Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en ændring af reglerne for EF-Domstolens arbejde, således at Domstolens fortolkningsstil ændres fra den i dag meget udvidende og politiserende til en mere indskrænkende fortolkning, således at også de bekymringer, visse af regeringens ministre og ministerpartiernes folketingsmedlemmer har givet udtryk for, inddrages.

I et moderne retssamfund er det en selvfølge, at det er de folkevalgte, der lovgiver. Denne sommers dom i den såkaldte Metocksag viser, at dette ikke gælder med hensyn til EF-Domstolens måde at fortolke traktater og direktiver på. Metockdommen rykkede igen - uden hjemmel eller politisk opbakning - grænserne for, hvornår man kan bruge EU-reglerne om vandrende arbejdstagere til at få familiesammenføring. Bl.a. ændredes kravet om, at familiesammenføring kræver lovligt ophold i EU. Som afvist asylansøger kan man nu alligevel få ophold, hvis man gifter sig med en person, der opholder sig i et EU-land som unionsborger. Netop unionsborgerskabet og reglerne om vandrede arbejdstagere har i dag nået et niveau, hvor medlemslandene i vidt omfang er frataget muligheden for at bestemme deres egen udlændingepolitik.

Intet retssamfund kan være tjent med, at dommere træffer så vidtgående beslutninger. Forslagsstillerne har gennem de seneste år mange gange anfægtet EF-Domstolens politiske aktivisme, men er hver gang blevet mødt med argumentet om, at man må acceptere magtens tredeling. Det lyder naturligvis rigtigt - men argumentet overser, at en tredeling af magten forudsætter en adskillelse af, hvad de tre magtenheder så skal beskæftige sig med. Efter grundloven skal de danske domstole rette sig efter loven. Domstolene er altså underlagt Folketingets love. En sådan magtdeling findes ikke i EU, hvor traktaten i modsætning til vores grundlov erklærer, at EF-Domstolen skal »værne om lov og ret« (artikel 220).

At værne om lov og ret er selvsagt et langt mere dynamisk og politisk opdrag, end hvad vi kender fra eksempelvis den danske grundlov. Artiklen skal ses i lyset af den gamle bestemmelse om »en stadig snævrere union«. For med disse to formuleringer er der hjemmel til, at EF-Domstolen kan fuldføre integrationen på de områder, hvor medlemslandenes indbyrdes stridigheder giver problemer, og det er da også sket et utal af gange. Det er for eksempel EF-Domstolen, der har givet Europa-Parlamentet søgsmålskompetence og besluttet, at strafferegler kan indføres efter overstatslige flertalsbeslutninger. Det var politikerne ellers enige om ikke skulle kunne lade sig gøre. Sidste år satte EF-Domstolen de svenske overenskomster ud af kraft - igen på trods af, at politikerne var enige om, at overenskomstsystemet skulle bestå. Og senest har vi så set ændringer af udlændingeregler, som politikerne heller ikke var enige i. Mere om disse sager nedenfor.

Det er glædeligt, at nu også medlemmer af henholdsvis Venstre og De Konservative har indset dette problem. Til Ritzau udtalte Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, således den 17. juli i år: »Jeg synes, at man det sidste halve års tid har kunnet se, at EF-Domstolen er gået i gang med en politisering, jeg ikke kan lide, hvor man hele tiden går ind og tester vandene for, hvor langt man kan gå i forhold til de nationale parlamenter. Og det er en glidebane, der er meget farlig«, og »Det er et problem i sig selv, at der kommer tvivl om den danske udlændingepolitik, ligesom der tidligere med Laval-dommen kom tvivl om, om vi kunne holde fast i det danske aftalesystem. Hver gang den tvivl kommer, har nej-bevægelsen brede smil på læberne, for det er med til at skabe tvivl om, hvor langt domstolen går i forhold til nationalstaten«. (Kilde:

http://nyhederne.tv2.dk/politik/article.php/id-13235755.html

).

På linje hermed udtalte De Konservatives EU-ordfører, Helle Sjelle, til dagbladet B.T. den 29. juli i år: »EU-landene bør drøfte EF-Domstolens retspraksis, som er blevet mere aktivistisk de seneste år.« (Kilde:

http://www.bt.dk/article/20080729/pcpolitik/807290371/

).

Forslagsstillerne glæder sig over, at der nu helt ind i de centrale regeringsrækker er opstået en erkendelse af problemets omfang og eksistens. Forslagsstillerne vurderer, at årsagen til problemet ligger i, at EF-Domstolen ikke bare skal følge loven, men i kraft af art. 220 kan køre selve demokratiet - de folkevalgte - ud på et sidespor. Selv om det er sent, er det selvfølgelig positivt, at regeringen nu også indser, at dette er et problem. Nærværende forslag skal sætte handling bag ordene.

