L 111).

Formålet med lovforslaget er - som led i regeringens afbureaukratiseringsprogram - at forenkle de administrative byrder i folkeskolen ved at ændre proceduren for henvisning til specialundervisning i enkelte fag inden for skolens rammer.


Undervisningsministeren nedsatte i januar 2008 et afbureaukratiseringsudvalg, der fik til opgave at komme med forslag til regelforenkling og fjernelse af unødvendigt bureaukrati på folkeskoleområdet. Afbureaukratiseringsudvalget blev sammensat af repræsentanter for Undervisningsministeriet, KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening, Skolelederne, Skole og Samfund, BUPL og Danske Skoleelever.


Afbureaukratiseringsudvalget afgav i juni 2008 en rapport indeholdende et katalog af forslag til modeller til afbureaukratisering af folkeskolen inden for områderne elevplaner, kvalitetsrapporter, procedure i forbindelse med henvisning til specialundervisning m.v. samt fraværsregistrering.


Afbureaukratiseringsudvalget har overvejet muligheden for at forenkle proceduren for henvisning til specialundervisning i enkelte fag inden for skolens rammer. Et flertal af udvalget bestående af KL, Børne- og Kulturchefforeningen, Danmarks Lærerforening, Skolelederne samt BUPL har anført, at de foretrækker en afbureaukratiseringsmodel, hvorefter en forudgående pædagogisk-psykologisk vurdering kan undlades, hvis skole og forældre er enige herom. For Danmarks Lærerforening er det dog en forudsætning, at der hurtigst muligt efter iværksættelse af specialundervisning indhentes en pædagogisk-psykologisk vurdering.


Med henblik på en forenkling af sagsgangen foreslås det på den baggrund, at inddragelse af pædagogisk-psykologisk rådgivning fremover kan undlades i de tilfælde, hvor skolens leder vurderer, at en pædagogisk-psykologisk vurdering af eleven ikke er nødvendig for iværksættelse af specialundervisning i enkelte fag inden for skolens rammer, og hvor forældrene er enige heri. Elevens synspunkter skal tillægges passende vægt under hensyntagen til elevens alder og modenhed.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.