L 4 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love.
(Strafskærpelse m.v.).
Fremsat den 28. november 2007 af
miljøministeren (Troels Lund Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse og forskellige andre love
(Strafskærpelse m.v.)
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, foretages
følgende ændringer:
1.§ 32, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2.
Spildevandsplanen må ikke stride mod vandplanen, jf.
miljømålsloven, kommuneplanen og forudsætninger
efter stk. 4.«
2.
Efter § 78 indsættes:
Ȥ 78
a. En tilladelse, godkendelse eller dispensation efter loven
eller efter regler, der er udstedt i medfør af denne lov,
bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i 3 på
hinanden følgende år, jf. dog stk. 2 og
§ 78 b.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at uudnyttede
tilladelser, godkendelser eller dispensationer efter loven eller
efter regler, der er udstedt i medfør af denne lov,
bortfalder på et andet tidspunkt end efter stk. 1.
§ 78
b. Hvis en godkendelse efter lovens § 33 til
husdyrbrug ikke har været helt eller delvis udnyttet i 3
på hinanden følgende år, bortfalder den del af
godkendelsen, der ikke har været udnyttet i de 3 år,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at uudnyttede
godkendelser efter lovens § 33 til husdyrbrug bortfalder
på et andet tidspunkt end efter stk. 1.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
stk. 1 også skal finde anvendelse for andre
afgørelser vedrørende husdyrbrug, der er truffet
efter loven eller efter regler, der er udstedt i medfør af
loven. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om,
at uudnyttede afgørelser bortfalder på et andet
tidspunkt end efter stk. 1.«
3. I
§ 110 indsættes efter
stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5. Ved
udmåling af bødestraf skal der lægges vægt
på de hensyn, der er nævnt i § 1. Det er en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået i forbindelse med udøvelse af
erhverv.«
Stk. 5-10 bliver herefter stk. 6-11.
4. I
§ 110, stk. 8, der
bliver stk. 9, ændres »stk. 6« til:
»stk. 7«.
§ 2
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 925 af 28. september 2005, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 474 af 31. maj 2005
og senest ved § 30 i lov nr. 551 af 6. juni 2007,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 45 a indsættes:
Ȥ 45
b. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.
§ 45
c. Miljøministeren kan fastsætte regler om
tilsynsmyndighedens udøvelse af
tilsynsvirksomhed.«
2.§ 59, stk. 1, nr. 2,
affattes således:
»2) dumper
optaget havbundsmateriale uden tilladelse, jf. § 26,
stk. 1, eller tilsidesætter vilkår efter
§ 27 og § 54, stk. 1,«
§ 3
I lov om kemiske stoffer og produkter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 25, stk. 1, nr. 1, litra
d, ændres », jf. Erhvervsministeriets regler
herom,« til: »af Den Danske Akkrediterings- og
Metrologifond eller af et tilsvarende akkrediteringsorgan, som er
medunderskriver af European co-operation for
Accreditations multilaterale aftale om gensidig
anerkendelse,«
2.§ 46, stk. 1,
ophæves.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.
3.§ 46, stk. 2, der bliver
stk. 1, affattes således:
»Ministeren kan bemyndige kommunalbestyrelsen eller den
myndighed, der i øvrigt fører tilsyn og kontrol med
den pågældende virksomhed efter reglerne i kapitel 9 i
lov om miljøbeskyttelse, til at udføre opgaver i
forbindelse med tilsynet med, at loven og forskrifter
udfærdiget efter loven overholdes.«
4. I
§ 46, stk. 3, der bliver
stk. 2, udgår »og 2«.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. april 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Miljøministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 32, stk. 2, i lov om
miljøbeskyttelse, som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 1. Ministeren kan fastsætte forskellige
ikrafttrædelsestidspunkter for de enkelte vanddistrikter.
§ 5
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§ 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
1. | Indledning | |
2. | Lovforslagets hovedindhold | |
3. | Gældende ret | |
3.1. | Overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven | |
3.2. | Sanktionsfastsættelse | |
4. | Miljøministeriets
overvejelser | |
5. | Udvalgte overtrædelser | |
5.1. | Indledning | |
5.2. | Overtrædelser af § 19 og
§ 27 | |
5.3. | Overtrædelser af
§ 33 | |
5.3.1. | Godkendelsespligtig virksomhed
(listevirksomhed) | |
5.3.2. | Særligt om ulovlig drift af
autoophugningsvirksomhed | |
5.4. | Overtrædelser af
§ 71 | |
5.5. | Vilkårsovertrædelser | |
5.6. | Affald | |
5.6.1. | Generelt om håndtering af
affald | |
5.6.2. | Ulovlig afbrænding af affald,
herunder biler | |
5.6.3. | Ulovlig opbevaring af henstillede biler
(skrotbiler) | |
5.6.4. | Import og eksport af affald | |
5.6.5. | Henkastning eller anbringelse af affald
på fremmed ejendom | |
6. | Bødefastsættelsen beror
fortsat på en konkret vurdering | |
7. | Andre ændringer i lov om
miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet og
lov om kemiske stoffer og produkter | |
7.1. | Lov om miljøbeskyttelse | |
7.2. | Lov om beskyttelse af
havmiljøet | |
7.3. | Lov om kemiske stoffer og produkter | |
8. | Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige | |
9. | Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet | |
10. | De administrative konsekvenser for
borgere | |
11. | De miljømæssige
konsekvenser | |
12. | Forholdet til EU-retten | |
13. | Hørte myndigheder og
interesseorganisationer | |
14. | Sammenfattende skema | |
1. Indledning
Lovforslaget er en genfremsættelse af det lovforslag om
ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige
andre love (Strafskærpelse m.v.), som blev fremsat for
Folketinget den 3. oktober 2007, jf. FT 2007-08, 1. samling,
tillæg A66 (L 4). Lovforslaget blev førstebehandlet
den 9. oktober 2007 og henvist til Miljø- og
Planlægningsudvalget. Lovforslaget bortfaldt ved udskrivelse
af folketingsvalg den 24. oktober 2007. Lovforslaget er
uændret i forhold til L 4, dog er
ikrafttrædelsestidspunktet ændret til den 1. april
2008.
Lovforslaget sigter først og fremmest mod at hæve
bødeniveauet for de mindre alvorlige sager om
overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, der er
strafbelagt efter miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1, eller regler udstedt i medfør af
§ 110, stk. 3. Samtidig forudsættes det, at
den administrative praksis ensrettes, således at
bødeniveauet er ensartet i sammenlignelige sager.
Herudover indeholder lovforslaget visse mindre ændringer
af miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven og lov om
kemiske stoffer og produkter. Disse ændringer er tidligere
blevet fremsat d. 1. marts 2007 ved lovforslag nr. 175 om forslag
til lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven og
forskellige andre love (Implementering af
miljøansvarsdirektivet). Regeringen har valgt, at de ovenfor
nævnte mindre ændringer skal genfremsættes i
nærværende lovforslag. Det betyder, at lovforslaget om
gennemførelse af miljøansvarsdirektivet alene kommer
til at indeholde de nødvendige ændringer til
gennemførelsen heraf. De foreslåede ændringer i
miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven og lov om
kemiske stoffer og produkter er i hovedsagen uændret i
forhold til lovforslag L 175, dog er der sket visse mindre,
uvæsentlige ændringer, hovedsagligt af lovteknisk
karakter.
Ønsket om at hæve bødeniveauet for
overtrædelse af miljølovgivningen har i flere omgange
været behandlet af Folketinget:
Ved lov nr. 425 af 10. juni 1997 om ændring af lov om
miljøbeskyttelse (Fastsættelse af særlige
vilkår, nægtelse og tilbagekaldelse af
miljøgodkendelse, tilsyn, konfiskation,
rettighedsfrakendelse m.v.) blev der fokuseret på tre
forskellige indsatsområder. På
miljøstraffesagsområdet blev kriterierne for
sanktionsfastsættelsen præciseret, så de på
en tydeligere måde afspejlede Folketingets tilkendegivelser
om, at det ikke må kunne betale sig at overtræde
miljøbeskyttelsesloven. Det blev i den forbindelse
også fastsat, at udgangspunktet om konfiskation af en
opnået økonomisk fordel skal gælde, selv om der
ved overtrædelsen ikke er sket skade på miljøet
eller fremkaldt fare herfor. Dette bl.a. for at bevare respekten
for reglerne om forudgående godkendelser og tilladelser m.v.
Herudover blev de administrative håndhævelsesmuligheder
forbedret ved, at der blev indført adgang til at nægte
miljøgodkendelse eller tilbagekalde en eksisterende
miljøgodkendelse over for personer og selskaber, der er
straffet for grovere overtrædelser af
miljølovgivningen eller har efterladt gæld til
myndighederne for oprensning af forurening. Miljøministeren
fik slutteligt mulighed for over for en tilsynsmyndighed konkret at
fastlægge omfanget og gennemførelsen af tilsynet, da
et optimalt miljøtilsyn er en forudsætning for en
effektiv håndhævelse. Lovforslaget baserede sig bl.a.
på en undersøgelse af behandlingen af og
sanktionsniveauet i miljøstraffesager på industriens
område for perioden 1993-1994. Undersøgelsen blev
udført af professor Gorm Toftegaard Nielsen og blev udgivet
i 1995 som arbejdsrapport nr. 77 fra Miljøstyrelsen med
titlen »Undersøgelse af behandling og sanktionsniveau
i miljøstraffesager«.
Ved lov nr. 412 af 10. juni 1997 om ændring af
straffeloven (Grov miljøkriminalitet) blev en særlig
straffebestemmelse indsat som straffelovens § 196,
hvorefter der kunne straffes med fængsel i indtil 4 år
for særligt grove overtrædelser af
miljølovgivningen. Ved lov nr. 474 af 31. maj 2006 om
ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet,
straffeloven og lov om ændring af en række love
på miljøområdet (Præcisering af reglerne
om retsforfølgning af udenlandske skibe, skærpelse af
straffe for miljøkriminalitet m.v.) blev strafmaksimum i
straffelovens § 196 skærpet fra fængsel
indtil 4 år til fængsel indtil 6 år.
Senest har Miljøministeriet i 2005 iværksat en
undersøgelse, hvor 245 straffesager på natur-,
miljø- og planlovsområdet blev gennemgået med
henblik på at se, om sagsbehandlingen og sanktionerne er
tilfredsstillende. De gennemgåede sager er afgjort med
pålæggelse af straf i perioden 2003-2004.
Undersøgelsen blev gennemført af professor Gorm
Toftegaard Nielsen og udgivet i 2005 som arbejdsrapport nr. 20 fra
Miljøstyrelsen med titlen »Undersøgelse af
anvendelse af sanktioner m.v. i straffesager på natur-,
miljø- og planområdet«.
Undersøgelsen viste bl.a., at bøderne i de
mindre alvorlige sager er lave til trods for de ovennævnte
lovgivningsinitiativer. Dette gælder ikke blot sager mod
private. Også adskillige erhvervsvirksomheder er idømt
bøder på få tusinde kr. På flere
områder er der endvidere i de mindre sager betydelig forskel
på de pålagte bøder, uden at denne forskel synes
at bygge på, at sagerne adskiller sig væsentligt fra
hinanden. Bøderne for overtrædelse af planloven og
naturbeskyttelsesloven er forholdsvis ensartede og meget
lave.
Det er regeringens vurdering, at der er behov for en
forhøjelse og ensretning af bødestørrelserne.
De forhøjede bøder skal bidrage til at opnå den
ønskede præventive effekt overfor dem, der
overtræder miljølovgivningen. Dette falder også
i tråd med regeringens ønske om, at det ikke må
kunne betale sig at overtræde miljølovgivningen.
2. Lovforslagets hovedindhold
Regeringen ønsker med dette lovforslag at
gennemføre en generel skærpelse af bødeniveauet
i de mindre alvorlige sager om overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør
af loven. Dette gælder såvel i sager om
overtrædelser, der er begået i forbindelse med
gerningsmandens udøvelse af sit erhverv, som i sager om
privates overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven.
Lovforslaget har to formål: Dels at indføre en
regel om, at der ved bødeudmåling skal lægges
vægt på de hensyn, der er nævnt i
miljøbeskyttelseslovens § 1 samt en regel om, at
det skal betragtes som en skærpende omstændighed, at en
overtrædelse er begået i forbindelse med
udøvelse af erhverv. Dels at foreslå et vejledende
bødeniveau for at forbedre den præventive effekt af
bødestraffe for overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør
af loven.
Efter regeringens opfattelse bør bødeniveauet
ved overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør
af § 110, stk. 3, i førstegangstilfælde
i almindelighed være på minimum kr. 5.000. Er der tale
om overtrædelser omfattet af miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør
af § 110, stk. 3, hvor der er skærpende
omstændigheder, bør bødeniveauet i
førstegangstilfælde i almindelighed som minimum
være på kr. 10.000.
Lovforslaget indeholder herudover forslag til særlige
bødeniveauer for visse overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3. Det
drejer sig om:
- Etablering,
ændring og udvidelse af listevirksomhed uden
miljøgodkendelse, hvor der forslås et
bødeniveau på minimum kr. 50.000 for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 33.
