L 149 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag).

Af: Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 28-03-2008

Fremsat: 28-03-2008

Lovforslag som fremsat

20072_l149_som_fremsat (html)

L 149 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag).

Fremsat den 28. marts 2008 af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

(Arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag)

§ 1

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8. august 2007, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 108 af 26. februar 2008, foretages følgende ændring:

1. I § 84, stk. 1, 1. pkt., og § 90 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »1. og 2. ledighedsdag« til: »1., 2. og 3. ledighedsdag«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

 

1. Indledning



Lovforslaget er et led i gennemførelsen af finanslovsaftalen for 2008 indgået mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Ny Alliance.


Forslaget om at ændre arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse i forbindelse med ledighedsdage har til formål at reducere korttidsledigheden yderligere og indebærer, at arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse til lønmodtagere ved afskedigelse, hjemsendelse og ophør af opgave- eller tidsbestemt akkord og lignende øges fra 2 til 3 dage.


Samtidig med nærværende lovforslag er der fremsat forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Begrænsning af retten til nedsatte dagpenge mv.)


 

2. Ændring af arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse i forbindelse med ledighedsdage

2.1. Gældende ret



Efter lovens § 84 skal en arbejdsgiver betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag (G-dage) til et medlem af en a-kasse i forbindelse med medlemmets afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende.


Udgangspunktet er, at arbejdsgiveren skal betale for 1. og 2. ledighedsdag. Afhængig af ledighedens omfang på dagene skal arbejdsgiveren betale for ½, 1, 1½ eller 2 dage. Arbejdsgiveren skal i et kalenderår højst betale dagpengegodtgørelse til det samme medlem 16 gange, dvs. i alt 16 halve eller hele dage.


Arbejdsgiveren administrerer G-dagsordningen og vurderer herunder, om medlemmet opfylder betingelserne for at få dagpengegodtgørelse.


Formålet med ordningen er at øge arbejdsgivernes tilskyndelse til at planlægge arbejdet, så behovet for afskedigelser og hjemsendelser reduceres, og at arbejdsgiverne bidrager til finansieringen af dagpengesystemet, idet der opnås en dagpengebesparelse ved, at arbejdsgiverne betaler ydelsen for de første ledighedsdage.


 

2.2. Lovforslagets indhold



Det foreslås, at arbejdsgivernes pligt til at betale dagpengegodtgørelse ved afskedigelse og hjemsendelse mv. udvides til også at omfatte 3. ledighedsdag.


Forslaget skal styrke arbejdsgivernes incitament til at planlægge arbejdet således, at behovet for afskedigelser og hjemsendelser reduceres.


Formålet med forslaget er også, at de arbejdsgivere, der hyppigt afskediger, hjemsender mv. ansatte, i højere grad skal bidrage til finansieringen af dagpengesystemet.


Der ændres ikke på, at der højst skal betales 16 G-dage til et medlem i løbet af et kalenderår.


Forslaget indebærer således, at en arbejdsgiver kan komme til at betale mere ved hver hjemsendelse eller afskedigelse af et medlem. Til gengæld vil grænsen på 16 G-dage inden for et kalenderår blive nået hurtigere.


 

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige



Forslaget om at øge arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse i forbindelse med ledighedsdage til også at omfatte 3. ledighedsdag forventes at medføre en reduktion af statens udgifter til dagpenge med 50 mio. kr. årligt, dog med 25 mio. kr. i 2008.


Lovforslaget skønnes at indebære en merudgift for stat, regioner og kommuner som arbejdsgivere på 10 mio. kr. årligt. I 2008 er merudgiften 5 mio. kr.


 

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet



Forslaget om at øge arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse i forbindelse med ledighedsdage til også at omfatte 3. ledighedsdag skønnes at indebære en merudgift for erhvervslivet på 40 mio. kr. årligt. I 2008 er merudgiften 20 mio. kr.


Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer, at forslaget ikke indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget bør derfor ikke forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.


 

5. Miljømæssige konsekvenser



Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


 

6. Administrative konsekvenser for borgerne



Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.


 

7. Forholdet til EU-retten



Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


 

8. Høring



Lovforslaget har forud for fremsættelsen været til høring i Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening.


 

9. Sammenfattende skema



Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
 
Positive konsekvenser/ Mindreudgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
25 mio. kr. i 2008 og 50 mio. kr. årligt fra 2009 og frem
5 mio. kr. i 2008, og 10 mio. kr. årligt fra 2009 og frem
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
20 mio. kr. i 2008, og 40 mio. kr. fra 2009 og frem
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget har ingen EU-retlige aspekter


Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget

Til § 1


Til nr. 1


Det foreslås, at arbejdsgivernes pligt til at betale dagpengegodtgørelse ved afskedigelse og hjemsendelse mv. udvides til også at omfatte 3. ledighedsdag.


Det indebærer, at medlemmer af en a-kasse ikke kan få dagpenge for de første 3 ledighedsdage, når de har ret til dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren.


Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008.


Det forslås, at arbejdsgivernes pligt til også at betale dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag får virkning for fratrædelser, hjemsendelser mv., der sker den 1. juli 2008 eller senere.


Et medlem, der er opsagt med sidste hele arbejdsdag den 30. juni 2008, er fratrådt mv. den 1. juli 2008. Medlemmet kan efter forslaget være berettiget til dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for 1., 2. og 3. ledighedsdag.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 994 af 8. august 2007, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 108 af 26. februar 2008, foretages følgende ændring:
   
§ 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. punktum omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse.
Stk. 2-10..
 
1. I § 84, stk. 1, 1. pkt., og § 90 a, stk. 2, 1. pkt., ændres »1. og 2. ledighedsdag« til: »1., 2. og 3. ledighedsdag«.
§ 90 a. ..
Stk. 2. En arbejdsgiver har pligt til at påføre lønsedlen oplysninger om udbetaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag fra det tidspunkt, hvor der første gang i et kalenderår foretages udbetaling til medlemmet. Det skal herefter fremgå af lønsedlen, hvor mange gange arbejdsgiveren har udbetalt dagpengegodtgørelse i kalenderåret. Hvis der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse, jf. § 84, skal arbejdsgiveren skriftligt oplyse om grunden hertil.
Stk. 3. .