Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af lovforslag nr. L 122:

Forslag til lov om tjenesteydelser i det indre marked.

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 04.02.2009).

Sammen med dette punkt foretages:

7) 1. behandling af lovforslag nr. L 123:

Forslag til lov om ændring af næringsloven, markedsføringsloven, erhvervsfremmeloven og forskellige andre love på Økonomi- og Erhvervsministeriets område. (Regelforenkling for tjenesteydere, oplysningspligt for tjenesteydere, regler om akkreditering og metrologi samt oprettelse af et produktkontaktpunkt).

Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen).

(Fremsættelse 04.02.2009).

Mødet er genoptaget.

Behandlingen af de næste sager på dagsordenen, første behandling af lovforslag nr. L 122 og første behandling af lovforslag nr. L 123, sker som tidligere meddelt under et.

Nu er vi imidlertid i den situation, at vi er uden minister, så jeg foreslår, at vi suspenderer mødet.

Mødet genoptages kl. 13.05.

Mødet er udsat. (Kl. 13:00).

Mødet er genoptaget.

Vi blev lidt forsinket i starten af mødet, selv om jeg prøvede at trække tiden lidt ved at læse dagsordenen op og en gang til at give Folketinget oplysninger om behandlingen. Jeg er nødt til at sige til ministeren, selv om jeg indrømmer, at vi ikke ventede længe, at vi af hensyn til Folketingets arbejde er nødt til at indskærpe, at folk må være til stede, når mødet starter.

Vi går nu i gang med ordførerne, og det er jo sådan, fordi vi behandler begge sager under et, at der er forlænget taletid - det er en mulighed, men ikke en pligt - og det er fru Tina Nedergaard.

Tak. Da Liberal Alliances ordfører ikke kan være til stede, skal jeg på partiets vegne tilkendegive, at Liberal Alliance støtter forslagene, som vi nu skal behandle. På Venstres vegne har jeg imidlertid et par ord mere at knytte til dem.

Lovforslagene har til formål at implementere det såkaldte servicedirektiv samt rette dansk lovgivning ind, så Danmark kan administrere to forordninger i EU, nemlig den såkaldte varepakkeforordning fra 2008. Danmark kaldes til tider EU’s duks, forstået på den måde, at Danmark er hurtig og effektiv til at implementere EU-regler i dansk lovgivning. Ordet duks kan opfattes negativt, men når det gælder det indre marked, bør vi være stolte af prædikatet.

Formålet med det indre marked er, at hele EU med sine flere hundrede millioner borgere skal fungere som et stort nationalt marked uden tekniske og administrative hindringer og uden diskriminerende nationale love, som forhindrer fri samhandel og samkvem mellem landene. For et lille land som Danmark med en meget åben økonomi er det indre marked helt afgørende. Det gælder også markedet for tjenesteydelser. Vi støtter derfor nærværende forslag, som skal bidrage til et reelt indre marked for netop tjenesteydelserne.

Konkret betyder forslaget et opgør med konkurrenceforvridende krav og tilladelsesordninger, når virksomheder vil afsætte tjenester på tværs af landegrænserne. Det gøres også nemmere at finde informationer og søge om tilladelse via internettet. Endvidere vil myndighederne få forbedret adgang til informationer fra andre landes myndigheder, så man kan kontrollere virksomheder, som overtræder reglerne. Lovforslaget skal således medvirke til, at hverken myndigheder eller virksomheder diskriminerer imod de tjenestemodtagere, som vil købe en tjenesteydelse, der udbydes fra eller i et andet EU-land.

Fremover vil virksomheder også kunne blive stillet over for krav om at dokumentere, at dokumenter leveres originalt eller i oversættelse, når det er absolut nødvendigt. Tilladelse til ordningerne gøres også mere fleksible, så de ikke i sig selv udgør en barriere for udveksling af tjenesteydelser. Det er vi i Venstre selvfølgelig også positive over for.

Lovforslaget giver hjemmel til, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for samarbejdet mellem myndighederne i andre lande og regler for indrapportering af nye krav til Kommissionen. Der gives desuden hjemmel til, at der kan oprettes en elektronisk kvikskranke for tjenesteydere. Samtidig betyder vedtagelsen af de to lovforslag, at der indsættes en bemyndigelse til at gennemføre servicedirektivets regler om, at tjenesteyderen skal afgive en række oplysninger til kunderne.

Med forslagene indføres også en nødvendig undtagelse for at sikre det danske specialforbud mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Disse forbud kan kun håndhæves over for danske virksomheder, men opretholdes altså med forslagene i dansk lovgivning.

Venstre støtter begge forslag.

Vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Henrik Dam Kristensen.

Jeg vil ikke undlade at starte med at sige, at jeg faktisk har glædet mig meget til førstebehandlingen af servicedirektivet. Jeg står i den situation, at jeg som medlem af Europa-Parlamentet har brugt ganske mange kræfter og nærmest år af i mit liv på servicedirektivet, og det er måske en god lære i, at når de gode kræfter spiller sammen på europæisk plan, er der faktisk noget, der kan lykkes.

Jeg gør opmærksom på, at det første konkrete forslag om service, som blev kaldt Bolkesteindirektivet og i folkemunde blev omdøbt til Frankensteindirektivet, og med rette, fik meget modstand. Jeg tror, at stort set alle gode kræfter - og der må jeg så sige desværre bortset fra de liberale i Europa - var meget imod det her. Jeg vil sige, at lige til sidste blodsdråbe kæmpede de liberale, i øvrigt med de danske liberale i spidsen, i Europa-Parlamentet imod de fornuftige ændringer, som der kom.