- Ulovlig
nedgravning, udledning og oplag af stoffer, produkter og
materialer, der kan medføre forurening, hvor der
foreslås et bødeniveau på minimum kr. 20.000 for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 19. Bagatelagtige overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 19 bør dog kun
straffes med kr. 5.000.
- Ulovlig
opbevaring af skrotbiler, hvor der foreslås et
bødeniveau på minimum kr. 20.000 for erhvervsdrivendes
opbevaring af op til fem skrotbiler, dog foreslås et
bødeniveau på minimum kr. 5.000 pr. bil op til to
biler. Herudover foreslås et bødeniveau på
minimum kr. 3.000 pr. bil for privates ulovlige opbevaring af
skrotbiler for overtrædelse af
bilskrotbekendtgørelsen.
- Ulovlig udledning
af stoffer, der kan forurene vandet, hvor der foreslås et
bødeniveau på minimum kr. 20.000 for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 27.
- Ulovlig
håndtering af affald, hvor der foreslås et
bødeniveau på minimum kr. 20.000 for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 43
eller affaldsbekendtgørelsen.
- Ulovlig
afbrænding af affald, hvor der foreslås forskellige
bødestørrelser afhængig af affaldets art og
mængde for overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 43 eller
affaldsbekendtgørelsen.
- Manglende
underretning af tilsynsmyndigheden ved driftsuheld, hvor der
foreslås et bødeniveau på minimum kr. 20.000 for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 71.
-
Overtrædelser af påbud efter
miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1, samt
vilkår i tilladelser, godkendelser og dispensationer efter
miljøbeskyttelsesloven, hvor der foreslås et
bødeniveau på minimum kr. 10.000.
- Ulovlig import og
eksport af affald, hvor der foreslås et bødeniveau
på minimum kr. 10.000 i tilfælde, hvor
ikke-anmeldepligtigt affald ikke ledsages af de krævede
oplysninger, et bødeniveau på minimum kr. 20.000 samt
et tillæg på kr. 3.000 pr. påbegyndt ton i
tilfælde, hvor anmeldepligtigt affald transporteres uden
tilladelse samt et bødeniveau på minimum kr. 10.000 i
tilfælde, hvor der foreligger en tilladelse til transport,
men kopi af denne og/eller transportdokumentet ikke er medbragt ved
transporten.
- Ulovlig
henkastning af affald, hvor der foreslås et bødeniveau
på minimum kr. 3.000 for privates og kr. 5.000 for
erhvervsdrivendes henkastning af affald uden for genbrugsstationer
m.m., samt et bødeniveau på minimum kr. 5.000 for
privates og kr. 8.000 for erhvervsdrivendes henkastning af affald i
naturen, dog foreslås et bødeniveau på minimum
kr. 1.000 for privates henkastning af små mængder
affald, f.eks. skovtursaffald.
Anden gang, der sker en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler, fastsat med hjemmel i § 110, stk. 3, finder
regeringen, at der i almindelighed bør ske en fordobling af
det vejledende bødeniveau.
Er der i forbindelse med en overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk
fordel, skal denne fordel konfiskeres, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5.
Konfiskationen bør efter regeringens opfattelse kombineres
med en passende bøde. Det er regeringens opfattelse, at en
passende bødestørrelse i almindelighed vil være
en fjerdedel af det konfiskerede beløb, dog minimum svarende
til de vejledende bødeniveauer, der er gengivet
ovenfor.
Lovforslaget ændrer ikke ved, at det fortsat er
domstolene, der i sidste instans afgør, hvilken bøde
der skal gives for den konkrete overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven. Afgørelsen beror på
domstolenes vurdering af sagens omstændigheder. Det betyder,
at der både kan være grundlag for at give en
højere eller lavere bøde end det foreslåede
bødeniveau, alt afhængig af, om der i sagen foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder. Denne
vurdering følger straffelovens almindelige principper om
bødeudmåling.
3. Gældende ret
3.1. Overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven
Overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven eller
regler udstedt i medfør af miljøbeskyttelsesloven
strafsanktioneres ifølge miljøbeskyttelseslovens
§ 110 med bøde eller fængsel.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1, nr. 1-16, straffes med bøde den, der
overtræder en række nærmere angivne bestemmelser
i miljøbeskyttelsesloven. Der kan med hjemmel i
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 1,
bl.a. pålægges straf for overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 19, som vedrører
beskyttelse mod forurening af grundvand, jord og undergrund og
miljøbeskyttelseslovens § 27, som vedrører
beskyttelse mod forurening af overfladevand. Efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, nr. 7,
kan der pålægges straf for overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 71, som vedrører
pligt til at underrette tilsynsmyndigheder ved driftsforstyrrelser
eller uheld, der medfører væsentlig forurening eller
indebærer fare herfor. Derudover kan der pålægges
straf efter miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1, nr. 2 og 4, såfremt pågældende
undlader at efterkomme påbud eller forbud efter
miljøbeskyttelsesloven eller tilsidesætter
vilkår knyttet til en tilladelse, dispensation eller en
godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Det er endvidere
også strafbelagt i henhold til miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1, nr. 6, at anlægge,
påbegynde eller drive virksomhed uden en godkendelse efter
miljøbeskyttelseslovens § 33. Der henvises
nærmere til miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1, nr. 1-16, for en fuldstændig gennemgang af de
forhold, der er strafbelagte.
Straffen for overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven er bøde, jf. § 110,
stk. 1. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2
år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt
eller ved grov uagtsomhed og der samtidig ved overtrædelsen
er 1) voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare
derfor eller 2) opnået eller tilsigtet en økonomisk
fordel for den pågældende selv eller andre, herunder
besparelser, jf. miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 2.
Opdelingen i miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1 og 2, indebærer, at der udløses
bødestraf efter § 110, stk. 1, i de
tilfælde, hvor alle betingelserne i
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, ikke
er til stede. Det vil sige overtrædelser, der er begået
ved simpel uagtsomhed, selvom der er sket skade på
miljøet, fremkaldt fare herfor eller der er opnået
eller tilsigtet økonomisk vinding, og overtrædelser
begået med forsæt eller grov uagtsomhed, hvor der ikke
er forvoldt skade på miljøet eller fremkaldt fare
herfor, eller hvor der ikke er opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel.
Miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 3,
indeholder hjemmel til at fastsætte straf af bøde
eller fængsel indtil 2 år for overtrædelser af
bestemmelser i regler og forskrifter, der udfærdiges efter
visse bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven. Denne hjemmel
er eksempelvis udnyttet i bekendtgørelse om affald.
Både fysiske og juridiske personer kan straffes for
overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven. Strafansvaret
for de juridiske personer er udtrykkeligt fastsat i
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 4.
Er der ved en overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk
fordel, enten i form af et udbytte eller en besparelse, skal denne
økonomiske fordel konfiskeres, jf.
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5.
Reglerne om konfiskation i straffesager findes i straffelovens 9.
kapitel, der også finder anvendelse i sager om
overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven. Der skal
også ske konfiskation ved formelle overtrædelser. Det
kan i visse tilfælde være vanskeligt at dokumentere
størrelsen af en økonomisk fordel, således at
konfiskation ikke lader sig gennemføre. I sådanne
tilfælde skal domstolene tage hensyn til den
økonomiske fordel ved udmålingen af straffen, herunder
en eventuel tillægsbøde.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 110 b
kan retten til at udøve virksomhed omfattet af
miljøbeskyttelseslovens kap. 5 under visse nærmere
omstændigheder frakendes ved dom. Rettighedsfrakendelse kan
eksempelvis ske, hvis den pågældende er straffet for
overtrædelse af straffelovens § 196, eller gentagne
gange eller i øvrigt under skærpende
omstændigheder har overtrådt
miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør
heraf.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 40 a kan
personer og virksomheder miste deres miljøansvarlighed,
såfremt den pågældende er straffet under
nærmere angivne forhold, herunder såfremt den
pågældende er straffet efter straffelovens
§ 196, eller straffet efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, hvor
bøden har været på mindst kr. 10.000.
Efter straffelovens § 196, stk. 1, straffes med
fængsel indtil 6 år den, der under skærpende
omstændigheder i strid med miljølovgivningen forurener
luft, vand, jord eller undergrund, eller den, der opbevarer eller
bortskaffer affald eller lignende stoffer med den følge, at
der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes
nærliggende fare herfor. Ifølge straffelovens
§ 196, stk. 2, straffes med fængsel indtil 6
år den, der i strid med miljølovgivningen forurener
luft, vand, jord eller undergrund eller opbevarer eller bortskaffer
affald eller lignende stoffer, når der er tale om
overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter.
Efter retsplejelovens § 997, stk. 3, kan der
idømmes tvangsbøder.
3.2. Sanktionsfastsættelse
Udmålingskriterierne ved fastsættelse af
sanktioner for overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven
følger normalt af straffelovens 10. kapitel. Heraf
fremgår, at der skal tages hensyn til overtrædelsens
grovhed, personens forhold m.v. Det skal endvidere ved
strafudmålingen altid - også, hvor der foretages
konfiskation - tillægges vægt, om overtrædelsen
er sket med økonomisk vinding eller besparelse for
øje, uanset om den økonomiske fordel er opnået
eller alene tilsigtet.
På miljøbeskyttelsesområdet skal det ved
udmåling af sanktionen særligt tillægges
vægt, om der ved overtrædelsen er sket skade på
miljøet eller er fremkaldt fare herfor. Ved
bødefastsættelsen har mængde og farligheden af
det ulovligt udledte forurenende stof, evt. suppleret med
oplysninger om udgiften ved rensning efter udledning, tillige
betydning.
Det er en skærpende omstændighed, hvis
miljøet har taget skade eller været udsat for fare
herfor, eller hvis overtrædelsen er sket med økonomisk
vinding eller besparelse for øje, jf. også
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2. Andre
skærpende omstændigheder er forsætlige forhold,
gentagelse eller manglende efterkommelse af påbud eller
indskærpelser.
Formildende omstændigheder kan medføre en
nedsættelse af straffen. Dette kan f.eks. være
tilfælde, hvor gerningsmanden har genoprettet eller
søgt at genoprette den skade, han har forvoldt. Andre
eksempler på formildende omstændigheder er
gerningsmandens personlige og økonomiske forhold og hvis der
er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev
foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige straf er
unødvendig.
4. Miljøministeriets
overvejelser
Der er efter regeringens opfattelse i dag en række
tilfælde, særligt i de mindre alvorlige sager om
overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven, hvor den
bødestraf, der udmåles, ikke afspejler den alvor,
hvormed samfundet bør se på overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven. Dette gælder både i
sager om privates og erhvervsdrivendes overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven.
Regeringen finder, at der ved bødeudmåling skal
tages hensyn til miljøbeskyttelseslovens formål.
Ifølge miljøbeskyttelseslovens § 1 er
lovens formål, at medvirke til at værne natur og
miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et
bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets
livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Med
loven tilsikres særligt 1) at forebygge og bekæmpe
forurening af luft, vand, jord og undergrund samt vibrations- og
støjulemper, 2) at tilvejebringe hygiejnisk begrundede
regler af betydning for miljøet og for mennesker, 3) at
begrænse anvendelse og spild af råstoffer og andre
ressourcer, 4) at fremme anvendelse af renere
teknologi og 5) at fremme genanvendelse og begrænse
problemer i forbindelse med affaldsbortskaffelse.
Ved en gennemgang af en række bødeforelæg
og utrykte domme i perioden fra 2002 og frem til i dag og samtlige
trykte domme vedrørende overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven kan det konstateres, at
bøderne varierer selv i forholdsvis ensartede sager.
Når der i det følgende refereres til den foreliggende
praksis forstås herved den ovenfor nævnte
gennemgang.
Regeringen vurderer, at det nuværende bødeniveau
i de mindre alvorlige sager generelt er for lavt, når der
tages hensyn til de miljømæssige konsekvenser, der kan
være forbundet med at overtræde reglerne. Den
præventive effekt af bøder på nogle få
tusinde kroner for overtrædelser, der begås i
erhvervslivet, er meget begrænset. Bøderne ses ikke
altid at afspejle den økonomiske fordel, som
lovovertrædelsen kan have medført. Det nuværende
bødeniveau giver således ofte intet eller højst
et meget begrænset økonomisk incitament for at
overholde reglerne.
Bødestørrelserne synes endvidere ikke at
være fulgt med prisudviklingen og bødeudviklingen
på andre områder. Der er derfor efter regeringens
opfattelse behov for en generel skærpelse af
bødeniveauet i de mindre alvorlige sager om
overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven.
Ved udmålingen af en straf for overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven bør det efter regeringens
opfattelse, i højere grad end det i dag synes at være
tilfældet, indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået som led i et
erhvervsmæssigt forhold. Der bør således kunne
stilles særlige krav til agtpågivenhed hos personer,
der udøver erhvervsvirksomhed. Hertil kommer, at der
især i disse sager kan være et særligt
økonomisk incitament til at overtræde
miljøbeskyttelsesloven. Det vil derfor i almindelighed
være påkrævet med en væsentligt
højere bøde, før bøden virker
præventivt.
Tilsvarende gælder for gentagne overtrædelser,
hvor det også i almindelighed vil være
påkrævet med væsentligt højere
bøder, før bøden vil have den ønskede
præventive effekt. Straffelovens 10. kapitel indeholder
betingelserne for at tillægge en overtrædelse
gentagelsesvirkning.
