L 118 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love.
(Implementering af miljøansvarsdirektivet).
Fremsat den 12. marts 2008 af
miljøministeren (Troels Lund Poulsen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse og forskellige andre love 1)
(Implementering af
miljøansvarsdirektivet)
§ 1
I lov om miljøbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnote 1 til lovens titel ændres
» (EU-Tidende 2003 nr. L 37, side
24) og« til: » (EU-Tidende
2003 nr. L 37, side 24)«, og efter »L 345, side
106)« indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«.
2. I
§ 21 udgår
»forårsager eller«.
3. I
§ 64 b, stk. 1,
indsættes efter »under henvisning til«:
»§ 73 e, stk. 2, eller«.
4.§ 71 affattes
således:
Ȥ 71. Den, som er
ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning
til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af
situationen. Dette gælder også i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 2. Den, som er
ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning
til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller
afværge den overhængende fare for
forurening.«
5.
Efter § 73
indsættes:
»Kapitel 9 a
Miljøskade
§ 73
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 73
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. I sager om
anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af
pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen.
Stk. 4. Hvis
brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden
gødning end husdyrgødning, de pesticider eller
biocider, der er brugt.
Stk. 5. Stk. 4
finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren
kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som
følge af anvendelse af affaldsstoffer eller
husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og
at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen.
§ 73
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for en miljøskade skal straks
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der
endnu ikke er truffet afgørelse efter § 73 f.
§ 73
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren, som nævnt i § 73 b, stk. 4
og 5.
§ 73
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren at give
de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
forurening.
Stk. 2. Påbud
kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren har rådighed over den
ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet
skal der fastsættes en pligt til retablering af den
forurenede ejendom.
Stk. 3. Hvis den
ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren.
Stk. 4. Påbud
efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
forurening.
§ 73
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 73 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 73 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 73 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse med henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.
Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at
den bindende udtalelse først kan påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3.
§ 73
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 73 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 73
h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 73
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 98, stk. 1-2, og § 100 skal
tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 73 f eller § 73 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget
af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
6. I
§ 76, stk. 1, 1. pkt.,
stk. 2, 1. pkt. og § 100, stk. 2 og 3,
ændres »kapitel 3, 4 og 5« til: »kapitel
3-5 og 9 a«.
7. I
§ 91, stk. 1, 2. pkt.
ændres » kapitel 4-6 og
8« to steder til: » kapitel
4-6, 8 og 9 a«.
8. I
§ 101, stk. 1,
indsættes efter 1. pkt.: »For afgørelser meddelt
efter kapitel 9 a er fristen dog 12 måneder.«
9. I
§ 110, stk. 1, nr. 7,
indsættes efter »som nævnt i
§§ 21, 71«: », stk. 1,«.
10. I
§ 110, stk. 1, nr. 15,
ændres »efterkommes, eller« til: » efterkommes,«.
11. I
§ 110, stk. 1, nr. 16
ændres » jf. § 9
c.« til: » jf. § 9
c,«.
12. I
§ 110, stk. 1,
indsættes som nr. 17 og 18:
»17) undlader
at søge en overhængende fare for forurening
afværget eller hindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v., jf. § 71, stk. 2, eller
18) undlader at
iværksætte de nødvendige forebyggende
foranstaltninger over for en overhængende fare for en
miljøskade, eller ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade, jf. § 73
c.«
§ 2
I lov om forurenet jord, jf.
lovbekendtgørelse nr. 282 af 22. marts 2007, som
ændret senest ved § 10, nr. 1, i lov nr. 1587 af 20.
december 2006, foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »L 182, side 1)«: »og dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
2. I
§ 21, stk. 1,
ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a
eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.
3.
Efter § 38 indsættes:
»Kapitel 4 a
Miljøskade
§ 38
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 38
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. I sager om
anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af
pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen.
Stk. 4. Hvis
brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden
gødning end husdyrgødning, de pesticider eller
biocider, der er brugt.
Stk. 5. Stk. 4
finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren
kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som
følge af anvendelse af affaldsstoffer eller
husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og
at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen.
Stk. 6. Ved
påbudsmyndigheden forstås miljømyndigheden som
fastsat i § 39.
§ 38
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for miljøskaden skal straks
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade.
Stk. 2.
Påbudsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om
der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 38
f.
§ 38
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderlige miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarliges egne
aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes den ansvarliges uforsvarlige adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold, som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren, som nævnt i § 38 b, stk. 4
og 5.
§ 38
e. Påbudsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige
for driften eller brugeren, producenten eller importøren at
give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en
jordforurening. Hvis en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade kan
henføres til flere forurenere, finder § 43
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Påbud
kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren, har rådighed over den
ejendom, hvor der er påvist en jordforurening. I
påbuddet skal der fastsættes en pligt til retableringer
af den forurenede ejendom.
Stk. 3. Hvis den
ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
påbudsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren.
Stk. 4. Påbud
efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
jordforurening.
§ 38
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
påbudsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 38 d, stk. 1, nr. 1-3. § 38 d,
stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 38 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal forelægge et
udkast til afgørelse med henblik på at indhente en
bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 38
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom,
uanset at der ikke efter § 38 f kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden.
§ 38
h. Påbudsmyndigheden sender afgørelsen om, at
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade og det materiale, der er
indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren.
Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige
herfor.
Stk. 2.
Påbudsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 38
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 82 og 83 skal påbudsmyndigheden træffe
afgørelse efter § 38 f eller § 38 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Påbudsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse
om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
§ 38
j. Hvis den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke har
betalingsevne, kan der meddeles påbud efter kapitel
5.«
4.Overskriften til kapitel 5 affattes
således:
»Kapitel 5
Andre forureninger end
miljøskader
Påbud til forurenere
m.v.«
5. I
§ 54, stk. 1,
ændres »personer og myndigheder, jf.
§ 82« til: »personer, organisationer og
myndigheder, jf. §§ 82 og 83«.
6. I
§ 54, stk. 1,
indsættes som 3. pkt. :
»Afgørelser skal dog alene meddeles de
foreninger og organisationer, der er nævnt i § 83,
stk. 2 og 3, når de har anmodet miljøministeren
om at modtage underretning om afgørelserne, jf.
§ 56 a, stk. 2.«
7.
Efter § 56 indsættes:
Ȥ 56
a. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse
af miljø og natur som hovedformål, kan underrette
kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren
om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a
foreningen ønsker underretning om, jf. § 54,
stk. 1, og § 83, stk. 1. Foreningen skal
samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er
lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af
miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og
organisationer, der efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, når
afgørelserne berører sådanne interesser.
Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan underrette miljøministeren om, hvilke
bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen
eller organisationen ønsker underretning om, jf.
§ 54, stk. 1, hvorefter miljøministeren inden
14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse eller
regionsråd. Tilsvarende gælder landsdækkende
foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har
til formål at varetage væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser.
Stk. 3. Lokale
afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er
ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og 2.«
8. I
§ 75, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a
eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«.
9. I
§ 77, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »afgørelser efter«:
»kapitel 4 a,«
10.
Efter § 82 indsættes:
Ȥ 83. Lokale foreninger
og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan påklage afgørelser, som
foreningen eller organisationen har ønsket underretning om,
jf. § 56 a, stk. 1. Lokale foreninger og
organisationer, der efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, kan påklage
afgørelser, som foreningen eller organisationen har
ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1,
når afgørelsen berører sådanne
interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og
miljøbeskyttelse.
Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan påklage afgørelser efter
bestemmelserne i kapitel 4 a.
Stk. 3.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser, kan påklage afgørelse efter
bestemmelserne i kapitel 4 a, når afgørelsen
berører sådanne interesser, og klagen har til
formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse.
Stk. 4. Lokale
afdelinger af landsdækkende foreninger og organisationer er
ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1-3.
Stk. 5.
Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af
klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen
fremsender vedtægterne.«
11. I
§ 88, stk. 1,
indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»3) undlader
at træffe foranstaltninger, som nævnt i § 38
c.«
Nr. 3-15 bliver herefter nr. 4-16.
§ 3
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf.
lovbekendtgørelse nr. 47 af 7. januar 2008, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel ændres
» (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side
7-50) samt« til: »
(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50),«, og efter »L
255, side 164-167)« indsættes: »samt dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«.
2.§ 2, stk. 1, affattes
således:
»Loven omfatter følgende:
1) Danske skibe og
skibe, der befinder sig på dansk søterritorium.
2) Danske
luftfartøjer og luftfartøjer, der befinder sig
på eller over dansk søterritorium.
3) Danske platforme
og platforme, der befinder sig på dansk søterritorium
eller på dansk kontinentalsokkelområde.
4) Danske
rørledninger til transport af kulbrinter og
hjælpestoffer og rørledninger til transport af
kulbrinter og hjælpestoffer på dansk
søterritorium eller på dansk
kontinentalsokkelområde.
5) Udenlandske
skibe, der befinder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i
det omfang det er foreneligt med international ret.
6) Udenlandske
skibe, der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske
zoner, i det omfang det er foreneligt med international
ret.«
3.Overskriften til kapitel 11 affattes
således:
»Kapitel 11
Beredskab m.v.«
4.
Efter § 34 indsættes:
Ȥ 34
a. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af
havet fra platforme eller rørledninger påhviler det
ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller
rørledningen, straks at påbegynde bekæmpelse af
forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet
hertil efter § 47 c.
Stk. 2.
Miljøministeren kan meddele påbud om, hvilke
bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller den, der er
ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal
iværksætte.
Stk. 3.
Miljøministeren kan meddele påbud eller
fastsætte regler om beredskabet, herunder om hvilket mandskab
eller materiel ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af
platformen eller rørledningen, skal have til rådighed
i tilfælde af uheld på anlægget.«
5.§ 38 ophæves.
6.§ 39, stk. 1, affattes
således:
»Miljøministeren kan, herunder til
opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte regler om
indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra myndigheder og
fysiske eller juridiske personer til brug for vurdering af forhold,
der reguleres efter denne lov.«
7. I
§ 39, stk. 2,
ændres »skibet eller platformen« til:
»skibet, luftfartøjet, rørledningen eller
platformen«.
8. I
§ 44, stk. 1 og 2,
indsættes efter »skibets«: »,
luftfartøjets, rørledningens«.
9. I
§ 44, stk. 1,
indsættes efter »ejere«: », jf. dog
§ 47 f og § 47 g.«
10. I
§ 44, stk. 3,
indsættes efter »et skib«: », et
luftfartøj, en rørledning«.
11.
Efter § 47 indsættes:
»Kapitel 14 a
Miljøskade
§ 47
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 47
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den
ansvarlige for driften af et skib, et luftfartøj, en
platform eller en rørledning, i det omfang der er tale om en
erhvervsmæssig aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade som nævnt i § 47 c,
stk. 1-3, forstås den ansvarlige for driften, uanset
hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er
sket.
Stk. 3. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som nævnt i
§ 47 c, stk. 4, forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 47
c. Hvis en tilførsel, som stammer fra
udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i
stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af stoffer, materialer
og mikroorganismer eller støj og vibrationer,
forårsager en overhængende fare for en
miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks
iværksætte de nødvendige forebyggende
foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt, skal
den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse
miljøskadens omfang og forhindre yderligere
miljøskade. Det samme gælder, hvis en
tilførsel, som stammer fra udøvelsen af
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4,
til havet eller luften af farligt eller forurenende gods, eller en
tilførsel, som stammer fra udøvelsen af
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5,
til havet eller luften af farlige stoffer og produkter,
plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og
kemikalieforureninger gælder § 34 for så vidt
angår havet og de kystnære dele af søterritoriet
og § 35 for så vidt angår
kyststrækninger og havne.
Stk. 2.
Følgende erhvervsmæssige aktiviteter er omfattet af
stk. 1:
1) Dumpning af
optaget havbundsmateriale.
2) Bortskaffelse
eller nyttiggørelse af affald.
3)
Grænseoverskridende transport af affald, som kræver
tilladelse eller er forbudt.
4) Transport ad
indre vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende
gods.
5) Håndtering
af farlige stoffer og produkter, plantebeskyttelsesmidler og
biocidholdige produkter.
Stk. 3. Pligten
efter stk. 1 gælder endvidere, hvis en hvilken som helst
anden tilførsel til havet af stoffer og materialer, som kan
påvirke søterritoriet, forårsager en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 4. Pligten
efter stk. 1 gælder også, hvis andre
erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af
stk. 1 og 3, forårsager en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven, og miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade skyldes
uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
Stk. 5. Pligterne
efter stk. 1, 3 og 4 gælder, selvom der endnu ikke er
truffet afgørelse efter § 47 h.
Stk. 6.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1, 3
og 4 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 47 h.
§ 47
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for
driftens egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en tilførsel eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt
i medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne
i en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 47
e. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, der har betydning for
vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og
lignende med henblik på at klarlægge
hændelsesforløbet samt omfanget og virkningerne af en
tilførsel eller anden påvirkning.
§ 47
f. Forsvarsministerens udgifter til
bekæmpelsesforanstaltninger efter § 34, jf.
§ 47 c, skal betales af den ansvarlige for driften af
skibet. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres
eller ikke har betalingsevne, påhviler det skibets ejer at
betale udgifterne efter § 44.
Stk. 2.
Forsvarsministeren skal pålægge den ansvarlige for
driften af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for
udgifter nævnt i stk. 1 og kan bestemme, at skibet skal
tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.
Stk. 3.
Forsvarsministeren kan, indtil den ansvarlige for driften af skibet
har stillet sikkerhed efter stk. 2, pålægge ejeren
af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter
nævnt i stk. 1 og bestemme, at skibet skal
tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet.
§ 47
g. Kommunalbestyrelsens og miljøministerens udgifter
til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter
§ 35, jf. § 47 c, og regler udstedt i
medfør af § 36 skal betales af den ansvarlige for
driften. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres
eller ikke har betalingsevne, påhviler det ejeren at betale
udgifterne efter § 44.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
sikkerhedsstillelse for udgifter nævnt i stk. 1.
§ 47
h. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1, 3
eller 4, som skal behandles efter miljøskadeloven,
træffer miljøministeren afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade
forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47
c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som
nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke
træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
Stk. 5.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
§ 47
i. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 47 h kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden.
§ 47
j. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
kan først påklages som led i en klage over en
afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52.
§ 47
k. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 52 skal miljøministeren træffe
afgørelse efter § 47 h eller § 47 i.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Miljøministeren kan afvise at træffe afgørelse
om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
12. I
§ 49, stk. 3, 1. pkt., og
stk. 4, § 50, stk. 1, nr. 2, og i
§ 52, stk. 1, indsættes efter
»§ 26«: », kapitel 14 a«.
13. I
§ 51, stk. 1,
indsættes som nr. 3:
»3)
Afgørelser efter kapitel 14 a.«
14. I
§ 51, stk. 2,
indsættes som 2. pkt.:
»Dog finder § 105, stk. 2, 2.
pkt., i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende anvendelse ved
Miljøklagenævnets behandling af klagesager efter
§ 47 e, § 47 h og § 47 j,
stk. 3.«
15. I
§ 59, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »§ 31, stk. 1 og
2,«: »§ 47 c,«.
16.§ 59, stk. 1, nr. 4,
affattes således:
»4) undlader
at efterkomme et forbud eller påbud efter § 43,
stk. 1-3, forbud efter § 43 a, stk. 1 og 2,
eller påbud efter § 34 a, stk. 2 og 3, eller
§ 47 e,«
17. I
§ 59, stk. 1, nr. 8,
indsættes efter »§ 44, stk. 3«:
», eller § 47 f, stk. 2 og 3«.
18. I
§ 61, stk. 1,
indsættes efter » 33,«:
» 34 a, stk. 3,« og
efter » og 47,«
indsættes: » § 47
g, stk. 2,«.
19. I
§ 63 a, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »og § 38, stk. 1-3«.
§ 4
I lov om vandforsyning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 71 af 17. januar 2007, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1151 af 17. december 2003,
foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel ændres
» (EF-Tidende 1998 nr. L330, side
32) samt« til: » (EF-Tidende
1998 nr. L330, side 32),«, og efter »L 327, side
1)« indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«.
2.Overskriften til kapitel 11 affattes
således:
»Kapitel 11
Tilsyn«
3. I
§ 66, stk. 1,
indsættes efter »
forhold«: » , medmindre andet
følger af kapitel 11 a«.
4.§ 67, stk. 1,
ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 67.
Kommunalbestyrelsen og miljøministeren kan påbyde den
ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a,
stk. 2 eller 3, at give alle oplysninger, herunder om
økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har
betydning for vandforsyningen eller for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder
påbydes for egen regning at foretage undersøgelser,
analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på
at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
påvirkning af vandmiljøet eller naturen.
Stk. 2. Hvis
påbud efter stk. 1 alene vedrører oplysninger,
som har betydning for vandforsyningen, eller den ansvarlige for
driften ikke kan identificeres, kan påbuddet rettes til
ejeren af et vandforsyningsanlæg.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
5.
Efter § 67 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade
§ 68.
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 68
a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, som følge af en
vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning
af grundvandsstanden som led i en erhvervsmæssig aktivitet,
forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden
eller den overhængende fare for en skade er sket.
Stk. 3. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er
omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften,
hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes
uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
§ 68
b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle
relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 68 e.
§ 68
c. Hvis det skal undersøges, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan påbud efter § 67 meddeles,
uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over
ejendommen, hvor der er påvist en påvirkning af
vandmiljøet eller naturen. I påbuddet skal der
fastsættes en pligt til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
gennemføres ved den ansvarlige for driften. Påbuddet
er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed
over ejendommen.
§ 68
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den ansvarlige for
driftens egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 68
e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade
forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68
a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 68 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 68
f. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 68 e kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 68
g. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 68
h. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 80 skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse efter § 68 e eller § 68 f.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i stk. 2.
Kapitel 11 b
Meddelelse om boringers beliggenhed
m.v.«
6. I
§ 71 b, § 78,
stk. 7, og § 84, stk. 1, nr. 8,
ændres »67, stk. 2« til:
»§ 67, stk. 4«.
7.§ 80 indsættes efter
stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som deres
hovedformål, kan påklage afgørelser efter
§ 67, hvis påbuddet er meddelt med henblik på
kommunalbestyrelsens afgørelse af, om der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, samt afgørelser efter § 68 e og
§ 68 h.
Stk. 5.
Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af
klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen,
jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 6.
8. I
§ 84, stk. 1, nr. 5,
indsættes efter »§ 69, stk. 1 og
3,«: »eller at give underretning eller træffe
foranstaltninger som nævnt i § 68 b,«.
§ 5
I lov nr. 1572 af 20. december 2006 om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter » L 284, side
1)«: »og dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56)«.
2.§ 52 affattes
således:
Ȥ 52. Den, som er
ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning
til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af
situationen. Dette gælder også i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 2. Den, som er
ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give anledning
til forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
afværge den overhængende fare for forurening eller
forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer
m.v.«
3.
Efter § 54 indsættes:
»Kapitel 5 a
Miljøskade
§ 54
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 54
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. I sager om
anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
husdyrgødning anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen.
Stk. 4. Hvis
brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer eller den husdyrgødning, der er brugt.
Stk. 5. Stk. 4
finder ikke anvendelse, hvis producenten eller importøren
kan godtgøre, at den skadelige virkning af en forurening som
følge af anvendelse af affaldsstoffer eller
husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og
at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen.
§ 54
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for miljøskade.
Den ansvarlige for en miljøskade skal straks
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der
endnu ikke er truffet afgørelse efter § 54 f.
§ 54
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den
1) er forvoldt af
tredjemand og indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at de
kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren, som nævnt i § 54 b, stk. 4
og 5.
§ 54
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren at give
de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
forurening.
Stk. 2. Påbud
kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren har rådighed over den
ejendom, hvor der er påvist en forurening. I påbuddet
skal der fastsættes en pligt til retablering af den
forurenede ejendom.
Stk. 3. Hvis den
ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren.
Stk. 4. Påbud
efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
forurening.
§ 54
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 54 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 54 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 54 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til
afgørelse med henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.
Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at
den bindende udtalelse først kan påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3.
§ 54
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 54 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 54
h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 54
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 84, stk. 1 og 2, og §§ 86 og 87
skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 54 f eller § 54 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget
af oplysninger som nævnt i stk. 2.«
4. I
§§ 61 og 62, og i § 87,
stk. 1 og 2, indsættes efter » kapitel 3«: » , 4 og 5 a«.
5. I
§ 80, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, ændres: »§ 39 eller
§ 42« til: »§§ 39, 42 eller 54
e«.
6. I
§ 85, stk. 1 og 2,
indsættes efter » kapitel
3«: » og 4«.
7. I
§ 90, stk. 1,
indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum: » For afgørelser meddelt efter
kapitel 5 a er fristen dog 12 måneder.«
8. I
§ 91, stk. 1, nr. 4,
ændres »
§ 52« til: »
§ 52, stk. 1«.
9. I
§ 91, stk. 1,
indsættes efter nr. 8 som nye numre:
»9) undlader
at søge en overhængende fare for forurening
afværget eller forhindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v. efter § 52, stk. 2,
10) undlader at
iværksætte de nødvendige forebyggende
foranstaltninger over for en overhængende fare for en
miljøskade, eller ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang samt
forhindre yderligere miljøskade, jf. § 54
c,«
Nr. 9-11 bliver herefter 11-13.
§ 6
I lov om miljø og genteknologi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 811 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes som 2. pkt.:
»Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).«
2.
Efter § 25 indsættes:
»Kapitel 3 a
Miljøskade
§ 25
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 25
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. I sager om
anvendelse af en genmodificeret organisme anses som den ansvarlige
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og at den pågældende ikke har udvist
uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen.
Stk. 4. Hvis
brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret den
genmodificerede organisme, der er brugt.
§ 25
c. Den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade skal straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter ved
situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade
skal straks iværksætte de nødvendige
forebyggende foranstaltninger, der kan afværge den
overhængende fare for miljøskade. Den ansvarlige for
en miljøskade skal straks iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse
skadens omfang og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 25 f.
§ 25
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3 gælder ikke for producenten og
importøren som nævnt i § 25 b,
stk. 4.
§ 25
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren, at
give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
påvirkning.
Stk. 2. Påbud
kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren har rådighed over den
ejendom, hvor der er påvist en påvirkning. I
påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering
af den berørte ejendom.
Stk. 3. Hvis den
ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren.
Stk. 4. Påbud
efter stk. 3 er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
påvirkning.
§ 25
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 25 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 25 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 25 d, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen.
Stk. 5.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelse.
§ 25
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 25 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 25
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i overensstemmelse med
miljøskadelovens § 52.
§ 25
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 30, stk. 4, nr. 2-6, skal tilsynsmyndigheden
træffe afgørelse efter § 25 f eller
§ 25 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
3. I
§ 30 indsættes som
stk. 4 og 5:
»Stk. 4.
Afgørelser efter kapitel 3 a kan påklages af
1)
afgørelsens adressat,
2) enhver, der har
en væsentlig, individuel interesse i sagen,
3)
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål,
4)
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser,
5) lokale
foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og
miljø som hovedformål, og
6) lokale
foreninger og organisationer, som efter deres formål
varetager væsentlige rekreative interesser, når
afgørelsen berører sådanne interesser.
Stk. 5.
Miljøklagenævnet kan kræve, at foreningerne
eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at
indsende vedtægter eller på anden
måde.«
4. I
§ 31, stk. 3,
indsættes efter »
§ 10«: » og
afgørelser efter kapitel 3 a«.
5. I
§ 34, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »efter § 8«: » og
kapitel 3 a«.
6. I
§ 36, stk. 1,
indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:
»7) undlader
at give underretning eller iværksætte foranstaltninger
eller tiltag, som nævnt i § 25 c,«
Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og 9.
§ 7
I lov om naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 749 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. I f
odnoten til lovens titel ændres
»(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til:
»(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter
»(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes:
» og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«.
2. I
§ 74, stk. 1,
indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af
kapitel 11 a«.
3.
Efter § 76 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 77.
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 77
a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 77
b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf.
§ 73, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved
situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 77 e.
§ 77
c. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 77
d. Påbud efter § 77 c kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over ejendommen.
§ 77
e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 77
f. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 77 e kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 77
g. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed,
sender tilsynsmyndigheden afgørelsen om, at der foreligger
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 77
h. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 86, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, skal
tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 77 e eller § 77 f.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
4. I
§ 78, stk. 4,
ændres »og § 65, stk. 1,« til:
»§ 65, stk. 1, og kapitel 11 a«.
5. I
§ 86 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af
1) enhver, som har
en individuel, væsentlig interesse i sagen, og
2) de personer,
organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2
og 5-7.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
6. I
§ 86, stk. 2, der bliver
stk. 3, indsættes efter » nr. 6 og 7«: » , jf. stk. 2, nr. 2,«.
7. I
§ 87 indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Klage over afgørelser efter kapitel 11 a har
opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet
beslutter andet.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
8. I
§ 89, stk. 1, nr. 6,
ændres »eller § 75, stk. 2,« til:
», § 75, stk. 2, § 77 c eller
§ 77 d«.
9. I
§ 89, stk. 1,
indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:
»8) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 77 b,«
Nr. 8-10 bliver herefter nr. 9-11.
§ 8
I lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove, jf.
lovbekendtgørelse nr. 793 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel ændres
»(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til:
»(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter
»(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes:
» og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«.
2.§ 55 affattes
således:
»§ 55. Det påhviler
den til enhver tid værende ejer eller bruger af et
fredskovspligtigt areal at berigtige et ulovligt forhold, medmindre
andet følger af kapitel 8 a.«
3.
Efter § 59 indsættes:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 59
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 59
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 59
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade straks underrette miljøministeren om alle
relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Miljøministeren påser, at pligterne efter stk. 1
og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 59 f.
§ 59
d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, som har betydning for
vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 59
e. Påbud efter § 59 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist påvirkning af naturen eller
miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
miljøministeren meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over ejendommen.
§ 59
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
miljøministeren afgørelse herom.
Stk. 2.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
§ 59
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 59 f kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden.
§ 59
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som
klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og
klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52.
§ 59
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 62, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1 og 2,
skal miljøministeren træffe afgørelse efter
§ 59 f eller § 59 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3. Ministeren
kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af
oplysninger som nævnt i stk. 2.«
4. I
§ 60, stk. 1,
ændres »38 og 39 og § 51, stk. 2 og
3,« til: »§§ 38 og 39, § 51,
stk. 2 og 3, og kapitel 8 a«.
5. I
§ 62, indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Afgørelser, der er truffet efter denne lovs kapitel 8 a, kan
påklages af
1) de personer
m.v., som er nævnt i stk. 1, og
2) de foreninger og
organisationer, der er nævnt i stk. 2, nr.
2-4.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
6. I
§ 62, stk. 3, der bliver
stk. 4, indsættes efter » stk. 2, nr. 2 og 3,«: » , og stk. 3, nr. 2,«.
7. I
§ 63, stk. 4,
ændres »§ 6 eller § 38« til:
»§ 6, § 38 eller kapitel 8 a«.
8. I
§ 65, stk. 1, nr. 7,
ændres »§ 51, stk. 2 eller 3.«
til: »51, stk. 2 eller 3, eller § 59 d,
eller«.
9. I
§ 65, stk. 1,
indsættes som nr. 8:
»8) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 59 c.«
§ 9
I lov om jagt og vildtforvaltning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 747 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
2. I
§ 48, stk. 1,
indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af
kapitel 8 a«.
3.
Efter § 53 indsættes:
»Kapitel 8 a
Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 53
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 53
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 53
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette miljøministeren om alle
relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Miljøministeren påser, at pligterne efter stk. 1
og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 53 f.
§ 53
d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, som har betydning for
vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 53
e. Påbud efter § 53 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
miljøministeren meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over ejendommen.
§ 53
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
miljøministeren afgørelse herom.
Stk. 2.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
§ 53
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 53 f kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden.
§ 53
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som
klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og
klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52.
§ 53
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 53 j, stk. 1, nr. 2-5, skal miljøministeren
træffe afgørelse efter § 53 f eller
§ 53 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3. Ministeren
kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af
oplysninger som nævnt i stk. 2.
§ 53
j. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages
til Naturklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag,
afgørelsen er meddelt.
Stk. 2. Klagen
indgives skriftligt til miljøministeren. Ministeren
videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den
påklagede afgørelse og det materiale, de er
indgået i sagen.
Stk. 3. Klage har
opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet
beslutter andet.
Stk. 4.
Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen
skønnes ikke at indeholde spørgsmål af
væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 5.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
§ 53
k. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages
af
1) adressaten for
afgørelsen,
2) enhver, som har
en væsentlig, individuel interesse i sagen,
3)
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis
hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
4)
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres
formål varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne
interesser, og
5) lokale
foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og
miljø som hovedformål.
Stk. 2. Ved klage
efter stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer
deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller
på anden måde.«
4. I
§ 54, stk. 1,
udgår »eller« i nr. 7, og i nr. 8 indsættes
efter »ulovligt forhold«: », eller«.
5. I
§ 54, stk. 1,
indsættes som nr. 9:
»9) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 53 c.«
§ 10
I lov om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken, jf. lovbekendtgørelse nr. 792 af 21.
juni 2007, foretages følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
2.
Efter § 37 indsættes:
»Kapitel 9 a
Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 37
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 37
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 37
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle
relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 37 f.
§ 37
d. Kommunalbestyrelsen kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes fore egen regning at
foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og
lignende med henblik på at klarlægge årsagen til
og virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 37
e. Påbud efter § 37 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
kommunalbestyrelsen meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over ejendommen.
§ 37
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse herom.
Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 37
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 37 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 37
h. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 37
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 44, stk. 4, nr. 2-5, skal kommunalbestyrelsen
på anmodning fra den klageberettigede træffe
afgørelse efter § 37 f eller § 37 g.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
3.§ 41, stk. 1, affattes
således:
»Det påhviler den til enhver tid
værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et
ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 9
a.«
4. I
§ 44 indsættes efter
stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Kommunalbestyrelsens afgørelser efter kapitel 9 a kan
påklages til Naturklagenævnet af
1) adressaten for
afgørelsen,
2) enhver, som har
en væsentlig, individuel interesse i sagen,
3)
landsdækkende foreninger og organisationer, hvis
hovedformål er beskyttelse af natur og miljø,
4)
landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres
vedtægter varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne
interesser, og
5) lokale
foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og
miljø som hovedformål.«
Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.
5. I
§ 44, stk. 5, der bliver
stk. 6, ændres » jf.
stk. 6« til: » jf.
stk. 7«.
6. I
§ 44, stk. 8, der bliver
stk. 9, ændres »stk. 2 og 3« til:
»stk. 2-4«.
7.
Efter § 44 indsættes:
Ȥ 44
a. Naturklagenævnets formand kan på
nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter
loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til
lovens formål.
Stk. 2. Ved klage
efter § 44, stk. 4, nr. 3 og 4, kan
Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller
organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved
indsendelse af vedtægter eller på anden måde.
Stk. 3.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
8. I
§ 50, stk. 1,
indsættes efter nr. 1 som nye numre:
»2) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 37 c,
3) undlader at
efterkomme påbud efter § 37 d eller § 37
e«
Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 4 og 5.
9. I
§ 50, stk. 4,
ændres » stk. 1, nr. 1
og 2,« til: » stk. 1,
nr. 1-4,«.
§ 11
I lov om vandløb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 789 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).«
2.
Efter § 59 indsættes:
Ȥ 59
a. Det påhviler den til enhver tid værende ejer
eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold,
medmindre andet følger af kapitel 11 a.«
3.
Efter § 60 indsættes:
»Kapitel 11 a
Miljøskade
§ 60
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 60
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, der er forårsaget i
forbindelse med erhvervsmæssig anlæggelse eller drift
af opstemningsanlæg, jf. § 48, forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den
overhængende fare for en skade er sket.
Stk. 3. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er
omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften,
hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes
uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
§ 60
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette vandløbsmyndigheden om
alle relevante aspekter ved situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade.
Stk. 3.
Vandløbsmyndigheden påser, at pligterne efter
stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet
afgørelse efter § 60 g.
§ 60
d. Vandløbsmyndigheden kan påbyde den
ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning
for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 60
e. Påbud efter § 60 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retablering af ejendommen.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen, kan
vandløbsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften.
Påbuddet er bindende over for den, der til enhver tid har
rådighed over ejendommen.
§ 60
f. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, og ikke skyldes den pågældendes
egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 60
g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven,
træffer vandløbsmyndigheden afgørelse
herom.
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt
i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger
forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 60 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
vandløbsmyndigheden skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 60
h. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom,
uanset at der ikke efter § 60 g kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden.
§ 60
i. Vandløbsmyndigheden sender afgørelsen om,
at der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, og det materiale, der er
indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren.
Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige
herfor.
Stk. 2.
Vandløbsmyndigheden offentliggør
afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 60
j. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 84, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, skal
vandløbsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 60 g eller § 60 h.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Vandløbsmyndigheden kan afvise at træffe
afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis
anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
4. I
§ 80, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog
§ 80 a«.
5.§ 80, stk. 2,
ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
6.
Efter § 80 indsættes:
Ȥ 80
a. Afgørelser vedrørende regulativer for
offentlige vandløb, jf. kapitel 5, og afgørelser
efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet.
§ 80, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2. Klage har
opsættende virkning, medmindre Naturklagenævnet
beslutter andet.
Stk. 3.
Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klage, når klagen
skønnes ikke at indeholde spørgsmål af
væsentlig interesse i forhold til lovens formål.
Stk. 4.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
7. I
§ 84, stk. 2,
ændres » kan påklages af« til:
»vedrørende regulativer for offentlige vandløb
kan desuden påklages af«.
8. I
§ 84 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Afgørelser efter kapitel 11 a kan påklages af
1) de personer
m.v., der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, og
2) de foreninger og
organisationer, der er nævnt i stk. 2.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
9. I
§ 84, stk. 4, der bliver
stk. 5, indsættes efter » stk. 2, nr. 2 og 3,«: » jf. stk. 3, nr. 2,«.
10. I
§ 85, stk. 1,
indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:
»6) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 60 c, eller«
Nr. 6 bliver herefter nr. 7.
§ 12
I lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 784 af 21. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56) og dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om
håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om
ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102,
side 15).«
2. I
§ 15 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af de
personer, organisationer m.v., der er nævnt i stk. 1,
nr. 1 og 4-7.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. I
§ 15, stk. 2, der bliver
stk. 3, indsættes efter » nr. 5 og 6«: » , jf. stk. 2, nr. 1,«.
4. I
§ 26, stk. 1,
indsættes efter »23 og 24«: »og kapitel 7
a«.
5. I
§ 26 a indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Afgørelser efter kapitel 7 a kan påklages af den kreds
af klageberettigede, som er nævnt i stk. 1, nr. 1, 4-6
og 9.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. I
§ 26 a, stk. 3, der
bliver stk. 4, indsættes efter »nr. 5 og
6,«: »jf. stk. 2,«.
7. I
§ 33, stk. 1,
indsættes efter »forhold«: » , medmindre andet følger af
kapitel 7 a«.
8.
Efter § 33 indsættes:
»Kapitel 7 a
Miljøskade
§ 33
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.
§ 33
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, der er forårsaget i
forbindelse med håndtering af indvindingsaffald,
forstås den ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden
eller den overhængende fare for en skade er sket.
Stk. 3. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder som fastlagt i
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er
omfattet af stk. 2, forstås den ansvarlige for driften,
hvis skaden eller den overhængende fare for en skade skyldes
uforsvarlig adfærd udvist af den pågældende.
§ 33
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf.
§ 31, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved
situationen.
Stk. 2. Den
ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 33 g.
§ 33
d. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet.
§ 33
e. Påbud efter § 33 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom
eller det indvindingsmateriel, hvor der er påvist en
påvirkning af naturen eller miljøet. I påbuddet
skal der fastsættes en pligt til retablering af ejendommen
eller indvindingsmateriellet.
Stk. 2. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen
eller indvindingsmateriellet, kan tilsynsmyndigheden meddele den,
der har rådighed over ejendommen eller
indvindingsmateriellet, påbud om at tåle, at
undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for
driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver
tid har rådighed over ejendommen eller
indvindingsmateriellet.
§ 33
f. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden
1) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet,
2) skyldes
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser, som skyldes den
pågældendes egne aktiviteter, eller
3) er forvoldt ved
en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
Stk. 2. Pligten til
at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2.
§ 33
g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter miljøskadeloven,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom.
Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i
§ 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger
forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1.
Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
§ 33
h. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 33 g kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden.
§ 33
i. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed,
sender kommunalbestyrelsen afgørelsen om, at der foreligger
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen.
Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen.
Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52.
§ 33
j. Hvis en klageberettiget efter § 15,
stk. 2, og § 26 a, stk. 3, har formodning om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, skal tilsynsmyndigheden på anmodning fra
den klageberettigede træffe afgørelse efter
§ 33 g eller § 33 h.
Stk. 2. Anmodningen
skal være ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.«
9. I
§ 44, stk. 1,
indsættes som nr. 5:
»5) undlader
at give underretning eller træffe foranstaltninger som
nævnt i § 33 c.«
§ 13
I lov om fiskeri og fiskeopdræt, jf.
lovbekendtgørelse nr. 372 af 26. april 2006, som
ændret senest ved lov nr. 317 af 31. marts 2007, foretages
følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel
indsættes:
»1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende
2004 nr. L 143, side 56).«
2.
Efter § 10 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 3 a
Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder
§ 10
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven.
§ 10
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet.
Stk. 2. Ved den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, hvis skaden eller den overhængende fare for en skade
skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende.
§ 10
c. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder i forbindelse med udøvelse af
erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse
af direktiv om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder
om
1) underretnings-
og oplysningspligt for den ansvarlige for driften i tilfælde
af en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade,
2) meddelelse af
påbud til den ansvarlige for driften om indsendelse af
oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, herunder påbud om at foretage
undersøgelser, analyser af stoffer og lignende med henblik
på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade og
3) klage over
afgørelser, herunder om klageberettigede.«
§ 14
I søloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret senest ved
§ 45 i lov nr. 523 af 6. juni 2007, foretages
følgende ændringer:
1.§ 206, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves.
2. I
§ 206 indsættes som
stk. 4 og 5:
»Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at stk. 2 ikke finder anvendelse på en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, der er omfattet af havmiljølovens
§ 47 c.
Stk. 5. Denne lovs
kapitel 9 finder anvendelse på situationer nævnt i
stk. 2-4.«
§ 15
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2008, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Samtidig
ophæves lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg.
Stk. 3.
Miljøministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 3, nr. 5.
Stk. 4. Regler
fastsat i medfør af § 8, stk. 3, og
§ 9, stk. 5, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg for så vidt angår fare for forurening af
havmiljøet forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler udstedt i medfør af lov om
beskyttelse af havmiljøet.
§ 16
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§ 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 2 og § 14 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger
Indholdsfortegnelse: |
1. 1.1. 1.2. 1.2.1. 1.2.2. 1.2.3. 1.2.4. 1.2.5. 1.2.6. 1.2.7. 1.3. 1.3.1. 1.3.2. 1.3.3. 1.3.4. 1.3.5. 1.3.6. 1.3.7. 1.3.8. 1.3.9. 1.3.10. 1.3.11. 1.3.12. 1.3.13. | Lovforslagets baggrund og
forhistorie Ændringer i forhold til de tidligere
fremsatte lovforslag Høring i Folketingets Miljø-
og Planlægningsudvalg den 11. april 2007 Valg af lovmodel Lovforslagenes kompleksitet, herunder de
mange ansvarsformer Producent/importøransvaret og
ansvar for udviklingsskader Handlepligter og
delafgørelser Opretholdelse af det eksisterende
grundejer/brugeransvar på naturområdet som et
subsidiært ansvar Vejledning om
miljøskadebegrebet Kun skader på arter og
naturområder, der er beskyttet under habitat- og
fuglebeskyttelsesdirektivet, kan være
miljøskader Generel introduktion til lovforslagene til
gennemførelse af miljøansvarsdirektivet Formålet med
miljøansvarsdirektivet Gennemførelse i dansk
lovgivning Systematikken i lovforslagene og
sagsgangen Hvad er en miljøskade? Hvem er ansvarlig? Hvad skal den ansvarlige umiddelbart
gøre? Hvilke typer af ansvar gælder? Sikkerhedsstillelse Tidsmæssig afgrænsning Hvem er myndighed? Hvem kan rejse en sag, og hvem kan
klage? Forebyggende foranstaltninger Afhjælpende foranstaltninger |
2. 2.1. 2.2. 2.3. 2.4. 2.5. 2.6. | Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskade og overhængende fare for
miljøskade Overordnet beskrivelse af direktivets
hovedindhold Miljøskade og overhængende
fare for miljøskade Den ansvarliges umiddelbare
handlepligter Den ansvarliges forpligtelse til at
bære omkostningerne Finansiel sikkerhedsstillelse Den ansvarlige og ansvarsgrundlaget |
2.6.1. 2.6.1.1. 2.6.1.2. 2.6.1.3. 2.6.2. 2.7. 2.8. 2.9. 2.10. | Det ubetingede ansvar Undtagelser fra det ubetingede ansvar -
tredjemands ansvar og ufravigelige instrukser Muligheder for at lempe det ubetingede
ansvar Mulighed for at fordele det ubetingede
ansvar Det skyldbaserede ansvar Forebyggende foranstaltninger Afhjælpende foranstaltninger Anmodning om foranstaltninger og
klageprocedure Kompetent myndighed |
3. | Systematikken i de to lovforslag |
4. | Lovforslagets hovedindhold |
4.1. | Modellen for gennemførelse af
miljøansvarsdirektivet |
4.2. | Ansvarsgrundlaget |
4.3. | Gennemførelse af direktivets
undtagelser |
4.4. | Den tidsmæssige afgrænsning
for lovens anvendelse |
4.5. | Anvendelse af artikel 8, stk. 3 -
tredjemandsansvar og ufravigelige offentlige instrukser |
4.6. | Anvendelse af artikel 8, stk. 4,
litra a og b - lempelse af det ubetingede ansvar i forbindelse med
udtrykkeligt tilladte udledninger/begivenheder og
udviklingsskader |
4.7. | Producent/importør ansvar |
4.8. | Den ansvarliges umiddelbare
handlepligter |
4.9. 4.10. | Finansiel sikkerhedsstillelse Anmodning om foranstaltninger og
klageadgang |
4.11. | Myndighedssystemet |
4.12. | Indhentelse af bindende udtalelse |
4.13. | Vejledning af myndigheder, virksomheder og
interesseorganisationer og bekendtgørelse om
miljøskadebegrebet |
4.14. | Overvågningsudvalg |
| |
5. | Nærmere beskrivelse af
ændringerne i de enkelte love |
5.1. 5.1.1. | Love på Miljøministeriets
område Miljøbeskyttelsesloven |
5.1.1.1 | Ændring af ansvarsgrundlaget |
5.1.1.2. | Producent/importør ansvar |
5.1.2. | Jordforureningsloven |
5.1.3. | Havmiljøloven |
5.1.4. | Vandforsyningsloven |
5.1.5. | Lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug |
5.1.6. | Miljø og genteknologiloven |
5.1.7. | Naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt-
og vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven |
5.1.8. | Vandløbsloven |
5.1.9. | Råstofloven |
5.2. | Konsekvensændringer i anden
lovgivning |
5.2.1. | Søloven |
5.2.2. | Lov om visse havanlæg |
5.2.3 | Lov om fiskeri og fiskeopdræt |
5.2.4 | Havneloven og lov om kystbeskyttelse |
5.3 | Forholdet til retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter |
| |
6 | De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige |
| |
7. | De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet |
| |
8. | De miljømæssige
konsekvenser |
| |
9. | Administrative konsekvenser for
borgere |
| |
10. | Forholdet til EU-retten |
| |
11. | Hørte myndigheder og organisationer
m.v. |
| |
12. | Vurdering af konsekvenser af
lovforslaget |
| |
1. Lovforslagets baggrund og
forhistorie
Lovforslaget sigter mod at gennemføre dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004, nr. L 143 s. 56), herefter
miljøansvarsdirektivet, og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om
håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om
ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L 102,
side 15).
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt
fremsatte forslag til lov om undersøgelse, forebyggelse og
afhjælpning af miljøskade (Miljøskadeloven),
som skal bidrage til at gennemføre
miljøansvarsdirektivet.
Miljøansvarsdirektivet indeholder en fælles ramme
for forebyggelse og afhjælpning af miljøskader og
overhængende fare for miljøskade, herunder
særligt i forhold til Rådets direktiv 79/409/EØF
af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper
og vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en
ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
Lovforslaget gennemfører regler om, hvem der
ifølge en offentligretlig regulering har ansvaret for at
anmelde, forebygge, afværge og afhjælpe
miljøskader eller overhængende fare for
miljøskader. Lovforslaget fastsætter desuden regler om
berørtes og andres mulighed for at anmode myndigheden om at
foretage foranstaltninger, regler om klageprocedure, og om hvem der
er den kompetente myndighed.
Lovforslaget gennemfører disse regler i lov om
miljøbeskyttelse, lov om forurenet jord, lov om beskyttelse
af havmiljøet, lov om vandforsyning m.v., lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, lov om miljø og
genteknologi, lov om naturbeskyttelse, lov om skove, lov om jagt og
vildtforvaltning, lov om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken, lov om vandløb og lov om
råstoffer. Endvidere ændres søloven for at
opnå en klar afgrænsning mellem anvendelsen af
miljøansvarsdirektivets ansvarsregler og anvendelsen af
sølovens ansvarsregler. En række bestemmelser
ophæves desuden i havanlægsloven, der hermed vil
være fuldstændig ophævet.
Herudover indebærer gennemførelsen af direktivet
ændringer i fiskeriloven, som er indeholdt i dette
lovforslag, og i havneloven og i lov om kystbeskyttelse. Forslag
til lov om ændring af havneloven og lov om kystbeskyttelse
blev fremsat den 15. november 2006 (L 77) og vedtaget af
Folketinget den 22. maj 2007, jf. lov nr. 548 af 6. juni
2007.
Udarbejdelsen af lovforslagene har taget udgangspunkt i
lovforslagene L 175 og L 176, som blev fremsat den 1. marts 2007
(folketingssamlingen 2006-07) og ministerens forslag til
ændring af forslagene, oversendt til Miljø- og
planlægningsudvalget i maj 2007 (bilag 12,
folketingsåret 2006-07). Forslagene svarer således
på væsentlige punkter til de tidligere fremsatte
lovforslag. Der er dog sket en gennemgribende sproglig bearbejdning
af de oprindelige lovforslag, og høringen i Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg har givet anledning til
en række ændringer og initiativer.
Der henvises til afsnit 1.1.
