Skriftlig fremsættelse (28.
februar 2008)
Fødevareministeren (Eva Kjer
Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
statsgaranti for lån til yngre jordbrugere m.v.
(Forhøjelse af udmålingsgrundlag for statsgaranti,
bemyndigelse til fastsættelse af satsen for
risikopræmie m. v.)
(Lovforslag nr. L 93).
Formålet med lovforslaget er at give de yngre
jordbrugere mulighed for at opnå større garanti og
dermed større lån samt at skabe balance mellem statens
indtægter og udgifter på yngre
jordbruger-ordningen.
Baggrunden for lovforslaget er:
- at
førstegangsetableringerne på jordbrugsbedrifter sker
på stadigt større bedrifter, således ramte ca.
28 pct. af ansøgerne om yngre jordbruger-lån i 2007
det maksimale udmålingsgrundlag på 19,5 mio. kr.
- at statskassen i
perioden 2003-07 har haft et overskud på ca. 7,2 mio. kr.
på yngre jordbruger-ordningen, som følge af
indtægter i form af en af låntagerne betalt
risikopræmie på 0,75 pct. p.a. af lånets
restgæld sammenholdt med statskassens tab på indfrielse
af garantier. Hensigten med ordningen er, at den skal være
statsfinansielt neutral.
Lovforslagets indhold er:
- at
udmålingsgrundlaget for statsgarantien og dermed for
lånet forhøjes fra 19,5 mio. kr. til 24,5 mio.
kr.,
- at
fødevareministeren bemyndiges til at fastsætte satsen
for risikopræmien,
- at loven
tilpasses som følge af ændringer i
realkreditlovgivningen,
- at loven
tilpasses som følge af ændringer i
EU-regelsættet,
- at
ansøgningsfristen for suppleringslån i 1995-yngre
jordbruger-ordningen forkortes.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1.
september 2008.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
bemærkninger, anbefaler jeg lovforslaget til Folketingets
hurtige og velvillige behandling.