Som nævnt adskiller EF-Domstolen sig på en række både formelle og indholdsmæssige områder fra almindelige domstole. Dette skal dels ses i lyset af, at EU-samarbejdet som et overstatsligt organ adskiller sig fra, hvad man kender fra medlemslandene. Således er det naturligt, at EF-Domstolens afgørelser har præjudiciel karakter over for medlemslandene, idet det i et fællesskab som det europæiske er nødvendigt med konneksitet i lov- og domsforståelsen. Det må delvis ses i lyset af, at EF-Domstolen særlig udspringer af en fransk, aktivistisk domspraksis, der adskiller sig fra eksempelvis den danske. Der knytter sig på denne baggrund et særligt problem til EF-Domstolens virke, nemlig begrebet policymaking. Begrebet, der er vidt behandlet i den juridiske litteratur, dækker over det forhold, at EF-Domstolen i en lang række sager ikke har holdt sig til alene at træffe afgørelser af rent juridisk karakter, men derimod har truffet afgørelser med vidtrækkende politiske konsekvenser - afgørelser, der på ingen måde kan siges at høre hjemme ved en domstol, men derimod burde have været truffet af medlemslandenes politikere. Politiseringen af EF-Domstolens afgørelser er et udtryk for, at domstolens dommere fortolker integrationsforpligtelserne i traktaten langt mere vidtgående end politikerne, som af demokratiske årsager må have opbakning i deres befolkninger. Forslagsstillerne ønsker, at udviklingsprocessen i EU skal ske i overensstemmelse med, hvad Europas befolkninger ønsker, og ønsker derfor, at EF-Domstolens politiske aktivisme hører op.

Inden for det seneste par år er der faldet en række domme, hvis indhold er af større politisk end juridisk rækkevidde. Således har EF-Domstolen udøvet policymaking i forbindelse med den meget omtalte C-176/03, hvor domstolen besluttede, at kompetence fra søjle III kunne flyttes til søjle I. Der var i denne sag tale om et traktatmæssigt anliggende, der på enhver måde må defineres som politisk - ikke juridisk - og derfor ikke burde have været et anliggende for EF-Domstolen, men derimod for Ministerrådet. Adskillelsen mellem de tre søjler i EU-samarbejdet er central, fordi der heri ligger en adskillelse af magtudøvelsen. Mens søjlerne II og III er mellemstatslige og det suverænt er medlemsstaterne, der har magten, fordi forslagene vedtages i enighed og EF-Domstolen kun har meget begrænset kompetence, har EF-Domstolen under søjle I fuldstændig magt til at fortolke og afgøre retsakter, ligesom det er Kommissionen, der har eneret til at fremsætte forslag, som oftest vedtages med flertalsafgørelse, efter at Europa-Parlamentet er blevet hørt. Der er derfor afgrundsdyb forskel på, hvem der inden for de tre søjler har indflydelse på udformningen af lovene. Af den grund er det skræmmende, at EF-Domstolen træffer beslutninger om ophævelse af skellet mellem søjlerne. At der er tale om en rent politisk afgørelse, som desværre blev truffet af en juridisk instans, ses tydeligt, hvis man studerer den EU-forfatning, der faldt ved Hollands og Frankrigs afvisning i sommeren 2005. I forfatningen smelter de tre søjler sammen til én, ligesom art. 271 åbner mulighed for, at EU kan strafpålægge handlinger. Der er således slående lighed mellem denne artikel og dommen i C176/03. Derfor forekommer det foruroligende, at EF-Domstolen aktivt trodser afvisningen af forfatningen og med sin politiserende afgørelse medvirker til at indføre dele af forfatningen - uden befolkningernes eller politikernes medvirken. Denne praksis er stærkt betænkelig, men desværre ikke enestående.

Det er talrige gange vist, at den aktive, når det gælder om at skabe yderligere integration i EU og skabe en stadig snævrere union, ikke er et folkevalgt organ. Det er derimod EF-Domstolen, der i dom på dom udvider EU's magtområder, tillægger EU-institutionerne kompetencer, som traktaterne ikke har tiltænkt dem, eller overfører kompetencer mellem traktater og ændrer de traktatfæstede spilleregler. Forslagsstillerne er stærkt bekymrede over denne udvikling med en domstol som politisk aktør, og ser det som en trussel imod de grundlæggende demokratiske principper, at en domstol kan træffe afgørelser om traktaternes grundlæggende udformning. Det er på denne baggrund, forslagsstillerne ønsker indført et forbud imod, at EF-Domstolen træffer politiske afgørelser. En vedtagelse af nærværende forslag pålægger regeringen at tage diskussionen op ved først kommende lejlighed i kredsen af medlemslandes regeringer, således at den politiske magt føres tilbage til de folkevalgte.

