Forslag
til
Lov om skattenedslag for seniorer
Kapitel 1
Kredsen af nedslagsberettigede
personer
§ 1.
En person, der i perioden fra og med indkomståret 2010 til og
med indkomståret 2016 fylder 64 år, kan for de
indkomstår, hvori personen fylder 64 år og 65 år,
få et nedslag i indkomstskatten i form af tilbagebetaling af
en del af det betalte arbejdsmarkedsbidrag efter reglerne i denne
lov.
Stk. 2.
Nedslagsberettigede er personer, der
1) erhverver
indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i
ansættelsesforhold,
2) erhverver
indkomst i form af vederlag m.v. for personligt arbejde uden for
ansættelsesforhold eller
3) er
selvstændigt erhvervsdrivende.
Stk. 3. Hvis en
person i et indkomstår i perioden fra og med det
indkomstår, personen fylder 60 år, til og med det
indkomstår, personen fylder 64 år, ud over at
være omfattet af stk. 2, nr. 1, også er omfattet
af stk. 2, nr. 2 eller 3, anses personen dog for omfattet af
stk. 2, nr. 1, i det pågældende indkomstår,
hvis mindst 75 pct. af personens samlede vederlag m.v. som
nævnt i § 8, stk. 1, og § 10 i lov
om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til
pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i
pensionsbeskatningsloven i det pågældende
indkomstår er A-indkomst, jf. kildeskattelovens
§ 43.
Stk. 4. Personen
skal for at få et nedslag
1) overholde en
indkomstgrænse i de indkomstår, hvor den
pågældende fylder 57 år, 58 år og 59
år efter kapitel 2,
2) opfylde et krav
om fuldtidsbeskæftigelse i form af et indkomst- og
arbejdstidskrav efter kapitel 3 og
3) være
skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller
§ 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7, eller stk. 2, i
det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64 år.
Kapitel 2
Indkomstgrænse i
indkomstår, hvor personen fylder 57, 58 og 59 år
§ 2.
I de indkomstår, hvor personen fylder 57 år, 58
år og 59 år, må vederlaget m.v. nævnt i
§ 8, stk. 1, og § 10 i lov om
arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til
pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i
pensionsbeskatningsloven som et gennemsnit for de tre
indkomstår ikke overstige grænsen opgjort efter
stk. 2.
Stk. 2.
Grænsen udgør det gennemsnitlige beløb af et
reguleret grundbeløb (i 1987-niveau) på 311.000 kr.
for hvert af de tre indkomstår, hvor personen fylder 57
år, 58 år og 59 år. Det beregnede
gennemsnitsbeløb efter 1. pkt. oprundes til det
nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000.
Stk. 3. Har en
person erhvervet indkomst i udlandet i en periode i et eller flere
af de indkomstår, hvor personen fylder 57, 58 og 59 år,
medregnes den dokumenterede udenlandske løn-, honorar- eller
arbejdsindkomst i grundlaget efter stk. 1 og 2, uanset om
personen i perioden har været skattepligtig efter
kildeskattelovens § 1 og § 2, og uanset om den
udenlandske indkomst er omfattet af bidragspligten efter lov om
arbejdsmarkedsbidrag. Den dokumenterede udenlandske indkomst i
udenlandsk valuta omregnes til dansk mønt med den af
Danmarks Nationalbanks offentliggjorte gennemsnitlige valutakurs
for det kalenderår, som indkomsten vedrører.
Kapitel 3
Fuldtidsbeskæftigelse
§ 3.
En person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen hvert
indkomstår fra og med det indkomstår, personen fylder
60 år, til og med det indkomstår, personen fylder 64
år, optjener et vederlag som nævnt i § 8,
stk. 1, og § 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag
inklusive bidrag og præmier til pensionsordninger m.v.
omfattet af § 18 i pensionsbeskatningsloven, der mindst
svarer til 1 års ydelser på 80 pct. af højeste
dagpenge, jf. § 47 i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., forhøjet med satsen
for arbejdsmarkedsbidraget, jf. § 3 i lov om
arbejdsmarkedsbidrag. Udbetalte dagpenge i et
beskæftigelsesforhold, jf. lov om sygedagpenge, medregnes i
opgørelsen efter 1. pkt. Vederlag fra beskæftigelse
med løntilskud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, herunder fleksjob, og servicejob efter
lov om servicejob medregnes ikke i opgørelsen efter 1.
pkt.
