Vi finder, at det er utrolig vigtigt at sikre et Danmark, der ikke er kulturelt skævt. Det vil sige, at alle danskere uanset social status og uanset, hvor i landet man bor, skal have adgang til gode kulturtilbud af høj kvalitet, herunder gode teatertilbud.
I 1976 vedtog man egnsteaterordningen, som har sikret en fantastisk udvikling bredt i Danmark med professionelle teatertilbud, hvor ansvaret blev delt ligeligt mellem stat og kommune, og hvor hver part bidrog med halvdelen til etablering og drift af de lokale egnsteatre. Kommunerne fik et incitament til at oprette teatre lokalt, og i dag er der 36, og der er mellem 400.000 og 500.000 årlige gæster i disse teatre. Det er dybt beklageligt, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i en snæver blokaftale har valgt at ødelægge en velfungerende og succesrig ordning med beslutningen om, at staten ikke længere skal give sin halvdel, men en usikker procentsats, som allerede for nuværende er reduceret til 40 pct. Kommunerne, som i forvejen er spændt hårdt for, skal nu forsøge at finde ekstra penge til teatrene, dette med risiko for teaterlukninger og kvalitetsforringelser.
Kunstrådets scenekunstudvalg har frarådet ministeren denne ændring, men ministeren har fuldstændig overhørt dette faglige råd. Under debatten, på møder og i medierne har kulturpolitikere fra såvel Venstre som Dansk Folkeparti markant udtrykt kritik af forringelserne af den her ordning, men ingen af partierne har dog senere taget initiativer til ændringer heraf. Oplagt havde det været at støtte dette fuldt finansierede forslag, som er fremsat her. Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti kæmper her ikke kampen for en fortsat kulturudvikling af Danmark.