Problemet knytter sig særlig til den såkaldt teleologiske fortolkningsstil, som Domstolen anvender, altså en formålsfortolkning, ifølge hvilken den konkrete retsakts fortolkning lægges til grund. Dette fører i sagens natur ofte til en mere politisk end juridisk tilgang. Herom skriver Ulla Neergaard og Ruth Nielsen (EU-ret, 4. reviderede udgave, 2005) på side 164: »EU's og Fællesskabets formål [.] har stor retlig betydning, da EU-retten som hovedregel fortolkes teleologisk, hvilket indebærer, at retsanvenderne søger at finde den forståelse af en omtvistet bestemmelse, der mest effektivt kan realisere dens målsætning. De målsætninger, der opstilles i traktatkomplekset, findes som nævnt i kap. 1 navnlig i art. 2 EF og art. 2 EU.« Disse to artikler foreskriver de politiske målsætninger for samarbejdet. Eksempelvis siger art. 2 TEF: »Fællesskabet har til opgave gennem oprettelsen af et fælles marked og en Økonomisk og Monetær Union samt gennem iværksættelsen af fælles politikker eller aktioner som omhandlet i artikel 3 og 4 i Fællesskabet som helhed at fremme en harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling af den økonomiske virksomhed, et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, ligestilling mellem mænd og kvinder, en bæredygtig og ikke-inflationær vækst, høj konkurrenceevne og en høj grad af konvergens med hensyn til de økonomiske resultater, et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, højnelse af levestandarden og livskvaliteten, økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne.« Ligesom art. 2 TEU indeholder en lignende formulering. Det synes således klart, at EF-Domstolens formålsfortolkningsstil (teleologi) har en klart politisk baggrund.

Fra retspraksis ses som et udslag af den politiske domstolspraksis bl.a. Keck-dommen (C-268/91), hvor EF-Domstolen detaljeregulerede inden for markedsføringsreglerne. I bogen »EU-ret i kontekst« side 218 formulerer Hjalte Rasmussen det således: »Keck-dommen illustrerer godt et aspekt af det problem, som handler om EF-Domstolens angivelige policymaking eller ligefrem dens judicielle aktivisme, dens judicial activism, som er omhandlet i kapitlerne 1 og 6 ovenfor. Dette problem handler om, hvorvidt det er videnskabeligt hensigtsmæssigt at underkaste en institution som Domstolen en policy-analyse, hvilket jo forudsætter, at den i større eller mindre grad er involveret i politiceren - i politikmageri.«

Af andre domme, hvor EF-Domstolen har optrådt politisk eller har ændret de grundlæggende spilleregler, skal nævnes:

Og helt aktuel er altså Metockdommen, som ændrer grundlaget for, hvornår man som unionsborger kan bruge de af indre marked udviklede regler om familiesammenføring.

Der er i den juridiske teori bred enighed om, at disse domme er eksempler på markante ændringer i EF-traktaternes indhold. Som politiker må man spørge sig selv, om det virkelig er en domstols opgave at træffe afgørelse om EU-rettens forrang, Europa-Parlamentets søgsmålskompetence, udvidelse af politikområderne under søjle 1 eller tilsidesættelse af medlemslandenes udlændingelove. Med vedtagelsen af nærværende forslag udtaler Folketinget, at sådanne sager naturligvis ikke hører hjemme under en domstols virke, hvorfor regeringen må søge at modarbejde denne tendens og arbejde for en ændring af det retsgrundlag, der regulerer Domstolens arbejde.

Som forslagsstillerne ser det, er der to muligheder for at pålægge Domstolen at ophøre med sit politiske virke. Enten kan der i traktatartiklerne om Domstolens virke (art. 220 - 225 A TEF) indsættes bestemmelser, der direkte præciserer en indskrænkende fortolkningsstil. Alternativt kan der arbejdes for en ændring af protokol 2 vedrørende statutten for domstolen. Og endelig bør formuleringerne om, at EU skal udvikle sig til en stadig snævrere union, ophæves. Det må bero på regeringens vurdering, hvilken af disse metoder der vælges. Under alle omstændigheder finder forslagsstillerne det nødvendigt, at det direkte i enten traktat- eller statutteksten formuleres, at EF-Domstolens virksomhed alene angår juridiske uoverensstemmelser og ikke må berøre afgørende politiske spørgsmål, jf. den overfor nævnte retspraksis, som har haft til hensigt at fremme integrationsprocessen i EU.

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.