B 32 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod reklamering for og salg af elhalsbånd til alle
dyr.
Fremsat den 4. november 2008 af
Karina Lorentzen (SF), Sidsel Homann (SF) og Ole Sohn
(SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod reklamering for og salg af
elhalsbånd til anvendelse på alle dyr
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte
lovforslag, som forbyder reklamering for og salg af
elhalsbånd til anvendelse på alle dyrearter.
Bemærkninger til forslaget
Elhalsbånd bruges til at træne hunde, hvor ejeren
ved hjælp af en fjernbetjening kan give hunden stød,
hvis den ikke adlyder. Et eksempel på et sådant produkt
er »dog butterfly«. Det er en frygtelig måde at
opdrage hunde på, og derfor er det også ulovligt.
Det er forbudt at bruge elhalsbånd på alle dyr,
men det er lovligt at reklamere for og sælge disse
el-halsbånd, så længe der ikke opfordres til, at
halsbåndene skal anvendes til hunde og katte. Derfor
fremsættes beslutningsforslag om, at der indføres
totalforbud mod at sælge disse halsbånd. Det skal
således være forbudt at sælge
elhalsbåndene, hvilket virker indlysende, da der allerede er
et forbud mod at anvende disse halsbånd på dyr.
En uklar lovgivning har givet anledning til, at det er
svært at vurdere, hvornår loven omgås, og det har
givet problemer i forhold til at sigte sælgere af de omtalte
elhalsbånd, hvor formålet netop har været
anvendelse på hunde. SF tager stærk afstand fra
opdragelsesmetoder af dyr, som påfører dem
unødvendig smerte, og ønsker derfor dette hul i
lovgivningen lukket.
Tidligere justitsminister Lene Espersen har i udsendelsen Task
Force sendt på DR1 den 23. august 2007 udtalt, at dette hul i
lovgivningen skal lukkes, således at det både er
ulovligt at reklamere for og sælge el-halsbånd.
Skriftlig fremsættelse
Karina Lorentzen
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om forbud
mod reklamering for og salg af elhalsbånd til alle dyr.
(Beslutningsforslag nr. B 32).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.