§ 4.
For en person omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, er det
endvidere en betingelse for at blive anset for
fuldtidsbeskæftiget, at vedkommende hvert indkomstår
fra og med det indkomstår, personen fylder 60 år, til
og med det indkomstår, personen fylder 64 år, opfylder
et arbejdstidskrav som nævnt i stk. 3 og 4 om betaling
af ATP-bidrag som fuldtidsbeskæftiget medlem. Har en person
efter 1. pkt. et forskudt indkomstår, skal arbejdstidskravet
dog ikke opfyldes.
Stk. 2.
Beskæftigelse med løntilskud efter lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, herunder fleksjob, og servicejob efter
lov om servicejob medregnes ikke til opfyldelse af
arbejdstidskravet.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension træffer
afgørelse om, hvorvidt en person omfattet af § 1,
stk. 2, nr. 1, er fuldtidsbeskæftiget. Arbejdsmarkedets
Tillægspension anser en person for fuldtidsbeskæftiget,
hvis personen i de indkomstår i perioden nævnt i
stk. 1, hvor vedkommende er omfattet af § 1,
stk. 2, nr. 1,
1) har været
bidragspligtig efter § 2 og § 2 a, stk. 2, 1. pkt., i lov
om Arbejdsmarkedets Tillægspension, og der er indbetalt
årsbidrag efter § 15 i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension som fuldtidsbeskæftiget medlem,
eller
2) over for
Arbejdsmarkedets Tillægspension har dokumenteret, at
vedkommende i hele indkomståret har haft en arbejdstid, der
samlet opfylder timegrænsen i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension for at blive anset som
fuldtidsbeskæftiget medlem.
Stk. 4. Uanset
stk. 1 anses en person for fuldtidsbeskæftiget, hvis
personen i de indkomstår i perioden nævnt i
stk. 1, hvor vedkommende er omfattet af § 1,
stk. 2, nr. 1, indbetaler ATP-bidrag som
fuldtidsbeskæftiget medlem efter lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 15, der samlet svarer til mindst
90 pct. af fuldt årsbidrag i de indkomstår, hvor
personen er omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1. Perioder
med beskæftigelse, der er dokumenteret efter stk. 3, nr.
2, hvorved arbejdstidskravet er opfyldt, medregnes, som om der er
indbetalt ATP-bidrag for disse perioder.
§ 5.
Arbejdsmarkedets Tillægspension opretter og fører et
register over de personer, der omfattes af § 4. Registret
kan indeholde oplysninger om:
1) ATP-bidrag
indbetalt af arbejdsgiveren, jf. § 2 i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, eller kommunen, hvor ATP-bidraget
hidrører fra indbetalinger efter § 2 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.
2) Data fra
Feriekontos register over indbetalte feriepenge for fratrådte
funktionærer.
3) Øvrige
oplysninger fra andre offentlige registre, som indeholder data, der
er nødvendige for at opgøre, om arbejdstidskravet er
opfyldt i de situationer, hvor det indbetalte ATP-bidrag ikke er
retvisende, jf. § 4, stk. 3, nr. 2.
Stk. 2.
Arbejdsmarkedets Tillægspension udsender årligt en
meddelelse til alle registrerede, jf. stk. 1, om den enkelte
registrerede anses for fuldtidsbeskæftiget i det
forudgående indkomstår. Den registrerede kan
gøre indsigelse over for Arbejdsmarkedets
Tillægspension inden for 3 måneder efter
modtagelsen af meddelelsen.
Stk. 3.
