Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 40:

Forslag til folketingsbeslutning om et nyt EU-forbehold.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 12.11.2008).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Det er jo rystende tydeligt i dag, at hr. Morten Messerschmidt gør Folketinget til et sted for sin private valgkamp. Det er altså ikke stedet at føre en valgkamp. Dansk Folkeparti kan invitere til offentlige møder, og så kan man komme og diskutere med hr. Morten Messerschmidt. Jeg synes, at han misbruger Folketingets tålmodighed.

Nu vil han altså have en ny protokol, nu vil han have et nyt forbehold. Men så vil jeg fortælle hr. Morten Messerschmidt, hvad han åbenbart ikke har opdaget, nemlig at Folketinget vedtog Lissabontraktaten den 24. april 2008. Den danske ratifikation blev formelt afsluttet, da regeringen den 29. maj 2008 deponerede ratifikationsinstrumentet i Rom.

Så kan det altså ikke nytte noget at komme 1 år efter og være hr. flovmand og så sige: Undskyld, vi glemte for resten lige, at vi godt ville have ændret det her eller have den og den protokol eller have det og det forbehold. Efter at ratifikationsinstrumentet er afleveret, kommer man et helt år efter og siger: Vi vil have en ny protokol, og vi vil have et nyt forbehold. Jamen hvor har hr. Morten Messerschmidt været det sidste år? Han har formentlig læst til eksamen, men nu må den snart være overstået, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, så vi kan komme videre, i stedet for at vi skal belære hr. Morten Messerschmidt om, at vi faktisk har afleveret ratifikationsinstrumentet.

Så kan man sige, at det, debatten også har vist i dag - og nu skal jeg være lidt venlig og bruge lidt mere tid på hr. Morten Messerschmidt - er, at hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti er imod det indre marked, sådan som det jo også er blevet tydeligt fremført. Man er imod EF-Domstolen. Man bruger så emne efter emne i dag til at tordne mod Domstolen og det indre marked, uden at vi får at vide, hvad man vil have i stedet for.

Ja, hvis man har et indre marked, er det altså en kæmpe fordel, at man også har en domstol, der sørger for, at det fungerer på lige konkurrencevilkår. Og hvem har mest glæde af det? Det har faktisk de små lande. De store kan faktisk sagtens klare sig uden en domstol. Domstole og retssystemer og retssamfund er indført, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, for at beskytte de mindre mod de stærkere. De stærkere kan faktisk klare sig meget, meget fint uden domstole og retssystemer og retssamfund.

Så det, vi har ønsket, er et Europa, hvor vi har et indre marked, og hvor vi har en domstol. Det, Dansk Folkeparti ønsker, er at blive fri for begge dele. Den holdning deler vi ikke. Og så kommer man 1 år efter, at ratifikationsinstrumentet er afleveret, og så bruger man en anledning igen til at tordne mod Domstolen.

Man kan altid finde domme, man ikke bryder sig om. Det er der også fra de danske domstole. Der er sikkert også danske domstole, som har afsagt domme, som jeg ved Dansk Folkeparti er mod. Det har vi jo oplevet, også i Folketingssalen. Det oplever man selvfølgelig også på europæisk niveau.

Så min pointe er, at først ville man have et Europa i flere hastigheder, så ville man af med det indre marked, så ville man af med domstolene, samtidig med at Europa jo samler sig mere og mere omkring EU. Island taler også om at komme i EU nu. Det vil sige, at Dansk Folkeparti jo fuldstændig går imod den europæiske proces og vil melde sig ud. Ja, det er jo fint nok, men så gør det dog klart i stedet for at misbruge hvert eneste emne, man kan finde. Dansk Folkeparti er imod Domstolen, og Dansk Folkeparti er imod det indre marked. Så bruger man hvad som helst til det. Vi er for det indre marked, og vi er for Domstolen.

Derfor anbefaler jeg, at man stryger det her, også af den simple grund, at ratifikationsinstrumentet er afleveret, og Dansk Folkeparti skulle nok have fremsat forslaget for 1 år siden, hvis det skulle have haft nogen betydning.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Nu vil udenrigsministeren vide, at det her forslag jo i vidt omfang er formuleret efter den såkaldte Metockdom. Jeg skal ikke stå og afhøre udenrigsministeren om, hvornår Metockdommen faldt, men kan underholde med, at den rent faktisk blev afsagt efter ratifikationen af Lissabontraktaten.

Jeg kan se, at det her forslag er fremsat den 12. november, så det er sådan set fremsat ganske hurtigt, efter at Metockdommen faldt. Derfor er der jo, kan man sige, en fin kronologi i, hvornår vi fremsætter vores forslag i forhold til Metockdommen.

Det her handler selvfølgelig om, at det danske retsforbehold har spillet fallit, når det kommer til at sikre dansk udlændingepolitik, af den årsag, at vi har en EF-Domstol, som altså er gået ud over sine beføjelser og simpelt hen har det, man kalder suppleret, men altså reelt har tilsidesat dansk udlændingepolitik, og det vil vi ikke finde os i. Derfor må man opdatere forbeholdet, så det sikrer dansk udlændingepolitik. Det er det, det handler om.

Ministeren.

Det hjælper jo bare stadig væk ikke at komme rendende den 12.11. Det gør det da ikke bedre, når jeg fortæller hr. Morten Messerschmidt, at ratifikationsinstrumentet efter afstemning i Folketinget blev afleveret i maj måned, og at vi havde den sidste behandling her i april måned i fjor. Så er sagen jo slut. Så hjælper det da ikke noget, at man kommer med noget den 12.11.

Så vil jeg også godt lige sige til hr. Morten Messerschmidt, hvad han udmærket godt ved: Metockdommen har noget at gøre med det indre marked. Jeg sagde lige før, at vi går ind for domstolene, vi går ind for det indre marked. Metockdommen er en følge af det indre marked.

Dansk Folkeparti er også enig med regeringen, hvilket hr. Morten Messerschmidt måske har glemt, i, at vi skal forhindre misbrug via Metockdommen. Det er jeg fuldstændig enig i vi skal. Det er Kommissionen også enig i, og det er ved at blive undersøgt. Så det kan ikke rigtig bruges til noget.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det er en lille smule pinligt, at udenrigsministeren holder fast i, at man ikke kan få et forbehold for indre marked. Jeg mener, vi har jo sommerhusforbeholdet. Det er faktisk et forbehold for indre marked, nemlig artikel 56, som handler om den frie bevægelighed af kapital. Så er der måske ikke noget videre til hinder for, at man kunne få et forbehold for artikel 39. Den handler altså om arbejdstagernes frie bevægelighed. Begge dele er i hvert fald inden for det indre marked, og derfor burde udenrigsministeren vide bedre.

