L 107 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af navneloven. (Adgang til at tage en afdød
ægtefælles mellem- og efternavn m.v.).
Fremsat den 28. januar 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af navneloven
(Adgang til at tage en afdød
ægtefælles mellem- og efternavn m.v.)
§ 1
I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
524 af 24. juni 2005, som ændret ved lov nr. 435 af 14. maj
2007, foretages følgende ændringer:
1.
Overalt i loven ændres »Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender« til: »Justitsministeren« og
»ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til:
»justitsministeren«.
2. I
§ 5 indsættes som stk.
3:
»Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
samtykke, jf. stk. 1 og 2. Justitsministeren kan, hvor
særlige grunde taler herfor, undtage fra kravet om samtykke i
stk. 1 og 2.«
3.I § 11, stk. 3, 2. pkt.
ændres »nr. 5 og 6« til: »nr.
5-7«.
4.§ 13, stk. 2, 2. pkt .
ophæves.
5. I
§ 13 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om, at
personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles
hermed, ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.«
6.§ 31 ophæves.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. oktober 2009.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Grønland med de afvigelser,
som de særlige grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at indføre en adgang
til, at man under visse betingelser kan tage sin afdøde
ægtefælles eller samlevers mellem- eller efternavn. Det
foreslås desuden at udvide adgangen til at undtage fra lovens
krav om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte
køn. Endelig foreslås det at ophæve lovens
revisionsbestemmelse.
1.1. Baggrund
Den 1. april 2006 trådte en ny navnelov i kraft
(lovbekendtgørelse nr. 524 af 24. juni 2005). Loven
ophævede den hidtidige lov om personnavne
(lovbekendtgørelse nr. 193 af 29. april 1981 med senere
ændringer), der i mange henseender byggede på Danmarks
første egentlige navnelov (Lov om Navneforandring fra
1904).
Med den nuværende navnelov blev der foretaget en
fuldstændig revision af lovgivningen. Reglerne blev
liberaliserede og sagsgangen forenklet. Loven bygger på det
princip, at en persons navn i første række er et
privat anliggende og kun i anden række et
spørgsmål, som samfundet har en interesse i at
regulere. Som lovens mest centrale elementer kan nævnes, at
efternavne, der bæres af 2.000 personer eller flere, er frie
og kan tages af enhver, og at det er muligt at tage sit mellemnavn
som efternavn. Endvidere har ægtefæller fået
mulighed for at tage hinandens mellemnavne, ligesom ugifte
samlevende kan tage hinandens mellem- og efternavne. Der skelnes
ikke længere mellem giftenavne og egne navne.
Fremsættelsen af forslaget til den nuværende
navnelov medførte betydelig debat. På denne baggrund
blev der under lovforslagets behandling indsat en
revisionsbestemmelse. Efter navnelovens § 31 skal der
således ske en revision af loven i folketingsåret
2008/09. Baggrunden for bestemmelsen var at give Folketinget
mulighed for at vurdere lovens virkning i praksis.
Den nuværende navnelov blev i folketingsåret
2006/07 ændret ved lov nr. 435 af 14. maj 2007 (Gebyr for
behandling af ansøgning om navneændring m.v.). Med
lovændringen blev der indført et gebyr på 430
kr. for alle navneændringer, dog med undtagelse af
navneændringer i forbindelse med vielse og
navneændringer for børn under 18 år, der
følger af forældrenes navneændringer.
Med dette lovforslag foreslås det at ophæve
revisionsbestemmelsen. Erfaringerne med den nuværende
navnelov viser, at lovens samlede muligheder benyttes i vidt
omfang. Samtidig kan det konstateres, at de bestemmelser, der var
mest omdiskuterede i forbindelse med behandlingen af navneloven,
ikke efterfølgende har medført debat eller anvendes i
større omfang.
Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for at
stille forslag om ændring af loven på enkelte
områder. Det foreslås således, at der
indføres en bestemmelse, hvorefter der kan fastsættes
nærmere regler for under visse betingelser at tage sin
afdøde ægtefælles eller samlevers mellem- eller
efternavn. Endvidere foreslås det, at den mulighed, der er i
loven for at fastsætte regler, der for transseksuelle
undtager fra kravet om, at et fornavn ikke må betegne det
modsatte køn, udvides til også at omfatte personer,
der ganske må ligestilles med transseksuelle.
2. Ophævelse af
revisionsbestemmelsen
2.1. Statistik og erfaringer med den
nye navnelov
Det var forventet, at flere af den nuværende navnelovs
nye muligheder ville blive udnyttet i vidt omfang. Dette
gælder særligt muligheden for at tage sin ugifte
samlevers mellem- og efternavn, muligheden for at bortkaste sit
efternavn og tage sit mellemnavn som efternavn, og
ægtefællers mulighed for at tage hinandens
mellemnavne.
For at kunne følge udviklingen i navnesager efter den
gældende lovs ikrafttræden og til brug for
overvejelserne om en eventuel revision af loven har
personregisterførerne siden lovens ikrafttræden
udarbejdet statistik over anvendelsen af de nye muligheder for
navneændring.
I alt er der gennemført ca. 252.000
navneændringer siden lovens ikrafttræden (1. april 2006
til 30. september 2008). To typer af navneændringer
udgør tilsammen ca. 140.000 navneændringer. Det drejer
sig om muligheden for at tage sit mellemnavn som efternavn (ca.
48.000), og muligheden for at tage sin ægtefælles
mellem- eller efternavn (ca. 93.000). Ved ca. 4.000
navneændringer har personer valgt et frit efternavn fra
listen på Familiestyrelsens hjemmeside over efternavne, der
bæres af 2.000 personer eller flere. Ophævelse af
sondringen mellem gifte- og eget efternavn har medført, at
et såkaldt giftenavn er videregivet til en ny
ægtefælle eller samlever i ca. 1.700 tilfælde.
Ligestillingen i loven af ugifte personer med gifte personers
adgang til at tage hinandens navne er udnyttet ved ca. 7.200
navneændringer.
Ved fremsættelsen af forslaget til den nuværende
navnelov blev det skønnet, at det samlede antal
navneændringer årligt ville stige fra ca. 44.000 til
ca. 61.000. Dette skøn baserede sig dels på de
udvidede muligheder for at få en navneændring, dels
på at man med loven ophævede det gebyr, som visse
navneændringer tidligere var pålagt. Som det
fremgår af statistikken, har antallet af navneændringer
de første to år efter lovens ikrafttræden langt
oversteget denne forventning, idet det dog må antages, at
nyhedens interesse og de nye muligheder har forøget antallet
af navneændringer straks efter lovens
ikrafttræden.
Antallet af navneændringer ser nu ud til at stabilisere
sig på et niveau svarende til 50 - 60.000 årligt.
2.2. Justitsministeriets
overvejelser
Flere af de nye muligheder for navneændring, der blev
indført med den gældende navnelov, blev debatteret
meget under behandlingen af lovforslaget. Dette gælder
navnlig ophævelsen af sondringen mellem eget efternavn og
giftenavn, hvilket gav mulighed for at give et navn erhvervet ved
ægteskab videre til en ny ægtefælle eller
samlever, indførelse af retten til at tage sin ugifte
samlevers mellem- og efternavn samt grænsen for, hvor mange
bærere af et navn, der skal til, før navnet er et frit
efternavn.
Statistikken over navneændringer viser som ovenfor
anført, at de nye - mere liberale - muligheder for at skifte
navn er benyttet i vidt omfang. Statistikken viser dog også,
at det ikke er de muligheder for at skifte navn, der blev mest
omdiskuterede i forbindelse med behandlingen af loven, der har
været mest anvendt.
Justitsministeriet (Familiestyrelsen) har siden lovens
ikrafttræden i 2006 løbende drøftet lovens
praktiske anvendelse med relevante myndigheder og organisationer.
