L 73 Forslag til økologilov.

Af: Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 07-02-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l73_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (7. februar 2008)

Fødevareministeren (Eva Kjer Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov Økologilov

(Lovforslag nr. L 73).

Med forslaget til Økologilov moderniseres den gældende lov med det formål at skabe rammerne for at fastholde og udvikle den danske økologiske produktion til et marked med stigende efterspørgsel.


Lovforslaget er en sammenskrivning af de tidligere fremsatte lovforslag L15 (økologiloven) og L 23 (fødevareloven) for så vidt angår økologibestemmelserne, som er bortfaldet som følge af afholdelse af folketingsvalg. Samtlige bestemmelser vedrørende økologi er nu samlet i et lovforslag.


Med lovforslaget videreføres hovedelementerne i den gældende lov, idet bestemmelserne dog forenkles og moderniseres.


Det foreslås, at den eksisterende formålsparagraf udbygges, så det fremgår, at den økologiske produktionsmetode tager særligt hensyn til miljø, natur, biodiversitet, planters, dyrs og menneskers sundhed samt dyrevelfærd. Samtidig understreges det, at der ved administration af loven skal tages hensyn til økologiens troværdighed og omdømme.


Det foreslås endvidere, at bestemmelser om udstedelse af autorisation til at drive økologisk virksomhed, nægtelse, bortfald og tilbagekaldelse af autorisation fremover fremgår direkte af loven.


Reglerne om autorisationer m.v. af selskaber er tilpasset, således at der tages højde for, at der anvendes forskellige selskabsformer i erhvervet og således, at det sikres at personer, der har fået frataget deres autorisation, ikke kan fortsætte med drift af økologisk virksomhed i en selskabskonstruktion.


Herudover tilpasses og moderniseres formuleringen af en række bestemmelser af administrativ karakter.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige behandling.