Skriftlig fremsættelse (27.
februar 2008)
Justitsministeren
(Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven (Begrænsning af langvarige sigtelser og
varetægtsfængslinger m.v.)
(Lovforslag nr. L 78).
1. Formålet med lovforslaget
er navnlig at begrænse antallet af langvarige sigtelser og
varetægtsfængslinger i straffesager. Desuden indeholder
lovforslaget forskellige tiltag med henblik på generelt at
bidrage til en hurtigere behandling af straffesager.
Lovforslaget bygger på en afvejning af på den ene
side hensynet til den forurettede og samfundsmæssige hensyn,
som taler for at sikre en hurtig behandling af straffesager, og
på den anden side hensynet til at sikre en effektiv og
retssikkerhedsmæssig forsvarlig efterforskning og
retspleje.
Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets
betænkning nr. 1492/2007 om begrænsning af langvarige
sigtelser og varetægtsfængslinger.
2. Ud over en bestemmelse om, at
anklagemyndigheden skal fremme en sag med den hurtighed, som dens
beskaffenhed tillader, indeholder retsplejeloven ikke i dag regler
om, hvor længe en person kan være sigtet for en
lovovertrædelse. Det foreslås, at det udtrykkeligt
kommer til at fremgå af retsplejeloven, at
anklagemyndighedens afgørelse af
tiltalespørgsmålet skal træffes inden rimelig
tid. Er sigtede varetægtsfængslet eller under 18
år, skal afgørelsen træffes hurtigst
muligt.
I tilknytning hertil foreslås også en ny
lovbestemt pligt for anklagemyndigheden til ved langvarige
sigtelser at underrette sigtede om, hvorpå sagen beror, og
hvornår afgørelsen kan forventes truffet. Efter
forslaget indtræder denne underretningspligt 1 år og 6
måneder efter sigtelsestidspunktet.
Desuden foreslås det, at der i retsplejeloven
indsættes en ny bestemmelse om en vis, begrænset
domstolsprøvelse af den tidsmæssige udstrækning
af langvarige sigtelser. Efter forslaget kan den sigtede, hvis der
ikke er truffet afgørelse om tiltalespørgsmålet
1 år og 6 måneder efter sigtelsestidspunktet, indbringe
sagen for domstolene. Efter den foreslåede bestemmelse kan
retten undtagelsesvis fastsætte en frist på mindst 3
måneder og højest 1 år for anklagemyndighedens
afgørelse af tiltalespørgsmålet, hvis der efter
en samlet vurdering af hensynet til den sigtede, forurettede,
sagens beskaffenhed og omstændigheder samt sagens
samfundsmæssige betydning er særlig grund til at
kræve fremskyndelse af anklagemyndighedens afgørelse
af tiltalespørgsmålet. Det er fortsat politiet og
anklagemyndigheden, der er ansvarlig for straffesagens behandling
frem til afgørelsen af tiltalespørgsmålet og
fremsendelsen af sagen til retten, men med forslaget får den
sigtede mulighed for at indbringe sager med langvarige sigtelser
for retten, der herefter i særlige tilfælde kan
fastsætte en frist for afgørelsen af
tiltalespørgsmålet.
Der foreslås endvidere en ændring af
retsplejelovens § 733, stk. 2, om rettens adgang til at
nægte at beskikke den advokat, som sigtede ønsker,
således at hensynet til sagens fremme kommer til at
indgå i afvejningen med større vægt end efter
gældende ret. Efter forslaget kan retten således efter
en konkret vurdering nægte beskikkelse, hvis advokatens
medvirken vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens
fremme, f.eks. fordi den ønskede advokat ikke har mulighed
for inden for rimelig tid at deltage i hovedforhandlingen. Det frie
forsvarervalg undergives med forslaget alene den begrænsning,
at valget som udgangspunkt må ske blandt de forsvarere, der
har den fornødne tid til at påtage sig sagen.
Det foreslås, at der i retsplejeloven indsættes en
bestemmelse, der udtrykkeligt fastslår, at retten skal fremme
enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og
tillader. Desuden skal tidspunktet for hovedforhandlingen så
vidt muligt berammes inden for 2 uger efter, at retten har modtaget
anklageskriftet, og hovedforhandlingen skal fastsættes til et
tidspunkt, så sagen kan gennemføres inden for rimelig
tid.
