L 25 Forslag til lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-11-2007

Fremsættelse: 28-11-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l25_fremsaettelsestale (html)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser

(Lovforslag nr. L 25).

For at fastholde Danmarks position som et af verdens mest velstående lande er det afgørende, at danske uddannelser er af højeste kvalitet, og at flere unge gennemfører en videregående uddannelse. Regeringens målsætning er, at mindst 50 pct. af alle unge i 2015 skal have en videregående uddannelse, herunder en kort eller mellemlang videregående uddannelse. For at denne målsætning kan indfries, er det afgørende, at de korte og mellemlange videregående uddannelser samlet udgør en attraktiv vifte af uddannelsestilbud, der til stadighed er tilpasset arbejdsmarkedets behov for kvalificeret arbejdskraft. Det er endvidere afgørende, at uddannelserne er kendetegnet ved høj kvalitet og ved stor fleksibilitet.


Lovforslaget indeholder på den baggrund en række centrale nyskabelser:


En ny fleksibel uddannelsesstruktur, hvor sammenhængen mellem de korte og mellemlange videregående uddannelser bliver tydeligere, og hvor overgangen fra det ene niveau til det andet bliver lettere. Nyskabelsen består primært i, at erhvervsakademiuddannede får mulighed for at videreuddanne sig til professionsbachelorniveau gennem særligt tilrettelagte overbygningsuddannelser af kortere varighed. Der skabes desuden mulighed for at udbyde særlige professionsbacheloruddannelser, hvor de studerende, der måtte ønske det, får mulighed for at afslutte forløbet tidligere med en erhvervsakademiuddannelse.


Systematisk kvalitetssikring af alle korte videregående uddannelser, mellemlange videregående uddannelser, professionsbacheloruddannelser, videregående voksenuddannelser og diplomuddannelser samt af uddannelsesinstitutionernes udbud heraf. Kvaliteten skal sikres gennem et krav om akkreditering af såvel den enkelte uddannelse som den enkelte institutions udbud heraf. Akkrediteringen skal foretages af Akkrediteringsrådet i henhold til fastsatte kriterier for kvalitet og relevans og give sikkerhed for, at såvel uddannelse som institutionens uddannelsesudbud har den ønskede kvalitet. Kun de uddannelsesudbud og de uddannelser, der er blevet positivt akkrediteret, skal kunne godkendes af undervisningsministeren, og dermed få en plads i uddannelsessystemet.


Korte videregående uddannelser skal gennem indførelse af obligatorisk praktik sikres større kontaktflader til erhvervslivet. Derved styrkes uddannelsernes sammenhæng med det arbejdsmarked, der er relevant for den enkelte uddannelse, og samtidig opnår uddannelserne en større relevans for såvel arbejdsgivere som studerende.


Viden og indsigt om andre lande og kulturer er centrale kundskaber. Korte og mellemlange videregående uddannelser skal kunne tilrettelægges således, at det, i langt højere grad end det er tilfældet i dag, bliver muligt for den studerende at kombinere uddannelsen med et uddannelsesophold i udlandet inden for den normerede studietid. Endvidere skal institutionerne have mulighed for at tilrettelægge uddannelser som paralleluddannelser, hvor dele af den danske uddannelse også kan gennemføres ved udenlandske institutioner. Endelig skal uddannelserne kunne tilrettelægges som fællesuddannelser, hvor en uddannelse sammensættes af dele af en udenlandsk uddannelse og dele af en dansk uddannelse.


Erhvervsakademirådet og Rådet for de mellemlange videregående uddannelser foreslås nedlagt. Samtidig foreslås der oprettet et Råd for Erhvervsakademiuddannelser og Professionsbacheloruddannelser, der samlet får til opgave at rådgive om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser samt om efter- og videreuddannelser i tilknytning hertil (videregående voksenuddannelser og diplomuddannelser). Sammenlægningen skal forenkle og rationalisere rådgivningen og sikre, at der gives en sammenhængende rådgivning, både i relation til erhvervsakademiuddannelserne og professionsbacheloruddannelser og i relation til efter- og videreuddannelsesområdet. Samtidig skal etableringen af ét råd være med til at understrege, at erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser indgår i et samordnet uddannelsessystem af videregående uddannelser og medvirke til at styrke uddannelsernes position i det samlede uddannelsesbillede.


Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. april 2008, dog således at lovens § 4 om obligatorisk praktik og § 8 om tilrettelæggelse af uddannelser med henblik på studieophold i udlandet først finder anvendelse fra den 1. august 2009.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.