På baggrund af disse drøftelser er det
Justitsministeriets vurdering, at navneloven i alt væsentlig
er hensigtsmæssigt udformet. Der er dog peget på
enkelte uhensigtsmæssigheder ved loven, som forsøges
imødegået ved dette forslag.
Samtidig kan det konstateres, at den nuværende
administrative ordning for behandling af navnesagerne fungerer i
praksis. Det kan i den forbindelse nævnes, at
administrationen af navnesager med den nuværende ordning blev
forenklet sådan, at borgerne kun skal henvende sig ét
sted (personregisterføreren), og dermed lettere kan komme i
forbindelse med den rette myndighed. Ligeledes kan det konstateres,
at ordningen med indbetaling af gebyr for ansøgning om
navneændring både er nem at anvende for borgerne og
også nem at administrere for
personregisterførerne.
Det er på den baggrund samlet Justitsministeriets
opfattelse, at der alene er behov for at stille forslag om mindre
justeringer af loven samt en ophævelse af
revisionsbestemmelsen.
3. Adgang til at tage sin
afdøde ægtefælles eller samlevers mellem- eller
efternavn
3.1. Gældende ret
En ægtefælle kan tage den anden
ægtefælles efternavn, hvis den anden
ægtefælle giver sit samtykke hertil. Med den
nuværende navnelov er det også muligt for
ægtefæller at tage hinandens mellemnavne, hvis den
anden ægtefælle samtykker i navneændringen.
På samme måde er det muligt for ugifte samlevende at
tage hinandens mellem- og efternavne. I disse tilfælde er der
ligeledes et samtykkekrav.
Det fremgår af forarbejderne til lovens § 11, at
det ikke er muligt at tage en tidligere (afdød eller
fraskilt) ægtefælles mellem- eller efternavn.
Som anført er der med den nuværende navnelov
indført en adgang for ugifte samlevende til at tage
hinandens mellem- og efternavne. Samtidig er der indført en
adgang for ægtefæller til at tage hinandens
mellemnavne, og som det fremgår ovenfor i punkt 2.1., er
denne mulighed udnyttet i betydeligt omfang. Dette kunne ikke
tidligere lade sig gøre. Derimod fandtes der i lov om Det
Centrale Personregister en adgang til at fastsætte regler om
registrering af såkaldte adresseringsmellemnavne.
Adresseringsnavne blev/bliver i flere sammenhænge behandlet
på linje med et almindeligt navn og et adresseringsnavn
kunne/kan blandt andet medtages i pas og kørekort. Den
væsentligste praktiske forskel mellem et
adresseringsmellemnavn og et officielt mellemnavn efter navneloven
er, at den, der anvender et adresseringsmellemnavn, ikke "hedder"
dette navn, og derfor ikke kan give det videre til andre.
Brugen af adresseringsnavne har indtil ikrafttræden af
den nuværende navnelov været meget udbredt. Med den
nuværende navnelov blev begrebet adresseringsmellemnavne
afskaffet. Dog er der i loven en overgangsbestemmelse, der sikrer,
at de adresseringsmellemnavne, der inden lovens ikrafttræden
er registreret i CPR, kan forblive registreret i CPR, indtil den
pågældende ændrer sit navn eller ansøger
om at få adresseringsmellemnavnet slettet.
3.2. Justitsministeriets
overvejelser
Som statistikken og erfaringerne viser, er adgangen i den
nuværende navnelov til at tage sin ægtefælles
mellemnavn udnyttet i betydeligt omfang. I dag forekommer det da
også naturligt, at ægtefæller kan konstruere et
nyt fælles navn, hvor både mellem- og efternavne
kombineres.
Efter ikrafttræden af navneloven modtog
personregisterførerne og Familiestyrelsen et ikke
ubetydeligt antal henvendelser fra personer, som havde en
forventning om, at loven tillige gav mulighed for, at de kunne tage
deres afdøde ægtefælles mellemnavn.
