Justitsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om sikkerhed ved bestemte
idrætsbegivenheder
(Lovforslag nr. L 38).
Formålet med lovforslaget er at forbygge uroligheder og
øge sikkerheden for tilskuere og andre tilstedeværende
ved bestemte idrætsbegivenheder.
Der foreslås med lovforslaget en række initiativer
med henblik på at sætte ind over for den hårde
kerne af hooligans, herunder navnlig en generel
karantæneordning.
Lovforslaget indebærer således, at der vil kunne
meddeles en person generel karantæne mod at indfinde sig ved
bestemte sportsbegivenheder i hele landet i en periode på
indtil 2 år. Det foreslås, at en karantæne kan
meddeles, hvis det er nødvendigt af hensyn til opretholdelse
af ro og orden, der er begrundet mistanke om, at den
pågældende har overtrådt en af flere
nærmere opregnede bestemmelser, og der er bestemte grunde til
at antage, at den pågældende ellers på ny vil
foretage strafbare handlinger inden for det område, som
karantænen vil omfatte.
En afgørelse om meddelelse af karantæne kan
forlanges indbragt for domstolene med henblik på
prøvelse af, om betingelserne for karantæne er
opfyldt. Politiet skal inden for en uge efter modtagelsen af en
anmodning om domstolsprøvelse indbringe sagen for retten,
som forudsættes at afholde retsmøde snarest muligt
derefter.
Det er hensigten, at loven skal finde anvendelse ved
fodboldlandskampe, alle fodboldkampe med deltagelse af hold fra
Superligaen, 1. og 2. division samt internationale kampe i
UEFA-regi, der afvikles i Danmark.
Det foreslås endvidere, at kontrollører ved
bestemte sportsbegivenheder skal autoriseres af politiet, og at det
i den forbindelse bl.a. bliver en betingelse, at
kontrollører skal gennemgå en særlig
uddannelse.
I forlængelse af forslaget om at indføre en
generel karantæneordning foreslås det, at politiet til
autoriserede kontrollører kan videregive oplysninger om,
hvilke personer der er meddelt karantæne, hvis videregivelsen
er nødvendig for at håndhæve karantæner.
Samtidig pålægges de autoriserede kontrollører
efter lovforslaget tavshedspligt med hensyn til disse
oplysninger.
Med lovforslaget foreslås det herudover, at politiet kan
meddele påbud om den sikkerhedsmæssige indretning af
steder, hvor der afholdes bestemte idrætsbegivenheder,
ligesom justitsministeren vil kunne fastsætte regler om, at
steder, hvor der afholdes bestemte idrætsbegivenheder, skal
godkendes af politiet.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at henvise til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.