Skatteministeren (Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love (Fradragsret for
indbetalinger til udenlandske pensionsordninger)
(Lovforslag nr. L 9).
Med dette lovforslag udmøntes den aftale, som
regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti har indgået om den fremtidige
pensionsbeskatning som følge af EF-Domstolens underkendelse
af de danske pensionsbeskatningsregler i dom af 30. januar 2007 i
sag C-150/04, Kommissionen mod Danmark.
Lovforslaget er en genfremsættelse med enkelte tekniske
justeringer af lovforslag L 24, Folketinget 2007-08, 1. samling.
Lovforslaget blev fremsat den 11. oktober 2007, men nåede
ikke at blive behandlet i Folketinget, inden der blev udskrevet
valg.
Efter gældende ret er alene indbetalinger på
danske pensionsordninger fradragsberettigede. Denne regel blev
imidlertid underkendt af EF-Domstolen ved dommen af 30. januar
2007. Ved kun at give fradragsret for indbetalinger til danske
pensionsordninger, mens der ikke indrømmes fradrag for
indbetalinger til pensionsordninger i andre medlemsstater, har
Danmark ifølge Domstolen således tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til fællesskabsrettens regler om fri
bevægelighed for tjenesteydelser mv.
Efter lovforslaget gives der fra 1. januar 2008 derfor
fradragsret for indbetalinger på pensionsordninger hos
pensionsudbydere i andre medlemsstater. Det sker efter en
aftalemodel. Aftalemodellen medfører, at de udenlandske
pensionsudbydere skal indgå en forpligtende aftale med de
danske myndigheder om at foretage indberetning, indeholdelse og
indbetaling af skat på tilsvarende vis som danske
pensionsudbydere.
For pensionsordninger, som personer har i forbindelse med en
tilflytning her til landet, foreslås særligt lempelige
regler.
Udover ændringer i pensionsbeskatningsloven indeholder
lovforslaget konsekvensændringer til dels ændringerne i
pensionsbeskatningsloven, dels det samtidigt hermed fremsatte
forslag til pensionsafkastbeskatningslov (L 10), hvor skattepligten
efter pensionsafkastbeskatningsloven omlægges fra
institutniveau til individniveau for pensionsordninger i
livsforsikringsselskaber mv., som følge af at der gives
adgang til fradragsret for indbetalinger til udenlandske
pensionsordninger.
Den samlede omlægning af pensionsbeskatningen vurderes
stort set at blive neutral i forhold til de offentlige
finanser.
Danmark skal opfylde sine forpligtelser i henhold til
fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed for
tjenesteydelser mv. så hurtigt som muligt. Regeringen
lægger afgørende vægt på, at udenlandske
pensionsudbydere med virkning fra den 1. januar 2008 kan oprette
fradragsberettigede pensionsordninger for herboende. På denne
baggrund anbefales det, at Folketingets behandling af lovforslaget
gennemføres hurtigst muligt, og at der dispenseres fra
reglen i Folketingets forretningsorden om, at der skal gå 30
dage fra lovforslagets fremsættelse til dets
vedtagelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige
behandling.