Arbejdsmarkedets Tillægspension sender efter
indkomstårets udløb meddelelse til told- og
skatteforvaltningen om afgørelsen efter § 4,
stk. 3. Meddelelsen sendes så betids, at
afgørelsen kan indgå i årsopgørelsen fra
told- og skatteforvaltningen, jf. § 10. Samtidig hermed
sender Arbejdsmarkedets Tillægspension afgørelsen
efter § 4, stk. 3, til den person, afgørelsen
vedrører. Den pågældende person kan gøre
indsigelse over for Arbejdsmarkedets Tillægspension
inden for 3 måneder efter modtagelsen af afgørelsen
om, hvorvidt kravet om fuldtidsbeskæftigelse i perioden anses
for opfyldt.
§ 6.
Har en person erhvervet indkomst i et andet EU/EØS-land end
Danmark, på Færøerne eller i Grønland og
bortset fra det indkomstår, hvor vedkommende fylder 64
år, ikke været skattepligtig efter kildeskattelovens
§ 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4 eller 7,
eller stk. 2, i dele af den periode, som er nævnt i
§ 3, indgår størrelsen af en dokumenteret
løn-, honorar- eller arbejdsindkomst i udlandet for hvert af
indkomstårene i vurderingen af, hvorvidt personen har
været fuldtidsbeskæftiget i denne periode. Den
dokumenterede udenlandske indkomst angivet i udenlandsk valuta
omregnes til dansk mønt med den af Danmarks Nationalbanks
offentliggjorte gennemsnitlige valutakurs for det kalenderår,
som indkomsten vedrører.
Stk. 2. For en
person omfattet af stk. 1 er der for de indkomstår, hvor
personen erhverver indkomst i udlandet, ikke krav om, at
vedkommende opfylder betingelserne i § 4.
Stk. 3. Har en
person i den periode, der er nævnt i § 3, erhvervet
indkomst i et andet EU/EØS-land end Danmark, på
Færøerne eller i Grønland og været
skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller
§ 2, stk. 1, nr. 1-4, eller 7, eller stk. 2,
medregnes den udenlandske indkomst i vurderingen af, hvorvidt
personen har været fuldtidsbeskæftiget i denne
periode.
Stk. 4. En person
omfattet af stk. 3 anses tillige for omfattet af
§ 1, stk. 2, nr. 1, hvis mindst 75 pct. af personens
samlede danske og udenlandske indkomst, som udgør vederlag
m.v. nævnt i § 8, stk. 1, og § 10 i
lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til
pensionsordninger m.v. omfattet af
§ 18 i pensionsbeskatningsloven og eventuel udenlandsk
indkomst efter stk. 1, er dansk A-indkomst, jf.
kildeskattelovens § 43. Tilsvarende gælder, hvis en
person omfattet af stk. 3 ud over at være omfattet af
§ 1, stk. 2, nr. 1, også er omfattet af
§ 1, stk. 2, nr. 2 eller nr. 3.
Kapitel 4
Opgørelsen af nedslaget
§ 7.
Nedslaget udgør hvert enkelt indkomstårs betalte
arbejdsmarkedsbidrag af det vederlag m.v. nævnt i
§ 8, stk. 1, og § 10 i lov om
arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til
pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i
pensionsbeskatningsloven, som den
fuldtidsbeskæftigede person optjener i hvert enkelt
indkomstår i perioden fra og med det indkomstår,
personen fylder 60 år, til og med det indkomstår,
personen fylder 64 år.
Stk. 2. For en
person, der fylder 64 år i indkomstårene 2010 eller
2011, kan nedslag dog først optjenes fra og med
indkomståret 2008, ligesom kravet om
fuldtidsbeskæftigelse efter kapitel 3 først
gælder fra dette tidspunkt.
Stk. 3. Nedslaget
kan højst udgøre et grundbeløb (i 1987-niveau)
på 11.300 kr. pr. indkomstår, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Uanset
stk. 1-3 kan nedslaget højst udgøre det mindste
beløb af
1) summen af
nedslag for hvert enkelt indkomstår som nævnt i
stk. 1 eller
2) 40 pct. af det
vederlag m.v. som nævnt i § 8, stk. 1, og
§ 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og
præmier til pensionsordninger omfattet af
§ 18 i pensionsbeskatningsloven, som personen optjener i
det indkomstår, hvor denne fylder 64 år, jf.