Ansøgninger herom er blevet afslået, fordi den
pågældende ægtefælle ikke kan give sit
samtykke til navneændringen, og da loven ikke på dette
område giver mulighed for administrativt at fastsætte
regler om adgangen til at undtage fra kravet om samtykke. Det samme
er tilfældet ved efternavne.
I langt de fleste tilfælde drejer disse sager sig om
ældre personer, der i mange år var gift med den nu
afdøde, og som siden vielsen har båret afdødes
navn som adresseringsmellemnavn. Den pågældendes
børn og børnebørn vil ofte bære navnet
som et egentligt navn efter navneloven. Disse personer har i mange
tilfælde kaldt sig og været kendt under det
pågældende navn, og de betragter derfor navnet som en
del af deres identitet. Såvel personregisterførerne
som Familiestyrelsen har modtaget en række henvendelser fra
personer, der på den baggrund giver udtryk for ønsket
om at kunne få et navn, som de føler en stærk
tilknytning til.
Efter den nuværende navnelov er det muligt at tage sin
afdøde sted- eller plejeforælders navn. Denne mulighed
bygger på videreførelse af en mangeårig praksis
efter den tidligere navnelov. For at kunne tage sin afdøde
sted- eller plejeforælders navn stilles der krav om, at den
søgte navneændring må antages at stemme med
afdødes ønske. Til brug for vurderingen af, om en
ansøgt navneændring må antages at stemme med den
afdødes ønske, skal ansøgeren fremlægge
skriftlig erklæring herom fra den afdødes
nærmeste slægt.
Justitsministeriet finder, at det under visse nærmere
betingelser tillige bør være muligt at få en
afdød ægtefælles mellem- eller efternavn. En
sådan adgang bør i overensstemmelse med lovens
struktur indføres som en bemyndigelsesbestemmelse, der giver
adgang til at fastsætte nærmere regler herom.
Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede
adgang også vil omfatte registrerede partnere, jf. herved
§ 3, stk. 2, i lov om registreret partnerskab
(lovbekendtgørelse nr. 938 af 10. oktober 2005).
Et ønske om at videreføre en tidligere
ægtefælles mellem- eller efternavn, når et
ægteskab er ophørt ved denne ægtefælles
død, må normalt antages kun at være aktuelt i de
tilfælde, hvor den, der ønsker at bære navnet,
har en sådan, særlig stærk tilknytning til dette,
at det reelt opleves som en del af den pågældendes
identitet i forhold til omverdenen.
Det forhold, at en person kan få sin afdøde sted-
eller plejeforælders navn, adskiller sig efter
Justitsministeriets opfattelse ikke væsentligt fra de
situationer, hvor en person ønsker sin afdøde
ægtefælles navn. I begge situationer må det
antages, at ønsket om navneændring er begrundet i et
særligt tilhørsforhold til det pågældende
navn, og at der kan opstå situationer, hvor man - uanset at
man ikke fik foretaget navneændringen, mens ens
ægtefælle, sted- eller plejeforælder levede -
ønsker at videreføre navnet.
For at sikre, at det alene er muligt at få sin
afdøde ægtefælles mellem- og efternavnnavn i de
tilfælde, hvor der eksisterer en stærk tilknytning til
det pågældende navn, forudsættes det, at
ordningen administreres sådan, at der - i lighed med
muligheden for at få sin afdøde sted- eller
plejeforælders mellem- og efternavnnavn - stilles krav om en
erklæring fra afdødes nærmeste slægt. En
sådan erklæring er dels med til at sikre, at
navneændringen sker i overensstemmelse med det, der må
antages at have været den afdøde
ægtefælles ønske, dels at navneændringen
afspejler en særlig tilknytning til navnet.
Det er Justitsministeriets forventning, at der samlet set vil
være tale om et begrænset antal personer, der vil
benytte sig af muligheden for at få en afdød
ægtefælle eller samlevers navn, idet muligheden som
nævnt fortrinsvis retter sig mod personer, der føler
en stærk tilknytning til det pågældende navn
gennem langvarigt ægteskab, og for hvem det ikke var muligt
at få ægtefællens mellemnavn med de tidligere
navneregler.