1.1. Ændringer i forhold til de
tidligere fremsatte lovforslag
Som opfølgning på høringen i Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg og til
imødegåelse af væsentlige dele af kritikken gav
miljøministeren tilsagn om at iværksætte en
række initiativer, ligesom ministeren fremsatte en lang
række ændringsforslag, som nu er indarbejdet i forhold
til de tidligere fremsatte L 175 og L 176. Der henvises til
ministerens tilkendegivelse af 30. april 2007 (L 175, bilag 6 og
10, folketingsåret 2006-07), ministerens fremsendte
ændringsforslag (L 175 - bilag 12, folketingsåret
2006-07) samt miljøministerens brev af 22. maj 2007 til
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg (L 175 -
bilag 15, folketingsåret 2006-07).
Ændringerne indebærer, at
-
kommunalbestyrelsen (og regionsrådet) i en periode fra lovens
ikrafttræden skal forelægge udkast til
afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade med henblik
på at indhente en bindende udtalelse herom fra
miljøministeren (i praksis et miljøcenter). Ordningen
har til formål at sikre, at der tages afsæt i den
eksisterende viden og samtidig etableres et løbende
samarbejde mellem kommunerne og staten (miljøcentrene),
således at kommunerne (og regionsrådene) opbygger en
kompetence til at vurdere, om der foreligger en miljøskade
eller ej. Herudover sikres det, at miljøcenteret er enig i
den afgørelse, som miljøcenteret skal bygge videre
på, når miljøcenteret udsteder påbud om
undersøgelser eller afhjælpning efter
miljøskadeloven. Den beskrevne
»konsultationsordning« vil blive taget op til vurdering
i andet halvår 2009 og skal senest ophøre, når
det tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform
foreligger.
- en
bekendtgørelse om, hvornår der er tale om
miljøskader eller overhængende fare herfor, som
udstedes, når der er opsamlet tilstrækkelige
erfaringer. For de områder, hvor der ikke til den tid
foreligger den fornødne praksis, vil bekendtgørelsen
løbende efterfølgende blive revideret og forbedret i
takt med, at erfaringsgrundlaget udvides. Bekendtgørelsen
skal afløse den ovenfor beskrevne
»konsultationsordning«, når det
tilstrækkelige regelgrundlag i bekendtgørelsesform
foreligger. Bekendtgørelsen vil blive udstedt, når der
efter 2-3 år er opsamlet tilstrækkelige erfaringer,
medmindre den ovennævnte vurdering af
»konsultationsordningen« i andet halvår af 2009
viser, at der er grundlag herfor på et tidligere
tidspunkt.
-
sagsbehandlingstiden gøres kortere ved, at klageadgangen
over tilsynsmyndighedernes (typisk kommunens) afgørelse af,
at der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade udskydes. Afgørelsen kan
fortsat påklages, men først senere i sagsbehandlingen,
dvs. i forbindelse med en påklage over en afgørelse,
der træffes efter miljøskadeloven.
Initiativerne består i, at
- der etableres en
række rådgivnings- og vejledningstiltag over for de
myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer, som skal have
med reglerne at gøre:
- et online
informationssystem som løbende opdateres med oplysninger om
den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige
medlemslande og
- en vejledning om
arbejdet med at vurdere miljøskadebegrebet.
- der fra lovenes
ikrafttræden etableres et overvågningsudvalg med
interesseorganisationer og myndigheder mv., der skal sikre
løbende, uafhængig overvågning af reglerne.
Samlet set vurderes dette at lette den samlede sagsbehandling
og sagsgang væsentligt.
Til forskel fra de tidligere fremsatte lovforslag
foreslås der ikke længere en samling og ensartning af
ansvarsreglerne for miljøskader og små skader i
miljøbeskyttelsesloven og den gældende
jordforureningslov. Herved undgås det at ændre
gældende, velkendte regler om ansvar for »hverdagens skader«.
En yderligere forenkling er også, at der nu ikke
længere i selve lovteksten er bestemmelser, der henviser til
de gældende regler i lovgivningen på naturområdet
om grundejeransvaret som subsidiært ansvarsgrundlag. Det
vurderes ikke som retligt nødvendigt, og
spørgsmålet omtales således nu alene i
lovbemærkningerne.
Det foreslås endelig, at lempelsen for udviklingsskader
i vandforsyningsloven fjernes. Efter en fornyet vurdering ses der
ikke noget særskilt behov herfor. Dette skyldes, at
vandforsyningsloven som udgangspunkt stiller krav om en udtrykkelig
tilladelse for indvinding af grundvand og overfladevand, samt at
lovens regler om, hvornår en tilladelse ikke er
fornøden til bortledning af grundvand er så
detaljerede (bortset fra de nødretslignende regler om skade
på bestående vej- og jernbaneanlæg), at de kan
sidestilles med en tilladelse. Det findes således
tilstrækkeligt at lempe for udtrykkeligt tilladte
udledninger/begivenheder. Fjernelsen af lempelsen for
udviklingsskader indebærer en forenkling i forhold til antal
af ansvarsformer i lovforslagene.
Herudover er de almindelige bemærkninger blevet
gennemskrevet og forbedret, så de indeholder en
pædagogisk fremstilling af reglernes indhold og opbygning.
Endelig er lovforslagene blevet gennemgået med henblik
på at indarbejde tekniske justeringer, evt. forenklinger og
andre forbedringer, samt ensretning af bestemmelser/sprogbrug m.v.,
som har vist sig hensigtsmæssige.
De tilknyttede lovændringer, der var indeholdt i det
oprindelige L 175, og som ikke havde noget med
gennemførelsen af miljøansvarsdirektivet at
gøre, er desuden blevet fjernet og flyttet over i lovforslag
L 4 om ændring af lov om miljøbeskyttelse og
forskellige andre love (Strafskærpelse m.v.), som nu er
vedtaget. Lovforslagene vedrører således nu nogle
få ændringer, som ikke direkte er affødt af
miljøansvarsdirektivet, men som omhandler ansvar/pligter i
forbindelse med skader på miljø og natur, ligesom der
i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug rettes op
på en fejl i klagebestemmelserne.
1.2. Høring i Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg den 11. april 2007
Den 11. april afholdt Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg en åben høring om de to
lovforslag - daværende L 175 og L 176 fremsat den 1. marts
2007 -, hvor professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse (EMB),
advokat, lic.jur. Mogens Moe (MM), og professor, dr. jur. Peter
Pagh (PP) var indbudt til at kommentere lovforslagene.
Kommentarerne var stærkt kritiske. Nedenfor gennemgås
og kommenteres de væsentligste elementer af denne kritik. Der
henvises desuden til udskriften af høringen (L 175 - bilag
11, folketingsåret 2006-07) og til ministeren svar på
spørgsmål 4-6 ad L 175 og L 176, folketingsåret
2006-07.
1.2.1. Valg af lovmodel
Det blev anført, at de fremsatte lovforslag ikke kunne
ændres og forbedres i tilstrækkeligt omfang, og at der
derfor burde tilvejebringes en helt ny strategi for
implementeringen og dermed et eller flere nye lovforslag, herunder
eksempelvis en model, hvor direktivet inkorporeres med forholdsvis
få bestemmelser og direktivet som bilag. En anden model kunne
være at gennemføre direktivet ved en omskrivning af
direktivets regler i én lov, hvilket ville give meget store
pædagogiske fordele, større overskuelighed og
færre fortolkningsproblemer.
Der blev herunder peget på den model, der er anvendt i
lov om erstatningsansvar for miljøskader, der dog skulle
suppleres med en pligt for myndighederne til at gøre
ansvaret gældende og adgang for NGO`er til at stille krav
herom.
For så vidt angår
miljøskadeerstatningsloven (lov nr. 225 af 6. april 1994 om
erstatning for miljøskade) bemærkes, at denne
vedrører det civilretlige erstatningsansvar som følge
af miljøskade, dvs. at det regulerer privates adgang til at
kræve erstatning for personskade, tab af forsørger,
tingsskade og andet formuetab som følge af
forureningsskader. De foreliggende lovforslag indebærer
derimod en offentligretlig regulering af ansvaret for og
forpligtelserne til forebyggelse og afhjælpning i
tilfælde af miljøskade eller overhængende fare
for miljøskade forårsaget af erhvervsmæssige
aktiviteter. Udgangspunktet her er derfor ikke et
erstatningsansvar, men en handlepligt for de virksomheder m.v., som
er ansvarlige for miljøskaden eller den overhængende
fare for en miljøskade.
På et enkelt punkt ligner miljøansvarsdirektivet
og miljøskadeerstatningsloven hinanden, nemlig ved begge at
indeholde et bilag over aktiviteter, der er undergivet et ubetinget
ansvar. Miljøskadeerstatningslovens bilag opregner de
virksomhedstyper, der er omfattet af loven, mens
miljøansvarsdirektivets bilag III opregner de aktiviteter og
påvirkninger, der på forskellig vis er reguleret af
EU-regler og som vurderes at indebære særlige risici
for natur og miljø, og derfor er undergivet et ubetinget
ansvar for miljøskade eller overhængende fare herfor.
Der ses dog store problemer ved blot at gengive direktivets bilag
III, idet virksomheder og myndigheder ikke umiddelbart vil kunne
se, hvilke aktiviteter der er omfattet. Det ville kræve, at
den enkelte virksomhed eller myndighed skulle fortolke de enkelte
direktiver for at finde ud af, om vedkommende er omfattet af
reglerne. Det bemærkes, at det heller ikke vil være
enkelt og let overskueligt at genfinde de EU-rettede regler.
Reglerne er ofte gennemført ved at vedtage nye regler, men
andre gange er det blot konstateret, at der allerede var
tilsvarende, i visse tilfælde strengere regler, der eventuelt
blot skulle ændres i begrænset omfang.
En inkorporering af direktivet med få bestemmelser og
direktivet som bilag er meget sjældent anvendt på
miljø- og naturområdet og i udgangspunktet kun, hvor
direktiver kun eller helt overvejende fastlægger pligter for
staten og/eller andre offentlige myndigheder.
Miljøansvarsdirektivet er ikke en sådan type direktiv.
Modellen ville medføre behov for en hel del supplerende
bestemmelser, idet for det første visse bestemmelser i
direktivet efterlader uklarheder, for det andet skal der foretages
en række valg, hvor direktivet giver valgfrihed og for det
tredje skal der tages stilling til gældende, strengere regler
m.v. Modellen vurderes derfor som uegnet i dette
tilfælde.
I valget af lovmodel (et lovforslag eller to lovforslag) til
gennemførelse af miljøansvarsdirektivet er der taget
udgangspunkt i, hvordan tilsynsmyndighederne anvender den
eksisterende lovgivning. Der er således i forskelligt omfang
i forvejen regler med forpligtelser for den ansvarlige til at
handle, når der er sket noget, og regler, som sikrer
håndhævelsen. Dette indebærer, at der tages
udgangspunkt i de love, som i dag regulerer de forskellige
relevante områder af miljøreguleringen, og som
tilsynsmyndigheden i dag konkret anvender i sin
håndhævelse.
En sag om en skade vil f.eks. starte ved, at
tilsynsmyndigheden modtager en anmeldelse fra den ansvarlige for
driften selv eller naboer m.v., eller ved, at myndigheden selv
opdager det i forbindelse med tilsyn. Det vil ofte ikke være
klart for hverken den ansvarlige for driften eller naboer m.v. (og
i mange tilfælde formentlig heller ikke for
tilsynsmyndigheden uden yderligere oplysninger og
undersøgelser), om der er tale om en miljøskade eller
en mindre skade. De eksisterende love og de eksisterende
tilsynsmyndigheder er derfor et naturligt afsæt for de nye
regler om miljøansvar.
Hertil kommer, at de gældende love i visse
tilfælde i forvejen indeholder regler om
underretningsforpligtelser og krav om genopretning af
miljøet eller i hvert fald krav om at berigtige ulovlige
forhold. Endelig vil langt de fleste sager også fremover
forblive reguleret af de gældende love, da der forventes
relativt få tilfælde af miljøskader eller
overhængende fare for miljøskade (5-15 sager
årligt).
Ved at anvende en to-lovs-model opnås en mere tydelig
stillingtagen til, i hvilke tilfælde de eksisterende og
hvornår de nye regler gælder. Anvendes en
en-lovs-model, hvor ændringerne følger af, at man
vedtager en ny lov, som gælder for disse skader, lader man
det i langt højere grad være op til myndigheder og
virksomheder at være opmærksomme på, at de skal
tage stilling til, om den ene eller anden lov skal finde
anvendelse, når skader skal anmeldes, der skal meddeles
påbud etc.
Derfor er der i hver enkelt af de eksisterende, relevante love
indarbejdet forslag til lovændringer, der indeholder et
særskilt kapitel af begrænset længde om de
særlige regler, der gælder, når der
indtræder en overhængende fare for miljøskade,
eller der forårsages en egentlig miljøskade. Det er
således fortsat vurderingen, at den valgte model med
ændringer af den eksisterende regulering i et lovforslag
(tidligere L 175) og den nødvendige nye regulering i et
andet (tidligere L 176) er den mest hensigtsmæssige.
1.2.2. Lovforslagenes kompleksitet,
herunder de mange ansvarsformer
Der var kritik af, at lovforslagene fremstår som meget
komplekse, idet de er meget omfattende og svært
tilgængelige, ligesom der er mange forskellige ansvarsformer,
herunder mange varianter af det ubetingede ansvar for
forureningsskader.
De almindelige bemærkninger er blevet gennemskrevet og
forbedret, så de indeholder en pædagogisk fremstilling
af reglernes indhold og opbygning. Der henvises til afsnit 3-4.12.
Derudover er lovforslagene blevet gennemgået med henblik
på at indarbejde tekniske justeringer, evt. forenklinger og
andre forbedringer, samt ensretning af bestemmelser/sprogbrug m.v.,
som har vist sig hensigtsmæssige.
For at forenkle lovforslagene er ensartningen af ansvaret for
landbaserede forureningsskader (miljøskader og mindre
skader) blevet opgivet. Fordelen er, at der ikke indføres
nye regler for hverdagens skader. Da ændringerne af de
velkendte regler for de små skader ikke har ophæng i
direktivet, er de ikke nødvendige for implementering af
direktivet.
En yderligere forenkling er også, at der nu ikke
længere i selve lovteksten er bestemmelser, der henviser til
de gældende regler i lovgivningen på naturområdet
om grundejeransvaret som subsidiært ansvarsgrundlag. Det
vurderes ikke som retligt nødvendigt, og
spørgsmålet omtales således nu alene i
lovbemærkningerne.
Det foreslås desuden, at lempelsen for udviklingsskader
i vandforsyningsloven fjernes. Dette skyldes, at
vandforsyningsloven som udgangspunkt stiller krav om en udtrykkelig
tilladelse for indvinding af grundvand og overfladevand, samt at
lovens regler om, hvornår en tilladelse ikke er
fornøden til bortledning af grundvand er så
detaljerede (bortset fra de nødretslignende regler om skade
på bestående vej- og jernbaneanlæg), at de kan
sidestilles med en tilladelse. Det findes således
tilstrækkeligt at lempe for udtrykkeligt tilladte
udledninger/begivenheder. Fjernelsen af lempelsen for
udviklingsskader indebærer en forenkling i forhold til
antallet af ansvarsformer i lovforslagene.
Der er derudover besluttet en række tiltag, som skal
sikre vejledning og rådgivning af de involverede myndigheder,
virksomheder og interesseorganisationer. Det er foreslået at
etablere en ordning i en overgangsperiode, hvor kommunalbestyrelsen
(eller regionsrådet, hvor denne er tilsynsmyndighed) skal
indhente en bindende udtalelse fra miljøcentret, inden den
træffer afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Desuden etableres der fra lovenes
ikrafttræden et overvågningsudvalg med
interesseorganisationer og myndigheder mv., der skal sikre en
løbende overvågning af reglerne.
1.2.3. Producent/importør
ansvaret og ansvar for udviklingsskader
Der blev rejst spørgsmål ved, om
producentansvaret var foreneligt med miljøansvarsdirektivet,
og om det er muligt at håndhæve påbud overfor
udenlandske producenter.
Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke
berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i
tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til
fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af
produktet. Bestemmelsen kom ind i direktivet på bl.a. dansk
foranledning. Direktivets artikel 9 er ikke fuldstændig klar,
men fastslår, at direktivet ikke berører den nationale
fordeling af »ansvaret«
mellem producenten og brugeren af et produkt. På denne
baggrund vurderes det fortsat, at Miljøministeriets
fortolkning af direktivet ligger inden for rammerne af det
råderum, der er i direktivet. Det kan dog ikke udelukkes, at
EF-Domstolen vil kunne komme til et andet resultat.
Der er ikke i dag regler på miljøområdet,
som giver hjemmel til at påbyde en producent at genoprette
tilstanden i miljøet, hvis en erhvervsmæssig brugers
anvendelse af et produkt har forårsaget en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade. Brugeren
har dog heller ikke i dag et ubetinget ansvar, idet
jordforureningsloven ikke omfatter jord påvirket af
jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning, pesticider
m.v.
Ligesom under forhandlingerne om direktivforslaget er det
fortsat holdningen, at det vil kunne ramme brugeren
uforholdsmæssigt hårdt, hvis denne skal bære et
ubetinget ansvar for forureninger eller skader, der opstår
som en følge af f.eks. fejl ved produktet eller som en
udviklingsskade. Om baggrunden for, på hvilke områder
der foreslås indført et producentansvar henvises til
afsnit 5.1.1.2.
Det er korrekt, at der er et håndhævelsesproblem i
forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der ikke har
adresse i Danmark.
Det folkeretlige udgangspunkt i forhold til jurisdiktion er,
at der er tale om krænkelse af andre landes
suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark med virkning
for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog på en
konkret vurdering af »tilknytningen« til Danmark - og af
eksisterende internationale aftaler, om det ud fra folkeretten er
lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til at udstede et
påbud til en udenlandsk bosiddende producent. Det vil
imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at
håndhæve et sådant påbud over for en
producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark,
hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I
sådanne tilfælde vil det være den
pågældende danske importør, der ifalder ansvaret
og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske
importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af
ansvaret. Dette forhold er nu beskrevet i bemærkningerne til
bestemmelserne om producent/importøransvar i
miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, lov om
miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og i lov om miljø
og genteknologi.
Et ubetinget ansvar, der indebærer et ansvar for
udviklingsskader, blev endvidere kritiseret for at være for
vidtgående, uanset om der er tale om
producent/importøransvar eller ansvaret for den, der
erhvervsmæssigt driver den aktivitet, som forårsager en
miljøskade. Der blev bl.a. henvist til, at
miljømyndighederne herefter kan definere aktiviteter, som
hidtil har været accepterede, som miljømæssigt
uforsvarlige og de derved opståede forhold i miljøet
som skader. Hidtil har man ikke haft den form for tilbagevirkende
kraft, som begrebet »udviklingsskader« vil
få.
Udviklingsskader er kendetegnet ved, at der er tale om
eksempelvis en forurening eller en overhængende fare herfor,
som ikke ansås for at ville forårsage en sådan
skade/fare ifølge den tekniske og videnskabelige viden
på tidspunktet for aktiviteten.
Direktivet har som udgangspunkt, at der er ansvar, uanset om
udledningen, aktiviteten eller anvendelsen af et produkt ikke
ansås at ville forårsage miljøskader
ifølge den videnskabelige og tekniske viden på det
tidspunkt, hvor aktiviteten fandt sted. Direktivet giver dog i
artikel 8, stk. 4, litra b, mulighed for at friholde for ansvar i
en sådan situation.
Der findes også i dag regler om ansvar for
udviklingsskader. Jordforureningsloven indeholder således
ingen undtagelser for udviklingsskader, og ansvaret er ikke
afhængigt af, at betingelserne for at ifalde et
erstatningsretligt ansvar er opfyldt.
Også lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet indeholder et erstatningsansvar for
udviklingsskader. Der er her tale om et produktansvar. Reglerne er
en fravigelse af reglerne i produktansvarsloven, som betinger
retten til erstatning af, at skaden skyldes en defekt ved
produktet. Hvis en producent efter produktansvarsreglerne kan
bevise, at det ikke var muligt at opdage defekten på grundlag
af den videnskabelige og tekniske viden på det tidspunkt,
hvor produktet blev bragt i omsætning (udviklingsskade), er
han ansvarsfri. I forhold til produktansvarsreglerne, er der i lov
om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsområdet
forbedrede muligheder for at opnå erstatning, idet retten til
erstatning ikke knyttes til defektbegrebet, men i stedet til en
rimelighedsvurdering af, om bivirkningerne går ud over, hvad
patienten bør tåle (jf. § 43, stk. 1,
1. pkt.), at der ikke gælder nogen undtagelse for
udviklingsskader (jf. § 43, stk. 1, 2. pkt.), og at
kravene til bevis for årsagssammenhæng mellem
lægemiddel og skade er blevet lempet (jf.
§ 44).
Ud fra risikoanvejningssynspunkter findes den, der driver den
erhvervsmæssige aktivitet og som dermed har den
økonomiske interesse heri, nærmest til at bære
risikoen for, om der indtræffer en skade. Hertil kommer, at
en lempelse af ansvaret, så der er ansvarsfrihed ved
udviklingsskader i væsentligt omfang vil vanskeliggøre
administrationen af de offentligretlige påbudsregler. En
lempelse vil heller ikke være i overensstemmelse med de
hidtidige politiske retningslinjer i forbindelse med
miljøansvarsdirektivet.
På denne baggrund er producent- og
importøransvaret og ansvaret for udviklingsskader for visse
producenter og udledninger m.v. fastholdt i forslaget.
1.2.4. Handlepligter og
delafgørelser
Der blev rejst kritik af, at det er nødvendigt at
træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade, og at skadevolderen har ansvar for skaden,
før sagen behandles. Generelt er der for mange
delafgørelser, der hver især kan påklages med
deraf følgende opsættende virkning.
Derudover blev der rejst spørgsmål ved, om
lovforslagene er i overensstemmelse med direktivet, fordi
operatøren (den ansvarlige forurener/skadevolder
ifølge direktivets ordlyd) efter forslaget ikke har nogen
handlepligt, når denne er ansvarsfri som følge af de
foreslåede lempelser af ansvaret. Det blev således
påpeget, at det alene fulgte af direktivet, at
operatøren i sådanne tilfælde »ikke er forpligtet til at
bære/ikke bærer omkostningerne« (artikel 8,
stk. 3 og 4), hvorfor myndigheden i disse situationer må
dække omkostningerne. Det forekom således tvivlsomt, om
det er i overensstemmelse med direktivet, at miljøskader
ikke skal behandles efter miljøskadeloven, hvis
forurener/skadevolder ikke er ansvarlig eller ikke er
betalingsdygtig.
Lovforslaget indeholder i samtlige berørte love
på miljø- og naturområdet regler om
skadevolderens pligt til at anmelde skader og gribe ind overfor
truende situationer og skader straks med henblik på at
forebygge, at der sker en miljøskade, og at
miljøskader forværres, og at afhjælpe indtrufne
miljøskader, uanset der endnu ikke er truffet udtrykkelig
afgørelse om, hvorvidt det er en miljøskade eller ej.
I forhold til det tidligere fremsatte lovforslag er disse regler nu
yderligere ensartet i overensstemmelse med direktivets ordlyd og
trukket frem i lovforslaget, så de fremstår
tydeligere.
Det bemærkes i øvrigt, at det såvel efter
de gældende som de kommende regler på f.eks.
miljøbeskyttelseslovens område kan bestemmes, at en
klage ikke skal have opsættende virkning, hvis der foreligger
særlige grunde hertil, f.eks. hvor meget alvorlig forurening
eller risiko herfor foreligger.
Miljøansvarsdirektivet indeholder krav om, at den
kompetente myndighed træffer afgørelse om, hvem der er
ansvarlig for en miljøskade, og at den kompetente myndigheds
afgørelse kan påklages, ligesom myndigheden skal have
mulighed for at stille en lang række krav til oplysning af
sagen og til at forebygge og afhjælpe, herunder krav om, at
de afhjælpende foranstaltninger skal tiltrædes af
myndigheden. Uanset valg af lovmodel, vil det derfor være
nødvendigt, at den ansvarliges pligter præciseres i en
eller flere afgørelser.
Derudover foreslås det at forenkle sagsgangen ved at
udskyde klageadgangen over tilsynsmyndighedernes (typisk kommunens)
afgørelse af, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade.
Afgørelsen kan fortsat påklages, men først
senere i sagsbehandlingen, dvs. i forbindelse med en klage over en
afgørelse, der træffes efter
miljøskadeloven.
Om den foreslåede implementering i forhold til
direktivteksten bemærkes følgende: Direktivets
bestemmelser om handlepligter og den kompetente myndigheds mulighed
for (men ikke pligt til) selv at afhjælpe i artikel 5 og 6
set i sammenhæng med lempelserne af ansvaret i artikel 8,
stk. 3 og 4, er uklare. Denne uklarhed giver et råderum
for fortolkning af direktivet. Det vurderes, at den fortolkning,
der ligger til grund for de foreslåede regler, ligger inden
for rammerne af det råderum, der er i direktivet. Det kan dog
ikke udelukkes, at EF-Domstolen vil kunne nå frem til et
andet resultat.
Det bemærkes i øvrigt, at Kommissionens
oprindelig forslag til miljøansvarsdirektivet ganske vist
indeholdt bestemmelser om, at medlemsstaterne skulle forebygge og
afhjælpe de miljøskader, der ikke blev håndteret
af de ansvarlige for den erhvervsmæssige aktivitet, som
forårsagede miljøskaden eller den overhængende
fare herfor. Et stort flertal af medlemslandene modsatte sig
imidlertid dette subsidiære offentlige ansvar for
miljøskaderne og den overhængende fare herfor, og
bestemmelserne herom udgik derfor i det vedtagne direktiv.
1.2.5. Karakteren af det eksisterende
grundejer- og brugeransvar på naturområdet, som
opretholdes som et subsidiært ansvar
Der blev rejst spørgsmålstegn ved, om det
eksisterende grundejer- og brugeransvar, der opretholdes som et
subsidiært ansvar i lovgivningen på naturområdet,
kan beskrives som et ubetinget grundejeransvar, således som
det er sket i lovforslagene L 175 og L 176.
Efter den gældende lovgivning på
naturområdet, bortset fra vandløbsloven, er der i dag
bestemmelser om, at det påhviler den til enhver tid
værende ejer eller bruger at berigtige et ulovligt forhold.
Det antages i praksis, at det samme gælder efter
vandløbsloven, og lovforslaget indeholder derfor en
kodificering af denne antagelse.
Det vurderes imidlertid ikke som retligt nødvendigt, at
der indføres bestemmelser, som udtrykkeligt henviser til
reglerne om grundejer/brugeransvaret i de gældende love
på naturområdet som subsidiært ansvarsgrundlag.
Dette vil gælde også uanset udtrykkelige bestemmelser
herom. På denne baggrund er disse udtrykkelige henvisninger
taget ud af lovforslaget.
1.2.6. Vejledning om
miljøskadebegrebet
Der blev peget på, at der mangler vejledning i
forslagets forarbejder om, hvad der vil udgøre en
miljøskade, særligt i forhold til overfladevand og
beskyttede arter og naturtyper.
Der vil blive udarbejdet en vejledning om arbejdet med
miljøskadebegrebet. Der vil desuden blive oprettet et online
informationssystem, som løbende opdateres med oplysninger om
den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige
medlemslande. Vejledning og online informationssystem vil foreligge
ved lovforslagenes ikrafttræden. Derudover vil der blive
udstedt en bekendtgørelse om, hvornår der er tale om
miljøskader. Denne bekendtgørelse udstedes, når
der er opsamlet tilstrækkelige erfaringer, og den vil
løbende blive revideret i takt med at erfaringsgrundlaget
udvides.
1.2.7. Kun skader på arter og
naturområder, der er beskyttet under habitat- og
fuglebeskyttelsesdirektivet kan være miljøskader
Det blev under høringen ligeledes problematiseret, at
kun beskyttede arter og naturtyper, der er beskyttet under habitat-
eller fuglebeskyttelsesdirektivet, er omfattet.
Dette forslag til regulering fastholdes. En udvidelse af
beskyttelsen af arter og naturområder til også at
omfatte arter og områder, der alene er beskyttet af dansk ret
(f.eks. fredede områder eller § 3-områder
uden for Natura 2000-områder), vil gøre den i forvejen
komplicerede afgørelse af, hvornår der foreligger en
miljøskade på en beskyttet naturtype, yderligere
kompliceret. For Natura 2000-områderne vil der fra ultimo
2009 foreligge Natura 2000-planer, der bl.a. fastlægger
gunstig bevaringsstatus for områderne og arterne, som skal
danne grundlag for vurderingen af, om der er tale om en
miljøskade i direktivets forstand. Men sådanne planer
- og dermed statusfastlæggelse - vil ikke foreligge for andre
områder og arter. Der vil således ikke være nogen
målestok for, om en aktivitet har medført en
væsentlig negativ påvirkning af bestræbelserne
for at opnå god bevaringsstatus.
1.3. Generel introduktion til
lovforslagene til gennemførelse af
miljøansvarsdirektivet
Med dette afsnit gives et overblik over
hovedproblemstillingerne og hovedprincipperne i de to lovforslags
regler om miljøansvar. Lovforslagene er lovteknisk tæt
forbundne, og introduktionen gennemgår derfor de to
lovforslag under ét af hensyn til den samlede
forståelse af systematikken. Gennemgangen trækker
hovedlinierne op. For en detaljeret gennemgang af direktivet og
lovforslagene henvises til bemærkningernes afsnit 2-5
nedenfor og til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven.
1.3.1. Formålet med
miljøansvarsdirektivet
Miljøansvarsdirektivets formål er at forebygge og
afhjælpe fremtidige større, dvs.
væsentlige/betydelige skader på jord, vand og
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
(miljøskader). Miljøansvarsdirektivet går
på tværs af den hidtidige regulering af miljø og
natur i EU, idet den sikrer harmoniserede regler om ansvar i
tilfælde af, at der sker en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på jord,
vand og beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder.
Det grundlæggende princip er, at den, der er ansvarlig
for erhvervsmæssige aktiviteter, der indebærer en
risiko for miljø eller natur, også skal være
ansvarlig for miljøskader eller overhængende fare for
miljøskader på miljø og natur som følge
af disse erhvervsmæssige aktiviteter. Den ansvarlige skal
forebygge en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, og hvis miljøskaden er sket, skal den
ansvarlige afhjælpe skaden og afholde alle omkostninger i den
forbindelse (forureneren betaler-princippet).
1.3.2. Gennemførelse i dansk
lovgivning
Miljøansvarsdirektivet gennemføres i dansk lov
med dette lovforslag og forslag til miljøskadeloven.
Herudover vil der skulle udstedes enkelte
bekendtgørelser.
Lovforslaget ændrer 15 love, som bliver berørt af
direktivet. Den ansvarlige for en miljøskade eller
overhængende fare herfor defineres som den ansvarlige for
driften, dvs. den ansvarlige for driften af den
erhvervsmæssige aktivitet, der har forårsaget
miljøskaden eller den overhængende fare herfor.
Lovforslaget indeholder regler om, hvad den ansvarlige for
driften er umiddelbart forpligtet til frem til det tidspunkt, hvor
de kompetente myndigheder har truffet afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade. Lovforslaget giver de kompetente
myndigheder hjemmel til at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller
overhængende fare for miljøskade og hvem der er
ansvarlig på hvilket ansvarsgrundlag. Lovforslaget indeholder
desuden regler om klageadgang og om muligheden for at rejse en sag
om, hvorvidt der er en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade eller ej.
Forslag til miljøskadeloven definerer, hvad en
miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade er, og indeholder også ligesom dette
lovforslag visse regler om, hvad den ansvarlige for driften er
umiddelbart forpligtet til efter det tidspunkt i en sag, hvor der
er truffet afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller overhængende fare herfor. Forslag til
miljøskadeloven indeholder desuden regler om påbud om
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader- og om klageadgang og mulighederne for at
kræve, at myndighederne træffer foranstaltninger. Der
er tale om en ny lov, som regulerer sagen fra det tidspunkt, hvor
det er afgjort, at der er en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, og hvem der er
den rette ansvarlige. Denne lov skal altså kun gælde
for disse sager.
1.3.3. Systematikken i lovforslagene
og sagsgangen
Når der opstår en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade skal den
ansvarlige for driften underrette den relevante tilsynsmyndighed og
afværge den overhængende fare eller forhindre
yderligere skade. Den relevante tilsynsmyndighed er den
tilsynsmyndighed, der allerede i dag er ansvarlig for
håndhævelse af den lov, som gælder for
forureningen eller for en anden negativ påvirkning - typisk
kommunen. Tilsynsmyndigheden skal herefter afgøre, om
forureningen eller den anden negative påvirkning er så
alvorlig, at den udgør en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Hvis
tilsynsmyndigheden vurderer, at der kan være tale om en
overhængende fare for miljøskade eller en
miljøskade, skal tilsynsmyndigheden i en periode indhente en
bindende udtalelse fra det statslige miljøcenter.
Hvis der ikke er tale om en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade, behandler
tilsynsmyndigheden sagen efter de eksisterende regler.
Hvis der er tale om en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade, overgår sagen
til det statslige miljøcenter og den videre sagsbehandling
foregår efter miljøskadeloven. Det er det statslige
miljøcenter, som fører tilsyn med, at den ansvarlige
for driften opfylder sine umiddelbare handlepligter efter
miljøskadeloven og som skal udstede påbud om bl.a.
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger efter denne lov.
Miljøcentret giver i den forbindelse påbud om
sikkerhedsstillelse, om evt. yderligere undersøgelser, om
evt. forebyggende foranstaltninger, om forslag til
afhjælpning og påbud om de afhjælpende
foranstaltninger, der skal træffes.
1.3.4. Hvad er en
miljøskade?
En miljøskade er en betydelig skade på bestemte
beskyttede naturressourcer forårsaget af
erhvervsmæssige aktiviteter.
En skade er en negativ ændring af en naturressources
tilstand, som er konkret og målelig, fx en forurening fra en
virksomheds udslip af miljøskadelige stoffer i et
vandløb eller fra en lækage i en gylletank.
Udgangspunktet for en vurdering af, om der er sket en
miljøskade på en beskyttet naturressource er den
tilstand, som naturressourcen befandt sig i på det tidspunkt
skaden skete - og ikke en formodet upåvirket (uforurenet)
tilstand.
Hvilke naturressourcer der er beskyttet, og at skaden skal
være betydelig, følger af definitionen på
miljøskaderne:
a) en skade
på arter og internationale naturbeskyttelsesområder,
der er beskyttet af habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiverne, og
som medfører en betydelig negativ påvirkning af
indsatsen for at opnå eller opretholde gunstig
bevaringsstatus,
b) en skade
på vandmiljøet, som medfører en betydelig
negativ påvirkning af de pågældende
vandforekomsters økologiske, kemiske eller kvantitative
tilstande eller økologiske potentiale, eller
c) en skade
på jord, det vil sige en jordforurening, der medfører
en betydelig risiko for, at menneskers sundhed påvirkes
negativt.
Hvad betyder »en betydelig negativ
påvirkning«?
Hvad betyder det, at skaderne skal medføre en betydelig
negativ påvirkning? Der kan peges på, at
betydeligt/betydende ikke blot retter sig mod omfanget af en
påvirkning eller risiko, men i lige så høj grad
mod karakteren heraf. Spørgsmålet om, hvorvidt en
påvirkning eller risiko er »betydelig«, afgøres af et
samspil mellem påvirkningernes styrke eller karakter og i den
sammenhæng følsomheden af den pågældende
naturressource, påvirkningens omfang, dvs. størrelsen
af det påvirkede område eller antallet af individer,
samt et tidsaspekt, herunder om skaden genoprettes naturligt inden
for et kort(ere) tidsrum.
Samtidig må det med udgangspunkt i
proportionalitetsprincippet lægges til grund, at den
betydelige skade eller risiko skal have en sådan karakter, et
omfang og en almen interesse for andre end den eller de umiddelbart
berørte, at den står i et rimeligt forhold til
direktivets krav til de kompetente myndigheders håndtering af
miljøskaderne, herunder ikke mindst kravene til supplerende
og kompenserende foranstaltninger ved afhjælpning af skader
på beskyttede arter og naturtyper og på
vandmiljøet.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 2.2. nedenfor,
og forslag til miljøskadelovens bemærkninger, afsnit
1.2.1.
1.3.5. Hvem er ansvarlig?
De nye regler gælder kun en miljøskade og
overhængende fare for en miljøskade i forbindelse med
erhvervsmæssig aktivitet, f.eks. fra industri,
værksteder, sø-, luft-, og landtransport eller
landbrug, uanset om aktiviteten er privat eller offentlig.
Det er i udgangspunktet den, der driver den virksomhed eller
det anlæg, som en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade stammer fra, som er
ansvarlig for skaden - dvs. den ansvarlige for driften. Der kan
være tale om såvel forurenende erhvervsmæssige
aktiviteter, som andre erhvervsmæssige aktiviteter,
såsom f.eks. skovfældning eller oprensning af
vandløb.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2. og afsnit 5
nedenfor.
Ansvaret er imidlertid delt mellem på den ene side den
for driften ansvarlige i sin egenskab af at være bruger af et
produkt og på den anden side en producent eller
importør af produktet på udvalgte områder:
Hvis der er tale om anvendelse af handelsgødning til
jordbrugsmæssige formål, anvendelse af genmodificerede
organismer (GMO´er), pesticider eller biocider er producenten
eller importøren den ansvarlige, hvis skaden er sket som
følge af fejl i produktet, eller hvis der er tale om en
udviklingsskade. En udviklingsskade er kendetegnet ved, at
forureningen indtræder, selv om man ifølge den
tekniske og videnskabelige viden på tidspunktet for
aktiviteten ikke anså aktiviteten for at ville
forårsage en skade. Man kan sige, at der er tale om en skade,
som følger af en ikke-erkendt fare, som heller ikke burde
have været erkendt. Brugeren skal dog kunne godtgøre,
at produktet er håndteret forsvarligt og i overensstemmelse
med forskrifterne.
Også producenten eller importøren af
affaldsstoffer (f.eks. slam) og husdyrgødning, der bruges
til jordbrugsformål, er ansvarlig, forudsat skaden er sket
som følge af fejl ved produktet. På disse
områder vil ingen kunne gøres ansvarlig for
såkaldte »udviklingsskader«.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.7.
nedenfor.
1.3.6. Hvad skal den ansvarlige
umiddelbart gøre?
Umiddelbart efter, at en miljøskade er sket eller en
overhængende fare for en miljøskade er indtrådt,
skal den ansvarlige for driften træffe alle de praktisk
gennemførlige tiltag til at afværge den
overhængende fare eller begrænse skadens omfang og
forhindre yderligere skade. Det skal ske på eget initiativ,
også selvom tilsynsmyndigheden endnu ikke har taget stilling
til, om der er tale om en miljøskade eller
overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften har også pligt til straks at
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af
situationen i tilfælde af en overhængende fare for en
miljøskade eller en allerede indtrådt
miljøskade. Dette skal også ske på eget
initiativ.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 2.3 og 4.8.
nedenfor
1.3.7. Hvilke typer af ansvar
gælder?
Alt afhængig af hvilken lov på miljø- og
naturområdet, som miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade er omfattet af,
kan der være tale om forskellige former for ansvar. Dette
skyldes, at direktivet fastlægger
- et ubetinget
ansvar for en lang række erhvervsaktiviteter, som er
anført i bilag III til direktivet (omfatter
størstedelen af forureninger, anvendelse af genmodificerede
organismer (GMO'er), vandopstemning og vandindvinding), og
- et skyldbaseret
ansvar for alle andre erhvervsaktiviteter, der forårsager en
skade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2.
nedenfor.
Love, der kun indeholder det
ubetingede ansvar
Lovforslaget fastlægger det ubetingede ansvar for
erhvervsmæssige aktiviteter omfattet af
miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven, af
miljø og genteknologiloven og af
husdyrgodkendelsesloven.
Det ubetingede ansvar indebærer, at den ansvarlige for
driften er ansvarlig for at forebygge og afhjælpe en
miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse,
også selvom han/hun ikke har handlet uforsvarligt, og uanset
om aktiviteten var tilladt og alene forårsager en tilladt
påvirkning, fx en tilladt forurening. Dette indebærer
altså også et ansvar for fx uheld.
Miljøbeskyttelsesloven, miljø og
genteknologiloven og husdyrgodkendelsesloven indeholder også
et ubetinget producent/importør ansvar. Der henvises
generelt til bemærkningernes afsnit 4.2. og til
bemærkningernes afsnit 4.7., 5.1.1.2. og 5.1.5 og 5.1.6. for
så vidt angår producent/importør ansvaret
nedenfor
Love der kun indeholder det
skyldbaserede ansvar
Der gennemføres et skyldbaseret ansvar for
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader på beskyttede arter og internationale
beskyttelsesområder forårsaget af andre
erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. alle andre aktiviteter end
dem, der er omfattet af direktivets bilag III. Det er typisk
aktiviteter, som er ikke-forurenende. Eksempler er skovning,
redeplyndring eller oprensning af vandløb. Et skyldbaseret
ansvar indebærer, at den ansvarlige for driften skal have
udvist uforsvarlig adfærd - dvs. fejl eller
forsømmelser.
Det skyldbaserede ansvar gennemføres i
naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven
og Tøndermarskloven.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2. og 5.1.7
nedenfor.
Love, der indeholder både et
ubetinget og et skyldbaseret ansvar
I havmiljøloven, vandforsyningsloven,
vandløbsloven og i råstofloven gennemføres
såvel det ubetingede ansvar som det skyldbaserede ansvar. I
disse love vil der altså være regler om både
ubetinget ansvar og skyldbaseret ansvar for forskellige
erhvervsmæssige aktiviteter.
Det ubetingede ansvar gælder i vandforsyningsloven for
vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden sænkning
af grundvandsstanden, i vandløbsloven for vandopstemning og
i råstofloven for håndtering af indvindingsaffald. I
havmiljøloven indføres det ubetingede ansvar for
forureninger og overhængende fare herfor i forbindelse med en
række aktiviteter, herunder for olie- og kemikalieforurening,
klapning, spildevandsudledninger, affaldshåndtering
m.v.
Det skyldbaserede ansvar gælder i samtlige disse love,
som nævnt, for alle andre erhvervsaktiviteter, der
forårsager miljøskade eller overhængende fare
for en miljøskade på beskyttede arter eller
internationale beskyttelsesområder.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.2., 5.1.3.,
5.1.4., 5.1.8. og 5.1.9 nedenfor.
Undtagelser fra det ubetingede ansvar
- ufravigelige forskrifter og tredjemands ansvar
Den ansvarlige for driften er ikke ansvarlig, hvis han/hun kan
dokumentere, at miljøskaden eller den overhængende
fare for miljøskade er sket som følge af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed (medmindre
forskrifterne følger af et påbud i forbindelse med den
ansvarlige for driftens egne aktiviteter, dvs. hændelser, som
driftsherren selv var ansvarlig for). Et eksempel på en
ufravigelig offentlig instruks kunne være, hvis en kommune
har givet en virksomhed påbud om, at nogle tønder med
farlige stoffer skal stå et bestemt sted på fabrikken,
og det bestemte sted er i nærheden af en maskine, der sender
gnister mod tønderne, som eksploderer.
Hvis den, der driver den virksomhed eller det anlæg, som
miljøskaden eller den overhængende fare herfor stammer
fra, kan dokumentere, at miljøskaden eller den
overhængende fare, er forårsaget af tredjemand (f.eks.
hærværk) og er sket på trods af passende
sikkerhedsforanstaltninger, så er den pågældende
ikke ansvarlig.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.5.
nedenfor.
Lempelse af det ubetingede ansvar -
udtrykkelige tilladelser
Hvis der sker en forurening eller indtræder en
overhængende fare herfor, som den ansvarlige for driften har
en udtrykkelig tilladelse til, så lempes det ubetingede
ansvar. Dvs. at driftsherren ikke er ansvarlig, medmindre denne har
udvist uforsvarlig adfærd. Det gælder for
miljøbeskyttelsesloven, husdyrgodkendelsesloven,
havmiljøloven, råstofloven (for håndtering af
indvindingsaffald), vandforsyningsloven (for vandindvinding) og
vandløbsloven (for opstemning af vand). Det er en
forudsætning, at der er tale om en udtrykkelig
tilladelse.
Producent/importør ansvaret er dog ikke lempet på
denne måde.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.6.
nedenfor.
Subsidiært ansvar
På nogle områder, for eksempel på
naturområdet, er der i dag et ubetinget ansvar for
ikke-miljøskader for grundejere og brugere. Det kan opfattes
som mere vidtgående end ansvaret for miljøskader,
fordi eksempelvis grundejer/bruger ikke nødvendigvis selv er
ansvarlig for driften og dermed forurener/skadevolder. Det kan
f.eks. være en tidligere ejer.
Hvor der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, men hvor en
ansvarlig driftsherre ifølge de nye regler om
miljøskade ikke kan identificeres eller ikke har
betalingsevne, har grundejeren/brugeren fortsat sit ansvar som
efter de gældende regler. Dette ansvar bliver altså
opretholdt som subsidiært. Dette ansvar går ikke videre
end tidligere. Der er ikke tale om, at der skal forebygges eller
afhjælpes efter reglerne i forslag til
miljøskadeloven.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 5.1.7., 5.1.8.
og 5.1.9. nedenfor.
1.3.8. Sikkerhedsstillelse
Når det er afgjort, at der er en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, skal det
statslige miljøcenter - parallelt med at sagsbehandlingen
begynder - kræve, at den ansvarlige driftsherre, stiller
økonomisk sikkerhed for opfyldelse af sine forpligtelser til
at undersøge, forebygge eller afhjælpe skaden og til
at dække miljøcenterets udgifter til
sagsbehandling.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven, afsnit 2 og § 19.
1.3.9. Tidsmæssig
afgrænsning
Lovforslagene gælder kun for fremtidige
miljøskader eller overhængende fare for
miljøskader, dvs. forureninger eller anden negativ
påvirkning som følge af en udledning eller en
begivenhed, som finder sted efter den 1. juli 2008, hvor
lovforslagene foreslås at træde i kraft. Det
gælder dog ikke, hvis miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade sker efter denne
dato, men stammer fra en udledning eller begivenhed, som fandt sted
og blev afsluttet inden den dato.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.4.
nedenfor
1.3.10. Hvem er myndighed?
Som kompetente myndigheder i dette lovforslag foreslås
de eksisterende tilsyns- og godkendelsesmyndigheder - det vil
primært være kommunerne, henholdsvis
Miljøministeriets statslige miljøcentre.