Det, der var helt fundamentalt galt med det oprindelige direktivforslag, var det såkaldte oprindelseslandsprincip. Det var sådan gennemsyret af liberalisme, som jo i sin konsekvens ville betyde, at det var reglerne i det land, hvorfra virksomheden kom, som skulle gælde der, hvor man opererede. Det vil sige, at hvis det var en polsk virksomhed, som kom til Danmark og ydede service, så var det polske regler, der skulle gælde på arbejdsmarkedet, for miljøet, i forhold til forbrugerbeskyttelsen, på alle områder. Det er der lavet fuldstændig om på, og det er der udelukkende, fordi Europa-Parlamentet - jeg havde nær sagt - trådte i karakter i en situation, hvor Rådet og Kommissionen overvejede, hvad man skulle gøre efter konventets arbejde med det fremtidige europæiske samarbejde. Der trådte Europa-Parlamentet som sagt i karakter, og man kom med nogle meget konkrete udspil og konkrete forslag, som så i realiteten er det forslag, som vi står med her i dag. Dengang var der et godt samarbejde med Danmark med den daværende minister, med vigtige medlemmer af Folketinget, som rent faktisk gjorde, at også Danmark i Rådet var med til at præge hele opspillet til servicedirektivet.

Når jeg fra starten har været dybt optaget af det her, er det, fordi service er 70 pct. af vores BNP i samtlige EU-lande. Det er her, der ligger en række nye arbejdspladser. Det er her, der er mulighed for ny dynamik, men samhandelen, når det gælder service, ligger kun på omkring 20 pct. Så der ligger altså rent faktisk her, at jeg ikke et øjeblik er i tvivl om, at det er noget, som kan komme til at få lige så stor betydning for EU-borgerne i de kommende 10, 15, 20 år, som beslutningen om det indre marked for varer fik tilbage i midten af 1980'erne. Det er så lidt fantastisk, at interessen for det ikke er så stor nu, men jeg vil vove den påstand, at når vi på et tidspunkt har implementeret servicedirektivet og de andre europæiske lande også har implementeret det, har vi her skabt en ny dynamik i forhold til samarbejdet.

Jeg synes, at lovforslaget, og jeg har jo efterhånden læst en del lovforslag, er meget bemærkelsesværdigt, men det er også godt og klogt, at det her er meget klart præciseret, hvor loven ikke virker. Det er netop, fordi de oprindelige meget, meget liberalistiske tanker skal der ikke være nogen chancer for at få smuglet ind i det her. Det er for at være meget præcis i forhold til eventuelle kommende diskussioner og domme i EF-Domstolen, at man her er meget præcis med, hvor den pågældende lov ikke virker. Man kan sige, at det, der er det fuldstændig afgørende, er, at det nu er præciseret, at på en række meget vitale områder, ikke mindst set med socialdemokratiske briller, virker loven ikke. Det er ikke økonomiske tjenesteydelser. Det er hele uddannelsesområdet eksempelvis, de finansielle tjenesteydelser, det er sundhedsområdet, og det er sociale tjenesteydelser. Her er det altså nu gjort meget klart, at her virker denne lov ikke, og her kan man ikke bruge det som en liberalistisk indgangsvinkel til at give dårligere rettigheder i det enkelte land.

Så det, der nu kommer til at ske, er, at for virksomheder, som eksempelvis kommer til Danmark og vil yde service, sker det på hjemlandets præmisser, arbejdsvilkår, miljø, forbrugerbeskyttelse osv. Det tror jeg vil være af rigtig stor betydning for Danmark. Jeg tror, at man kan finde masser af steder, hvor vi i Danmark i realiteten som forbrugere betaler for høj pris, fordi der ikke er tilstrækkelig konkurrence. Nu får vi altså mulighed for på en række vitale områder at få mere konkurrence.

Det, vi gør nemmere her, er i realiteten først og fremmest på en række bureaukratiske områder, og det synes jeg er rigtigt set, for hvis man kigger på tjenesteydelser og serviceydelser her, kan man se, at det meget ofte er mindre og mellemstore virksomheder, som ikke har kraften til at gå ind og gennemarbejde et stort bureaukrati. Derfor er der jo også nogle meget præcise beskrivelser af, hvad det er, landene skal tilbyde de virksomheder, som ønsker at komme til at operere eksempelvis i Danmark. Det er formularer på fællesskabsplan, det er ret til information, det er ret til hjælp til at komme igennem den danske administration, det er kvikskranker osv.

Der er en ting, jeg lige vil rejse over for ministeren, for jeg er nemlig usikker på det. Det er lige præcis det, som Venstres ordfører sluttede med. Det er, når det gælder rabatkuponer og købsbetinget konkurrence. Jeg vil bare sige til ministeren, at vi også synes, det er vigtigt, at det hjørne er præcist, når vi er færdige med lovgivningsarbejdet her, og det er noget af det, som vi vil forfølge.

Men summen af det her er, at vi faktisk i dag med førstebehandlingen af servicedirektivet tager et afgørende skridt for, at der fortsat kan være dynamik og udvikling på de områder i det europæiske samarbejde, som betyder, at vi sammen kan være med til at generere mere økonomi og dermed forhåbentlig også mere velfærd til fællesskabets borgere.

Tak til ordføreren. Vi beder ordføreren om at blive stående, det er først hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det er såmænd bare et kort spørgsmål. Altså, nogle af de formuleringer, der er her, både i direktivet og i lovforslaget, er jo relativt tolkbare. Når man f.eks. lægger meget vægt på, at der står, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke er omfattet, fordrer det jo en definition af, hvad almene økonomiske tjenesteydelser er. Derfor er mit spørgsmål til Socialdemokratiets ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen: Hvem bestemmer, hvilken tolkning man skal lægge til grund, når der kommer en konkret sag? Er det Folketinget, eller er det EF-Domstolen?

