Skriftlig fremsættelse (1. april
2008)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
årpenge for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim
(Ændring af grundbeløb).
(Lovforslag nr. L 177).
I anledning af Hans Kongelige Højhed Prins Joachims
indgåelse af ægteskab med Marie Agathe Odile Cavallier
lørdag den 24. maj 2008 foreslås det nuværende
årpengebeløb for prinsen forhøjet.
Forslaget er i overensstemmelse med hidtidig praksis.
Forhøjelsen skal ses i lyset af de øgede
udgifter og repræsentative forpligtelser, som prinsen
må forudses at få efter indgåelse af
ægteskabet.
Ydelsen er fastsat efter drøftelser med Hoffet og
på et niveau, som muliggør, at prins Joachim og hans
kommende ægtefælle kan udføre en række
centrale officielle repræsentative forpligtelser i Danmark og
i udlandet, og en i øvrigt passende standsmæssig
livsførelse.
Grundbeløbet reguleres efter lovens § 1, stk. 2, i
takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for
statsansatte, der udarbejdes kvartalsvis.
Idet jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til Folketingets
velvillige behandling.