I forhold til, hvornår vi deponerer vores ratifikationsinstrument, er det jo rent tidsmæssigt, kronologisk, ikke muligt at fremsætte et forslag om et forbehold, der skal opdateres, før det retstiftende tidspunkt indtræffer, så at sige. Og det retstiftende tidspunkt her er egentlig ikke Lissabontraktaten, det er Metockdommen. Det er Metockdommen, der ændrer på retstilstanden. Det er Metockdommen, som EF-Domstolen bruger til at undergrave retsforbeholdet.

Jeg tror næsten, det er for meget forlangt af Dansk Folkeparti, selv af udenrigsministeren, at vi skulle fremsætte et ønske om et forbehold, inden det forhold, der afstedkommer ønsket, indtræffer. Det burde udenrigsministeren sådan set selv kunne indse.

Udenrigsministeren.

Hr. Morten Messerschmidt burde så vide, at han har klaget over samtlige domme, der stort set er faldet, også før traktaten. Jeg har striben her, og jeg kan godt remse dem op: 2004, 2003, 2002, 2001. Hr. Morten Messerschmidt er konstant utilfreds. Så det er jo igen forkert, for det er jo ikke kun dommen den 12. november, det er en kolossal mængde domme, som jo også nævnes i forslaget, som hr. Morten Messerschmidt ikke kan lide. Så man kunne have tænkt sig om, før vi afleverede ratifikationsinstrumentet, før vi havde tredjebehandlingen her i april 2008, for der er masse domme, der er blevet klaget over fra hr. Morten Messerschmidts side inden. Så det er jo ikke rigtigt, at det først er den 12. november, hr. Morten Messerschmidt vågner op. Han har været meget vågen hele tiden, og vi er da glade for, at hr. Morten Messerschmidt har været vågen hele tiden.

Til sommerhusreglen: Det er jo misbrug af debatten. Det skete jo præcis i forbindelse med en traktat, at vi fik sommerhusreglen, og der er ikke flere, der får den slags regler, for EU vil ikke have den slags regler mere, for så kunne vi få et Europa a la carte, og det ved jeg godt at hr. Morten Messerschmidt gerne vil have, det er en ærlig sag, men det er hr. Morten Messerschmidt alene om, og det vil Europa ikke have. Det er Malta, der har fået en sommerhusregel, ja, på grund af de specielle forhold, der er på Malta. Men efter at vi har afleveret Lissabontraktaten og altså har sagt, at vi støtter den, er der jo ikke nogen grund til pludselig at komme nu og sige, at man fik øjnene op for domstolsproblemet den 12. november, og bede om en ændring omkring domstolene, når hr. Morten Messerschmidt jo har været opmærksom på domstolsproblemet i årevis, hvad jeg kan komplimentere hr. Morten Messerschmidt for at han har været.

Tak. Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg hører jo, udenrigsministeren med megen sarkasme i stemmen skose Dansk Folkeparti, fordi vi er kritiske over for det, udenrigsministeren kalder for den europæiske proces - den europæiske proces, som altså består i, at det danske folkestyre ikke længere respekteres. Realiteten i den tale om EF-Domstolen, der har været ført, er jo som bekendt, at EF-Domstolen omstøder den danske lovgivning, som er vedtaget af Folketinget. Det vil sige, at den europæiske proces er, som vi er nogle der har sagt i 30-40 år, en proces, der ophæver Europa, fordi den ophæver nationerne i Europa og vil lave en overnational statsdannelse. Og jeg synes, jeg må sige, at nu har udenrigsministeren og jeg jo en fortid sammen, og at jeg jo tydeligt husker det, vi diskuterede i 1970'ernes begyndelse, hvor det dog trods alt stod mig klart, at udenrigsministeren havde et forhold til Danmark som nation, og at det ikke uden videre var ønskværdigt, at det blev nedlagt. Det er det, der sker med EF-Domstolen. Er udenrigsministeren dog ikke trods alt betænkelig?

Tak. På trods af fælles fortid er der kun 1 minut til korte bemærkninger.

Ministeren.

Det er klart, vil jeg sige til hr. Søren Krarup, at der kan være ting, en domstol laver, som man ikke bryder sig om, og som man ikke er enig i, ligesom der også afsiges erkendelser af danske domstole, som hr. Søren Krarup ikke bryder sig om. Man rejser det så i Folketinget. Og derfor har vi også rejst spørgsmålet om Metockdommen også, og det gør integrationsministeren jo blandt de andre kollegaer i Europa, præcis som hr. Søren Krarup vil rejse en sag her i Folketinget, hvis han er utilfreds med en dom. Derfor har vi jo også et samarbejde med Kommissionen for at se på, hvor risiciene ligger for misbrug af Metockdommen, og hr. Søren Krarups parti er sammen med regeringen med til at holde øje med det. Det kan man jo kun være glad for.

Så det at gå imod en domstol som sådan, fordi der er nogle domme, men ikke er tilfreds med, forekommer mig helt forkert, fordi den sikrer de lige vilkår - de lige vilkår, som de svage har brug for. Hr. Søren Krarup går ind for nationen; det er godt, det er vi enige om. Hr. Søren Krarup går også ind for retssamfundet; det er vi åbenbart ikke enige om. Men når man har et indre marked, så er en domstol nødvendig.

Hr. Søren Krarup.

Det handler jo ikke om, at man ikke er enig i Domstolens afsigelse af domme. Det handler om, at man er uenig i, at Domstolen overhovedet skal kunne afsige domme, der sætter det danske folkestyre ud af kraft. Det jo det, sagen handler om, og det vil sige, at det er selve Domstolens eksistens, vi er modstandere af. Og hvorfor er vi det? Det er vi, fordi vi er tilhængere af, at det danske folkestyre, og det vil sige, det danske folk og den danske nation består som en suveræn størrelse. Det er jo det, der er realiteten. Nu siger udenrigsministeren meget smukt, at det jo altså er hensyn til det indre marked. Javist, det er da udmærket med et indre marked, men hvis det skal betyde, at den danske selvstændighed bliver ophævet, så er det ikke tilstrækkeligt, så er det ikke noget, der er ønskværdigt.

Derfor vil jeg sige, og det burde ikke komme bag på et medlem af et dansk konservativt parti, at dette slet og ret handler om Danmarks eksistens som en selvstændig nation, og at det, der er blevet dokumenteret med Metockdommen, er, at det ikke længere eksisterer. Det er vi nogle stykker der protesterer imod, også selv om vi har en fælles fortid.

Ministeren.

