Skriftlig fremsættelse (28. marts
2008)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.
(fleksibel deltagerbetaling, betaling for sen kursusafmelding og
udeblivelse og tillægspris for uopfyldt hold)
(Lovforslag nr. L 144).
Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og de
øvrige partier bag globaliseringsforliget har som led i
forliget besluttet at gennemføre en styrkelse af
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse indenfor rammerne af
arbejdsmarkedsuddannelserne og enkeltfag optaget i en fælles
kompetencebeskrivelse. Lovforslaget er en udmøntning heraf
på baggrund af drøftelser mellem regeringen og
arbejdsmarkedets parter om mulighederne for at fremme
målsætningen om livslang opkvalificering og
uddannelse.
Med lovforslaget etableres en ny ordning på tre
forskellige punkter, der alle vil hjælpe til at gøre
den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesindsat smidigere i
forhold til tilrettelæggelse og afvikling af uddannelserne og
dermed sikre et løft i indsatsen. De tre punkter er
følgende:
1. Fleksibel og differentieret deltagerbetaling.
Med forslaget vil arbejdsgivere mod en vis ekstra betaling
kunne få opfyldt deres efterspørgsel af ændrede
tilrettelæggelses- eller afholdelsesformer som f.eks. forlagt
undervisning på arbejdsgiverens virksomhed, dobbelt
lærerdækning, aftenundervisning. Det er
afgørende, at uddannelsens mål nås. Betalingen
må ikke overstige et centralt fastsat beløbsloft og
udmøntes lokalt som en del af deltagerbetalingen på
den pågældende uddannelse. Institutionen er samtidig
forpligtet til at have et udbud af uddannelser uden særlige
tilrettelæggelses- eller afholdelsesformer.
2. Opkrævning af betaling ved for sen kursusafmelding og
udeblivelse.
Betalingsordningen etableres til dækning af
institutionernes udgifter i forbindelse med udbud af voksen- og
efteruddannelser ved for sen kursusafmelding og udeblivelse fra
kursus. Det er bestyrelsen for den enkelte institution, der
beslutter, om institutionen skal anvende denne betalingsordning.
Det er et krav, at betalingen i givet fald anvendes for alle
arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en
kompetencebeskrivelse og ikke kun i nogle tilfælde.
3. Tillægspris ved uopfyldte hold.
For at medvirke til at arbejdsgivere kan få sikkerhed
for, at en uddannelse afholdes uanset få tilmeldinger eller
stort frafald, er der i lovforslaget givet adgang til, at en
arbejdsgiver efter aftale med institutionen kan betale for et helt
hold. Optagelsen på uddannelsen skal, som det normalt er for
arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag optaget i en
kompetencebeskrivelse, i alle tilfælde være åben,
og aftalen om betaling for holdet kan først indgås fem
dag før uddannelsens start. Uddannelsen skal være
åben for optagelse helt frem til starten.