B 28 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om bedre retsbeskyttelse af ejendomsfunktionærer m.fl.
Fremsat den 31. oktober 2008 af
Karen Hækkerup (S),
Morten Bødskov (S) og Anne-Marie Meldgaard (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om bedre retsbeskyttelse af
ejendomsfunktionærer m.fl.
Folketinget opfordrer regeringen til at igangsætte et
udvalgsarbejde med henblik på en ændring af
afgrænsningen af personkredsen, der er omfattet af
straffelovens §§ 119 og 121 om bl.a. vold mod personer,
som handler i offentlig tjeneste eller hverv. Udvalgsarbejdet skal
herunder specifikt vurdere, om ejendomsfunktionærer skal
beskyttes af straffelovens §§ 119 og 121.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse
af beslutningsforslag nr. B 120, folketingsåret 2006-07 (se
Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 6746 og
tillæg A side 6834 og 6836).
For Socialdemokratiet er det af afgørende betydning, at
de personer, som det påhviler at handle i medfør af
offentlig tjeneste eller hverv, nyder en særlig
beskyttelse.
Socialdemokratiet bakker derfor fuldt og helt op bag den
særlige beskyttelse, der er indeholdt i straffelovens
§§ 119 og 121. Bestemmelsernes ordlyd fremgår af
bilag til nærværende forslag.
En gennemgang af praksis viser imidlertid, at der er behov for
en revision af den personkreds, der nyder den særlige
beskyttelse efter de to omhandlede straffelovsbestemmelser.
Bestemmelserne finder efter gældende ret anvendelse,
såfremt der handles til opfyldelse af offentligretlige
opgaver. I lyset af udviklingen i samfundet er der efter
Socialdemokratiets opfattelse behov for en revision af, hvad der i
henhold til straffelovens § 119 og § 121 skal opfattes
som offentligretlige opgaver.
Socialdemokratiet finder specifikt, at
ejendomsfunktionærer i den almene boligsektor skal nyde
beskyttelse efter § 119 og § 121, da de varetager en
række boligsociale opgaver af væsentlig
samfundsmæssig betydning. Under det foreslåede
udvalgsarbejde skal det endvidere overvejes, om også andre
persongrupper skal omfattes af § 119 og § 121.
En undersøgelse fra Lejerbo i København viser,
at der er massive problemer med trusler mod
ejendomsfunktionærer. Ved en
spørgeskemaundersøgelse, som blev sendt til 73
personer, svarede 43 på spørgeskemaet. Af de 43
personer svarede 24, at de mindst én gang havde været
udsat for alvorlige trusler. Omfanget af trusler genkendes fra
flere andre boligorganisationer. Der henvises i øvrigt til
Lejerbos henvendelse af 27. oktober 2006 til Folketingets
Retsudvalg, jf. REU alm. del - bilag 80.
Arbejdstilsynet har udpeget ejendomsfunktionærer og
pedeller som en af ti nye særlig farlige jobgrupper.
Jobgruppen er bl.a. udpeget på baggrund af væsentlige
arbejdsmiljøproblemer, herunder psykisk belastning på
grund af voldsrisiko.
Mange beboere i den almene boligsektor har sociale problemer.
Efter de gældende regler kan kommunerne generelt henvise
beboere til 25 pct. af boligerne og efter aftale med en
boligforening helt op til 100 pct. af foreningens boliger. Det
betyder, at der mange steder i den almene boligsektor er en
overrepræsentation af socialt belastede beboere i forhold til
andre steder. Det fremgår således af
undersøgelsen »Stigende ulighed i Danmark« fra
2006, der er udarbejdet af AE-rådet og Boligselskabernes
Landsforening, at hvor beskæftigelsesfrekvensen blandt
25-59-årige siden 1981 generelt har ligget omkring 80 pct.,
er den for beboerne i den almene boligsektor faldet til 59 pct.
Undersøgelsen viser også, at andelen af indvandrere i
alderen 25-59 år, som bor i den almene boligsektor, er steget
fra 2 pct. i 1981 til over 19 pct. i 2004.
Beboersammensætningen i den almene boligsektor stiller
store krav til ejendomsfunktionærernes arbejde. Det er
ejendomsfunktionærerne, der i det daglige arbejde har
kontakten med beboerne i den almene boligsektor, og som i den
forbindelse udfører opgaver for kommunerne.
I Københavns Kommune anmoder man f.eks. varmemestre om
at indgå i den boligsociale kontaktpersonordning. Denne
ordning understreger, at ejendomsfunktionærerne i stigende
grad optræder som spydspidser i forbindelse med
løsning af en række boligsociale opgaver. Den almene
sektor løser en række meget væsentlige
boligsociale opgaver, hvorfor det ikke er rimeligt, at
ejendomsfunktionærerne ikke har den samme beskyttelse som
offentligt ansatte.
Efter retspraksis er ud over politiet og fogeden f.eks.
folkeskolelærere, tog- og buspersonale, personer på
kommunekontorer, fængselsbetjente og parkeringsvagter
omfattet af den særlige beskyttelse, der er indeholdt i
straffelovens § 119 og § 121.
Beskyttelsen omfatter imidlertid som nævnt ikke de
omkring 5.000 ejendomsfunktionærer, der arbejder i den almene
boligsektor i Danmark, hvilket Socialdemokratiet ønsker at
ændre.
Socialdemokratiet ser med stor alvor på de mange trusler
og det generelt dårlige arbejdsmiljø, der præger
området. Socialdemokratiet mener, at der ved revisionen af
§ 119 og § 121 skal skabes en bedre sammenhæng
mellem de opgaver, der pålægges f.eks.
ejendomsfunktionærer i den almene boligsektor, og den
beskyttelse, der ydes de ansatte, der skal løse
opgaverne.
Justitsministeren har, jf. Boligen nr. 2, 2007, meddelt
Lejerbo, at ministeren ikke ser nogen grund til at hæve
strafferammen for vold og trusler mod ejendomsfunktionærer,
med henvisning til, at vold og trusler om vold i forvejen er
strafbart. Efter Socialdemokratiets opfattelse er der imidlertid
ikke tale om, at strafferammen skal hæves, men om, at
ejendomsfunktionærerne på linje med en række
andre personer, som varetager væsentlige
samfundsmæssige opgaver, bør være beskyttet af
den særlige beskyttelse i straffelovens § 119 og §
121. Det er dette spørgsmål, et udvalgsarbejde efter
beslutningsforslaget skal undersøge nærmere.
Bilag 1
Straffeloven §§ 119 og 121
§ 119. Den, som med vold
eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at
handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under
udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af
samme, eller som på lige måde søger at hindre en
sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller
at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med
bøde eller fængsel indtil 8 år.
Stk. 2. På samme
måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under
stk. 1, fremsætter trusler om vold, om
frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller
ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er
tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe
afgørelse vedrørende retsforhold eller
vedrørende håndhævelse af statens
straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten
eller hvervet, eller som på lige måde søger at
hindre en sådan person i at foretage en lovlig
tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en
tjenestehandling.
Stk. 3. Lægger nogen
ellers de nævnte personer hindringer i vejen for
udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes han med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
§ 121. Den, som med
hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale
overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer
under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i
anledning af samme, straffes med bøde eller fængsel
indtil 6 måneder.
Skriftlig fremsættelse
Karen
Hækkerup (S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre
retsbeskyttelse af ejendomsfunktionærer m.fl.
(Beslutningsforslag nr. B 28).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.