Hvis kommunen eller regionen er tilsynsmyndighed, skal den
lave et udkast til en afgørelse, hvis den mener, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade. På dette grundlag indhentes en
bindende udtalelse fra miljøministeren (i praksis et
miljøcenter), som skal sikre, at der er enighed om
vurderingen. Denne ordning, der evt. også kan angå
vurderingen af, hvem der er ansvarlig driftsherre, skal fungere i
en periode, indtil der er udstedt nærmere regler om
miljøskader.
Herefter foregår sagens videre behandling efter
miljøskadeloven. Miljøministeriets statslige
miljøcentre vil blive dem, der behandler
miljøskadesagerne efter reglerne i forslag til
miljøskadeloven. Det vil sige, at det bliver det statslige
miljøcenter, der giver påbud om undersøgelse,
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger i forhold til en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.11.
nedenfor.
1.3.11. Hvem kan rejse en sag, og
hvem kan klage?
Alle klageberettigede, dvs. personer eller virksomheder, der
er berørt eller kan blive berørt af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan rejse en sag, og det samme kan visse
miljø- og naturorganisationer. Det vil sige, at de kan
kræve, at tilsynsmyndigheden efter dette lovforslag
afgør, om der er indtrådt en miljøskade eller
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven og giver påbud om, at
den ansvarlige skal afgive oplysninger og foretage
undersøgelser for at se, om der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, samt at det statslige miljøcenter giver
påbud om undersøgelser, forebyggelse eller
afhjælpning efter forslag til miljøskadeloven.
Med visse undtagelser har de samme personer, virksomheder og
organisationer mulighed for at klage over afgørelser i
miljøskadesager efter dette lovforslag og forslag til
miljøskadeloven. Klagen afgøres af
Miljøklagenævnet eller Naturklagenævnet.
Klage over tilsynsmyndighedens afgørelse efter dette
lovforslag om, at der er en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade og om, hvem der er
ansvarlig for driften, kan dog først påklages som led
i en klage over en af det statslige miljøcenters
afgørelser efter miljøskadeloven. Dette
indebærer konkret, at der først kan klages over de
nævnte afgørelser i forbindelse med påklage over
f.eks. afgørelse om sikkerhedsstillelse, påbud om
supplerende undersøgelser eller om at fremlægge
forslag til forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger,
som træffes efter miljøskadeloven.
Der henvises til bemærkningernes afsnit 4.10. nedenfor
og til bemærkningerne til forslag til miljøskadeloven,
afsnit 2.5.2.
1.3.12. Forebyggende
foranstaltninger
Når det er afgjort, at der er tale om en
overhængende fare for en miljøskade, skal den
ansvarlige iværksætte de nødvendige forebyggende
foranstaltninger, som det statslige miljøcenter
påbyder efter reglerne i forslag til miljøskadeloven.
Den ansvarlige skal betale omkostningerne herved, herunder
også omkostninger for sagsbehandlingen efter
miljøskadeloven.
De forebyggende foranstaltninger er de foranstaltninger, som
er nødvendige for at hindre, enten at en overhængende
fare for en miljøskade faktisk resulterer i en
miljøskade, eller at en miljøskade
forværres.
Det betyder, at det i visse tilfælde vil være
tilstrækkeligt at forhindre en forurening i at sprede sig.
Det vil ikke altid være nødvendigt at føre
naturen tilbage til den hidtidige tilstand.
I det omfang der efter de forebyggende foranstaltninger
fortsat er en restforurening eller anden negativ påvirkning,
er det efter lovforslaget sådan, at hvis der kan
påbydes mere vidtgående foranstaltninger i forhold til
en sådan restforurening eller anden negativ påvirkning
efter den lov, fx miljøbeskyttelsesloven, hvorefter det er
afgjort, at der var tale om en overhængende fare for en
miljøskade, så skal disse foranstaltninger også
påbydes gennemført.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven, afsnit 2.3.2.
1.3.13. Afhjælpende
foranstaltninger
Når det er afgjort, at der er tale om en
miljøskade, skal den ansvarlige undersøge og
afhjælpe skaden. Hvordan det skal ske, afhænger af, om
det er en skade på beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder, på vand eller jord.
Ved miljøskade på jord skal den ansvarlige fjerne
forureningen, genoprette den hidtidige tilstand eller foretage
tilsvarende afhjælpende foranstaltninger, svarende til hvad
en forurener er forpligtet til efter jordforureningsloven i
dag.
Ved miljøskader på vandmiljø, beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder er
hovedsigtet, at naturressourcerne og udnyttelsesmulighederne
genoprettes, det vil sige føres tilbage til eller hen mod
den hidtidige tilstand. Genopretning skal ske ved hjælp af
primære foranstaltninger. Det kan være ved, at den
skadelige påvirkning, f.eks. en opstemning eller en
forurening fjernes, eller at der genplantes træer for at
fremskynde retablering af et skovområde. Supplerende
foranstaltninger skal gennemføres, hvis naturressourcen ikke
kan genoprettes til hidtidig tilstand ved hjælp af de
primære foranstaltninger. De skal med andre ord supplere de
primære foranstaltninger, så samfundet samlet set
råder over naturressourcer og udnyttelsesmuligheder svarende
til, hvad man havde, før miljøskaden skete. Det kan
være ved at etablere eller forbedre andre naturressourcer af
samme art, enten på stedet eller et andet sted.
Derudover skal der kompenseres for det midlertidige tab ved
kompenserende foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal
kompensere samfundet for det tab af naturressourcer og
udnyttelsesmuligheder, der sker i perioden fra en miljøskade
er indtrådt, til naturressourcerne/udnyttelsesmulighederne er
genoprettet. Det kan ske ved etablering eller forbedring af
naturressourcer af samme eller sammenlignelig art på den
skadede lokalitet eller et andet sted. Det kan ikke ske gennem
økonomisk kompensation til borgere.
Der skal anvendes særlige vurderingsmetoder til brug for
afgørelsen af hvilke afhjælpende foranstaltninger, der
skal iværksættes. Afgørelsen sker således
ved hjælp af såkaldte ækvivalensvurderinger.
Ækvivalensvurderinger er en måde at omsætte
naturressourcer og deres udnyttelsesmuligheder til enheder, der kan
sammenlignes, så det kan beregnes, hvordan man erstatter
tabte ressourcer med nye.
Hvis det ikke er muligt at anvende en
ækvivalensvurderingsmetode, skal det statslige
miljøcenter pege på en anden metode til at
fastlægge de supplerende og kompenserende
foranstaltninger.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven, afsnit 1.2.3. og 2.4.
2. Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader
2.1 Overordnet beskrivelse af
direktivets hovedindhold
Overordnet tilsigter miljøansvarsdirektivet at skabe en
fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader. Lovforslaget bidrager til
håndhævelsen af de væsentligste EU-regler
på miljøområdet, herunder særligt
habitat-, fuglebeskyttelses- og vandrammedirektiverne.
Formålet med direktivet er at sikre, at miljøskader
på beskyttede arter og habitater, på vandmiljøet
og på jorden, forebygges og afhjælpes. Direktivet er et
minimumsdirektiv og hindrer således ikke det enkelte EU-land
i at fastsætte strengere regler.
Det helt grundlæggende princip i direktivet er, at den
ansvarlige for en erhvervsmæssig aktivitet, som forvolder en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, skal forebygge, at en miljøskade
indtræder, eller afhjælpe miljøskaden, og
afholde alle omkostninger i den forbindelse (forureneren
betaler-princippet). Det fremgår af direktivets
betragtninger, at forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader bør ske ud fra princippet om, at
forureneren betaler.
Direktivet omfatter ikke skader forårsaget af
aktiviteter, der ikke er erhvervsmæssige, ligesom det heller
ikke omfatter person- og tingsskader m.v. eller skader, som
forårsages af diffus forurening, hvor det ikke er muligt at
fastslå sammenhængen mellem skaden og den enkelte
forureners/skadevolders handlinger eller undladelser. Direktivet
indeholder tillige nogle tidsmæssige begrænsninger,
herunder at ansvaret kun omfatter fremtidige skader, som der kan
rejses krav over for i indtil 30 år efter, at emissionen
eller begivenheden, der førte til skaden, fandt sted.
Direktivets ansvarsregler fastlægger et ubetinget ansvar
på grundlag af en offentligretlig regulering for
erhvervsmæssige udledninger og begivenheder opregnet på
bilag III til direktivet, som forårsager en miljøskade
eller overhængende fare for en miljøskade på
jord, vand og beskyttede arter og naturtyper og et skyldbaseret
ansvar (culpaansvar) for enhver anden erhvervsmæssig
aktivitet, som forvolder en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og naturtyper.
Direktivet fastlægger en række umiddelbare
handlepligter for den ansvarlige. Den ansvarlige skal hurtigst
muligt anmelde til myndighederne, hvis der opstår en
overhængende fare for en miljøskade, eller der er
indtrådt en miljøskade, og skal underrette om alle
relevante aspekter ved situationen, ligesom den ansvarlige straks
skal iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan afværge den overhængende fare for en
miljøskade eller begrænse miljøskadens omfang
samt forhindre yderligere miljøskade.
Direktivet fastlægger desuden, at den kompetente
myndighed skal fastslå, hvem der er ansvarlig, skal vurdere
skadens betydning og afgøre, hvilke afhjælpende
foranstaltninger der bør træffes. Myndigheden skal
desuden kunne påbyde den ansvarlige at tilvejebringe
oplysninger og data, ligesom forslag til afhjælpende
foranstaltninger skal forelægges for myndigheden til
godkendelse. Pligten til at afhjælpe en indtrådt
miljøskade, herunder hvilke afhjælpende
foranstaltninger der skal træffes, skal således basere
sig på en afgørelse, meddelt af den kompetente
myndighed.
Der er tale om et ansvar efter en offentligretlig regulering,
dvs. at det kan meddeles ved påbud.
Direktivet indeholder en række undtagelser, herunder som
følge af force majeure og på områder, der er
omfattet af en række konventioner på havområdet
og det nukleare/radioaktive område.
Direktivet indeholder desuden en forpligtelse for
medlemslandene til at anspore aktørerne på markedet
for finansiel sikkerhed til at udvikle løsninger, så
erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig eller på anden
måde ved bankgaranti eller pulje- og fondsordninger få
afdækket risikoen for at ifalde skadesansvaret og for
forpligtelsen til at bære de omkostninger, som følger
af direktivets regler om forebyggelse og afhjælpning.
Direktivet indeholder ikke en subsidiær forpligtelse for
medlemsstaterne til at afhjælpe miljøskader i de
tilfælde, hvor den ansvarlige ikke kan identificeres eller
ikke kan betale.
I afsnit 2.2-2.8 uddybes de centrale elementer i
direktivet.
2.2. Miljøskade og
overhængende fare for miljøskade
Direktivet stiller krav om, at en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af erhvervsmæssige aktiviteter forebygges og afhjælpes
af den ansvarlige eller for dennes regning.
En miljøskade er i direktivet defineret som a) skade
på arter og naturtyper beskyttet af habitat- og
fuglebeskyttelsesdirektiverne, som medfører en betydelig
negativ påvirkning af indsatsen for at opnå eller
opretholde gunstig bevaringsstatus, b) skade på
vandmiljøet, som medfører en betydelig negativ
påvirkning af de pågældende vandressourcers
økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller
økologiske potentiale, og c) skade på jord, det vil
sige en jordforurening, der medfører en betydelig risiko
for, at menneskers sundhed påvirkes negativt.
Udgangspunktet for en vurdering af, om der er sket en
miljøskade på en beskyttet naturressource er den
tilstand, som ressourcen befandt sig i på det tidspunkt,
skaden skete - og ikke en formodet upåvirket (uforurenet)
tilstand. Hvorvidt der foreligger en betydelig negativ
påvirkning og dermed en miljøskade skal altid vurderes
konkret. Det er ikke enhver skade eller risiko, der vil
udgøre en miljøskade, men alene en skade, hvis
konsekvenser indebærer en betydelig påvirkning eller
risiko.
Der kan peges på, at betydeligt/betydende ikke blot
retter sig mod omfanget af en påvirkning eller risiko, men i
lige så høj grad mod karakteren heraf.
Samtidig må det med udgangspunkt i
proportionalitetsprincippet lægges til grund, at den
betydelige skade eller risiko skal have en sådan karakter, et
omfang og en almen interesse for andre end den eller de umiddelbart
berørte, at den står i et rimeligt forhold til
direktivets krav til de kompetente myndigheders håndtering af
miljøskaderne, herunder ikke mindst kravene til supplerende
og kompenserende foranstaltninger ved afhjælpning af skader
på beskyttede arter og naturtyper og på
vandmiljøet.
Miljøskadebegrebet er fastlagt i forslaget til lov om
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader (miljøskadeloven), som er fremsat
samtidigt med dette lovforslag. Der henvises til
bemærkningerne til miljøskadeloven afsnit 1.2.1. og
2.2. samt bemærkningerne til miljøskadelovens
§§ 7-11.
2.3. Den ansvarliges umiddelbare
handlepligter
Direktivet stiller krav om, at hvis en miljøskade endnu
ikke er indtrådt, men der er overhængende fare for en
sådan skade, skal den ansvarlige omgående træffe
de nødvendige forebyggende foranstaltninger. Direktivet
fastlægger ikke nærmere, hvad disse forebyggende
foranstaltninger kan bestå i.
Direktivet indeholder endvidere regler om den ansvarliges
forpligtelse til at underrette den kompetente myndighed om alle
relevante aspekter af situationen.
Direktivet indeholder desuden krav til, hvordan en indtruffet
miljøskade skal afhjælpes efter direktivets bilag II.
Også her har den ansvarlige nogle umiddelbare
handleforpligtelser - dels underretning af den kompetente myndighed
om alle relevante aspekter af situationen, dels at træffe
enhver praktisk gennemførlig foranstaltning for at
begrænse miljøskaden og forhindre yderligere
skaden.
2.4. Den ansvarliges forpligtelse til
at bære omkostningerne
Den ansvarlige er forpligtet til at bære omkostningerne
forbundet med de forebyggende og afhjælpende
foranstaltninger, herunder til myndighedens sagsbehandling og til
at stille sikkerhed for myndighedens omkostninger. Direktivet
indeholder dog ingen forpligtelse til at være forsikret eller
lignende.
Direktivet indeholder ikke en subsidiær forpligtelse for
medlemsstaterne til at afhjælpe forureninger eller anden
negativ påvirkning i de tilfælde, hvor den ansvarlige
ikke kan identificeres eller ikke kan betale.
2.5. Finansiel
sikkerhedsstillelse
Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at
medlemsstaterne skal »anspore« aktørerne
på markedet for finansiel sikkerhed til at udvikle
løsninger, så erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig
eller på anden måde ved bankgaranti eller pulje- og
fondsordninger få afdækket det skadesansvar og de
betalingsforpligtelser, som følger af direktivets regler.
Det overordnede hensyn bag reglen er at sikre den efter direktivet
ansvarliges muligheder for at opnå finansiel dækning
for de forpligtelser til at bære omkostninger i forbindelse
med forebyggelse og afhjælpning, som den ansvarlige
ifølge direktivets regler kan ifalde - dvs. en finansiel
afdækning af risikoen for at ifalde ansvaret.
Ifølge direktivet skal Kommissionen i 2010
aflægge rapport om direktivets effektivitet og
tilgængeligheden af forsikring og andre former for finansiel
sikkerhedsstillelse. I lyset af denne rapport skal Kommissionen
evt. fremsætte forslag med henblik på et system med
harmoniseret obligatorisk finansiel sikkerhedsstillelse.
2.6. Den ansvarlige og
ansvarsgrundlaget
2.6.1. Det ubetingede ansvar
Det fremgår af direktivet, at forebyggelse og
afhjælpning bør ske ud fra princippet om, at
forureneren betaler. Den ansvarlige forurener eller anden
skadevolder anses i udgangspunktet for at være den, der i
erhvervsmæssigt øjemed driver eller drev den
virksomhed eller anvender eller anvendte det anlæg, hvorfra
miljøskaden eller den overhængende fare for
miljøskaden hidrører. For at motivere den ansvarlige
til at træffe foranstaltninger og udvikle
fremgangsmåder, der kan minimere risikoen for
miljøskader eller overhængende fare for en
miljøskade og dermed risikoen for økonomisk ansvar,
stiller direktivet krav om, at den ansvarlige, hvis
erhvervsmæssige aktivitet(er) har forvoldt miljøskade
eller fremkaldt overhængende fare for sådan skade, skal
holdes økonomisk ansvarlig for afhjælpningen.
Der er i udgangspunktet et ubetinget ansvar for
miljøskade og overhængende fare for miljøskade
på jord, vand og beskyttede arter og naturtyper, der
opstår som følge af de erhvervsmæssige
aktiviteter, der fremgår af direktivets bilag III. Det drejer
sig primært om forurenende, erhvervsmæssige aktiviteter
som drift af IPPC-virksomheder og virksomheder, der transporterer,
nyttiggør eller bortskaffer affald, om udledninger til
vandmiljøet, om fremstilling, håndtering og anvendelse
af farlige kemikalier, pesticider og biocider, om fremstilling,
håndtering og anvendelse af genmodificerede organismer
(GMO´er) og om indvinding og opstemning af vand.
IPPC-virksomheder er i det væsentlige de i-mærkede
virksomheder ifølge
godkendelsesbekendtgørelsen.
Dette ubetingede ansvar indebærer, at den ansvarlige for
erhvervsaktiviteten skal forebygge og afhjælpe en
miljøskade og betale alle omkostninger i den forbindelse,
selvom den ansvarlige ikke har udvist uforsvarlig adfærd
(fejl eller forsømmelse). Dette indebærer f.eks. et
ansvar for uheld. Det forhold, at ansvaret er ubetinget,
indebærer også, at ansvaret ifaldes uanset om
aktiviteten var tilladt og alene forårsagede en tilladt
påvirkning, f.eks. en tilladt forurening.
2.6.1.1. Undtagelser fra det
ubetingede ansvar - tredjemands ansvar og ufravigelige
instrukser
Dette ubetingede ansvar omfatter dog ikke - jf. artikel 8,
stk. 3 - ansvar for hændelser, som a) er
forårsaget af tredjemand og fandt sted på trods af, at
den ansvarlige for erhvervsaktiviteten havde truffet passende
sikkerhedsforanstaltninger, eller b) indtræder som
følge af, at den ansvarlige følger et ufravigeligt
påbud eller instruks fra en offentlig myndighed, medmindre
påbud eller instruks er en følge af en emission eller
hændelse, der skyldes virksomheden. Om denne fortolkning af
direktivet henvises til afsnit 1.2.4. ovenfor. Som eksempel
på en ufravigelig offentlig forskrift kan nævnes, at
tilsynsmyndigheden pålægger en virksomhed at opbevare
oplag af kemiske stoffer i nærmere beskrevne tønder
samlet og umiddelbart ved siden af en maskine, der udstanser
metalelementer. Som følge af oplagets indhold, udformning og
placering, der indebærer stor varmeudvikling og
udsættelse for sporadiske gnister fra maskinen, eksploderer
oplaget og forårsager en brand. De miljøskader eller
den overhængende fare for miljøskader, der
forårsages i en sådan sammenhæng, skal
virksomheden ikke være ansvarlig for.
2.6.1.2. Muligheder for at lempe det
ubetingede ansvar
Medlemsstaterne kan beslutte, at der ikke skal være et
ubetinget ansvar for miljøskade og overhængende fare
for miljøskade som følge af spredning af kommunalt
spildevandslam til landbrugsformål. I forhold til direktivets
bestemmelser vil en sådan beslutning indebære, at der
herefter som følge af spredning af kommunalt spildevandsslam
alene ville være ansvar for miljøskade eller
overhængende fare for miljøskade på beskyttede
arter og naturtyper som følge af den ansvarliges
uforsvarlige adfærd.
Herudover er det muligt, jf. artikel 8, stk. 4, litra a,
at lempe det ubetingede ansvar, så der ikke er ansvar i de
tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der
ikke foreligger uforsvarlig adfærd (omvendt bevisbyrde), og
at miljøskaden er sket, uanset at den hændelse, der
har forvoldt miljøskaden, er i fuld overensstemmelse med en
udtrykkelig tilladelse. Om denne fortolkning af direktivet henvises
til afsnit 1.2.4. ovenfor.
Det følger af bestemmelsen, at der skal være tale
om en emission eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse.
Som eksempel kan nævnes, at en kommunal myndighed har
givet tilladelse til en udledning direkte til et vandområde
inden for et vist tåleniveau. Kravene i udledningstilladelsen
fastsættes på baggrund af en vurdering af, hvilke vand-
og stofmængder og stofkoncentrationer der skal overholdes for
at tilgodese det mål, der er fastsat for vandområdet.
Efterfølgende viser det sig, at den tilladte udledning
alligevel giver anledning til skade af vandmiljøet. Den
pågældende virksomhed kan godtgøre, at der ikke
er udvist uforsvarlig adfærd, at tilladelsen er udtrykkelig
og at den er overholdt. Virksomheden kan ikke gøres
ansvarlig for den skadelige påvirkning af
vandmiljøet.
Det er desuden muligt, jf. artikel 8, stk. 4, litra b, at
lempe det ubetingede ansvar for miljøskader sådan, at
der ikke er ansvar i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan
godtgøre, at der ikke foreligger fejl eller
forsømmelser (omvendt bevisbyrde), og at skaden er sket som
følge af udledninger eller aktiviteter (herunder anvendelse
af produkter), som ikke ansås for at ville forårsage
miljøskader ifølge den tekniske og videnskabelige
viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller aktiviteten
fandt sted (udviklingsskader). Den omvendte bevisbyrde, som er et
krav efter direktivet, betyder, at det er den ansvarlige
forurener/skadevolder, der skal godtgøre, at
miljøskaden eller den overhængende fare herfor ikke
skyldtes uforsvarlig adfærd. Et eksempel på en
udviklingsskade kunne være, at et jordforbedringsmiddel, der
indeholder kemiske stoffer, anvendes på landbrugsjord. Der
sker en udvaskning til et nærtliggende vandløb, hvor
det viser sig at have muterende effekt, som påvirker den
økologiske balance i vandløbet, hvor en beskyttet
fiskeart (f.eks. snæblen eller flodlampretten) lever, med det
resultat, at der indtræder en miljøskade i form af, at
bestanden uddør eller beskæres betragteligt.
Jordforbedringsmidlet ansås ikke for at have en sådan
muterende (økotoksologisk) effekt på det tidspunkt,
hvor aktiviteten fandt sted.
2.6.1.3. Mulighed for at fordele det
ubetingede ansvar
Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke
berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i
tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til
fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af
produktet. Dette muliggør nationale regler, hvorefter
eksempelvis den, der anvender et produkt, f.eks. et pesticid,
»alene« bærer et ubetinget ansvar for skader som
følge af håndteringen af produktet, mens producenten
eller importøren bærer et ubetinget ansvar for skader
som følge af udviklingsskader og for fejl ved produktet. Om
denne fortolkning af direktivet henvises til afsnit 1.2.3.
ovenfor.
Som eksempel kan nævnes, at en miljøskade
opstår som følge af, at brugeren vælter en
åben beholder med 100 l koncentreret pesticid ved en
bræmme til et relativt stillestående vandløb.
Bræmme og vandløb forurenes med den konsekvens, at alt
levende i vandløbet dør på en 100 m lang
strækning - ansvaret for miljøskaden er brugerens.
Modsat - et pesticid spredes i fuld overensstemmelse med
anvendelsesforskrifterne, men som følge af en fejl (defekt)
ved produktet dør alle redebyggende fugle i læhegnene
langs det sprøjtede areal alligevel. Eller - de redebyggende
fugle i læhegnene langs med det sprøjtede areal
dør, selvom man ikke ifølge den tekniske eller
videnskabelige viden på tidspunktet for spredningen af
pesticidet anså aktiviteten for at ville forårsage en
miljøskade (udviklingsskade) - ansvaret er i begge
tilfælde producentens eller importørens.
2.6.2. Det skyldbaserede ansvar
Det ubetingede ansvar for bilag III-aktiviteterne er suppleret
af et ansvar for miljøskader og overhængende fare for
miljøskade på beskyttede arter og naturtyper, som er
en følge af fejl og forsømmelser i forbindelse med
alle andre erhvervsmæssige aktiviteter. Dette ansvar omfatter
for eksempel ikke-forurenende erhvervsmæssige aktiviteter som
(for vidtgående) oprensning af vandløb, (for
hård) skovning eller fiskeri (med ulovlige fangstredskaber),
men også visse typer af forurening f.eks. i form af
støj, vibrationer eller termiske påvirkninger fra for
eksempel ikke-IPPC virksomheder og udledning til andre
naturressourcer end vand af kemiske stoffer og produkter, der ikke
skal klassificeres som farlige.
2.7. Forebyggende
foranstaltninger
Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at den
ansvarlige omgående skal træffe de nødvendige
forebyggende foranstaltninger, hvis en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade er indtrådt
eller forøges. Det følger af direktivet, at der ved
forebyggende foranstaltninger skal forstås foranstaltninger,
der træffes, når en begivenhed, handling eller
undladelse har medført en overhængende fare for en
miljøskade med henblik på at forebygge eller minimere
dem pågældende skade, men direktivet indeholder ikke
derudover nærmere krav til, hvad disse forebyggende
foranstaltninger kan eller skal bestå i.
De forebyggende foranstaltninger er de foranstaltninger, som
er nødvendige for at hindre, enten at en overhængende
fare for en miljøskade faktisk resulterer i en
miljøskade, eller at en miljøskade forværres.
Det betyder, at det i visse tilfælde vil være
tilstrækkeligt at forhindre en forurening i at sprede sig.
Det vil ikke altid være nødvendigt at føre
naturen tilbage til den hidtidige tilstand.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven, afsnit 1.2.2 og 2.3.
2.8. Afhjælpende
foranstaltninger
Miljøansvarsdirektivet stiller krav om, at den
ansvarlige skal træffe afhjælpende foranstaltninger,
når der er indtrådt en miljøskade. Disse
afhjælpende foranstaltninger defineres som enhver
foranstaltning eller kombination af foranstaltninger, herunder
foreløbige foranstaltninger, der vil tjene til at genoprette
naturressourcernes hidtidige tilstand. Direktivet indeholder
endvidere regler om, at den kompetente myndighed kan påbyde
eller give instrukser om, hvilke afhjælpende foranstaltninger
den ansvarlige skal træffe, og om, at myndigheden kan
vælge selv at foretage afhjælpende
foranstaltninger.
Direktivet indeholder i denne sammenhæng et krav om, at
den ansvarlige skal udarbejde forslag til og gennemføre
undersøgelse og afhjælpning af miljøskaden med
henblik på at genoprette naturressourcerne og deres
udnyttelsesmuligheder til hidtidig tilstand i overensstemmelse med
direktivets bilag II. Direktivets bilag II fastlægger en
fælles ramme for afhjælpende foranstaltninger, som skal
sikre, at de mest hensigtsmæssige foranstaltninger
vælges for at genoprette og tilbageføre lokaliteten
til hidtidig tilstand. Bilaget indeholder et regime for
afhjælpning af skader på vand og beskyttede arter og
naturtyper og et andet regime for afhjælpning af skader
på jord.
Ved miljøskade på jord skal den ansvarlige fjerne
forureningen, genoprette den hidtidige tilstand eller foretage
tilsvarende afhjælpende foranstaltninger, svarende til hvad
en forurener er forpligtet til efter jordforureningsloven i
dag.
Ved miljøskader på vandmiljø, beskyttede
arter og naturtyper er hovedsigtet, at naturressourcerne og
udnyttelsesmulighederne genoprettes, det vil sige føres
tilbage til eller hen mod dens hidtidige tilstand. Genopretning
skal ske ved hjælp af primære foranstaltninger. Det kan
være ved, at den skadelige påvirkning, f.eks. en
opstemning eller en forurening fjernes, eller at der genplantes
træer for at fremskynde retablering af et skovområde.
Supplerende foranstaltninger skal gennemføres, hvis
naturressourcen ikke kan genoprettes til hidtidig tilstand ved
hjælp af de primære foranstaltninger. De skal med andre
ord supplere de primære foranstaltninger, så samfundet
samlet set råder over naturressourcer og
udnyttelsesmuligheder svarende til, hvad man havde, før
miljøskaden skete. Det kan være ved at etablere eller
forbedre andre naturressourcer af samme art, enten på stedet
eller et andet sted.
Derudover skal der kompenseres for det midlertidige tab ved
kompenserende foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal
kompensere samfundet for det tab af naturressourcer og
udnyttelsesmuligheder, der sker i perioden fra en miljøskade
er indtrådt, til naturressourcerne/udnyttelsesmulighederne er
genoprettet. Det kan ske ved etablering eller forbedring af
naturressourcer af samme eller sammenlignelig art på den
skadede lokalitet eller et andet sted. Det kan ikke ske gennem
økonomisk kompensation til borgere.
Afgørelsen af, hvad de supplerende og kompenserende
foranstaltninger skal være, sker ved hjælp af
såkaldte ækvivalensvurderinger.
Ækvivalensvurderinger er en måde at omsætte
naturressourcer og deres udnyttelsesmuligheder til enheder, der kan
sammenlignes, så det kan beregnes, hvordan man erstatter
tabte ressourcer med nye.
Hvis det ikke er muligt at anvende en
ækvivalensvurderingsmetode, skal det statslige
miljøcenter pege på en anden metode til at
fastlægge de supplerende og kompenserende
foranstaltninger.
Der henvises til bemærkningerne til forslag til
miljøskadeloven, afsnit 1.2.3. og 2.4.
2.9. Anmodning om foranstaltninger og
klageprocedure
Direktivet indeholder krav til de nationale myndigheders
kompetencer som f.eks. hjemmel til at meddele påbud om
undersøgelser og om forebyggende og afhjælpende
foranstaltninger og ret til at foretage selvhjælpshandlinger.
Der er i den sammenhæng krav til de kompetente myndigheders
sagsbehandling, som f.eks. krav om høring.
Efter direktivet skal det under visse betingelser være
muligt at rejse en sag for de kompetente myndigheder og at få
prøvet de kompetente myndigheders afgørelser i
forbindelse med behandlingen af sager om miljøskader eller
overhængende fare for miljøskade. Ret til at rejse en
sag og til prøvelse af de kompetente myndigheders
afgørelser ved klage eller søgsmål
tillægges efter direktivet ikke alene de, der er umiddelbart
berørt af en miljøskade eller fare for en
miljøskade, men også miljø- og
naturorganisationer.
2.10. Kompetent myndighed
Direktivet stiller krav om, at der udpeges en kompetent
myndighed til at fastslå, hvem der er den ansvarlige for
miljøskaden eller den overhængende fare for en
sådan miljøskade, og hvilken type af ansvarsgrundlag,
der er tale om. I dette øjemed har den kompetente myndighed
beføjelse til at påbyde den ansvarlige at foretage sin
egen vurdering af skadens betydning og tilvejebringe alle
nødvendige oplysninger og data.
Direktivet stiller også krav om, at der udpeges en
kompetent myndighed til at afgøre, hvilke afhjælpende
foranstaltninger der bør træffes. Disse regler
fremgår af miljøskadeloven.
3. Systematikken i de to
lovforslag
Miljøansvarsdirektivet foreslås som nævnt
gennemført ved to lovforslag - dette forslag til lov om
ændring af miljøbeskyttelsesloven og forskellige andre
love og det samtidigt fremsatte forslag til en ny lov om
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader - også kaldet
miljøskadeloven.
Dette lovforslag indsætter i en lang række love
på miljø- og naturområdet reglerne om, hvem der
er den ansvarlige for en miljøskade eller overhængende
fare for en miljøskade forårsaget af
erhvervsmæssige aktiviteter og på hvilket
ansvarsgrundlag, og om den ansvarliges umiddelbare handlepligter,
dvs. anmelde-, oplysnings- og forebyggelses/afværgepligter.
Lovforslaget indeholder desuden regler om, hvem der kan anmode
myndighederne om at træffe foranstaltninger, klageprocedure
og om, hvem der er den kompetente myndighed. Disse love regulerer
en sag om en mulig miljøskade eller overhængende fare
for en miljøskade indtil det tidspunkt i sagen, hvor de
eksisterende tilsynsmyndigheder træffer afgørelse om,
hvorvidt der er tale om en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Forud for afgørelsen om, at der er
tale om en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade, skal tilsynsmyndigheden (typisk en kommune) i
en overgangsperiode indhente en bindende udtalelse fra
miljøministeren (miljøcentret).
Når der efter dette lovforslag er truffet
afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på hvilket
ansvarsgrundlag, og at der er tale om en miljøskade eller
overhængende fare for en miljøskade, skal sagens
videre behandling vedrørende afhjælpningen af
miljøskaden eller forebyggelsen af den overhængende
fare for en sådan miljøskade ske efter
miljøskadeloven.
Fiskeriloven foreslås ligeledes ændret, så
miljøansvarsdirektivet gennemføres på
fiskerområdet. Ændringerne til fiskeriloven er
også indeholdt i dette lovforslag og består i en
bemyndigelse for fødevareministeren til at udfærdige
de nødvendige regler i en bekendtgørelse. Når
der er truffet afgørelse efter disse regler, sker sagens
videre behandling i forhold til afhjælpning af en
miljøskade og forebyggelse af en overhængende fare for
en sådan miljøskade efter miljøskadeloven. Der
foreslås endvidere ændringer i søloven med
henblik på at afgrænse lovens anvendelsesområde i
forhold til havmiljøloven, ligesom der foreslås en
ophævelse af de fortsat gældende, resterende
bestemmelser i lov om visse havanlæg. Havanlægsloven
vil herefter være fuldstændigt ophævet. Disse
lovændringer er indeholdt i dette lovforslag.
Desuden vil det blive indskrevet i beredskabsplaner
vedrørende veterinære forhold, at de veterinære
myndigheder skal underrette Miljøministeriets
vildtkonsulenter i sager om syge dyr, der kan smitte vildt.
Herefter regulerer vildtforvaltningsloven den indledende behandling
af sagen. I tilfælde af, at der ifølge
vildtforvaltningsloven træffes afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, skal den videre sagsbehandling ske efter
miljøskadeloven.
Forslaget til lov om undersøgelse, forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader(miljøskadeloven)
indeholder en række definitioner, herunder til
afgrænsning af miljøskadebegrebet og om undtagelser
fra lovens anvendelsesområde, regler om påbud om
oplysninger, undersøgelser, forebyggende og
afhjælpende foranstaltninger, den ansvarliges umiddelbare
handlepligter ved evt. forværring af en skade eller en
overhængende fare for en skade, krav om sikkerhedsstillelse
og betaling af sagsbehandlingsgebyr. Lovforslaget indeholder
desuden - ligesom dette lovforslag - regler om, hvem der kan anmode
myndighederne om at træffe foranstaltninger, klageprocedure
og om, hvem der er den kompetente myndighed.
Om baggrunden for at vælge at gennemføre
miljøansvarsdirektivet i to lovforslag henvises til afsnit
1.2. ovenfor.
Valget af miljøministeren (i praksis de statslige
miljøcentre) som den kompetente myndighed efter
miljøskadeloven begrundes med, at der jo forventes relativt
få sager med miljøskader eller overhængende fare
for miljøskade om året. Det vurderes derfor, at en vis
centralisering af de faglige kompetencer er nødvendig for at
sikre en kontinuerlig opbygning og udnyttelse af faglig viden og
erfaring. Dertil kommer, at afgørelserne af, hvordan
miljøskaderne skal undersøges, forebygges og
afhjælpes vil blive vanskelige, fordi der skal anvendes
bestemte vurderings- og værdisætningsmetoder. Disse
afgørelser kræver derfor særlige faglige
forudsætninger, og der er i denne sammenhæng lagt
vægt på de statslige miljøcentres lokalkendskab
og særlige faglige forudsætninger gennem deres arbejde
med vand- og Natura 2000-planerne.
Endelig indeholder valget af de statslige miljøcentre
fordele i forhold til arbejdet med at registrere, samle og
afrapportere data til Kommissionen og i forhold til eventuelle
samarbejder med andre EU-landes myndigheder om
grænseoverskridende miljøskader.
Da der på den baggrund alligevel skal ske et
myndighedsskift undervejs i sagsbehandlingen vedrørende
miljøskader og for at undgå at »tynge« de generelle love på
miljø- og naturområdet med mange særregler om
miljøskaders behandling, idet der netop forventes så
relativt få sager, er det valgt at lave en separat lov om
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader.
4. Lovforslagets hovedindhold
4.1. Modellen for
gennemførelse af miljøansvarsdirektivet
Strategien for gennemførelsen er for det første
en tekstnær implementering, hvor centrale begreber
implementeres i overensstemmelse med direktivets ordlyd. Det drejer
sig blandt andet om de centrale begreber
»miljøskade« og »afhjælpende
foranstaltninger«.
For det andet fastholdes det danske beskyttelsesniveau, og
mere vidtgående danske regler opretholdes, da der er tale om
et minimumsdirektiv. Det drejer sig primært om
jordforureningsloven, som indeholder et ubetinget forureneransvar
for alle jordforureninger og dermed krav om afhjælpning af
alle jordforureninger, der kan indebære en aktuel/fremtidig
risiko for mennesker og naturressourcer. Det drejer sig også
om grundejer- og brugeransvaret efter lovgivningen på
naturområdet, ejeransvaret efter havmiljøloven, og
særregler om andre ansvarlige på jordforureningslovens
område (f.eks. olietankejere og senere erhververe af
virksomheder, hvortil der er meddelt påbud), der alle
bibeholdes som et subsidiært ansvar, når den ansvarlige
efter direktivet ikke kan identificeres eller ikke har
betalingsevne.
Direktivets muligheder for at lempe og justere det ubetingede
ansvar anvendes, hvor det er hensigtsmæssigt ud fra en
samfundsinteresse eller en rimelighedsbetragtning, herunder at
»udtrykkeligt tilladte
aktiviteter« undtages fra den strenge ansvar efter
direktivet, og at der indføres et producent/importør
ansvar på udvalgte områder med udgangspunkt i det
danske EU-forhandlingsmandat, som der i Folketinget var bred
opbakning til.
4.2. Ansvarsgrundlaget
I miljøbeskyttelsesloven indføres direktivets
krav i artikel 3, stk. 1, litra a om fastlæggelse af et
ubetinget ansvar således, at der er et ubetinget ansvar for
en miljøskade på vand, beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder og jord og en
overhængende fare for en sådan miljøskade som
følge af alle erhvervsmæssige, forurenende udledninger
og aktiviteter, og ikke kun dem, der er omfattet af
miljøansvarsdirektivets bilag III.
Miljøansvarsdirektivets bilag III omfatter ikke alle
forureninger af jord, vand, luft og andre naturressourcer, men en
endog meget stor del af disse.
En kortlægning af disse ikke-omfattede forureninger
viser, at det først og fremmest drejer sig om støj,
vibrationer, termiske påvirkninger fra virksomheder, der ikke
er omfattet af IPPC- og affaldsdirektivernes krav om tilladelse
eller registrering og udledning til andre naturressourcer end vand
af kemiske stoffer og produkter, der ikke er klassificeret som
farlige.
Miljøministeriet har ikke data, der kan belyse
forekomsten af (varige) skader og dermed mulige miljøskader
efter sådanne ikke-omfattede forureninger. Denne mangel
på data er en konsekvens af, at hovedparten af disse
forureninger er karakteriseret ved, at ophører forureningen,
ophører de negative konsekvenser af forureningen for
naturressourcerne også relativt hurtigt. Eksempelvis kan
fugle, når en belastende støj ophører, vende
tilbage til et område, der tidligere var belastet. Det kan
dog ikke udelukkes, at der kan være større, mere
»fatale« skader som følge af denne type
forurening - det kendte eksempel er Københavns Zoologiske
Haves tapir, der døde af stress som følge af
støj fra lydprøverne til open air-opera i et
nærliggende haveanlæg, Søndermarken - lyd over
en vis decibelgrænse er efter miljøbeskyttelsesloven
støj, uanset hvor dejlig den i øvrigt er. Der kunne
ske en tilsvarende negativ påvirkning af beskyttede arter af
ikke-bilag III forureninger som fx støj eller vibrationer
fra havneaktiviteter. Det er dog Miljøministeriets
vurdering, at denne type af forureninger kun meget sjældent
vil kunne forårsage en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade.
Der vil således efter forslaget til ændring af
miljøbeskyttelsesloven være samme ansvarsgrundlag -
det ubetingede ansvar -, uanset om forureningen er omfattet af
direktivets bilag III. Overimplementeringen ligger i denne
skærpelse af ansvarsgrundlaget også for ikke bilag
III-forureninger.
Den gældende miljøbeskyttelseslov
fastlægger pligten til at forebygge, undersøge
og/eller afhjælpe skader som følge af den forurening
af naturressourcer, som ikke er omfattet af jordforureningsloven.
Loven omfatter forurening i form af stoffer og præparater,
visse mikroorganismer, affald, støj, vibrationer og termiske
påvirkninger, men ikke fx lys og elektromagnetisk
stråling. Efter miljøbeskyttelsesloven kan der
meddeles påbud om forebyggelse og undersøgelse af
forurening på grundlag af et (tilsvarende) ubetinget ansvar,
men påbud om afhjælpning af forureningen kan i dag
alene meddeles, hvor forureningen er ulovlig og skyldes den
ansvarliges fejl eller forsømmelser. Vurderingen af
»skyld« i forbindelse med erhvervsmæssige
aktiviteter er meget streng i retspraksis.
Forslaget indebærer dermed en skærpelse af det
eksisterende ansvarsgrundlag for meddelelse af påbud efter
miljøbeskyttelsesloven om afhjælpende foranstaltninger
over for en miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade som følge af alle erhvervsmæssige
aktiviteter. Det vurderes dog, at den reelle betydning af den
foreslåede skærpelse vil være lille i praksis. Om
producentansvar henvises til afsnit 4.7. nedenfor.
I jordforureningsloven gælder der allerede i dag et
ubetinget forureneransvar som nævnt i artikel 3, stk. 1,
litra a, for alle forureninger af eller igennem jord i form af
stoffer og/eller præparater forårsaget af
erhvervsmæssige aktiviteter. Påbud om
undersøgelse, forebyggelse og/eller afhjælpning af
skader som følge af sådan forurening meddeles på
grundlag af dette ubetingede forureneransvar. Dermed kan eventuelle
påbud om foranstaltninger over for skaden allerede i dag
meddeles på grundlag af det ubetingede forureneransvar efter
denne lov. Om producentansvar henvises til afsnit 4.7.
nedenfor.
I havmiljøloven indføres det ubetingede ansvar,
jf. artikel 3, stk. 1, litra a, for aktiviteter, der
medfører en miljøskade eller en overhængende
fare for en sådan skade på vand, beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder og jord i
overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets bilag III - det
vil sige kun for de erhvervsmæssige aktiviteter, som er
omfattet af bilag III. I overensstemmelse med direktivets artikel
3, stk. 1, litra b, fastlægges desuden et ansvar for
uforsvarlig adfærd udvist i forbindelse med alle andre
erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er omfattet af bilag
III. Der er tale om andre påvirkninger, fx støj,
vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som
farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner, der ikke
påvirker havet. Dette ansvar gælder kun for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade forvoldt på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder.
I havmiljøloven opretholdes det eksisterende ejeransvar
efter § 44 i det omfang, den ansvarlige efter direktivet
ikke kan findes eller ikke har betalingsevne. Det ansvar, som
ejeren ifalder efter § 44, svarer til det eksisterende
ansvar - omfanget af ansvaret efter § 44 ændres
ikke.
I vandforsyningsloven indføres der i overensstemmelse
med miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra a
sammenholdt med bilag III, punkt 6 et ubetinget ansvar der, ved
erhvervsmæssig vandindvinding, bortledning af grundvand eller
anden sænkning af grundvandsstanden, forårsager en
overhængende fare for en miljøskade eller en
miljøskade på jord, vand og beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder. Der indføres
tillige i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1,
litra b et ansvar for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
ved uforsvarlig adfærd på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder i forbindelse med
alle andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der
ikke er omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. I loven
opretholdes det ubetingede ejeransvar efter § 66 for
ejeren af et privat alment vandforsyningsanlæg i det omfang,
den ansvarlige efter direktivet ikke kan findes eller ikke har
betalingsevne. Det ansvar, som ejeren ifalder efter § 66,
svarer til det eksisterende ansvar - omfanget af ansvaret efter
§ 66 ændres ikke.
I husdyrgodkendelsesloven indføres der i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a,
sammenholdt med bilag III, punkt 1, et ubetinget ansvar for
miljøskade og overhængende fare for miljøskade
forårsaget på vand og beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder ved
erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med
godkendelsespligtige husdyrhold.
Husdyrgodkendelsesloven omfatter alene de husdyrbrug, der er
eller bliver miljøgodkendt efter denne lov. Husdyrbrug, der
er miljøgodkendt efter miljøbeskyttelseslovens
kapitel 5, er omfattet af miljøbeskyttelsesloven indtil det
tidspunkt, hvor der søges om ændring af godkendelsen,
eller godkendelsen bliver revurderet. Ændringer og
revurderinger af disse godkendelser vil ske efter reglerne i
husdyrgodkendelsesloven, og de pågældende husdyrbrug
vil herefter være omfattet af husdyrgodkendelsesloven.
Husdyrbrug, der ikke skal miljøgodkendes, er fortsat
omfattet af miljøbeskyttelsesloven. Da
husdyrgodkendelsesloven indeholder krav til husdyrbrug, som ikke er
omfattet af IPPC-direktivet, er der tale om en overimplementering i
forhold til direktivets bilag III, hvilket indebærer, at
husdyrbrug, der ikke er omfattet af IPPC-direktivet, også
omfattes af det ubetingede ansvar. Derudover foreslås der i
husdyrgodkendelsesloven et producentansvar for anvendelse af
husdyrgødning og affald (slam) til jordbrugsformål:
for affaldets vedkommende for så vidt der i
miljøgodkendelsen er fastsat vilkår herom.
I lov om miljø og genteknologi indføres der i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a,
sammenholdt med bilag III, pkt. 10 og 11, et ubetinget ansvar for
erhvervsmæssig fremstilling, håndtering og anvendelse
m.v. af genmodificerede organismer, der forårsager en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på jord, vand eller beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder. Ansvaret deles
mellem bruger og producent/importør, således at
ansvaret falder tilbage på producenten/importøren,
hvis brugeren kan godtgøre, at brugen var i overensstemmelse
med forskrifterne, og at den pågældende ikke har udvist
uforsvarlig adfærd i forbindelse med brugen
(producentansvar).
I naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og
vildtforvaltningsloven og Tøndermarskloven indføres
der i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1,
litra b, et ansvar for en miljøskade eller
overhængende fare for miljøskade på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder, der skyldes
uforsvarlig adfærd i forbindelse med alle de
erhvervsmæssige aktiviteter, som ikke er omfattet af bilag
III og ikke er forurenende. Som eksempler kan nævnes
opdyrkning af vedvarende græsarealer i et internationalt
naturbeskyttelsesområde, som indebærer en
miljøskade på naturtypen eller på de beskyttede
dyre- og plantearter, som området er udpeget for, (for
hård) skovning, der skader beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder, og
redeplyndring.
