Ja, jeg anerkender fuldstændig, at statsministeren og regeringen har de ambitioner på EU-niveau. Men jeg tror også, at statsministeren ved nærmere eftertanke må indrømme, at en lang række af de visioner jo ikke hindres af de forbehold, Danmark har. Klimaet er vi fuldt og helt med til at regulere, og i en lang række andre spørgsmål vil vi kunne klare os, på trods af at vi har et retsforbehold, et forsvarsforbehold og et euroforbehold, som faktisk er med til at garantere Danmarks selvstændighed og frihed til at regulere egne forhold. Det har statsministeren jo i og for sig også allerede indrømmet, når han ikke ønsker at afskaffe udlændingepolitikforbeholdet, for her kan regeringen godt se logikken i at have et forbehold, så vi kan regulere egne forhold. Vi i Dansk Folkeparti betragter det faktisk også som en fordel, at Danmark selv kan regulere f.eks. straffelovsforhold og ikke er bundet af EU.
Men det, som er mit spørgsmål, er: Hvad er det for en folkestemning, statsministeren har fornummet rundtomkring i landet, og hvordan kan det være, at den folkestemning, som statsministeren åbenbart har fornummet med hensyn til forbeholdene, ikke betød noget, da det kom til spørgsmålet om en folkeafstemning om traktaten? Her kunne man jo virkelig tale om en folkestemning. Jeg tror, at i nærheden af 70 pct. af befolkningen ønskede en folkeafstemning om Lissabontraktaten. Her kunne man altså virkelig tale om, at der var et stort folkeligt ønske om en bestemt politisk agenda, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad statsministeren egentlig lægger til grund for at tro, at folket nu står uden for Statsministeriets porte og kræver, at de afstemninger skal holdes, mens han fuldstændig negligerede de 70 pct. af befolkningen, der ønskede en afstemning om traktaten.