Med henvisning til, at det fremgår af Jyllandsposten den 11. september 2009, at SKAT har anmeldt et krav på 84 mio. kr. i konkursboet efter IT-Factory, anmodes ministeren om at ajourføre sin redegørelse af 9. december 2008 til Skatteudvalget, jf. alm. del - bilag 66, om SKATs indsats vedrørende IT-Factory, og redegøre for, hvorledes der kunne opstå en så stor restance, hvis SKAT allerede dengang var i gang med en nærmere kontrol. Der bedes herunder redegjort for karakteren af de enkelte former for restancer, og hvorledes disse er opstået. Spørger er klar over reglerne om tavshedspligt, men henset til at kravet i konkursboet er offentliggjort, anmodes om - eventuelt i fortrolig form - en nærmere redegørelse for, hvorledes kravet er opstået. I forlængelse heraf bedes ministeren oplyse, om SKATs indsats i denne sag kan anses for tilfredsstillende, når der kan opstå et så stort krav, der vel stort set må antages at være tabt.
Dato: 15-09-2009
Status: Endeligt besvaret