Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2009 at tage initiativ til etablering af et antal børnehuse, der skal sikre en samlet og forbedret indsats for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb eller anden vold, eller som har været vidne til vold og mishandling i nære relationer.

Formålet med børnehusene er, at børn, der har været udsat for seksuelle overgreb eller vold, skal tilbydes akut hjælp og behandling, der er samlet på ét sted, og som foregår i trygge og børnevenlige omgivelser, frem for at barnet skal sendes rundt i systemet for at opsøge hjælpen og behandlingen flere forskellige steder.

Børnehusene skal råde over den nødvendige kompetence og kapacitet til akut behandling og hjælp til barnet. Der skal kunne foretages afhøring af barnet, undersøgelser, krisehjælp og behandling i et samarbejde mellem politi, retsvæsen, sociale myndigheder og sundhedsmyndigheder.

Børnehusene skal være landsdækkende, og der skal som minimum etableres et børnehus i hver region.

Forslagsstillerne ønsker, at regeringen forpligtes til at etablere et antal børnehuse i Danmark i overensstemmelse med Nordisk Råds rekommandation til Nordisk Ministerråd 1). Børnehuset skal være et tilbud for børn, der har været udsat for seksuelle overgreb eller vold, eller som har været vidne til vold og mishandling i nære relationer. Formål med børnehuset er at sætte barnet i centrum, ved at indsatsen over for barnet foregår på ét sted i børnevenlige og trygge omgivelser.

Når der er mistanke om, at et barn har været udsat for seksuelle overgreb, involveres der mange forskellige voksne med hver deres udgangspunkt: forældre, pædagoger, socialrådgivere, læger, psykologer, politi og advokater m.v. Der indledes forskellige undersøgelser, afhøringer og behandlinger, og barnet bliver sendt fra sted til sted mellem de involverede myndigheder. Ud over at dette ikke er særlig gunstigt for samarbejdet mellem de forskellige myndigheder, kan det være meget utrygt og belastende for barnet, der i forvejen er i en meget udsat og sårbar situation. Det er ikke til barnets bedste.

Dertil kommer, at omgivelserne og indsatsen ikke altid er tilrettelagt med henblik på, at det er krænkede og sårbare børn, det drejer sig om. F.eks. kan barnets forestilling om en politistation være meget skræmmende, hvis f.eks. krænkeren har truet barnet med politi og fængsel, hvis det afslører, hvad der er foregået, til nogen. Måske skal barnet videoafhøres, selv om det også er blevet filmet af krænkeren. Den utryghed kan præge barnet gennem hele forløbet.

Forslagsstillerne mener, at indsatsen skal tage udgangspunkt i barnets verden, og at systemet skal indrettes, så barnet kun skal henvende sig ét sted, hvor den samlede hjælp findes. Det skal også så vidt muligt undgås, at barnet udsættes for gentagne forhør, interviews og undersøgelser af forskellige personer.

Børnehuset skal være et sted, man med det samme kan tage barnet hen, når der er mistanke om, at det har været udsat for et overgreb. Børnehuset skal være indrettet således, at der kan gennemføres videoafhøring af barnet i huset, mens dommer, anklager, advokater m.v., kan følge afhøringen via video i et tilstødende rum og løbende få svar på nødvendige spørgsmål. Børnehuset skal også være indrettet, så de nødvendige lægefaglige undersøgelser kan foretages i huset. Endelig skal børnehuset også kunne tilbyde krisehjælp, behandling og samtaler, i det omfang barnet har behov for det. De involverede fagpersoner skal samarbejde om og koordinere indsatsen, så barnet ikke skal udsættes for gentagne forhør, undersøgelser, samtaler og behandlinger af forskellige personer. Der skal være mulighed for, at barnet kan opholde sig i huset for en periode, hvis det er nødvendigt, f.eks. i situationer, hvor barnet ikke kan sendes hjem til familien. Børnehuset skal også tilbyde hjælp og rådgivning til de pårørende til barnet.

Ud over at samarbejdet og koordinationen mellem de involverede myndigheder forbedrer indsatsen over for barnet, kan det også være med til at forbedre de retslige undersøgelser, så gerningsmænd kan retsforfølges og dømmes. En anden afledt effekt er en forbedret videnopsamling og mulighed for, at børnehuset kan fungere som rådgivningsorgan for fagpersoner og andre, der henvender sig.

Børnehuset skal naturligvis være bemandet med fagligt kvalificeret personale, der er specialister på området. Hvis der er behov for specialister m.v., der ikke umiddelbart er til rådighed i huset, skal de kunne tilkaldes med kort varsel.