Med den nuværende navnelov er ægtefæller og
ugifte samlevende ligestillet, således at også ugifte
samlevende under visse betingelser kan tage hinandens mellem- og
efternavne. Denne ligestilling bør efter Justitsministeriets
opfattelse også gælde i forhold til muligheden for at
få sin afdøde ugifte samlevendes mellem- eller
efternavn. På samme måde som adgangen til at få
en afdød og fraskilt ægtefælles navn er knyttet
op på et samtykkekrav, vil en navneændring til en
afdød samlevers navn være betinget af, at den
afdøde samlevers nærmeste slægt giver samtykke
til navneændringen.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, og
bemærkningerne hertil.
4. Adgang til at tage et fornavn, der
betegner det modsatte køn
4.1. Gældende ret
Et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i
forhold til den, der skal bære navnet. Justitsministeren kan
dog fastsætte regler, der for transseksuelle personer
gør undtagelse fra dette krav. På den baggrund er der
i navnebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 438 af 11.
maj 2007) fastsat en bestemmelse om, at der for personer, som ikke
har gennemgået et kønsskifte, men som af
Rigshospitalets Sexologisk Klinik vurderes at være
transseksuelle, kan gøres undtagelse fra kravet om, at et
navn ikke må betegne det modsatte køn. I praksis
afgiver Sexologisk Klinik denne vurdering i en skriftlig
erklæring til navnemyndighederne.
Efter forarbejderne til navnelovens § 13, stk. 2, (FT
2004-05, 2. samling, tillæg A, s. 769) omfatter bestemmelsen
to persongrupper: 1) Transseksuelle, der går i
observationsforløb på Sexologisk Klinik med henblik
på senere at søge tilladelse til kønsskifte, og
som er blevet henvist til kønshormonbehandling, og 2)
transseksuelle, der gennem længere tid har levet fuldtids som
det andet køn, men ikke ønsker at gennemgå
kønsskifte, og ønsket om at leve som det andet
køn er stabilt, og ansøgerens livskvalitet
skønnes at blive væsentligt forbedret ved et fornavn,
der svarer til den kønslige fremtoning.
4.2. Justitsministeriets
overvejelser
Som det fremgår af punkt 4.1, er muligheden for at
gøre undtagelse fra kravet om, at et fornavn ikke må
betegne det modsatte køn, i dag forbeholdt personer, der er
transseksuelle. Justitsministeriet finder på baggrund af
erfaringerne med disse sager, at der bør ske en vis
udvidelse af anvendelsesområdet for hjemmelsbestemmelsen i
lovens § 13, stk. 2, så også personer, der ganske
kan ligestilles med transseksuelle, men som ikke af Sexologisk
Klinik kan erklæres for egentlige transseksuelle, kan
få et fornavn, der betegner det modsatte køn.
Rigshospitalets Sexologiske Klinik har således defineret
denne persongruppe som personer, der igennem en længere
årrække jævnligt har klædt sig som det
modsatte køn, og som efter lange overvejelser giver efter
for et basalt behov for permanent at klæde sig som og i det
hele taget leve som det modsatte køn. De omhandlede personer
fremtræder således som transseksuelle, dvs. som det
andet køn, såvel over for sig selv som andre, men kan
ikke fra Sexologisk Kliniks side opnå en egentlig betegnelse
som transseksuel eller tilladelse til en
kønsskifteoperation. Et typisk eksempel på en person i
denne persongruppe er ifølge Sexologisk Klinik en mand
på 50 - 60 år, som hele sit voksenliv har haft
glæde af at klæde sig i kvindetøj. Vedkommende
har i de seneste år i stigende omfang givet efter for trangen
til at klæde sig som kvinde for til sidst fuldtids at
fremtræde som sådan over for omverdenen. Dog har
personen på det seksuelle plan lejlighedsvis fortsat
glæde af sit mandlige kønsorgan. Derfor kan personen
ikke i psykiatrisk forstand betegnes som transseksuel, selv om han
over for omverdenen fremtræder som sådan. Den
persongruppe, der er omfattet af forslaget, adskiller sig
væsentligt fra gruppen af transvestitter, der er kendetegnet
ved ønsket om kun lejlighedsvis at iføre sig det
modsatte køns tøj for at kunne føle sig som
det modsatte køn.
