Skriftlig fremsættelse (12. marts
2008)
Transportministeren (Carina Christensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af love
om ændring af lov om luftfart (Ikrafttræden for
Færøerne)
(Lovforslag nr. L 94).
Formålet med lovforslaget er at tilvejebringe hjemmel
til at sætte visse ændringer af luftfartsloven i kraft
for Færøerne.
Der er tale om et teknisk lovforslag, som er nødvendigt
for efterfølgende at kunne opdatere luftfartslovgivningen
for Færøerne gennem udstedelse af kongelig
anordning.
I henhold til luftfartslovens § 158, stk. 2, gælder
luftfartsloven ikke for Færøerne, men kan sættes
i kraft ved kongelig anordning.
I forbindelse med opdatering af den eksisterende anordning om
kundgørelse af luftfartsloven for Færøerne, er
det konstateret, at ikke alle ændringslovene til
luftfartsloven i tilstrækkeligt omfang tager højde for
ikrafttrædelsesspørgsmålet.
Der er således en række af de ændringer, der
er gennemført i luftfartsloven siden 1990, som ikke
umiddelbart kan sættes i kraft på
Færøerne, og derfor kræver indsættelse af
en særlig ikrafttrædelsesbestemmelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Tingets velvillige behandling.