På naturområdet opretholdes det eksisterende
ansvar for grundejer og bruger efter lovgivningen
(naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og
vildtforvaltningsloven, Tøndermarskloven og
råstofloven). Efter vandløbsloven antages det i
praksis, at der gælder en tilsvarende bestemmelse, og denne
antagelse foreslås lovfæstet Dette ansvar kan i visse
sammenhænge betragtes som mere vidtgående end ansvaret
efter direktivet, da ejeren/brugeren af grunden ikke
nødvendigvis er identisk med den ansvarlige for skaden.
Grundejeransvaret opretholdes i de situationer, hvor den ansvarlige
skadevolder ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne.
For så vidt angår manglende betalingsevne hos den
ansvarlige skadevolder er praksis i dag dog, at der kun gives
påbud til den aktuelle grundejer, hvis den insolvente
skadevolder er enten tidligere ejer eller tidligere bruger af
ejendommen og har anrettet skaden i sin tid som ejer/bruger. Dette
subsidiære ansvar for en miljøskade vil alene
indebære pligt til genopretning efter de nugældende
regler. Det vil sige, at der i disse tilfælde ikke vil blive
stillet krav om afhjælpning efter direktivets regler, f.eks.
om kompenserende foranstaltninger. Det eksisterende ansvar
ændres dermed ikke.
I vandløbsloven indføres der i overensstemmelse
med direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med
bilag III, punkt 6, et ubetinget ansvar for en miljøskade
eller en overhængende fare for en sådan skade på
vand, beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder og jord forårsaget af
erhvervsmæssigt anlæg og erhvervsmæssig drift af
opstemningsanlæg. Der indføres tillige i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b,
et ansvar for miljøskader og overhængende fare for
miljøskade forårsaget ved uforsvarlig adfærd
på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder i forbindelse med alle andre
erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der ikke er
omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. Som eksempel
kan nævnes (for hård) oprensning af
vandløb.
I råstofloven indføres der i overensstemmelse med
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, sammenholdt med bilag
III, pkt. 13, et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forvoldt på
jord, vand og beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder ved erhvervsmæssig
håndtering af indvindingsaffald. Der indføres tillige
i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b,
et ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder, der er
forårsaget ved uforsvarlig adfærd i forbindelse med
alle andre erhvervsmæssige aktiviteter, dvs. aktiviteter der
ikke er omfattet af bilag III, og som er omfattet af loven. Det
bemærkes, at forurening i øvrigt i forbindelse med
råstofindvinding er omfattet af
miljøbeskyttelsesloven. For så vidt angår
fiskeriloven henvises til afsnit 5.2.3. nedenfor.
4.3. Gennemførelse af
direktivets undtagelser
Direktivets bestemmelser om, at reglerne ikke finder
anvendelse på nuklear/radioaktiv stråling, og en
række internationale konventioner under FN´s
Søfartsorganisation (IMO), forudsat disse er trådt i
kraft internationalt og i det pågældende medlemsland,
gennemføres.
Direktivets regler om, at det heller ikke finder anvendelse
på diffus forurening, hvor det ikke er muligt at
fastslå en sammenhæng mellem miljøskadens og den
enkelte forureners/skadevolders handlinger eller undladelser, krig,
borgerlige uroligheder, naturbegivenheder af usædvanlig,
uundgåelig og uafværgelig karakter art, og aktiviteter,
der hovedsageligt tjener det nationale forsvar eller den
internationale sikkerhed, gennemføres ligeledes.
Disse undtagelser er fastlagt i miljøskadeloven. Der
henvises til bemærkningerne til § 4 i forslag til
miljøskadeloven.
4.4. Den tidsmæssige
afgrænsning for lovens anvendelse
Ifølge miljøansvarsdirektivet skulle
lovgivningen til gennemførelse af direktivet senest
træde i kraft den 30. april 2007.
Ikrafttrædelsen foreslås dog nu fastsat til den 1.
juli 2008 for at sikre den nødvendige tid til Folketingets
behandling af lovforslagene og til udarbejdelse af en række
initiativer, herunder en skærpet rågivnings- og
vejledningsindsats, som eksperthøringen den 11. april 2007
gav anledning til. Samme ikrafttrædelsestidspunkt
foreslås for miljøskadeloven.
I overensstemmelse med direktivet foreslås det, at loven
ikke finder anvendelse på en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved en
emission eller begivenhed, som finder sted inden den 1. juli 2008,
og at loven heller ikke finder anvendelse på skader forvoldt
ved en emission eller begivenhed, som finder sted efter den 1. juli
2008, når den følger af en bestemt aktivitet, som
fandt sted og blev afsluttet inden denne dato.
Disse regler er gennemført i miljøskadeloven.
Der henvises til bemærkningerne til § 60 i
miljøskadeloven
4.5. Anvendelse af artikel 8,
stk. 3 - tredjemandsansvar og ufravigelige offentlige
instrukser
Direktivets regel om, at hvis den ansvarlige
forurener/skadevolder kan godtgøre, at en miljøskade
eller en overhængende fare for en sådan
miljøskade er forårsaget af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, gennemføres.
Forureneren/skadevolderen er dermed ikke forpligtet til at
bære omkostninger i den forbindelse.
Det foreslås ligeledes i overensstemmelse med
direktivet, at den ansvarlige forurener/skadevolder ikke skal
bære omkostningerne i forbindelse med en miljøskade
eller en overhængende fare for en sådan
miljøskade, når forureneren/skadevolderen kan
godtgøre, at forureningen eller anden negativ
påvirkning er en følge af overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser over
for emissioner eller hændelser, som forureneren eller
skadevolder selv var ansvarlig for. Der henvises til afsnit
2.6.1.1, ovenfor, hvor følgende eksempel på
ufravigelige forskrifter fremgår: Tilsynsmyndigheden
pålægger en virksomhed at opbevare oplag af kemiske
stoffer i nærmere beskrevne tønder samlet og
umiddelbart ved siden af en maskine, der udstanser metalelementer.
Som følge af oplagets indhold, udformning og placering, der
indebærer stor varmeudvikling og udsættelse for
sporadiske gnister fra maskinen, eksploderer oplaget og
forårsager en brand. De miljøskader eller den
overhængende fare for miljøskader, der
forårsages i en sådan sammenhæng, vil
virksomheden ikke være ansvarlig for.
4.6. Anvendelse af artikel. 8,
stk. 4, litra a og b - lempelse af det ubetingede ansvar i
forbindelse med udtrykkeligt tilladte udledninger eller
begivenheder og udviklingsskader
Det ubetingede ansvar for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade gennemføres
som nævnt i afsnit 4.2. ovenfor, i
miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven for alle
erhvervsmæssige, forurenende aktiviteter, i
havmiljøloven for de erhvervsmæssige aktiviteter,
omfattet af direktivets bilag III, i vandforsyningsloven for
erhvervsmæssig vandindvinding (direktivets bilag III, punkt
6), i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug for alle
aktiviteter i forbindelse med godkendelsespligtige husdyrhold, i
lov om miljø og genteknologi for fremstilling,
håndtering og anvendelse m.v. af genmodificerede organismer
(direktivets bilag III, punkt 10 og 11), i vandløbsloven for
erhvervsmæssig anlæg og erhvervsmæssig drift af
opstemningsanlæg (direktivets bilag III, punkt 6) og i
råstofloven for håndtering af indvindingsaffald
(direktivets bilag III punkt 13).
Det foreslås i miljøbeskyttelsesloven,
jordforureningsloven, havmiljøloven, vandforsyningsloven,
husdyrgodkendelsesloven, miljø- og genteknologiloven,
vandløbsloven og i råstofloven, at det ubetingede
miljøansvar udformes sådan, at der er ansvar,
medmindre den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade godtgør, at
forureningen eller anden negativ påvirkning er en (del af) en
udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed eller forvoldt af
tredjemand, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf.
direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Den udtrykkelige
tilladelse kan være givet som en konkret tilladelse eller
fremgå direkte af lovgivningen på miljø- og
naturområdet - den skal blot kunne siges at være
udtrykkelig. Den ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for
miljøskader og overhængende fare for
miljøskade, der ikke kan henføres til de
anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.
Dette princip indebærer dog ikke en lempelse af de
gældende regler om det ubetingede ansvar efter
jordforureningsloven, der ikke indeholder en udtrykkelig undtagelse
for ansvar for jordforureninger, der er en følge af
udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder. Dette
betyder, at medfører en jordforurening ikke en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, vil den ansvarlige således fortsat have et
ubetinget ansvar for jordforureningen efter de gældende
regler. Det betyder også, at hvor en tilladt jordforurening
indebærer en miljøskade, som forureneren ikke kan
påbydes at undersøge og afhjælpe efter
miljøskadereglerne, da kan forureneren principielt blive
påbudt at undersøge og afhjælpe forureningen
efter jordforureningslovens påbudsbestemmelser.
I udgangspunktet indebærer forslaget til implementering
ikke herudover lempelser af det ubetingede ansvar. Det
foreslås således ikke generelt at anvende
lempelsesmuligheden i artikel 8, stk. 4, litra b, -
udviklingsskader. Det betyder, at den ansvarlige for driften af den
pågældende erhvervsmæssige aktivitet bærer
et ubetinget ansvar for udviklingsskader, medmindre der
indføres særlige regler om fordeling af det ubetingede
ansvar mellem brugeren (den ansvarlige for driften) og
producenten/importøren. Se afsnit 4.7. nedenfor herom. Der
gøres opmærksom på, at de gældende regler
i jordforureningsloven heller ikke undtager for
udviklingsskader.
4.7. Producent/importør
ansvar
Det fremgår af direktivets artikel 9, at direktivet ikke
berører nationale lovbestemmelser om omkostningsfordeling i
tilfælde af flere skadevoldere, navnlig ikke med hensyn til
fordelingen af ansvaret mellem producenten og brugeren af
produktet.
Det foreslås, at producenten eller importøren
bærer et ubetinget ansvar for en forurening eller
overhængende fare herfor ved erhvervsmæssig anvendelse
af pesticider, biocider, genmodificerede organismer og
handelsgødning til jordbrugsformål, hvis denne
forurening eller overhængende fare herfor er indtrådt
som følge af udviklingsskader eller som følge af fejl
i produktet. Udviklingsskader er kendetegnet ved, at der er tale om
en forurening eller overhængende fare herfor, som ikke
ansås for at ville forårsage en sådan skade/fare
ifølge den tekniske og videnskabelige viden på
tidspunktet for aktiviteten. Det kan ramme de enkelte brugere
uforholdsmæssigt hårdt, hvis de - selvom anvendelsen
beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet - alligevel
holdes ubetinget ansvarlige for skader, som produktet
forårsager.
Det foreslås ligeledes, at producenten eller
importøren bærer et ubetinget ansvar for en skade
eller en overhængende fare herfor ved erhvervsmæssig
anvendelse af affaldsstoffer (slam) og husdyrgødning til
jordbrugsformål, hvis denne skade eller fare herfor er sket
som følge af fejl ved produktet. Ansvaret omfatter
således på disse områder ikke udviklingsskader.
Forslaget medfører, at der på dette område ikke
er nogen, der er ansvarlig for udviklingsskader. Der er i den
forbindelse lagt vægt på, at et ubetinget
producent-/importøransvar for udviklingsskader på
dette område ikke kan udelukkes at kunne påvirke den
ønskede samfundsmæssigt nyttige genanvendelse
negativt, med øget forbrænding eller deponering til
følge. Der er i denne forbindelse lagt vægt på,
at de danske krav til kvaliteten af slam er restriktive, og det
anses derfor for nær usandsynligt, at en
forskriftsmæssig anvendelse kan medføre skader. For
husdyrgødning udformes det ubetingede ansvar for producenten
(eller importøren) sådan, at denne fortsat er
ansvarlig, hvis husdyrgødningen indeholder væsentlige
mængder af stoffer eller organismer, som er tilført
husdyrgødningen (fejl ved produktet).
Der er tale om en deling af ansvaret mellem
producenten/importøren og brugeren.
Producenten (eller importøren) bærer et ubetinget
ansvar som nævnt ovenfor og dette ubetingede ansvar ifaldes,
uanset om brugerens ubetingede ansvar på det konkrete
område er lempet, fordi der kan siges at foreligge en
udtrykkelig tilladelse, som beskrevet under afsnit 4.6. Lempelsen
af brugerens ansvar, såfremt der er tale om en udtrykkelig
tilladt udledning eller begivenhed slår således ikke
igennem over for producenten (eller importøren).
Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i denne
sammenhæng en skærpelse af gældende ret. Der kan
fremover gives et påbud direkte til producenten eller
importøren om forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger.
Brugeren skal i denne sammenhæng kunne godtgøre,
at produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte
forskrifter m.v. og at denne ikke har udvist uforsvarlig
adfærd. Brugeren har dog fortsat et ubetinget ansvar for
forureninger eller anden negativ påvirkning, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks.
uheld. For genmodificerede organismer gælder reguleringen
alene miljøskader og overhængende fare herfor.
Der henvises til afsnit 5.1.1.2. og 5.1.5 og 5.1.6.
nedenfor.
I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs.
producenter, der ikke har adresse i Danmark, vil tilsynsmyndigheden
i Danmark som udgangspunkt ikke kunne håndhæve et
påbud over for vedkommende. I sådanne tilfælde
vil påbuddet skulle rettes mod den danske importør.
Den danske importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelse om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at få producenten til at bære
sin del af ansvaret. Der henvises til afsnit 1.2.3. ovenfor.
4.8. Den ansvarliges umiddelbare
handlepligter
Den ansvarlige har som tidligere nævnt nogle umiddelbare
handlepligter ifølge miljøansvarsdirektivet. Den
ansvarlige har pligt til at underrette om alle relevante aspekter
af situationen, når der indtræder en overhængende
fare for miljøskade eller en miljøskade. Derudover
har den ansvarlige pligt til at iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade
eller iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade.
Den ansvarlige skal således så hurtigt som mulig
underrette den kompetente myndighed om alle relevante aspekter af
situationen i tilfælde af en overhængende fare for en
miljøskade eller en allerede indtrådt
miljøskade. Disse bestemmelser er gennemført i alle
lovene på miljø- og naturområdet og gælder
efter lovforslaget uanset type af ansvarsgrundlag og umiddelbart
uden forudgående påbud herom - i modsætning til
den ansvarliges pligt til at give nødvendige oplysninger til
brug for vurdering af sagen. Der er tale om en gennemførelse
af direktivets artikel 5, stk. 2, og artikel 6,
stk. 1.
Den ansvarliges pligt til at iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade
eller iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse en miljøskades omfang og
forhindre yderligere miljøskade gennemføres på
tilsvarende vis i alle lovene på miljø- og
naturområdet og disse bestemmelser gælder uanset type
af ansvarsgrundlag og umiddelbart uden forudgående
påbud herom. Der er tale om en gennemførelse af
direktivets artikel 5, stk. 1, og artikel 6,
stk. 1.
Den relevante tilsynsmyndighed efter de generelle love (typisk
kommunalbestyrelsen) skal føre tilsyn med, at de umiddelbare
handlepligter opfyldes på et tidspunkt, hvor
tilsynsmyndigheden endnu ikke har truffet afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade.
4.9. Finansiel
sikkerhedsstillelse
Der eksisterer i dag forskellige ordninger inden for finansiel
sikkerhedsstillelse på såvel miljøområdet,
som inden for andre områder. På
miljøområdet kan særligt nævnes den
lovpligtige forsikringsordning for villaolietanke på
jordforureningslovens område, den lovpligtige
fond/pulje-ordning, der dækker autoophuggeres forpligtelser
efter påbud til fjernelse af affaldsoplag på
miljøbeskyttelseslovens område, og den lovpligtige
finansielle sikkerhedsstillelse, som dækker forpligtelserne
for virksomheder, der markedsfører elektrisk og elektronisk
udstyr til at sikre behandling af elektronikskrot.
Ordningerne er alle kendetegnet ved kun at finde anvendelse
på enkelte områder og efter særlige regler. Der
findes ingen generelle regler om lovpligtige forsikringer på
miljø- og naturområdet.
Med lovforslaget stilles der ikke forslag om obligatoriske
ordninger for finansiel sikkerhedsstillelse. Det gøres
dermed frivilligt for den ansvarlige, hvordan denne ønsker
at dække risikoen for at ifalde betalingsforpligtelser efter
lovforslaget. Når det statistiske datagrundlag for beregning
og udvikling af passende produkter vurderes at være til
stede, må det på det grundlag vurderes, hvorvidt der er
behov for at fastsætte nærmere regler herfor.
Revisionsfirmaet KPMG har på Miljøstyrelsens
anmodning udarbejdet en rapport om »Finansiel
sikkerhedsstillelse til dækning af operatørens
betalingsforpligtelser efter miljøansvarsdirektivet«
for at kunne vurdere behovet for tiltag til at leve op til
direktivets forpligtelse til at anspore aktørerne på
markedet for finansiel sikkerhed til at udvikle løsninger,
så erhvervsvirksomhederne kan forsikre sig eller på
anden måde ved bankgaranti eller pulje- og fondsordninger
få afdækket risikoen for at ifalde det skadesansvar og
de betalingsforpligtelser, som følger af direktivets
regler.
I denne rapport anbefaler KPMG, at forpligtelsen til at
anspore markedet løftes ved, at lade markedet for finansiel
sikkerhedsstillelse udvikle sig i takt med, at det
nødvendige statistiske grundlag (en registrering af data om
antal omfattede skader, type og størrelse) tilvejebringes,
og at det herefter på dette grundlag vurderes, om og i
hvilket omfang, der er behov for at indføre finansiel
sikkerhedsstillelse.
Der har ligeledes været kontakt til Forsikring &
Pension i forbindelse med overvejelserne om, hvorvidt det kan lade
sig gøre på nuværende tidspunkt at
indføre regler om finansiel sikkerhedsstillelse. Forsikring
& Pension har i den forbindelse påpeget, at
tilvejebringelse af det rette statistiske registreringsgrundlag vil
give det finansielle marked grundlag for at foretage sådanne
beregninger af risiko og konsekvens, at det er muligt at
fastsætte en pris, der afspejler den faktiske risiko, og ikke
har sådanne sikkerhedstillæg, at præmierne bliver
prohibitive og for at kunne udvikle et passende produkt.
Ifølge Forsikring & Pension vil finansiel
sikkerhedsstillelse ikke fuldt ud være tilgængelig,
når de første skader, som omfattes af direktivet,
indtræder. Dette er dog altid et problem, når nye
ordninger/regelsæt indføres. De eksisterende
miljøforsikringer vil i de fleste tilfælde dække
i et omfang, der svarer til operatørens forpligtelser efter
gældende ret i dag. De vil ikke dække forpligtelserne
efter miljøansvarsdirektivet til at træffe supplerende
og kompenserende afhjælpende foranstaltninger.
Regeringen har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe,
som følger implementeringen af direktivet, med henblik
på at vurdere mulighederne for finansiel sikkerhedsstillelse
når det statistiske grundlag er til stede og inden for en
rimelig tidshorisont i forhold til direktivets ikrafttræden.
Arbejdsgruppen forventes at bestå af Økonomi- og
Erhvervsministeriet (formand), Dansk Industri, Dansk Landbrug,
fiskerierhvervet, KL, Forsikring & Pension og de berørte
ministerier.
4.10. Anmodning om foranstaltninger
og klageadgang
I overensstemmelse med direktivets krav herom, gives den
klageberettigede personkreds mulighed for at anmode myndigheden om
at træffe en afgørelse om, hvorvidt en forurening
eller anden negativ påvirkning eller en fare for en
forurening eller anden negativ påvirkning udgør en
overhængende fare for en miljøskade eller en
miljøskade.
Ligeledes i overensstemmelse med direktivets krav kan
afgørelse efter lovforslaget påklages. Klageadgangen
over afgørelser efter dette lovforslag om, at der foreligger
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade og om, hvem der er ansvarlig, udskydes dog for at
nedbringe den samlede sagsbehandlingstid. Der kan fortsat klages
over de nævnte afgørelser, men påklage kan
først ske i forbindelse med, at der klages over en
afgørelse, der træffes efter miljøskadeloven.
Påklage af de nævnte afgørelser kan derfor
f.eks. ske i forbindelse med en afgørelse om
sikkerhedsstillelse, undersøgelse eller afhjælpning,
som træffes efter miljøskadeloven.
Det foreslås, at afgørelsen, når den
vedrører lovgivning på naturområdet, kan
påklages til Naturklagenævnet, og at afgørelser,
der vedrører miljøområdet, kan påklages
til Miljøklagenævnet.
4.11. Myndighedssystemet
Miljøansvarsdirektivet foreslås som nævnt
gennemført ved to lovforslag - det foreliggende forslag til
lov om ændring af miljøbeskyttelsesloven og
forskellige andre love og et forslag til en ny lov om
undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader - også kaldet
miljøskadeloven.
Den kompetente myndighed foreslås at blive de
eksisterende tilsyns- og godkendelsesmyndigheder efter de generelle
love. Det vil typisk sige kommunalbestyrelsen
(miljøbeskyttelsesloven, vandforsyningsloven,
størstedelen af naturbeskyttelsesloven,
Tøndermarskloven, vandløbsloven, råstofloven,
for så vidt angår råstofindvinding på land,
og husdyrgodkendelsesloven) og i visse tilfælde Skov- og
Naturstyrelsen (skovloven og jagt- og vildtforvaltningsloven) By-
og Landskabsstyrelsen (råstofloven for så vidt
angår råstofindvinding på havet),
Miljøstyrelsen (miljø- og genteknologiloven), By- og
Landskabsstyrelsen og Miljøstyrelsen (havmiljøloven),
Miljøministeriets statslige miljøcentre (visse dele
af naturbeskyttelsesloven, miljøbeskyttelsesloven i forhold
til visse erhvervsmæssige aktiviteter) og regionsrådet
(miljøbeskyttelsesloven for så vidt angår jord i
råstofgrave).
Tilsynsmyndigheden skal således efter lovforslaget
træffe afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på
hvilket ansvarsgrundlag. Ved anvendelse af miljøskadelovens
definition af miljøskadebegrebet skal tilsynsmyndigheden
efter de generelle love også træffe afgørelse
om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. I den forbindelse
skal der indhentes en bindende udtalelse fra det statslige
miljøcenter, se afsnit 4.12 nedenfor.
Når der efter en af lovene omfattet af dette lovforslag
er truffet afgørelse om, hvem der er ansvarlig og på
hvilket grundlag, og at der er tale om en miljøskade eller
en overhængende fare for en sådan skade på
baggrund af definitionen af begrebet miljøskade i
miljøskadeloven, skal sagens videre behandling
vedrørende afhjælpningen af en miljøskade eller
forebyggelsen af en overhængende fare for en sådan
miljøskade ske efter miljøskadeloven.
Den kompetente myndighed efter miljøskadeloven
foreslås at blive miljøministeren (i praksis de
statslige miljøcentre). Det er således de statslige
miljøcentre, som skal meddele påbud om hvilke
forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger, der skal
iværksættes.
4.12. Indhentelse af bindende
udtalelse
Tilsynsmyndigheden efter de generelle love vil typisk
være kommunerne, og i disse tilfælde etableres der i en
overgangsperiode - som en hjælp til kommunerne - en ordning,
hvor kommunalbestyrelsen skal forelægge udkast til
afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade med henblik
på at indhente en bindende udtalelse herom fra
miljøministeren (i praksis et miljøcenter). Samme
ordning indføres i sager, hvor regionsrådet er
tilsynsmyndighed. Ordningen skal også gælde i sager,
der rejses af klageberettigede. Indhentelse af udtalelse vil kun
komme på tale i de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden
vurderer, at der er tale om en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven. Ordningen har til
formål at sikre et løbende samarbejde mellem
kommunerne (og regionerne) og staten (miljøcentrene). Den
beskrevne »konsultationsordning« vil blive
taget op til vurdering i andet halvår 2009 og skal senest
ophøre, når det tilstrækkelige regelgrundlag i
bekendtgørelsesform foreligger, jf. afsnit 4.13. nedenfor.
Herefter er det kommunalbestyrelsen og regionsrådet (hvor
disse er tilsynsmyndighed efter lovgivningen), der alene tager
stilling til, om der foreligger en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade.
4.13. Vejledning af myndigheder,
virksomheder og interesseorganisationer og bekendtgørelse om
miljøskadebegrebet
Der etableres en række vejlednings- og
rådgivningstiltag overfor de myndigheder, virksomheder og
interesseorganisationer, der skal have med reglerne at gøre.
Med virkning fra lovenes ikrafttræden etableres et online
informationssystem, som løbende opdateres med oplysninger om
den praksis, der udvikler sig i Danmark og andre sammenlignelige
medlemslande. Der udarbejdes tillige en vejledning om arbejdet med
at vurdere skadesbegrebet, som også vil foreligge ved lovenes
ikrafttræden. Vejledningen skal indeholde retningslinier for
afgrænsningen af skadesbegrebet, med angivelse af eksempler
og praktiske råd.
Der vil desuden blive udstedt en bekendtgørelse,
når der er opsamlet tilstrækkelige erfaringer med
afgrænsningen af miljøskadebegrebet.
Bekendtgørelsen skal med hjemmel i miljøskadelovens
§ 18 fastsætte mere præcise regler om
kriterierne for, hvornår der er tale om en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, og vil
blive revideret løbende i takt med, at erfaringsgrundlaget
udvides. Bekendtgørelsen vil blive udstedt, når der
efter 2-3 år er opsamlet tilstrækkelige erfaringer,
medmindre den i afsnit 4.12 nævnte vurdering af »konsultationsordningen« i andet
halvår af 2009 viser, at der er grundlag herfor på et
tidligere tidspunkt.
4.14. Overvågningsudvalg
Der etableres fra lovenes ikrafttræden den 1. juli 2008
et overvågningsudvalg med centrale interesseorganisationer og
myndigheder m.v., der dels skal indsamle erfaringer med lovene,
dels rådgive om evt. forbedringer i reglerne. Forud for
etablering af udvalget skal der udarbejdes et kommissorium, der
nærmere fastsætter udvalgets formål,
arbejdsbetingelser og sammensætning.
5. Nærmere beskrivelse af
ændringerne i de enkelte love
5.1. Love på
Miljøministeriets område
5.1.1.
Miljøbeskyttelsesloven
5.1.1.1. Ændring af
ansvarsgrundlaget
Efter den gældende miljøbeskyttelseslov kan der
meddeles forureneren påbud om at undersøge eller
afhjælpe skader som følge af den forurening af
naturressourcer, som ikke er omfattet af jordforureningsloven.
Efter miljøbeskyttelsesloven kan der meddeles påbud om
undersøgelse af forurening på grundlag af et ubetinget
ansvar, men påbud om afhjælpning af forureningen kan
alene meddeles, hvor forureningen er ulovlig og skyldes den
ansvarliges fejl eller forsømmelser. Vurderingen af,
hvornår der foreligger fejl eller forsømmelser, er
meget streng i retspraksis.
Efter forslaget skal der fremover gælde et ubetinget
forureneransvar for en miljøskade eller overhængende
fare for en miljøskade som følge af alle
erhvervsmæssige forurenende udledninger og aktiviteter (og
offentlige, som kan sidestilles hermed) og ikke kun dem, der er
omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III. Dette bilag
omfatter ikke alle forureninger af jord, vand, luft og andre
naturressourcer, men en endog meget stor del af disse. Der henvises
herom til afsnit 4.2 ovenfor.
Det ubetingede ansvar lempes dog i tilfælde, hvor den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade godtgør, at miljøskaden
er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller at
miljøskaden skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, jf. direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b.
Forskrifterne skal være fastsat af en offentlig myndighed, og
lempelsen gælder ikke, hvis forskriften skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter. Det ubetingede ansvar lempes
også i tilfælde, hvor den ansvarlige for en
miljøskade godtgør, at miljøskaden er en (del
af en) udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed, og at der
ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf. direktivets artikel 8,
stk. 4, litra a. Den udtrykkelige tilladelse kan være
givet som en konkret tilladelse eller fremgå direkte af
lovgivningen på miljø- og naturområdet - den
skal blot kunne siges at være udtrykkelig. Den ansvarlige har
fortsat et ubetinget ansvar for en miljøskade og en
overhængende fare for en miljøskade, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks.
uheld.
Lempelserne indebærer ikke en lempelse af de
gældende regler om det ubetingede ansvar for
undersøgelser af forureninger. Disse regler indeholder ikke
udtrykkelige undtagelser for ansvar for forureninger, der er en
følge af udtrykkeligt tilladte udledninger eller
begivenheder, tredjemandsskader m.v. Dette betyder, at
medfører en forurening ikke en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, vil den
ansvarlige således fortsat efter de gældende regler
kunne få påbud på ubetinget ansvarsgrundlag om
undersøgelser, mens påbud om genopretning vil
forudsætte, at der foreligger en ulovlighed og skyldes den
ansvarliges fejl eller forsømmelser. Tilsvarende
gælder, hvor f.eks. en tilladt forurening indebærer en
miljøskade, som forureneren ikke kan påbydes at
undersøge og afhjælpe efter
miljøskadereglerne.
5.1.1.2. Producent/importør
ansvar
Der foreslås med lovforslaget som nævnt under
afsnit 4.7 indført en deling af det ubetingede ansvar for
forureninger ved erhvervsmæssig (eller offentlig) anvendelse
af pesticider, biocider og handelsgødning til
jordbrugsformål. Ansvaret deles i udgangspunktet mellem
producenterne eller importørerne og brugerne. Producenten
eller importøren bærer et ubetinget ansvar, hvis
forureningen eller den overhængende fare herfor er en
udviklingsskade (skaden eller den overhængende fare herfor
skyldes en aktivitet, som ifølge den tekniske og
videnskabelige viden på tidspunktet for aktiviteten ikke
ansås for at ville forårsage en skade) eller som
følge af en fejl i produktet og brugeren kan
godtgøre, at dennes anvendelse beviseligt er sket efter
forskrifterne for produktet. Hvis miljøskaden er sket som
følge af brugerens uforsvarlige adfærd i forbindelse
med håndteringen af produkterne (fx en håndtering i
strid med forskrifterne, brugsvejledningen eller lignende),
bærer brugeren ansvaret.
Et producent-/importøransvar og dermed muligheden for
at friholde brugeren af visse produkter for ansvar, hvis der sker
skader ved en korrekt anvendelse af produktet, var et
væsentligt element i mandatet til forhandling af
miljøansvarsdirektivet. Det foreslåede
producent-/importøransvar er udformet på baggrund
heraf.
Baggrunden for delingen af ansvaret er, at forårsages
der en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade ved korrekt anvendelse af et produkt, som
ifølge den tekniske og videnskabelige viden på
tidspunktet for aktiviteten ikke ansås for at ville
forårsage skade (udviklingsskader), bør ansvaret for
en sådan skade eller fare bæres af producenten.
Producenten (eller importøren) er nærmest til at
bære risikoen for udviklingsskader og fejl ved produktet i
forhold til de særlige produkter, som dette ansvar er
fastlagt for. De produkttyper, der er foreslået et
producent/importør ansvar for, er karakteriseret ved, at de
som led i deres anvendelse skal spredes i miljøet, modsat
f.eks. industrikemikalier. Dette forhold øger brugerens
»sårbarhed« overfor, at
produkternes kvalitet er i orden og som forudsat ikke er skadelige
for miljøet, når de anvendes forskriftsmæssigt.
Viser det sig, at produktet faktisk er skadeligt, kan brugeren
uforvarende komme til at forårsage ganske omfattende og vidt
spredt skade på miljøet ved sin anvendelse af
produktet. Her anses producenten eller importøren for at
være den nærmeste til at bære ansvaret for, hvad
denne sender på markedet. Det drejer sig i forhold til
miljøbeskyttelsesloven om pesticider, biocider og
handelsgødning til jordbrugsformål.
Det foreslås ligeledes, at producenten eller
importøren bærer et ubetinget ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare herfor ved
erhvervsmæssig (eller offentlig) anvendelse af affaldsstoffer
og husdyrgødning til jordbrugsformål, hvis
miljøskaden eller den overhængende fare herfor er sket
som følge af fejl ved produktet. Ansvaret omfatter
således ikke en miljøskade eller en overhængende
fare herfor, som er en udviklingsskade. Forslaget medfører,
at der på dette område ikke er nogen, der er ansvarlig
for udviklingsskader. Der er i den forbindelse lagt vægt
på, at det ikke kan udelukkes, at et
producent-/importøransvar for udviklingsskader på
dette område kan indebære en væsentlig negativ
effekt på den ønskede samfundsmæssigt nyttige
genanvendelse med øget forbrænding eller deponering
til følge. Der er lagt vægt på, at de danske
krav til kvaliteten af affald er restriktive, og det anses derfor
for nær usandsynligt, at en forskriftsmæssig anvendelse
kan medføre skader. For husdyrgødning udformes det
ubetingede ansvar for producenten/ importøren sådan,
at denne er ansvarlig, hvis husdyrgødningen indeholder
væsentlige mængder af stoffer eller organismer, som er
tilført husdyrgødningen, og som ikke hidrører
fra husdyrenes urin og fækalier (fejl ved produktet).
Producent-/importøransvaret indebærer en lempelse
af det ubetingede ansvar for brugeren. Baggrunden for lempelsen er
som nævnt ovenfor, at det kan ramme den enkelte bruger
uforholdsmæssigt hårdt, hvis brugeren - selvom
anvendelsen beviseligt er sket efter forskrifterne for produktet -
alligevel holdes ubetinget ansvarlige for miljøskader eller
overhængende fare herfor, som produktet forårsager.
Brugeren skal for at undgå ansvaret kunne godtgøre, at
produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte
forskrifter m.v.
Producenten/importøren bærer det ubetingede
ansvar, uanset om brugerens ubetingede ansvar på det konkrete
område er lempet, fordi der kan siges at foreligge en
udtrykkelig tilladelse, som beskrevet under afsnit 4.6 ovenfor.
Lempelsen af brugerens ansvar slår således ikke igennem
over for producenten/importøren.
Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i
denne sammenhæng en skærpelse af gældende ret.
Der kan fremover gives et påbud direkte til producenten eller
importøren om forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger.
I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der
ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i
forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af
andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark
med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog
på en konkret vurdering af »tilknytningen« til
Danmark - og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra
folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til
at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent.
Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at
håndhæve et sådant påbud over for en
producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark,
hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I
sådanne tilfælde vil det være den
pågældende danske importør, der ifalder ansvaret
og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske
importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af
ansvaret.
5.1.2. Jordforureningsloven
I den gældende jordforureningslov er der i dag et
ubetinget forureneransvar for al erhvervsmæssig og offentlig
aktivitet suppleret af en bestemmelse om ansvaret for andre
forureninger. Anvendelse af denne bestemmelse forudsætter, at
forureneren har handlet uforsvarligt, eller at situationen er
omfattet af strengere ansvarsregler, for eksempel
færdselsloven. På dette ansvarsgrundlag meddeles
påbud om undersøgelse og afhjælpende
foranstaltninger.
Efter forslaget skal der også gælde et ubetinget
ansvar for en jordforurening, der, som følge af
erhvervsmæssig aktivitet, herunder en offentligt aktivitet,
der kan sidestilles hermed, forårsager en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade.
Det ubetingede ansvar lempes dog i tilfælde, hvor den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade godtgør, at miljøskaden
er forvoldt af tredjemand og er indtrådt til trods for, at
passende sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller at
miljøskaden skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, jf. direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b.
Forskrifterne skal være fastsat af en offentlig myndighed, og
lempelsen gælder ikke, hvis forskriften skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter. Det ubetingede ansvar lempes
også i tilfælde, hvor den ansvarlige for en
miljøskade godtgør, at miljøskaden er en (del
af en) udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed, og at der
ikke er udvist uforsvarlig adfærd jf. direktivets artikel 8,
stk. 4, litra a. Den udtrykkelige tilladelse kan være
givet som en konkret tilladelse eller fremgå direkte af
lovgivningen på miljø- og naturområdet - den
skal blot kunne siges at være udtrykkelig. Den ansvarlige har
fortsat et ubetinget ansvar for en miljøskade og en
overhængende fare for en miljøskade, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks.
uheld.
Lempelserne indebærer ikke en lempelse af de
gældende regler om det ubetingede ansvar efter
jordforureningsloven, der ikke indeholder en udtrykkelig undtagelse
for ansvar for jordforureninger, der er en følge af
udtrykkeligt tilladte udledninger eller begivenheder. Dette
betyder, at medfører en jordforurening ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, vil den ansvarlige således fortsat kunne
ifalde et ubetinget ansvar for jordforureningen efter de
gældende regler. Det betyder også, at hvor en tilladt
jordforurening indebærer en miljøskade, som
forureneren ikke kan påbydes at undersøge og
afhjælpe efter miljøskadereglerne, da kan forureneren
principielt blive påbudt at undersøge og
afhjælpe forureningen efter jordforureningslovens
påbudsbestemmelser.
Der foreslås med lovforslaget som nævnt under
afsnit 4.7 indført en deling af det ubetingede ansvar for
jordforureninger i sager om erhvervsmæssig (eller offentlig)
anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning og om anvendelse af
pesticider eller biocider.
Der henvises til afsnit 5.1.1.2 ovenfor.
5.1.3. Havmiljøloven
Det bemærkes, at der er forskel på direktivets
ubetingede ansvar og det objektive erstatningsansvar, der
gælder i havmiljøloven i dag. Den gældende
havmiljølov opererer alene med et objektivt
erstatningsansvar for beredskabs- og bekæmpelsesudgifter i
forbindelse med udtømning eller udledning eller fare herfor,
som er i strid med loven, eller forskrifter udstedt i medfør
heraf eller omfattet af lovens § 58, mens direktivets
ansvar også omfatter pligt for den ansvarlige til at
forebygge/bekæmpe en overhængende fare for en
miljøskade eller en miljøskade og afhjælpe en
opstået miljøskade ved at bringe de skadede
naturressourcer tilbage til hidtidig tilstand og bære
omkostningerne herved.
De forhold, der i dag er underlagt objektivt erstatningsansvar
i havmiljøloven, vil fortsat have dette ansvarsgrundlag, men
i tilfælde af en overhængende fare for
miljøskade eller en miljøskade i
miljøansvarsdirektivets forstand vil det være
direktivets ubetingede ansvar, der gælder, herunder med dets
krav om afhjælpning af de skadede naturressourcer. Er der
ikke tale om en overhængende fare for miljøskade eller
en miljøskade, vil havmiljølovens almindelige regler,
herunder § 44, fortsat gælde. Ansvaret efter
§ 44 indtræder kun, hvis påvirkningen er i
strid med loven eller tilhørende bekendtgørelser
eller er omfattet af § 58 (om ulykker m.v.).
For de forhold, der i dag ikke er underlagt et objektivt
erstatningsansvar i havmiljøloven, fx faste stoffer i bulk
(transport af lastede varer, der ikke er i container)
indføres - i tilfælde af en miljøskade - det
ubetingede ansvar i det omfang, som direktivet foreskriver, dvs.
også pligt til at afhjælpe skaden.
Det ubetingede ansvar for miljøskader lempes dog i de
tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der er
tale om en udtrykkelig tilladt udledning eller begivenhed og at den
ansvarlige ikke har udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige
har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og
overhængende fare for miljøskader, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, fx
uheld.
For så vidt angår andre påvirkninger, f.eks.
støj, vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan
kategoriseres som farligt/forurenende gods) og luftformige
emissioner (der ikke dumper ned i havet), fastlægges et
skyldbaseret ansvar i overensstemmelse med direktivets artikel 3,
stk. 1, litra b, som regulerer alle andre
erhvervsmæssige aktiviteter end de, der er omfattet af bilag
III. Dette ansvar gælder kun for en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder.
Det ubetingede ansvar for aktiviteter, der er omfattet af
direktivets bilag III, rækker ud til 12 sømil for
så vidt angår skader på vandmiljøet. Det
vil sige, at sker der en forureningshændelse uden for de 12
sømil (søterritoriet), der medfører en
miljøskade på vandmiljøet inden for
søterritoriet, så ifaldes det nævnte ansvar. Det
ubetingede ansvar for aktiviteter, der er omfattet af direktivets
bilag III for så vidt angår skader på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder, ifaldes,
hvis der forårsages en miljøskade på et
Natura-2000 område eller beskyttede arter, der befinder sig
på søterritoriet eller i den eksklusive
økonomiske zone.
Det skyldbaserede ansvar for alle andre erhvervsmæssige
aktiviteter end bilag III-aktiviteter, der forårsager en
miljøskade eller overhængende fare herfor på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
ifaldes, hvis der ved uforsvarlig adfærd forårsages en
miljøskade på et Natura-2000 område eller
beskyttede arter, der befinder sig på søterritoriet
eller i den eksklusive økonomiske zone.
Miljøansvarsdirektivets operatørbegreb
gennemføres som »den ansvarlige for driften« af
et skib, luftfartøj, en platform eller en rørledning.
Begrebet svarer til miljøansvarsdirektivets definition af
»operatør«, som er den fysiske eller juridiske,
privatretlige eller offentligretlige person, der driver eller
kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som, hvis
dette fremgår af national lovgivning, har fået
overdraget afgørende økonomisk beslutningsmyndighed
med hensyn til den tekniske drift af aktiviteten, herunder
indehaveren af en tilladelse til eller godkendelse af en
sådan aktivitet eller den person, der registrerer eller
anmelder en sådan aktivitet.
»Den ansvarlige for driften« antages for skibes
vedkommende at være rederen, medmindre særlige forhold
gør sig gældende. For platforme og
rørledningers vedkommende er det normalt brugeren, hvilket
er sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af samme
begreb. Hvis flere kan anses for brugere efter
havmiljøloven, må tvivlen afgøres i
overensstemmelse med direktivets operatørbegreb.
Det foreslås desuden at udvide havmiljølovens
anvendelsesområde, fordi miljøansvarsdirektivet
også omfatter en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved
forurening eller anden negativ påvirkning fra
rørledninger.
Ændringen af anvendelsesområdet er endvidere
nødvendig for at kunne overføre visse opretholdte
miljø- og beredskabsbestemmelser vedrørende bl.a.
rørledninger i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg.
5.1.4. Vandforsyningsloven
Der gælder efter direktivet i udgangspunktet et
ubetinget ansvar for vandindvinding. Vandindvinding er en aktivitet
på direktivets bilag III i det omfang, der er tale om en
erhvervsmæssig aktivitet.
Størstedelen af vandindvindingen (i hvert
tilfælde målt i antal m3) i Danmark må antages at
have karakter af erhvervsmæssig aktivitet i
miljøansvarsdirektivets forstand, herunder også den
offentlige, almene vandforsyning.
Der er ikke i den gældende vandforsyningslov hjemmel til
at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger over
for skader på naturressourcer, hvor skaden er opstået
som følge af vandindvinding, men alene hjemmel til at
påbyde, at ulovlige aktiviteter, f.eks. vandindvinding udover
det tilladte, skal ophøre. Dette skal ses i sammenhæng
med, at enhver vandindvinding medfører større eller
mindre miljøpåvirkning. Alle indvindingstilladelser er
derfor som udgangspunkt et udtryk for en afvejning af, hvor meget
naturen og miljøet kan og skal tåle i forhold til
behovet for vand.
Samtidig påhviler der en meget stor del af dem, der er
ansvarlig for denne indvinding, en forsyningsforpligtelse. Kun
meget få af indvinderne - der rækker fra det lille
almene vandværk, over landbruget (markvanding) til den store
isfabrik og de meget store almene vandforsyninger - vil i
øvrigt have en tilstrækkelig viden til at kunne
forudse og dermed undgå miljøskader som følge
af en tilladt indvinding, idet en skade af en sådan
intensitet typisk først vil vise sig lang tid efter, at
indvindingen er foretaget.
På den baggrund gennemføres det ubetingede ansvar
for erhvervsmæssig vandindvinding. Den vandindvinding, som
det offentlige forestår, anses også for at være
erhvervsmæssig. Ansvaret lempes dog efter direktivets artikel
8, stk. 4, litra a, således at der ikke vil være
ansvar i de tilfælde, hvor den ansvarlige kan
godtgøre, at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd, og
at indvindingen er i overensstemmelse med en udtrykkelig
tilladelse. En indvindingstilladelse vil typisk være
tilstrækkelig præcis til at opfylde kravet til at
være en udtrykkelig tilladelse i direktivets forstand. Den
ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader, der ikke kan henføres til de
anførte lempelsesgrunde, f.eks. uheld.
Der er tale om en udvidelse af vandforsyningslovens
område, som hidtil ikke har rummet bestemmelser om ansvar for
(miljø)skader.
Herudover fastlægges i overensstemmelse med direktivets
artikel 3, stk. 1, litra b, et skyldbaseret ansvar for
miljøskader eller overhængende fare for
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder, der forårsages ved
uforsvarlig adfærd i forbindelse med udøvelse af andre
erhvervsmæssige aktiviteter end vandindvinding, bortledning
af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, der
er omfattet af loven.
Lovforslaget indeholder en række forpligtelser om
anmeldelse, forebyggelse og afværgelse, som ifølge
direktivet skal rettes mod »operatøren« - den
ansvarlige for aktiviteten. I lovforslaget er den ansvarlige for
aktiviteten ejeren af et vandindvindingsanlæg eller den
ansvarlige for driften af indvindingen eller for bortledning af
grundvand eller anden grundvandssænkning. .
5.1.5. Lov om miljøgodkendelse
m.v. af husdyrbrug
Husdyrgodkendelseslovens regler om forurening er en
videreførelse af de regler, der hidtil har været
gældende for husdyrbrug efter miljøbeskyttelsesloven.
Udgangspunktet er, at husdyrbrug er en forurenende virksomhed
på lige fod med virksomheder omfattet af
miljøbeskyttelsesloven.
Loven gælder alene for husdyrbrug, der er
miljøgodkendt efter lovens kapitel 3. Husdyrbrug, der er
miljøgodkendt efter miljøbeskyttelseslovens kapitel
5, samt mindre husdyrbrug, som ikke skal miljøgodkendes
efter lovens kapitel 3, er fortsat omfattet af
miljøbeskyttelsesloven. De tilfælde, hvor eksisterende
husdyrbrug udvides eller på anden måde ændres,
eller hvis en eksisterende godkendelse skal revurderes, skal
behandles efter reglerne i husdyrgodkendelsesloven, og disse brug
bliver herefter omfattet af reglerne i denne lov.
Med lovforslaget foreslås der et ubetinget ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade (på både beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder, vand og jord), som
er forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter i
forbindelse med husdyrbrug. Husdyrbrug er i loven defineret som:
ejendom, hvorpå der er et dyrehold af mere end 3 dyreenheder,
dyreholdet med tilhørende stalde og lignende,
gødnings- og ensilageopbevaringsanlæg samt
øvrig fast konstruktioner og tilhørende
arealer.