Sexologisk Klinik er af den opfattelse, at muligheden for et
navneskifte vil betyde en forbedret livskvalitet for den
nævnte persongruppe, der som omtalt ikke kan opnå en
betegnelse som egentlig transseksuel. Sexologisk Klinik har
således peget på, at der er tale om en gruppe
mennesker, der permanent lever som det modsatte køn på
baggrund af årelange personlige overvejelser. Ifølge
et skøn fra Sexologisk Klinik vil en udvidelse af muligheden
for at få et navn, der betegner det modsatte køn til
også at omfatte denne persongruppe, omfatte ca. 10-20
personer årligt. Det må dog antages, at den
nævnte persongruppes behov for en navneændring straks
efter en udvidelse af ordningen vil medføre et noget
større antal ansøgninger.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at
anvendelsesområdet for bemyndigelsesbestemmelsen i § 13,
stk. 2, bør udvides, således at personer, der ganske
kan ligestilles med transseksuelle, kan få et fornavn, der
betegner det modsatte køn.
Det er hensigten, at den administrative procedure for
navneændring for den nævnte gruppe af personer
tilrettelægges således, at proceduren svarer til den
procedure, der anvendes i forhold til transseksuelle. Sexologisk
Klinik vil derfor i disse tilfælde skulle afgive en
erklæring om, at vedkommende ganske kan ligestilles med en
transseksuel, idet han eller hun lever som det modsatte køn
og har gjort dette gennem længere tid, ligesom det skal
være en betingelse, at en navneændring vil kunne
forbedre den pågældendes livskvalitet
væsentligt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og
bemærkningerne hertil.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige.
6. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget indebærer ikke økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser for
borgere
Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser
for borgere.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder,
organisationer m.v.
Lovforslaget er sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.: Foreningen af
Familieretsadvokater, Danske Advokater, Advokatrådet,
Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af
Statsforvaltningsjurister, Den Danske Præsteforening,
Danmarks Kordegneforening, Den romersk-katolske Kirke, Det mosaiske
trossamfund, Den reformerte menighed i Fredericia, Den
fransk-reformerte menighed i København, Den tysk-reformerte
menighed i København, Det metodistiske trossamfund,
Baptistkirken i København, Den ortodokse russiske kirkes
menighed i København, Den norske menighed ved Kong Haakon
kirken i København, Svenska Gustafsförsamlingen i
København, Den til St. Alban's English Church i
København hørende menighed,
Personregisterførerne i Sønderjylland, Kommunernes
Landsforening, Rigshospitalets Sexologiske Klinik, Trans-Danmark og
Patientforeningen for Transseksuelle.
11. Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| | Positive konsekvenser | Negative konsekvenser |
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konse-kvenser for
borgere | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Ved kongelig resolution af 23. november 2007 blev Ministeriet
for Familie- og Forbrugeranliggender nedlagt, og sager
vedrørende navneloven overført til
Justitsministeriet. Som konsekvens heraf ændres lovens
henvisninger fra Ministeren for familie- og forbrugeranliggender
til Justitsministeren samt fra ministeren for familie- og
forbrugeranliggender til justitsministeren.
Til nr. 2
Det foreslås, at der indsættes et stk. 3 i lovens
§ 5, hvorefter justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om samtykke, jf. stk. 1 og 2, og at der, hvor
særlige grunde taler herfor, kan undtages fra kravet om
samtykke i stk. 1 og 2. Bestemmelsen gælder således
både ægtefæller og ugifte samlevende.
