Skriftlig fremsættelse (14.
januar 2009)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen
voksenuddannelse m.v. og forskellige andre love (udvidelse af
udbuddet af International Baccalaureate (IB))
(Lovforslag nr. L 100).
Med dette lovforslag foreslår regeringen International
Baccalaureate (IB) indplaceret i det danske uddannelsesbillede.
Lovforslaget er et resultat af opfølgende udredningsarbejde
i forlængelse af bemærkningerne til § 33 i lov nr.
575 af 9. juni 2006 om institutioner for almengymnasiale
uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Lovforslaget er
endvidere en udmøntning af en politisk aftale indgået
november 2008 om principperne for indplacering af International
Baccalaureate (IB) i det danske uddannelsessystem. Aftalen er
indgået mellem regeringspartierne (Venstre og Det
Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre. I aftalen
fastlægges principperne for udbud, deltagerbetaling og
tilskud. Endvidere skal der ifølge aftalen
gennemføres en opfølgende behovsvurdering, der skal
finde sted senest 5 år efter lovens ikrafttræden.
IB, der i dag udbydes på 7 offentlige gymnasier og
på to private gymnasier, er ikke reguleret ved dansk lov.
IB-skolerne godkendes enkeltvis af International Baccalaureate
Organisation (IBO), som er IB-skolernes hovedorganisation
beliggende i Geneve, Schweiz.
Det bliver med lovforslaget muligt efter konkret
ansøgning om udbud at godkende og yde statsligt tilskud til
IB på alle typer af institutioner, der er godkendt til at
udbyde en eller flere af de gymnasiale uddannelser. Det
gælder stx, hf (højere forberedelseseksamen), hhx
(højere handelseksamen) og htx (højere teknisk
eksamen).
Det forventes, at behovet for den samlede landsdækkende
offentlige kapacitet for IB vil kunne dækkes af 10 offentlige
udbydere. Der er på nuværende tidspunkt 7 offentlige
udbydere af IB, og udbuddet forventes gradvist øget med tre
nye udbud. Efter senest fem år skal det vurderes, om der er
behov for en yderligere udvidelse af antallet af udbydere af IB i
offentligt regi. En eventuel beslutning om godkendelse af flere end
10 offentlige udbydere forudsætter tilslutning fra
aftaleparterne.
Det gøres endvidere muligt efter konkret vurdering at
udbyde og få tilskud til den særlige, danske
1-årige forberedelse til IB, pre-IB. Det gælder for
institutioner med stx og hf og som noget nyt for institutioner med
htx.
Offentlige institutioner, der ikke er godkendt til at udbyde
IB og pre-IB, skal søge om udbudsgodkendelse, hvis de
ønsker at udbyde IB. Det er en betingelse for at søge
om godkendelse til udbud af IB, at der foreligger en godkendelse
fra IBO. IB skal fortsat udbydes uden deltagerbetaling på de
offentlige institutioner. Som konsekvens heraf fjernes den
eksisterende bemyndigelse til at fastsætte regler om
deltagerbetaling på offentlige gymnasier. Private gymnasier
kan fortsat frit udbyde uddannelsen. Her skal eleverne som
hovedregel betale deltagerbetaling.
Der kan ydes tilskud til institutioner, der er godkendt til at
udbyde IB, herunder pre-IB. Tilskuddet fastsættes på
grundlag af takster på de årlige finanslove.
Undervisningsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte
regler om tilskud, herunder om aktivitetsindberetninger og
opgørelse af aktivitet.
Med lovforslaget vil det endeligt være muligt at give
særlige tilskud til institutionernes udgifter til
specialpædagogisk bistand til elever og kursister i
ungdomsuddannelser på institutioner, der er godkendt til at
udbyde IB.
Lovforslaget er udgiftsneutralt.