Det ubetingede ansvar foreslås lempet herunder i de
tilfælde, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at
forureningen er i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse og
den ansvarlige kan godtgøre, at den pågældende
ikke har udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige har dog
fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader eller
overhængende fare for miljøskader, der ikke kan
henføres til de foreslåede lempelsesgrunde, f.eks.
uheld. Om disse lempelser, se foran afsnit 4.6.
Der foreslås indført et ubetinget
producent-/importøransvar for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, opstået ved
erhvervsmæssig anvendelse af affald eller
husdyrgødning til jordbrugsformål. Om
producent/importøransvaret se foran afsnit 5.1.1.2.
5.1.6. Miljø- og
genteknologiloven
Der gennemføres et ubetinget ansvar for fremstilling,
håndtering, anvendelse mv. af genmodificerede organismer
(GMO´er), idet sådanne aktiviteter er omfattet af
miljøansvarsdirektivets bilag III, punkt 10 og 11.
Det ubetingede ansvar foreslås lempet som beskrevet i
afsnit 4.6.
Der foreslås med lovforslaget desuden indført et
ubetinget producent-/importøransvar for en en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, opstået i forbindelse med
erhvervsmæssig anvendelse af GMO´er. Producenten eller
importøren bærer det ubetingede ansvar, hvis
miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade er indtrådt som følge af
udviklingsskader (skaden skyldes en aktivitet, som ikke
ifølge den tekniske og videnskabelige viden på
tidspunktet for aktiviteten ansås for at ville
forårsage skade) eller som følge af en fejl i
produktet. Hvis miljøskaden eller den overhængende
fare herfor er indtrådt som følge af brugerens
håndtering af produkterne i strid med forskrifterne,
brugsvejledningen e. lign., bærer brugeren ansvaret. Brugeren
skal for at undgå ansvaret kunne godtgøre, at
produktet er håndteret i overensstemmelse med de fastsatte
forskrifter m.v., og at denne ikke har udvist uforsvarlig
adfærd.
Producent/importøransvaret indebærer dermed en
lempelse af det i udgangspunktet ubetingede ansvar efter direktivet
for brugeren.
Baggrunden for forslaget er, at forårsages der skader
ved korrekt anvendelse af et produkt som følge af produktets
egenskaber, bør ansvaret for en sådan skade
bæres af producenten eller importøren. Det kan ramme
den enkelte bruger uforholdsmæssigt hårdt, hvis
brugeren - selvom anvendelsen beviseligt er sket efter
forskrifterne for produktet - alligevel holdes ubetinget ansvarlig
for skader, som produktet forårsager. De produkttyper,
herunder de genmodificerede organismer, der er foreslået et
producent/importør ansvar for, er karakteriseret ved, at de
som led i deres anvendelse skal spredes i miljøet, modsat
f.eks. industrikemikalier. Dette forhold øger brugerens
»sårbarhed« overfor, at
produkternes kvalitet er i orden og som forudsat ikke er skadelige
for miljøet, når de anvendes forskriftsmæssigt.
Viser det sig, at produktet faktisk er skadeligt, kan brugeren
uforvarende komme til at forårsage ganske omfattende og vidt
spredt skade på miljøet ved sin anvendelse af
produktet. Her anses producenten eller importøren for at
være den nærmeste til at bære ansvaret for, hvad
denne sender på markedet.
Producentens eller importørens ubetingede ansvar er i
denne sammenhæng en skærpelse af gældende ret.
Der kan fremover gives et påbud direkte til producenten eller
importøren om forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger i forhold til miljøskader eller
overhængende fare herfor. Sådanne påbud gives
efter miljøskadeloven.
Der henvises i øvrigt til afsnit 5.1.1.2.
ovenfor.
5.1.7. Naturbeskyttelsesloven,
skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven og
Tøndermarskloven
Med lovforslaget gennemføres et skyldbaseret ansvar for
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder, der er forårsaget af alle
andre erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er
forurenende. Som eksempler på sådanne aktiviteter kan
nævnes opdyrkning af vedvarende græsarealer i et
internationalt naturbeskyttelsesområde, som indebærer
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på naturtypen eller på de beskyttede
dyre- og plantearter, som området er udpeget for, eller (for
hård) skovning, der skader beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder og
redeplyndring.
Med lovforslaget ændres dermed reglerne om den
ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om miljøskade og
overhængende fare for miljøskade i disse love på
naturområdet. Efter de gældende bestemmelser
påhviler det ejeren eller brugeren af en ejendom at berigtige
et ulovligt forhold. Dette gælder også i de
situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af andre
end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om et
ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold.
Forslaget vil i de situationer, hvor den ansvarlige for en
overhængende fare for miljøskade eller en
miljøskade (operatøren) er en anden end ejendommens
ejer eller bruger, flytte ansvaret for at berigtige et ulovligt
forhold, der skyldes uforsvarlig adfærd, fra
grundejer/bruger til den ansvarlige efter direktivet - det vil sige
den ansvarlige for driften af den pågældende
aktivitet.
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade efter disse love er alene en skade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder,
og ansvaret er et almindeligt skyldbaseret ansvar. Det
påhviler tilsynsmyndigheden at påvise, at
miljøskaden eller den overhængende fare herfor er sket
som følge af uforsvarlig adfærd fra den ansvarlige for
driftens side.
5.1.8. Vandløbsloven
For miljøskade og overhængende fare herfor, der
opstår i forbindelse med erhvervsmæssigt anlæg og
erhvervsmæssig drift af opstemningsanlæg, som er
omfattet af miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 6,
gennemføres direktivets ubetingede ansvar. Dette ansvar
lempes i de tilfælde, hvor den ansvarlige for driften kan
påvise, at der er tale om en påvirkning, der var
udtrykkeligt tilladt, at den ansvarlige for driften har handlet
inden for rammerne af den meddelte opstemningstilladelse, eller at
skaden er forvoldt af tredjemand, og at der ikke er udvist
uforsvarlig adfærd fra dennes side. Den ansvarlige har dog
fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og
overhængende fare for miljøskader, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks.
uheld. Skadesbegrebet omfatter udover skade på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder tillige
skade på vand og jord.
For størstedelen af de aktiviteter, der er omfattet af
de gældende bestemmelser i vandløbsloven, er reglerne
om den ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om
miljøskader og overhængende fare herfor som
nævnt under punkt 5.1.7., jf. ovenfor. Som eksempel på
en aktivitet, der pålægges det skyldbaserede ansvar i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b,
kan nævnes for hård oprensning af et
vandløb.
5.1.9. Råstofloven
For miljøskade og overhængende fare herfor, der
opstår i forbindelse med erhvervsmæssig
håndtering af indvindingsaffald, som er omfattet af
miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 13,
gennemføres et ubetinget ansvar, som dog lempes i de
tilfælde, hvor den ansvarlige for driften kan påvise,
at der er tale om en udtrykkeligt tilladt påvirkning, at der
er handlet inden for rammerne af den meddelte
indvindingstilladelse, eller at skaden er forvoldt af tredjemand,
og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd. Den ansvarlige
har dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og
overhængende fare for miljøskader, der ikke kan
henføres til de anførte lempelsesgrunde, f.eks.
uheld. Skadesbegrebet omfatter udover skade på beskyttede
arter og internationale naturbeskyttelsesområder tillige
skade på vand og jord.
For størstedelen af de aktiviteter, der er omfattet af
de gældende bestemmelser i råstofloven, er reglerne om
den ansvarlige og ansvarsgrundlaget i sager om miljøskader
og overhængende fare for miljøskade som nævnt
under punkt 5.1.7., jf. ovenfor.
5.2. Konsekvensændringer i
anden lovgivning
5.2.1. Søloven
Som udgangspunkt undtager miljøansvarsdirektivet
hændelser og begivenheder, der er omfattet af en række
internationale konventioner på havområdet, herunder
1992-ansvarskonventionen og 1992-fondskonventionen samt HNS - og
Bunkerskonventionen med fremtidige ændringer. En
forudsætning for denne undtagelse er imidlertid, at disse
konventioner skal være trådt i kraft internationalt og
i det pågældende medlemsland. 1992-ansvarskonventionen
og 1992-fondskonventionen er trådt i kraft og er ratificeret
af og gennemført i Danmark i sølovens kapitel 10
(§ 191 ff.) De materielle regler til gennemførelse
af Bunkerskonventionen og HNS-konventionen er gennemført i
sølovens kapitel 9 a og 11, men ikrafttrædelsen af
disse regler afventer den danske ratifikation af de to
konventioner, og at de træder i kraft internationalt.
Bunkerskonventionens internationale ikrafttræden er
nært forestående, idet konventionen træder i
kraft den 21. november 2008. Den danske ratifikation af
konventionen afventer blot det Europæiske Fællesskabs
godkendelse i medfør af Parallelaftalen af 19. oktober 2005
mellem Danmark og Det Europæiske Fællesskab om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område. Tidspunktet for HNS-konventionens internationale
ikrafttræden er fortsat ukendt.
Igennem en lang årrække har forureningsuheld med
bunkersolie fra andre skibe end olielastskibe dog været
omfattet af det objektive ansvar, der gælder ved forurening
af tung eller svært nedbrydelig olie, der udflyder eller
udtømmes fra olietanksskibe, jf. i dag sølovens
§ 191 sammenholdt med § 206.
For forureningsskader, der måtte være omfattet af
miljøansvarsdirektivet, gælder, at så
længe Bunkerskonventionen og HNS-konventionen ikke finder
anvendelse skal miljøansvarsdirektivets regler
gælde.
Som et konkret eksempel kan angives, at hvis der ved en
kollision eller grundstødning med et ikke-tankskib sker en
udflydning af bunkersolier og der sker en miljøskade i
miljøansvarsdirektivets forstand, skal
miljøansvarsdirektivets regler finde anvendelse for
miljøskaden, herunder de særlige krav om
afhjælpning. Visse skader påført af
olietankskibe vil være omfattet af HNS-konventionen, i det
omfang disse skader ikke falder ind under skadesbegrebet i
1992-ansvarskonventionen, idet HNS-konventionens skadesbegreb er
bredere end 1992-ansvarskonventionens. Som eksempel kunne
nævnes skader, der opstår i forbindelse med tankskibe
med f.eks. let olie eller i forbindelse med eksplosioner, som
forårsager en miljøskade i
miljøansvarsdirektivets forstand. I den periode, hvor
HNS-konventionen ikke er trådt i kraft, skal
miljøansvarsdirektivets regler finde anvendelse for dette
område.
Ændringen af sølovens § 206 skal sikre,
at økonomi- og erhvervsministeren får en hjemmel til
at udstede regler om anvendelsen af miljøansvarsdirektivets
ansvarsregler set i forhold til sølovens ansvarsregler,
således at miljøansvarsdirektivets ansvarsregler
anvendes i de tilfælde, hvor udflydning eller
udtømning af olie fra andre skibe end olielastskibe
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade i direktivets forstand.
Der indarbejdes på den baggrund en
bemyndigelsesbestemmelse til økonomi- og erhvervsministeren
i sølovens § 206, hvorefter ministeren kan udstede
en bekendtgørelse, der bestemmer, at § 47 c i
havmiljøloven, der gennemfører
miljøansvarsdirektivets ansvarsregler, finder anvendelse i
stedet for sølovens § 206, stk. 2, i
tilfælde af miljøskade eller overhængende fare
for miljøskade i direktivets forstand. Det er hensigten, at
denne bekendtgørelse skal ophæves, når
Bunkerskonventionens og HNS-konventionens regler om ansvar skal
finde anvendelse. Dette er helt i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivet.
Retten til ansvarsbegrænsning efter konventionen om
begrænsning af ansvaret for søretlige krav
gælder også, hvor ansvaret afgøres efter
direktivet, jf. sølovens § 206, stk. 5. Denne
præcisering er også i overensstemmelse med direktivets
artikel 4, stk. 3.
5.2.2. Lov om visse
havanlæg
I forbindelse med ikrafttræden af lov nr. 1424 af 21.
december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til
efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedslov) sikredes det, at § 8,
stk. 1-3, § 9, stk. 2, 4 og 5,
§§ 12 og 13 og § 21, stk. 1, nr. 4 i
lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg blev
opretholdt for så vidt angår fare for forurening af
havmiljøet. Dette fremgår af § 74,
stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.
Med lovforslagets ændring af havmiljøloven til at
omfatte en række bestemmelser om miljø- og
beredskabsforhold bliver de nævnte bestemmelser i
havanlægsloven overflødige og foreslås derfor
ophævet. Herefter vil lov om visse havanlæg være
fuldstændig ophævet.
5.2.3 Fiskeriloven
Forslag til ændring af fiskeriloven er indeholdt i dette
lovforslag og består i en bemyndigelse for
fødevareministeren til at udfærdige de
nødvendige regler om miljøskade eller
overhængende fare herfor på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder i en
bekendtgørelse. Reglerne agtes udarbejdet - med de
nødvendige modifikationer - nogenlunde som de regler, der
efter lovforslaget foreslås for ændring af
naturbeskyttelsesloven. Dette indebærer bl.a. regler, der
bemyndiger en myndighed under Miljøministeriet til -
på baggrund af de oplysninger, der er tilvejebragt under
Fødevareministeriets behandling af sagen - at træffe
afgørelse om, hvorvidt en konstateret påvirkning af
naturen eller miljøet er en miljøskade eller
udgør en overhængende fare for en miljøskade,
samt om, hvem der i givet fald er ansvarlig herfor. Der agtes
indført klageadgang til Naturklagenævnet.
5.2.4 Havneloven og lov om
kystbeskyttelse
Forslag til lov om ændring af havneloven og lov om
kystbeskyttelse blev fremsat den 15. november 2006 (L 77) og
vedtaget af Folketinget den 22. maj 2007, jf. lov nr. 548 af 6.
juni 2007.
5.3. Forholdet til lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter
Med lovforslaget nyaffattes og tilføjes en række
oplysningspligter i visse af de love, som lovforslaget
berører. Det bemærkes, at lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
finder anvendelse sideløbende med de i lovforslaget
ændrede love, således at blandt andet § 10 i
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligter finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor der
foreligger en »konkret mistanke«.
I de tilfælde, hvor § 10 i lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter finder anvendelse, vil oplysningspligterne
ophøre med at gælde. Det vil være
tilfældet, når myndigheden har en konkret mistanke om
et strafbart forhold, også selv om forholdet endnu ikke er
meldt til politiet, eller der ikke er truffet beslutning herom.
Dette kan fx være tilfældet, hvor den tilsynsmyndighed,
der har truffet afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade, har en konkret mistanke om et strafbart forhold,
men endnu ikke har overgivet sagen til politiet. Ovennævnte
gælder dog ikke, hvis de pågældende oplysninger
ikke kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse. Der henvises endvidere til
Miljøstyrelsens vejledning nr. 7 om anvendelse af
retssikkerhedsloven på miljøområdet.
Hvis myndigheden vurderer, at den er inden for
§ 10's område, skal myndigheden vejlede den
mistænkte om, at denne ikke er forpligtet til at afgive
oplysninger.
I miljøbeskyttelsesloven indsættes med
lovforslaget mulighed for påbud om tilvejebringelse af
oplysninger, som har betydning for en vurdering af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, jf. lovforslagets § 1, nr. 5
(forslag til ny § 73 e). Tilsvarende bestemmelse
indsættes i jordforureningsloven, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 3 (forslag til ny § 38 e),
husdyrgodkendelsesloven, jf. lovforslagets § 5, nr. 3
(forslag til ny § 54 e) og lov om miljø og
genteknologi, jf. lovforslagets § 6, nr. 2 (forslag til
ny § 25 e).
I havmiljøloven indsættes med lovforslaget en
bestemmelse om, at den ansvarlige for driften efter anmodning fra
tilsynsmyndigheden skal give alle oplysninger til brug for
vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor, jf. lovforslagets § 3,
nr. 8 (forslag til ny § 41 d).
Havmiljølovens § 39 foreslås samtidig
ændret, så der gives miljøministeren hjemmel til
bl.a. at udstede regler om indberetning og tilvejebringelse af
oplysninger fra myndigheder og visse personer til brug for
vurdering af forhold, der reguleres efter loven. I den forbindelse
foreslås den gældende havmiljølovs
§ 38 om indberetningspligt ophævet, og hjemlen i 39
udnyttet til at udstede regler svarende til § 38 og
miljøansvarsdirektivets indberetningsforpligtelser.
§ 38 fastslår, hvem der er ansvarlig for
indberetning ved fx udtømning i strid med loven, force
majeure-situationer, kollision, grundstødning, eller hvis
der af andre grunde er fare for udtømning o.a. Efter
bestemmelsen er personerne omfattet af indberetningspligten
samtidig pålagt en oplysningspligt af hensyn til
bekæmpelsesarbejdet.
Med den foreslåede ændring af vandforsyningslovens
§ 67 præciseres det, at der kan gives påbud
efter bestemmelsen på ubetinget grundlag vedrørende
alle de oplysninger, der har betydning for vandindvindingen,
herunder også til vurderingen af, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade som følge af vandindvinding, bortledning
af grundvand eller anden sænkning af grundvandsstanden, samt
at klarlægge årsagen til og virkningerne af en
miljøskade, en mulig miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade.
I lovene på naturområdet (dvs.
naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildforvaltningsloven,
Tøndermarskloven, vandløbsloven og råstofloven)
indføres der mulighed for at meddele påbud om
oplysninger, undersøgelser m.v. til bedømmelse af, om
sagen er omfattet af miljøskadeloven, jf. bl.a.
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 c
i naturbeskyttelsesloven).
På miljøbeskyttelseslovens område kan
myndigheden selv fremskaffe oplysningerne på den ansvarliges
regning efter miljøbeskyttelsesloven § 70 a og
§ 70 b, hvis den ansvarlige ikke frivilligt afgiver
oplysningerne. På havmiljølovens område findes
en tilsvarende hjemmel i havmiljølovens § 45 a, i
vandforsyningsloven i § 65, stk. 5, og i
husdyrgodkendelsesloven i §§ 50 og 51.
I lovgivningen på naturområdet og i lov om
miljø- og genteknologi findes ikke en adgang til, at
myndigheden kan fremskaffe oplysningerne på den ansvarliges
regning svarende til miljøbeskyttelsesloven
§§ 70 a og 70 b. Hvis påbud på
naturområdet om at oplyse sagen ikke efterkommes på
grund af, at der foreligger forhold omfattet af bestemmelsen i
retssikkerhedslovens § 10, må myndighederne selv
skaffe sig oplysningerne. Det må antages, at det
afgøres efter almindelige erstatningsretlige synspunkter, om
myndigheden kan forlange omkostningerne hertil refunderet af den
ansvarlige.
6. De økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Det antages, at der med gennemførelsen af
miljøansvarsdirektivet ligger en ekstra opgave hos
kommunerne med at screene påbudssager for, om der er tale om
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, i alt i ca. 200 tilfælde om året.
Det vurderes, at det vil være enkelt at træffe
afgørelsen i det store flertal af sagerne.
Det reelle antal af sager, som ender med en afgørelse
af, at der er tale om en miljøskade, vil
skønsmæssigt udgøre ml. 5-15 sager
årligt. Dette antal af sager dækker over såvel
forureningsskader på land og på havet, skader som
følge af anvendelse mv. af genmodificerede organismer,
skader som følge af vandindvinding eller vandopdæmning
og andre skader på beskyttede arter og naturtyper. Ikke alle
miljøskader vil være forårsaget af aktiviteter,
der er undergivet et kommunalt tilsyn.
I en overgangsperiode skal kommunalbestyrelserne (og
regionsrådene, hvor de er tilsynsmyndighed) indhente en
bindende udtalelse fra de statslige miljøcentre, inden de
træffer afgørelse om, at der er tale om en
miljøskade eller overhængende fare herfor. De
statslige miljøcentre vil i denne forbindelse kunne bidrage
med deres faglige ekspertise opnået i forbindelse med
arbejdet med vand- og Natura 2000-planerne.
Der vil desuden blive udarbejdet en vejledning om arbejdet med
skadesbegrebet, som vil foreligge ved lovforslagenes
ikrafttræden. Foreligger der ikke en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, skal sagen
behandles efter de øvrige bestemmelser i den relevante
generelle lov, og afgørelsen om, at der ikke foreligger en
miljøskade eller overhængende fare herfor vil
således ligge implicit i sagens videre behandling efter den
pågældende relevante generelle lov.
Desuden skønnes der at være et mindre tidsforbrug
på at kommentere på de afgørelser om skader
eller overhængende fare, der påklages. Det forventes,
at ca. 10-20 % af afgørelserne vil blive påklaget. Det
forhold, at afgørelserne efter dette forslag om, at der er
tale om en miljøskade eller overhængende fare herfor
først kan påklages i forbindelse med en klage af en
afgørelse efter miljøskadeloven skønnes ikke
at betyde noget for antallet af klager, eller omfanget af behovet
for at kommentere dem.
Kommunerne vil dog i forhold hertil ikke længere skulle
behandle de store komplicerede sager om forurening eller anden
negativ påvirkning, idet de efter lovforslaget og forslaget
til miljøskadeloven vil overgå til de statslige
miljøcentre som miljøskader.
Lovforslaget forventes at medføre et svagt stigende
antal påbudssager for tilsynsmyndighederne - primært
kommunerne - på såvel miljø- som
naturområdet pga. den udvidede mulighed for at udstede
påbud på et ubetinget ansvarsgrundlag.
Samlet set skønnes dette at medføre en merudgift
på 0,3 millioner kr. for kommunerne.
Regionsrådene skal vurdere, om overhængende fare
eller skete forureninger i råstofgrave indebærer en
overhængende fare for miljøskade eller en
miljøskade i et begrænset antal tilfælde. Hertil
kommer et begrænset tidsmæssigt merforbrug på at
kommentere afgørelser om de pågældende skader, i
det omfang disse påklages. Omvendt skal regionerne ikke
forestå den videre sagsbehandling af en sag, efter der er
truffet afgørelse om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade eller en
miljøskade, idet disse behandles af miljøministeren
efter miljøskadeloven. Det skønnes umiddelbart, at
udgifter og besparelser for regionsrådene i denne
sammenhæng stort set vil udligne hinanden.
På det statslige niveau forventes lovforslaget generelt
at medføre lidt flere klagesager pga. den udvidede
klageadgang i lovforslaget, herunder muligheden for at klage til
Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet over
manglende behandling af en sag som en sag om en
miljøskade.
I forhold til havmiljøloven vil der i et
begrænset omfang være meromkostninger for de statslige
miljøcentre under Miljøministeriet i forbindelse med
håndtering af relevante indberetninger fra
Forsvarsministeriet om olie- og kemikalieforurening af havet
afhængig af den nærmere aftale om indberetningernes
form og indhold samt sagsbehandlingsomkostninger i forbindelse
hermed.
7. De økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
For andre landbaserede forureninger end forureninger, omfattet
af jordforureningsloven, sker der en skærpelse af
ansvarsgrundlaget (ubetinget ansvar). Dermed øges
forurenerens umiddelbare handlepligter og muligheden for at udstede
påbud om afhjælpning til forurenere i de få
tilfælde, hvor der opstår en miljøskade eller
fare herfor, som ikke er omfattet af jordforureningsloven.
Afhjælpningskravene er ligeledes øgede i forhold til
gældende ret, når der er tale om miljøskader
eller fare herfor.
På havmiljølovens område vurderes
omkostningerne ved afværgeforpligtelsen efter de
foreslåede regler og påbud om undersøgelser at
kunne blive noget større end efter de nugældende
regler, idet kravene til afværgeforanstaltninger og
undersøgelser især for så vidt angår
miljøskader og overhængende fare for
miljøskader på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder er mere vidtgående.
På vandforsyningslovens område foreslås
ansvarsgrundlaget lempet således, at enhver
erhvervsmæssig eller offentlig indvinding, bortledning eller
anden sænkning af grundvandsstanden, som foretages i
overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse, ikke
medfører et ubetinget ansvar. For at pådrage sig et
ansvar for at bære omkostninger til forebyggelse og
afhjælpning af en miljøskade i et sådant
tilfælde, skal der udvises uforsvarlig adfærd. Det
forudses på den baggrund derfor ikke, at lovforslaget
medfører store økonomiske konsekvenser.
På vandløbslovens og råstoflovens
område foreslås ansvarsgrundlaget lempet således,
at enhver erhvervsmæssig anlæggelse og drift af
opstemningsanlæg hhv. håndtering af indvindingsaffald,
som foretages i overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse,
ikke medfører et ubetinget ansvar. For at pådrage sig
et ansvar for at bære omkostninger til forebyggelse og
afhjælpning af en miljøskade i et sådant
tilfælde, skal der udvises uforsvarlig adfærd. Det
forudses derfor, at lovforslaget ikke har nævneværdige
økonomiske konsekvenser.
På naturområdet i øvrigt, dvs.
naturbeskyttelsesloven, skovloven, jagt- og vildtforvaltningsloven
og Tøndermarskloven, forudsætter ansvar for
miljøskade, at der udvises uforsvarlig adfærd. Det
forudses derfor, at lovforslaget ikke har nævneværdige
økonomiske konsekvenser. Det samme gælder for
fiskeriloven.
Producenterne/importørerne vil på udvalgte
områder blive pålagt omkostningerne til
undersøgelser og afhjælpende foranstaltninger,
såfremt der er tale om en miljøskade, hvor ansvaret
fordeles mellem brugere og producenter/importører. Samlet
set vil der dog ikke være tale om større omkostninger,
men en anden fordeling, idet de erhvervsmæssige og offentlige
brugere tidligere har afholdt disse omkostninger.
Herudover vil erhvervslivet have udgifter til ændring af
eventuelle (frivillige) forsikringer eller lignende
ordninger.
De administrative konsekvenser for erhvervslivet af
lovforslaget består i en omstillingsbyrde som følge af
behovet for at sætte sig ind i dette nye regelsæt og
vurdere behovet for omlægning af eventuelle frivillige
forsikringer.
Producent-/importøransvaret vil kunne
håndhæves over for danske producenter, mens det som
udgangspunkt ikke er tilfældet i forhold til udenlandske
producenter, som ikke har adresse i Danmark. I de situationer, hvor
der er tale om en udenlandsk bosiddende producent, vil denne
forskel i producentens ansvar alt efter om denne har adresse i
Danmark eller i udlandet, forventes at blive udlignet, idet den
danske importør, som i første omgang ifalder
producent/importøransvaret, hvis der er tale om en producent
med adresse i udlandet, vil kunne sikre sig over for denne
udenlandsk bosiddende producent enten ved kontraktindgåelsen
eller efterfølgende tage civilretlige skridt mod
denne.
Samlet set vurderes lovforslaget at medføre
begrænsede økonomiske konsekvenser for danske
virksomheder. Denne vurdering bygger foruden ovennævnte
gennemgang af økonomiske og administrative konsekvenser
på en forventning om et begrænset antal sager med
reelle miljøskader, samt at implementering af
miljøansvarsdirektivet forventes at være neutralt over
for virksomhedernes konkurrenceevne i EU.
8. De miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget sammen med lov om undersøgelse,
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(miljøskadeloven) vurderes at få positiv effekt
på beskyttelsesniveauet i Danmark.
Lovforslaget vil få en betydelig generelt
præventiv effekt, idet lovforslaget forventes at øge
virksomhedernes incitamenter til forebyggelse. Det vil i sidste
ende kunne forhindre eller begrænse tab af
naturressourcer.
Ændringerne i søloven og ophævelsen af de
tilbageværende bestemmelser i lov om visse havanlæg
indeholder ikke herudover miljømæssige
konsekvenser.
9. Administrative konsekvenser for
borgerne
Der er ingen administrative konsekvenser for borgere.
10. Forholdet til EU-retten
Formålet med lovforslaget er at gennemføre dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
(miljøansvarsdirektivet), (EF-Tidende, nr. L 143 af
30/04/2004 s. 0056 - 0075), inklusive dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om
håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om
ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L 102,
s. 15-33).
Miljøansvarsdirektivet skaber en fælles ramme for
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder
særligt i forhold til Rådets direktiv 79/409/EØF
af 2.april 1979 om beskyttelse af vilde fugle, Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper
og vilde dyr og planter og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en
ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
Lovforslaget, herunder reglerne om fastlæggelse af et
producent/importør ansvar for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på udvalgte
områder berører ikke Rådets direktiv
85/347/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af
medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte
bestemmelser om produktansvar (produktansvarsdirektivet), som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
99/34.
Efter produktansvarsdirektivet pålægges
producenten et objektivt ansvar for skade, der forårsages ved
en defekt ved hans produkt. Ved skade forstås efter
direktivet personskade samt tingsskade, hvis den beskadigede
genstand er beregnet til ikke-erhvervsmæssig benyttelse. Det
er en betingelse, at produktet, som forårsager skaden, er
produceret eller sat i omsætning af producenten.
Producentansvaret, som pålægges efter dette
lovforslag på udvalgte områder, er et ubetinget ansvar
for fejl ved produktet for så vidt angår
erhvervsmæssig anvendelse af husdyrgødning og
anvendelse af affaldsstoffer til jordbrugsmæssigt
formål og et ubetinget ansvar for fejl ved produktet og
udviklingsskader for så vidt angår erhvervsmæssig
anvendelse af pesticider, biocider, handelsgødning og
genmodificerede organismer. Producentansvaret meddeles på
baggrund af et offentligretligt påbud og pålægger
producenten (eller importøren) at forebygge en
overhængende fare for en skade eller afhjælpe en
allerede indtrådt skade, der er forvoldt i forbindelse med
brugerens forskriftsmæssige og erhvervsmæssige
anvendelse af de nævnte produkter, som beskrevet ovenfor. De
afhjælpende foranstaltninger over for indtrådte skader
på jord, vandmiljøet eller beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder kan alene bestå
i miljøforbedringer og ikke i en økonomisk
kompensation over for borgerne. Lovforslaget medfører
således ikke en adgang til at kræve dækning for
skade, som er omfattet af bestemmelserne i
produktansvarsdirektivet.
Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar
1998 om markedsføring af biocidholdige produkter er
markedsføringsdirektiver. De indeholder harmoniserede krav
til producenter og myndigheder om vurdering og godkendelse af
konkrete produkter som betingelse for, at produkterne kan
markedsføres og anvendes i EU. Rådets direktiv
86/278/EØF af 12. juni 1986 om beskyttelse af
miljøet, navnlig jorden, i forbindelse med anvendelse i
landbruget af slam fra rensningsanlæg fastsætter regler
for anvendelse i landbruget af slam fra rensningsanlæg,
herunder regler om hvilke oplysninger, som producenter af slam fra
rensningsanlæg skal meddele brugerne. Rådets direktiv
90/219/EØF af 23. april 1990 om indesluttet anvendelse af
genetisk modificerede organismer indeholder regler om indesluttet
anvendelse af disse organismer med henblik på beskyttelse af
menneskers sundhed og miljøet, herunder regler om
godkendelse af indesluttet anvendelse. Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/18/EF af 12. marts 2001 om
udsætning i miljøet af genetisk modificerede
organismer og om ophævelse af Rådets direktiv
90/220/EØF indeholder regler om udsætning i
miljøet af genmodificerede organismer og
markedsføring af genmodificerede organismer, der
udgør eller indgår i produkter, herunder regler om
godkendelse af udsætning og markedsføring.
Direktiverne vedrører således
ikke regulering af spørgsmål om ansvar
for forebyggelse af overhængende fare for eller
afhjælpning af miljøskader, der hidrører fra
produkterne. Direktiverne er dermed ikke til hinder for forslaget
om at fordele ansvaret for afhjælpning m.v. af
miljøskader efter miljøansvarsdirektivet mellem
brugeren og producenten af biocider, pesticider og slam.
Der henvises til afsnit 4.7, 5.1.1.2 og 5.1.8 ovenfor, hvor
der redegøres nærmere for baggrunden for og omfanget
af producent/importør ansvaret ifølge dette
lovforslag.
11. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Sammen med forslaget til en ny miljøskadelov har
lovforslaget været sendt i høring til:
Advokatrådet, Affald Danmark, Akademiet for de Tekniske
Videnskaber, Akademikernes Centraladministration,
Akademirådet, Altinex Oil, Amternes Vadehavssamarbejde,
Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Arbejdstilsynet, Asfaltindustrien,
Batteriforeningen, Benzinforhandlernes Fælles
Repræsentation, Beredskabsstyrelsen,
Beskæftigelsesministeriet, Bilfærgernes Rederiforening,
Biologforbundet, Boligselskabernes Landsforening,
Branchearbejdsmiljørådet Jord til Bord,
Brancheforeningen SPT, Brancheforeningen for Genanvendelse af
Organiske Restprodukter til Jordbrugsformål,
Bryggeriforeningen, Byggesocietet, Campingrådet,
Centralforeningen af autoreparatører i Danmark,
Centralorganisationen af industriansatte i Danmark CO-industri,
CO-industri, Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU),
Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering, Coop Danmark, DAKOFA
(Dansk Komité for Affald) Danmarks Apotekerforening,
Danmarks Cykle Union, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening,
Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Fiskeriundersøgelser,
Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Jægerforbund, Danmarks
Miljøundersøgelser, Danmarks Naturfredningsforening,
Danmarks Rederiforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Danmarks
Statistik, Danmarks Turistråd, Danmarks
Vindmølleforening, Danish Cable Protection Company, Dansk
Akustisk Selskab, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk
Akvakultur, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Autogenbrug, Dansk
Botanisk Forening, Dansk Byggeri, Dansk Byplanlaboratorium, Dansk
Cyklistforbund, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi,
Dansk Energi Brancheforening, Dansk Entomologisk Forening, Dansk
ErhvervsFremme, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk
Fritidsfiskeriforbund, Dansk Galvanisør Union, Dansk
Gartneri, Dansk Gasteknisk Center, Dansk Handel og Service (DHS),
Dansk Industri, Dansk Kano og Kajak Forbund, Dansk Land- og
Strandjagt, Dansk Landbrug, Dansk Metal, Dansk Ornitologisk
Forening, Dansk Pelsdyravlerforening, Dansk Planteværn, Dansk
Rideforbund, Dansk Sejlunion, Dansk Skovforening, Dansk Skytte
Union, Dansk Sportsdykkerforbund, Dansk Standard, Dansk Textil og
Beklædning, Dansk Transport og Logistik, Dansk Vandrelaug,
Danske Fjernvarmeværkers forening, Danske Gymnastik- og
Idrætsforeninger, Danske Havne, Danske Landskabsarkitekter,
Danske Læskedrikfabrikanter, Danske Maritime, Danske
Mejeriers Fællesorganisation, Danske Regioner, DANVA (Dansk
Vand- og Spildevandsforening), DASU (Dansk Automobil Sports Union),
DBL (Institute for Health Research and Development), De Danske
Skytteforeninger, De Samvirkende Købmænd, DELTA, Den
Danske Dyrlægeforening, Den danske
Landinspektørforening, Den Kongelige Veterinær- og
Landbohøjskole, Det Norske Veritas, DNV, Det
Økologiske Råd, Det Økologiske Råd &
Selskab, Direktoratet for FødevareErhverv, DONG, DTC,
Dyrenes Beskyttelse, Erhvervs- og Boligstyrelsen, Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, Elfor, Elsam, Emballageindustrien,
Embedslægeforeningen, Energi E2, ENERGINET.DK,
Energistyrelsen, Entomologisk Fagudvalg, Eurofins,
Farvandsvæsenet, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark,
Finansministeriet, Finansrådet, FMK-sekretariatet,
Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen, FORCE Technology,
Foreningen af Amternes Tekniske Chefer (FATCH), Foreningen af
Bioteknologiske Industrier i Danmark, Foreningen af
Byplanlæggere (FAB), Foreningen af danske biologer,
Foreningen af Danske Brøndborere, Foreningen af Danske Grus-
og Stenindustrier, Foreningen af Danske Jordbrugskalkværker,
Foreningen af Danske Kraftvarmeværker, Foreningen af Danske
Privathavne, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark, Foreningen
af Lystbådehavne i Danmark (Flid), Foreningen af
Miljøakkrediterede Miljøcertifikatorer, Foreningen af
miljømedarbejdere i kommunerne, Foreningen af
Naturfredningsformænd i Danmark, Foreningen af politimestre i
Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen af Vandværker i Danmark, Foreningen
Bæredygtige Byer og Bygninger, Foreningen for Danmarks
Fiskemel og Fiskeolieindustri, Foreningen for danske ral- og
sandsugere, Foreningen Regnskovsgruppen Nepenthes, Forsikring &
Pension, Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriet, Forsvarets
Bygningstjeneste, Forskningscenter Skov og Land, Freja Ejendomme
A/S, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening,
Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd (FTF), Fødevarestyrelsen,
Genanvendelse af Organiske Restprodukter til Jordbrugsformål
(BGORJ), Genvindingsindustrien, GEUS, Grafisk arbejdsgiverforening,
Green Network, Greenpeace Danmark, GrænseRegion Syd,
Grøn Livsstil, Grønne Familier, GTS (Godkendt
Teknologisk Service), Hjortespring Miljø, HORESTA, Hess
Denmark ApS, HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTSI
Erhvervsorganisationen, HUR, Håndværksrådet,
IMOKA, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ingeniørforeningen
i Danmark, International Transport Danmark, Jordbrugets
Bedriftssundhedstjeneste, Justitsministeriet, Kalk- og
Teglværksforeningen, Kirkeministeriet, KL,
Kolonihaveforbundet, Kommunale Tjenestemænd og
overenskomstansatte (KTO), Kommunekemi, Konkurrencestyrelsen, Kort-
og Matrikelstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse,
Kulturministeriet, Kyst, Land & Fjord, Kystdirektoratet,
Københavns Havn, Landbrugets Rådgivningscenter,
Landbrugsrådet, Landdistrikternes Fællesråd,
Landsforeningen af Landsbysamfund, Landsforeningen for Bygnings- og
Landskabskultur, Landsforeningen Levende Hav, Landsforeningen
Praktisk Økologi, , LO (Landsorganisationen i Danmark),
Lægemiddelindustriforeningen, Metal Søfart,
Maskinmestrenes Forening, Mejeriforeningen, Miljøcenter
Fyn/Trekantsområdet, Miljøcenter Horsens,
Miljøcenter Nordjylland, Miljøcenter Vendsyssel,
Miljøcenter Vest, Miljøcenter Vestjylland,
Miljøcenter Viborg, Miljøcenter Østjylland,
Miljøklagenævnet, Miljølaboratoriet
Storkøbenhavn, Miljøsamarbejde mellem
Ærøskøbing og Marstal Kommuner,
Miljøsamarbejde Sønderjylland Nord,
Miljøsamarbejde Vest, Miljøsamarbejdet i
Frederiksborg Amt - Midt, Miljøsamarbejdet i Frederiksborg
Amt - Vest, Miljøsamarbejdet i Frederiksborg Amt -
Øst, Miljøsamarbejdet mellem Gentofte, Gladsaxe,
Lyngby-Taarbæk og Søllerød Kommuner,
Miljøsamarbejdet Trekant-Vest, MINA (Miljø- og
Naturmedarbejdere i Amterne), Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og
Fiskeri, Ministeriet for videnskab, teknologi og udvikling, MKL
Sammenslutningen, Mærsk Olie & Gas A/S, Natur og Ungdom,
Naturklagenævnet, NOAH, Nordisk konservatorforbund, Novo
Nordisk, NSOC Danmark, Oliebranchens
Fællesrepræsentation, Organisationen Danske Museer,
Parcelhusejernes Landsorganisation, Plantedirektoratet,
Plastindustrien i Danmark, Rederiforeningen af 1895, Rederiet A. P.
Møller, Realkreditrådet, Rederiforeningen for mindre
skibe, RenoSam, Returbat, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, ROVESTA
Miljø, RUC (Roskilde Universitetscenter), Rådet for
Større Badesikkerhed, Sammenslutningen af Danske
Småøer, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Samvirkende Danske Turistforeninger, SBS
Byfornyelse s.m.b.a., Skatteministeriet, Skov & Landskab,
Skovdyrkerne, SMOK (Sønderjyllands Modtageordning for Olie
og Kemikalieaffald), Spildevandsteknisk Forening, Stats og
Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF),
Statsansattes Kartel, Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Sydjysk
Miljøfællesskab, Søfartens Ledere - Dansk
Navigatørforening, Søfartsstyrelsen,
Sønderborg Områdets Miljøcenter,
Teknologirådet, Teknologisk Institut, ToldSkat, Transport- og
Energiministeriet, Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriet,
Uniscrap, VEMS (VestEgnensMiljøSamarbejder),
Verdensnaturfonden, Vestsønderjyllands
Miljøsamarbejde, Økologisk Landsforening,
Økonomi- og Erhvervsministeriet, 3F (Fagligt Fælles
Forbund), 92-gruppen for bæredygtig udvikling.
12. Sammenfattende skema
| Positive Konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Kommuner og regioner: Ingen Staten: Ingen | Kommuner og regioner: Ingen Staten: Meget begrænsede |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Kommuner: Regioner: Ingen Staten: Ingen | Kommuner: 0,3 Regioner: Ingen Staten: Begrænsede |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Begrænsede |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Meget begrænsede |
Miljømæssige
konsekvenser | Ja | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Formålet med lovforslaget er at
gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader (miljøansvarsdirektivet), (EF-Tidende,
nr. L 143 af 30/04/2004 s. 0056 - 0075), som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15.
marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien
og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006, nr. L
102, side 15). |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Lov om miljøbeskyttelse)
Til nr. 1
I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse
til note 1 vedrørende implementeringen af
miljøansvarsdirektivet.
Til nr. 2
Der gælder en pligt til at anmelde forureninger, som
hidrører fra forhold eller indretninger, som man er
ansvarlig for, jf. den foreslåede nye affattelse af
§ 71, stk. 1. For at undgå, at flere
bestemmelser fastlægger samme pligt, ophæves denne del
af § 21. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til nr. 4 vedrørende
§ 71.
Til nr. 3
Tilføjelsen i § 64 b er indsat således,
at der fastlægges et hæftelsesansvar for eventuelle
krav på erstatning som følge af skader på
ejendom, der opstår på grund af gennemførelse af
foranstaltninger. Hermed kan ejeren eller brugeren af ejendommen
gøre et erstatningskrav gældende over for
miljømyndigheden, når der ikke kan opnås enighed
om erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen
ikke kan dække erstatningskravet.
Til nr. 4
Den foreslåede nye affattelse af § 71 er til
dels en følge af miljøansvarsdirektivet, men
indebærer derudover en vis, men i praksis meget
begrænset, udvidelse af anmeldepligten samt en
lovfæstelse af den hidtidigt forudsatte pligt til i
tilfælde af væsentlig forurening eller
overhængende fare for væsentlig forurening straks at
forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. eller
afværge faren for forurening.
Til stk. 1:
Den foreslåede nye affattelse af § 71 vil
indeholde en pligt til at anmelde, som hidtil har fulgt af
bestemmelsen i den gældende miljøbeskyttelseslovs
§ 21, 1. led. Denne bestemmelse er foreslået
ophævet, jf. ovenfor under bemærkningerne til nr. 2
vedrørende § 21.
Hidtil har der i medfør af § 21, 1. led,
været en anmeldepligt for alle, der forårsagede en
jordforurening - men ikke andre forureninger, og i medfør af
§ 71 en anmeldepligt ved overhængende fare for
væsentlig forurening eller væsentlig forurening, uanset
om forureningen var en jordforurening eller ej, men alene hvis
forureningen eller den overhængende fare for forurening
skyldes driftsforstyrrelser eller uheld.
Forslagets stk. 1 fastlægger en pligt til at
anmelde i alle tilfælde, hvor der opstår
overhængende fare for væsentlig forurening eller
væsentlig forurening, herunder overhængende fare for en
miljøskade eller en miljøskade.
Det findes mest hensigtsmæssigt at udvide
anmeldepligten, så den gælder for alle tilfælde
af væsentlig forurening og overhængende fare for
væsentlig forurening. Dermed behøver anmelderen ikke i
situationen at overveje, hvorvidt der nu er anmeldepligt eller ej.
Det bemærkes i den sammenhæng, at de hidtidige reglers
sondring mellem typer af forurening, og hvorledes en forurening
eller en overhængende fare for en forurening er
opstået, næppe har haft afgørende betydning for
anmeldelse af forurening og overhængende fare for forurening
i praksis.
Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal
således forstås som omfattende ethvert forhold eller
indretning, som kan give anledning til forurening. Bestemmelsen
gælder således såvel i forhold til
erhvervsmæssig og offentlig virksomhed, anlæg m.v. som
i forhold til aktiviteter og anlæg, der er helt private,
f.eks. forhold som vedrører private boliger.
Pligten til at anmelde en forurening eller en
overhængende fare for en forurening er ubetinget og
påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det
anlæg, den aktivitet m.v. som forureningsfaren eller
forureningen hidrører fra, uanset hvordan forureningsfaren
eller forureningen er opstået eller sket. Pligten
gælder således også, hvor faren eller
forureningen er forårsaget af en tredjemand f.eks. ved
hærværk mod en olie- eller kemikalietank eller er en
følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et meget
voldsomt stormvejr.
I forhold til den gældende § 71, stk. 1,
foreslås væsentlighedsbegrebet ikke ændret.
Udgangspunktet i forhold til vurderingen af, om der er tale om
væsentlig forurening er som hovedregel, at forureningen ikke
vil blive anset som væsentlig, hvis den er i overensstemmelse
med foreliggende emissionsnormer, og der i øvrigt ikke er
grund til at formode, at denne tilladte forurening giver anledning
til ikke forudsete problemer.
Det følger af bestemmelsen, at anmeldepligten ikke
alene indebærer en pligt til at underrette tilsynsmyndigheden
om, at der er opstået en overhængende fare for en
forurening eller er sket en forurening, men også en pligt til
at give tilsynsmyndigheden alle relevante oplysninger om den
opståede situation, sådan at tilsynsmyndigheden hurtigt
kan danne sig et indtryk af situationen, herunder situationens
alvor. De oplysninger, der er pligt til at give, omfatter de
oplysninger anmelderen allerede råder over, og ikke
oplysninger, der kun kan tilvejebringes efter forudgående
udgiftskrævende undersøgelser m.v.
Denne pligt til at give alle relevante oplysninger om en
opstået overhængende fare for forurening eller en sket
forurening fremgår ikke udtrykkeligt af de hidtil
gældende regler om anmeldelse i lovens § 21 og 71,
stk. 1. En anmeldelse forudsætter imidlertid i sig selv,
at der gives et vis minimum af relevante oplysninger for
overhovedet at kunne karakteriseres som en anmeldelse. Dertil
kommer, at det følger af den hidtil gældende
bestemmelse i lovens § 72, stk. 1, 1. pkt., at den,
der er ansvarlig for virksomhed, der kan give anledning til
forurening, efter tilsynsmyndighedens anmodning skal give alle
oplysninger, som har betydning for vurderingen af forureningen og
for eventuelle forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger.