Jo, men man skal også passe på, at man ikke misbruger en situation, vil jeg sige til hr. Søren Krarup. Der har jo altså stadig væk ikke været ret mange familiesammenføringer som følge af Metockdommen. Det er rigtigt, at der har været nogle, men hvis det er 10 pct. af alle dem, der er kommet, så vil jeg sige, at det er at misbruge situationen. Men vi kan jo konstatere her i dag - det er klare skillelinjer, og det er en ærlig sag - at hr. Søren Krarup og Dansk Folkeparti er imod det indre marked. Man vil have et Europa i flere hastigheder og vil have Danmark længst væk, i den langsomste kupé, på den ene side af Island osv. Det er en ærlig sag. Sådan har vi det bare ikke. Dansk Folkeparti er imod det indre marked, er imod Domstolen, men vi er jo for det indre marked og for Domstolen, og vi er også for Danmark. Og jeg vil godt sige, at det er en diskussion, vi har mange gange med hr. Søren Krarup. Der skiller vandene også.

Jeg finder faktisk, at man i den moderne verden svækker Danmark ved at isolere Danmark, og det er jo også derfor, de fleste lande søger enten mod EFTA eller mod EU, hvorimod hr. Søren Krarup og Dansk Folkeparti vil søge væk. Men alle andre end Dansk Folkeparti opfatter den enegang, som Dansk Folkeparti vil have globalt set, som en svækkelse af deres nation, for vi ønsker at styrke nationen, og det gør man altså bedst i et fællesskab i en global verden.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg er jo sådan lidt bekymret over at forstyrre den debat, der åbenbart har stået på i 40 år mellem udenrigsministeren og hr. Søren Krarup, for den har mange interessante elementer i sig, ikke mindst af historisk karakter.

Men jeg er blevet en anelse forvirret, så det, jeg gerne vil spørge udenrigsministeren om, er: Er det ikke sådan, at regeringen har en aftale med Dansk Folkeparti om, hvordan man håndterer Metockdommen? Og er det ikke rigtigt, at den aftale er baseret på to ting; for det første på, at man anerkender det indre marked, og for det andet på, at man anerkender, at Domstolen har ret til at træffe afgørelser for at sikre, at det indre marked kan fungere - og så er man så uenige i dommen oven på det?

Jeg synes, at det er lidt interessant at få afklaret, om den enighed ikke eksisterer mellem regeringen og Dansk Folkeparti, for det har jeg sådan set troet indtil i dag at den gjorde.

Ministeren.

Jamen jeg kan bekræfte, at der er et glimrende samarbejde mellem integrationsministeren og hr. Peter Skaarup. Jeg er også lidt forundret over debatten i dag, hvor der er nogle medlemmer af Dansk Folkeparti, der går længere i deres anti-EU-holdninger, end jeg har hørt Dansk Folkeparti gøre tidligere. Men det er jo ikke et spørgsmål, man skal stille til mig, det skal man egentlig stille til Dansk Folkeparti.

Hr. Per Clausen.

Jamen når jeg spørger udenrigsministeren, er det ikke, fordi udenrigsministeren skal forklare, hvad der kan få Dansk Folkeparti til at indtage lidt forskellige standpunkter, alt afhængig af hvem det er, der taler hvorhenne – sådan noget må de enkelte partier selv klare.

Det, jeg gerne vil have, er, at udenrigsministeren skal bekræfte, at den aftale, man har med Dansk Folkeparti, har det meget præcise indhold, at man anerkender det indre marked, at man anerkender, at EF-Domstolen træffer afgørelser for at sikre, at det indre marked kan fungere, og at Metockdommen er baseret på det, men at man er uenig i den konkrete dom.

For der er meget stor forskel på, som udenrigsministeren også har antydet, om man er uenig i en konkret dom, eller om man er imod systemet. Det interessante er jo, hvis Dansk Folkeparti den ene dag kan lave en aftale med udenrigsministeren, der er baseret på at man anerkender systemet, og den næste dag kan tordne imod systemet. Det har man jo ord for i den politiske debat.

Ministeren.

Det ord vil jeg ikke bruge.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Hr. Michael Aastrup Jensen som ordfører.

Så står vi her igen for at debattere et af Dansk Folkepartis yndlingsemner: forbehold over for EU-samarbejdet. Det kan jo næppe være gået Dansk Folkepartis næse forbi, at det af regeringsgrundlaget fra 2007 fremgår, at det er regeringens mål at få afskaffet de danske undtagelser ved en folkeafstemning i denne valgperiode, og det betyder selvfølgelig også, at hverken Venstre eller jeg selv ønsker, at vi indfører flere undtagelser i samarbejdet.

Jeg er af den klare opfattelse, at de undtagelser, Danmark fik indføjet i Maastrichttraktaten i 1993, i dag klart skader Danmarks interesser, og jeg mener derfor ikke, at det vil være fordelagtigt, at vi distancerer os yderligere fra samarbejdet. Derimod mener jeg, at hvis der er noget i EU-reglerne, der ikke er i Danmarks interesse, så skal det løses gennem politiske aftaler og præciseringer på EU-plan. Det er en langt bedre løsning end noget, der måske bliver opfattet som en fornærmet tilgang til samarbejdet, hvor vi vender ryggen til og erklærer, at vi ikke ønsker at være med. Det mener jeg absolut ikke er den måde, man skal skabe fundamentet for et givtigt og udbytterigt samarbejde på.

Hr. Morten Messerschmidt burde vide, at ingen EU-lovgivning kan støtte ret på unionsborgerskab alene, det skal altid være andre artikler i traktaterne, der ligger til grund for lovgivning og domme. Så hvis hr. Morten Messerschmidt vil gøre sig den ulejlighed at læse dommene, ikke mindst de domme, som vi har diskuteret meget, i hvert fald gennem det sidste halve år, vil han opdage, at selv om unionsborgerskabet optræder i nogle af EF-Domstolens domme, så vil dommene altid være baseret på andre regler end unionsborgerskabet.

I forhold til EF-Domstolens afgørelser er en af præmisserne også, at reglerne ikke misbruges. Og netop muligheden for at sætte ind over for misbrug er essentielt. Det betød nemlig, at vi sidste efterår kunne sætte et punktum i den politiske debat, der opstod i kølvandet på Metochdommen. Det skete, da regeringen og Dansk Folkeparti indgik en aftale, der gennem en kraftig opstramning af de udlændingeretlige regler skal være med til både nu og i fremtiden at sikre den faste og fair udlændingepolitik, som VK-regeringen har indført, og som har været et af vores kendetegn gennem årene.

Hverken Venstre eller jeg mener altså, at der er grund til at indføre et nyt forbehold over for det europæiske samarbejde. Tværtimod mener vi, at de danske undtagelser, vi har på nuværende tidspunkt, bør afskaffes hurtigst muligt, og derfor kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg forstår, at hr. Michael Aastrup Jensen trods alt er glad for den aftale, som Dansk Folkeparti og regeringen har indgået med henblik på at få ændret på opholdsdirektivet, der jo altså bl.a. henviser til unionsborgerskabet.