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at når vi ikke klarede det på 3 dage nede i Europa-Parlamentet, når vi som sagt brugte meget tid på samarbejdet herhjemtil, var det netop, fordi vi gerne ville være meget præcis på de der områder. Jeg ville ikke acceptere, at tjenestedirektivet blev brugt til at udhule dansk sundhedsvæsen, kommunernes velfærd, undervisningsområdet osv. osv. Derfor vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at når man læser selve teksten til lovforslaget igennem, synes jeg, at man må sige, at det står meget præcist, hvor det er, det ikke gælder. Men det, der måske er det mest interessante, er, at jeg rent faktisk synes, at i de høringssvar, vi har fået - og ikke mindst ministeriets høringsnotat, hvor de har kommenteret høringssvarene - er det jo sådan set en præcis og meget klar måde, ministeriet formulerer sig på.

På det helt konkrete spørgsmål skal der selvfølgelig gives et svar: Der vil selvfølgelig også med sådan et kæmpestort direktiv opstå tvister, og der vil selvfølgelig også være sager, der ender hos EF-Domstolen, det er der ingen som helst tvivl om. Men i forhold til så mange andre sager på EU-plan, som jeg har været med til, vil Domstolen her have et meget, meget klarere udgangspunkt for at afsige sine domme, og det vil være til fordel for den holdning, jeg har givet udtryk for i min ordførertale.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu nævnte hr. Henrik Dam Kristensen, at f.eks. sundhedsområdet ikke må undermineres. Jamen det er allerede blevet undermineret, f.eks. ved nogle domme om, at den danske statskasse skal betale, uanset hvor folk rejser hen i EU for at få foretaget en behandling. Og lad mig erindre om, at alle her i Folketinget for år tilbage stod og forsikrede hinanden om, at dansk skattepolitik aldrig nogen sinde ville blive et EU-anliggende. Vi har i de sidste 3 år på baggrund af EF-Domstolen ændret fundamentale dele af den danske skattelovgivning, et helt bind af ændringsforslag.

Derfor kan jeg ikke forstå, at Socialdemokratiet ikke er mere bekymret over Domstolens rolle i, at det her bliver udvandet, for et er de ord, der står i en dansk lov, men noget andet er altså, hvad EF-Domstolen finder ud af at man vil dømme.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at man måske kan sige, at bekymringen for, hvordan det her ville ende, hvis der var for meget uklarhed, hvis det kom til EF-Domstolen, jo netop har afspejlet sig i, at implementeringen af direktivet har været så præcis. Undskyld mig, jeg husker faktisk ikke nogen implementering af et direktiv, heller ikke på landbrugsområdet eller fiskeriområdet eller alle mulige andre områder, som har været så præcis med hensyn til, hvor dette direktiv ikke gælder. Og jeg kunne måske tilføje, at jeg sådan set godt kunne ønske mig, at det var noget, vi kom til at se i mange tilfælde i fremtiden i det europæiske samarbejde, altså en meget mere klar stillingtagen fra politikerne til, hvad man ønsker, og hvad man ikke ønsker.

Tak til ordføreren.

Den næste ordfører er fru Colette L. Brix.

Dansk Folkeparti noterer sig lovforslaget, som jo er en implementering af EU’s servicedirektiv. EU’s servicedirektiv er desværre et klassisk eksempel på et rammedirektiv. Man propper så mange ting ned i, at problemerne hele tiden kommer op til overfladen. Vi er i Dansk Folkeparti bestemt ikke glade for servicedirektivet, men nu står vi med implementeringen, og så må vi forholde os til det.

Formålet med servicedirektivet er at gøre det indre marked for tjenesteydelser mere effektivt. Vi kan i Dansk Folkeparti bifalde, når de i EU laver regler, der rydder op i deres eget rod.

Det er positivt, at lovforslaget indeholder dele, der gør det nemmere for danske virksomheder at blive godkendt og drive forretning i udlandet. Specielt de små virksomheder i Danmark kan få gavn af forbedringerne. I og med at udenlandske myndigheder ikke må bede om uddybende dokumentation for certifikater og lignende, der er godkendt af danske myndigheder, er man med til at lette adgangen til udenlandske markeder. Men da det selvfølgelig gælder begge veje, kan man også risikere, at udenlandske virksomheder kommer med tvivlsomme dokumenter, der er godkendt af deres eget land.

I Dansk Folkeparti ser vi umiddelbart positivt på oprettelsen af de såkaldte kvikskranker i medlemslandene. Disse kan være med til at skabe et godt overblik over, hvilke krav og formaliteter der stilles til danske virksomheder, når de vil udbyde tjenesteydelser i andre lande. Men igen frygter vi, at man ender med at stå med et ud af utrolig mange initiativer, som virksomhederne får svært ved at finde rundt i. Så ligesom med så meget andet afhænger meget af, hvordan det gøres.

Dansk Folkeparti noterer sig, at det bliver nemmere for forbrugerne at gennemskue, hvilke ydelser en given tjenesteudbyder tilbyder, og hvorvidt der kan opstå en interessekonflikt. Mange udenlandske virksomheder, som ønsker at komme ind på det danske marked, bliver derfor nødt til at spille med åbne kort.

Vi noterer os ligeledes, at forbrugerne får rettigheder, der sikrer, at virksomhederne ikke kan prisdiskriminere på baggrund af nationalitet.