Pligten til at anmelde forureningen eller den
overhængende fare for forurening til tilsynsmyndigheden
gælder som hidtil, uanset om faren afværges, eller der
straks sker en fuldstændig oprensning efter forureningen, da
myndigheden skal have mulighed for at vurdere, om forureningen
eller den overhængende fare for en forurening
indebærer, at anlæg, arbejdsprocesser m.v. bør
ændres for at undgå nye tilfælde af forurening
eller overhængende fare for forurening.
Det følger endvidere af miljøansvarsdirektivet,
at alle miljøskader og overhængende fare for
miljøskader skal anmeldes. I de situationer, hvor en
overhængende fare for en forurening er opstået eller en
forurening sket, er der sjældent grundlag eller mulighed for
at vurdere, hvorvidt den overhængende fare for en forurening
eller forureningen indebærer eller ville kunne indebære
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Der er derfor med den foreslåede
bestemmelse indført en anmeldepligt ved al væsentlig
forurening eller overhængende fare for forurening, herunder
miljøskade, således at en sådan vurdering ikke
vil være nødvendig på det tidspunkt, hvor der
skal anmeldes.
Med den foreslåede udformning af anmeldepligten sikres
hermed tillige gennemførelsen af
miljøansvarsdirektivets art. 5, stk. 2, og art. 6,
stk. 1.
Til stk. 2:
Den foreslåede bestemmelse pålægger den
ansvarlige for det forhold eller den indretning, der har givet
anledning til forurening eller overhængende fare for
forurening en pligt til at afværge den overhængende
fare henholdsvis forhindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v.
Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal
forstås som beskrevet i bemærkningerne til
stk. 1.
Pligten gælder i forhold til al overhængende fare
for forurening og pågående udledning af forurenende
stoffer, forudsat væsentlighedskriteriet er opfyldt, se herom
bemærkningerne til stk. 1.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
forurening henholdsvis forhindre yderligere forurening er ubetinget
og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det
anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller
forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen
eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder
således også, hvor faren eller forureningen er
forårsaget af en tredjemand (der ikke selv griber ind) eller
er en følge af force majeure-lignende forhold, som f.eks. et
meget voldsomt stormvejr.
Pligten efter stk. 2 til at afværge en
overhængende fare for en forurening henholdsvis forhindre at
yderligere forurening tilføres miljøet, er
begrænset, således at den alene indebærer en
forpligtelse til at gøre, hvad der er øjeblikkeligt
påkrævet, og samtidigt umiddelbart er praktisk muligt i
forhold til at afværge faren eller forhindre yderligere
forurening.
Som et eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde
kan peges på den situation, hvor en olietank er væltet
eller er ved at vælte, sådan at olie kan løbe ud
af tanken. Den ansvarlige for olietanken vil i det tilfælde
have pligt til at rejse tanken op eller forhindre, at tanken
vælter. Et tilsvarende eksempel er, hvor et rør
springer læk. Den ansvarlige for røret har i den
situation pligt til straks at søge lækagen
tætnet eller få stillet en beholder under
lækagen.
Er yderligere foranstaltninger/tiltag nødvendige for at
forebygge forurening eller yderligere forurening må
tilsynsmyndigheden meddele påbud herom efter de
gældende påbudsregler i denne lov
(miljøbeskyttelsesloven) og i jordforureningsloven,
medmindre forureningen indebærer en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, da der i
sådanne tilfælde fremover vil gælde særlige
vidtgående handleforpligtelser, jf. den foreslåede
§ 73 c. Det samme gælder i øvrigt i forhold
til at afhjælpe en sket forurening, hvor en
øjeblikkelig indsats kan være påkrævet for
f.eks. at undgå, at forureningen spreder sig og
forværrer påvirkningen af omgivelserne
væsentligt. Det bemærkes i den sammenhæng, at
sådanne påbud om forebyggelse eller afhjælpning
af forurening kan meddeles som såkaldte straks-påbud,
hvor dette er nødvendigt af hensyn til miljøet,
f.eks. for at forhindre yderligere spredning af forurening i
sårbare omgivelser. At påbuddene meddeles som
straks-påbud indebærer, at de meddeles uden
forudgående varsel, og at klage over påbuddene ikke
tillægges opsættende virkning.
En pligt til at afværge overhængende fare for
væsentlig forurening og forhindre yderligere udledning af
forurenende stoffer m.v. har hidtil været forudsat i
miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, og
må da også antages at have fulgt af lovens forbud mod
forurening af vand, jord og undergrund sammenholdt med kravet om
genopretning af ulovlige forhold, jf. lovens hidtidige
§ 69, stk. 1, nr. 2. Det skal dog bemærkes, at
en undladelse af at afværge som forudsat i den gældende
bestemmelse i lovens § 71, stk. 2, ikke er strafbar,
hvilket vil være tilfældet i forhold til den
foreslåede § 71, stk. 2, jf. den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 12
(om § 110, stk. 1, nr. 17).
Til nr. 5
Der foreslås et nyt kapitel i
miljøbeskyttelsesloven, kapitel 9 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en forurening, som ikke er en
jordforurening, indebærer eller kan indebære en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Bestemmelserne definerer en miljøskade,
overhængende fare for en miljøskade samt, hvem der kan
anses som ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Derudover
indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og
undersøgelsespligt, iværksættelse af
forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
forurening indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende
bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om en
miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade i kapitel 9 a findes i de øvrige love
på natur- og miljøområdet, herunder
jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 9 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, identificeres og behandles i
overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling,
som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs.
indebærer forureningen en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer forureningen ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Til § 73 a
§ 73 a fastlægger hvad der skal forstås
ved en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 73 b
Det foreslås, at de danske miljøansvarsregler i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, alene skal
gælde for en miljøskade og en overhængende fare
for en miljøskade forvoldt ved erhvervsmæssige
aktiviteter. En erhvervsmæssig aktivitet skal forstås
som defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2.
Som redegjort for i bemærkningerne til denne bestemmelse
omfatter disse erhvervsmæssige aktiviteter alle private
erhvervsmæssige aktiviteter og de offentlige aktiviteter, der
kan sidestilles hermed. Aktiviteter, der er led i det offentliges
myndighedsudøvelse er således ikke omfattet. Lidt
firkantet kan det beskrives således, at de
erhvervsmæssige aktiviteter, der er omfattet af denne
bestemmelse, udgør en meget stor delmængde af de
aktiviteter m.v., der drives i erhvervsmæssigt eller
offentligt øjemed.
Ansvaret for forureninger, der hidrører fra
erhvervsmæssige aktiviteter og som indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, er efter forslaget ubetinget, og påhviler
den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige aktivitet i
lighed med hvad der gælder for ansvaret efter
jordforureningsloven for så vidt angår
jordforureninger, der er forårsaget ved virksomhed, der
drives i offentligt eller erhvervsmæssigt
øjemed.
Begrebet »den ansvarlige for
driften«, jf. stk. 1, svarer til
miljøansvarsdirektivets definition i artikel 2, stk. 6,
af »operatør«, som er
den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at
der skal gennemføres ansvarsgennembrud.
Udgangspunktet er således, at den ansvarlige for driften
anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, jf. stk. 2.
Der gælder således et ubetinget ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, der er forårsaget ved forureninger, der
hidrører fra driften af den erhvervsmæssige
aktivitet.
Dette udgangspunkt er dog fraveget i sager om
miljøskader eller overhængende fare for
miljøskader som følge af anvendelse af gødning
og affaldsstoffer til jordbrugsformål og anvendelse af
pesticider og biocider, hvor ansvaret for en miljøskade og
en overhængende fare for en miljøskade er fordelt
mellem dem, der bruger disse produkter, og dem der producerer eller
importerer produkterne, jf. stk. 3, 4 og 5.
Med anvendelse af gødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål forstås i denne sammenhæng enhver
anvendelse af gødning og affaldsstoffer som gødning
(vækstfremmende og -styrkende) eller som jordforbedrende
middel, uanset om denne anvendelse finder sted i
jordbrugserhvervene landbrug, skovbrug og gartnerier, eller
andetsteds, f.eks. ved drift af forlystelsesparker, golfbaner eller
fodboldstadioner. Det er i overensstemmelse med fortolkningen af,
hvad det indebærer at anvende til jordbrugsformål i
bekendtgørelse om anvendelse af affald til
jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).
Brugerne har ansvaret for den forskriftsmæssige brug af
produkterne. Producenterne og importørerne har ansvaret i
øvrigt, det vil sige for fejl ved produktet, og for så
vidt angår anden gødning end husdyrgødning,
pesticider og biocider tillige for udviklingsskader, dvs. skader
der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter
(herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville
forårsage miljøskader ifølge den tekniske og
videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller
aktiviteten fandt sted.
Producent-/importøransvaret er subsidiært. Dette
indebærer, at udgangspunktet fortsat er, at det er den, der
bruger disse produkter, der anses som den ansvarlige og dermed
rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Kun hvis
brugeren kan godtgøre, at produktet m.v. er anvendt i
overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i
øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse
hermed, kan producenten eller importøren anses som den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade og dermed rette adressat for
afgørelser efter dette kapitel. Ved forskrifterne skal i
denne bestemmelse både forstås den gældende
regulering, f.eks. bekendtgørelsen om anvendelse af
jordbrugsformål og brugsvejledninger, producentanvisninger og
lignende.
Med bestemmelserne indføres således et
offentligretligt producent-/importøransvar for skader som
følge af fejl ved produktet eller udviklingsskader. Om
baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
4.7.
Efter forslaget i stk. 4 fastlægges et ubetinget
producent-/importøransvar for fejl ved produktet eller
udviklingsskader ved forskriftsmæssig anvendelse af
affaldsstoffer, husdyrgødning, anden gødning end
husdyrgødning, pesticider eller biocider.
Producent-/importøransvaret for anden gødning
end husdyrgødning, pesticider eller biocider omfatter
såvel fejl i produktet som udviklingsskader, dvs. skader, der
er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder
brug af produkter), som ikke ansås for at ville
forårsage forurening ifølge den tekniske og
videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller
aktiviteten fandt sted.
For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til
jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med
stk. 5 foreslået udformet således, at producenten
eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade,
såfremt producenten/importøren kan godt gøre,
at den skadelige virkning af en forurening som følge af
anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af fejl ved
produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved
produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet
forstås de tilfælde, hvor affaldsproduktet ikke har
opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i
bekendtgørelsen om anvendelse af affald til
jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de
fastsatte grænseværdier for en række stoffer og
ikke må indeholde væsentlige mængder af andre
miljøskadelige stoffer.
For så vidt angår anvendelse af
husdyrgødning til jordbrugsformål er
producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået
udformet således, at producenten eller importøren ikke
er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt
producenten/importøren kan godt gøre, at den
skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse
af husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet,
og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de
tilfælde, hvor husdyrgødningen har indeholdt
væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der
ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier,
men som er tilført husdyrgødningen.
Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan
disse fremmede elementer er tilført den leverede
gødning.
Ansvaret for udviklingsskader, jf. ovenfor, gælder
således kun for anden gødning end
husdyrgødning, pesticider og biocider.
Der indføres et tilsvarende ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade for producenter og importører af genetisk
modificerede organismer, se lovforslagets § 6.
Baggrunden for at fordele ansvaret mellem
producent/importør og bruger og derved lempe brugerens
ansvar er, at det vurderes som meget bebyrdende i forhold til
brugeren at lade denne bære et ubetinget ansvar også
for skader som følge af fejl ved disse produkter eller for
så vidt angår pesticider, biocider og
handelsgødning også disse produkters særlige
egenskaber i øvrigt. Brugeren ville i så fald i disse
tilfælde være henvist til at anlægge et
civilretligt søgsmål med krav om erstatning for
afholdte udgifter til opfyldelse af de offentligretlige påbud
om undersøgelser og vurdering af og afhjælpende
foranstaltninger over for forureningen efter denne lov eller
miljøskadeloven.
Det bemærkes, at producenternes og importørernes
ansvar på enkelte områder er skærpet i forhold
til det ubetingede ansvar, der gælder for de
erhvervsmæssige og offentlige forurenere i øvrigt. Den
lempelse af det ubetingede ansvar, der følger af
§ 73 d, stk. 1, nr. 3, for udtrykkeligt tilladte
emissioner og begivenheder, vil således ikke finde anvendelse
i forhold til producenten eller importøren af pesticider,
biocider og anden gødning end husdyrgødning.
Som eksempel på en forurening, hvor et
producent-/importøransvar for anvendelse til
jordbrugsformål af affaldsstoffer eller husdyrgødning
kunne gøres gældende, kan nævnes en landmands
udspredning af spildevandsslam, hvor udspredningen af slammet
forårsager en miljøskade som følge af, at
spildevandsslammet indeholdt ikke tilladte stoffer (som ikke var
deklareret).
I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der
ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i
forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af
andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark
med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog
på en konkret vurdering af »tilknytningen« til
Danmark - og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra
folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til
at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent.
Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at
håndhæve et sådant påbud over for en
producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark,
hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I
sådanne tilfælde vil det være den
pågældende danske importør, der ifalder ansvaret
og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske
importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af
ansvaret.
Til § 73 c
Med bestemmelserne i § 73 c foreslås mere
vidtgående umiddelbare handleforpligtelser for den ansvarlige
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. den foreslående § 71,
stk. 2. Denne foreslåede pligt til straks at forebygge
en overhængende fare for en miljøskade samt
begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en
fuldstændig gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel
6, stk. 2, litra a.
Der fastlægges således en pligt for den ansvarlige
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. den foreslåede § 73 c,
stk. 1, til straks at iværksætte de
nødvendige foranstaltninger for at afværge en
overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden
er indtrådt, straks at iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og
hindre yderligere miljøskade.
Disse forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden
forudgående påbud herom at forebygge eller
begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker
videre end de forpligtelser til at afværge overhængende
fare for forurening og hindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v., som følger af den foreslåede
§ 71, stk. 2. Det vil således ikke
nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre
forurening eller yderligere forurening, men derimod tillige
nødvendigt hurtigt at begrænse konsekvenserne af en
sket forurening, f.eks. hindre en forurenings spredning. Disse
handlepligter kan således indebære, at den ansvarlige
skal fjerne en sket forurening, f.eks. ved bortgravning, hurtigst
muligt. Da handlepligterne kan være væsentligt mere
vidtgående end, hvad der følger af gældende
dansk ret, jf. den foreslåede § 71, stk. 2, er
det i § 73 d foreslået at udnytte de muligheder for
at lempe ansvaret for og dermed handlepligterne i forhold til
miljøskader og overhængende fare herfor som
følger af miljøansvarsdirektivets artikel 8,
stk. 3 og stk. 4, litra a.
Det bemærkes, at handlepligterne og
håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket
forurening indebærer, at der er indtrådt en
miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres
forureningen efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af
tilsynsmyndigheden efter denne lov. Tilsynsmyndighedens
forpligtelser ophører, når der er truffet
afgørelse efter miljøskadeloven eller der
træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige
tiltag efter miljøskadeloven.
Til § 73 d
Med bestemmelsen i § 73 d gennemføres
direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og b,og artikel 8,
stk. 4, litra a om lempelser af direktivets ubetingede ansvar
for miljøskader og overhængende fare herfor.
Det bestemmes således i stk. 1, at er der
indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for
miljøskaden ikke pligt til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre
(omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af
tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der er
truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har
overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud.
Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller
forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.
Såfremt den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt
ved en forurening eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de
kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder pligten
til at begrænse skaden efter stk. 1 heller ikke.
Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde
direktivets krav om, at en emission eller begivenhed skal
være udtrykkeligt tilladt. Det er Miljøministeriets
vurdering, at »en udtrykkelig tilladelse« vil
være en tilladelse, hvor der er taget stilling til
mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor
relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet
mængde af stof udledt over måned eller et år og
max. koncentrationer af stoffet i udledningen) - og hvordan og til
hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel dreje sig
om, fra hvilket udledningspunkt der må udledes spildevand i
forhold til et overfladevandsområde, eller antal ha.
landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignende.
Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse
efter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde disse
krav for så vidt angår de aktiviteter/udledninger,
godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i
ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En
spildevandstilladelse vil også som altovervejende
udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse. Det er
ligeledes miljøministeriets vurdering, at f.eks. anvendelse
af spildevandsslam til jordbrugsformål og anvendelse af
såvel husdyrgødning som handelsgødning er
tilstrækkeligt regulerede områder til, at disse regler
vil være omfattet af nr. 3.
Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets
ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare
for en miljøskade.
Foreligger der en overhængende fare for, at en
miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for den
overhængende fare således ikke pligt til at forebygge
den, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at faren er
forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods
for, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et
påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet
eller forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den
ansvarlige for en miljøskade eller den overhængende
fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at
betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således
omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige skal løfte den
omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag afgøres ud
fra en konkret og samlet vurdering af sagens oplysninger.
Det fremgår af stk. 3, at en producent eller
importør ikke kan påberåbe sig, at der
foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed
fastholdes, at der gælder et fuldt ubetinget ansvar i disse
situationer.
Til § 73 e
Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren påbud om
for egen regning at give oplysninger, foretage undersøgelser
m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
herfor som fastlagt i miljøskadelovens
§§ 7-11, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også
udstedes, selv om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren ikke har rådighed over
den ejendom, som er berørt af forureningen og hvor
eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres.
Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er
sådan, at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har
medført forureningen, også har rådighed over den
forurenede ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet
fastsættes pligt til retablering af ejendommen, efter at
undersøgelserne m.v. er afsluttet.
Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele
påbud til den, der har rådighed over ejendommen om
pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren efterkommer
tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af
forureningen og dens konsekvenser.
Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme
tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser
m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens
§ 73's forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal
forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne
meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en
ekspropriation.
Til § 73 f
Det følger af bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden i de
tilfælde, hvor en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse
herom, når miljøskaden eller den overhængende
fare herfor skal behandles efter miljøskadeloven. Der skal
således ikke træffes afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvis der ikke er en adressat for
afgørelsen, dvs. i de tilfælde, hvor det ikke kan
fastslås fra hvilke erhvervsmæssige aktiviteter,
forureningen hidrører, eller hvem der er den ansvarlige for
driften af disse aktiviteter og dermed for miljøskaden eller
den overhængende fare herfor. Der gælder dog en
undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader,
der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet
EU-land, se herom den foreslåede § 73 g.
Indebærer forureningen en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt
af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler tilsynsmyndigheden
den ansvarlige for skaden eller den overhængende fare herfor,
en afgørelse herom. Af denne afgørelse følger,
at sagen overdrages til miljøministeren (der forventes at
delegere denne kompetence til Miljøministeriets lokale
miljøcentre) og behandles efter bestemmelserne i
miljøskadeloven.
Det skal dog fremhæves, at det følger af
bestemmelserne i stk. 2 og 3, at der ikke kan træffes
afgørelse om, at forureningen indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, hvor den ansvarlige kan godtgøre, at der
foreligger forhold som nævnt i § 73 d, stk. 1,
nr. 1-3, henholdsvis § 73 d, stk. 1, nr. 1 og 2. Om
disse ansvarsfrihedsgrunde henvises der til bemærkningerne
til § 73 d ovenfor.
Det fremgår heraf, at den ansvarlige i de
ovennævnte tilfælde bliver ansvarsfri, og at der derfor
ikke træffes afgørelse om, at forureningens videre
behandling skal ske efter miljøskadeloven. Hvor en af de
ovenfor beskrevne ansvarsfrihedsgrunde finder anvendelse, skal
sagen derfor ikke overdrages til miljøministeren (der
forventes at delegere disse kompetencer til
Miljøministeriets lokale miljøcentre) til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den eventuelt fortsatte
behandling af sagen vil herefter ske efter de hidtil gældende
regler.
Det bemærkes, at producenter og importører af
anden gødning end husdyrgødning til
jordbrugsformål, pesticider eller biocider vil være
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, uanset forhold som nævnt i
§ 73 d, stk. 1, nr. 3.
Det bemærkes endvidere, at det ofte vil være en
forudsætning for, at tilsynsmyndigheden kan træffe
afgørelse om, hvorvidt en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og
hvornår forureningen er forårsaget, og hvad
forureningens konsekvenser er for den eller de berørte
naturressourcer.
Indebærer forureningen ikke en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, der skal
behandles efter miljøskadeloven, håndteres
forureningen efter lovens øvrige regler.
Det foreslås med stk. 4, at miljøministeren
får hjemmel til at fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsens afgørelse om, at der foreligger en sag,
der skal behandles efter miljøskadeloven, skal
forelægges for miljøministeren (som forventes at
delegere denne kompetence til Miljøministeriets
miljøcentre) til udtalelse, og at denne udtalelse er
bindende. Indhentelse af udtalelse vil således kun komme
på tale i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer,
at der er tale om en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Udtalelsen skal forholde sig til,
hvorvidt aktiviteten indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, der skal
behandles efter miljøskadeloven, herunder hvem der anses for
at være den ansvarlige herfor. Bestemmelsen
imødekommer et behov for bistand til kommunerne på et
kompliceret, nyt sagsområde, hvor der endnu ikke er indvundet
erfaringer.
Den beskrevne »konsultationsordning« vil blive
taget op til vurdering i andet halvår 2009 og skal senest
ophøre, når det tilstrækkelige regelgrundlag i
bekendtgørelsesform foreligger, jf. afsnit 4.13. i de
almindelige bemærkninger. I den forbindelse vil hjemlen i
§ 18 i forslag til miljøskadelov blive anvendt til
at fastsætte mere præcise regler om kriterierne for,
hvornår der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Herefter er det kommunalbestyrelsen
og regionsrådet (hvor de er tilsynsmyndighed), der alene
tager stilling til, om der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade eller en miljøskade.
Det foreslås desuden, at der bliver hjemmel til at
fastsætte regler om udskydelse af klageadgangen over den
bindende udtalelse som en parallel til udskydelsen af klageadgangen
over kommunalbestyrelsens afgørelse i § 73 h,
stk. 4.
Til § 73 g
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at den
medlemsstat, hvori en miljøskade har sit udspring, skal give
tilstrækkelig information til de medlemsstater, som
miljøskaden påvirker eller kan forventes at
påvirke.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade og om skadens karakter m.v.,
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke en anden medlemsstat. Dette gælder
i de situationer, hvor der efter lovforslagets bestemmelser ikke i
øvrigt ville blive truffet en afgørelse herom, jf.
§ 73 f, dvs. hvor der ikke er eller kan findes en
ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal
behandles efter miljøskadeloven. Dette vil være
tilfældet, når den ansvarlige kan godtgøre, at
ansvaret er lempet, eller eksempelvis når den ansvarlige er
gået konkurs. Bestemmelsen gælder kun i de
tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke
blot en overhængende fare herfor.
Med den foreslåede § 73 h sikres endvidere, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 73 h
Det følger af stk. 1, at når der er truffet
afgørelse om, at en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes
afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for
afgørelsen, til miljøministeren (de lokale
miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan
anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske
samtidig med, at tilsynsmyndigheden underretter den ansvarlige for
miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som
kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens
kapitel 11. Tilsynsmyndigheden skal offentliggøre
afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare herfor, som skal behandles efter
miljøskadeloven, jf. den foreslåede stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der
skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, jf. den
foreslåede stk. 3. Det følger af den
gældende lovs § 93, at klagefristen regnes fra
offentliggørelsen, hvorfor den offentlige annoncering
bør ske samtidig med, at afgørelsen meddeles sagens
part(er).
Forslaget i stk. 4 skal sikre, at sagsbehandlingen ikke
unødigt forsinkes som følge af en opdeling af
sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at
afgørelsen om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade først
skal kunne påklages som led i en klage over et påbud
efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at
miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en
klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling
efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at
klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over
afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal
indgives til miljøcenteret.
Til § 73 i
Klageberettigede i forhold til afgørelser om, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare herfor har ret til at anmode tilsynsmyndigheden om at
træffe afgørelse om, hvorvidt en forurening eller en
overhængende fare for en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Bestemmelsen indebærer, at der i de
tilfælde, hvor forureningen eller den overhængende fare
herfor ikke indebærer, at der er tale om en miljøskade
eller en overhængende fare herfor, skal træffes en
eksplicit afgørelse herom. Bestemmelsen gennemfører
direktivets artikel 12.
Om hvem der berettiget til at klage, se de foreslåede
ændringer af lovens § 76 og § 100 (nr. 6)
og bemærkningerne hertil.
Når tilsynsmyndigheden modtager en anmodning, som
beskrevet i stk. 1, har tilsynsmyndigheden pligt til at
træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Afgørelsen skal træffes efter § 73 f
eller § 73 g. Bestemmelsen i § 73 h finder
også anvendelse i disse sager.
Anmodning til tilsynsmyndigheden om at træffe
afgørelse om, hvorvidt en forurening eller en
overhængende fare for en forurening udgør en
miljøskade eller en overhængende fare herfor skal, jf.
stk. 2, være ledsaget af tilstrækkelige
oplysninger om forureningen eller faren herfor. Har
tilsynsmyndigheden allerede implicit truffet afgørelse og
altså tidligere vurderet, at der ikke forelå en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. bemærkningerne ovenfor til
§ 73 f, stk. 1, indebærer bestemmelsen, at der
skal træffes en eksplicit afgørelse herom, herunder om
genoptagelse af sagen, hvis de ledsagede oplysninger giver grundlag
herfor i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige
regler.
Anmodningen skal ledsages af oplysninger, som er
tilstrækkelige til, at tilsynsmyndigheden kan vurdere,
hvorvidt den beskrevne forurening eller overhængende fare for
forurening kan udgøre en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Der er
således ikke tale om et krav om, at klageberettigede skal
tilvejebringe alle de oplysninger, der måtte være
nødvendige for at tilsynsmyndigheden kan træffe
afgørelse efter bestemmelsen. Kravet om, at en anmodning om
afgørelse skal ledsages af oplysninger, skal alene sikre, at
tilsynsmyndigheden ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange
anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen i en vis grad skal
underbygges, jf. stk. 2. Selvom en anmodning ikke er
underbygget, kan det (efter tilsynsmyndighedens skøn)
være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke
sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere, om
der er tale om en overhængende fare eller fare for en
miljøskade.
Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har
tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse,
jf. stk. 3. Afgørelse om, at anmodningen ikke er
ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Til nr. 6
Der er tale om en konsekvensændring af § 76,
stk. 1 og 2, som betyder, at lokale foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål og tilsvarende landsdækkende foreninger og
organisationer, kan underrette kommunalbestyrelsen og
miljøministeren om, at der ønskes underretning om
afgørelser om påbud om at tilvejebringe oplysninger
til brug for en afgørelse af, om der er en miljøskade
eller en overhængende fare herfor, efter § 73 e,
stk. 1 og afgørelserne om, hvorvidt der en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, efter § 73 f og § 73 g. Det
samme gælder foreninger og organisationer, der efter deres
formål varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelserne berører sådanne
interesser. Dette betyder samtidig, at de lokale foreninger og
organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil kunne klage
over disse afgørelser.
Med ændringen af § 100, stk. 2 og 3,
foreslås tilsvarende en udvidelse af klageadgangen for
landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, således at også de kan klage over
afgørelserne § 73 e, stk. 1, § 73 f
og § 73 g. Det samme gælder under visse betingelser
landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser.
Forslaget skal bidrage til gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Til nr. 7
Af den nye affattelse af bestemmelsen følger, at
miljøministerens (Miljøministeriets lokale
miljøcentre) afgørelser efter kapitel 9 a vil kunne
påklages i lighed med hvad, der gælder for ministerens
(centrenes) afgørelser efter bl.a. lovens kapitel 5.
Forslaget skal bidrage til gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Til nr. 8
Da afgørelserne efter de foreslåede bestemmelser
i kapitel 9 a er komplekse, findes det rimeligt at ændre
søgsmålsfristen i miljøbeskyttelsesloven,
således at søgsmålsfristen er 12 måneder
for afgørelser efter kapitel 9 a.
Til nr. 9
I strafbestemmelsen er tilføjet § 71,
stk. 1. Dette indebærer, at strafansvaret for at undlade
efterkommelse af bestemmelsen er bøde eller fængsel i
op til 2 år.
Til nr. 10 og 11
Der er tale om lovtekniske ændringer.
Til nr. 12
I gældende ret er undladelse af at søge en
forurening eller en overhængende fare for en forurening
effektivt afværget eller forebygget ikke strafbart. Da det er
vigtigt, at forurening afværges eller forebygges så
hurtigt som muligt, er det i bestemmelsen foreslået, at denne
undladelse strafbelægges på samme måde som
undladelse af at opfylde pligten til at forebygge eller
begrænse en miljøskade strafbelægges.
Til § 2
(Lov om forurenet jord)
Til nr. 1
I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse
til note 1 vedrørende implementeringen af
miljøansvarsdirektivet.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at jordforureninger, der indebærer en miljøskade eller
en overhængende herfor, fremover vil skulle behandles efter
miljøskadeloven.
Til nr. 3
Der foreslås et nyt kapitel i jordforureningsloven,
kapitel 4 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en jordforurening, indebærer eller kan
indebære en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer en
miljøskade, overhængende fare for en miljøskade
samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade.
Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om oplysnings- og
undersøgelsespligt, iværksættelse af
forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
påbudsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om
en forurening indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende
bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om en
miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade i kapitel 4 a findes i de øvrige love
på natur- og miljøområdet, herunder
miljøbeskyttelsesloven, som er omfattet af dette
lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 4 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, identificeres og behandles i
overensstemmelse med de særlige krav til sagernes behandling,
som følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs.
indebærer jordforureningen en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer jordforureningen ikke
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Til § 38 a
§ 38 a fastlægger, hvad der skal forstås
ved en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 38 b
Det foreslås, at de danske miljøansvarsregler i
overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, alene skal
gælde for en miljøskade og en overhængende fare
for en miljøskade forvoldt ved erhvervsmæssige
aktiviteter. En erhvervsmæssig aktivitet skal forstås
som defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2.
Som redegjort for i bemærkningerne til denne bestemmelse
omfatter disse erhvervsmæssige aktiviteter alle private
erhvervsmæssige aktiviteter og de offentlige aktiviteter, der
kan sidestilles hermed. Aktiviteter, der er led i det offentliges
myndighedsudøvelse er således ikke omfattet. Lidt
firkantet kan det beskrives således, at disse
erhvervsmæssige aktiviteter udgør en meget stor
delmængde af de aktiviteter m.v., der drives i
erhvervsmæssigt eller offentligt øjemed.
Ansvaret for jordforureninger, der hidrører fra
erhvervsmæssige aktiviteter og som indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade er efter forslaget ubetinget, og påhviler
den ansvarlige for driften af den erhvervsmæssige aktivitet i
lighed med, hvad der allerede gælder efter
jordforureningsloven, for så vidt angår aktiviteter,
der drives i erhvervsmæssigt eller offentligt
øjemed.
Begrebet »den ansvarlige for
driften«, jf. stk. 1, svarer til
miljøansvarsdirektivets definition i artikel 2, stk. 6,
af »operatør«, som er
den fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at
der skal gennemføres ansvarsgennembrud.
Udgangspunktet er således, at den ansvarlige for driften
anses som den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, jf. stk. 2.
Der gælder således et ubetinget ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, der er forårsaget ved jordforureninger,
der hidrører fra driften af den erhvervsmæssige
aktivitet.
Dette udgangspunkt er dog fraveget i sager om
miljøskader eller overhængende fare for
miljøskader som følge af anvendelse af gødning
og affaldsstoffer til jordbrugsformål og anvendelse af
pesticider og biocider, hvor det ubetingede ansvar for en
miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade er fordelt mellem dem, der bruger disse
produkter, og dem der producerer eller importerer produkterne, jf.
stk. 3, 4 og 5.
Med anvendelse af gødning og affaldsstoffer til
jordbrugsformål forstås i denne sammenhæng enhver
anvendelse af gødning og affaldsstoffer som gødning
(vækstfremmende og styrkende) eller som jordforbedrende
middel, uanset om denne anvendelse finder sted i
jordbrugserhvervene landbrug, skovbrug og gartnerier, eller
andetsteds, f.eks. ved drift af forlystelsesparker, golfbaner eller
fodboldstadioner. Det er i overensstemmelse med fortolkningen af,
hvad det indebærer at anvende til jordbrugsformål i
bekendtgørelse om anvendelse af affald til
jordbrugsformål (slambekendtgørelsen).
I denne sammenhæng bemærkes, at
jordforureningsloven ikke finder anvendelse på
jordforureninger, der er forårsaget ved jordbrugsmæssig
spredning af slam, gødning og pesticider m.v.. Det skal
fremhæves, at »jordbrugsmæssig spredning«
ikke er synonymt med »jordbrugsformål« som
beskrevet ovenfor. Jordbrugsmæssig spredning udgør en
delmængde af anvendelsen til jordbrugsformål, i det
jordbrugsmæssig spredning alene omfatter jordbrugserhvervenes
- landbrugs, skovbrugs, gartneriers m.v. - anvendelse af slam,
gødning, pesticider m.v. til jordbrugsformål, og ikke
anden erhvervsmæssig eller offentlig anvendelse af
produkterne til jordbrugsformål. I det omfang
jordbrugsmæssig spredning af disse produkter skulle give
anledning til en jordforurening, skal denne således behandles
efter miljøbeskyttelsesloven.
Brugerne har ansvaret for den forskriftsmæssige brug af
produkterne. Producenterne og importørerne har ansvaret i
øvrigt, det vil sige for fejl ved produktet, og for så
vidt angår anden gødning end husdyrgødning,
pesticider og biocider tillige for udviklingsskader, dvs. skader
der er sket som følge af udledninger eller aktiviteter
(herunder brug af produkter), som ikke ansås for at ville
forårsage miljøskader ifølge den tekniske og
videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller
aktiviteten fandt sted.
Producent-/importøransvaret er subsidiært. Dette
indebærer, at udgangspunktet fortsat er, at det er den, der
bruger disse produkter, der anses som den ansvarlige og dermed
rette adressat for afgørelser efter dette kapitel. Kun hvis
brugeren kan godtgøre, at produktet m.v. er anvendt i
overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke i
øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse
hermed, kan producenten eller importøren anses som den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade og dermed rette adressat for
afgørelser efter dette kapitel. Ved forskrifterne skal i
denne bestemmelse både forstås den gældende
regulering, f.eks. bekendtgørelsen om anvendelse af
jordbrugsformål og brugsvejledninger, producentanvisninger og
lignende.
Med bestemmelserne indføres således et
offentligretligt producent-/importøransvar for skader som
følge af fejl ved produktet eller udviklingsskader. Om
baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
4.7.
Efter forslaget i stk. 4 fastlægges et ubetinget
producent-/importøransvar for fejl ved produktet eller
udviklingsskader ved forskriftsmæssig anvendelse af
affaldsstoffer, husdyrgødning, anden gødning end
husdyrgødning, pesticider eller biocider.
Producent-/importøransvaret for anden gødning
end husdyrgødning, pesticider eller biocider omfatter
såvel fejl i produktet som udviklingsskader, dvs. skader, der
er sket som følge af udledninger eller aktiviteter (herunder
brug af produkter), som ikke ansås for at ville
forårsage forurening ifølge den tekniske og
videnskabelige viden på det tidspunkt, hvor udledningen eller
aktiviteten fandt sted.
For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til
jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med
stk. 5 foreslået udformet således, at producenten
eller importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade,
såfremt producenten/importøren kan godt gøre,
at den skadelige virkning af en forurening som følge af
anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af fejl ved
produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved
produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet
forstås de tilfælde, hvor affaldsproduktet ikke har
opfyldt de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i
bekendtgørelsen om anvendelse af affald til
jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de
fastsatte grænseværdier for en række stoffer og
ikke må indeholde væsentlige mængder af andre
miljøskadelige stoffer.
For så vidt angår anvendelse af
husdyrgødning til jordbrugsformål er
producent-/importøransvaret med stk. 5 foreslået
udformet således, at producenten eller importøren ikke
er ansvarlig for en udviklingsskade, såfremt
producenten/importøren kan godt gøre, at den
skadelige virkning af en forurening som følge af anvendelse
af husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet,
og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen. Ved en fejl ved produktet forstås de
tilfælde, hvor husdyrgødningen har indeholdt
væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der
ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier,
men som er tilført husdyrgødningen.
Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan
disse fremmede elementer er tilført den leverede
gødning.
Ansvaret for udviklingsskader, jf. ovenfor, gælder
således kun for anden gødning end
husdyrgødning, pesticider og biocider.
Der indføres et tilsvarende ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade for producenter og importører af genetisk
modificerede organismer, se lovforslagets § 6.
Baggrunden for at fordele ansvaret mellem
producent/importør og bruger og derved lempe brugerens
ansvar er, at det vurderes som meget bebyrdende i forhold til
brugeren at lade denne bære et ubetinget ansvar også
for skader som følge af fejl ved disse produkter eller for
så vidt angår pesticider, biocider og
handelsgødning også disse produkters særlige
egenskaber i øvrigt. Brugeren ville i så fald i disse
tilfælde være henvist til at anlægge et
civilretligt søgsmål med krav om erstatning for
afholdte udgifter til opfyldelse af de offentligretlige påbud
om undersøgelser og vurdering af og afhjælpende
foranstaltninger over for forureningen efter denne lov eller
miljøskadeloven.
Det bemærkes, at producenternes og importørernes
ansvar på enkelte områder er skærpet i forhold
til det ubetingede ansvar, der gælder for de
erhvervsmæssige og offentlige forurenere i øvrigt. Den
lempelse af det ubetingede ansvar, der følger af
§ 38 d, stk. 1, nr. 3, for udtrykkeligt tilladte
emissioner og begivenheder, vil således ikke finde anvendelse
i forhold til producenten eller importøren af pesticider,
biocider og anden gødning end husdyrgødning.
Som eksempel på en forurening, hvor et
producent-/importøransvar for anvendelse til
jordbrugsformål af affaldsstoffer eller husdyrgødning
kunne gøres gældende, kan nævnes et
fodboldstadions eller en golfklubs udspredning af anden
gødning end husdyrgødning, hvor udspredningen af
gødningen forårsager en miljøskade som
følge af, at gødningen indeholdt ikke tilladte
stoffer (som ikke var deklareret).
I forhold til udenlandske producenter, dvs. producenter, der
ikke har adresse i Danmark, er det folkeretlige udgangspunkt i
forhold til jurisdiktion, at der er tale om krænkelse af
andre landes suverænitet, hvis der udstedes regler i Danmark
med virkning for personer/virksomheder i andre lande. Det beror dog
på en konkret vurdering af »tilknytningen« til
Danmark - og af eksisterende internationale aftaler, om det ud fra
folkeretten er lovligt at give hjemmel i den danske lovgivning til
at udstede et påbud til en udenlandsk bosiddende producent.
Det vil imidlertid som udgangspunkt ikke være muligt at
håndhæve et sådant påbud over for en
producent, der hverken bor eller driver forretning i Danmark,
hverken i form af en handlepligt eller et pengekrav. I
sådanne tilfælde vil det være den
pågældende danske importør, der ifalder ansvaret
og pligten til at efterkomme et påbud. Den danske
importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af
ansvaret.
Til § 38 c
Med bestemmelserne foreslås mere vidtgående
umiddelbare handleforpligtelser for den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, end hvad der følger af den
foreslåede nye § 71, stk. 2. i
miljøbeskyttelsesloven, jf. § 1, nr. 4, som
også gælder for jordforureninger. Denne
foreslåede pligt til straks at forebygge en
overhængende fare for en miljøskade samt
begrænse og hindre yderligere miljøskade skal sikre en
fuldstændig gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel
6, stk. 2, litra a.
Der fastlægges således en pligt for den ansvarlige
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, jf. den foreslåede § 38 c,
stk. 1, til straks at iværksætte de
nødvendige foranstaltninger for at afværge en
overhængende fare for en miljøskade samt, hvis skaden
er indtrådt, straks at iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag til at begrænse og
hindre yderligere miljøskade.
Disse forpligtelser for den ansvarlige til straks og uden
forudgående påbud herom at forebygge eller
begrænse og hindre yderligere miljøskade rækker
som ovenfor nævnt videre end de forpligtelser til at
afværge overhængende fare for (jord)forurening og
hindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., som
følger af den foreslåede nye § 71,
stk. 2 i miljøbeskyttelsesloven. Det vil således
ikke nødvendigvis være tilstrækkeligt at hindre
jordforurening eller yderligere jordforurening, men derimod tillige
nødvendigt hurtigt at begrænse konsekvenserne af en
sket jordforurening, f.eks. hindre en jordforurenings spredning.
Disse handlepligter kan således indebære, at den
ansvarlige skal fjerne en sket jordforurening, f.eks. ved
bortgravning, hurtigst muligt. Da handlepligterne således kan
være væsentligt mere vidtgående end, hvad der
følger af gældende dansk ret, er det i § 38
d foreslået at udnytte de muligheder for at lempe ansvaret
for og dermed handlepligterne i forhold til miljøskader og
overhængende fare herfor som følger af
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra a.
Det bemærkes, at handlepligterne og
håndhævelsen af dem forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket
jordforurening indebærer, at der er indtrådt en
miljøskade eller at en overhængende fare herfor er
opstået. Er dette ikke tilfældet håndteres
jordforureningen efter lovens øvrige regler.
Disse handlepligter håndhæves af
påbudsmyndigheden efter denne lov. Påbudsmyndighedens
forpligtelser ophører, når der er truffet
afgørelse efter miljøskadeloven eller der
træffes forbyggende foranstaltninger eller øvrige
tiltag efter miljøskadeloven.
Til § 38 d
Med bestemmelsen gennemføres direktivets artikel 8,
stk. 3, litra a og b og artikel 8, stk. 4, litra a om
lempelser af direktivets ubetingede ansvar for miljøskader
og overhængende fare herfor.
Det bestemmes således i stk. 1, at er der
indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige for
miljøskaden ikke pligt til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige kan godtgøre
(omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er forvoldt af
tredjemand, og skaden er indtrådt til trods for, at der er
truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har
overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud.
Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller
forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.
Såfremt den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at en indtrådt miljøskade er forvoldt
ved en forurening eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse, eller med regler, der er så detaljerede, at de
kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder pligten
til at begrænse skaden efter stk. 1 heller ikke.
Det er ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan opfylde
direktivets krav om, at en emission eller begivenhed skal
være udtrykkeligt tilladt. Det er Miljøministeriets
vurdering, at »en udtrykkelig tilladelse« vil
være en tilladelse, hvor der er taget stilling til
mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor
relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet
mængde af stof udledt over måned eller et år og
max. koncentrationer af stoffet i udledningen) - og hvordan og til
hvilken ressource udledning kan ske. Det kan for eksempel dreje sig
om, fra hvilket udledningspunkt der må udledes spildevand i
forhold til et overfladevandsområde, eller antal ha.
landbrugsjord, der skal udspredes over eller lignende.
Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse
efter miljøbeskyttelseslovens § 33 opfylde disse
krav for så vidt angår de aktiviteter/udledninger,
godkendelsen omfatter, forudsat at virksomheden i
ansøgningen har leveret de relevante oplysninger. En
spildevandstilladelse vil også som altovervejende
udgangspunkt opfylde kravene til en udtrykkelig tilladelse. Det er
ligeledes miljøministeriets vurdering, at f.eks. anvendelse
af spildevandsslam til jordbrugsformål og anvendelse af
såvel husdyrgødning som handelsgødning, er
tilstrækkeligt regulerede områder til, at disse regler
vil være omfattet af nr. 3.
Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets
ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare
for en miljøskade.
Foreligger der en overhængende fare for, at en
miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for den
overhængende fare således ikke pligt til at forebygge
den, såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at faren er
forvoldt af tredjemand, og at faren er indtrådt til trods
for, at man har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et
påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet
eller forskriften skyldes den ansvarliges egne aktiviteter.
Som det fremgår, er det i alle tilfælde den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, der skal godtgøre, at
betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er således
omvendt bevisbyrde. Hvorledes den ansvarlige for driften skal
løfte den omvendte bevisbyrde må i den enkelte sag
afgøres ud fra en konkret og samlet vurdering af sagens
oplysninger.
Det fremgår af stk. 3, at en producent af anden
gødning end husdyrgødning, biocider eller pesticider
ikke kan påberåbe sig, at der foreligger en udtrykkelig
tilladt emission eller begivenhed. Hermed fastholdes, at der
gælder et fuldt ubetinget ansvar i disse situationer.
Til § 38 e
Påbudsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren påbud om
for egen regning, at give oplysninger, foretage
undersøgelser m.v., som er nødvendige for
bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare herfor som fastlagt i
miljøskadelovens §§ 7-11, som skal behandles
efter miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også
udstedes, selv om den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren ikke har rådighed over
den ejendom, som er berørt af forureningen og hvor
eventuelle undersøgelse m.v. skal gennemføres.
Bestemmelsen er nødvendig, fordi det ikke altid er
sådan at den, der er ansvarlig for den aktivitet, der har
medført forureningen, også har rådighed over den
forurenede ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet
fastsættes pligt til retablering af ejendommen efter, at
undersøgelserne m.v. er afsluttet.
Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele
påbud til den, der har rådighed over ejendommen om
pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren efterkommer
tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af
forureningen og dens konsekvenser.
Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme
tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser
m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens
§ 73's forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal
forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne
meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en
ekspropriation.
Til § 38 f
Det følger af bestemmelsen, at påbudsmyndigheden
i de tilfælde, hvor en jordforurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse
herom, når denne miljøskade eller en
overhængende fare herfor skal behandles efter
miljøskadeloven. Der skal således ikke træffes
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, hvis der ikke
er en adressat for afgørelsen, dvs. i de tilfælde,
hvor det ikke kan fastslås fra hvilke erhvervsmæssige
aktiviteter, forureningen hidrører, eller hvem der er den
ansvarlige for driften af disse aktiviteter og dermed for
miljøskaden eller den overhængende fare herfor. Der
gælder dog en undtagelse herfra, for så vidt
angår miljøskader, der påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den
foreslåede § 38 g og bemærkningerne
hertil.
Indebærer jordforureningen en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som er forvoldt
af erhvervsmæssige aktiviteter, meddeler
påbudsmyndigheden den ansvarlige for skaden eller den
overhængende fare herfor, en afgørelse herom. Af denne
afgørelse følger, at sagen overdrages til
miljøministeren (der forventes at delegere denne kompetence
til Miljøministeriets lokale miljøcentre) og
behandles efter bestemmelserne i miljøskadeloven. Det skal
dog fremhæves, at det af bestemmelserne i stk. 2 og 3
følger, at der ikke kan træffes afgørelse om,
at jordforureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvor den
ansvarlige kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 1-3 eller
§ 38 d, stk. 1, nr. 1 og 2. Om disse
ansvarsfrihedsgrunde henvises der til bemærkningerne til
§ 38 d ovenfor.
