Skriftlig fremsættelse (28. marts
2008)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ændring af lov om folkeskolen (Revision af lov om
ændring af lov om folkeskolen (Mere frit skolevalg inden for
og over kommunegrænser))
(Lovforslag nr. L 142).
Efter § 2, stk. 3, i lov nr. 335 af 18. maj 2005 om
ændring af folkeskoleloven (Mere frit skolevalg inden for og
over kommunegrænser) skal undervisningsministeren
fremsætte forslag om revision af loven om mere frit valg af
folkeskole senest i folketingsåret 2007/08.
I oktober 2005 nedsatte Undervisningsministeriet et udvalg med
repræsentanter fra KL, Danmarks Skolelederforening,
Lederforeningen, Skole og Samfund, samt Ministeriet for flygtninge,
indvandrere og integration. Udvalgets opgave har været at
analysere virkningerne af frit skolevalg. Til brug for udvalgets
arbejde er der foretaget en evaluering af det frie skolevalg.
Evalueringen er imidlertid foretaget på baggrund af
oplysninger, der er indsamlet, efter at loven om mere frit
skolevalg kun har haft mulighed for at virke i ca. halvandet
år. Dertil kommer, at dataindsamlingen er blevet
vanskeliggjort af sammenfaldet med kommunesammenlægningerne.
Det tidspunkt, der er fastsat for lovrevisionen, har således
ført med sig, at der er en vis usikkerhed forbundet med
datagrundlaget for evalueringen. Som følge heraf kan
evalueringen alene give indsigt i effekten af loven om mere frit
skolevalg på kort sigt.
På den baggrund foreslås det at udsætte
lovrevisionen til folketingsåret 2011/12 med henblik
på, at der iværksættes en ny evaluering af lovens
samlede virkninger, herunder med særligt fokus på
skoleskift og skolelederens adgang til at afvise skoleskift,
når loven har fået mulighed for at virke i yderligere
tre skoleår. Endvidere nedsættes der i lighed med
tidligere et udvalg, der vil få til opgave at afgive
udtalelse til undervisningsministeren om evalueringen og
tilrettelæggelsen heraf forud for den foreslåede
revision.
Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger,
tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig
behandling.