Dansk Folkeparti bemærker, at der slækkes på forskellige krav inden for diverse faggrupper. Det skyldes, at der inden for den danske lovgivning stilles visse krav, som ifølge servicedirektivet er unødvendige. Det drejer sig bl.a. om, at elinstallatører og erhvervsdykkere ikke kan blive autoriserede i dag, hvis de har betydelig gæld til det offentlige. En slækkelse af kravene kan medføre, at flere personer vil få mulighed for at blive autoriserede og starte egen virksomhed. Samtidig ser vi dog også en risiko for, at flere brodne kar vil starte virksomhed, selv om de er plaget af betydelig gæld og dermed ikke har mulighed for at overleve på længere sigt.

Dansk Folkeparti vil gerne rose ministeren for løftet om at forhindre brugen af rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer i Danmark, som servicedirektivet ellers lægger op til. Hvis disse ordninger blev gjort lovlige i Danmark, ville det blot medføre en tilbudsjungle, som forbrugerne ingen mulighed ville have for at kunne gennemskue.

Hele cirkusset omkring rabatkuponerne er netop et eksempel på de negative overraskelser, der kan gemme sig i hele direktivet. Dansk Folkeparti bemærker nemlig samtidig, at ordningerne ikke er blevet luget helt ud af lovforslaget. Det bliver muligt for udenlandske virksomheder, der midlertidigt leverer en tjenesteydelse i Danmark, at benytte kuponerne, som kan indløses i deres butikker på den anden side af grænsen. Det er vi ikke helt tilfredse med, selv om det selvfølgelig er bedre end en fuld åbning.

Uden yderligere kommentarer kan vi oplyse, at vi går positivt videre med forslaget.

Tak til ordføreren.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Nu behandler vi jo to lovforslag under et, men for SF er der lidt forskel på, hvordan vi ser på de to forslag.

Angående lovforslag nr. L 122 er det vores holdning, at nok siger Socialdemokratiets ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen, at man er meget præcis, men ikke desto mindre synes vi, at vi under udvalgsarbejdet vil se, om det kan lade sig gøre at få en tydeligere beskrivelse af, hvad direktivet og lovforslaget præcis går ud på, og ikke kun, som det har været fremme før, hvad der ikke er med.

Vi var oprindelig imod EU-vedtagelsen. Det er klart, at vi vil medvirke positivt til at få det omsat til dansk lovgivning, men vi er skeptiske over for det forslag, der ligger. Vi er ikke begejstrede for på den her måde at blive hægtet op på alle fremtidige ændringer fra EU. Men vi vil altså se på, hvilke muligheder der kan være for at gøre loven klarere.

Angående det andet lovforslag, L 123, vil jeg sige, at vi er positive over for det, men vi er stærke modstandere af at ophæve forbuddet mod rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer. Vi er fuldstændig enige i den kritik, der er kommet fra organisationen Dansk Erhverv og fra Forbrugerrådet. Vi er simpelt hen bange for, at det her vil udvikle sig til et uoverskueligt gedemarked, som bare vil skabe forvirring og kaos blandt både forbrugere og virksomheder. En sådan uoverskuelighed, som eksisterer mange steder i udlandet, er der overhovedet ingen grund til at importere til Danmark.

Tak til ordføreren. Derefter er det hr. Tom Behnke som ordfører.

Da den konservative ordfører, hr. Mike Legarth, desværre ikke kan være til stede under behandlingen af de her to lovforslag, har jeg på vegne af ham lovet at ville sige en hel masse om de to lovforslag. Men jeg har siddet og fulgt debatten, og jeg kan se, at alt det, han ville sige, har andre ordførere allerede sagt, nemlig om teknikken, og hvad de her to lovforslag indeholder.

Så jeg skal ikke trætte Tinget med at gentage, hvad der allerede er sagt, men vil springe direkte til konklusionen: Vi kan fra konservativ side støtte begge lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Helveg Petersen.

Det Radikale Venstre kan også støtte begge lovforslagene. Det indre marked er jo en af de mange rigtig, rigtig gode ting, som sker i EU-samarbejdet. Et velfungerende indre marked er af kolossal stor interesse for dansk økonomi, for Danmark som helhed, for danske virksomheder og forbrugere, og i det hele taget er de positive konsekvenser og effekter af et velfungerende indre marked væsentlige og betydelige.

Servicesektoren stiger i betydning og er steget markant i betydning gennem de sidste mange, mange år, hvorfor det selvfølgelig også er naturligt, at man prøver kræfter med at etablere et velfungerende indre marked for serviceydelser, for tjenesteydelser. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, hvordan servicesektoren udgør 70 pct. af BNP og beskæftigelsen i EU, men kun 20 pct. af handelen mellem EU-lande. Og det siger vel, at der er store perspektiver og gevinster forbundet med at fremme en mere gnidningsfri samhandel mellem landene også på de her felter.

Vi er i Det Radikale Venstre også tilfredse med de ting, som det her ikke omfatter, nemlig sundhed, sociale ydelser og uddannelse, og finder den præcision og præcisering væsentlig for vores tilslutning hertil. Der vil selvfølgelig være nogle ting, vi skal kigge nærmere på i udvalgsbehandlingen. Der er tidligere fra talerstolen blevet nævnt det her med rabatkuponer, og det er da noget af det, vi skal kigge nærmere på, når vi kommer ind i udvalgsbehandlingen, men vi er grundlæggende positivt indstillet over for forslagene.

Så er det hr. Frank Aaen.