Efter navnelovens § 4, stk. 5 (efternavne), og § 11,
stk. 3 (mellemnavne) kan justitsministeren fastsætte
nærmere regler om samtykke, når der ansøges om
sted- eller plejeforælders navn, og for mellemnavnes
vedkommende også når der ansøges om
ægtefællers eller samlevers navn. Det foreslås,
at justitsministeren også får denne mulighed for
ægtefællers og samleveres adgang til at tage hinandens
efternavne. Sådanne regler kan vedrøre krav om, at
samtykket meddeles på blanketter (herunder elektroniske) samt
krav til sikring af, at et samtykke er afgivet af den rette
person.
Samtidig foreslås det, at der skabes hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om adgangen til at undtage fra
kravet om samtykke. Dette retter sig primært mod den gruppe
af enker og enkemænd, for hvem det ikke var muligt efter de
tidligere navneregler at få deres ægtefælles
mellemnavn, og hvor ægtefællen afgik ved døden
inden ikrafttrædelsen af den nuværende navnelov.
Bestemmelsen finder dog også anvendelse i de tilfælde,
hvor ægtefællen er afgået ved døden efter
lovens ikrafttræden. Derimod er det fortsat ikke hensigten,
at man skal kunne tage en fraskilt ægtefælles eller
tidligere samlevers navn, uanset at denne ønsker at give
samtykke til navneændringen.
For at kunne tage en afdød ægtefælles eller
samlevers navn skal det sandsynliggøres, at
navneændringen må antages at være i
overensstemmelse med afdødes ønske. Der vil derfor i
de administrative regler som udgangspunkt blive stillet krav om
afgivelse af en erklæring fra afdødes nærmeste
pårørende, der støtter
navneændringen.
Kravet om en sådan erklæring eksisterer allerede i
dag i tilknytning til navnelovens § 4, stk. 1, nr. 4 og 5 og
§ 11, stk. 1, nr. 5 og 6 (adgang til at få en
afdød sted- eller plejeforælders navn).
"Nærmeste pårørende" er for disse bestemmelser i
praksis blevet fortolket som børn, forældre,
søskende og ægtefælle/samlever. Er der ikke
sådanne pårørende, bør der
fremlægges erklæring fra andre, som efter det oplyste
har stået den pågældende nær.
Til nr. 3
Det foreslås, at § 11, stk. 3, ændres,
således at bemyndigelsen til at undtage fra kravet om
samtykke også omfatter ægtefæller og ugifte
samlevende, jf. § 11, stk. 1, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
nr. 2.
Til nr. 4
Det foreslås, at 2. pkt. i § 13, stk. 2
ophæves. Der henvises til bemærkninger til nr. 5.
Til nr. 5
Det foreslås, at der i § 13 indsættes et nyt
stk. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om, at personer, der er transseksuelle eller
ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet
om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn.
Det foreslås således, at adgangen til at undtage fra
kravet om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte
køn udvides til også at omfatter personer, der ganske
kan ligestilles med transseksuelle.
Den nuværende ordning foreslås alene ændret
til også at omfatte personer, der ganske kan ligestilles med
transseksuelle. Adgangen til at få et fornavn, der betegner
det modsatte køn, er derfor fortsat udelukket for andre,
eksempelvis transvestitter. I navnebekendtgørelsen vil der
blive fastsat en regel, hvorefter det er en betingelse for
navneændringen, at Sexologisk Klinik vurderer, at den
pågældende ansøger ganske kan ligestilles med en
transseksuel, og at navneændringen må antages
væsentligt at forbedre vedkommendes livskvalitet. Tilsvarende
vurdering kræves i dag, for at transseksuelle kan få
navneændring.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
4.
Til nr. 6
Forslaget indebærer en ophævelse af
revisionsbestemmelsen i § 31.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt.
2.