Regeringen finder på den baggrund, at
bødeniveauet bør skærpes gennem
lovgivningsmæssige tiltag. Det foreslås derfor, at der
i § 110 i miljøbeskyttelsesloven indsættes
en bestemmelse om, at der ved udmåling af straf skal
lægges vægt på miljøbeskyttelseslovens
formål i § 1 og om, at det skal anses som en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået som led i udøvelse af erhverv.
Det vurderes, at der er behov for vejledende
bødeniveauer for overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven.
Alle de nedenfor foreslåede bødeniveauer skal
betragtes som vejledende for overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
hvor der ikke er sket nævneværdig skade på
miljøet, hvor der i øvrigt ikke foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder og hvor der
ikke er sket konfiskation eller udmålt en
skønsmæssig bøde svarende hertil efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5, jf.
nedenfor.
Spørgsmålet om, hvilken bøde der skal
udmåles i den enkelte konkrete sag, vil fortsat bero på
domstolenes samlede vurdering af sagens omstændigheder. Det
betyder, at der kan være grundlag for at udmåle
bøder, der er højere eller lavere end de
foreslåede bødeniveauer. Dette afhænger af, om
der er skærpende eller formildende omstændigheder i den
konkrete sag.
Efter regeringens opfattelse bør bødeniveauet
for overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1, eller regler udstedt i medfør
af § 110, stk. 3, i førstegangstilfælde
i almindelighed være på minimum kr. 5.000. Foreligger
der skærpende omstændigheder ved overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
bør bødeniveauet i førstegangstilfælde i
almindelighed være på minimum kr. 10.000.
Er der i forbindelse med en overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven opnået en økonomisk
fordel, skal denne konfiskeres, jf. miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 5. Konfiskationen bør efter
regeringens opfattelse kombineres med en passende bøde. En
passende bødestørrelse vurderes i almindelighed at
være en fjerdedel af den opnåede økonomiske
fordel. Dette svarer til domstolspraksis på
dambrugsområdet, jf. Højesterets domme fra 2001
optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1046 og 1056.
Regeringen finder i tillæg hertil, at bøden i
almindelighed som minimum bør svare til lovforslagets
vejledende bødeniveauer.
Anden gang, der sker en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
finder regeringen, at der i almindelighed bør ske en
fordobling af det vejledende bødeniveau.
Det er regeringens holdning, at der bør udmåles
en ensartet bøde, uanset om der er tale om landbrugets eller
industriens overtrædelser.
Det er regeringens opfattelse, at det må kunne
forventes, at de foreslåede vejledende bødeniveauer
for overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1, eller regler fastsat i medfør
af § 110, stk. 3, vil få en afsmittende
virkning på udmålingen af straf for overtrædelser
af miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 2.
Der er ikke med lovforslaget tilsigtet nogen ændring af
Miljøstyrelsens vejledning om håndhævelse af
miljøbeskyttelsesloven. Det er altid en konkret vurdering,
om en sag er egnet til strafferetlig forfølgning ved
domstolene. Uvæsentlige og bagatelagtige sager bør
således normalt ikke politianmeldes, med mindre særlige
forhold gør sig gældende. Langt de fleste sager i
forbindelse med tilsyn og håndhævelse bør og kan
klares ad administrativ vej. Tilsynsmyndigheden bør
således altid overveje, om administrative midler er
tilstrækkelige og egnede til at standse et ulovligt
forhold.
Det er ikke formålet med lovforslaget at anbefale
politianmeldelse af alle simpelt uagtsomme overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven. Omvendt bør simpelt uagtsomme
overtrædelser, der f.eks. har medført skade på
miljøet eller fremkaldt fare herfor, efter
omstændighederne strafforfølges.
I nogle sager, som Miljøministeriet har kendskab til,
kan det give anledning til tvivl, om en given overtrædelse
burde have været strafsanktioneret efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, i
stedet for miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1. At den anvendte straffehjemmel i disse sager har
været miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 1, kan bl.a. skyldes de vanskeligheder, der er forbundet
med at bevise, at der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt
og at der samtidig er sket skade på miljøet eller har
været fare herfor eller at handlingen er begået med
økonomisk vinding for øje. Med det vejledende
bødeniveau sikres, at sanktionen i denne type sager - uanset
at de dømmes efter miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 1 - er mærkbar og har en
præventiv effekt. Det anbefales som hidtil, at påstand
om bøde sker efter miljøbeskyttelseslovens
§ 110, stk. 2, frem for
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, hvis
betingelserne herfor er til stede.
5. Udvalgte overtrædelser
5.1. Indledning
Nedenfor foreslås særlige vejledende
bødeniveauer for visse overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven.
I praksis ses forholdsvis mange overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 19, § 27,
§ 33 og § 71. Der synes at være en
tendens til, at domstolene fastsætter bøder på
kr. 5.000-10.000 for erhvervsmæssige overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
hvor der ikke er sket konfiskation eller udmålt en
skønsmæssig bøde svarende hertil efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 5, og
hvor der ikke er sket nævneværdig skade på
miljøet.
5.2. Overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 19 og § 27
Efter miljøbeskyttelseslovens § 19,
stk. 1 og 2, må stoffer, produkter og materialer, der
kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke nedgraves i
jorden, udledes eller oplægges på jorden eller afledes
til undergrunden, medmindre der er givet tilladelse hertil. Typiske
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 19 er oplag - ofte direkte på jorden - af diverse
materialer herunder motordele og væsker, der kan forurene
jorden, udledning af toiletspildevand, husspildevand m.v. til bl.a.
grøfter, samt nedgravning af affald, herunder maling og
nedknuste byggematerialer.
Miljøbeskyttelseslovens § 27 indeholder et
forbud mod at tilføre stoffer, der kan forurene vandet, til
vandløb, søer eller havet. Stofferne må ikke
oplægges sådan, at der er fare for, at vandet
forurenes. Typiske overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 27 er udledning af
møddingsaft, ensilagesaft, spildevand, kemiske stoffer og
gylle m.m. uden tilladelse, ofte med skader på miljøet
og dyrelivet til følge.
For så vidt angår landbrugets udledninger har
Højesteret senest i en dom fra 1987 om landbrug udtalt sig
generelt om bødeudmålingen for så vidt
angår ulovlige udledninger af forurenende stoffer.
Højesteret fastslår, at udgangspunktet for
fastsættelsen af bøde efter
miljøbeskyttelsesloven ved ulovlige udledninger, hvor det
beregnede PE-tal (forureningseffekt) ikke overstiger 1.000,
bør være kr. 5.000, medmindre der foreligger
omstændigheder, der kan begrunde en forhøjelse eller
en nedsættelse. Højesteret udtalte derudover, at
risiko for skadevirkninger og typiske udslag af sådanne
udledninger ikke skal tages i betragtning som
bødeforhøjende omstændighed, men må anses
omfattet af det almindelige forhøjede bødeniveau.
Omregnet til nutidskroner vil bøden svare til omkring kr.
8.000. Regeringen mener, at dette er et for lavt
bødeniveau.
Det er regeringens holdning, at der bør udmåles
en ensartet bøde, uanset om der er tale om landbrugets eller
industriens overtrædelser.
Regeringen finder, at bødeniveauet for
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 19 og § 27 er for lavt. Til illustration
heraf kan nævnes en sag, hvor en person blev idømt en
bøde på kr. 5.000 for overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 19 og § 43
samt affaldsbekendtgørelsen. Personen havde i perioden fra
september 2004 til juli 2005 undladt at bortskaffe en større
mængde døde kalkuner opbevaret i 18 containere,
hvilket medførte gener for naboer, smitterisiko og risiko
for forurening af jord og grundvand. Den pågældende
havde endvidere nedgravet en større mængde døde
kalkuner uden tilladelse, hvilket medførte risiko for
forurening af jord og grundvand.
Regeringen finder, at bødeniveauet for mindre alvorlige
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 19 og § 27 i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 20.000. I de mindst alvorlige overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 19 bør
bødeniveauet dog i almindelighed i
førstegangstilfælde kun være på minimum
kr. 5.000.
De foreslåede vejledende bødeniveauer
tænkes at udgøre minimumsbøder.
Bødeniveauet bør være højere i sager,
hvor der foreligger skærpede omstændigheder. Til
illustration af, hvornår bøden for overtrædelse
af miljøbeskyttelseslovens § 19 vurderes at burde
være højere end det vejledende bødeniveau kan
nævnes en sag, hvor en entreprenør etablerede en
privat vej ved brug af nedknust byggeaffald bl.a. bestående
af nedknust tegl, beton og ledningsrester, hvilket fandtes i strid
med miljøbeskyttelseslovens § 19. Under
hensyntagen til, at kommunens påbud om opgravning og
bortskaffelse af de udlagte materialer ikke var efterkommet, og at
den pågældende havde opnået en besparelse
på mellem kr. 100.000-150.000, blev bøden udmålt
til kr. 100.000. Det er regeringens holdning, at bøden burde
have været højere. Sammenholdes den opnåede
fortjeneste med bødens størrelse, må det klart
formodes, at bødeudmålingen ikke havde en pønal
effekt, og at bøden derfor var for lavt udmålt. Dommen
blev senere anket og den anklagede frifundet, men dommen tjener
stadig som eksempel på, hvad domstolene mente, at straffen
skulle være for pågældendes
overtrædelse.
Som et eksempel på, hvornår bøden for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27
vurderes at burde være højere end det vejledende
bødeniveau på kr. 20.000 kan nævnes en anden
sag: Her var der sket udledning af forurenende stoffer til et
vandløb. Det havde den følge, at bundfaunaen på
500 meter blev dræbt og på andre 500 meter delvist
dræbt. En del af udslippet blev tilbageholdt af
vandplantevækst. Virksomheden blev af landsretten
idømt en bøde på kr. 60.000 med
pålæg om at betale for analysen af vandløbet. I
den konkrete sag var der dog skærpende omstændigheder,
da arbejdsmiljøloven også var overtrådt.
Som endnu et eksempel på, hvornår bøden for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 27
vurderes at burde være højere end det vejledende
bødeniveau på kr. 20.000 kan nævnes en sag, hvor
en virksomhed blev idømt en bøde på kr. 40.000
for ved simpel uagtsomhed at have forvoldt en betydelig forurening
af vandløb med imprægneringsvæske, som
medførte omfattende død af bunddyr, ligesom det blev
anset for sandsynligt, at forureningen havde medført
fiskedød.
5.3. Overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 33
5.3.1. Godkendelsespligtig virksomhed
(listevirksomhed)
Listevirksomheder må efter
miljøbeskyttelseslovens § 33 ikke anlægges
eller påbegyndes, før der er meddelt godkendelse
hertil. Listevirksomhed må heller ikke udvides eller
ændres bygningsmæssigt eller driftsmæssigt,
herunder med hensyn til affaldsfrembringelsen, på en
måde, som indebærer forøget forurening,
før udvidelsen eller ændringen er godkendt. En
gennemgang af foreliggende praksis viser, at typiske
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 33 eksempelvis består i at påbegynde
autoophug, deponerings- eller forbrændingsvirksomhed
(afbrænding af affald herunder biler, samt oplag af affald)
uden godkendelse. Dette gælder både, hvor virksomheden
startes op uden miljøgodkendelse og hvor virksomheden
udvides eller ændres, uden at have den fornødne
godkendelse.
I det følgende redegøres for den situation, hvor
der er sket en overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 33, dvs. hvor en godkendelsespligtig virksomhed
etableres, ændres eller udvides uden fornøden
miljøgodkendelse. Vilkårsovertrædelser omtales
særskilt i afsnit 5.5.
Etablering, ændring eller udvidelse af listevirksomhed i
strid med miljøbeskyttelseslovens § 33 betragtes
som en alvorlig overtrædelse. Dette gælder efter
omstændighederne også formelle overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 33. Baggrunden er, at
virksomheder, der er omfattet af godkendelsespligten, netop er
udvalgt på grund af deres potentielle risiko for forurening.
Derudover forhindrer en manglende ansøgning om godkendelse
myndighederne i at tage stilling til aktiviteten, herunder om
virksomheden besidder den nødvendige ekspertise til at
foretage den miljøfarlige behandling, samt til at
føre det løbende tilsyn. Faren for skade på
miljøet er høj, og dette bør afspejles i
bødens størrelse.
Kerneområdet for en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 33 er således en
situation, hvor en industrivirksomhed etablerer, ændrer eller
udvider en listevirksomhed uden at have godkendelse dertil. Der kan
eksempelvis tænkes en situation, hvor virksomheden
ansøger om en udvidelse og samtidig påbegynder
udvidelsen uden at vente på, at udvidelsen godkendes af
godkendelsesmyndigheden. Det er regeringens opfattelse, at en
sådan adfærd ikke kan accepteres, og bødens
størrelse bør således afspejle dette.
Ved en gennemgang af foreliggende praksis på
området ses særligt ulovlig etablering af autoophug og
virksomhed til afbrænding af kabelskrot.
