L 170 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om afgift af affald og råstoffer. (Fritagelse for
afgift af visse typer af affald fra egen cementproduktion).
Fremsat den 28. marts 2008 af
skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om afgift af affald
og råstoffer
(Fritagelse for afgift af visse typer af
affald fra egen cementproduktion)
§ 1
I lov om afgift af affald og råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27. november 2006, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 9 indsættes efter
stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 5.
Råmel, uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret
cement, kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion
kan ligeledes tilføres deponering på den til
produktionen hørende egen grund, uden at der skal svares
affaldsafgift.«
Stk. 5 bliver herefter til stk. 6
§ 2
Skatteministeren fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Lovforslagets formål og
baggrund
Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) indgik den
21. februar 2008 aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti,
Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om den
danske energipolitik i årene 2008-2011.
Som led i aftalen indgår ændring af
energiafgifterne, herunder CO2-afgift og ny afgift på NOx. Provenuet tilbageføres. Der
henvises til de samtidigt fremsatte lovforslag om lov om afgift af
kvælstofoxider og forslag til lov om ændring af lov om
afgift af elektricitet og andre love (implementering af
energiaftalen).
Som led i energiaftalen vedrørende tilbageføring
af provenuet fritages visse affaldsfraktioner fra cementproduktion
for affaldsafgift, hvis det deponeres på egen grund.
Lovforslaget udmønter denne del af aftalen.
2. Gældende ret
Affaldsafgiften er differentieret efter, om affaldet
forbrændes eller deponeres. Satserne i affaldsafgiften
afspejler affaldshierarkiet, hvor genanvendelse vægtes over
forbrænding, som vægtes over deponering. Afgiften
udgør 375 kr. pr. ton affald, der afleveres til
deponering.
3. Lovforslagets indhold
Med forslaget bliver råmel, uforbrændte klinker,
filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra
cementproduktion, der deponeres på egen grund fritaget for
affaldsafgiften. Det er en betingelse, at affaldet stammer dels fra
egen cementproduktion, og at deponeringen kun vedrører
affald, der er frembragt ved produktion på den samme grund.
De nævnte affaldsfraktioner fra cementproduktion er ikke
klassificeret som farligt affald.
4. Økonomiske konsekvenser for
det offentlige
En fritagelse for affaldsafgift for deponering af råmel,
uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement og
klinker samt ovnudhugning fra cementproduktion på egen grund
skønnes med usikkerhed at udgøre et årligt
provenutab på ca. 10 mio. kr. Under forudsætning af en
EU-godkendelse efter statsstøttereglerne vil forslaget
træde i kraft 1. januar 2010. I finansåret 2010 vil
provenutabet udgøre ca. 7 mio. kr. Afgiftsfritagelsen svarer
til en skatteudgift ækvivalent til provenutabet.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for kommuner og
regioner.
5. Administrative konsekvenser for
det offentlige
Forslaget skønnes ikke at have nævneværdige
administrative konsekvenser for det offentlige.
6. Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Med forslaget fritages cementindustrien for affaldsafgift for
deponering af råmel, uforbrændte klinker,
filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra
cementproduktion på egen grund. Cementindustrien opnår
en afgiftsfritagelse, som skønnes at udgøre ca. 10
mio. kr. årligt.
7. Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har været i høring hos Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR),
der vurderer, at det ikke har nogen administrative konsekvenser for
erhvervslivet, idet der alene er tale om udvidelse af området
for affald, hvor der ikke skal svares afgift. Forslaget skal ikke
forelægges et virksomhedspanel.
8. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget forventes at medføre øget deponering
af de nævnte affaldstyper.
10. Forholdet til EU-retten
Forslaget skal notificeres ifølge
informationsproceduredirektivet (direktiv 98/34/EF). Lovforslaget
skal ligeledes notificeres efter EU's statsstøtteregler
(Traktaten om den Europæiske Union, artikel 87 og 88) og kan
først træde i kraft, når Kommissionens
godkendelse foreligger. Skatteministeren bemyndiges til at
sætte lovforslaget i kraft, når Kommissionens
godkendelse foreligger, dog tidligst 1. januar 2010.