Nordisk Råd har på sessionen i 2008 vedtaget en rekommandation til Nordisk Ministerråd, der opfordrer til at styrke den forebyggende og konkrete indsats for udsatte børn og unge i de nordiske lande. Et af de konkrete forslag indebærer, at der etableres et barnets hus i alle nordiske lande på baggrund af erfaringerne med »Barnahús« i Island.

I Island etablerede man som det første nordiske land et »Barnahús« allerede i 1998 efter den amerikanske model »Children's Advocacy Center«. Modellen omfatter en samordning af medicinsk, psykologisk og juridisk hjælp. Modellen indebærer, at børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, skal kunne modtages i et børnevenligt miljø, hvor myndighederne samarbejder under samme tag, og hvor der kan udføres de nødvendige interviews og afhøringer, medicinske undersøgelser og behandlinger. Børnehuset i Island dækker hele landet, og har i de 10 år, huset har eksisteret, haft 2.001 henvendelser.

Norge og Sverige har udviklet hver deres koncept for et børnehus ud fra en modellen og erfaringerne fra Island. Fælles for tilbuddene i de to lande er, at indsatsen for barnet er samlet på ét sted, så det ikke behøver at opsøge de involverede myndigheder på forskellige steder, men i stedet kan komme ét sted, hvor alle nødvendige undersøgelser, forhør, samtaler og behandling kan foregå.

I Sverige startede man i 2005 forsøgsordningen med »Barnahus« placeret seks forskellige steder i landet i et »samarbejde under samme tag« mellem Rikspolisstyrelsen, Rättsmedicinalverket, Socialstyrelsen og Åklagarmyndigheten om udredninger om og undersøgelser af børn, der er eller har været udsat for mishandling og seksuelle overgreb.

Forsøgsordningens formål var at tilpasse undersøgelserne til barnet og gennem samarbejde at forbedre kvaliteten i undersøgelserne, hvilket tilsammen skulle give bedre grundlag for retsprocessen og den fremtidige indsats for de berørte børn og unge.

Forsøgsordningen blev evalueret i 2008 2), og resultatet var overvejende positivt. Ifølge evalueringen indebærer »Barnahus« en forbedret kvalitet ud fra et børneperspektiv, miljøet er børnetilpasset, og krisehjælpen er generelt forbedret. Den positive evaluering understreges af, at flere af forsøgene er gjort permanente, og ud over de seks »Barnahus«, som indgik i forsøgsordningen, er der i dag oprettet yderligere fem, og andre er undervejs, således at indsatsen nu er landsdækkende i Sverige.

I Norge besluttede regeringen i 2006 at etablere »Barnehuse« som et 3-årigt forsøgsprojekt. Det første »Barnehus« åbnede i 2007, og siden er yderligere fire »Barnehuse« kommet til. I løbet af 2009 bliver det sjette »Barnehus« åbnet i Oslo, så det bliver et landsdækkende tilbud med »Barnehus« i alle de såkaldte »Helseregioner« i Norge.

Der findes ikke megen systematisk videnindsamling om omfanget af seksuelle overgreb mod børn i Danmark, men i sagens natur er området karakteriseret ved store mørketal, da langt fra alle seksuelle overgreb mod børn anmeldes. Statens Institut for Folkesundhed foretog i 2002 en undersøgelse blandt 9.-klasses-elever med henblik på at beskrive forekomsten og karakteren af seksuelle overgreb mod børn i Danmark 3). Af undersøgelsen fremgår, at 11,3 pct. af de unge havde haft seksuelle erfaringer, der ifølge dansk lovgivning er strafbare, og 2,8 pct. af de unge fortalte, at de havde været udsat for seksuelle overgreb før deres 15. år.

I en tidligere undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed i 2000 4)skønnes det, at mindst 10 ud af 1.000 børn i løbet af barndommen vil blive udsat for et seksuelt overgreb, der medfører en politianmeldelse. Årligt drejer det sig om ca. 1 promille af børn under 15 år. Men på baggrund af befolkningsundersøgelser blandt børn og unge i andre nordiske lande vurderes det, at ca. 50 ud af 1.000 børn i Danmark udsættes for et seksuelt overgreb i løbet af barndommen.

Vurderingen er, at minimum 3 pct. af alle børn og unge oplever et seksuelt overgreb. Der vil være en del af de unge, der har glemt overgrebet, eller som ikke ønsker at nævne det. Desuden vil de unge typisk definere overgreb anderledes end voksne fagfolk, idet de unge vil synes, at »der skal mere til«, før de vil kalde det et overgreb.

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.