B 177 Forslag til folketingsbeslutning om muskelhundetegn m.v.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2008-09
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-04-2009

Fremsat: 14-04-2009

Beslutningsforslag som fremsat

20081_b177_som_fremsat (html)

B 177 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om muskelhundetegn m.v.

Fremsat den 14. april 2009 af Benny Engelbrecht (S), Karen Hækkerup (S) og Flemming Møller Mortensen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om muskelhundetegn m.v.

Folketinget pålægger regeringen at tage initiativ til at indføre regler om et muskelhundetegn til ejere af den type hunde, der defineres som muskelhunde, og som forudsætter et særligt kendskab til hundeadfærd hos ejeren.


Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en revideret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 62 fra folketingsåret 2007-08, 2. samling (se Folketingstidende 2007-08, 2. samling, forhandlingerne side 3604 og tillæg A side 2808 og 2810).


Formålet med beslutningsforslaget er at skabe et trygt gadebillede ved at stramme reglerne for hold af muskelhunde, også kaldet kamphunde.


De to hunderacer pittbull og den japanske tosa er i dag forbudt i Danmark, men også mange andre hunde har de to racers karakteristiske træk og den patologiske aggression i sig, som kendetegner de såkaldte kamphunde.


Antallet af kamphunde er steget eksplosivt, særlig i de større byer. Det er således Dansk Kennel Klubs vurdering, at antallet af de såkaldte kamphunde er steget fra omkring 1.000 hunde i 2002 til 20.000 hunde i 2007. Denne udvikling ser forslagsstillerne på med stor bekymring, og vi ønsker derfor en målrettet indsats for at bremse udviklingen af et gadebillede, hvor man ikke kan føle sig tryg.


Ifølge Dansk Kennel Klub er der en hund i hvert fjerde danske hjem, og mange hundeejere tør ikke gå tur med deres hund eller lade deres børn lufte den, heller ikke i dagtimerne, af frygt for at få hunden bidt ihjel. Der har været tilfælde i udlandet, hvor kamphunde har skambidt børn.


I dag skal ejeren af en hund født efter den 1. januar 1993 sørge for, at hunden er mærket og anmeldt til registrering i Dansk Hunderegister, senest når hunden er 4 måneder gammel.


Forslagsstillerne foreslår, at det fremover skal fremgå af en hunds registreringsattest, når der er tale om en hund af muskelhundetypen. Vurderingen af, om der er tale om en muskelhund, foretages af den dyrlæge eller id-mærker, der mærker hunden. Det foreslås endvidere, at der ved registrering af en muskelhund ud over registreringsattesten udstedes et særskilt muskelhundetegn, som indeholder oplysning om hundens id-mærke, ejerens navn og adresse samt forsikring af hunden. Ved et senere påbud om, at hunden skal være forsynet med mundkurv, skal oplysning om påbuddet påføres muskelhundetegnet.


Forslagsstillerne foreslår, at ejeren i forbindelse med udstedelse af et muskelhundetegn skal skrive under på at have modtaget og læst de særlige regler, der gælder for muskelhunde, samt nogle særlige retningslinjer for hold af muskelhunde, herunder bl.a. anvisninger på forsvarlige snore, på forsvarlig indhegning af udendørsarealer, på beskæftigelse af hunden, så den ikke udvikler sit »kampgen«, og på, at hunden ikke må føres af en person, som ikke fysisk har kræfter til at holde den.


Muskelhundetegnet skal altid bæres af hundeføreren ved færdsel med hunden på områder, der er åbne for almindelig færdsel, og muskelhunde skal altid føres i snor på sådanne områder.


Hvis en muskelhundeejer eller en muskelhundefører ikke kan fremvise et gyldigt muskelhundetegn, skal politiet lade hunden fjerne med øjeblikkelig virkning, indtil et gyldigt muskelhundetegn er fremvist eller udstedt. Dette vil bl.a. give politiet mulighed for i forbindelse med undersøgelse af andre forhold i ejerens hjem at fjerne muskelhunde, hvor ejeren ikke har et muskelhundetegn, og som derfor er ulovlige at have i hjemmet.


Det foreslås endvidere, at mærkning af en muskelhund skal ske ved injektion af en elektronisk chip, og at ejeren af en muskelhund selv skal dække udgifterne til udstedelse af et muskelhundetegn.


Endelig foreslås det, at retten til at erhverve en muskelhund skal fratages personer, der tidligere af politiet har fået pålagt at aflive en muskelhund eller en anden hund, hvis dette er sket som følge af hundens farlighed.


Det er forslagsstillernes holdning, at der ikke har været tilstrækkeligt fokus på erfaringerne med anvendelsen af hundeloven, herunder navnlig de ændringer af loven, som Folketinget vedtog i 2003. Det foreslås derfor, at muskelhundetegnsordningen evalueres i 2012.


Skriftlig fremsættelse

Benny Engelbrecht (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om muskelhundetegn m.v.

(Beslutningsforslag nr. B 177).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.