10. Høring
Lovforslaget sendes i høring samtidig med lovforslagets
fremsættelse i Folketinget til følgende myndigheder,
organisationer m.v., jf. følgende høringsliste:
Advokatrådet, Aalborg Portland,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Blik- og
Rørarbejderforbundet, Brancheforeningen for Decentral
kraftvarme, Byggeriets Arbejdsgivere, Danmarks
Miljøundersøgelser, Danmarks JordbrugsForskning,
Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Rederiforening, Danmarks
Vindmølleforening, Danisco, Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Gasteknisk
Center, Danske Regioner, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dansk
Fjernevarme, Dansk Funktionærforbund, Dansk Industri, Dansk
JordbrugsForskning, Dansk Landbrug, Dansk Metal, Dansk tekstil og
beklædning, Dansk Transport og Logistik, Danske
Entreprenører, Danske Speditører, Danske
Sælgere, De Danske Landboforeninger, Den Danske
Landinspektørforening, Den Danske Skatteborgerforening, Det
Økologiske Råd, DK-Teknik og Miljø, DONG,
EC-Power, Elsam, Energi Danmark, Energinet.dk, Energistyrelsen,
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Frie Funktionærer, Forbundet
Træ-Industri-Byg i Danmark, Foreningen Danske
kraftvarmeværker, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for
Danske Biogasanlæg, Foreningen for Slutbrugere af Energi,
Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for Energi- og
Miljø, Forsikring & Pension, Forskningscenter
Risø, Frederiksberg Kommune, Færdselsstyrelsen,
Greenpeace Danmark, Handel, Transport og Serviceerhvervene,
Håndværksrådet, International Transport Danmark,
Kommunernes Landsforening, Kommunernes Revision,
Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Landbrugsraadet,
Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation,
Miljøstyrelsen, Mærsk Olie og Gas, Noah, Nordvestjysk
Folkecenter for Vedvarende Energi, NSOC Danmark, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Plantedirektoratet, RenoSam,
Sammenslutningen af Danske elforbrugere, SDE, Sammenslutningen af
Landbrugets Arbejdsgiverforening, Samvirkende Energi- og
Miljøkontorer, SID, Sikkerhedsstyrelsen,
Skatterevisorforeningen, Skov- og naturstyrelsen, SKAT, WWF,
Økologisk Landsforening.
11. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/
mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Årligt provenutab på ca. 10
mio. kr. I 2010 dog ca. 7 mio. kr. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Cementindustrien opnår en
årlig afgiftslempelse på ca. 10 mio. kr. på
helårsbasis. I 2010 dog 7 mio. kr. | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Forslaget forventes at medføre
øget deponering af de nævnte affaldstyper. |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget vil blive notificeret som udkast
efter direktiv 98/34/EF (Informationsproceduredirektivet) med
senere ændringer. Forslaget skal notificeres for
Kommissionen efter EU's statsstøtteregler (Traktaten om den
Europæiske Union, art. 87 og 88) og kan først
træde i kraft, når Kommissionens godkendelse
foreligger. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at råmel, uforbrændte klinker,
filterstøv, kasseret cement og klinker samt ovnudhugning fra
egen cementproduktion fritages fra affaldsdeponeringsafgift,
når disse affaldsfraktioner deponeres på den til
produktionen hørende egen grund.
Til § 2
Lovens bestemmelser skal notificeres efter EU-Kommissionens
statsstøtteregler. Loven træder først i kraft,
når Kommissionen har godkendt loven efter
statsstøttereglerne. Der indføres en bemyndigelse i
loven til skatteministeren til at sætte loven i kraft,
når statsstøttegodkendelsen foreligger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 I lov om afgift af affald og
råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 27.
november 2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 9. - - - Stk. 2-5. - - - | | 1. I § 9 indsættes efter
stk. 4 som nyt stykke: |
| | »Stk. 5. Råmel,
uforbrændte klinker, filterstøv, kasseret cement,
kasserede klinker og ovnudhugning fra egen cementproduktion kan
ligeledes tilføres deponering på den til produktionen
hørende egen grund, uden at der skal svares
affaldsafgift.« |
| | Stk. 5 bliver herefter til
stk. 6 |