Mon ikke alle ordførere har nævnt det vigtige spørgsmål om rabatkuponer? Jeg er helt enig i, at det er vigtigt. Det er en uskik, at det blev indført i Danmark, og det er også en uskik, at det blev indført i udenlandske virksomheder, der opererer i Danmark, selv om man så skal rejse helt ned til Fleggard for at få indløst rabatkuponen. Jeg har også hørt nogle rose kvikskranker. Jeg er også for kvikskranker. Men helt ærligt: Måske er det, vi har at gøre med her i dag, en anelse mere principielt, for det er jo, som det er blevet sagt af andre, servicedirektivet, som har vakt meget omfattende debat i Europa, ikke mindst fordi det oprindelige direktiv indeholdt en bestemmelse om leverandøren af tjenesteydelser, som hr. Dam Kristensen sagde. Hvis en polsk leverandør ville levere varer i Danmark, var det de polske regler, der skulle gælde rundtomkring osv. Det vakte selvfølgelig meget stor protest, og det er så også blevet taget ud, i hvert fald i sin barske form. Men vi mener, at det er tilbage i den mere lette udgave, som måske kan have akkurat de samme konsekvenser, selv om det ikke står sådan i direktivet.

Det er klart, at hvis man i sådan en lov og i et direktiv åbent skrev, at alle tjenesteydelser inden for håndværk, velfærd osv. kunne leveres i et hvilket som helst land inden for EU, og at man bare skulle opfylde betingelserne i sit eget land - man kunne lade hånt om de betingelser, der var i det land, der fik ydelsen, man kunne underminere lønvilkår, overenskomster og alle mulige andre bestemmelser - så kunne det selvfølgelig ikke vedtages, og det er derfor, man har taget det ud i den åbne form.

Men det ændrer jo ikke på en eneste måde den grundlæggende hensigt med den her lov og med det her direktiv, nemlig at liberalisere og øge konkurrencen inden for EU-landene for at presse lønningerne ned, for at presse krav til kvalitet og spørgsmål ned, for at presse krav til arbejdsmiljø, til miljø, til alle standarder ned på det lavest mulige niveau. Det er jo det, der er hele hensigten med servicedirektivet, nemlig at presse ned mod den laveste fællesnævner, og selv om det så ikke kan gennemføres i dag af EU i den barske facon, som der jo er lagt op til i Frankensteindirektivet, som det rigtigt blev kaldt, så er det jo alligevel det, der er hensigten.

Derfor synes jeg, man må være opmærksom på, om sådan et lovforslag, som vi står og vedtager i dag, så indeholder den beskyttelse mod Frankensteinudviklingen, som de fleste er enige om vi skal prøve at undgå. Det tror vi ikke. Det, der er målsætningen, er stadig væk at presse nedad, og det medfører et enormt stort pres på vores demokrati, for jo flere af den slags regler her, der bliver lavet, og jo mere der kommer af den type pres, jo mindre bliver vores mulighed for demokratisk at kunne bestemme, hvordan vi synes vores land skal indrettes, altså med overenskomster, med krav til serviceydelser, med, hvordan vi i det hele taget ønsker at tingene skal være.

Vi foreslog jo i sin tid, at man i stedet for at have et oprindelseslandsprincip, skulle have et værtslandsprincip. For man skal passe meget på. I den her debat kan det komme til at lyde, som man ikke vil have udlændinge til at komme hertil og arbejde, ikke vil have folk fra et andet land til at komme og sælge varer eller tjenesteydelser her hos os. Og der er ikke noget, der ligger os mere fjernt, end at have nogle regelsæt og regler, der ligesom gør det vanskeligt for andre mennesker at komme til vores land og også komme og udføre f.eks. tjenesteydelser i vores land. Men det skal bare ikke være på en måde, så det underminerer den måde, vi har indrettet vores land på, hvad angår overenskomster og standarder og regler og love.

Derfor synes vi, det var bedre at indføre et værtslandsprincip, hvor vi sagde, at alle var velkomme; de skal bare virke under de samme love og regler, som gælder i vores land. Og det er jo noget, vi har diskuteret rigtig meget i forhold til østarbejdere, specielt bygningsarbejdere: at de er velkomne her, de skal bare arbejde på danske overenskomster - for at tage en meget aktuel problemstilling. Men det er jo ikke blevet gennemført. Det ville vi gerne have haft var kommet ind i direktivet og derfor også var kommet ind i den her lov, altså at reglerne er sådan, og der er selvfølgelig en grund til, at man ikke kunne vedtage noget i den retning.

Så er der det, jeg var inde på før, og som for alvor gør os bekymrede, og det er, at der er masser af bestemmelser i sådan en lov, der er tolkbare - for sådan er det jo med love - og der kan komme nogen og spørge, om det her nu er en almen økonomisk interesse og er undtaget, eller om det bare er en almindelig økonomisk interesse, som man gerne vil tjene penge på. Det er jo problemstillingen. Så kommer der et selskab og siger: Vi synes, det her er en almen økonomisk interesse, og vi vil gerne tjene penge på det. Og så må man jo gå til Domstolen for at få afgjort, om det er omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, eller det ikke er omfattet.

Hvem er det så, der afgør det? Er det Højesteret her ved siden af? Næ, det er det ikke. Det er EF-Domstolen, der afgør, hvad de synes er en almen økonomisk interesse - altså noget, vi kan ordne i fællesskab her - eller en økonomisk interesse, hvor selskabets interesse i at tjene penge er størst.

Argumentet bruges jo f.eks. af ministeren om noget så følsomt som vandforsyning. Hele Folketinget er enigt om, at vi ikke ønsker at have privatiseret vandforsyningen. Vi ønsker ikke at have det udliciteret, vi ønsker ikke, at nogen skal tjene penge på vandforsyning, vi ønsker, at det skal være som i dag, hvor danske vandværker leverer godt vand billigt til danskerne. Og det skal ikke trues af nogen, der kun tænker økonomisk. Derfor siger ministeren beroligende til de danske vandværker, når de skriver og er bekymrede: Jamen det er jo en almen økonomisk interesse, og den er undtaget.

