B 53 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om totalt rygeforbud på folkeskoler og privat- og
friskoler.
Fremsat den 26. november 2008 af
Christine Antorini (S),
Kirsten Brosbøl (S), Carsten Hansen (S),
Leif Lahn Jensen (S), Bjarne Laustsen (S),
Kim Mortensen (S) og Niels Christian Nielsen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om totalt rygeforbud på folkeskoler og
privat- og friskoler
Folketinget pålægger regeringen at
gennemføre den fornødne lovgivning for at sikre
totalt rygeforbud på folkeskoler og privat- og
friskoler.
Et totalt rygeforbud på disse institutioner skal
træde i kraft hurtigst muligt.
Bemærkninger til forslaget
Rygningens sundhedsskadelige virkninger er veldokumenterede.
Forebyggelse mod rygning er en af de allervigtigste indsatser,
så færre overhovedet begynder på at ryge. I mange
år har man diskuteret, hvordan man kan få de helt unge
mellem 13 og 15 år til at lade være med at ryge. En ny
omfattende undersøgelse af ph.d. Christina Warrer Schnohr
fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns
Universitet, fra 2008 bragt på
www.videnskab.dk
dokumenterer, at kun et totalt rygeforbud på skoler for
de unge virker effektivt. Det er ikke tilstrækkeligt med
hverken rygerum eller rygeregler eller at hæve prisen
på cigaretter. Kun det totale rygeforbud virker - og det er
effektivt.
Det er selve rygestoppet på skolen, der betyder, at
mange unge afholder sig fra overhovedet at begynde at ryge. Og det
er en meget vigtig målgruppe at få til at lade
være med at starte. For jo tidligere unge begynder at ryge,
jo større risiko er der for, at de bliver ved.
I dag er det i høj grad op til skolerne selv at
beslutte deres egne rygeregler. Men lokale rygeregler på
skolerne gør ikke indtryk på de unge, viser den nye
undersøgelse, der er udarbejdet på baggrund af
oplysninger fra i alt 162.000 børn fra i 41 lande,
deriblandt Danmark. I spørgeskemaerne skulle eleverne bl.a.
svare på, om de havde smagt på en cigaret, om de
røg fast, eller om de slet ikke havde prøvet at ryge.
De mange oplysninger blev siden sammenlignet med de enkelte skolers
rygepolitik.
Fra Danmark indgår der 1.426 drenge og 1.502 piger i
undersøgelsen, hvoraf 8 pct. af drengene og 9 pct. af
pigerne angav, at de røg dagligt.
Ifølge den danske rygelovgivning er der rygeforbud
på alle offentlige arbejdspladser. Men lovgivningen er fyldt
med undtagelser - eksempelvis er det tilladt at ryge på
enkeltmandskontorer under den betingelse, at rygeren ikke får
gæster på kontoret i løbet af dagen. Derudover
kan den enkelte skole vælge at give lærerne et
rygerum.
Undersøgelsen peger på, at den manglende
konsekvens er et stort problem. Flere undersøgelser har
igennem de seneste år dokumenteret, hvor vigtigt det er at
beskytte børn mod rygning og passiv rygning, for de er langt
mere følsomme over for røgen end voksne.
Skolebørn mellem 11 og 15 år er meget
påvirkelige af, hvad klassekammeraterne og lærerne
gør i frikvartererne. Hvis rygning på skolerne er
forbudt for alle, vil det at ryge være mindre acceptabelt.
Rygeforbuddet bliver normsættende, og det er vigtigt.
Et totalt rygeforbud på de forskellige typer af
grundskoler betyder, at lærere og andre medarbejdere ikke
må ryge i samvær med eleverne. Det gælder
både indenfor og udenfor. I praksis betyder det, at hvis der
kan findes et udendørs areal, hvor eleverne ikke
færdes, kan rygning for personalet tillades der. Ellers er
det ikke tilladt.
Kræftens Bekæmpelse har i 2006 udgivet
undersøgelsen »Risiko for rygestart blandt
efterskoleelever«af Poul Dengsøe Jensen og Nicolas
Nielsen. Undersøgelsen dokumenterer, at antallet af elever,
der begynder at ryge, mens de er på efterskole, er markant
højere end blandt deres jævnaldrende, der ikke
går på efterskole. Efterskolerne fostrer 1.900 nye
rygere om året. Der er en udbredt rygekultur,
hvor lærere ryger sammen med elever ned til 14 år,
og det får mange unge til at begynde at ryge, mens de er
på efterskole. Når læreren går ned i
rygeskuret sammen med de rygende elever på efterskolen,
bliver mange purunge ikkerygere inspireret. Nye
kammerater, der ryger, og lærere, der ryger sammen med dem,
er mere, end nogle unge på 14-18 år kan
modstå.
Derfor ønsker Socialdemokratiet på sigt, at et
totalt rygeforbud skal omfatte alle de skoleformer, der har med
børn og unge at gøre inden for grundskolen. Det vil
sige folkeskoler, privat- og friskoler, efterskoler og
ungdomsskoler. Socialdemokratiet vil ved revision af rygeloven (Lov
om røgfri miljøer), jf. lovforslag nr. L 191 vedtaget
af Folketinget i 2007, som skal revideres i folketingsåret
2009-10, arbejde for, at § 7, stk. 2, ændres, så
rygeforbuddet også skal gælde for efterskoler,
ungdomsskoler m.v., hvor hovedparten af de unge er mellem 15 og 16
år gamle.
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
Skriftlig fremsættelse
Christine Antorini
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om totalt
rygeforbud på folkeskoler og privat- og friskoler.
(Beslutningsforslag nr. B 53).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.