Men er det ikke rigtigt, at det problem sådan set ville være løst, hvis man havde et forbehold over for udlændingeretlige regler generelt, og at et udlændingeretligt forbehold altså ville sikre det, som hr. Michael Aastrup Jensen ønsker med den proces, som man nok må sige det forekommer en lille smule tvetydigt om man vil nå i mål med?

Er det ikke rigtigt, at man ville have nået det, som hr. Michael Aastrup Jensen gerne vil, hvis man havde fulgt det ønske, som Dansk Folkeparti her fremsætter?

Ordføreren.

Som jeg har forstået Metock-dommen - og nu er jeg ikke stud.jur, som ordføreren er, men vi har heldigvis rigtig gode jurister i centraladministrationen og andre steder - så er den jo klart defineret med udgangspunkt i det indre marked. Og selv om jeg godt nok har hørt rimelig forskellige signaler fra Dansk Folkepartis skiftende repræsentanter nede i salen i dag - enten er man for, eller også er man imod, det svinger lidt, alt efter hvem der taler - så bliver der jo altså taget udgangspunkt i det indre marked, og det ønsker vi ikke at lave om på, og det tror jeg heller ikke Dansk Folkepartis ordfører gør, men ret mig, hvis jeg tager fejl.

Så derfor kan jeg ikke se, at den aftale, som er lavet mellem Dansk Folkeparti og VK-partierne, kunne være anderledes, end tilfældet er.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg har altid syntes, det er så spændende, at hr. Michael Aastrup Jensen føler trang til at understrege sin manglende juridisk-akademiske baggrund, for det fremgår i sig selv så tydeligt, når man hører ham tale.

Men jeg vil gerne have lov til at stille spørgsmålet endnu en gang. Det mål, som vi med Metock-aftalen søger at nå, er at få ændret forudsætningerne, som de ligger efter Metock-dommen. Hvis man lavede et forbehold, som efter inspiration fra sommerhusforbeholdet bare undtog Danmark fra indre markedsretlige regler, der ændrede på udlændingeloven, ville det mål så ikke være nået? Det er et meget logisk spørgsmål - det er enten ja eller nej.

Ordføreren.

Selv om det efterhånden er blevet sidst på eftermiddagen, så nytter det ikke noget, at hr. Morten Messerschmidt ligefrem blive sur over, at jeg giver svar på de spørgsmål, som hr. Morten Messerschmidt stiller, og at han ligefrem føler sig påkaldet til at bevæge sig ned på et niveau, som selv Dansk Folkepartis EU-ordfører burde befinde sig over.

Lad os i stedet prøve at bevæge os op på et lidt højere niveau og tage fat i det, der er sagens kerne, nemlig hvorvidt spørgsmålet om Metock-dommen kunne løses med en undtagelse eller ej. Svaret er klokkeklart, at hvis vi ønsker at være med i det indre marked, så kunne Metock-dommen stadig være faldet, som den gjorde. Det betyder ikke, at vi bare lægger os ned og sover roligt. Vi tager fat i det, både nationalt med den aftale, der er blevet lavet med Dansk Folkeparti, og internationalt i forbindelse med Ministerrådet, hvor vi er i gang med at samle en lang række lande, som støtter vores holdning om at få lavet det her om politisk.

Så lad os nu holde os til sagens kerne i stedet for at bevæge os ned på et eller andet mudderniveau, hvilket Dansk Folkepartis ordfører var godt i gang med.

Tak til ordføreren. Fru Yildiz Akdogan som ordfører.

Igen et ret interessant forslag.

Socialdemokraterne kan ikke støtte forslaget om et nyt forbehold, først og fremmest fordi vi ikke har brug for at føje et nyt forbehold til vores allerede eksisterende fire forbehold. Som nævnt under den foregående forespørgsel i dag, F 22, om de danske EU-forbehold ønsker Socialdemokraterne at afvikle de danske forbehold, som vi mener hindrer den danske indflydelse i EU.

Ser man historisk på EU-projektet, dvs. på formålet og hensigten med et øget samarbejde mellem de europæiske lande, kan man sige, at samarbejdet har opfyldt et af sine formål, nemlig et tættere Europa med gensidig respekt, øget sikkerhed og sameksistens. Med sine 27 medlemslande har EU i dag vokset sig til en vigtig og en vægtig aktør på den globale arena. Det er vigtigt, at Danmark er med i dette samarbejde og med til at definere EU's politiske linje og retning både her og nu og på sigt. Derfor ønsker vi, at Danmark skal indgå i denne samarbejdsproces uden forbehold.

Set i lyset af de udfordringer, vi står over for, såsom klima- og energiproblemer og ustabile og konfliktfyldte regioner, er der virkelig brug for et stærkt og samlet Europa, der kan gøre sin indflydelse gældende på den internationale scene. Her er det som nævnt vigtigt med den danske stemme i Europapolitikken. Denne stemme styrkes ikke ved fravalg af EU eller yderligere forbehold, men ved at afvikle eksisterende forbehold.

Forslagsstillerne har i bemærkningerne konsekvent fremhævet to af undtagelserne, unionsborgerskabet og retsforbeholdet. Til det er der kun følgende at sige: Ingen af delene er korrekte.

For knap 2 uger siden debatterede Folketinget netop unionsborgerskabet i forbindelse med forespørgslen F 15. Som samtlige japartiers ordførere også dengang gentog, er unionsborgerskabet et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette, hvilket også udtrykkeligt er slået fast i Amsterdamtraktaten.

Hvad angår forbeholdet om de retlige og indre anliggender, er det ikke korrekt, at EU har slået bunden ud af vores retsforbehold. I Socialdemokratiet går vi ind for afskaffelse af retsforbeholdet bl.a. ud fra et medindflydelsesperspektiv. Det hæmmer den danske indflydelse på en række relevante områder, og på sigt kan det få konsekvenser for vores Europol-samarbejde. Det betyder, at vi ikke rigtig kan være med, når det gælder bekæmpelse af organiseret kriminalitet og terrorisme. Afskaffelsen af forbeholdet om de retlige og indre anliggender vil dog ikke underminere vores integrationsregler, idet vi har forhandlet os frem til en aftale, dvs. en tilvalgsordning som den, Irland og England har. Det giver os mulighed for at tage stilling til et område fra sag til sag.

Men når det er sagt, er det vigtigt at huske, for det første, hvad Danmark har fået og får ud af et tættere EU-samarbejde, og for det andet, at vejen frem for dansk indflydelse i EU og på globalt niveau ikke fremmes med flere forbehold eller isolation, som Dansk Folkeparti ønsker, men derimod ved at afvikle de eksisterende forbehold og være en aktiv medspiller i EU's politiske linje og orientering.