Vil ministeren garantere, at EF-Domstolen til enhver tid mener, at vandforsyning er en almen økonomisk interesse? Det er jo faktisk sådan, at de fleste lande i EU har det modsatte synspunkt; dér er vandforsyning en handelsvare, og selskaber tjener penge på at sælge vand, og jo mere de kan tjene, jo bedre, uanset den usikkerhed, det så måtte give for dem, der modtager vandet.

Det drejer sig om utallige områder, f.eks. i forbindelse med vandforsyning, men også i forbindelse med uddannelse. Der er ingen tvivl om, at hvis vi får mere brugerbetaling på uddannelsesområdet, end vi har i øjeblikket, vil der lynhurtigt komme en afgørelse fra EU, der siger, at så er det ikke en almen økonomisk interesse, så er det en økonomisk interesse, fordi man har brugerbetaling, og dermed kan selskaber tjene på at sælge uddannelse til danskerne. Vupti, så er man nede ved Domstolen igen.

Det kunne også være på sundhedsområdet eller på velfærdsområdet, f.eks. i forbindelse med hjemmehjælp, hvor der i øjeblikket gennemføres mere og mere brugerbetaling. Hvor lang tid holder vores definition så, der går på, at det er et spørgsmål om almen økonomisk interesse, og hvornår skrider det? Hvornår mener EF-Domstolen at vi har overskredet en grænse, hvor de så mener, at den pågældende velfærdsydelse lige pludselig er noget, som skal ud i fri udlicitering i hele EU?

Det er det, vi synes er det utrolige, for jeg tror, at et flertal her i Folketinget er enige om, at velfærd, sundhed, pleje, vandforsyning, retssikkerhed, altså advokatgerningen osv. - nogle af de ting, der er nævnt - er noget, som vi sådan set ønsker at bestemme her hos os hvordan skal være indrettet. Men jeg vil bare gøre opmærksom på, at det langtfra er sikkert, at EF-Domstolen synes det samme.

Derfor vil jeg bare lige nævne det igen, som jeg også nævnte i en kort bemærkning, at for få år siden var det god latin her i Folketinget, at alt det, der havde med skattepolitik og finansieringen af den danske velfærd at gøre, var undtaget fra EU, det kunne de ikke komme og blande sig i, og siden da har vi vedtaget det ene kæmpemæssige lovkompleks efter det andet, bl.a. om, hvordan man beskatter multinationale selskaber, der ikke vil betale skat i Danmark, også danske multinationale selskaber, som heller ikke vil betale skat i Danmark, altså hvordan vi behandler dem lovgivningsmæssigt. Men den lovgivning har vi været nødt til at lave fuldstændig om - ikke fordi vi her i Folketinget ønskede det, men fordi EF-Domstolen sagde, at det skulle vi.

Det er det, der er vores allerstørste problem med det her, altså EF-Domstolens rolle, og det er meget beklageligt, at det indtil videre her i Danmark ikke er lykkedes at få etableret et flertal for, at der i EU bliver sat grænser for, hvad EF-Domstolen kan blande sig i, for en grænse for EF-Domstolens mulighed for at blande sig i dansk lovgivning vil under alle omstændigheder gøre det her lovforslag og det her direktiv mindre farligt end det, der er tilfældet i øjeblikket - det er ikke nogen garanti, men måske vil det gøre det mindre farligt, end det er i øjeblikket.

Så jeg vil sige om alle de pæne ord i lovforslaget og alle de pæne ord, der har været i ordførertalerne, at når det kommer til fakta, og når det kommer til den egentlige afgørelse, så er det ikke her, det foregår, så er det i EF-Domstolen, og det er det, der bekymrer os.

Vi beder ordføreren om at blive stående. Hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Jeg har altid haft svært ved at forstå, at man, hvis man rent faktisk har opnået noget politisk, så ikke anerkender det og sådan set oven i købet kunne udtrykke glæde over det.

Jeg må sige til hr. Frank Aaen, at jeg tit har været i Strasbourg til afstemninger, og jeg har tit været udsat for, at der kom mange mennesker fra Europa, og det har altid været for at protestere, og der har været larm i gaden. Jeg har kun én gang oplevet, at der kom rigtig mange mennesker fra Europa, og de repræsenterede Europas fagbevægelse, men de kom for at takke, må jeg sige til hr. Frank Aaen. Det var, da vi vedtog servicedirektivet. Da kom den europæiske fagbevægelse og takkede Europa-Parlamentet, fordi man nu havde gjort det lysende klart og sikret, at løn og arbejdsvilkår ikke kunne undermineres. Det, man jo i realiteten har fået, er det, som hr. Frank Aaen efterlyser, nemlig værtslandsprincippet.

Så mit spørgsmål skal være: Vil hr. Frank Aaen love mig, at han genlæser side 2 i ministeriets høringsnotat, for der fremgår det meget klart af de svar, som FTF, LO osv. har sendt?

Ordføreren.

Jeg har læst side 2, og jeg har tilbage i tiden læst mange andre side 2'er, hvor ministeriet har sagt: Uha, I skal ikke være bange, det her klarer vi selv; den her lovgivning er helt i overensstemmelse med EU, og den består til evig tid - det gælder på miljøområdet, det gælder på skatteområdet, det gælder på andre områder. Så lige pludselig en dag kommer der en domstolsafgørelse, som er uden for enhver form for demokratisk kontrol.