§ 8.
Stk. 5. Før
nedslag for hvert enkelt indkomstår efter stk. 1
sammenlægges til en sum efter stk. 4, nr. 1, reguleres
de årlige nedslag til aktuelt indkomstår. Hvert
års opgjorte nedslag reguleres svarende til den procent,
hvormed reguleringstallet efter personskattelovens § 20
er ændret fra det indkomstår, for hvilket nedslag er
beregnet, til det indkomstår, hvor personen fylder 64
år. Procenten beregnes med en decimal.
§ 8.
For perioden fra det tidspunkt i indkomståret, hvor personen
fylder 64 år, frem til indkomstårets udløb
udgør beregningsgrundlaget for nedslaget en
forholdsmæssig del af det vederlag som nævnt i
§ 7, stk. 4, nr. 2, som vedkommende optjener i hele
det pågældende indkomstår svarende til det antal
hele måneder, personen er fyldt 64 år, med tillæg
af den måned, hvor personen fylder 64 år. Nedslaget for
denne periode kan dog højst udgøre en
forholdsmæssig del af den samlede sum efter § 7,
stk. 4, nr. 1, svarende til det antal hele måneder,
personen er fyldt 64 år i den pågældende periode,
med tillæg af den måned, hvor personen fylder 64
år.
Stk. 2. For det
indkomstår, hvor personen fylder 65 år, udgør
beregningsgrundlaget for nedslaget det vederlag nævnt i
§ 7, stk. 4, nr. 2, som vedkommende optjener i hele
det pågældende indkomstår. Nedslaget i dette
indkomstår kan dog højst udgøre en
forholdsmæssig del af den samlede sum efter § 7,
stk. 4, nr. 1, svarende til det antal hele måneder,
personen er 64 år i den pågældende periode.
Måneden, hvor personen er fyldt 65 år, medregnes ikke.
Den andel af nedslaget, der opgøres efter 2. pkt., reguleres
fra det indkomstår, hvor personen fylder 64 år, til det
indkomstår, hvor personen fylder 65 år, med den
procent, hvormed reguleringstallet efter personskattelovens
§ 20 er ændret.
Stk. 3. Den
forholdsmæssige fordeling efter antal måneder, jf.
stk. 1 og 2, beregnes i procent, som afrundes til
nærmeste hele procent.
Kapitel 5
Opgørelse af nedslag ved
dødsfald
§ 9.
Afgår en person ved døden før det
indkomstår, hvor personen ville fylde 64 år,
opnås der ikke ret til nedslag efter denne lov.
Stk. 2. Afgår
en person ved døden i det indkomstår, hvor personen
ville fylde eller er fyldt 64 år, opgøres nedslaget
efter reglerne i stk. 3-5.
Stk. 3. Nedslaget
for indkomståret nævnt i stk. 2 udgør
indkomstårets faktisk betalte arbejdsmarkedsbidrag af det
vederlag m.v. nævnt i § 8, stk. 1, og
§ 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og
præmier til pensionsordninger m.v. omfattet af § 18
i pensionsbeskatningsloven, som en person omfattet af stk. 2
har optjent i det pågældende indkomstår.
Nedslaget kan dog højst udgøre det grundbeløb,
der er nævnt i § 7, stk. 3. For nedslag i
indkomstårene forud for det i stk. 2 nævnte
indkomstår finder § 7, stk. 1-3,
anvendelse.
Stk. 4. Uanset
stk. 3 kan nedslaget højst udgøre det mindste
beløb af
1) summen af
nedslag for hvert enkelt indkomstår, jf. stk. 3,
eller
2) 40 pct. af det
vederlag m.v. som nævnt i § 8, stk. 1, og
§ 10 i lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og
præmier til pensionsordninger m.v. omfattet af
§ 18 i pensionsbeskatningsloven, som en person
omfattet af stk. 2, faktisk har optjent i det
pågældende indkomstår.
Stk. 5.
Betingelserne for at blive anset for fuldtidsbeskæftiget i
§§ 3 og 4 finder ikke anvendelse i det
indkomstår, hvor en person afgår ved døden og er
fyldt eller ville fylde 64 år.
