Skriftlig fremsættelse (27.
februar 2008)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om arbejdsgivers brug af
jobklausuler
(Lovforslag nr. L 81).
Det fremgår af regeringsgrundlaget "Mulighedernes
samfund" fra november 2007, at regeringen vil fremsætte et
lovforslag, som sikrer, at virksomheder ikke hemmeligt og uden om
de ansatte kan indgå jobklausuler, der begrænser
mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Hovedformålet med forslaget er at begrænse
virksomheders brug af jobklausuler. Forslaget skal
herunder hindre, at brugen af jobklausuler bliver et gratis og
attraktivt alternativ til reglerne om konkurrence- og
kundeklausuler i funktionærloven.
Forslaget vil betyde, at jobklausuler som udgangspunkt kun kan
gøres gældende, hvis arbejdsgiveren har indgået
en særskilt skriftlig aftale med den berørte
lønmodtager. Aftalen med lønmodtageren skal
indeholde oplysninger om, hvorledes
lønmodtagerens jobmuligheder begrænses
som følge af jobklausulen, og om lønmodtagerens ret
til kompensation.
Loven skal gælde for alle arbejdsgivere, som
indgår jobklausuler, og for alle lønmodtagere, som
bliver berørt af sådanne jobklausuler. Der skelnes
ikke mellem funktionærer og andre lønmodtagere.
Ordninger, hvorved vikarbureauer modtager en rimelig betaling
for en brugervirksomheds ansættelse af en udsendt
vikar, foreslås undtaget. Reglerne foreslås også
lempet ved jobklausuler, der indgås i forbindelse
med forhandlinger om en virksomhedsoverdragelse.
Det foreslås, at arbejdsmarkedets parter kan fravige
loven ved kollektiv overenskomst.
Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2008. Jeg skal i
den forbindelse understrege, at lovforslaget ikke vil ændre
ved de retlige grænser, der allerede gælder i dag for
virksomheders brug af jobklausuler. Disse retlige grænser vil
fortsat gælde, også selv om de ikke nødvendigvis
er endeligt fastlagt, men fortsat under fortolkning ved de retlige
instanser.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til
Folketingets velvillige behandling.