Man kan jo sige meget om danske domstole, men vi har i hvert fald den kontrol over dem, at det er os, der vedtager de love, som de skal dømme efter, og det er os, der laver de strafferammer, de skal anvende. Men når det kommer til EF-Domstolen, så er den selvkørende. Så tager den jo selv stilling til, hvordan den synes at de overordnede formuleringer i traktaten, nemlig om varernes, kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed, skal tolkes. Og hver eneste gang, den får en sag til behandling, tolker den den mere vidtgående, end den nogen sinde kunne få vedtaget i Kommissionen. Det er jo det, der er det store problem med Domstolen: Den er i vid udstrækning selv lovgivende ud fra nogle meget overordnede hensigter.

Så er det hr. Henrik Dam Kristensen for en kort bemærkning.

Det, som jeg bad hr. Frank Aaen om at genlæse, var sådan set ikke det, ministeriet havde skrevet på side 2; det var det, bl.a. FTF og LO havde skrevet på side 2, som jeg syntes var interessant. Men jeg opfordrer stadig væk til en genlæsning af det.

Så vil jeg gerne stille hr. Frank Aaen det spørgsmål: Bekymringen over EF-Domstolen kan vi på et eller andet niveau dele, men er det ikke korrekt fortolket, at jo mere præcise politikerne er i deres tekst, jo mindre mulighed har Domstolen for at fortolke?

Så er det ordføreren, kort bemærkning.

Først lige om LO og FTF og den europæiske fagbevægelse: Jeg kan godt forstå, at de synes, at det, der ligger nu, er bedre end det, der var. Det tror jeg ikke at man kan komme uden om, men det er jo ikke sikkert, at det er godt.

Så vil jeg bare sige, at jeg er helt enig i, at jo mere præcise politikerne er, jo mere kan vi styre tingene. Problemet er bare, at det ikke er politikerne i det her Folketing, det er ikke politikerne i Europa-Parlamentet, det er ikke politikerne i Kommissionen, der styrer EF-Domstolen. Det er EF-Domstolen. Det er jo det, der er problemet. Så selv om vi prøver at skrive det så præcist som muligt, kommer de bare og siger - selv om de f.eks. ikke kan blande sig i skat i henhold til traktaten - at traktatens overordnede formål er kapitalens frie bevægelighed. Bum, færdig, vi dømmer ud fra den overskrift, i stedet for hvad der faktisk står f.eks. i den danske lovgivning.

Tak til ordføreren. Og så er det ministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke ordførerne for indlæggene i debatten i dag. Selv om jeg normalt ikke fremhæver en frem for andre, vil jeg dog alligevel gerne rette en særlig tak til Socialdemokratiets ordfører, hr. Henrik Dam Kristensen, som jeg synes satte det ind i et fantastisk flot historisk perspektiv, hvor lang tid den her sag har været undervejs, og hvor væsentlig den faktisk også er for borgerne i Europa.

For der er her tale om to lovforslag, der faktisk er med til at skrive europahistorie. Sagen er jo den, at EU-samarbejdet er et samarbejde, der bl.a. hviler på, at vi har et velfungerende indre marked. Desværre må man, hvis vi ser på servicesektoren, sige, at den ikke virker godt nok. Servicesektoren udgør faktisk 70 pct. af BNP og altså også af beskæftigelsen i Europa, men kun 20 pct. af handelen mellem EU-landene, og det er en udfordring.

Det betyder også, at danske virksomheder - gode danske arbejdspladser - støder på problemer, når de forsøger at komme ind at konkurrere på andre landes markeder. Det kan være alt fra helt unødvendige bopælskrav til problemer med at oprette et datterselskab eller bureaukratiske procedurer i forbindelse med tilladelser og andet.

Servicedirektivet blev vedtaget næsten enstemmigt i EU, også med dansk opbakning, fordi der er brug for at få ryddet op i de regler, der forhindrer virksomhederne i at tilbyde deres ydelser på tværs af grænserne i EU. Regeringen støttede direktivet i den endelige version, bl.a. fordi - fuldstændig som hr. Henrik Dam Kristensen sagde det - man med ihærdig dansk indsats og ikke mindst Europa-Parlamentets indsats fik slået helt fast, at det ikke ville kunne få indvirkning på den danske arbejdsmarkedsmodel, på vores sociale tjenesteydelser eller på vores uddannelses- og sundhedssystem. Jeg synes, det er vigtigt at få sagt her i dag, hvor der er nogle, der forsøger at drage tvivl om, hvad konsekvenserne af disse gode initiativer er, at nogle søm er blevet slået meget fast, så der ikke er noget at diskutere.

Til gengæld for disse meget håndfaste områder, hvor vi ikke ønsker at servicedirektivet skal gå ind og regulere, forpligter servicedirektivet alle EU-lande til at analysere deres krav til tjenesteydere og fjerne de krav, der ikke lever op til principperne i det indre marked. Og det er en af grundene til, at vi står her i dag. Vi har nogle krav i dag, der sikkert, da de blev indført, var ganske fornuftige. Det er bl.a. krav om, at autoriserede elinstallatører ikke skal have gæld til det offentlige, men der er ikke en eneste af de autoriserede elinstallatører i Danmark, der har gæld til det offentlige, og derfor kan man naturligvis ikke stille krav om, at andre, der kommer udefra, lige pludselig skal leve op til den slags ting.

Regeringens holdning er, at servicedirektivet er et vigtigt skridt i retning af et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser med ligevægt mellem markedsåbning og en bevarelse af den danske model.

Jeg vil starte med at slå fast, at vi synes, at servicedirektivets mange elementer er med til på næsten alle områder at bringe Europa i en mere rigtig retning. Bl.a. sikrer lov om tjenesteydelser i det indre marked, at hverken myndigheder eller virksomheder må diskriminere mod de tjenestemodtagere, som ønsker at købe en tjenesteydelse, der leveres i eller fra et andet land i Europa.