Regeringen er af den opfattelse, at bøderne for
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 33 generelt er for lave i betragtning af
overtrædelsens alvor. Der ses i praksis eksempler på
sager, hvor der udmåles bøder på kr. 5.000 for
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 33, hvilket regeringen finder er et for lavt
bødeniveau.
Når der henses til ovenfor nævnte betragtninger,
er det regeringens opfattelse, at bødeniveauet for
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 33
i almindelighed i førstegangstilfælde bør
være på minimum kr. 50.000.
5.3.2. Særligt om ulovlig drift
af autoophugningsvirksomhed
Autoophugningsvirksomhed er godkendelsespligtig virksomhed i
henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33. Efter
Miljøstyrelsens branchevejledning om
autoophugningsvirksomhed kan der være tale om ulovlig drift
af autoophug, hvis en virksomhed årligt modtager mere end 10
biler til ophugning, og/eller hvis en virksomhed på/ved
virksomhedens grund ved gentagne inspektioner i forbindelse med
miljømyndighedernes tilsyn har mere end 5 biler
stående påbegyndt til ophugning, uden at have
godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens
§ 33.
Ophugningsvirksomheder, der ikke er registreret hos
Miljøstyrelsen, dvs. ikke har bemyndigelse til at
miljøbehandle biler samt udstede en skrotningsattest,
må kun håndtere skrotbiler, der allerede er
miljøbehandlet hos en registreret
ophugningsvirksomhed.
Ved en gennemgang af foreliggende praksis om bødernes
størrelser for ulovlig drift af autoophugningsvirksomhed ses
eksempler på bøder, som efter regeringens opfattelse
er for lave og i nogle sager alt for lave. Til illustration kan
nævnes en sag, hvor en person årligt opkøbte 100
biler til reparation og videresalg. Den pågældende blev
anset for at drive autoophugningsvirksomhed ved i væsentlig
omfang at afmontere dele fra biler og påmontere disse
på andre biler. Da virksomheden var drevet uden
miljøgodkendelse og påbud om oprydning ikke var
efterkommet, blev den pågældende idømt en
bøde på kr. 5.000 samt tvangsbøder for fysisk
lovliggørelse.
Regeringen er af den opfattelse, at bødeniveauet for
ulovligt ophug af skrotbiler i erhvervsforhold i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 50.000 i tilfælde, hvor pågældende
har mere end 5 skrotbiler stående påbegyndt til
ophugning, eller i løbet af et år har modtaget mere
end 10 biler til ophugning. En bil betragtes som
»påbegyndt til ophugning«, hvis bilen ikke
længere er komplet, og hvis det ikke senest 2 måneder
efter en inspektion på stedet kan dokumenteres, at en bil,
der ved inspektionen ikke var indregistreret, nu igen er blevet
indregistreret.
5.4. Overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 71
Efter miljøbeskyttelseslovens § 71 skal den
ansvarlige for en virksomhed straks underrette tilsynsmyndigheden i
tilfælde af driftsuheld m.m., der medfører
væsentlig forurening eller fare herfor.
Overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 71 straffes ofte i forbindelse med en samtidig
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 19
og/eller § 27 og/eller § 33. I sådanne
situationer er det ikke muligt at foretage en opdeling af
bødens størrelse, således så det kan ses,
hvor meget bødens udmåling er på hver enkelt
bestemmelse. Men ved en gennemgang af foreliggende praksis kan det
konstateres, at bødernes størrelser er meget
forskellige.
Regeringen er af den overbevisning, at der synes at være
en tendens til, at bøderne udmåles for lavt i forhold
til overtrædelsens alvor. Som eksempel kan nævnes en
dom, hvor bøden var kr. 5.000 for ikke straks at have
underrettet miljømyndigheden om udslip i forbindelse med
driftsuheld, hvorfor der gik to timer inden myndigheden opdagede
forurening af et vandløb.
Regeringen er af den opfattelse, at bødeniveauet for
overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 71 i almindelighed i førstegangstilfælde
bør være på minimum kr. 20.000. Det kan efter
regeringens opfattelse ikke tolereres, at tilsynsmyndigheden ikke
underrettes om driftsuheld. Manglende underretning kan betyde, at
tilsynsmyndigheden ikke har mulighed for at gribe ind med
afværgeforanstaltninger, hvorved forureningens omfang kan
blive større end nødvendigt. Alvoren af en
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 71
bør derfor afspejles i bødens størrelse. Det
betragtes som en skærpende omstændighed, såfremt
der er tale om en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 71 i kombination med en
af lovens øvrige bestemmelser.
De situationer, der er omfattet af underretningspligten efter
miljøbeskyttelseslovens § 71, vil ofte have
baggrund i en lovovertrædelse, der i hvert fald objektivt set
er strafbar. Retssikkerhedslovens § 10 om forbud mod
selvinkriminering, vil normalt ikke finde anvendelse i forbindelse
med underretningspligten, da denne lovs § 10 kun finder
anvendelse, når myndigheden har en konkret mistanke om
strafbart forhold, og det har myndigheden normalt ikke, når
underretningspligten indtræder.
5.5.
Vilkårsovertrædelser
En godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens
§ 33 skal indeholde vilkår for virksomhedens
etablering og drift. I øvrige tilladelser, godkendelser og
dispensationer efter miljøbeskyttelsesloven kan der
også fastsættes særlige vilkår.
Vilkår i en miljøgodkendelse kan ændres, og der
kan tilføjes nye ved et påbud i medfør af
miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 1.
I praksis ses eksempler på overtrædelser af
vilkår, der straffes med bøder på kr. 5.000. I
disse sager er der ikke samtidig sket overtrædelse af andre
regler. I en konkret sag blev der eksempelvis idømt en
bøde på kr. 5.000 for overtrædelse af et
vilkår i en spildevandstilladelse om en pligt til at anmelde
uheld af betydning for spildevandsudledningen til
tilsynsmyndigheden. I en anden konkret sag blev et vilkår om
kompostering i en miljøgodkendelse overtrådt. Her
havde anklagemyndigheden påstået bøde på
kr. 40.000, men under hensyntagen til, at der var gået lang
tid siden overtrædelsen var sket, til at der ikke var sket
forurening af det primære grundvand og til, at der ikke ved
overtrædelsen var tilsigtet økonomisk vinding, blev
bøden fastsat til kr. 5.000.
Bødeniveauet for overtrædelse af vilkår,
herunder påbud efter miljøbeskyttelseslovens
§ 41, stk. 1, i tilladelser og godkendelser m.v.
bør efter regerings opfattelse i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
10.000. Afhængig af vilkårets karakter og formål
kan bøden reguleres i opadgående eller
nedadgående retning. Overtrædelse af vilkår, der
i deres indhold og karakter kan sammenlignes med det, der reguleres
i lovens øvrige bestemmelser, f.eks. § 19, § 27
eller § 71, bør også sanktioneres på linje
hermed. Det er regeringens holdning, at det i sager, hvor der
foreligger simpel uagtsomhed, bør anses som en
skærpende omstændighed, hvis der er sket skade på
miljøet eller der er en potentiel risiko herfor ved
overtrædelse af vilkåret eller hvis overtrædelse
af et vilkår er sket med økonomisk vinding for
øje. Foreligger der forsæt eller grov uagtsomhed i en
sag, hvor der er sket skade på miljøet eller der er en
potentiel risiko herfor ved overtrædelse af vilkåret
eller hvis overtrædelse af et vilkår er sket med
økonomisk vinding for øje, skal forholdet straffes
efter miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Manglende indberetning af egenkontrolresultater bør
også anses som en skærpende omstændighed, da
tilsynsmyndigheden ikke får et korrekt grundlag at reagere
på.
Som et eksempel på bødeniveau for
overtrædelse af vilkår, der straffes efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2, kan
nævnes en sag, hvor en kommune og et selskab, der
projekterede ombygning af et renseanlæg for kommunen, hver
blev idømt en bøde på kr. 100.000 for
tilsidesættelse af et vilkår for spildevandsudledning.
De tiltalte vidste, at der var voldsomme overskridelser af det
tilladte koncentrationsniveau i spildevandet, der fremkaldte fare
for miljøet. Ovennævnte dom illustrerer efter
regeringens opfattelse et passende bødeniveau for
tilsvarende tilfælde.
5.6. Affald
5.6.1. Generelt om håndtering
af affald
Ulovlig håndtering af affald er typisk en
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens § 43
eller affaldsbekendtgørelsen. Ifølge
miljøbeskyttelseslovens § 43 er enhver, der
frembringer, opbevarer, behandler eller bortskaffer affald,
ansvarlig for, at der ikke opstår uhygiejniske forhold eller
sker forurening af luft, vand eller jord.
Typiske overtrædelser af miljøbeskyttelseslovens
§ 43 består f.eks. i, at den kommunale indsamlings-
eller anvisningsordning ikke anvendes, og at de
pågældende i stedet selv håndterer affaldet,
eksempelvis ved at have et oplag af maskindele, oliebeholdere m.v.
på deres ejendom eller ved at afbrænde affald, der
skulle være bortskaffet på anden vis.
Herudover kan det endvidere efter omstændighederne
udgøre en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 19 eller § 33,
jf. afsnit 5.2 og 5.3.
Bødeniveauet på affaldsområdet ligger efter
regeringens opfattelse for lavt. Bødeniveauet har ikke den
nødvendige præventive effekt, når der henses
til, at det for erhvervsvirksomheder nærmest er billigere at
få en bøde for overtrædelse af
miljølovgivningen end at håndtere affaldet korrekt.
Dette selvom prisen for korrekt håndtering er meget lav.
Hertil kommer, at forkert affaldshåndtering kan have store
miljømæssige konsekvenser i form af skader på
miljøet og naturen m.v., som er svære at genoprette og
som i værste tilfælde kan være
uoprettelige.
Som eksempel på en konkret sag, hvor regeringen er af
den opfattelse, at bøden er for lavt udmålt, kan
nævnes et tilfælde, hvor en virksomhed havde opbevaret
affald på en måde, så det gav anledning til
forurening og uhygiejniske forhold, ligesom affaldet ikke var
sorteret i rette fraktioner. I alt var der tale om 13
overtrædelser af affaldslovgivningen over en samlet periode
på næsten 1 ½ år. Gerningsmanden vedtog et
bødeforelæg på 10.000 kr. Et andet eksempel er
en sag, hvor der var sket afbrænding af hestegødning,
uagtet at det kun måtte ske på godkendt anlæg. I
denne sag blev et bødeforelæg på 1.000 kr.
vedtaget af den skyldige.
Til illustration af et for lavt bødeniveau kan
også nævnes en sag, hvor en person blev idømt en
bøde på kr. 5.000 for overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 19 og § 43
samt affaldsbekendtgørelsen. Personen havde i perioden fra
september 2004 til juli 2005 undladt at bortskaffe en større
mængde døde kalkuner opbevaret i 18 containere,
hvilket medførte gener for naboer, smitterisiko og risiko
for forurening af jord og grundvand. Den pågældende
havde endvidere nedgravet en større mængde døde
kalkuner uden tilladelse, hvilket medførte risiko for
forurening af jord og grundvand.
Regeringen finder, at bøderne for ulovlig
håndtering af affald klart skal afspejle alvoren i ikke at
håndtere affaldet korrekt. Generelt finder regeringen, at
bødeniveauet for håndtering af affald i strid med
miljøbeskyttelseslovens § 43 eller
affaldsbekendtgørelsen i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 20.000, jf. dog de særlige tilfælde
nedenfor i afsnit 5.6.2.-5.6.5.
5.6.2. Ulovlig afbrænding af
affald, herunder biler.
Ulovlig afbrænding af affald sker ofte for at spare
udgifterne til miljømæssig korrekt bortskaffelse.
Afbrænding kan have en stor miljømæssig effekt,
bl.a. pga. nedsivning af forurenende stoffer til jorden og
grundvandet. Ved afbrænding af forurenende stoffer kan der
dannes dioxin, hvilket er til fare for omgivelserne.
Bødepraksis på området varierer. For
så vidt angår affald relateret til biler ligger
bødeniveauet på kr. 1.000-8.000 kr. I en sag blev et
bødeforelæg på kr. 2.000 vedtaget for at have
afbrændt to campingvogne og 10 bildæk. I en anden sag
blev et bødeforelæg på kr. 8.000 vedtaget for at
have afbrændt 4 biler. Ved afbrænding af bygningsaffald
er der givet bødeforelæg i størrelsesordenen
kr. 1.000-25.000. Bøden på kr. 25.000 blev givet i en
sag, hvor der var sket nedrivning af en bygning, der herefter blev
brændt af sammen med elinstallationer, ledninger, plastic
m.m.
Afbrænding af affald kan tillige være en
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens
§ 33. Dette eksempelvis ved ulovlig afbrænding af
kabelskrot, hvor virksomheden skal være miljøgodkendt
i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 33 for at
foretage en sådan behandling. Der henvises til afsnit 5.3. om
miljøbeskyttelseslovens § 33.
De nedenfor nævnte forslag til bødeniveauer tager
udgangspunkt i hvilken affaldstype, der er tale om.
Kategori 1: Regeringen finder, at bødeniveauet for
privates og erhvervsdrivendes afbrænding af mindre end 500 kg
haveaffald, pap, papir, rent træ og lign. i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 2.000. Bødeniveauet for afbrænding af
500-1.000 kg bør i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
5.000. Bødeniveauet for afbrænding af 1-2 tons
haveaffald bør i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
8.000.