Socialdemokraterne kan ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Ja, jeg forstod konklusionen og blev, må jeg sige, lidet overrasket over den. Til gengæld forstod jeg ikke rigtig beregningerne i midten, men det vil jeg lade være op til den socialdemokratiske gruppe at vurdere.

Jeg vil bare spørge: Synes fru Yildiz Akdogan, at det er fornuftigt, at EF-Domstolen har besluttet, at illegale indvandrere i EU skal være legale indvandrere i EU?

Ordføreren.

Det er et lidt interessant spørgsmål. Jeg går ud fra, at hr. Morten Messerschmidt henviser til den berømte, berygtede Metockdom ved at stille et spørgsmål på den måde.

Nej, jeg synes ikke, at opholdsdirektivet skal misbruges. Jeg synes heller ikke, at illegale indvandrere skal misbruge de forskellige medlemslandes regler og retsforhold. Det gør jeg ikke, nej.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen så må det jo, hvis man skal lægge fru Yildiz Akdogans udredning få minutter forinden til grund, betyde, at fru Yildiz Akdogan og Socialdemokratiet er nogle slemme isolationister, som ønsker, at der skal bygges store hegn rundt om Danmark, og at vi i øvrigt ikke skal have noget som helst med omverdenen at gøre.

Nu vil jeg nok antage, at fru Yildiz Akdogan vil svare nej på et sådant spørgsmål. Derfor vil jeg også afholde mig fra at stille det og i stedet for spørge: Når nu fru Yildiz Akdogan - antagelig, i hvert fald indtil videre - holder fast i, at det altså er et problem, at EF-Domstolen har besluttet, at illegale indvandrere skal være legale indvandrere, hvad vil fru Yildiz Akdogan så gøre ved det?

Ordføreren.

For det første er det vigtigt, at vi tager Metocksagen seriøst. For det andet er det også meget vigtigt, at vi netop arbejder for, at et misbrug ikke gentager sig. Og for det tredje: Hvis vi skal lære noget af Metocksagen, er det netop det, at vi skal prøve at præcisere reglerne, så domstolene ikke fortolker de upræcise regler, sådan at vi ikke kommer til at stå i den situation, som vi står i i dag.

Nu ved jeg, at hr. Messerschmidt ofte angriber EF-Domstolen. Men EF-Domstolen er jo også netop til for at skabe en vis retssikkerhed i forhold til samarbejdet, som det også blev sagt af udenrigsministeren. Og så vil jeg egentlig spørge: Har hr. Morten Messerschmidt et forslag til, hvad man eventuelt skulle erstatte en domstol, et retssystem med? Har hr. Messerschmidt et forslag til, hvad man kunne erstatte det med?

Tak. Hr. Messerschmidt får mulighed for at besvare det spørgsmål på et senere tidspunkt i debatten. Tak til ordføreren.

Fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.

SF er imod det forslag, som Dansk Folkeparti har fremsat om at få et ekstra forbehold; vi mener ikke, der er brug for flere forbehold i forhold til EU-samarbejdet. Vi er også imod den her meget brede definition, som Dansk Folkeparti kommer med, om, at det skal være et forbehold, der sikrer, at EU ikke kan anfægte den danske udlændingepolitik. Det, der menes med det i forslaget, er jo, at det skal være et forbehold, der holder os fuldstændig uden for den frie bevægelighed mellem de europæiske lande. For det fremgår af beslutningsforslaget, at det her sigter mod opholdsdirektivet, altså det direktiv, der siger, at hr. Morten Messerschmidt eller jeg eller en anden fra et EU-land har ret til at have vores familie med, hvis vi tager arbejde i et andet EU-land, eller at vi, hvis vi studerer i andet EU-land, har ret til at tage vores familie med. Vi synes faktisk, det er aldeles rimeligt, at man har den mulighed. Vi støttede også i sin tid direktivet, og det gjorde regeringen i øvrigt også; den har så i mellemtiden fået lidt mellemkolde fødder. Men vi mener, det er en fordel at have den fri bevægelighed. Og egentlig må man jo sige, at det, Dansk Folkeparti foreslår her, er en fritagelse fra en væsentlig del af traktaten, nemlig den, der handler om den frie bevægelighed. Det kan vi bestemt ikke støtte.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det, der jo altså er det nye efter Metockdommen, er, at man via arbejdstagerrettighederne i kombination med rettighederne for unionsborgere begynder at tildele ikke-EU-borgere rettigheder i EU. Det er det, der ganske enkelt er tale om, nemlig at en person fra Cameroun altså via sit ægteskab med en EU-borger kan støtte ret på EU-reglerne, som har forrang frem for de nationale regler.

Dermed er alle de 27 medlemslandes udlændingelove jo altså overflødiggjorte, kan man sige. Og det, der så bare er spørgsmålet her, er, om ikke fru Anne Grete Holmsgaard ud fra et rent demokratisk synspunkt kan betragte det som problematisk, at man altså nu via EU-reglerne kan legalisere et ulovligt ophold. Jeg går ikke ud fra, at SF og socialisterne sådan generelt går ind for fri indvandring; jeg går ud fra, at de går ind for, at der i det mindste må være nogle restriktioner. Men sagen er bare, at de restriktioner bliver fejet til side med Metockdommen. Det vil sige, at hvis SF nu havde held med fuldstændig at få udvandet udlændingeloven, men dog havde lidt bolværk, ville også det bolværk være tilsidesat.

Ordføreren.

Hvad er det, den dom siger? Ja, den siger, at hvis en borger fra et EU-land arbejder i et andet land og gifter sig med en udefra, det kan være fra Cameroun, det kan være fra Brasilien, det kan være alle mulige steder fra, så har vedkommende altså faktisk ret til at have sin ægtefælle med. Det synes vi faktisk er ganske rimeligt.

Det er jo i øvrigt den måde, det har fungeret på i Sverige i mange år, hvor man ikke har krævet, at folk havde forudgående lovligt ophold, altså at man faktisk tillader, at folk godt kan få en ægtefælle, der kommer fra et land uden for EU. Det synes vi faktisk er ganske rimeligt. Vi betragter ikke folk som svindlere og plattenslagere, der vil snige sig ind i det herlige Danmark ved hjælp af den her regel.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg håber, at fru Anne Grete Holmsgaard kan høre den snigende totalitarisme, der ligger i hendes retorik. For sagen er jo, at hun med henvisning til Sverige netop bekræfter, at det er et demokratisk spørgsmål, hvilken udlændingepolitik man ønsker ført i et land. Nogle lande har ønsket en fri indvandring eller en stort set fri indvandring. De betaler i dag prisen, ved at man dårlig kan afvikle sportsstævner uden at skulle have et enormt politiopbud, som vi f.eks. kender det fra Rosengården i Malmø. Og andre lande har fået opdrag fra deres befolkninger på at køre en mere streng udlændingepolitik. Hovedpointen er bare, at det er befolkningens afgørelse, at det er det enkelte land, der afgør, hvilken udlændingepolitik der føres. Det er derfor, spørgsmålet er så åbenbart, at det nærmest er enfoldigt nemt at svare på.