Stk. 6. Afgår
en person ved døden i det indkomstår, hvor personen
ville fylde eller er fyldt 65 år, finder § 7 og § 8
anvendelse ved opgørelse af nedslaget, men sluttes boet
efter personen ved boudlæg efter § 18 i lov om
skifte af dødsboer, finder stk. 3 og 4 anvendelse ved
opgørelsen af nedslaget.
Kapitel 6
Opgørelse og udbetaling af
nedslaget
§ 10.
Afgørelsen af, i hvilket omfang personen er berettiget til
nedslag, fremgår af personens årsopgørelse for
det indkomstår, hvori denne fylder 64 henholdsvis 65
år. Dette gælder dog ikke, hvis personen kan være
omfattet af § 6 og ikke har fået en
afgørelse efter § 14 eller et bindende svar herom
eller ikke over for Arbejdsmarkedets Tillægspension har
fremlagt dokumentation efter § 4, stk. 3, nr. 2. I
disse tilfælde kan personen anmode told- og
skatteforvaltningen om genoptagelse af ansættelsen efter
eventuelt at have fremlagt dokumentation over for Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
§ 11.
Det opgjorte nedslag efter §§ 7 og 8 eller
§ 9 medregnes ved opgørelsen af slutskatten efter
kildeskattelovens § 60 for det indkomstår, hvor
personen fylder 64 henholdsvis 65 år.
Stk. 2. Hvis en
nedslagsberettiget person er afgået ved døden i det
indkomstår, hvor vedkommende er fyldt eller ville fylde 64
år eller 65 år, og har optjent nedslag efter
§§ 7 og 8 eller § 9, gælder
følgende:
1) Hvis den
nedslagsberettigede persons dødsbo er omfattet af
dødsboskattelovens afsnit II og dødsboet efter
dødsboskattelovens § 6 er fritaget for beskatning,
udbetales nedslaget til dødsboet. Hvis dødsboet skal
betale et beløb efter dødsboskattelovens
§ 15, stk. 4, modregnes nedslaget dog i dette
beløb. I det omfang modregning efter 2. pkt. ikke kan ske,
udbetales nedslaget til dødsboet.
2) Hvis den
nedslagsberettigede persons dødsbo er omfattet af
dødsboskattelovens afsnit II og dødsboet ikke er
fritaget for beskatning efter dødsboskattelovens
§ 6, modregnes nedslaget i det beløb, der skyldes
efter dødsboskattelovens § 30 A, stk. 1,
efter at der er foretaget eventuel modregning efter § 30
A, stk. 2-4. I det omfang modregning ikke kan ske, udbetales
nedslaget til dødsboet.
3) Hvis boet efter
den nedslagsberettigede person overtages af en længstlevende
ægtefælle efter dødsboskattelovens afsnit III,
modregnes nedslaget i den længstlevende
ægtefælles samlede skattetilsvar efter
dødsboskattelovens § 63, stk. 1, sidste pkt.
I det omfang modregning ikke kan ske, udbetales nedslaget til den
længstlevende ægtefælle.
4) Hvis boet efter
den nedslagsberettigede person sluttes ved boudlæg efter
§ 18 i lov om skifte af dødsboer, bortfalder
nedslaget. Hvis afdøde ved dødsfaldet var gift, ikke
separeret og samlevende med den længstlevende
ægtefælle, udbetales nedslaget dog til den
længstlevende ægtefælle uden om boet.
Stk. 3. Hvis en
nedslagsberettiget person er afgået ved døden i
indkomståret efter et indkomstår, hvori vedkommende har
været berettiget til nedslag og boet efter den
nedslagsberettigede person sluttes ved boudlæg efter
§ 18 i lov om skifte af dødsboer, finder
stk. 2, nr. 4, tilsvarende anvendelse.
Kapitel 7
Reguleringsbestemmelser m.v.
§ 12.
Grundbeløbene i § 2, stk. 2, og
§ 7, stk. 3, reguleres efter personskattelovens
§ 20. Beløbet i § 2, stk. 2,
oprundes efter reguleringen til nærmeste hele 1.000 kr.