Kategori 2: Det foreslås, at bødeniveauet for
privatpersoners afbrænding af mindre end 100 kg
husholdningsaffald, plastic, dæk, flamengo, bygningsaffald,
glasfiber, tøj, jern, metal og lignende, i det omfang
affaldet er klassificeret som ikke-farligt affald, i almindelighed
i førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 5.000, mens bødeniveauet for afbrænding af
denne type affald i erhvervsforhold i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være på
minimum kr. 8.000. Bødeniveauet for privates
afbrænding af 100-500 kg bør i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
10.000, mens bødeniveauet for erhvervsdrivende i
almindelighed i førstegangstilfælde bør
være på minimum kr. 20.000. Bødeniveauet for
privates afbrænding af 500-1.000 kg bør i
almindelighed i førstegangstilfælde være
på minimum kr. 15.000, mens bødeniveauet for
erhvervsdrivende i almindelighed i førstegangstilfælde
bør være på minimum kr. 40.000.
Kategori 3: Bødeniveauet for privates og
erhvervsdrivendes afbrænding af mindre end 10 kg maling,
batterier, olieaffald, bremsevæsker og andet farligt affald
bør i almindelighed i førstegangstilfælde
være på minimum kr. 10.000. Ved afbrænding af
mere end 10 kg af denne type affald vil der som udgangspunkt ikke
være tale om en mindre væsentlig skade på
miljøet, og der skal derfor straffes efter
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 2.
Privates og erhvervsdrivendes afbrænding af PCB-holdigt
affald og lignende ekstremt forurenende affald anses som
særligt skærpende omstændigheder, og
bødeniveauet herfor bør i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
20.000. Ved afbrænding af store mængder af denne type
affald vil der som udgangspunkt ikke være tale om en mindre
væsentlig skade på miljøet, og der skal derfor
straffes efter miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 2.
Er forskelligt affald omfattet af de første 3
kategorier blandet sammen, betragtes det som kategori 3-affald.
Findes der PCB og lignende ekstremt forurenede affald i det
afbrændte affald, behandles alt affaldet som ekstremt
forurenende affald. Affald som ikke umiddelbart falder ind under
kategori 1-3 behandles som ekstremt forurenende affald.
Hvis afbrændingen af affald har medført fare for
brand i omgivelserne, betragtes dette som en skærpende
omstændighed.
5.6.3. Ulovlig opbevaring af
henstillede biler (skrotbiler)
Ulovlig opbevaring af skrotbiler straffes efter
bekendtgørelse om håndtering af affald i form af
motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra
(bilskrotbekendtgørelsen). Skrotbiler skal i henhold til
bilskrotbekendtgørelsen
afleveres til forhandlere, der er registreret hos
Miljøstyrelsen og som er i stand til at foretage korrekt
miljøbehandling af bilen.
Opbevaring af skrotbiler vil herudover efter
omstændighederne kunne betragtes som ulovligt oplag efter
miljøbeskyttelseslovens § 19.
Den foreliggende bødepraksis synes at vise, at
bødestraffen for ulovlig opbevaring af skrotbiler er meget
forskellig. Hvor der er givet oplysninger om bilernes antal, synes
der ikke at være taget hensyn dertil. Som eksempel kan
nævnes en sag, hvor en person blev idømt en
bøde på kr. 2.000 for at undlade at efterkomme
påbud om at fjerne én skrotbil fra ejendommen. I en
anden sag blev ejeren af en autoophugvirksomhed idømt en
bøde på kr. 5.000 for at have undladt at oplyse til
myndighederne, at hans kvalitetssikringscertifikat til behandling
af skrotbiler var udløbet. Herudover var han fortsat med at
udføre særskilt behandling af ca. 275 udtjente person-
eller varebiler uden at være registreret hertil, og uden at
betingelserne for at være registreret var til stede.
Den foreliggende praksis giver ikke i øvrigt grundlag
for at fastslå, hvorledes bøderne udregnes. Af en del
domme og bødeforelæg fremgår det således
ikke, hvor mange skrotbiler der er tale om ved de konkrete
overtrædelser.
Ved en gennemgang af foreliggende praksis ses der ikke at
være nogen konkret forklaring på de forskelligartede
bøder, såsom skærpende eller formildende
omstændigheder. Dog synes der at være en tendens til,
at der udmåles en bøde på kr. 1.000-2.000 pr.
bil. Dette kan dog ikke anskues som en fast praksis, idet der som
allerede nævnt er meget forskellige
bødefastsættelser.
Regeringen finder, at bødeniveauet pr. skrotbil for
private i almindelighed i førstegangstilfælde
bør være på minimum kr. 3.000 pr. bil. Herved er
der taget hensyn til størrelsen på den
skrotpræmie, som for tiden udgør kr. 1.750, som
privatpersoner modtager ved aflevering af biler til skrotning.
Dertil kommer, at ulovlig opbevaring af skrotbiler kan
forårsage miljøproblemer.
Bødeniveauet for erhvervsdrivendes ulovlige opbevaring
af skrotbiler bør i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
20.000 i tilfælde, hvor pågældende har op til 5
skrotbiler opbevaret, dog foreslås et bødeniveau
på minimum kr. 5.000 pr. bil, når den erhvervsdrivende
har op til to skrotbiler opbevaret.
Har den pågældende mere end 5 skrotbiler
opbevaret, vil der typisk være tale om drift af
autoophugningsvirksomhed, som er godkendelsespligtigt efter
miljøbeskyttelseslovens § 33, jf. afsnit
5.3.
5.6.4. Import og eksport af
affald
Ved overtrædelser, hvor transporten af
ikke-anmeldepligtigt affald ikke ledsages af de oplysninger, der er
krævet i artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af
affald, for så vidt angår ikke-anmeldepligtigt affald,
bør bødeniveauet i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
10.000.
For det anmeldepligtige affald, hvor der ikke en foreligger en
tilladelse, bør bødeniveauet i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
20.000 samt et tillæg på 3.000 kr. pr. påbegyndt
ton.
Forligger der en tilladelse, men kopi af denne og/eller
transportdokumentet ikke er medbragt ved transporten, bør
bødeniveauet i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
10.000.
5.6.5. Henkastning eller anbringelse
af affald på fremmed ejendom.
Henkastning eller anbringelse af affald på fremmed
ejendom er strafsanktioneret efter flere regelsæt. Både
miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven indeholder
regler herom.
Efter miljøbeskyttelseslovens § 19,
§ 27 og § 43, jf. § 110, er det
således strafbart at skaffe sig af med affald, bl.a. hvis der
er fare for en forurening. Efter affaldsbekendtgørelsen, som
er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven,
består der en generel pligt til at anvende de kommunale
indsamlings- og anvisningsordninger, og affaldsbortskaffelse
på fremmed ejendom vil derfor ofte være i strid med
denne pligt.
I naturbeskyttelseslovens § 28 er der et forbud mod
at henkaste og anbringe affald på fremmed ejendom uden
ejerens tilladelse. I skovlovens § 11 findes yderligere
en særbestemmelse om forbud mod anbringelse af affald
på fredskovspligtige arealer.
Naturbeskyttelseslovens § 28 er placeret i
naturbeskyttelseslovens kap. 4 om offentlighedens adgang til
naturen, men bestemmelsen har efter praksis et bredt
anvendelsesområde. Henkastning eller anbringelse af affald,
uanset om det sker i naturen, i byer eller ved vejanlæg m.v.,
er således efter praksis i visse tilfælde blevet
straffet efter naturbeskyttelseslovens § 89, jf.
§ 28.
Miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven
udgør således to sideløbende generelle
reguleringer af affaldsbortskaffelse, hvor naturbeskyttelsesloven
dog alene regulerer affald på fremmed ejendom. Efter praksis
gives ikke noget entydigt billede af, hvilken strafhjemmel der
anvendes i de mange tilfælde, hvor affaldsbortskaffelsen vil
være en overtrædelse af både
naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven. Der findes
flere eksempler på, at anbringelse af affald uden for en
genbrugsstation eller en parkeringsplads er blevet straffet efter
naturbeskyttelsesloven. Omvendt er henkastning af affald i skove og
vandløb blevet straffet efter
miljøbeskyttelsesloven.
Regeringen har ikke til hensigt at ændre på, at
henkastning eller anbringelse af affald på fremmed ejendom
kan straffes efter både miljøbeskyttelsesloven og
naturbeskyttelsesloven, men efter regeringens opfattelse må
det være nærliggende, at naturbeskyttelseslovens
§ 28, trods sit brede anvendelsesområde, i
højere grad anvendes i sager om henkastning af affald i
naturen, såsom fx skove, mark og enge. Ved henkastning af
affald uden for genbrugsstationer, i byer og på
parkeringspladser m.v. finder regeringen det omvendt mest
nærliggende, at overtrædelsen straffes som en
overtrædelse af miljøbeskyttelseslovens regler om
affaldshåndtering og den pligt, der er efter
affaldsbekendtgørelsen til at anvende de kommunale
indsamlings- og anvisningsordninger.
Har den ulovlige affaldsbortskaffelse medført en
forurening eller risiko for forurening, kan overtrædelsen
straffes efter særreglerne i miljøbeskyttelseslovens
§ 19, § 27 eller § 43, jf. §
110.
Gorm Toftegaard Nielsens rapport fra 2005 viste, at
henkastning eller anbringelse af affald ofte bliver straffet med
meget lave bøder. Dette gælder uanset, om
overtrædelsen straffes efter miljøbeskyttelsesloven
eller naturbeskyttelsesloven. Privates henkastning af affald i
naturen, parkeringspladser og uden for genbrugsstationer er i mange
tilfælde afgjort med en bøde på kr. 1.000. Ingen
af de sager, som Gorm Toftegaard Nielsen undersøgte,
vedrørte mere tilfældigt affald, som var efterladt
efter en skovtur. Derimod havde de tiltalte personer ofte samlet en
større mængde affald, som de bevidst havde
forsøgt at bortskaffe. Det er regeringens opfattelse, at en
bøde på kr. 1.000 for ulovlig affaldsbortskaffelse
ikke har den ønskede præventive effekt, og ikke
afspejler alvorligheden i overtrædelsen.
Regeringens mener derfor, at bødeniveauet for privates
henkastning af affald uden for genbrugsstationer, i byer og
på parkeringspladser m.v., i almindelighed i
førstegangstilfælde bør være minimum kr.
3.000.
Det er regeringens opfattelse, at bødeniveauet for
henkastning af affald i naturen, fx skove, mark og enge, bør
være højere end ved henkastning af affald uden for
genbrugsstationer, i byer og på parkeringspladser m.v. Dette
skyldes bl.a. risikoen for at ødelægge naturen, og at
omkostningerne til at fjerne affaldet er større, end hvis
affaldet bliver smidt på en parkeringsplads m.v. Der vil ofte
også gå længere tid, før affald i naturen
opdages. På denne baggrund mener regeringen, at
bødeniveauet for privates henkastning af affald i naturen, i
almindelighed i førstegangstilfælde bør
være på minimum kr. 5.000.
Det må anses som en skærpende omstændighed,
hvis affaldsbortskaffelsen er sket som led i udøvelsen af et
erhverv. For erhvervsdrivende bør bødeniveauet for
henkastning af affald derfor i almindelighed i
førstegangstilfælde være på minimum kr.
5.000, fx ved henkastning af byggeaffald uden for en
genbrugsstation, og i almindelighed i
førstegangstilfælde på kr. 8.000, hvis
henkastningen af byggeaffald er foretaget i naturen.
Henkastning af store mængder affald eller affald af
særlig farlig eller skæmmende karakter skal betragtes
som en skærpende omstændighed. Omvendt kan de
nævnte minimumsbøder sænkes, hvis der er tale om
små mængder affald eller særligt undskyldelige
omstændigheder. Navnlig er minimumsniveauet på kr.
5.000 for privates henkastning af affald i naturen ikke
møntet på f.eks. små mængder
skovtursaffald. I sådanne tilfælde anser regeringen et
bødeniveau på kr. 1.000 for passende.
Som omtalt kan henkastning eller anbringelse af affald
på fremmed ejendom straffes efter flere regelsæt. Det
må forventes, at det foreslåede vejledende
bødeniveau for overtrædelse af
miljøbeskyttelsesloven vil få afsmittende virkning
på sammenlignelige overtrædelser af
naturbeskyttelsesloven.
6. Bødefastsættelsen
beror fortsat på en konkret vurdering
I ovennævnte bemærkninger er det først og
fremmest som et generelt princip anført, at der på de
omhandlende områder bør ske en væsentlig
skærpelse af det almindelige bødeniveau. Derudover er
det markeret, at det er en skærpende omstændighed, hvis
overtrædelsen er begået i forbindelse med
udøvelse af erhverv.
I tilknytning hertil er der anført en række
»straf-positioner«, der kan tjene som et udgangspunkt
for retsanvendelsen i forskellige sagstyper. Men det er vigtigt at
fremhæve, at spørgsmålet om, hvilken bøde
der skal udmåles i den enkelte konkrete sag, fortsat vil bero
på domstolenes samlede vurdering af sagens
omstændigheder.