Er det ikke et problem, at EF-Domstolen sætter befolkningen fuldstændig ud på sidelinjen, når det handler om udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Jamen det er da noget sludder, at EF-Domstolen sætter befolkningerne ud på sidelinjen. Vi har en EF-Domstol, som skal opretholde, at man overholder de regler, der er vedtaget. Og det er vel ikke med bind for øjnene, at et flertal herinde har vedtaget, at man støttede opholdsdirektivet; for vores vedkommende var det i hvert fald ikke med bind for øjnene. Og jeg går ud fra, at de andre partier, der støttede det, også godt vidste, hvad de støttede.

Ja, vi støtter det opholdsdirektiv, og det kan hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ikke lide. Og da de ikke kan lide det, vil de altså have en særlig nødløsning; fordi de ikke kan lide den dom, og fordi de ikke kan lide det direktiv, vil de have et særligt forbehold, som i virkeligheden er et forbehold for den frie bevægelighed mellem EU-landene. Det går vi da klart imod.

Tak til ordføreren. Det er hr. Bendt Bendtsen som ordfører.

Dansk Folkeparti vil med beslutningsforslaget pålægge regeringen at arbejde for endnu en dansk undtagelse. Det må Det Konservative Folkeparti sige nej tak til. Faktisk arbejder vi for at afskaffe undtagelserne.

Vi står som bekendt for en stram, men også nødvendig dansk udlændingepolitik, men når Dansk Folkeparti påstår, at EU ligefrem underminerer den danske udlændingepolitik, må jeg sige: Det er forkert. Det er faktisk forbløffende så få udlændinge, der søger familiesammenføring efter EU-reglerne. Samtidig arbejder den danske regering ihærdigt for at forebygge misbrug af de EU-regler, der giver ret til familiesammenføring.

Der her sker for øvrigt i et samarbejde med Dansk Folkeparti, som regeringen i september sidste år indgik en politisk aftale med. Og aftalen sikrer netop, at de danske myndigheder grundigt kontrollerer, hvorvidt EU-borgere, der ønsker familiesammenføring i Danmark, har reelle hensigter og ikke misbruger EU-retten.

Desværre giver nogle få domme fra EF-Domstolen anledning til kritik, men det gælder jo også domme fra danske domstole - afhængigt af øjnene, der ser. Hvis vi politikere er uenige, er det vores ansvar at ændre eller specificere de love og regler, domstolene dømmer ud fra, frem for bare at stille os op i et hjørne med armene over kors og se lidt sure ud.

Netop en konstruktiv tilgang er det, den danske regering har til opholdsdirektivet. Det bør være en forudsætning, for at statsborgere fra tredjelande kan blive familiesammenført, at de har haft forudgående lovligt ophold i EU. Men endnu en undtagelse er ikke en konstruktiv vej frem.

Danmark står med de eksisterende fire undtagelser allerede uden for dele af det europæiske samarbejde, og en femte undtagelse vil blot køre Danmark yderligere ud ad sidesporet. Det har vi ikke brug for. De Konservative mener, at Danmark bør engagere sig fuldt og helt i EU-samarbejdet. Derfor går vi med udenrigsministerens ord ind for færre og ikke flere EU-undtagelser.

Frem for at fokusere på de små knaster, der altid må være i et samarbejde mellem suveræne stater, bør vi fokusere på de mange fordele, EU giver os. Vores velstand skyldes i vid udstrækning EU's indre marked, der sikrer, at vi som lille og også en konkurrencedygtig økonomi får fri adgang til de store landes markeder. Og for at det indre marked kan fungere effektivt, kræver det fri bevægelighed, herunder for personer. Personers fri bevægelighed er med andre ord en hjørnesten i EU og det indre marked.

Så vi siger nej tak til en femte undtagelse.

Tak til ordføreren. Og der er en enkelt kort bemærkning, værsgo til hr. Morten Messerschmidt

Jeg har altid undret mig over japartiernes argumenter om, at nu skal vi fokusere på alt det gode og lukke øjnene for alt det dårlige. Det burde jo sådan set være modsat, altså, kunne man forestille sig, at en ny regering trådte til og så sagde: Nu må vi lade være med at se på alt det dårlige, som den tidligere regering har gjort, og fokusere på alt det gode? Nej, der er jo ikke noget der, der skal ændres. Det er der, hvor det dårlige er, man skal ændre på tingene. Det er også derfor, man er nødt til at fokusere på det store problem, der er opstået med Metockdommen, altså at man har en undergravning ikke bare af Danmarks, men af alle 27 medlemslandes udlændingepolitik.

Jeg vil bare gerne spørge: Hvad er det egentlig, som er så ufornuftigt i at lave et generelt forbehold her? Jeg har forstået ifølge den aftale, som vi i Dansk Folkeparti har indgået med regeringen, at også Det Konservative Folkeparti ønsker, at udlændingepolitikken skal være et dansk anliggende, og at man står fast på det, man kalder den fair og retfærdige eller klare udlændingepolitik. Så hvad er egentlig problemet i det? Vil det ikke kun være en fordel at få et nyt forbehold, som sikrer, at vi ikke skal tage den her diskussion, hver gang der kommer en ny tåbelig dom fra EF-Domstolen?

Værsgo til ordføreren.

Nu er det jo sådan, at hr. Morten Messerschmidt har en tendens til - hvis jeg skal bruge et billede, ligesom der blev brugt et billede med, hvad der sker, når en ny regering tiltræder - at diskutere hullerne i osten frem for at diskutere osten.

Et nyt forbehold hænger jo ikke sammen med, at vi ratificerer traktaten. Som vi talte om ved det sidste forslag, er der 23 lande, der allerede er helt færdige - nogle mangler at skrive under, og så mangler vi Irland. Så det med at begynde at tale om et nyt forbehold for nærværende hænger ikke sammen.

Værsgo til hr. Morten Messerschmidt.