Forslaget gør, at der fortsat vil arbejdes for mere administrativ forenkling. Hvad der også er væsentligt, er, at lovforslaget indeholder en liste med krav, som myndighederne ikke må stille over for tjenesteyderne. Der er også tre bemyndigelser i lovforslaget, som jeg blot lige for god ordens skyld vil nævne, nemlig en til at fastsætte de nærmere regler om myndighedernes administrative samarbejde med myndighederne i de andre EU-lande, en om myndighedernes pligt til indrapportering af nye krav til Europa-Kommissionen og endelig en om oprettelsen af en elektronisk kvikskranke for tjenesteydere, så der er en enklere og nemmere tilgang, hvis man som tjenesteyder ønsker at etablere sig i et andet land.

Som jeg nævnte, er der så en lang række ændringer i den mere eller mindre kuriøse afdeling - ændringer af elinstallatørloven, gasloven, dykkerloven, loven om maritime uddannelser og andre - men jeg tror ikke, det er noget, der vil give anledning til voldsomme disputter under udvalgsbehandlingen.

Det, der har været det store spørgsmål, og som mange også har fæstet sig ved under førstebehandlingen her i dag, har været de foreslåede ændringer af markedsføringsloven. Markedsføringsloven ændres på to områder. Der indsættes en bemyndigelse til at gennemføre servicedirektivets regler om, at tjenesteydere skal give kunderne en række oplysninger. Der indsættes også en nødvendig undtagelse, når det kommer til de to danske specialforbud mod rabatkuponer og købsbetinget konkurrence. Disse to forbud kan vi ikke håndhæve over for virksomheder, der er etableret i et andet EU-land, og som leverer tjenesteydelser i Danmark midlertidigt.

Men hvad der er vigtigt at få understreget for ligesom at få forklaret ikke mindst dem, der måtte følge debatten her i dag, er, at konsekvenserne af denne ophævelse nu ikke er så store for danske forbrugere, fordi man fortsat ikke må indløse rabatkuponer i Danmark. Man må gerne have rabatkuponerne, men man må ikke indløse dem i Danmark. Det betyder også, at danske virksomheder ikke må udstede rabatkuponer til indløsning i Danmark, og rabatkuponer fra udenlandske virksomheder vil ikke kunne indløses i Danmark.

Men vi har altså af hensyn til de bestemmelser, der gælder for midlertidige tjenesteydelser, ikke kunnet opretholde et forbud. Det er så et forbud, der er, om man så må sige, forholdsvis begrænset i sit anvendelsesområde, for det er kun noget, der betyder, at man vil kunne anvende disse rabatkuponer i andre lande.

Jeg vil gerne slutte af med at sige, at forhandlingerne om servicedirektivet jo var præget af stor politisk debat, både her i Folketinget og generelt i EU. Det, der var de store knaster i 2005 og 2006, var direktivets indvirkning på den danske arbejdsmarkedsmodel, indvirkningen på offentlige tjenesteydelser og på miljøbeskyttelse, og jeg vil sige i dag, at det ligger helt fast, at servicedirektivet ikke påvirker disse tre områder. Servicedirektivet vil få relativt få lovgivningsmæssige konsekvenser i Danmark, og jeg vil sige, at vi selvfølgelig vil følge meget tæt, at disse regler også bliver gennemført i de øvrige EU-lande. Jeg tror på, at det her er et væsentligt og godt skridt i den rigtige retning for Europa, og jeg er også glad for at kunne sige, at de beskyttelsesklausuler og undtagelser, som har været væsentlige set bredt med danske øjne, har vi fået tilkæmpet os, og de er præciseret i lovforslaget.

Vi beder ministeren om at blive stående. Hr. Benny Engelbrecht for en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil først og fremmest anerkende ministerens indsats i forhold til at få fastholdt de danske specialforbud mod rabatkkuponer og ikke mindst mod købsbetinget konkurrence på markedsføringsområdet. Jeg skal i den sammenhæng også rose den meget klare tale, der kommer fra talerstolen og også i spørgsmål 52, alm. del, i Erhvervsudvalget. Men jeg har dog bemærket den henvendelse, der kort før dette møde i salen er kommet fra Forbrugerrådet og fra Dansk Erhverv, som påpeger, at der kan være nogle problemer i den måde, som lovforslagsteksten er formuleret på. Jeg skal blot høre, om ministeren har nået at gøre sin stilling op i forhold til det, altså om der kan være nogle teknikaliteter i det, som vi skal kigge nærmere på.

Ministeren for en kort bemærkning.

Jeg vil sige til hr. Benny Engelbrecht, at der er brugt umådelig mange kræfter i Økonomi- og Erhvervsministeriet, bl.a. i en dialog med Europa-Kommissionen, på at finde ud af, hvordan vi gør det her, så det er i overensstemmelse med EU-reglerne, og så vi samtidig kan opretholde det forbud, der er i Danmark i dag. Det er vores overbevisning, at den måde, hvorpå lovforslaget er formuleret, gør, at vi med sikkerhed kan sige, at vi også overholder EU-lovgivningen, men samtidig har det for øje, at vi altså har den hensigt, at vi ønsker at fastholde et forbud mod anvendelse af rabatkuponer i Danmark.

Jeg vil sige til hr. Benny Engelbrecht, at hvis der under udvalgsbehandlingen bliver spørgsmål, der skal vendes, for jeg ved, at der er kommet en række henvendelser her til sidst om formuleringer og andet, så har jeg kun én interesse, og det er, at formuleringer og alting bliver så klart som overhovedet muligt, for den politiske målsætning er vi hundrede procent enig i.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at de to lovforslag henvises til Erhvervsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.