Fremsat den 24. oktober 2008 af
Per Clausen (EL), Line Barfod (EL),
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om etablering af en energisparefond
Folketinget opfordrer regeringen til at etablere en
energisparefond, der kan yde rentefrie lån til boligejere,
der ønsker at energirenovere deres bolig, og til kommuner,
der ønsker at renovere kommunale bygninger. Det skal
være muligt at tilbagebetale lånene over
varmeregningen, således at den opnåede besparelse ved
renoveringen tilfalder fonden, indtil lånet er betalt ud.
Yderligere skal fonden yde 25 pct. tilskud ved etablering af
VE-teknologier i bygninger, f.eks. solvarme, solceller, jordvarme
etc. Energisparefonden skal være på 4 mia. kr.
årligt. Pengene tages fra statens ekstraordinære
overskud på olie- og gasindvindingen i Nordsøen.
Bemærkninger til forslaget
Omkring halvdelen af Danmarks samlede energiforbrug går
til opvarmning og ventilation af bygninger. Hvis Danmark skal
nå sine klimamålsætninger og -forpligtelser, er
det afgørende, at der bliver gjort noget for at reducere det
store energiforbrug til opvarmning.
Eksisterende boliger er opført over en meget lang
årrække og med meget forskellige hensyn til boligens
energibehov, for så vidt angår varme og elektricitet.
Ens for stort set alle bygninger er imidlertid, at de bruger
væsentlig mere energi end nødvendigt i forhold til, at
de enten havde været opført efter de bedste
lavenergiprincipper, man kender i dag, eller de blev renoveret med
energibesparelser for øje. Ifølge en rapport fra Det
Økologiske Råd fordeler en bygnings varmetab sig med
65-70 pct. gennem tag, vægge, vinduer og gulv, med 25 pct.
ved ventilation og med 10 pct. til varmt vand. Der er således
enorme besparelsespotentialer i energimæssige renoveringer.
Statens Byggeforskningsinstitut vurderer, at danske bygninger vil
kunne spare mellem 50-90 pct. af energien til opvarmning, hvis de
undergår energirenovering. Samtidig vil man opnå et
markant bedre indeklima.
Når private boligejere vælger at renovere deres
bolig, er det sjældent energirenoveringer, der står
øverst på ønskelisten. Mange vil hellere have
et nyt køkken eller nyt badeværelse frem for at
efterisolere taget og skifte vinduer. Dette på trods af, at
energirenoveringer tjener sig selv hjem på ganske få
år.
Med dette beslutningsforslag skabes der incitamenter til at
prioritere energirenoveringerne, når folk alligevel skal i
gang. Med rentefrie lån og tilskud på 25 pct. til
installering af vedvarende energiteknologier skabes der en yderst
attraktiv mulighed for private boligejere for at opnå store
besparelser på varmeregningen på langt sigt og til
samtidig at opnå et bedre indeklima og gøre en forskel
for det globale klima.
Beslutningsforslaget giver også kommunerne mulighed for
at renovere mange af deres nedslidte bygninger og samtidig reducere
udgifterne til varme på driftsbudgettet og dermed på
sigt få frigivet penge til andre aktiviteter og
renoveringer.
Skriftlig fremsættelse
Per Clausen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
etablering af en energisparefond.
(Beslutningsforslag nr. B 19).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.