Det er jo et svar, der nærmest grænser til noget, som er underholdende, for det betyder jo altså, at fordi regeringen for længe siden har sagt, at nu skal vi ikke ændre på Lissabontraktaten, vi skal ikke ændre traktatgrundlaget i lang tid fremover, kan man i lang tid fremover ikke komme med nye forslag. Og det kan jo ikke være rigtigt, at man i et moderne samarbejde siger, at nu er Lissabontraktaten på plads - det vil sige, at ratifikationen er på plads - og efter den dato er der lukket for gode forslag. Altså, det må i bedste fald betyde, at det er et genialt samarbejde, vi har i dag, og der kender jeg altså hr. Bendt Bendtsen nok til at vide, at bare i forbindelse med landbrugs- og strukturstøtten mener han ikke det.

Værsgo til ordføreren.

Det er nemlig rigtigt, at jeg mener, at landbrugsstøtten kan bruges meget bedre andre steder end dér, hvor den bliver anvendt i dag. Men når det er sådan, at man begynder at diskutere traktaten, vil jeg sige, at jeg ikke synes, det er rimeligt eller rigtigt at begynde at diskutere en ændring af og et forbehold til en traktat, vi har ratificeret.

Med hensyn til Metockdommen ved hr. Morten Messerschmidt godt, hvor jeg står henne i den sag - jeg er ikke enig i den afgørelse, der er truffet, men jeg accepterer den. Institutionerne står vi fast om; en gang imellem dømmer EF-Domstolen også mod de store lande. Vi går ind for det system, men så må vi jo prøve på at ændre det ad den vej, som vi nu har gjort det nationalt i den aftale, vi har lavet med Dansk Folkeparti, og så prøve at ændre det i EU-regi. Men det der med at begynde at lave undtagelser er ikke vejen frem.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken. Næste ordfører er fru Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Det Radikale Venstre kan ikke støtte det her forslag. Det Radikale Venstre ønsker at fjerne alle forbehold. Vi ønsker også at fjerne retsforbeholdet helt og absolut og ikke indføre et nyt forbehold.

Det var vist ordførertalen, og jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger, så vi fortsætter i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Per Clausen, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten deler Dansk Folkepartis opfattelse af, at det vil være en rigtig god idé med nogle nye forbehold, som kunne undergrave og underminere det indre marked. Det skulle være forbehold, der f.eks. sikrede, at vi i Danmark var i stand til at have den fødevaresikkerhed, vi ønsker, også når de krav, vi stiller, er højere end dem, der kan opnås tilslutning til i EU. Det skulle være undtagelser, der sikrede, at vi kunne tage hensyn til dyrevelfærden, også i de tilfælde, hvor vi stillede højere krav, end man stillede i EU. Det er spørgsmål omkring miljø, hvor vi også skulle kunne stille højere krav end dem, man var enige om i EU. Altså, vores udgangspunkt ville være, at der skulle være tale om mindsteregler i EU, som man så kunne bygge oven på.

På den måde synes vi jo, at den debat, der opstod i forlængelse af Metockdommen, var spændende og i hvert fald på et enkelt område perspektivrig. Det var ikke, fordi Enhedslisten i sig selv havde noget imod dommens indhold, vi mener sådan set også, at den ligger i naturlig forlængelse af det direktiv, som alle partier i Folketinget med undtagelse af Dansk Folkeparti jo støttede, da det var til behandling i Folketingets Europaudvalg, men vi synes, at der var en pointe, og den pointe var vigtig at holde fast i. Det er nemlig det, der er endnu et eksempel på, at man med udgangspunkt i det indre marked, den frie bevægelighed og den frie konkurrence træffer nogle afgørelser, som i hvert fald strider mod den opfattelse, som et flertal i Danmark har.

For os at se var Metockdommen jo i virkeligheden et lidt upræcist og dårligt udtryk for det langt mere alvorlige eksempel, vi har set på, hvad det betød, i form af Lavaldommen og den lange række af domme, som havde ført til, at den nordiske arbejdsmarkedsmodel - man kunne også kalde det konfliktretten - var kommet under pres, massivt pres, og endnu et udtryk for, at det indre marked og de regler, der er der, systematisk bruges til social dumping. Man får etableret en tilstand, hvor der konkurreres på arbejdskraftens lønforhold og arbejdsforhold. Derfor synes vi, at Metockdommen kunne danne udgangspunkt for en principiel diskussion om, hvordan det europæiske samarbejde skulle skrues sammen.

Positivt set kunne man også opfatte det, at Dansk Folkeparti kommer med det her forslag i dag, som udtryk for det samme ønske. Men så er der jo bare det, som jeg ikke helt forstår, og som jeg også tidligere i dag har forsøgt at finde ud af, nemlig hvad forklaringen er på, at Dansk Folkeparti har lavet en aftale med regeringen, som betyder, at man anerkender, at det indre marked er det dominerende, at man anerkender, at EF-Domstolen dømmer på baggrund af det indre marked, men så er man lige uenig i Metockdommen, og så fik man lige sat ydelserne ned til en mindre gruppe, primært af udenlandsk oprindelse, som bor i Danmark, og er afhængige af overførselsindkomster, og så fik man lige gjort det lidt sværere at blive dansk statsborger, og så fik man en erklæring om, at regeringen ville arbejde på at få lavet forudsætningerne for Metockdommen om. Og så lod man sig nøje med det.

Der synes jeg måske det bliver sådan lidt selvmodsigende at komme her i dag med et frontalangreb på hele grundprincippet i EU, nemlig det indre marked og EF-Domstolens forpligtelse til at sikre, at EF-Domstolen kommer til at fungere og virke. Der er det jo bare sådan, synes jeg, at hvis det var det, man mente, og det var det, der var afgørende, nemlig at få et indgreb, i forhold til at EF-Domstolen bruger det indre marked til at gennemtrumfe en overnational styring af EU, så skulle den principielle diskussion have været rejst i forhold til Metockdommen, og så skal man da ikke lade sig nøje med, at der er nogle mennesker af udenlandsk herkomst, der får en lille smule mindre i sociale ydelser end det usle beløb, de i forvejen får. Så skal man da ikke lade sig nøje med, at prøven, når nogen skal have dansk statsborgerskab, bliver gjort en lille smule sværere, end den var i forvejen. Så skal man holde fast i, at her er der tale om en principiel diskussion om EU og det indre marked, som må føres til bunds.

Desværre tror jeg ikke rigtig på, at Dansk Folkeparti for alvor mener, at det her er et spørgsmål om at rejse en diskussion om det indre marked, om domstolenes måde at bruge det indre marked på og varetage det indre markeds interesser på, men snarere et forsøg på at få Dansk Folkeparti fremstillet som et konsekvent EU-modstanderparti. Det kan der være mange grunde til at ville gøre i dette forår, men det strider bare fuldstændig mod den linje, Dansk Folkeparti har valgt, i forhold til hvordan man har håndteret Metockdommen.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken, og vi er nået til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg vil godt starte med at besvare det spørgsmål, som hr. Per Clausen nu flere gange har rejst, om Dansk Folkepartis tilgang til Metockdommen og sige, idet jeg dog takker for den nidkære opmærksomhed, som hr. Per Clausen giver Dansk Folkeparti i salen, at det faktisk fremgår af side 1 i aftalen, at Dansk Folkeparti og regeringen grundlæggende ser forskelligt på Metockdommen, og at aftalen derfor logisk nok handler om de områder, hvor vi har kunnet enes, men altså også, kan man sige, undtager de områder, hvor vi ikke har kunnet enes. Det er jeg sikker på at hr. Per Clausen selv vil kunne læse meget mere om på side 1 i aftalen.