Det betyder på den ene side, at der jævnligt kan
være grundlag for at udmåle bøder, der er
højere - og efter omstændighederne væsentligt
højere - end dem, der følger af de nævnte
udgangspunkter. Det vil således eksempelvis være en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen har
medført skade på miljøet, hvis der er givet
indskærpelser forud for overtrædelsen, hvis der er tale
om gentagelsestilfælde og hvis der har været fare for
omgivelserne. Det samme gælder, hvor det i den konkrete sag
kan lægges til grund, at der er opnået eller tilsigtet
en økonomisk vinding. I så fald må det
også indgå, om der kan være grundlag for
konfiskation efter miljøbeskyttelseslovens § 110,
stk. 5.
Det anførte betyder på den anden side, at der
efter omstændighederne også kan være grundlag for
at udmåle lavere bøder end de anførte. Det kan
f.eks. være ved bagatelagtige overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven og i tilfælde, hvor
gerningsmanden har genoprettet eller søgt at genoprette den
skade, han har forvoldt. Andre formildende omstændigheder kan
være gerningsmandens personlige og økonomiske forhold
og hvis der er gået så lang tid, siden den strafbare
handling blev foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige
straf er unødvendig.
7. Andre ændringer i lov om
miljøbeskyttelse, lov om beskyttelse af havmiljøet og
lov om kemiske stoffer og produkter.
7.1. Lov om
miljøbeskyttelse
Lovforslaget indeholder en ændring af
miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 2.
Ændringen er af ren teknisk karakter og uden tilknytning til
det øvrige lovforslag. Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 1.
Folketingets Ombudsmand har den 12. januar 2005 afgivet
udtalelse i en sag (Ombudsmandens journalnummer 2003-1948-110), der
skulle bedømmes efter
husdyrgødningsbekendtgørelsen, og som rejste
spørgsmål om kontinuitetsbrud. Ombudsmanden anså
det for uheldigt, at lovgivningen på dette område ikke
indeholder regler om kontinuitetsbrud (dvs. regler om, hvad der
retligt sker, når en godkendelse eller lignende ikke udnyttes
i en sammenhængende periode). Ombudsmanden har derfor
henstillet, at der indsættes sådanne regler i lov om
miljøbeskyttelse i forbindelse med en kommende revision af
loven.
På denne baggrund foreslås der en § 78 a
indført. Den foreslåede § 78 a indeholder en
generel regel om, at godkendelser, tilladelser og dispensationer
efter loven eller regler udstedt i medfør heraf bortfalder,
hvis de ikke har været udnyttet i tre sammenhængende
år. Også naturbeskyttelsesloven, skovloven,
råstofloven, planloven og lov om miljøgodkendelse mv.
af husdyrbrug indeholder regler om bortfald i tilfælde af
kontinuitetsbrud.
Bestemmelsen finder for det første anvendelse, hvor en
virksomhed eller aktivitet har været igangsat og derefter er
blevet afbrudt. Bestemmelsen finder for det andet anvendelse, hvor
en godkendelse m.v. ikke er påbegyndt udnyttet, og der ikke
er fastsat andre regler om, at godkendelser m.v. skal udnyttes
inden en særlig frist for ikke at bortfalde.
Med bestemmelsen lovfæstes den hidtidige administrative
praksis vedrørende kontinuitetsbrud, der har udviklet sig
på området for miljøgodkendelser efter
miljøbeskyttelseslovens § 33.
Praksis på dette område er i dag, at der efter et
længerevarende ophold - typisk af ca. 3 års varighed -
i en virksomheds drift, kræves en miljøgodkendelse,
hvis driften genoptages. Denne periode kan efter en konkret
vurdering være kortere eller længere. Begrundelsen for
denne godkendelsespligt er dels, at omgivelserne i almindelighed
vil have disponeret i tillid til, at virksomhedens drift er
ophørt, dels at godkendelsen kan hvile på
forældede vilkår, hvorfor forudsætningen for
fortsat drift er en nyvurdering af virksomheden og vilkårene
for driften.
Den foreslåede bestemmelse skønnes især at
få betydning for godkendelser og tilladelser, der meddeles
efter miljøbeskyttelseslovens §§ 19, 28 og
33.
Særligt for godkendelser efter
miljøbeskyttelseslovens § 33 vedrørende
eksisterende husdyrbrug foreslås, at der skal gælde de
samme regler om kontinuitetsbrud som efter § 33,
stk. 3, i lov nr. 1572 af 20. december 2006 om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Herefter gælder,
at også hvis en godkendelse kun er blevet delvist udnyttet
over en periode, fx ved at der ikke er indsat så mange dyr,
som godkendelsen oprindeligt gav mulighed for, vil dette delvise
ophør af udnyttelsen medføre, at godkendelsen
bortfalder for den del, der ikke har været udnyttet.
Miljøministeren foreslås bemyndiget til at
fastsætte regler om helt eller delvist bortfald af andre
afgørelser vedrørende eksisterende husdyrbrug end
godkendelser efter miljøbeskyttelseslovens
§ 33.
Endvidere foreslås der indført en hjemmel for
miljøministeren til at fastsætte regler om bortfald af
tilladelser, godkendelser mv., der ikke er udnyttet inden
udløbet af en nærmere fastsat frist.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2.
7.2. Lov om beskyttelse af
havmiljøet
Det foreslås, at det i havmiljøloven
præciseres, at der gælder et forbud mod dumpning af
optaget havbundsmateriale (klapning) uden forudgående
tilladelse, ligesom der foreslås en bemyndigelse til
ministeren til at fastsætte regler om tilsynsmyndighedens
virksomhed og en hjemmel for tilsynsmyndigheden til at
lovliggøre ulovlige forhold.
Der henvises til lovforslagets § 2.
7.3. Lov om kemiske stoffer og
produkter
Ændringen af lov om kemiske stoffer og produkter har til
formål at forbedre og ensarte kontrolindsatsen med
plantebeskyttelsesmidler på jordbrug ved at indføre en
énstrenget kontrol med jordbrugets anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler. Derudover gennemføres visse
EU-krav til gensidig anerkendelse af laboratorier.
Der henvises til lovforslagets § 3
8. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Ændringen af lov om kemiske stoffer og produkter
(lovforslagets § 3) medfører, at kun én
myndighed fører det nødvendige tilsyn med
plantebeskyttelsesmidler på jordbrug. Det betyder, at
tilsynskompetence overføres fra kommunerne til staten. Det
vurderes ikke at indebære væsentlige eller øgede
administrative konsekvenser for det offentlige som helhed.
Kommunerne har i 1997 fået kompensation på 300.000 kr.
årligt til det samlede tilsyn efter lovens § 46,
stk. 1, hvilket i PL 2007 udgør ca. 400.000 kr.
på årsbasis. Det forventes, at det samlede tilsyn
også fremover vil ligge på dette niveau.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige.
9. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Ændringen af lov om kemiske stoffer og produkter
(lovforslagets § 3), hvorved der foreslås
indført en énstrenget kontrol med jordbrugets
anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, vil medføre en
mindre administrativ lettelse for de kontrollerede jordbrugere,
idet de fremover kun skal kontrolleres af en myndighed mod tre i
dag.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv.
10. De administrative konsekvenser
for borgere
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgere.
11. De miljømæssige
konsekvenser
Indførelse af en énstrenget kontrol med
jordbrugets anvendelse af plantebeskyttelsesmidler i lov om kemiske
stoffer og produkter (lovforslagets § 3) kan
medføre en mere effektiv håndhævelse. En mere
effektiv håndhævelse forventes at indebære en
begrænset positiv miljømæssig konsekvens, i det
omfang håndhævelsen fører til en afdækning
af flere overtrædelser.
Lovforslagets § 1, nr. 3, forventes at have en
præventiv effekt, således at lovgivningen overholdes i
højere grad end i dag. Det forventes samtidig, at
lovforslaget vil sikre en bedre håndhævelse af
lovgivningen. Det forventes derfor, at lovforslagets § 1,
nr. 3 vil medføre færre skader på
miljøet.
12. Forholdet til EU-retten
Ændringen af lov om kemiske stoffer og produkter
(lovforslagets § 3) gennemfører EU-krav til
gensidig anerkendelse af laboratorier
(ikkediskriminationsprincippet).
Det følger af EU-retten, at der ikke må
diskrimineres. Den nuværende henvisning til akkreditering af
DANAK indebærer i praksis et diskriminerende krav om
akkreditering af DANAK, hvis henvisningen ikke suppleres af en
bestemmelse om gensidig anerkendelse af laboratorier og
prøvningsorganer akkrediteret af et tilsvarende udenlandsk
akkrediteringsorgan.
Lovforslaget indeholder ikke i øvrigt EU-retlige
aspekter.
13. Hørte myndigheder og
interesseorganisationer
Danske Regioner, KL, 3F Fagligt Fælles Forbund,
92-gruppen for bæredygtig udvikling, Advokatrådet,
Advokatsamfundet, Affald Danmark, Akademiet for de Tekniske
Videnskaber, Akademikernes Centraladministration,
Akademirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Asfaltindustrien, Batteriforeningen, Benzinforhandlernes
Fælles Repræsentation, Bilfærgernes
Rederiforening, Biologforbundet,
Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord,
Brancheforeningen SPT, Bryggeriforeningen, Byggesocietet,
Campingrådet, Centralforeningen af autoreparatører i
Danmark, Centralorganisationen af industriansatte i Danmark
(CO-industri), Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU),
Coop Danmark, DAKOFA (Dansk Komité for Affald), Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Cykle Union, Danmarks Fiskeindustri- og
Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Idrætsforbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Motor
Union, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks Vindmølleforening,
Dansk Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Autogenbrug, Dansk Botanisk Forening,
Dansk Byggeri, Dansk Cyklistforbund, Dansk Energi, Dansk Energi,
Brancheforening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk ErhvervsFremme,
Dansk Firmaidrætsforbund DFIF, Dansk Fritidsfiskerforbund,
Dansk Galvanisør Union, Dansk Gartneri, Dansk Gasteknisk
Center, Dansk Handel og Service (DHS), Dansk Industri, Dansk
Islandshesteforening, Dansk Journalistforbund, Dansk Kano og Kajak
Forbund, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Landbrug, Dansk
Landbrugsrådgivning, Dansk Metal, Dansk Ornitologisk
Forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Retspolitisk Forening,
Dansk Rideforbund, Dansk Skovforening, Dansk Textil og
Beklædning, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vandrelaug,
Danske Dagblades Forening, Danske Fjernvarmeværkers Forening,
Danske Havne, Danske Maritime, Danske Mejeriers
Fællesorganisation, DANVA (Dansk Vand- og
Spildevandsforening), DASU (Dansk Automobil Sports Union), De
Danske Skytteforeninger, De Samvirkende Købmænd,
DELTA, Den Danske Dommerforening, Det Økologiske Råd,
DHI - Institut for Vand og Miljø,
Dommerfuldmægtigforeningen, DONG, DTC, Elsam,
Emballageindustrien, Energi E2, ENERGINET.DK, Center for Kvalitet i
ErhvervsRegulering, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark,
FMK-sekretariatet, FORCE Technology, Foreningen af Bioteknologiske
Industrier i Danmark, Foreningen af Danske Brøndborere,
Foreningen af Danske Grus- og Stenindustrier, Foreningen af Danske
Jordbrugskalkværker, Foreningen af Danske
Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske Privathavne,
Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Foreningen af
Lystbådehavne i Danmark, Foreningen af
miljømedarbejdere i kommunerne, Foreningen af offentlige
anklagere, Foreningen af politimestre i Danmark, Foreningen af
Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende
Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Foreningen af Vandværker i Danmark, Foreningen for Danmarks
Fiskemel og Fiskeolieindustri, Foreningen for danske ral- og
sandsugere, Friluftsrådet, Genvindingsindustrien, Grafisk
arbejdsgiverforening, Green Network, Greenpeace Danmark,
Grovvarebranchens Miljøarbejdsgruppe, GrænseRegion
Syd, GTS (Godkendt Teknologisk Service), HORESTA, HTS-A
Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTSI
Erhvervsorganisationen, Håndværksrådet, IMOKA,
Ingeniørforeningen i Danmark, Institut for
Menneskerettigheder, International Transport Danmark, Jordbrugets
Bedriftssundhedstjeneste, Kalk- og Teglværksforeningen,
Kommunale Tjenestemænd og overenskomstansatte (KTO),
Kommunekemi, Københavns Havn, Københavns Universitet,
Landbrugets Rådgivningscenter, Landbrugsrådet,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsforeningen Levende
Hav, LO (Landsorganisationen i Danmark), Mejeriforeningen, MINA,
Mærsk Olie & Gas A/S, Natur- og Ungdom, NOAH, Novo
Nordisk, Oliebranchens Fællesrepræsentation,
Plastindustrien i Danmark, Politiforbundet i Danmark,
Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for
Retten i Bornholm, Præsidenten for Retten i Esbjerg,
Præsidenten for Retten i Frederiksberg, Præsidenten for
Retten i Glostrup, Præsidenten for Retten i Helsingør,
Præsidenten for Retten i Herning, Præsidenten for
Retten i Hillerød, Præsidenten for Retten i
Hjørring, Præsidenten for Retten i Holbæk,
Præsidenten for Retten i Holstebro, Præsidenten for
Retten i Horsens, Præsidenten for Retten i Kolding,
Præsidenten for Retten i København, Præsidenten
for Retten i Lyngby, Præsidenten for Retten i Nykøbing
Falster, Præsidenten for Retten i Næstved,
Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten
i Randers, Præsidenten for Retten i Roskilde,
Præsidenten for Retten i Svendborg, Præsidenten for
Retten i Sønderborg, Præsidenten for Retten i Viborg,
Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for
Vestre Landsret, Præsidenten for Østre Landsret,
Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for mindre skibe,
RenoSam, Retssikkerhedsfonden, Returbat, Sammenslutningen af
Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, SMOK (Sønderjyllands
Modtageordning for Olie og Kemikalieaffald), Spildevandsteknisk
Forening, Søfartens Ledere, Uniscrap, Verdensnaturfonden,
Visit Denmark, Århus Universitet, De Danske
Bilimportører .
14. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angives omfang) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angives omfang) |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Mindre administrative lettelser
(lovforslagets § 3) | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne. | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Bedre håndhævelse og
færre overtrædelser og derved en
miljømæssig forbedring | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Ændringen af lov om kemiske stoffer
og produkter (lovforslagets § 3) gennemfører
EU-krav til gensidig anerkendelse af laboratorier
(ikkediskriminationsprincippet). Lovforslaget indeholder ikke i
øvrigt EU-retlige aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Lov om miljøbeskyttelse)Til nr.
1
Forslaget nyaffatter miljøbeskyttelseslovens
§ 32, stk. 2, for at undgå tvivl om
bestemmelsens indhold efter flere lovændringer, hvoraf en
endnu ikke er trådt i kraft. Der er ikke i øvrigt
tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring.
Miljøbeskyttelseslovens § 32, stk. 2,
havde i lovbekendtgørelse nr. 753 af 25. august 2001
følgende ordlyd: »Spildevandsplanen må ikke
stride mod regionplanen og forudsætninger efter
stk. 4«. Bestemmelsen blev ved § 2 i lov nr.
1151 af 17. december 2003 nyaffattet til: »Spildevandsplanen
må ikke stride mod vandplanen, jf. lov om
miljømål m.v. for vandforekomster og internationale
beskyttelsesområder, regionplanen og forudsætninger
fastsat efter stk. 4.« Denne nyaffattelse er ikke
trådt i kraft endnu. Ifølge § 5,
stk. 3, i lov nr. 1151 træder de ændringer, der
følger af blandt andet § 2, i kraft i de enkelte
amter, når der er offentliggjort en vandplan, der
gælder for amtet, efter lov om miljømål m.v. for
vandforekomster og internationale
naturbeskyttelsesområder.
Ikrafttrædelsesbestemmelsen blev imidlertid nyaffattet
ved § 3 i lov nr. 570 af 24. juni 2005, hvor den har
fået følgende ordlyd: »Miljøministeren
fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af de
ændringer, der følger af § 1, nr. 6-11, og
19, § 2, § 3 og § 4, stk. 2 og
3, jf. dog stk. 4. Ministeren kan fastsætte forskellige
ikrafttrædelsestidspunkter for de enkelte
vanddistrikter.« Ministeren har ikke udnyttet denne hjemmel
endnu. Det vil i overensstemmelse med bemærkningerne ske
samtidig med, at vandplanerne for de enkelte vanddistrikter bliver
offentliggjort. De første vandplaner skal være
endeligt vedtaget inden den 22. december 2009.
Ved § 1, nr. 26, i ændringslov nr. 569 af 24.
juni 2005 blev »regionplanen« i § 32,
stk. 2, ændret til »kommuneplanen«. Denne
ændring trådte i kraft den 1. januar 2007, jf. lovens
§ 2, nr. 2, hvorefter den gældende bestemmelse har
følgende ordlyd: »Spildevandsplanen må ikke
stride mod kommuneplanen og forudsætninger efter
stk. 4.« Denne ændring forholder sig ikke til den
mellemliggende, ikke ikrafttrådte nyaffattelse. For at
undgå tvivl om, hvorvidt ændringen fra
»regionplanen« til »kommuneplanen«
også gælder for ændringen i § 2 i lov
nr. 1151 af 17. december 2003, nyaffattes bestemmelsen
således, at »regionplanen« ændres til
»kommuneplanen« i den endnu ikke ikrafttrådte
nyaffattelse. Spildevandsplanen må fortsat ikke stride mod
regionplanen, jf. § 5 i lov nr. 571 af 24. juni 2005 om
ændring af lov om planlægning (Udmøntning af
kommunalreformen).
Ændringen erstatter nyaffattelsen i § 2 i lov
nr. 1151 af 17. december 2003 og skal derfor træde i kraft
på samme tidspunkt som denne ellers skulle være sat i
kraft, dvs. efter ministerens bestemmelse, når vandplanerne
for de enkelte vanddistrikter bliver offentliggjort. Ministeren kan
fastsætte forskellige ikrafttrædelsestidspunkter for de
enkelte vanddistrikter. Nyaffattelsen af § 32,
stk. 2, i § 2 i lov nr. 1151 af 17. december 2003
skal herefter ikke sættes i kraft.
Til nr. 2
Der foreslås indsat en bestemmelse i § 78 a,
der regulerer bortfald af tilladelser, godkendelser og
dispensationer efter loven eller efter regler udstedt i
medfør af loven. I § 78 b foreslås
indført regler om bortfald, der alene skal gælde i
forhold til husdyrbrug. Begrundelsen for den foreslåede
opdeling i § 78 a og b er, at der for husdyrbrug
tilsigtes at skulle gælde særlige regler om bortfald,
som svarer til de regler om bortfald, der er fastsat i
§ 33, stk. 3, i lov om miljøgodkendelser m.v.
af husdyrbrug.
Efter bestemmelsen i forslaget til § 78 a,
stk. 1, bortfalder godkendelser, tilladelser og dispensationer
efter loven eller regler udstedt i medfør heraf, hvis de
ikke har været udnyttet i tre sammenhængende
år.
Det kan være hensigtsmæssigt i afgørelsen
at oplyse om, at godkendelsen m.v. på denne måde kan
bortfalde.
Bestemmelsen i § 78 a, stk. 1, omfatter kun det
fuldstændige ophør af en virksomhed eller en
aktivitet. Det betyder, at bestemmelsen ikke finder anvendelse
på de produktionsudsving, som en virksomhed eksempelvis kan
have inden for rammerne af en miljøgodkendelse med et
fastsat produktionsmaksimum. Ved en længerevarende og markant
nedgang i produktionen i forhold til det, en virksomhed er godkendt
til, vil godkendelsen løbende kunne justeres til
produktionen på foranledning af virksomheden selv eller i
forbindelse med revurdering, jf. § 41 b.
Når en tilladelse, godkendelse eller dispensation er
bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, vil en
genoptagelse af driften kræve ny godkendelse, tilladelse
eller dispensation. Dette gælder også ved
kontinuitetsbrud, der finder sted i retsbeskyttelsesperioden, jf.
§ 41 a. Dette svarer til, hvad der gælder efter
§ 33, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v.
af husdyrbrug.
Reglen i § 78 a, stk. 1, finder anvendelse
både i tilfælde, hvor en virksomhed eller aktivitet har
været igangsat og derefter er blevet afbrudt, og i
tilfælde, hvor en godkendelse m.v. ikke er påbegyndt
udnyttet, og der ikke i medfør af § 78 a,
stk. 2, er fastsat andre regler om, at godkendelser m.v. skal
udnyttes inden en særlig frist for ikke at bortfalde.
Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i
gældende ret i forhold til muligheden for at genoptage
driften efter nedlæggelse af forbud eller i forhold til
muligheden for at tilbagekalde eller ændre godkendelser
m.v.
Bestemmelsen i § 78 a, stk. 2, bemyndiger
miljøministeren til at fastsætte regler om, at
uudnyttede tilladelser, godkendelser mv. bortfalder ved
udløbet af en nærmere fastsat frist, der kan afvige
fra de tre år, der er nævnt i § 78 a,
stk. 1. Der findes allerede - med hjemmel i lovens
§ 35 - en sådan regel i § 16,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1640 af 13. december 2006
om godkendelse af listevirksomhed, hvorefter en godkendelse skal
oplyse, at den bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden
udløbet af en nærmere fastsat frist. Fristen må
normalt ikke overstige to år fra godkendelsens meddelelse.
Ved gennemførelse af planlagte udvidelser eller
ændringer, jf. lovens § 36, må fristen for
udnyttelse af denne del af godkendelsen normalt ikke overstige fem
år, jf. § 16, stk. 2. Disse bestemmelser
planlægges videreført uændret.
En godkendelse efter § 33 kan først anses for
udnyttet, når den godkendte virksomhed eller indretning eller
det godkendte anlæg er i drift.
Forslaget til § 78 b, stk. 1, indeholder
særlige regler om godkendelser efter lovens § 33,
som vedrører eksisterende husdyrbrug, der endnu ikke har
fået en godkendelse efter reglerne i lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, idet reglerne i den
nævnte lov først får virkning fra det tidspunkt,
hvor husdyrbruget foretager ændringer eller udvidelser af
anlægget eller på det tidspunkt, hvor
kommunalbestyrelsen finder grundlag for at revurdere husdyrbrugets
godkendelse, jf. § 103 i nævnte lov.
Det foreslås, at der for godkendelser vedrørende
eksisterende husdyrbrug skal gælde de samme regler om
kontinuitetsbrud som efter § 33, stk. 3, i lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Bestemmelsen i denne
lov fastsætter, at hvis en tilladelse eller godkendelse
meddelt efter loven ikke har været helt eller delvist
udnyttet i 3 på hinanden følgende år, bortfalder
den del af godkendelsen, der ikke har været udnyttet i de 3
seneste år. Reglen i § 16, stk. 1, i
bekendtgørelse nr. 1640 af 13. december 2006 om godkendelse
af listevirksomhed planlægges også for disse
videreført uændret.
Forslagets § 78 b, stk. 2, svarer til
forslagets § 78 a, stk. 2.
Også for husdyrbrug planlægges reglen i
§ 16, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1640 af
13. december 2006 om godkendelse af listevirksomhed
videreført uændret.
Forslagets § 78 b, stk. 3, bemyndiger
miljøministeren til at fastsætte regler om, at
bestemmelsen i § 78 b, stk. 1, om helt eller delvist
bortfald af godkendelser også skal finde anvendelse ved andre
afgørelser vedrørende husdyrbrug end godkendelser
efter lovens § 33. Hensigten er, at der skal gælde
ens regler om kontinuitetsbrud for de eksisterende husdyrbrug, der
endnu ikke er omfattet af lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug, og de husdyrbrug, der er omfattet af den nævnte
lov. Bemyndigelsen forventes udnyttet til at fastsætte regler
om kontinuitetsbrud for afgørelser, der er truffet
før den 1. januar 2007 i medfør af den
dagældende bekendtgørelse om erhvervsmæssigt
dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. Afgørelser af
denne type vil fremover blive truffet efter lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og vil således
være omfattet af § 33 i lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug. Der kan eksempelvis
fastsættes regler om kontinuitetsbrud i forbindelse med
lokaliseringstilladelser og forhåndsanmeldelser efter
husdyrgødningsbekendtgørelsen.
I det omfang der ikke i medfør af bemyndigelsen i
§ 78 a, stk. 2, eller § 78 b, stk. 2,
fastsættes andre regler, gælder bestemmelsen i
§ 78 a, stk. 1, for andre afgørelser
vedrørende de eksisterende husdyrbrug end godkendelser efter
lovens § 33.
Til nr. 3.
Formålet med indførelsen af den foreslåede
nye bestemmelse er at fastslå, at der ved
bødeudmålingen skal lægges vægt på
lovens hensyn, og at det skal betragtes som en skærpende
omstændighed, hvis en overtrædelse af loven er
begået i forbindelse med udøvelse af
erhvervsvirksomhed.
Lovforslaget forudsættes at få som konsekvens, at
bødeniveauet for overtrædelser af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
skærpes, jf. nærmere herom i afsnit 4-6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger. Samtidig forudsættes det, at
den administrative praksis ensrettes, således så
bødeniveauet er ensartet i sammenlignelige sager.
Til nr. 4.
Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af
indsættelsen af et nyt stykke i
miljøbeskyttelseslovens § 110, jf.
bemærkningerne ovenfor til nr. 3.
Til § 2
(Lov om beskyttelse af
havmiljøet)Til nr. 1
Bestemmelserne i § 45 b og § 45 c
foreslås indsat, fordi bl.a. mange EU-direktiver indeholder
regler, der berører myndighedernes tilsynsforpligtelser. Det
er herunder fundet hensigtsmæssigt at have mulighed for at
kunne udstede nærmere regler for tilsynsmyndighedens
udøvelse af tilsynsvirksomhed efter loven.
Ad § 45 b
Bestemmelsen giver hjemmel til, at tilsynsmyndigheden efter
§ 45 kan undlade at behandle forhold, som er af
bagatelagtig karakter. Det gælder både, hvor
tilsynsmyndigheden selv bliver opmærksom på forhold, og
hvor der er modtaget en klage over forhold.
Bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens
§ 68.