Det fremgår heraf, at der heller ikke i alle
tilfælde, hvor det er fastslået fra hvilken eller
hvilke erhvervsmæssige aktiviteter, en jordforurening
hidrører, hvem der er ansvarlig for driften af disse
aktiviteter, eventuelt producent eller importør, og at
forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, træffes afgørelse om
jordforureningens videre behandling efter miljøskadeloven.
Hvor en af de ovenfor beskrevne ansvarsfrihedsgrunde finder
anvendelse, skal sagen derfor ikke overdrages til
miljøministeren (der forventes at delegere denne kompetence
til Miljøministeriets miljøcentre) til fortsat
behandling efter miljøskadeloven. Den eventuelt fortsatte
behandling af sagen vil herefter ske efter de hidtil gældende
regler.
Det bemærkes, at producenter og importører af
anden gødning end husdyrgødning, pesticider eller
biocider vil være ansvarlige for en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, uanset forhold
som nævnt i § 38 d, stk. 1, nr. 3.
Det bemærkes endvidere, at det ofte vil være en
forudsætning for, at påbudsmyndigheden kan træffe
afgørelse om, hvorvidt en jordforurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og
hvornår jordforureningen er forårsaget, og hvad
jordforureningens konsekvenser er for den eller de berørte
naturressourcer.
Indebærer jordforureningen ikke en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, der skal
behandles efter miljøskadeloven, håndteres
jordforureningen efter lovens øvrige regler.
Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i
stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4
i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 38 g
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at den
medlemsstat, hvori en miljøskade har sit udspring, skal give
tilstrækkelig information til de medlemsstater, hvor
miljøskaden påvirker eller kan forventes at
påvirke.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade og om skadens karakter m.v.,
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet som
påbudsmyndighed skal træffe afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor
miljøskaden påvirker eller kan forventes at
påvirke en anden medlemsstat. Dette gælder i de
situationer, hvor der efter lovforslagets bestemmelser ikke i
øvrigt ville blive truffet en beslutning herom., jf.
§ 38 f. Det vil sige hvor der ikke er eller kan findes en
ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal
behandles efter miljøskadeloven. Dette vil være
tilfældet, når den ansvarlige kan godtgøre, at
ansvaret er lempet, eller eksempelvis når den ansvarlige er
gået konkurs. Bestemmelsen gælder kun i de
tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke
blot en overhængende fare herfor.
Med den foreslåede § 38 h sikres endvidere, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 38 h
Det følger af stk. 1, at når der er truffet
afgørelse om, at en jordforurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes
afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for
afgørelsen, til miljøministeren (de lokale
miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan
anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske
samtidig med, at påbudsmyndigheden underretter den ansvarlige
for miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade.
Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som
kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens
kapitel 11.
Påbudsmyndigheden skal offentliggøre
afgørelser om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare herfor, som skal behandles efter
miljøskadeloven, jf. den foreslåede stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der
skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, jf. den
foreslåede stk. 3. Det følger af den
gældende lovs § 93, at klagefristen regnes fra
offentliggørelsen, hvorfor den offentlige annoncering
bør ske samtidig med, at afgørelsen meddeles sagens
part(er).
Forslaget i stk. 4 skal sikre, at sagsbehandlingen ikke
unødigt forsinkes som følge af en opdeling af
sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det foreslås, at
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade først
skal kunne påklages som led i en klage over et påbud
efter miljøskadeloven. Hermed sikres, at
miljøministeren (Miljøministeriets lokale
miljøcentre) ikke skal afvente resultatet af en
klagesagsbehandling, førend sagen tages op til behandling
efter miljøskadeloven. Det fastsættes samtidig, at
klagefristen løber i samme tidsrum som klagen over
afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen skal
indgives til miljøministeren (Miljøministeriets
lokale miljøcentre).
Til § 38 i
Klageberettigede i forhold til afgørelser om, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare herfor har ret til at anmode påbudsmyndigheden om at
træffe afgørelse om, hvorvidt en jordforurening eller
en overhængende fare for jordforurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Bestemmelsen indebærer, at der i de
tilfælde, hvor jordforureningen eller den overhængende
fare herfor ikke indebærer, at der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare herfor, skal
træffes eksplicit afgørelse herom. Bestemmelsen
gennemfører direktivets artikel 12.
Om hvem der berettiget til at klage, se forslaget til en ny
§ 56 a (nr. 7) og § 83 (nr. 9) og
bemærkningerne hertil.
Når påbudsmyndigheden modtager en anmodning, som
beskrevet i stk. 1, har myndigheden pligt til at træffe
afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade.
Afgørelsen skal træffes efter § 38 f eller
§ 38 g. Bestemmelsen i § 38 h finder også
anvendelse i disse sager.
Anmodning til påbudsmyndigheden om at træffe
afgørelse om, hvorvidt en jordforurening eller en
overhængende fare for jordforurening udgør en
miljøskade eller en overhængende fare herfor skal, jf.
stk. 2, være ledsaget af tilstrækkelige
oplysninger om forureningen eller faren herfor. Har
påbudsmyndigheden allerede implicit truffet afgørelse,
jf. bemærkningerne ovenfor til § 38 f, stk. 1,
indebærer bestemmelsen, at der skal træffes en
eksplicit afgørelse, herunder om genoptagelse, hvis de
ledsagede oplysninger giver grundlag herfor i overensstemmelse med
almindelige forvaltningsretlige regler.
Anmodningen skal ledsages af oplysninger, som er
tilstrækkelige til, at påbudsmyndigheden kan vurdere,
hvorvidt den beskrevne jordforurening eller overhængende fare
for jordforurening kan udgøre en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Der er
således ikke tale om et krav om, at klageberettigede skal
tilvejebringe alle de oplysninger, der måtte være
nødvendige for at påbudsmyndigheden kan træffe
afgørelse efter bestemmelsen. Kravet om, at en anmodning om
afgørelse skal ledsages af oplysninger, skal alene sikre, at
påbudsmyndigheden ikke skal behandle uforholdsmæssigt
mange anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen i en vis
grad skal underbygges, jf. stk. 3. Selvom en anmodning ikke er
underbygget, kan det (efter myndighedens skøn) være
relevant at føre tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller
er sket en miljøskade eller for at vurdere, om der er tale
om en overhængende fare eller fare for en
miljøskade.
Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har
påbudsmyndigheden ikke pligt til at træffe
afgørelse. Afgørelse om, at anmodningen ikke er
ledsaget af relevante oplysninger kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Til § 38 j
Der foreslås med lovforslaget ingen ændringer i
omfanget og karakteren af de foranstaltninger, der kan
påbydes i forhold til gældende ret og praksis efter
jordforureningsloven. Der vil derfor fortsat kunne meddeles
påbud efter reglerne i kapitel 5, hvis den ansvarlige enten
ikke kan identificeres eller ikke har betalingsevne, og der derfor
ikke kan meddeles påbud efter
miljøskadereglerne.
Til nr. 4
Der er tale om lovtekniske ændringer.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
de nye bestemmelser i § 56 a, stk. 2 og
§ 83, stk. 2 og 3.
Til nr. 6
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
de nye bestemmelser i § 56 a, stk. 2 og
§ 83, stk. 2 og 3.
Til nr. 7
Der foreslås en ny bestemmelse, der indebærer at
lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur
og miljø som hovedformål, kan underrette
kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren
om, at der ønskes underretning om afgørelser om
påbud om at tilvejebringe oplysninger til brug for en
afgørelse af, om der er en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, efter § 38 e, stk. 1
og afgørelserne om, hvorvidt der en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, efter
§ 38 f og § 38 g. Dette betyder, at foreninger
og organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil kunne klage
over disse afgørelser.
Bestemmelsen indebærer, at foreninger og organisationer,
som er nævnt i bestemmelsen, er klageberettigede, jf.
nedenfor vedrørende forslaget til en ny
§ 83.
Forslaget skal bidrage til gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensændring som følge af,
at visse jordforureninger fremover skal behandles efter
miljøskadeloven.
Til nr. 9
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
kapitel 4 a.
Til nr. 10
Med den nye § 83 gives lokale og landsdækkende
foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og
miljø som hovedformål, klageadgang, således at
de kan klage over afgørelser efter § 38 e, stk.1,
§ 38 f og § 38 g.
Til nr. 11
Da det er vigtigt, at en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade afværges
eller forebygges så hurtigt som muligt, er det i bestemmelsen
foreslået, at denne undladelse bliver strafbar.
Til § 3
(Lov om beskyttelse af havmiljøet)
Til nr. 1
I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse
vedrørende implementeringen af
miljøansvarsdirektivet.
Til nr. 2
Med den foreslåede ændring af § 2,
stk. 1, udvides havmiljølovens anvendelsesområde
til også at omfatte rørledninger til transport af
kulbrinter og hjælpestoffer.
Rørledninger til transport af kulbrinter og
hjælpestoffer (herefter blot omtalt som
»rørledninger«) foreslås herefter omfattet
af havmiljølovens anvendelsesområde, hvorefter der
tilsigtes at forebygge og begrænse forurening og anden
negativ påvirkning af natur og miljø, herunder
særligt havmiljøet, fra aktiviteter, der kan
1) bringe
menneskets sundhed i fare,
2) skade natur- og
kulturværdier på og i havet, herunder havbunden,
3) være til
gene for den retmæssige udnyttelse af havet, eller
4) forringe
rekreative værdier eller aktiviteter, jf.
havmiljølovens § 1.
Det foreslås at udvide havmiljølovens
anvendelsesområde, fordi miljøansvarsdirektivet
også omfatter en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forvoldt ved
forurening eller andre negative påvirkninger fra
rørledninger.
Ændringen af anvendelsesområdet er endvidere
nødvendig for at kunne overføre visse opretholdte
miljø- og beredskabsbestemmelser vedrørende bl.a.
rørledninger i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg. Havanlægsloven administreres af klima- og
energiministeren. Havanlægsloven blev, med undtagelse af
miljø- og beredskabsbestemmelserne, afløst af lov nr.
1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg
til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedsloven), som trådte i kraft den 1. juli
2006, jf. bemærkninger til § 3, nr. 4.
På Klima- og Energiministeriets område findes
også lovgivning, der regulerer rørledninger og
offshore anlæg. Det drejer sig om offshoresikkerhedsloven,
kontinentalsokkelloven og undergrundsloven. Offshoresikkerhedsloven
indeholder ikke regulering af miljømæssige forhold,
men alene af sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.
Undergrundsloven og kontinentalsokkelloven indeholder regulering af
miljømæssige forhold i forbindelse med meddelelse af
tilladelser og godkendelser til etablering, ændring eller
demontering af offshoreanlæg og rørledninger, herunder
fastsættelse af vilkår hermed. Håndtering af
forurening i forbindelse med etablering, kommissionering, drift og
demontering af offshoreanlæg og rørledninger reguleres
efter havmiljøloven. Udledningssiden reguleres ligeledes af
havmiljøloven.
Havmiljølovens begreb »platforme« er
bredere end offshoresikkerhedslovens begreb
»offshoreanlæg«. I bemærkningerne til
§ 2 i 1993-loven, jf. Folketingstidende 92/93 side 7314,
står der: »Ved platforme tænkes primært
på boreplatforme, men også andre havanlæg, som fx
vindmølleanlæg på havet, er omfattet af
havmiljølovens regler.« Ved platforme forstås
udover selve boreplatformen f.eks. også andre anlæg,
der anvendes i forbindelse med efterforskning og produktion af
kulbrinter, herunder f.eks. lagrings- og
lastningsindretninger.
Til nr. 3 og 4
Den forslåede § 34 a er ny.
Det foreslås, at havmiljøloven fremover
også skal regulere beredskabet for så vidt angår
olie- og kemikalieforurening, der stammer fra platforme og
rørledninger, jf. bemærkningerne ovenfor.
Den foreslåede § 34 a er en modifikation til
havmiljølovens § 34, der fastslår, at det er
forsvarsministeren, der i samarbejde med redningsberedskabet og
andre myndigheder, som ministeren bemyndiger dertil, forestår
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet og de
kystnære dele af søterritoriet.
Det foreslås således i kapitlet om beredskab, at
ejeren eller den for driften ansvarlige for platformen eller
rørledningen straks (uopholdeligt) skal påbegynde
bekæmpelsen af en forurening.
Denne pligt er ikke ny for hverken ejerne eller den for
driften ansvarlige for platformene eller rørledningerne,
idet disse allerede i dag er forpligtet til straks at sørge
for bekæmpelse af en forurening, jf. § 4,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 395 af 17. juni 1984 om
beredskab i tilfælde af forurening af havet fra visse
havanlæg.
Kan platformen ikke selv magte bekæmpelse af en
forurening fra platformen, har beredskabet mulighed for at
trække på forsvarets bekæmpelseskapaciteter
gennem den samarbejdsaftale, som er indgået mellem forsvaret
og ejerne/operatøren af platformene. Miljøministeren,
der er tilsynsmyndighed for så vidt angår platformene,
kan endvidere anvende de indgrebsmuligheder, som følger af
havmiljølovens kapitler om indgreb og tilsyn.
Bestemmelsen er subsidiær i forhold til den
foreslåede afværgebestemmelse i § 47 c
vedrørende miljøskader eller overhængende fare
for miljøskader. Heraf følger, at § 34 a
kun finder anvendelse i det omfang, at
afværgeforanstaltningerne ikke er omfattet af § 47
c eller af § 47 d. Bestemmelsen er således ikke
direkte affødt af miljøansvarsdirektivet, men
omhandler afværgeforpligtelser i tilfælde af olie-
eller kemikalieforurening, når der ikke er tale om
miljøskader eller farer herfor.
Til nr. 5-7 (§ 38 og § 39)
Den gældende § 38 fastslår, hvem der er
ansvarlig for indberetning i hvilke situationer. Der skal
således ske indberetning, når der sker udtømning
i strid med loven eller i force majeure-situationer, ved kollision
eller grundstødning, eller såfremt der af andre grunde
er fare for udtømning og andet
Indberetningspligten gælder også, hvor et
væsentligt spild af olie eller andre skadelige stoffer
iagttages fra et luftfartøj.
Ligeledes skal havnebestyrelsen foretage indberetning,
såfremt der er fare for, at olie eller skadelige flydende
stoffer, der er blevet udtømt i havnen, vil kunne forurene
havet.
Endelig er de personer, der er omfattet af
indberetningspligten, samtidig pålagt en oplysningspligt af
hensyn til bekæmpelsesarbejdet.
Indberetningsforpligtelserne og deres omfang skal ses i
sammenhæng med især lovens beredskabsbestemmelser og
skal sikre en så hurtig og effektiv bekæmpelsesindsats
som muligt, således at evt. skadevirkninger begrænses
mest muligt. Indberetningerne sker til forsvarsministeren og for
platformenes vedkommende til miljøministeren.
Det foreslås, at § 38 ophæves, og at
miljøministeren, jf. nr. 6, i stedet får bemyndigelse
til at udstede en bekendtgørelse om indberetningspligt, der
vil indeholde bestemmelser dels svarende til den gældende
bekendtgørelse på området, dels svarende til
lovens § 38. Der vil i bekendtgørelsen blive
fastsat regler om straf for manglende indberetning. Det er planen,
at en opdateret bekendtgørelse skal træde i kraft
samtidig med ikrafttræden af dette lovforslag. Det kan dog
ikke helt udelukkes, at der af forskellige årsager kan ske
forsinkelse. Det foreslås derfor, jf. lovforslagets
§ 16, stk. 2, at miljøministeren
fastsætter tidspunktet for ophævelse af § 38.
Det vil ske samtidig med udstedelse af ny bekendtgørelse og
efter forhandling med forsvarsministeren.
Den gældende § 39 er en
bemyndigelsesbestemmelse, der giver miljøministeren hjemmel
til at fastsætte regler om den i § 38 nævnte
indberetningspligt og om indberetning af anden forurening af havet
end den, der omfattes af disse bestemmelser. MARPOL 73/78
konventionen indeholder detaljerede regler om indberetning. Hjemlen
er udnyttet, jf. bekendtgørelse om indberetning i henhold
til lov om beskyttelse af havmiljøet (bekendtgørelse
nr. 771 af 24. oktober 1998).
Miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 2, og
artikel 6, stk. 1, indeholder indberetningspligter for den
ansvarlige for driften af en erhvervsmæssig aktivitet i
tilfælde af, at der er en overhængende fare for, at en
miljøskade vil indtræffe og i tilfælde, hvor en
miljøskade allerede er indtruffet.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 39 foreslås
ændret, så der gives miljøministeren hjemmel til
at udstede regler om indberetning og tilvejebringelse af
oplysninger fra myndigheder og visse personer til brug for
vurdering af forhold, der reguleres efter loven.
Samtidig foreslås § 38 ophævet, idet det
er mere operativt at have alle indberetningsforpligtelserne samlet
i en bekendtgørelse.
Det er hensigten, at den forslåede
bemyndigelsesbestemmelse umiddelbart skal udnyttes til at udstede
en bekendtgørelse med regler svarende til den gældende
§ 38, regler udstedt i medfør af den
gældende § 39 og miljøansvarsdirektivets
indberetningsforpligtelser.
Med den forslåede bemyndigelsesbestemmelse er det
endvidere hensigten, at indberetninger i uændret omfang skal
ske til Forsvarsministeriet, også i situationer hvor der er
tale om miljøskader eller overhængende fare herfor.
Forsvaret sørger herefter for at viderebringe relevante
indberetninger til miljøministeren, i praksis de statslige
miljøcentre. Det er ikke hensigten, at Forsvarsministeriet
skal foretage en miljøfaglig vurdering af forureningen m.v.
Det er Miljøministeriet, (de statslige miljøcentre),
der efterfølgende foretager en miljøfaglig vurdering
og på baggrund heraf afgør, om der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare herfor.
Til nr. 8 og 10
Der foreslås indført et objektivt ansvar for
dækning af statens udgifter til beredskabs- og
bekæmpelsesomkostninger som følge af en forurening af
havet eller fare herfor fra en rørledning og
luftfartøj. Dette svarer til, hvad der gælder for
skibe og platforme i dag. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til den gældende § 44.
Som en konsekvens heraf bemyndiges miljøministeren til
at kunne fastsætte nærmere regler om de i
§ 44, stk. 1, nævnte udgifter til beredskabs-
eller bekæmpelsesomkostninger, som rørledningens eller
luftfartøjets ejere skal afholde.
Til nr. 9
Omkostninger i forbindelse med bekæmpelse af
miljøskader eller overhængende fare herfor skal i
henhold til den foreslåede § 47 f og § 47
g betales af den ansvarlige for driften. Det vil som udgangspunkt
sige rederen, hvis der f.eks. er tale om skibe. Bestemmelsen i
§ 44 er subsidiær i forhold til den
foreslåede § 47 f og § 47 g. Det vil
sige, at § 44 kun finder anvendelse i tilfælde af
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, hvis den ansvarlige herfor ikke kan
identificeres eller ikke har betalingsevne. Der henvises til
bemærkningerne til nr. 11 (§ 47 f og § 47
g) nedenfor.
Til nr. 11
Der foreslås et nyt kapitel i havmiljøloven,
kapitel 14 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en aktivitet indebærer eller kan
indebære en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Bestemmelserne definerer
miljøskade, overhængende fare for miljøskade
samt, hvem der kan anses som ansvarlig for driften af en
erhvervsmæssig aktivitet og for en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade. Derudover indeholder
kapitlet bestemmelser om oplysnings- og undersøgelsespligt,
iværksættelse af forebyggende og
skadesbegrænsende foranstaltninger samt tilsynsmyndighedens
pligt til at vurdere og afgøre, om en forurening
indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de
foreslåede bestemmelser om miljøskade og
overhængende fare for miljøskade i kapitel 14 a findes
i de øvrige love på natur- og
miljøområdet.
Bestemmelserne i kapitel 14 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at
hvis aktiviteten indebærer miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, og der er en
ansvarlig herfor, behandles denne efter miljøskadeloven.
Indebærer aktiviteten ikke en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, anvendes de
hidtil gældende regler, fx § 43 og
§ 44.
Til § 47 a
§ 47 a fastlægger hvad der skal forstås
ved en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Miljøansvarsreglerne gælder for
miljøskader på søterritoriet, også selvom
skaden er en følge af en tilførsel uden for
søterritoriet. Miljøskader på beskyttede arter
og internationale beskyttelsesområder er dog også
omfattet af miljøansvarsreglerne, hvis skaden er indtruffet
i de eksklusive økonomiske zoner. Med hensyn til begrebet
»tilførsel« henvises
til bemærkningerne til § 47 c.
Til § 47 b
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
Operatørbegrebet er ikke nødvendigvis
sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af begreberne
»ejere, førere og brugere«, der stammer fra
MARPOL 73/78 konventionen. »Den ansvarlige for driften«
antages for skibes vedkommende at være rederen, medmindre
særlige forhold gør sig gældende. For platforme
og rørledningers vedkommende er det normalt brugeren,
hvilket er sammenfaldende med havmiljølovens anvendelse af
samme begreb. Hvis flere kan anses for brugere efter
havmiljøloven, må tvivlen afgøres i
overensstemmelse med direktivets operatørbegreb.
Miljøansvarsreglerne gælder i overensstemmelse
med direktivets artikel 3, stk. 1, alene for
erhvervsmæssige aktiviteter, således som disse er
defineret i miljøskadelovens § 5, stk. 2.
Dette medfører, at sejlads med lystfartøjer falder
uden for anvendelsesområdet for miljøansvarsreglerne,
medmindre et lystfartøj benyttes som led i en
erhvervsmæssig aktivitet. Et eksempel kunne være
miljøskader eller overhængende fare herfor forvoldt af
et udlejet lystfartøj. Begrebet »erhvervsmæssige
aktiviteter« er nærmere fastlagt i bemærkningerne
til § 5, stk. 2, i miljøskadeloven og svarer
til direktivets artikel 2, stk. 7.
I bestemmelsens stk. 2 og 3 defineres, hvem der skal
anses for ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade og på
hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel
3, stk. 1, litra a og b, fastlægges hhv. et ubetinget
ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade omfattet af § 47 c,
stk. 1-3, jf. bemærkningerne nedenfor til § 47
c, stk. 1 -3, og et skyldbaseret ansvar for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade omfattet af § 47 c, stk. 4, jf.
ligeledes bemærkningerne nedenfor til § 47 c,
stk. 4. Internationale naturbeskyttelsesområder er
områder, der af miljøministeren i medfør af
miljømålsloven er udpeget som sådanne, jf.
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj
2007 om udpegning og administration af internationale
naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse
arter.
Til § 47 c
Med bestemmelsen sker der en direktivkonform
gennemførelse af artikel 3, jf. bilag III, samt artikel 5,
stk. 1, og artikel 6, stk. 1, litra a, på
havmiljølovens område, og § 47 c,
stk. 2 og 3, skal fortolkes i overensstemmelse med direktivets
bilag III.
Med bestemmelsen gennemføres endvidere
miljøansvarsdirektivets artikel 5, stk. 1, og artikel
6, stk. 1, litra a, således, at der fastlægges en
pligt for den ansvarlige for driften af et skib, luftfartøj,
en platform eller rørledning til straks at
iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at
afværge en overhængende fare for en miljøskade
samt, hvis skaden er indtrådt straks at
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt tiltag
til at begrænse og hindre yderligere miljøskade, jf.
bestemmelsens stk. 1. Direktivets lempelsesmuligheder i
artikel 8, stk. 3, og artikel 8, stk. 4, litra a, er
udnyttet og gennemført i den foreslåede § 47
c. Det er den ansvarlige, der skal godtgøre, at de
anførte lempelsesgrunde er til stede. Den ansvarlige har
fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader eller
overhængende fare herfor, der ikke kan henføres til de
anførte lempelsesgrunde, fx uheld.
Som følge af implementeringen af
miljøansvarsdirektivet i havmiljøloven foreslås
der indført et nyt begreb, nemlig
»tilførsel«. Begrebet
»tilførsel« til havet eller luften er valgt,
fordi miljøansvarsdirektivets regler om forebyggelse og
afhjælpning af en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade finder anvendelse
på skader forvoldt ved flere påvirkninger end, hvad der
i dag er omfattet af havmiljølovens definitioner på
udtømning, dumpning og afbrænding, jf. lovens
§ 4. Begrebet »tilførsel« rummer
således udover udtømning, udledning, udflydning og
bortskaffelse m.v. en hvilken som helst påvirkning, der er
omfattet af og stammer fra udøvelsen af de
erhvervsmæssige aktiviteter, der er omfattet af direktivets
bilag III.
Tilførsel til havet eller luften rummer udover stoffer
og materialer også (mikro)organismer. Organismer
udtømmes primært via ballastvand, som det p.t. er
lovligt at udtømme. Udtømmes der organismer, der
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter og
områder, vil den ansvarlige kunne blive gjort
økonomisk ansvarlig for de foranstaltninger, der skal
iværksættes efter lovforslagets § 3 nr. 11
(§ 47 c).
Genmodificerede organismer (gmo'er) er ikke omfattet af
havmiljølovens regler, men behandles særskilt i lov om
miljø og genteknologi, jf. lovforslagets
§ 6.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1
pålægger den ansvarlige for driften en ubetinget pligt
til at afværge en overhængende fare for
miljøskade og begrænse en miljøskades omfang,
herunder også forhindre yderligere miljøskade.
Den foreslåede bestemmelse vedrører
afværgeforanstaltninger i forbindelse med miljøskader
eller overhængende fare for miljøskader på
vandmiljøet, beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder og jord, som forårsages ved
tilførsler til havet og luften af såvel stoffer,
materialer, mikroorganismer som af støj og vibrationer, og
som stammer fra de erhvervsmæssige aktiviteter, der, jf.
bestemmelsens stk. 2, er omfattet af direktivets bilag III,
pkt. 2, 7, 8 og 12.
Den foreslåede bestemmelse er principal i forhold til
havmiljølovens øvrige relevante bestemmelser,
herunder den foreslåede § 34 a. Der henvises
også til bemærkningerne til lovforslagets § 3
nr. 4. Dette gælder dog ikke for
bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse med olie- og
kemikalieforurening fra skibe i medfør af § 34
eller bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter
§ 35.
Det er således fortsat forsvarsministeren, der
forestår enhver form for bekæmpelse af olie - og
kemikalieforurening af havet og de kystnære dele af
søterritoriet, der stammer fra udledning eller
udtømning fra skibe. Kommunalbestyrelsen forestår
bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havne og
sanering af kyststrækninger.
Skibets fører har dog under alle omstændigheder,
i overensstemmelse med almindelige regler og uanset § 34,
ret og pligt til at beskytte skibets sikkerhed og træffe
beslutning herom, herunder at begrænse en forureningsskade
ved at iværksætte de nødvendige
afværgeforanstaltninger uden at skulle afvente en
myndighedsafgørelse først. Skibets egne
afværgeforanstaltninger kan fx være, at eventuelle
huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke
tømmes for olie inden bjærgning, og/eller skibet
bjærges.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2
fastlægges det nærmere hvilke erhvervsmæssige
aktiviteter, der er underlagt direktivets ubetingede ansvar for
afværgeforanstaltninger i forbindelse med miljøskade
eller overhængende fare for miljøskade efter
stk. 1.
Det ubetingede ansvar relaterer sig til bestemte
påvirkninger fra bestemte aktiviteter og ikke til
virksomheden som helhed.
Bestemmelsens stk. 2, nr. 1, (dumpning af optaget
havbundsmateriale) og nr. 2 (bortskaffelse eller
nyttiggørelse af affald) gennemfører punkt 2 i
direktivets bilag III. Punkt 2 vedrører således
affaldsoperationer, herunder indsamling, transport,
nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og farligt affald,
herunder tilsyn med disse operationer og efterbehandling af
deponeringsanlæg, for hvilke der kræves tilladelse
eller registrering i medfør af Rådets direktiv
75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald og Rådets
direktiv 91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt
affald.
Som eksempler på, hvad der er omfattet af stk. 1,
nr. 1 og 2, kan udover dumpning nævnes
ikke-grænseoverskridende transport af affald og
afbrænding af affald på havet.
Bestemmelsen omfatter ikke nyttiggørelse/bortskaffelse
af affald, som er produceret af skibet, luftfartøjet eller
platformen selv.
Bestemmelsens stk. 2, nr. 3, (grænseoverskridende
transport af affald) er en gennemførelse af punkt 12 i
direktivets bilag III. Punkt 12 vedrører
grænseoverskridende affald inden for, til og fra Den
Europæiske Union, som kræver tilladelse eller er
forbudt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr.
259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med
overførsel af affald inden for, til og fra Det
Europæiske Fællesskab, (nu Rådets forordning
1013/2006 efter den 12. juli 2007).
Omfattet er f.eks. alle grænseoverskridende transporter
af affald til bortskaffelse, som enten er forbudt eller
kræver tilladelse. Omfattet er også visse
grænseoverskridende transporter af affald til
nyttiggørelse.
Bestemmelsens stk. 2, nr. 4, (transport af farligt eller
forurenende gods) er en gennemførelse af punkt 8 i
direktivets bilag III.
Punkt 8 vedrører transport ad vej, jernbane, indre
vandveje, hav eller luft af farligt eller forurenende gods som
defineret i bilag A til Rådets direktiv 94/55/EF af 21.
november 1994 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes
lovgivning om transport af farligt gods ad vej eller i bilaget til
Rådets direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
jernbanebefordring af farligt gods elle som defineret i
Rådets direktiv 93/75/EØF af 13. september 1993 om
mindstekrav til skibe, som er på vej til eller fra
Fællesskabets søhavne med farligt eller forurenende
gods.
Omfattet heraf er f.eks. udledninger af stoffer eller
(mikro)organismer i forbindelse med transport af farligt eller
forurenende gods, som f.eks., olie, stoffer og materialer i
emballeret form, containere m.v. (hvis farligt eller forurenende),
faste stoffer i bulk (hvis farligt eller forurenende) og flydende
stoffer i bulk (hvis farlig eller forurenende).
Det er godsets farlige egenskab, der er relevant. Begrebet
gods skal således forstås bredere end i normal
sprogbrug, således vil gods, der er om bord på skibet,
men, som er beregnet til brug for skibets egen drift, også
være omfattet af begrebet gods i bestemmelsen, i det omfang
det blot er defineret som farligt eller forurenende gods i de
ovennævnte direktiver. Hvordan disse direktiver i
øvrigt regulerer godset, er underordnet i denne
sammenhæng.
Bestemmelsens stk. 2, nr. 5, (håndtering af farlige
stoffer og præparater, plantebeskyttelsesmidler og
biocidholdige produkter) er en gennemførelse af punkt 7
på bilag III.
Under punkt 7 hører fremstilling, anvendelse,
oplagring, forarbejdning, deponering, udledning i miljøet og
transport inden for virksomheden af
- farlige stoffer,
som defineret i artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv
67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af
lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af
farlige stoffer,
- farlige
præparater som defineret i artikel 2, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj
1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om klassificering, emballering og
etikettering af farlige præparater,
-
plantebeskyttelsesmidler som defineret i artikel 2, nr. 1, i
rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og
- biocidholdige
produkter som defineret i artikel 2, stk. 1, litra a, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar
1998 om markedsføring af biocidholdige produkter.
Omfattet af dette punkt er tilførsel af stofferne,
præparaterne eller til hav eller luft f.eks. i forbindelse
med transport eller anden håndtering af disse om bord
på skibet, platformen eller luftfartøjet.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3
fastlægger, at den ubetingede afværgepligt efter
stk. 1 også gælder, hvis der er tale om, at en
hvilken som helst anden tilførsel end nævnt i
stk. 1 af stoffer eller materialer til havet fra skibe,
platforme, rørledninger eller luftfartøjer
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på vand eller beskyttede arter
og internationale naturbeskyttelsesområder. Med bestemmelsen
implementeres direktivets bilag III, pkt. 3, 4 og 5.
Omfattet af stk. 3 er en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på vand
indenfor søterritoriet forårsaget af en
tilførsel til havet af stoffer og materialer, som
kræver godkendelse, tilladelse eller registrering efter
vandrammedirektivet samt udledninger omfattet af direktiverne
76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er
forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i
fællesskabets vandmiljø og 80/68/EØF af 17.
december 1979 om beskyttelses af grundvandet mod forurening
forårsaget af visse farlige stoffer. Punkt 5
(vandrammedirektivet) omfatter udledning eller injektion af
forurenende stoffer i overfladevand eller grundvand, der
kræver tilladelse, godkendelse eller registrering i
medfør af direktiv 2000/60/EF. Omfattet af punkt 5 er
endvidere tilførsel uden for søterritoriet, f.eks.
fra en platform, til havet af stoffer og materialer, som
kræver godkendelse, tilladelse eller registrering efter
vandrammedirektivet, og som forårsager en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturtyper uden for
søterritoriet.
Omfattet af stk. 3 er f.eks. tilførsler til havet
af ufarlige stoffer og blandinger heraf.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4
fastlægger, at afværgeforpligtelsen for
miljøskader eller overhængende fare herfor, der
udgår fra alle andre påvirkninger fra
erhvervsmæssige aktiviteter end omfattet af stk. 2 og 3
fra skibe, fly, rørledninger eller platforme alene skal
bedømmes ud fra et skyldbaseret ansvar. Der er endvidere kun
tale om et skyldbaseret ansvar for miljøskade eller
overhængende fare herfor på beskyttede arter eller
internationale naturbeskyttelsesområder, jf. også
miljøansvarsdirektivets artikel 3, stk. 1, litra b.
Omfattet er f.eks. påvirkninger i form af støj,
vibrationer, invasive arter (medmindre disse kan kategoriseres som
farligt/forurenende gods) og luftformige emissioner (der ikke
falder ned i havet) fra andre erhvervsmæssige aktiviteter end
de i § 47 c, stk. 2, nævnte.
Det skyldbaserede ansvar er ikke begrænset til
miljøskader på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder inden for søterritoriet, men
kan række ud i den eksklusive økonomiske zone, idet
beskyttede arter og internationale beskyttelsesområder
også forefindes uden for søterritoriet.
»Andre erhvervsmæssige aktiviteter« kan for
eksempel være en hurtigfærge, hvor støjen fra
den skræmmer sæler bort fra deres reservat.
»Andre erhvervsmæssige aktiviteter« skal
kunne rummes inden for havmiljølovens
anvendelsesområde. Fiskeri er ikke reguleret i
havmiljøloven.
Efter forslaget i stk. 6 skal tilsynsmyndigheden
føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter
stk. 1 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er
truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Til § 47 d
Med bestemmelsen i stk. 1 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b, og artikel 8, stk. 4,
litra a, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar på et
offentligretligt grundlag for afhjælpning af
miljøskader på havmiljølovens
område.
Er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige
for driften således ikke pligt til at begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften kan
godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er
forvoldt af tredjemand og skaden er indtrådt til trods for,
at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af, at man har
overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud.
Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller
forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter.
Såfremt den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at en indtrådt miljøskade er forvoldt ved en
tilførsel eller begivenhed, der er udtrykkeligt tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelser, eller med regler, der er så deltaljerede, at
de kan sidestilles med en sådan tilladelse, gælder
afværgepligten efter § 47 c, stk. 1-3, heller
ikke. En i lovgivningen tilladt udtømning sidestilles med
den foreslåede bestemmelse med en udtrykkelig tilladt
udledning. Som et eksempel herpå kan nævnes, at skibe i
medfør af bekendtgørelse nr. 485 af 15. juni 1999
under opfyldelse af en række nærmere bestemte
betingelser gerne må udtømme olie svarende til 15 ppm
(15 liter olie per en million liter vand) i den eksklusive
økonomiske zone. En sådan udtømning vil i
havmiljøloven skulle betragtes som udtrykkelig tilladt, og
vil fritage den ansvarlige for at bære omkostningerne ved
afværgeforanstaltningerne, såfremt tilførslen
til havet medfører en miljøskade. Den ansvarlige har
dog fortsat et ubetinget ansvar for miljøskader og
overhængende fare for miljøskade, der ikke kan
henføres til den anførte lempelsesgrund, fx
uheld.
Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets
ubetingede ansvar for forebyggelse af en overhængende fare
for en miljøskade.
Foreligger der en overhængende fare for, at en
miljøskade indtræffer, har den ansvarlige for driften
således ikke pligt til at forebygge den, såfremt den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at faren er forvoldt af
tredjemand, og at faren er indtrådt til trods for, at der er
truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået til trods for at man har
overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et påbud.
Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbudet eller
forskriften skyldes vedkommendes egen uforsvarlige
adfærd.
Er der indtrådt en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, og den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at han ikke er pligtig at foretage
afværgeforanstaltninger i henhold til § 47 d,
består adgangen og pligten for forsvarsministeren, jf.
§ 34, og for kommunalbestyrelsen, jf. § 35, til
at foretage beredskabs- og bekæmpelsesforanstaltninger
uændret efter bestemmelserne i bl.a. kapitel 11, ligesom
ansvaret for beredskabs- og bekæmpelsesomkostningerne skal
bedømmes ud fra havmiljølovens § 44. Uanset
§ 47 d består der også fortsat en
forpligtelse for den ansvarlige for driften til at foretage akut
umiddelbar afværge i overensstemmelse med almindelige regler
uden at skulle afvente en myndighedsafgørelse først.
Skibes egne afværgeforanstaltninger kan fx være, at
eventuelle huller i skibet lukkes ved hjælp af dykkere, tanke
tømmes for olie inden bjærgning og/eller skibet
bjærges.
Til § 47 e
Med den forslåede bestemmelse gennemføres
direktivets artikel 5, stk. 3, litra a, og artikel 6,
stk. 2, litra a, vedrørende myndighedens ret til at
kræve oplysninger fra den ansvarlige for driften til brug for
vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, der skal
behandles efter lov om miljøskade. Med den foreslåede
bestemmelse kan miljøministeren på ubetinget grundlag
påbyde den ansvarlige for driften at fremkomme med alle de
nødvendige oplysninger til brug for ministerens vurdering
af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Den ansvarlige for driften de
erhvervsmæssige aktiviteter kan herunder påbydes for
egen regning at udtage prøver, foretage analyser og
undersøgelser m.v., jf. 2. pkt.
Adgangen til at udstede påbud skal administreres i
overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper
og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet.
Myndigheden skal således f.eks. være opmærksom
på, at der skal være proportionalitet mellem omfanget
og udgiften til den påbudte foranstaltning og omfanget og
arten af den miljøskade eller overhængende fare
herfor, der konkret tilsigtes forebygget eller afhjulpet.
Tilsynsmyndighedens påbud efter bestemmelsen kan
påklages til Miljøklagenævnet.
Om forholdet til § 10 i lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb, se de almindelige
bemærkninger punkt 3.1.10.
Til § 47 f
Bestemmelsen vedrører alene skibe.
Når der indtræder forurening af havet fra et skib
med olie eller kemikalier, vil forsvaret oftest umiddelbart efter
forureningens indtræden indhente sikkerhedsstillelse efter
havmiljølovens § 44 for forsvarets udgifter til
beredskabs- og bekæmpelsestiltag. Anmodningen om
sikkerhedsstillelse vil - i overensstemmelse med § 44 -
blive givet til den registrerede ejer af skibet. En sådan
anmodning om sikkerhedsstillelse vil som udgangspunkt blive givet i
tiden inden stillingtagen til, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare herfor. Som
udgangspunkt vil forsvaret derfor ofte have en sikkerhedsstillelse
med hjemmel i havmiljølovens § 44, som er stillet
af den registrerede ejer. Når det fastlægges, at der er
tale om en miljøskade, vil en sådan
sikkerhedsstillelse skulle stilles efter reglerne i de
foreslåede bestemmelser § 47 f, stk. 2 og 3,
jf. nedenfor, hvor kravet rettes mod den ansvarlige for driften af
skibet og med mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse af
den registrerede ejer, indtil sikkerhed bliver stillet af den
ansvarlige for driften af skibet.
Når den registrerede ejer har stillet sikkerhed efter
havmiljølovens § 44, og der efterfølgende
viser sig at foreligge en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, vil den registrerede ejer fortsat i
medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 3,
jf. nedenfor, skulle stille denne sikkerhed, indtil det er
fastslået, om den ansvarlige for driften af skibet kan
identificeres og stille den fornødne sikkerhed. Hvem der er
den ansvarlige for driften, dvs. reder, vil f.eks. fremgå af
skibets ISM certifikat. Går det forurenende skib i havn, kan
der endvidere ofte i en forureningssag foretages arrest i skibet
(tilbageholdelse af skibet) i medfør af sølovens
kapitel 4 og tages søpant i skibet, jf. sølovens
§§ 51 ff., hvilket også vil frembringe reder.
Skulle det mod forventning vise sig umuligt at identificere den
ansvarlige for driften eller kan denne ikke stille sikkerhed, vil
kravet om sikkerhedsstillelse skulle fastholdes i forhold til den
registrerede ejer i medfør af § 44. En forsikring,
herunder en erklæring fra et anerkendt
søforsikringsselskab (P&I-klub, dvs. et »letter of guarantee«, der betyder,
at forsikringsselskabet vil stille garanti for skader), vil normalt
anses for at udgøre en tilstrækkelig sikkerhed.
Med henblik på at minimere ulemperne for den
registrerede ejer i de tilfælde, hvor der er krævet
sikkerhedsstillelse efter § 44, men det
efterfølgende viser sig, at der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade og at kravet om sikkerhedsstillelse derfor skal
rejses efter reglerne i den foreslåede § 47 f,
stk. 2 og 3, vil miljøcentrene bestræbe sig
på at træffe afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller overhængende fare
herfor snarest muligt.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1
fastlægges, at udgifter, i forbindelse med afværgelse
af en miljøskade eller en overhængende fare herfor i
overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets regler,
primært skal afholdes af den ansvarlige for driften af
skibet.
Kan den ansvarlige for driften af skibet imidlertid ikke
identificeres, eller har vedkommende ikke betalingsevne,
foreslås det, at ejeren i det omfang, der ikke er identitet
mellem den ansvarlige og ejeren, skal betale udgifterne i
overensstemmelse med reglerne i § 44.
Den subsidiære betalingsforpligtelse for ejeren
indtræder fra det tidspunkt, hvor forsvarsministerens
bestræbelser på at lokalisere den ansvarlige for
driftens opholdssted har vist sig frugtesløse, eller det har
vist sig, at den ansvarlige ikke har betalingsevne.
Med hensyn til identifikationskravet skal forsvarsministeren i
den forbindelse have udfoldet rimelige anstrengelser for at
efterspore den ansvarliges opholdssted. Med hensyn til den
ansvarliges betalingsevne kan kravet gøres gældende
overfor ejeren, når det kan konstateres, at betaling helt
eller delvist ikke kan opnås hos den ansvarlige for
driften.
Forældelsesfristen regnes i overensstemmelse med de
almindelige forældelsesregler fra det tidligste tidspunkt,
til hvilken fordringshaveren kunne kræve at få
fordringen opfyldt.
I forhold til ejeren regnes forældelsesfristen enten fra
det tidspunkt, hvor det har vist sig, at forsvarsministeren ikke
har kunnet lokalisere opholdsstedet for den ansvarlige for driften
eller, hvor det har vist sig, at den ansvarlige ikke har
betalingsevne. Med hensyn til identifikationskravet skal
forsvarsministeren i den forbindelse have udfoldet rimelige
anstrengelser for at efterspore den ansvarliges opholdssted, og
forældelsesfristen løber således fra det
tidspunkt, hvor det kan konstateres, at undersøgelserne af
opholdsstedet har været frugtesløse. Med hensyn til
betalingstidspunktet regnes forældelsesfristen fra det
tidspunkt, hvor det er godtgjort, at den ansvarlige for driften
mangler betalingsevne.
For så vidt angår forældelse i forhold til
den ansvarlige for driften finder reglerne i
miljøskadelovens § 48 anvendelse.
Det objektive ansvar for rimelige
bekæmpelsesomkostninger, der påhviler ejeren i
medfør af § 44 indtræder kun, hvis
udtømningen eller udledningen er i strid med loven eller
tilhørende bekendtgørelser eller er omfattet af
§ 58 (om ulykker m.v.). For så vidt angår
ansvar for bekæmpelsesomkostningerne har også ejeren
ret til at begrænse sit ansvar efter sølovens kapitel
9.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 2
gennemføres direktivets artikel 8, stk. 2, om
sikkerhedsstillelse for omkostningerne til afværgelse af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal stille sikkerhed over for
forsvarsministeren for omkostningerne til
bekæmpelsesforanstaltninger og forsvarsministeren kan
bestemme, at skibet skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er
stillet. Bestemmelsen svarer til § 44, stk. 3, dog
med den forskel, at kravet om sikkerhedsstillelse skal
fremsættes.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 gives der
forsvarsministeren mulighed for at kræve sikkerhedsstillelse
for udgifter til bekæmpelsesforanstaltninger i forbindelse
med en miljøskade eller en overhængende fare herfor
over for den registrerede ejer og for at bestemme, at skibet skal
tilbageholdes, indtil ejer har stillet sikkerhed. Dette kan ske,
indtil den ansvarlige for driften af skibet stiller sikkerhed efter
bestemmelsen i stk. 2., jf. bemærkningerne ovenfor til
bestemmelsen.
Til § 47 g
Med den foreslåede bestemmelse fastlægges i
stk. 1, at udgifter i forbindelse med afværgelse af en
miljøskade eller en overhængende fare herfor i
overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets regler,
primært skal afholdes af den ansvarlige for driften af et
skib, et luftfartøj, en platform eller en
rørledning.
Kommunalbestyrelsens udgifter til bekæmpelses- og
saneringsforanstaltninger i forbindelse med olie- og
kemikalieforurening af kyststrækninger og havne efter
§ 35, jf. § 47 c, skal betales af den
ansvarlige for et skib, et luftfartøj, en rørledning
eller en platform. Kravet på betaling vil kunne gøres
gældende af miljøministeren som følge af regler
udstedt i medfør af § 36 om refusion af
kommunalbestyrelsens udgifter til bekæmpelses- og
saneringsforanstaltninger efter § 35.
Kan den ansvarlige for driften af skibet m.v. imidlertid ikke
identificeres, eller har vedkommende ikke betalingsevne,
foreslås det, at ejeren i det omfang, der ikke er identitet
mellem den ansvarlige og ejeren, skal betale udgifterne i
overensstemmelse med reglerne i § 44. Med hensyn til
subsidiær hæftelse og forældelse henvises til
bemærkningerne ovenfor til § 47 f.
Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 2, om krav om sikkerhedsstillelse for
omkostningerne til afværgelse af en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade.
Med bestemmelsen gives miljøministeren således
hjemmel til at udstede regler om, at den ansvarlige for driften
skal stille sikkerhed over for kommunalbestyrelsen eller
miljøministeren for omkostningerne til bekæmpelses- og
saneringsforanstaltninger.
