For mange partier er sådan en type forslag her faktisk bare at betragte som en overdragelsesforretning, når det grønlandske hjemmestyre beder om det. Sådan har vi det ikke i Dansk Folkeparti, for vi vil nemlig gerne sikre os, at det grønlandske folk får den bedste uddannelse, og sætter spørgsmålstegn ved, om det sker ved at overdrage ansvaret til det grønlandske hjemmestyre. Vi finder det samtidig mærkværdigt, at man fra grønlandsk side beder om at få lov til at hjemtage det nu så kort tid før en afstemning om selvstændighed.
For os at se ville det have været bedre at vente og se på udfaldet af afstemningen og så handle ud fra det grønlandske folks beslutning. Så kunne vi også samtidig få en snak om rimeligheden i at overføre yderligere 2,7 mio. kr. til Grønland fra Danmark og sidst, men ikke mindst, om, hvad hjemtagelsen skulle gøre for at tilpasse grønlandsk kultur og behov. Der er så indgået en aftale mellem de grønlandske myndigheder og det danske Undervisningsministerium om retningslinjer for videreuddannelse i Danmark. Det synes jeg ikke giver nogen mening, da man i Grønland i dag godt ved, hvilke krav der stilles for optagelse på en videregående uddannelse i Danmark.
Når man fra Grønlands side vil give sit folk en fremtid, er uddannelse en vigtig ting. Der er så mange andre ting, som landsstyret har fået ansvaret for, og det kunne man tage hånd om, inden man hjemtog noget nyt. Men det er alt sammen noget, vi kan tage op i Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold, og indtil vi har fået det afklaret, vil vi fra Dansk Folkepartis side vente med at give tilsagn om at støtte forslaget.