Når det er sagt, vil jeg takke for den diskussion, der har været, endskønt man må sige, at den ikke rigtig har reflekteret, synes jeg, de forhold, som ellers er blevet omtalt i bemærkningerne. Det helt grundlæggende problem ved EF-Domstolen og dens politiske virke er selvfølgelig det, som man almindeligvis betegner som den teleologiske fortolkningsstil, altså det forhold, at man som et direkte hjemmelsopdrag i Nicetraktatens artikel 220 har en pligt til til stadighed at formålsfortolke i retning af en stadig snævrere union. Det er det, der menes med, at artikel 220 foreskriver, at man skal værne om lov og ret ved fortolkning af love og altså traktaterne. Og det er jo som bekendt i traktaten, at man både har bestemmelsen om, at vi skal have stadig mere union, lige så vel som vi skal have et unionsborgerskab, der altså til stadighed skal udbygge de rettigheder, som man kan aflede af EU-retten. Det er også, hvad der følger af den afgørelse, der normalt kaldes D’Hoop, og som også er omtalt i bemærkningerne.

Hele det forhold og det grundlæggende udemokratiske i, at man i et samarbejde som EU altså har en dynamisk retsudvikling, er der ikke nogen af ordførerne som har været inde på. For nogles vedkommende er det givetvis mangel på forståelse, men det nægter jeg at tro i forhold til udenrigsministeren. Der må det være et udtryk for, at man nægter at udbrede det morads, som det utvivlsomt er i et såkaldt retssamfund at have en dynamisk domstol. Det siger sig selv, at det ændringsforslag, der skal til - der var en af de øvrige ordførere, der spurgte, hvad alternativet var - helt åbenlyst kan finde inspiration i den danske grundlov. I den danske grundlov er ethvert tiltag til teleologi fuldstændig fraværende. I grundlovens § 64, stk. 1, 1. pkt., fremgår det klart, at de danske dommere i deres kald ene har at rette sig efter loven. Altså: Man skal følge loven; det er det, der er dommernes kald - at loven er øverst, og at dommerne fortolker.

I EU-systemet har man vendt det om. Intet sted i traktaten fremgår det, at dommerne er underlagt loven. Nej, de skal værne om lov og ret. Og alt imens man altså i Costa v. Enel fra 1964 besluttede, at EF-retten havde forrang, og man helt tilbage fra den oprindelige Romtraktat besluttede, at unionen skulle udvikle sig i en stadig snævrere retning, hvor mere og mere til stadighed skulle besluttes og flere og flere rettigheder til stadighed gives via EF-retten, er det åbenlyst, at vi får en politisk domstol. Og det er i al sin enkelhed det, som vi ønsker et forbehold imod.

Der er flere gange fremsat beslutningsforslag her i Folketingssalen, hvor vi har ønsket en specifik ændring af de bestemmelser i traktaten, som jeg har nævnt, der formulerer EF-Domstolens arbejdsopgaver og arbejdsmetoder, lige så vel som en ændring af den statut, der regulerer de formelle betingelser for EF-Domstolens arbejde. Da det ikke har kunnet lade sig gøre, mener vi altså at kunne konstatere, at regeringen dog på det her område har kunnet se et problem, for hvorfor skulle man ellers indgå i et forsøg på at ændre opholdsdirektivet? Hvorfor skulle man overhovedet indgå i en dialog med Dansk Folkeparti, hvis ikke der var et problem? Og så har vi selvfølgelig håbet på, at man da her kunne se en logik i, at der måtte være et ekstra forbehold.

Så er det sådan, som flere ordførere dog har kunnet læse sig frem til, at vi i bemærkningerne nævner unionsborgerskabet og retsforbeholdet. Og hvorfor gør vi det? Jo, det gør vi selvfølgelig, fordi man siden Edinburghafgørelsen om unionsborgerskabet har haft et forbehold, der så senere er blevet indskrevet i artikel 17, stk. 2, hvor der jo altså står, at unionsborgerskabet kun supplerer, men ikke erstatter det nationale statsborgerskab. Det har været brugt som en kæmpe integrationsmotor for EF-Domstolen, som på område for område har flyttet mere og mere magt til EU's systemer. Vi så det på uddannelsesområdet med Brownafgørelsen fra 1986, hvor man sagde, at uddannelsesstøtte ikke var omfattet af EF-traktaten. Det blev efter unionsborgerskabets indførelse fluks omgjort i Grzelczykdommen, hvor man altså pludselig mente, at det var omfattet af EU-traktaterne. Vi har set det i Carpenterdommen, vi har set det i Cathrine Zhu-dommen, vi har set det i et hav af domme, hvor man henviser direkte til unionsborgerskabet, og altså senest i Metockdommen, hvor man henviser til unionsborgerskabet som begrundelse for, at udlændingereglerne i EU nu skal overtrumfe de nationale regler.

Hvorfor nævner vi så retsforbeholdet? De ordførere, der overhovedet har magtet at nævne det, har selvfølgelig ret i, at det her jo handler om indre marked, hvor Danmark i hvert fald ikke på det her område har et forbehold. Det har vi kun, når det drejer sig om kapitalbevægelserne. Jo, det er jo klart, fordi retsforbeholdet altid har haft i hvert fald det politiske sigte at sikre dansk udlændingepolitik. Vi vil ikke acceptere at blive omfattet af EU's asyldirektiv. Vi vil ikke acceptere at skulle være omfattet af EU's familiesammenføringsdirektiv. Altså underforstået: Vi vil selv bestemme vores udlændingepolitik. Der er Metockdommen det store problem, fordi EF-Domstolen via Metockdommen bruger reglerne i indre marked til at bevæge sig over i afsnit IV, altså det, der normalt handler om udlændingereglerne.

Det er sagen i sin nøddeskal, og derfor må vi selvfølgelig, i takt med at EF-domstolen udvider de anvendte regler inden for indre marked, også udvide det område, som forbeholdene dækker over. Det giver kun god mening, og derfor ser vi frem til at skulle have det her til afstemning og til den debat, der selvfølgelig vil være også ved andenbehandlingen. Det kan jeg berolige udenrigsministeren med. Tak, formand.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.