Lovforslaget lægger endvidere op til en højere
grad af sagsstyring med henblik på at sikre, at sagen ikke
unødigt forsinkes. Der foreslås således en ny
lovregel om parternes adgang til at anmode retten om
forhåndsberammelse af sagen, dvs. at dommer, forsvarer(e) og
anklager reserverer et tidspunkt til hovedforhandlingen, allerede
inden anklagemyndigheden har indleveret anklageskriftet til retten.
Desuden foreslås den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 849 om afholdelse af forberedende
retsmøder udvidet.
3. Varetægtsfængsling
er et særligt alvorligt straffeprocessuelt indgreb, og det
gælder især for personer under 18 år. Det er
derfor vigtigt, at længden af
varetægtsfængslinger begrænses mest muligt.
Det foreslås på denne baggrund, at
varetægtsfængsling i sager, hvor sigtelsen angår
en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre
fængsel i op til 6 år, som udgangspunkt ikke kan finde
sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6
måneder. I sager, hvor sigtelsen angår en
lovovertrædelse, som efter loven kan medføre
fængsel i 6 år eller derover, foreslås det, at
varetægtsfængsling som udgangspunkt ikke kan finde sted
i et sammenhængende tidsrum på mere end 1 år.
Hvis den sigtede er under 18 år, foreslås fristerne
fastsat til henholdsvis 4 og 8 måneder.
Varetægtsfængsling ud over disse frister kan alene
ske, hvis retten efter en konkret vurdering finder, at der
foreligger særlige (eller hvis sigtede er under 18 år
helt særlige) omstændigheder.
Der foreslås indført krav om skriftlighed ved
anklagemyndighedens anmodning om fortsat
varetægtsfængsling og skærpede krav til rettens
begrundelse i kendelser om varetægtsfængsling, herunder
hvis retten finder grundlag for varetægtsfængsling ud
over de frister, der er nævnt ovenfor.
Det foreslås endvidere, at retten allerede på
tidspunktet for berammelse af hovedforhandlingen efter modtagelse
af anklageskrift skal kunne bestemme, at en
varetægtsfængsling skal fortsætte uden yderligere
forlængelser indtil domsafsigelsen. Den tiltalte kan dog
løbende anmode om rettens afgørelse af, om der skal
ske fortsat fængsling.
Er en varetægtsfængsling begrundet i hensynet til
at hindre sigtede i at vanskeliggøre efterforskningen mv. i
sagen, vil en såkaldt anteciperet bevisførelse (dvs.
bevisførelse før selve hovedforhandlingen) efter
omstændighederne kunne medføre, at der efter den skete
bevisførelse (typisk afhøring af et eller flere
vidner) ikke længere vil være grundlag for at
opretholde varetægtsfængslingen. På denne
baggrund foreslås det at udvide mulighederne for at afholde
retsmøde før hovedforhandlingen med henblik på
anteciperet bevisførelse, således at dette også
kan ske med henblik på at begrænse varigheden af en
varetægtsfængsling.
4. I praksis forekommer det
jævnligt, at der er vanskeligheder med at få en
ankemeddelelse forkyndt over for tiltalte, hvilket kan
medføre, at anklagemyndighedens anke til skade for tiltalte
eventuelt afvises eller må opgives. Den manglende forkyndelse
vil ofte bl.a. skyldes den tiltaltes forhold, f.eks. hvor det trods
mange henvendelser på tiltaltes bopæl ikke er lykkedes
at træffe den pågældende. Med henblik på en
generel forenkling af behandlingen af ankesager foreslås det,
at anklagemyndighedens anke til skade for tiltalte ikke
længere skal forkyndes for tiltalte, men at tiltalte kan
underrettes om anken ved almindeligt og anbefalet brev. Endvidere
underrettes bl.a. byretten og tiltaltes eventuelle forsvarer,
således at den tiltalte også ved at kontakte disse
eller anklagemyndigheden kan få oplyst, om sagen er anket.
Den tiltalte vil i forbindelse med domsafsigelsen blive vejledt om,
at anklagemyndigheden kan anke på denne måde.
Endvidere foreslås en udtrykkelig lovregel om, at
landsretten kan bestemme, at en indanket dom ikke skal
oplæses ved hovedforhandlingens begyndelse,
såfremt retten finder det mere hensigtsmæssigt, at
anklageren i stedet redegør for den indankede doms indhold,
eller at retten (og lægdommerne) gør sig bekendt med
dommen på anden måde.
5. Idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal
jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.