B 40 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om et nyt EU-forbehold.
Fremsat den 12. november 2008 af
Morten Messerschmidt (DF), Pia Adelsteen (DF),
Kristian Thulsesen Dahl (DF),
Martin Henriksen (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Tina Petersen (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om et nyt EU-forbehold
Folketinget pålægger regeringen at arbejde for, at
Danmark får et nyt forbehold over for EF-traktaten, der
sikrer, at EF/EU ikke kan anfægte den danske
udlændingepolitik.
Bemærkninger til forslaget
Som bekendt fik Danmark i 1993 fire forbehold over for
EF/EU-samarbejdet. Her har særlig forbeholdet over for
retssamarbejdet og unionsborgerskabet haft det tiltænkte
formål at sikre, at Danmark uden indblanding fra EU kunne
bestemme over sin egen udlændingepolitik.
På trods af forbeholdet over for unionsborgerskabet har
netop dette supplerende statsborgerskab udgjort hovedkimen til
EF-Domstolens aktivisme. Utallige politikere har forsikret os om,
at unionsborgerskabet ikke betød noget, fordi det ikke
skulle erstatte, men blot supplere vores danske statsborgerskab. I
dag ser vi, at et supplement i denne sammenhæng reelt betyder
et alternativt sæt rettigheder. På den baggrund har
unionsborgerskabet vist sig at være det største
gennembrud for tilhængerne af Europas Forenede Stater. Og
forbeholdet over for unionsborgerskabet er regulært bedrag. I
samtlige domme, hvor EF-Domstolen behandler sociale eller
udlændingeretlige sager, henvises der til unionsborgerskabet.
Og i samtlige forslag til direktiver, som Kommissionen
efterfølgende har fremsat, henvises der til
unionsborgerskabet som grundlag for at danne et sæt
parallelle regler. Et par eksempler er på sin plads:
I Carpentersagen (sag C-60/00) fik en filippinsk hustru
opholdstilladelse i EU, fordi hun passede sin britiske
ægtemands børn fra tidligere ægteskab under
ægtemandens ophold som tjenesteyder uden for UK, der var
oprindelseslandet. Der henvises som begrundelse til
ægtemandens (mr. Carpenters) unionsborgerskab. Særlig
for studerende har der været en livlig udvikling. Mens
EF-Domstolen i 1986 slog fast, at studerendes EU-rettigheder ikke
skulle omfatte sociale ydelser i værtslandet, blev dette
efter unionsborgerskabets indførelse ændret i den
senere Grzelczykdom (sag C-184/99), hvor man med direkte henvisning
til unionsborgerskabet tildelte sagsøgeren ret til offentlig
studieydelse.
I sagen D'Hoop (sag C-224/98) udtaler EF-Domstolen direkte, at
unionsborgerskabet udgør unionsborgernes
grundlæggende, af EU-retten afledte, personlige adkomst til -
uanset deres nationalitet - at nyde samme rettigheder som alle
andre personer i samme situation. Hvem sagde, at unionsborgerskabet
ikke spillede nogen rolle? Det supplerer nemlig ikke blot, men
erstatter reelt de nationale regler, når det ophæver
forskellen på svenskere, danskere og grækere. Alle er
unionsborgere og har krav på at blive behandlet efter samme
regler. Helt vild er sagen Cathrine Zhu (sag C-200/02), hvor
kinesiske forældre kom til Irland for at føde og deraf
automatisk fik opholdstilladelse i EU, fordi deres barn var
født i Irland - og dermed havde unionsborgerskab.
I bedste fald har danske politikere siden 1993 været
uvidende om, at det danske forbehold over for unionsborgerskabet
har været uden nogen effekt. I værste fald har de holdt
det skjult og talt mod bedre vidende. Ikke desto mindre er det
enkelt at placere ansvaret for den omfattende integration, vi er
vidner til i dag. Ansvaret ligger i EU, ved EF-Domstolen og blandt
de danske politikere, som enten ikke har forstået, hvad der
skete omkring dem, eller har været ligeglade. Uanset hvem der
bærer ansvaret, er tiden nu kommet til at tage et
opgør med EU's integration. Vi kræver, at forbeholdet
over for unionsborgerskabet bliver respekteret, at vores
udlændingepolitik forbliver urørt af EU, og at vort
land ledes af folkevalgte politikere - ikke af udpegede
dommere.
Retsforbeholdet har også med Metockdommen (sag C-127/08)
vist sig utilstrækkeligt. I stedet for at fastholde
udlændingepolitikken under EF-traktatens tredje del, afsnit
IV, som er retsforbeholdets dækningsområde, har
EF-Domstolen nu udvidet disse reglers anvendelsesområde. Det
er sket ved at fjerne kravet om, at tredjelandsstatsborgere skal
have lovligt ophold efter de nationale regler, før de kan
benytte sig af EU-regler, der er udviklet under det indre marked.
Siden Maastrichttraktaten har udviklingen af sociale og
udlændingepolitiske rettigheder under det indre marked
virkelig taget fart; og med tilsidesættelsen af kravet om
lovligt ophold har EF-Domstolen slået bunden ud af vores
retsforbehold. På den baggrund vil forslagsstillerne
pålægge regeringen at arbejde i EU for et nyt forbehold
over for de dele af det indre marked, der handler om
udlændingepolitik
Et forbehold over for dele af det indre marked er ikke et
ukendt fænomen. Således lyder protokol 16 til
traktaten: »Uanset bestemmelserne i traktaten kan Danmark
opretholde den gældende lovgivning om erhvervelse af
ejendomme, der ikke er helårsboliger.« Dette er, hvad
der normalt kaldes sommerhusreglen. På tilsvarende vis vil
forslagsstillerne pålægge regeringen at arbejde for en
protokol, der præciserer, at Danmark uanset bestemmelserne i
traktaten kan opretholde den gældende lovgivning om
familiesammenføring.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om et nyt
EU-forbehold.
(Beslutningsforslag nr. B 40).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.