Til § 2
Da der i tilknytning til lovforslaget skal udstedes
administrative forskrifter med henblik på at
gennemføre lovforslaget, og da der herudover skal foretages
en administrativ ændring i kompetencefordelingen af
navnesager, foreslås det, at lovforslaget træder i
kraft den 1. oktober 2009.
Loven finder anvendelse på ansøgninger om
navneændring, der er indgivet til
personregisterføreren efter lovens ikrafttræden.
Forslaget om at fastsætte regler, der gør det muligt
at tage en afdød ægtefælles mellem- eller
efternavn, finder også anvendelse i de tilfælde, hvor
den ægtefælle, man ønsker at tage navn efter, er
afgået ved døden før lovens
ikrafttrædelse.
Til § 3
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig
anordning kan sættes i kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | | |
| | | § 1 |
| | | I navneloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 524 af 24. juni 2005, som ændret ved lov nr. 435 af 14.
maj 2007, foretages følgende ændringer: |
| | | |
| | | 1. Overalt i
loven ændres »Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender« til: »Justitsministeren« og
»ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til:
»justitsministeren«. |
| | | |
| | | 2. I § 5
indsættes som stk. 3: |
| | | |
§ 5.
Ønsker ægtefæller samme efternavn, kan den ene
ægtefælle med den anden ægtefælles samtykke
tage dennes efternavn, medmindre navnet er taget i medfør af
§ 7, stk. 1, nr. 1 eller 2. Stk. 2. Det
samme gælder personer, der ikke er gift, men som
erklærer, at de lever i et ægteskabslignende forhold,
og som enten har levet sammen i mindst 2 år eller har
fælles børn under 18 år, der har eller skal have
navnet som efternavn. | | »Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
samtykke, jf. stk. 1 og 2. Justitsministeren kan, hvor
særlige grunde taler herfor, undtage fra kravet om samtykke i
stk. 1 og 2.« |
| | | |
§ 11.
Som mellemnavn kan tages: 1) Et navn, der tidligere har været
ansøgerens mellemnavn. 2) Et navn, som den pågældende
kan tage som efternavn. 3) Et navn, der bæres eller har
været båret som mellemnavn af ansøgerens
forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller
tipoldeforældre. 4) Et navn, der kan tages som fornavn
efter § 13, stk. 1, uanset hvilket køn det
pågældende navn betegner. 5) Et navn, der bæres som mellemnavn
af ansøgerens mors eller fars nuværende eller
tidligere ægtefælle, når den
pågældende stedfar eller stedmor samtykker. Med en
ægtefælle sidestilles en samlever, såfremt
betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt. 6) Et navn, der bæres som mellemnavn
af ansøgerens nuværende eller tidligere plejemor eller
plejefar, når den pågældende samtykker. 7) Et navn, som den
pågældendes ægtefælle bærer som
mellemnavn eller efternavn, når ægtefællen
samtykker. Med en ægtefælle sidestilles en samlever,
såfremt betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt. . Stk. 3.
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan fastsætte
nærmere regler om samtykke, jf. stk. 1, nr. 5-7. Ministeren
for familie- og forbrugeranliggender kan, hvor særlige
forhold taler herfor, undtage fra kravet om samtykke i stk. 1, nr.
5 og 6. . | | 3. I § 11,
stk. 3, 2. pkt., ændres »nr. 5 og 6.« til:
»nr. 5-7.« |
| | | |
| | | 4.§ 13,
stk. 2, 2. pkt. ophæves. |
| | | |
| | | 5. I §
13indsættes som stk. 3: |
§ 13.
Som fornavn kan tages et navn, der er optaget på den liste,
der er nævnt i § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter
§ 14, stk. 3. Stk. 2. Et
fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til
den, der skal bære navnet. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan fastsætte regler, der for
transseksuelle personer gør undtagelse fra bestemmelsen i 1.
pkt. | | »Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om, at
personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles
hermed ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.« |
| | | |
§ 31.
Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i
folketingsåret 2008-09. | | 6.§ 31
ophæves. |
| | | |