§ 13.
Har en person forskudt indkomstår, forstås ved
indkomstår det forskudte indkomstår, der træder i
stedet for kalenderåret, hvor personen fylder år. Hvis
omlægning til eller af forskudt indkomstår
indebærer, at omlægningsåret bliver en periode
på under eller over 12 måneder, omregnes personens
samlede indkomst for omlægningsåret, som udgør
det vederlag m.v. nævnt i § 8, stk. 1, og § 10 i
lov om arbejdsmarkedsbidrag inklusive bidrag og præmier til
pensionsordninger m.v. omfattet af § 18 i
pensionsbeskatningsloven, således, at beløbet kommer
til at svare til 12 måneders indkomst. Tilsvarende
gælder for udenlandsk løn-, honorar- og
arbejdsindkomst, hvor sådan indkomst efter loven medregnes i
opgørelsen af indkomsten.
Kapitel 8
Administrative bestemmelser
§ 14.
Told- og skatteforvaltningen kan efter anmodning træffe
afgørelse om, hvorvidt en person indtil videre og til og med
det seneste indkomstår opfylder betingelserne i loven. Det
gælder dog ikke kravet om fuldtidsbeskæftigelse efter
§ 4. Har personen arbejdet i et andet EU/EØS-land
end Danmark, eller på Færøerne eller i
Grønland, forudsættes det, at personen
fremlægger dokumentation for sin beskæftigelse i de
pågældende lande, jf. § 6.
§ 15.
Hvis Arbejdsmarkedets Tillægspension har taget stilling til
indsigelser efter § 5, stk. 2, eller § 5,
stk. 3, kan Arbejdsmarkedets Tillægspensions
afgørelse påklages til Ankenævnet for ATP m.m.
inden 4 uger efter den dag, hvor afgørelsen er meddelt.
§ 16.
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan til brug for
administrationen af denne lov indhente oplysninger, herunder i
elektronisk form, fra andre offentlige myndigheder, herunder
kommunerne og regionerne, Arbejdsmarkedets Tillægspension,
Feriekonto og indkomstregisteret om
1) arbejdsgiveres
bidragsindbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension,
2) kommuners
bidragsindbetalinger til Arbejdsmarkedets Tillægspension for
lønmodtagere ved udbetaling af sygedagpenge i
beskæftigelsesforhold, jf. lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 2 a, stk. 2, 1. pkt.,
3) cpr-nummer,
4) cvr-nummer,
5) fratrådte
funktionærers cpr-nummer og perioder, hvor der er udbetalt
feriegodtgørelse, og
6) hvorvidt
personer, der fra og med 2010 til og med 2016 fylder 64 år,
er eller har været beskæftiget med løntilskud i
perioden, jf. § 3 og § 4, stk. 2.
Stk. 2. Offentlige
myndigheder og kredsen af nedslagsberettigede personer skal
på begæring overlade Arbejdsmarkedets
Tillægspension og Ankenævnet for ATP m.m. enhver
oplysning, som har betydning for Arbejdsmarkedets
Tillægspension og ankenævnets afgørelser i
henhold til denne lov.
Stk. 3. Stk. 1
og 2 omfatter alle de oplysninger, der er nødvendige til
brug for opgørelse af en persons beskæftigelsesgrad
inden for perioden fra og med det indkomstår, hvor personen
fylder 60 år, til og med det indkomstår, hvor personen
fylder 64 år. Der kan herunder ske samkøring og
sammenstilling af oplysninger for at sikre, at
beskæftigelsesgraden er korrekt opgjort.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan videregive
ovennævnte oplysninger til Ankenævnet for ATP m.m. med
henblik på ankenævnets behandling af klager over
Arbejdsmarkedets Tillægspensions afgørelser, jf.
§ 15. Oplysningerne kan videregives i elektronisk
form.
§ 17.
Arbejdsmarkedets Tillægspension yder administrativ bistand i
forbindelse med administrationen af denne lov.
Kapitel 9
Ikrafttræden
§ 18.
Loven træder i kraft den 1. juli 2008.
§ 19.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.