Ad § 45 c
Bestemmelsen foreslås indsat i havmiljøloven, for
derved at kunne give ministeren mulighed for at udstede
administrative forskrifter for tilsynsmyndighedens udøvelse
af tilsynsvirksomhed. Hører tilsynsmyndigheden ikke under
miljøministeren, vil de administrative forskrifter blive
udarbejdet i samarbejde med den pågældende minister,
hvorunder tilsynsvirksomheden hører, jf. også
havmiljølovens § 8. Bestemmelsen svarer til
miljøbeskyttelseslovens § 73.
Til nr. 2
Den forslåede ændring af § 59
indebærer en præcisering af straffehjemlen, for
så vidt angår dumpning af optaget havbundsmateriale
uden tilladelse.
Til § 3
(Lov om kemiske stoffer og
produkter)Til nr. 1
Den gældende § 25, stk. 1, litra d, om
salg af meget giftige og giftige stoffer og produkter uden
rekvisition til laboratorier og institutioner, der er akkrediteret,
jf. Erhvervsministeriets regler herom, foreslås ændret.
Den gældende bestemmelse i § 25 henviser alene til
dansk akkreditering. Henvisning hertil indebærer i praksis et
diskriminerende krav om akkreditering af DANAK, såfremt
henvisningen ikke suppleres af en bestemmelse om gensidig
ankerkendelse af laboratorier og prøvningsorganer
akkrediteret af et tilsvarende udenlandsk akkrediteringsorgan. Det
præciseres derfor i forslaget, at også laboratorier og
institutioner, der er akkrediteret af et akkrediteringsorgan, som
er medunderskriver af European co-operation for Accreditation's
(EA's) multilaterale aftale om gensidig anerkendelse, kan
købe gifte uden rekvisition.
Til nr. 2
Tilsyn med jordbrugets anvendelse af plantebeskyttelsesmidler
(defineret i bilag 1.1 til loven) er hidtil blevet udført af
3 forskellige myndigheder: Kommunerne, Plantedirektoratet og
Miljøstyrelsen.
Kommunerne fører tilsyn med vaskepladser samt
sprøjtecertifikater.
Plantedirektoratet fører tilsyn med besiddelse af
plantebeskyttelsesmidler, korrekt opbevaring og anvendelse af
plantebeskyttelsesmidler samt besiddelse og korrekt udfyldning af
sprøjtejournaler, jf. §§ 1 og 4 i
bekendtgørelse nr. 492 af 7. juni 1994 om
sprøjtejournaler og eftersyn af sprøjteudstyr i
jordbruget.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med biocider og
plantebeskyttelsesmidler på alle andre steder end på
jordbrug samt med ulovlig import af bekæmpelsesmidler.
EU-Kommissionen har kritiseret, at tre forskellige myndigheder
fører kontrol med plantebeskyttelsesmidler hos jordbrugere,
uden at myndighederne koordinerer indsatsen tilstrækkeligt.
På baggrund heraf er det blevet besluttet at ændre
kontrollen, således at kun én myndighed kontrollerer
området.
Der er hjemmel til at overføre tilsynsopgaver i loven
til statslige myndigheder, jf. § 45, stk. 1, men der
er ikke hjemmel til at fratage kommunalbestyrelsen de opgaver, som
er tillagt dem i medfør af § 46,
stk. 1.
Forslaget ophæver derfor den gældende
tilsynsbestemmelse i § 46, stk. 1. Bestemmelsen
giver kommunerne kompetencen til at føre tilsyn med
overholdelsen af regler fastsat i medfør af lovens
§§ 38 a-38 c. Hjemlen i § 38 a til at
fastsætte regler om sprøjtefrie zoner er ikke
udnyttet. Hjemlen i § 38 b er anvendt til at
fastsætte regler i bekendtgørelse om undervisning for
erhvervsmæssige brugere af bekæmpelsesmidler mv.
Hjemlen i § 38 c er ved kongelig resolution af 28. august
1992 overført til Landbrugsministeriet, nu Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Den tilsynskompetence, der hidtil har ligget hos kommunerne,
påtænkes delvist overført til Plantedirektoratet
og i øvrigt til Miljøstyrelsen, jf. nedenfor, i
medfør af lovens § 45, stk. 1, hvorefter
ministeren kan henlægge sine opgaver efter loven til andre
statslige myndigheder.
Det påtænkes, at Plantedirektoratet i en kommende
bekendtgørelse udstedt i medfør af
miljøbeskyttelsesloven tillægges tilsyn med besiddelse
af lovligt sprøjtebevis og -certifikat samt vask og
påfyldning m. v. af sprøjter til udbringning af
plantebeskyttelsesmidler, således at der opnås en
énstrenget kontrol vedrørende besiddelse, anvendelse
og opbevaring af plantebeskyttelsesmidler hos jordbrugere, der er
forpligtet til at føre sprøjtejournal, og at denne
kontrol foretages af Plantedirektoratet.
Den påtænkte overførsel af kontrolopgaver
til Plantedirektoratet indebærer derfor ikke, at
Miljøstyrelsen fremover ikke skal føre tilsyn med
plantebeskyttelsesmidler. Miljøstyrelsen vil fortsat
føre tilsyn med plantebeskyttelsesmidler, hvor
Plantedirektoratet ikke fører tilsyn, det vil sige hos
producenter, importører, maskinstationer, grovvareselskaber,
haveselskaber, forretninger, skovbrug og lignende. Ændringen
medfører, at Miljøstyrelsen fremover som noget nyt
også skal føre kontrol med sprøjtecertifikater
andre steder end hos jordbrugere.
Til nr. 3
Ændringen er en konsekvensrettelse som følge af,
at § 46, stk. 2, bliver § 46, stk. 1,
jf. bemærkningerne ovenfor til nr. 2.
Til nr. 4
Forslaget til ændring er en konsekvensrettelse som
følge af ophævelsen af § 46, stk.1, om den
kommunale tilsynspligt, jf. bemærkningerne ovenfor til nr.
2.
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april
2008.
§ 32, stk. 2, i lov om miljøbeskyttelse
skal træde i kraft på samme tidspunkt, som
§ 2 i lov nr. 1151 af 17. december 2003 ellers skulle
være sat i kraft, hvilket vil sige efter
miljøministerens bestemmelse, når vandplanerne for de
enkelte vanddistrikter bliver offentliggjort.
Miljøministeren kan fastsætte forskellige
ikrafttrædelsestidspunkter for de enkelte
vanddistrikter.
Loven finder anvendelse på overtrædelser af
miljøbeskyttelsesloven, der begås efter den 1. april
2008. Er gerningsmanden tidligere blevet straffet for
overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven, kan
sådanne overtrædelser tillægges
gentagelsesvirkning efter de nye regler. Det vil sige, at anden
gang, der sker en overtrædelse af
miljøbeskyttelseslovens § 110, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 110, stk. 3,
bør der ske en fordobling af det vejledende
bødeniveau. Dette uanset om første overtrædelse
var begået før lovens ikrafttræden.
Til § 5
Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af
lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, da
miljøbeskyttelsesloven og lov om kemiske stoffer og
produkter, der ændres med dette lovforslag ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Det sikres dog i
stk. 2, at ændringerne i havmiljøloven ved
kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med
de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 32.
Stk. 1. ... | | 1.§ 32, stk. 2, affattes
således: |
Stk. 2.
Spildevandsplanen må ikke stride mod kommuneplanen og
forudsætninger fastsat efter stk. 4. | | »Stk. 2. Spildevandsplanen
må ikke stride mod vandplanen, jf.
miljømålsloven, kommuneplanen og forudsætninger
efter stk. 4.« |
Stk. 3 og 4. ... | | |
| | 2. Efter
§ 78 indsættes: |
| | Ȥ 78
a. En tilladelse, godkendelse eller dispensation efter loven
eller efter regler, der er udstedt i medfør af denne lov
bortfalder, hvis den ikke har været udnyttet i 3 på
hinanden følgende år, jf. dog stk. 2 og § 78
b. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at uudnyttede
tilladelser, godkendelser eller dispensationer efter loven eller
efter regler, der er udstedt i medfør af denne lov
bortfalder på et andet tidspunkt end efter stk. 1. |
| | |
| | § 78
b. Hvis en godkendelse efter lovens § 33 til
husdyrbrug ikke har været helt eller delvis udnyttet i 3
på hinanden følgende år, bortfalder den del af
godkendelsen, der ikke har været udnyttet i de seneste 3
år jf. dog stk. 2. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at uudnyttede
godkendelser efter lovens § 33 til husdyrbrug bortfalder
på et andet tidspunkt end efter stk. 1. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at stk. 1
også skal finde anvendelse for andre afgørelser
vedrørende husdyrbrug, der er truffet efter loven eller
efter regler, der er udstedt i medfør af loven. Ministeren
kan i den forbindelse fastsætte regler om, at uudnyttede
afgørelser bortfalder på et andet tidspunkt end efter
stk. 1« |
| | |
§ 110.
stk. 1. . | | 3. I
§ 110 indsættes efter stk. 4 som nyt
stykke: |
Stk. 4.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. stk. 5-10. . | | »Stk. 5. Ved udmåling af
bødestraf skal der lægges vægt på de
hensyn, der er nævnt i § 1. Det er en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået i forbindelse med udøvelse af
erhverv.« |
| | Stk. 5-10 bliver herefter
stk. 6-11. |
| | |
| | 4.
§ 110, stk. 8, der bliver stk. 9, ændres
»stk. 6« til: »stk. 7«. |
| | |
| | § 2 |
| | I lov om beskyttelse af havmiljøet,
jf. lovbekendtgørelse nr. 925 af 28. september 2005, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 474 af 31. maj 2005
og senest ved § 30 i lov nr. 551 af 6. juni 2007, foretages
følgende ændringer: |
| | |
| | 1. Efter
§ 45 a indsættes: |
| | Ȥ 45
b. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning. |
| | |
| | § 45
c. Miljøministeren kan fastsætte regler om
tilsynsmyndighedens udøvelse af
tilsynsvirksomhed.« |
| | |
§ 59.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der | | |
1) overtræder § 11,
stk. 1 og 2, § 13, § 20, stk. 1,
§ 21, § 22, stk. 1, § 23,
stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2,
§ 53, stk. 1, og § 54, stk. 1, | | |
| | 2.§ 59, stk. 1, nr. 2, affattes
således: |
2) tilsidesætter vilkår efter
§ 27 og § 54, stk. 1, | | »2) dumper optaget havbundsmateriale
uden tilladelse, jf. § 26, stk. 1, eller
tilsidesætter vilkår efter § 27 og
§ 54, stk. 1,«. |
3) undlader at foretage indberetning efter
§ 38, stk. 1-3, eller undlader at meddele
oplysninger efter § 38, stk. 4, | | |
4) undlader at efterkomme et forbud eller
påbud efter § 43, stk. 1-3, eller forbud efter
§ 43 a, stk. 1 og 2, | | |
5) modvirker undersøgelser efter
§ 42 eller tilsyn efter § 45,
stk. 2, | | |
6) fjerner eller ændrer udstyr, som
tilsynsmyndigheden har anbragt i medfør af en
afgørelse efter § 45 a, | | |
7) overtræder bestemmelser fastsat i
De Europæiske Fællesskabers forordninger
vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf.
§ 1, og | | |
8) modvirker tilbageholdelse efter
§ 44, stk. 3. | | |
| | |
| | § 3 |
| | I lov om kemiske stoffer og produkter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 25.
Meget giftige og giftige stoffer og produkter må uden
rekvisition sælges til: | | |
d) laboratorier og institutioner, der er
akkrediteret, jf. Erhvervsministeriets regler herom, | | 1. I
§ 25, stk. 1, nr. 1, litra d, ændres
»jf. Erhvervsministeriets regler herom,« til: »af
Den Danske Akkrediterings- og Metrologifond eller af et tilsvarende
akkrediteringsorgan, som er medunderskriver af European
co-operation for Accreditations multilaterale aftale om gensidig
anerkendelse,«. |
| | |
§ 46.
Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af regler
fastsat i medfør af §§ 38 a-c. | | 2.§ 46, stk. 1,
ophæves. Stk. 2 og 3 bliver herefter
stk. 1 og 2. |
| | |
| | 3.
§ 46,stk. 2, der bliver stk. 1, affattes
således: |
Stk. 2.
Ministeren kan i øvrigt bemyndige kommunalbestyrelsen eller
den myndighed, der i øvrigt fører tilsyn og kontrol
med den pågældende virksomhed efter reglerne i kapitel
9 i lov om miljøbeskyttelse til at udføre opgaver i
forbindelse med tilsynet med, at loven og forskrifter
udfærdiget efter loven overholdes. | | »Stk. 2. Ministeren kan bemyndige
kommunalbestyrelsen eller den myndighed, der i øvrigt
fører tilsyn og kontrol med den pågældende
virksomhed efter reglerne i kapitel 9 i lov om
miljøbeskyttelse, til at udføre opgaver i forbindelse
med tilsynet med, at loven og forskrifter udfærdiget efter
loven overholdes.« |
| | |
Stk. 3.
Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over
tilsynsmyndighedens afgørelser efter stk. 1 og 2,
herunder at tilsynsmyndighedens afgørelse ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed. | | 4. I
§ 46, stk. 3, der bliver stk. 2, udgår:
»og 2«. |