Til § 47 h
Det følger af bestemmelsen, at miljøministeren i
de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, skal
træffe udtrykkelig afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven og hvem der er ansvarlig herfor. Hvis ikke
der er tale om en miljøskade, eller der ikke er en adressat
for afgørelsen behandles sagen efter lovens øvrige
regler og afgørelsen om, at der ikke foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade vil således ligge implicit i sagens videre
behandling. Der gælder dog en undtagelse herfra for så
vidt angår miljøskader, der påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den
foreslåede § 47 i.
Miljøministerens afgørelse kan påklages
til miljøklagenævnet i medfør af
§ 51.
Miljøministerens beføjelser efter bestemmelsen
forventes delegeret til de statslige miljøcentre under
Miljøministeriet.
Med bestemmelsen i stk. 2 fastlægges, at der ikke
kan træffes afgørelse efter stk. 1, såfremt
den ansvarlige for driften kan godtgøre, at
miljøskaden eller den overhængende fare er forvoldt
under de nærmere angivet omstændigheder i
§ 47 d. Der henvises til bemærkningerne til
§ 47 d ovenfor.
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 5, at
miljøministeren får bemyndigelse til at udstede en
bekendtgørelse om de nærmere regler for
offentliggørelsen af afgørelser om miljøskader
eller overhængende fare herfor.
Vedrørende udskydelse af klageadgangen som
foreslået i stk. 7 henvises til bemærkningerne
ovenfor til § 1, nr. 6 (forslag til ny § 73 h,
stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 47 i
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en skade, og om skadens karakter m.v. tilgår
miljøministeren, følger det af bestemmelsen, at den
kompetente myndighed skal træffe afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade i de tilfælde, hvor
miljøskaden påvirker eller kan forventes at
påvirke et andet land. Dette gælder i de situationer,
hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke ville blive
truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for
miljøskaden, eller der foreligger forhold som nævnt i
§ 47 d, stk. 1, nr. 1-3, og sagen dermed ikke skal
behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder
kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade
og ikke blot en overhængende fare herfor.
Det forudsættes, at miljøministeren underretter
det pågældende EU-land.
Til § 47 j
Forslaget skal sikre, at sagsbehandlingen ikke unødigt
forsinkes som følge af en opdeling af sagsbehandlingen i to
delafgørelser. Det foreslås, at afgørelse om,
at der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade først skal kunne
påklages som led i en klage over et påbud efter
miljøskadeloven. Hermed sikres, at miljøcenteret ikke
skal afvente resultatet af en klagesagsbehandling, førend
sagen tages op til behandling efter miljøskadeloven. Det
fastsættes samtidig, at klagefristen løber i samme
tidsrum som klagen over afgørelsen efter
miljøskadeloven, og at klagen skal indgives til
miljøcenteret.
Til § 47 k
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 12,
stk. 1, om anmodning om foranstaltninger.
Når miljøministeren modtager en anmodning fra
klageberettigede efter § 52, har ministeren pligt til at
træffe afgørelse om, hvorvidt der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven
og hvem der er ansvarlig herfor, jf. dog neden for.
Anmodning til miljøministeren om at træffe
afgørelse om, hvorvidt en tilførsel eller
påvirkning eller en overhængende fare for
tilførsel eller påvirkning udgør en
miljøskade skal være ledsaget af relevante oplysninger
om påvirkningen eller faren herfor, jf. stk. 2.
Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har
ministeren ikke pligt til at træffe afgørelse.
Kravet om, at en anmodning efter § 47 k skal
ledsages af oplysninger, skal sikre, at ministeren ikke skal
behandle uforholdsmæssigt mange anmodninger, herunder
grundløse anmodninger. Selv om en anmodning ikke er
underbygget, kan det (efter miljøministerens skøn)
dog være relevant at føre tilsyn for at sikre, at der
ikke sker eller er sket en miljøskade eller for at vurdere,
om der er tale om en overhængende fare herfor.
Afgørelse om, at der ikke foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven samt om at anmodningen ikke
er ledsaget af tilstrækkelig relevante oplysninger, kan
påklages til Miljøklagenævnet.
Bestemmelserne i §§ 47 h-47 j finder også
anvendelse i disse sager.
Miljøministerens beføjelser efter bestemmelsen
forventes delegeret til de statslige miljøcentre under
Miljøministeriet.
Til nr. 12
Det foreslås, at såvel landsdækkende som
lokale foreninger og organisationer kan meddele
miljøministeren, at de ønsker underretning om
afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade, at klage
over afgørelser vedrørende miljøskade skal
indgives til miljøministeren i lighed med klage over andre
afgørelser efter havmiljøloven og at
afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade kan
påklages af den kreds af personer, organisationer eller
myndigheder, som er omfattet af havmiljølovens
§ 52.
Til nr. 13 og 14
Afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade skal
kunne påklages til Miljøklagenævnet.
Til nr. 15 og 17
De forslåede ændringer af § 59
fastsætter straf for overtrædelse af den
foreslåede afværgebestemmelse i § 41 b, af de
foreslåede påbudsbestemmelser i § 34 a,
stk. 2 og 3, og § 41 d samt af den forslåede
bestemmelse om adgang til at tilbageholde et skib i § 41
e, stk. 2 og 3.
Til nr. 16
Der foreslås hjemmel til at kunne fastsætte straf
for overtrædelse af regler udstedt i medfør af den
foreslåede § 34 a, stk. 3, jf. ovenfor under
nr. 4.
Til nr. 18
Der foreslås hjemmel til at kunne fastsætte straf
for overtrædelse af regler udstedt i medfør af den
foreslåede § 47 g, stk. 2, jf.
bemærkningerne hertil ovenfor under nr. 8.
Til nr. 19
Der er tale om en lovteknisk konsekvens af, at § 38
ophæves, jf. bemærkningerne til nr. 5-7 ovenfor.
Til § 4
(Lov om vandforsyning)
Til nr. 1
I noten til lovens titel indsættes en tilføjelse
vedrørende implementeringen af
miljøansvarsdirektivet.
Til nr. 2
Forslaget er af redaktionel og lovteknisk karakter.
Til nr. 3
Der henvises til bemærkningerne nedenfor til
lovforslagets § 7, nr. 2 (ændring af
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).
Til nr. 4
Med den forslåede ændring af § 67
gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 5,
stk. 3, litra a, og artikel 6, stk. 2, litra a, om
oplysningspligter i bestemmelsens stk. 1. Efter den
foreslåede bestemmelse kan der gives påbud efter
bestemmelsen på ubetinget grundlag vedrørende alle de
oplysninger, der har betydning for vandindvindingen herunder
også til vurderingen af, hvorvidt der foreligger en
miljøskade, eller overhængende fare for en
miljøskade som følge af vandindvinding, bortledning
af grundvand, anden sænkning af grundvandsstanden. Med den
foreslåede bestemmelse gives der desuden kommunalbestyrelsen
og miljøministeren hjemmel til på ubetinget grundlag,
at påbyde de undersøgelser, analyser mv., som er
nødvendige for at klarlægge
årsagssammenhængen, omfanget og virkningerne af en
stedfunden påvirkning af vandmiljøet eller naturen.
Undersøgelserne mv. skal foretages for den ansvarliges egen
regning. Det bemærkes, at bestemmelsen kan anvendes
såvel i tilfælde af en miljøskade eller
overhængende fare for en miljøskade som i
tilfælde, hvor det har betydning for vandforsyningen
generelt.
Vandindvinding kan medføre for lav vandføring i
vandløb og vådområder og medføre
biologisk konsekvens for vandområderne. Vandindvinding kan
endvidere medføre uønskede ændringer i
kvaliteten af grundvandet. Basisanalysen, som udarbejdes efter
miljømålslovens § 6, vil ofte blive
udgangspunktet for at vurdere, hvorvidt der er indtrådt en
miljøskade eller en overhængende fare herfor.
Adgangen til at udstede påbud skal administreres i
overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretslige principper
og grundsætninger, herunder proportionalitetsprincippet.
Kommunalbestyrelsen skal således være opmærksom
på, at der skal være sammenhæng mellem omfanget
og udgiften til den påbudte undersøgelse og omfanget
og arten af miljøskaden eller den overhængende fare
herfor. Hvis undersøgelsen af miljøproblemet
eller risikoen kan foretages lige godt ved flere metoder, skal den
billigste vælges.
Påbudet skal rettes til den ansvarlige for driften af 1)
vandindvindingen, 2) for bortledning af grundvand, eller 3) anden
sænkning af grundvandsstanden 4) for andre aktiviteter, der
kan give anledning til en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder.
I forbindelse med vandforsyning vil der som hovedregel være
sammenfald mellem ejeren af vandforsyningsanlægget og den
ansvarlige for driften af vandindvindingen.
Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at
påbud om oplysninger til brug for vurderingen af, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, som hovedregel skal rettes mod den
ansvarlige for driften, men subsidiært kan påbud rettes
mod ejeren af et vandforsyningsanlæg, hvis den ansvarlige
ikke kan identificeres. Der vil i langt de fleste tilfælde
være lighed mellem ejer og den ansvarlige.
Til nr. 5
Der foreslås et nyt kapitel i vandforsyningsloven,
kapitel 11 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en skade på natur og miljø
indebærer eller kan indebære en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne
definerer miljøskade, overhængende fare for
miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om
oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse
af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
skade på natur og miljø indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede
bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for
miljøskade i kapitel 11 a findes i de øvrige love
på natur- og miljøområdet herunder
jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 11 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at
hvis aktiviteten indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer aktiviteten ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Det bemærkes, at den skade, der evt. måtte
opstå ved at grundvandsstanden stiger, fordi indvindingen af
vand ophører, ikke er omfattet af
miljøansvarsdirektivet.
Det foreslås desuden af lovtekniske grunde, at de
nugældende §§ 69-71 b samles i et nyt kapitel
11 b.
Til § 68
§ 68 fastlægger hvad der skal forstås
ved en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 68 a
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
I bestemmelsens stk. 2 og 3 defineres, hvem der skal
anses for ansvarlig for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade og på
hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med direktivets artikel
3, stk. 1, litra a og b, fastlægges et ubetinget ansvar
for miljøskader eller en overhængende fare for en
miljøskade for aktiviteter nævnt i stk. 2 og et
skyldbaseret ansvar for miljøskader eller en
overhængende fare for en miljøskade for aktiviteter
nævnt i stk. 3.
Til § 68 b
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1
gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 5,
stk. 2, og artikel 6, stk. 1, om underretningspligt og
artikel 5, stk. 1, om afværgepligt. Den ansvarlige for
driften af et vandforsyningsanlæg eller den ansvarlige for
driften af vandindvindingen eller for bortledning af grundvand
eller anden sænkning af grundvandsstanden, bortledning af
grundvand og/eller anden sænkning af grundvandsstanden,
pålægges en ubetinget pligt til at underrette om alle
relevante aspekter af situationen vedrørende en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade til kommunalbestyrelsen. Der skal være tale
om en erhvervsmæssig aktivitet.
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger pligten for den
ansvarlige for driften til straks at underrette tilsynsmyndigheden,
dvs. enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren, om
alle relevante aspekter ved situationen i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare herfor. Efter
stk. 2 skal den ansvarlige for driften straks søge
følgerne af en miljøskade afværget eller
begrænset og træffe nødvendige forebyggende
foranstaltninger, når der er overhængende fare for, at
en miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen
fastlægger ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige
ikke-lovbestemte og i øvrigt gældende forsigtigheds-
og forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men de
særlige regler om miljøskade, herunder
miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for
myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og
kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i
tilfælde af overhængende fare for en
miljøskade.
Efter forslaget i stk. 3 skal kommunalbestyrelsen
føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter
stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu
ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Til § 68 c
Bestemmelsen indeholder hjemmel til at meddele påbud til
den ansvarlige, der ikke har rådighed over den ejendom, hvor
miljøskaden eller den overhængende fare for en
miljøskade er indtrådt. Der er i dag en tilsvarende
hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 83 a og
jordforureningslovens § 44. Bestemmelsen tager sigte
på eksempelvis tilfælde, hvor den ansvarlige har solgt
ejendommen eller opsagt et lejemål, eller miljøskaden
eller den overhængende fare for en miljøskade har
bredt sig til naboarealer.
Efter stk. 2 kan påbud kan påbud efter
stk. 1 udstedes, selv om den ansvarlige ikke har
rådighed over den ejendom, hvor skaden er sket. Bestemmelsen
er nødvendig, fordi det ikke altid er ejeren, der er
ansvarlig for den aktivitet, der har medført skaden. I disse
tilfælde kan tilsynsmyndigheden meddele påbud til den,
der har rådighed over ejendommen, om pligt til at tåle,
at den ansvarlige efterkommer kommunalbestyrelsens påbud om
undersøgelser til dokumentation af skaden, og der skal i
påbuddet fastsættes en pligt til at retablere
ejendommen, efter at undersøgelserne mv. er afsluttet.
Påbuddet har uden tinglysning bindende virkning over den, der
til enhver tid har rådighed over ejendommen, fx en ny
ejer.
Adgangen til at udstede påbud skal administreres i
overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretslige principper
og grundsætninger, herunder
proportionalitetsprincippet.
Til § 68 d
Med bestemmelsen i stk. 1 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b og artikel 8, stk. 4,
litra a, om lempelser fra direktivets ubetingede ansvar på et
offentligretligt grundlag for afhjælpning af indtrådte
miljøskader indenfor lovens område.
Er der indtrådt en miljøskade, har den ansvarlige
for driften således ikke pligt til at begrænse
miljøskadens omfang samt forhindre yderligere
miljøskade, såfremt den ansvarlige for driften kan
godtgøre (omvendt bevisbyrde), at miljøskaden er
forvoldt af tredjemand og skaden er indtrådt til trods for,
at der er truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, eller at
miljøskaden er opstået som følge af at den
ansvarlige har overholdt en ufravigelig forskrift, herunder et
påbud. Undtagelsen gælder dog ikke, hvis påbuddet
eller forskriften skyldes vedkommendes egne aktiviteter. Eksempler
på passende sikkerhedsforanstaltninger kunne være, at
anlægget er forsvarligt aflåst.
Såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at
miljøskaden er forvoldt ved en begivenhed, der er
udtrykkeligt tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelser, eller med
regler, der er så deltaljerede, at de kan sidestilles med en
sådan tilladelse, gælder afværgepligten efter
§ 68 c heller ikke. Som eksempel kan nævnes, at en
kommunal myndighed har givet tilladelse til vandindvinding til et
alment vandværk. I tilladelsen anføres en årlig
indvindingsmængde. Efterfølgende viser det sig, at den
tilladte indvinding påvirker vandområdet sådan,
at der opstår en (ikke-forventet) miljøskade på
vandområdet. Skadevolderen kan ikke gøres ansvarlig,
hvis denne godtgør, at den skadevoldende indvinding var
tilladt, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd. Den
ansvarlige har dog fortsat et ubetinget ansvar for
miljøskader eller overhængende fare herfor, der ikke
kan henføres til den nævnte lempelsesgrund (den
udtrykkelige tilladelse), fx uheld. Som et eksempel på
regler, der er så detaljerede, at de kan sidestilles med en
tilladelse, kan nævnes lovens § 26, stk. 2, 1.
pkt., der fastsætter, i hvilke tilfælde tilladelse til
bortledning af grundvand ikke er nødvendig.
Med bestemmelsen i stk. 2 gennemføres direktivets
artikel 8, stk. 3, litra a og b, om lempelser fra direktivets
ubetingede ansvar på et offentligretligt grundlag for
forebyggelse af overhængende fare for en miljøskade
på lovens område.
Til § 68 e
Hvis kommunalbestyrelsen skønner, at den indtrufne
skade eller den overhængende fare for en skade er af en
karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes
som en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade og der er en
adressat for afgørelsen træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse herom, og sagens videre behandling sker efter
reglerne i miljøskadeloven. Der gælder dog en
undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader,
der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet
EU-land, se herom den foreslåede § 68 f.
Med bestemmelsen i stk. 2 og 3 fastlægges, at der
ikke kan træffes afgørelse efter stk. 1,
såfremt den ansvarlige kan godtgøre, at
miljøskaden eller den overhængende fare er forvoldt
under de nærmere angivet omstændigheder i
§ 68 e. Der henvises til bemærkningerne til
§ 68 e ovenfor.
Godtgøres dette af den ansvarlige for
erhvervsmæssig indvinding, bortledning eller anden
sænkning af grundvandsstanden, træffes der ikke
afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade,
jf. dog § 68 f.
Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i
stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4
i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 68 f
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v.
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet land. Dette gælder i de
situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke
ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en
ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som
nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3, og sagen
dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven.
Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der
foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende
fare herfor.
Med den foreslåede § 68 g sikres endvidere, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 68 g
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at når
der er truffet afgørelsen om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter reglerne i
miljøskadeloven, sendes afgørelsen og det materiale,
der ligger til grund for afgørelsen, til
miljøministeren, så det kan anvendes i den videre
behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske samtidig med, at
kommunalbestyrelsen underretter den ansvarlige.
Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, er det en afgørelse, som kan
påklages til Miljøklagenævnet i medfør af
§ 80. Der henvises i øvrigt til lovforslagets
§ 4, nr. 7, (forslag til ny § 80,
stk. 4-6), idet der foreslås ændringer i kredsen
af klageberettigede i konsekvens af implementeringen af
miljøansvarsdirektivets artikel 12.
Ministerens beføjelser efter bestemmelsen forventes
delegeret til de statslige miljøcentre under
Miljøministeriet.
Med bestemmelsen i stk. 7 sikres det, at
kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen, om, at
der foreligger en miljøskade eller overhængende fare
herfor, som skal behandles efter miljøskadeloven, så
de klageberettigede kan benytte sig af deres klageadgang.
Med bestemmelsen i stk. 8 bemyndiges ministeren til at
fastsætte regler om, hvordan offentliggørelsen skal
foretages, herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres,
hvis der viser sig behov herfor
Vedrørende udskydelse af klageadgangen som
foreslået i stk. 2 henvises til bemærkningerne
nedenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g,
stk. 2, i naturbeskyttelsesloven).
Til § 68 h
Med bestemmelsen gennemføres
miljøansvarsdirektivets artikel 12. Klageberettigede, jf.
lovens § 80 i forhold til afgørelser om, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare herfor, har ret til at anmode kommunalbestyrelsen om at
træffe afgørelse om, hvorvidt en indvinding,
bortledning af grundvand eller anden sænkning af
grundvandet har forårsaget eller udgør en
miljøskade eller en overhængende fare herfor.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at træffe afgørelse
herom.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger
om en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Er en anmodning ikke ledsaget af relevante
oplysninger, har kommunalbestyrelsen ikke pligt til at træffe
afgørelse. Kravet om, at en anmodning om afgørelse
skal være ledsaget af oplysninger og data, skal sikre, at
kommunalbestyrelsen ikke skal behandle uforholdsmæssigt mange
anmodninger, idet der er krav om, at anmodningen underbygges. Selv
om en anmodning ikke underbygges, kan det efter
kommunalbestyrelsens skøn være relevant at føre
tilsyn for at sikre, at der ikke sker eller er sket en
miljøskade eller for at vurdere, om der er tale om en
overhængende fare herfor.
Er anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har
tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse.
Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante
oplysninger kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Bestemmelserne i §§ 68 e-68 g finder også
anvendelse i disse sager.
Til nr. 6
Der er tale om lovtekniske konsekvensændringer som
følge af den foreslåede nye affattelse af
§ 67.
Til nr. 7
Med forslaget til § 80, stk. 4-6,
gennemføres miljøansvarsdirektivets artikel 13, jf.
artikel 2, hvorefter landsdækkende organisationer, der har
beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, bliver
klageberettigede i forhold til afgørelser efter
§ 68 f og § 68 i samt påbud efter
§ 67 om at meddele oplysninger, foretage
undersøgelser m.v. med henblik på kommunalbestyrelsens
afgørelse efter § 68 f
Herudover tilsigtes der med nyaffattelsen af bestemmelsen i
§ 80 ingen ændringer i forhold til den
gældende bestemmelse.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensændring til
straffebestemmelsen, idet manglende efterkommelse af pligten i
§ 68 b bliver strafbelagt.
Til § 5
(Lov om miljøgodkendelse m.v. af
husdyrbrug)
Husdyrloven omfatter alene de husdyrbrug, der er eller bliver
tilladt eller miljøgodkendt efter denne lov, se afsnit
5.1.5.
Til nr. 1
Da lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører miljøansvarsdirektivet, indsættes
en oplysning herom i noten til lovens titel.
Til nr. 2
Den foreslåede nye affattelse af § 52 er
enslydende med den foreslåede affattelse af
miljøbeskyttelseslovens § 71. Den foreslåede
nye affattelse af § 52 er til dels en følge af
miljøansvarsdirektivet, men indebærer derudover en
vis, men i praksis meget begrænset, udvidelse af den
gældende anmeldepligt samt en lovfæstelse af den
hidtidigt forudsatte pligt til i tilfælde af væsentlig
forurening eller overhængende fare for væsentlig
forurening straks at forhindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v. eller afværge faren for forurening.
Til stk. 1
Hidtil har der i medfør af § 52 alene
været en anmeldepligt ved overhængende fare for
væsentlig forurening eller væsentlig forurening hvis
forureningen eller den overhængende fare for forurening
skyldes driftsforstyrrelser eller uheld.
Det findes mest hensigtsmæssigt at udvide
anmeldepligten, så den gælder for alle tilfælde
af væsentlig forurening og overhængende fare for
væsentlig forurening. Dermed behøver anmelderen ikke i
situationen at overveje, hvorvidt der nu er anmeldepligt eller ej.
Det bemærkes i den sammenhæng, at de hidtidige reglers
sondring mellem hvorledes en forurening eller en overhængende
fare for forurening er opstået, næppe har haft
afgørende betydning for anmeldelse af forurening og
overhængende fare for forurening i praksis.
Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal
forstås som omfattende ethvert forhold eller indretning, som
kan give anledning til forurening.
Pligten til at anmelde en forurening eller en
overhængende fare for forurening er ubetinget og
påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det
anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller
forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen
eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder
således også, hvor faren eller forureningen er
forårsaget af en tredjemand f.eks. ved hærværk
eller er en følge af force majeure-lignende forhold som
f.eks. et meget voldsomt stormvejr.
I forhold til den gældende § 52, stk. 1
foreslås væsentlighedsbegrebet ikke ændret.
Udgangspunktet i forhold til vurderingen af, om der er tale om
væsentlig forurening, er som hovedregel, at forurening ikke
vil blive anset som væsentlig, hvis den er i overensstemmelse
med foreliggende emissionsnormer, og der i øvrigt ikke er
grund til at formode, at denne lovlige forurening giver anledning
til ikke forudsete problemer.
Det følger af bestemmelsen, at anmeldepligten ikke
alene indebærer en pligt til at underrette tilsynsmyndigheden
om, at der er opstået en overhængende fare for
forurening eller er sket en forurening, men også en pligt til
at give tilsynsmyndigheden alle relevante oplysninger om den
opståede situation, sådan at tilsynsmyndigheden hurtigt
kan danne sig et indtryk af situationen, herunder situationens
alvor. De oplysninger, der er pligt til at give, omfatter de
oplysninger, anmelderen allerede råder over, og ikke
oplysninger, der kun kan tilvejebringes efter forudgående
udgiftskrævende undersøgelser m.v.
Denne pligt til at give alle relevante oplysninger om en
opstået overhængende fare for forurening eller en sket
forurening fremgår ikke udtrykkeligt af de hidtil
gældende regler om underretning i lovens
§ 52,stk. 1. En anmeldelse forudsætter
imidlertid i sig selv, at der gives et vis minimum af relevante
oplysninger for overhovedet at kunne karakteriseres som en
anmeldelse. Dertil kommer, at det følger af den hidtil
gældende bestemmelse i lovens § 53, stk. 1, 1.
pkt., at den, der er ansvarlig for virksomhed, der kan give
anledning til forurening, efter tilsynsmyndighedens anmodning skal
give alle oplysninger, som har betydning for vurdering af
forurening og for eventuelle forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger.
Pligten til at anmelde forureningen eller den
overhængende fare for forurening til tilsynsmyndigheden
gælder som hidtil, uanset om faren afværges, eller der
straks sker en fuldstændig oprensning efter forureningen, da
myndigheden skal have mulighed for at vurdere, bl.a. om
forureningen eller den overhængende fare for forurening
indebærer, at anlæg, arbejdsprocesser m.v. bør
ændres for at undgå nye tilfælde af forurening
eller overhængende fare for forurening.
Det følger endvidere af miljøansvarsdirektivet,
at alle miljøskader og overhængende fare for
miljøskader skal anmeldes. I de situationer, hvor en
overhængende fare for forurening er opstået eller en
forurening sket, er der sjældent grundlag eller mulighed for
at vurdere, hvorvidt den overhængende fare for forurening
eller forureningen indebærer eller ville kunne indebære
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Der er derfor med den foreslåede
bestemmelse indført en underretningspligt ved al
væsentlig forurening eller overhængende fare for
forurening, herunder miljøskade, således at en
sådan vurdering ikke vil være nødvendig på
det tidspunkt, hvor der skal anmeldes.
Med den foreslåede udformning af underretningspligten
sikres hermed tillige gennemførelsen af
miljøansvarsdirektivets art. 5, stk. 2, og art. 6,
stk. 1.
Til stk. 2:
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2
pålægger den ansvarlige for det forhold eller den
indretning, der har givet anledning til forurening eller
overhængende fare for forurening en pligt til at
afværge den overhængende fare henholdsvis forhindre
yderligere udledning af forurenende stoffer m.v.
Forhold og indretninger, som nævnt i bestemmelsen, skal
forstås som beskrevet i bemærkningerne til
stk. 1.
Pligten gælder i forhold til al overhængende fare
for forurening og pågående udledning af forurenende
stoffer, forudsat væsentlighedskriteriet er opfyldt, se herom
bemærkningerne til stk. 1.
Pligten til at afværge en overhængende fare for
forurening henholdsvis forhindre yderligere forurening er ubetinget
og påhviler den, der er ansvarlig for den indretning, det
anlæg, den aktivitet m.v., som forureningen eller
forureningsfaren hidrører fra, uanset hvordan forureningen
eller faren er opstået eller sket. Pligten gælder
således også, hvor faren eller forureningen er
forårsaget af en tredjemand (der ikke selv griber ind) eller
er en følge af force majeure-lignende forhold som f.eks. et
meget voldsomt stormvejr.
Pligten efter stk. 2 til at afværge en
overhængende fare for forurening henholdsvis forhindre at
yderligere forurening tilføres miljøet, er
begrænset, således at den alene indebærer en
forpligtelse til at gøre, hvad der er øjeblikkeligt
påkrævet og samtidigt umiddelbart er praktisk muligt i
forhold til at afværge faren eller forhindre yderligere
forurening.
Er yderligere foranstaltninger/tiltag nødvendige for at
forebygge forurening eller yderligere forurening må
tilsynsmyndigheden meddele påbud herom efter de
gældende påbudsregler i denne lov, medmindre
forureningen indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for miljøskade, da der i
sådanne tilfælde fremover vil gælde særlige
vidtgående handleforpligtelser, jf. den foreslåede
§ 54 c. Det samme gælder i øvrigt i forhold
til at afhjælpe en sket forurening, hvor en
øjeblikkelig indsats kan være påkrævet for
f.eks. at undgå, at forureningen spreder sig og
forværrer påvirkningen af omgivelserne
væsentligt. Det bemærkes i den sammenhæng, at
sådanne påbud om forebyggelse eller afhjælpning
af forurening kan meddeles som såkaldte straks-påbud,
hvor dette er nødvendigt af hensyn til miljøet,
f.eks. for at forhindre yderligere spredning af forurening i
sårbare omgivelser. At påbuddene meddeles som
straks-påbud indebærer, at de meddeles uden
forudgående varsel, og at klage over påbuddene ikke
tillægges opsættende virkning.
En pligt til at afværge overhængende fare for
væsentlig forurening og forhindre yderligere udledning af
forurenende stoffer m.v. har hidtil været forudsat i lovens
§ 52, stk. 2. Det skal dog bemærkes, at en
undladelse af at afværge som forudsat i den gældende
bestemmelse i lovens § 52, stk. 2. ikke er strafbar,
hvilket vil være tilfældet i forhold til den
foreslåede § 52, stk. 2, jf. den
foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 5
(om § 91 stk. 1, nr. 9).
Til nr. 3
Der foreslås et nyt kapitel i husdyrloven, kapitel 5
a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en forurening, omfattet af loven,
indebærer eller kan indebære en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne
definerer miljøskade, overhængende fare for
miljøskade samt hvem, der kan anses som ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om
oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse
af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
forurening indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende
bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om
miljøskade og overhængende fare for miljøskade
i kapitel 5 a findes i de øvrige love på natur- og
miljøområdet, herunder jordforureningsloven, som er
omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 5 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs.
indebærer forureningen en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer forureningen ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Til § 54 a
Bestemmelsen fastlægger, hvad der skal forstås ved
en miljøskade og en overhængende fare for en
miljøskade. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 54 b
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at
der skal gennemføres ansvarsgennembrud.
Om begrebet »erhvervsmæssig« henvises til
miljøskadelovens § 5, stk. 2 og
bemærkningerne hertil.
Forslaget i stk. 2 fastsætter, at der som
udgangspunkt er tale om et ubetinget ansvar for miljøskade
eller overhængende fare for en miljøskade
forårsaget af aktiviteter omfattet af husdyrloven, jf.
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, idet der dog - som
efter miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven - ikke
opereres med direktivets liste over aktiviteter med ubetinget
ansvar. Enhver forurenende aktivitet, omfattet af husdyrloven, som
medfører en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, er således omfattet af det
ubetingede ansvar.
Efter forslaget i stk. 4 og stk. 5 indføres et
producentansvar på et offentligretligt grundlag for skader,
som anvendelse af produkterne affaldsstoffer og
husdyrgødning til jordbrugsformål forårsager,
for affaldsstoffernes vedkommende for så vidt der i
miljøgodkendelsen er fastsat vilkår herom (ellers
anvendes miljøbeskyttelsesloven og evt.
jordforureningsloven). Producentansvaret omfatter alene skader som
følge af fejl ved produktet. Om baggrunden henvises til de
almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.1.2.
Producentansvaret er subsidiært. Dette indebærer,
at udgangspunktet fortsat, jf. stk. 3, er, at det er den
erhvervsmæssige virksomhed, som bruger disse produkter, der
anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for
afgørelser efter dette kapitel.
Kan brugeren imidlertid godtgøre, at produktet er
anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke
i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse
hermed, kan producenten eller importøren under visse
betingelser anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for
afgørelser efter dette kapitel.
For så vidt angår anvendelse af affaldsstoffer til
jordbrugsformål er producent-/importøransvaret med
stk. 4 og stk. 5 foreslået udformet således, at
producenten eller importøren ikke er ansvarlig for en
udviklingsskade, såfremt producenten/importøren kan
godt gøre, at den skadelige virkning af en forurening som
følge af anvendelse af affaldsstoffer ikke følger af
fejl ved produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig
adfærd ved produktionen eller importen. Ved en fejl ved
produktet forstås her, at affaldsproduktet ikke har opfyldt
de fastsatte kvalitetskrav, jf. § 7 i
bekendtgørelsen om anvendelse af affald til
jordbrugsformål, hvorefter affaldet skal overholde de
fastsatte grænseværdier for en række stoffer og
ikke må indeholde væsentlige mængder af andre
miljøskadelige stoffer.
For så vidt angår anvendelse af
husdyrgødning til jordbrugsformål er
producent-/importøransvaret med stk. 4 og stk. 5
foreslået udformet således, at producenten eller
importøren ikke er ansvarlig for en udviklingsskade,
såfremt producenten/importøren kan godt gøre,
at den skadelige virkning af en forurening som følge af
anvendelse af husdyrgødning ikke følger af fejl ved
produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved
produktionen eller importen. Ved en fejl ved produktet
forstås her, at husdyrgødningen har indeholdt
væsentlige mængder af stoffer eller organismer, der
ikke hidrører direkte fra husdyrenes urin og fækalier,
men som er tilført husdyrgødningen.
Producent-/importøransvaret vil gælde, uanset hvordan
disse fremmede elementer er tilført den leverede
gødning.
Ansvaret efter § 54 b, inkl. producentansvaret
gælder alene for de husdyrbrug, der er reguleret efter
husdyrloven, jf. de indledende bemærkninger til § 5
ovenfor. For andre husdyrbrug gælder reglerne i
miljøbeskyttelsesloven.
I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs.
producenter, der hverken bor eller driver forretning i Danmark, kan
tilsynsmyndigheden i Danmark ikke håndhæve et
påbud overfor vedkommende, hverken i form af et handlekrav
eller pengekrav. I tilfælde af at der er tale om en
udenlandsk bosiddende producent vil det være den
pågældende danske importør, der ifalder ansvaret
og pligten til at efterkomme påbuddet. Den danske
importør må enten i forbindelse med
kontraktindgåelsen om importen sikre sig i forhold til
omfanget af sit ansvar eller efterfølgende anvende
civilretlige midler til at lade producenten bære sin del af
ansvaret.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran
til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 b i
miljøbeskyttelsesloven), idet
producent/importøransvaret for affaldsstoffer og
husdyrgødning til jordbrugsformål er det samme som
efter miljøbeskyttelsesloven. Anvendelse af
handelsgødning, biocider og pesticider er ikke reguleret af
husdyrloven, hvorfor der ikke fastsættes regler svarende til
de foreslåede i miljøbeskyttelsesloven og
jordforureningsloven.
Til § 54 c
Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, om den ansvarliges pligt til at forebygge
en overhængende fare for en miljøskade,
forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter inden for
husdyrlovens område, og artikel 6, stk. 1, litra a om
pligten til at begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade.
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges
pligt til straks og uden forudgående påbud at
iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at
afværge en overhængende fare for en miljøskade
samt, hvis skaden er indtrådt, straks at
iværksætte ethver praktisk gennemførligt tiltag
til at begrænse og hindre yderligere miljøskade.
Bestemmelsen rækker videre end de forpligtelser, der
følger af den foreslåede nye § 52,
stk. 2 (lovforslagets § 5, nr. 2).
Da handlepligterne kan være væsentligt mere
vidtgående end hvad, der følger af gældende ret,
jf. den foreslåede § 52, stk. 2, er det i
§ 54 d foreslået at udnytte de muligheder for at
lempe ansvaret og dermed handlepligterne, som findes i
miljøansvarsdirektivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra a.
Det bemærkes, at handlepligterne og
håndhævelsen heraf forudsætter, at det
umiddelbart er muligt for den ansvarlige at konstatere, at en sket
forurening indebærer, at der er indtrådt en
miljøskade, eller at en overhængende fare for en
miljøskade er opstået. Er dette ikke tilfældet,
håndteres forureningen efter lovens øvrige
regler.
Efter forslaget i stk. 2 skal tilsynsmyndigheden
føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter
stk. 1 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er
truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Til § 54 d
Med forslaget lempes under visse betingelser i
overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra a, pligten til efter § 54 c,
stk. 2, at iværksætte forebyggende og
afværgende foranstaltninger.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten
til at træffe afværgende foranstaltninger ikke
gælder, hvis den ansvarlige for en miljøskade kan
godtgøre, at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand
og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser over for forurening, som skyldes den
ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af
og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse
eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd.
For så vidt angår undtagelsen nævnt i
stk. 1, nr. 3 bemærkes, at denne ansvarsfrihedsgrund er
muliggjort i direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Det er
ikke alle tilladelser/godkendelser, der kan leve op til direktivets
ordlyd. Det vurderes, at »en udtrykkelig tilladelse«
vil være en tilladelse, hvor der er taget stilling til
mængden og karakteren af udledningen, herunder (hvor
relevant) i hvilket tidsrum, den kan udledes (f.eks. samlet
mængde af stof udledt over måned eller et år og
max. koncentrationer af stoffet i udledningen) - og hvordan og til
hvilken ressource, udledning kan ske.
Som altovervejende udgangspunkt vil en miljøgodkendelse
efter husdyrlovens kapitel 3 opfylde disse krav for så vidt
angår de emissioner/begivenheder godkendelsen omfatter,
forudsat at virksomheden i ansøgningen har leveret de
relevante oplysninger.
Af stk. 2, følger, at pligten til at træffe
forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den
ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at den overhængende fare for en
miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller
er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2
ovenfor). Den ansvarlige kan således ikke
påberåbe sig, at emissionen eller begivenheden var i
overensstemmelse med en udtrykkelig tilladelse, når der er
tale om pligten til at træffe forebyggende foranstaltninger.
Dette følger af direktivets artikel 8, stk. 4, litra
a.
For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den
ansvarlige, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt
bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes
må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af
samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under
alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse
sagen bedst muligt ved at give oplysninger om
hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks.
journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.
Det fremgår af stk. 3, at en producent eller
importør ikke kan påberåbe sig, at der
foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed. Hermed
fastholdes, at der gælder et ubetinget ansvar i disse
situationer.
Til § 54 e
Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften,
brugeren, producenten eller importøren påbud om for
egen regning at give oplysninger, foretage undersøgelser
m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
herfor som fastlagt i miljøskadelovens
§§ 7-11, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også
udstedes, selv om den ansvarlige for driften, brugeren, producenten
eller importøren ikke har rådighed over den ejendom,
som er berørt af forureningen, og hvor eventuelle
undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er
nødvendig, fordi det ikke altid er sådan, at den, der
er ansvarlig for den aktivitet, der har medført
forureningen, også har rådighed over den forurenede
ejendom. I disse tilfælde skal der i påbudet
fastsættes pligt til reetablering af ejendommen, efter at
undersøgelserne m.v. er afsluttet.
Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele
påbud til den, der har rådighed over ejendommen om
pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften, brugeren,
producenten eller importøren efterkommer tilsynsmyndighedens
påbud om undersøgelser mv. af forureningen og dens
konsekvenser.
Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til
enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er
påvist en forurening, jf. stk. 4.
Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme
tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser
m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens
§ 73's forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal
forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne
meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en
ekspropriation.
Til § 54 f
Det følger af bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden i de
tilfælde, hvor en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, skal træffe udtrykkelig afgørelse
herom, når denne miljøskade eller overhængende
fare herfor skal behandles efter miljøskadeloven. Der skal
således ikke træffes afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, hvis der ikke er en adressat for
afgørelsen, dvs. i de tilfælde, hvor det ikke kan
fastslås, fra hvilke erhvervsmæssige aktiviteter
forureningen hidrører, eller hvem der er den ansvarlige for
driften af disse aktiviteter og dermed for miljøskaden eller
den overhængende fare herfor.
Der gælder dog en undtagelse herfra for så vidt
angår miljøskader, der påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land, se herom den
foreslåede § 54 g.
Efter stk. 2 og 3 kan der ikke træffes
afgørelse hvis den ansvarlige kan godtgøre, at
ansvarsfrihedsgrundene i § 54 d, stk. 1 eller 2,
foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse
bestemmelser. Den eventuelt fortsatte behandling af sagen vil i
så fald ske efter de hidtil gældende regler.
Efter stk. 4 kan producenten eller importøren
heller ikke i denne situation påberåbe sig, at der
foreligger en udtrykkelig tilladt emission eller begivenhed.
Det bemærkes, at det ofte vil være en
forudsætning for, at tilsynsmyndigheden kan træffe
afgørelse om, hvorvidt en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, at det er undersøgt, hvordan og
hvornår forureningen er forårsaget og hvad
forureningens konsekvenser er for den eller de berørte
naturressourcer. Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er
tale om en miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til
den foreslåede § 54 i, hvorefter en klageberettiget
under visse omstændigheder kan kræve, at der
træffes afgørelse.
Det foreslås med stk. 5, at miljøministeren
får hjemmel til at fastsætte regler om, at
tilsynsmyndighedens afgørelse om, at der foreligger en sag,
der skal behandles efter miljøskadeloven, i en midlertidig
periode skal forelægges for miljøministeren (som
forventes at delegere denne kompetence til Miljøministeriets
miljøcentre). Det foreslås desuden, at der bliver
hjemmel til at udskyde klage over den bindende udtalelse som en
parallel til, at klage over tilsynsmyndighedens afgørelse af
spørgsmålet udskydes. Der henvises herom til
bemærkningerne til § 1, nr. 5, om den
foreslåede nye § 73 f, stk. 4.
Til § 54 g
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v.
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at tilsynsmyndigheden skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder i
de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning
ikke ville blive truffet en afgørelse herom, jf.
§ 54 f, dvs. hvor der ikke er en ansvarlig for
miljøskaden, fx. fordi der foreligger forhold som
nævnt i 54 d, stk. 1, nr. 1-3, eller den ansvarlige ikke
kan findes, og sagen dermed ikke skal behandles efter
miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder kun i de
tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade og ikke
blot en overhængende fare herfor.
Med den foreslåede § 54 h sikres, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 54 h
Det følger af stk. 1, at når der er truffet
afgørelse om, at en forurening indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare herfor, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, sendes
afgørelsen og det materiale, der ligger til grund for
afgørelsen, til miljøministeren (de lokale
miljøcentre under Miljøministeriet), så det kan
anvendes i den videre behandling af sagen. Fremsendelsen skal ske
samtidig med, at tilsynsmyndigheden underretter den ansvarlige for
miljøskaden eller den overhængende fare for
miljøskade.
Når der træffes afgørelse om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade, er det en afgørelse, som
kan påklages til Miljøklagenævnet efter lovens
kapitel 7.
For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede bliver
underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås
det, at afgørelserne skal offentliggøres.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere
regler om offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og
hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor.
Vedrørende udskydelse af klageadgang som
foreslået i stk. 4, henvises til bemærkningerne
til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 h,
stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 54 i
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 i, i
miljøbeskyttelsesloven). Om hvem der er klageberettiget, se
ændringerne til § 87 (ændring nr. 4)
Til nr. 4
Der er tale om en konsekvensændring af
§§ 61 og 62, som betyder, at lokale og
landsdækkende foreninger og organisationer, der har
beskyttelse af natur og miljø som hovedformål og
tilsvarende landsdækkende foreninger og organisationer, kan
underrette kommunalbestyrelsen og miljøministeren om, at der
ønskes underretning om afgørelser efter kapitel 5 a.
Det samme gælder foreninger og organisationer, der efter
deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser. Dette betyder samtidig, at de lokale
foreninger og organisationer, som er omfattet af bestemmelsen, vil
kunne klage over disse afgørelser.
Med ændringerne af § 87, stk. 1 og 2,
foreslås tilsvarende en udvidelse af klageadgangen for
landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, således at også de kan klage over
afgørelserne efter kapitel 5 a. Det samme gælder under
visse betingelser landsdækkende foreninger og organisationer,
der efter deres vedtægter har til formål at varetage
væsentlige rekreative interesser.
Forslaget skal bidrage til gennemførelse af
miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Der rettes samtidig op på en fejl i de gældende
regler, således at de nævnte foreninger ikke alene kan
bede om underretning om afgørelser efter kapitel 3 om
tilladelser og godkendelser, men også kapitel 4 om
påbud, forbud og revurdering, ligesom de bliver
klageberettigede i forhold til disse afgørelser.
Til nr. 5
Det foreslås, at klage over påbud om at give
oplysninger eller foretage undersøgelser med henblik
på at vurdere, om der foreligger en miljøskade eller
en fare for en miljøskade, jf. den foreslåede nye
§ 54 e, tillægges opsættende virkning. Dette
gælder dog ikke, jf. stk. 2, hvis kommunalbestyrelsen har
bestemt, at påbud skal efterkommes straks, medmindre
Miljøklagenævnet bestemmer andet. Efter stk. 3 kan
Miljøklagenævnet ligeledes beslutte, at klage skal
have opsættende virkning, selv om kommunalbestyrelsen har
besluttet, at dette ikke skulle være tilfældet.
Dette gælder i forvejen for påbud efter lovens
§ 39 og § 42.
Til nr. 6
Der rettes op på en fejl i de gældende regler,
således at Danmarks Fiskeriforening og
Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage
afgørelser om de spørgsmål, der nævnes i
bestemmelsen - ikke alene efter kapitel 3 om tilladelser og
godkendelser, men også kapitel 4 om påbud, forbud og
revurdering.
Til nr. 7
Da afgørelserne efter de foreslåede bestemmelser
i kapitel 5 a er komplekse, findes det ligesom efter
miljøbeskyttelsesloven rimeligt at ændre
søgsmålsfristen, således at den er 12
måneder for afgørelser efter kapitel 5 a.
Til nr. 8 og 9
Den foreslåede ændring i nr. 8 er alene en
konsekvensændring. I lighed med hvad der foreslås efter
miljøbeskyttelsesloven gøres det med forslaget i nr.
9 strafbart at undlade straks at afværge en
overhængende fare for forurening eller forhindre yderligere
udledning af forurenende stoffer m.v. efter forslagets
§ 52, stk. 2. Med forslaget gøres det
endvidere strafbart at undlade at træffe foranstaltninger og
tiltag som krævet i § 54 c.
Til § 6
(Lov om miljø og genteknologi)
Til nr. 1
Da lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører miljøansvarsdirektivet, indsættes
en oplysning herom i noten til lovens titel.
Til nr. 2
Der foreslås et nyt kapitel i lov om miljø og
genteknologi, kapitel 3 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en skade, omfattet af loven, indebærer
eller kan indebære en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne
definerer miljøskade, overhængende fare for
miljøskade samt hvem, der kan anses som ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om
oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse
af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
skade indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Tilsvarende
bestemmelser som de foreslåede bestemmelser om
miljøskade og overhængende fare for miljøskade
i kapitel 3 a findes i de øvrige love på natur- og
miljøområdet, herunder jordforureningsloven, som er
omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 3 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Dvs.
indebærer en skade en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer den ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Til § 25 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 3 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 25 b
I hovedsagen gives tilladelse til tre former for anvendelse af
genmodificerede organismer (udover forskning i laboratorier) efter
lov om miljø og genteknologi. I forbindelse med
afgørelser om godkendelser meddeler godkendelsesmyndigheden,
hvilke vilkår godkendelsen er givet på. Det er så
den virksomhed eller person, som udnytter afgørelsen, der er
ansvarlig for overholdelsen af vilkårene, og myndighederne
fører tilsyn med, om disse vilkår overholdes.
For produktion, hvor der anvendes genetisk modificerede
organismer (GMO'er), vil der i almindelighed være tale om
relativt store virksomheder, der anvender genmodificerede
mikroorganismer til produktion af medicinske produkter eller
enzymer.
Ved udsætning i ethvert andet øjemed end
markedsføring (forsøgsudsætninger) kan der
både være tale om små biotech-virksomheder eller
større virksomheder - fx inden for produktion af
frø.
I forbindelse med egentlig markedsføring af GMO'er
eller produkter, hvori disse indgår, meddeles
afgørelse på EU-niveau. Der er ikke nogle danske
firmaer endnu, der har fået sådanne
markedsføringsgodkendelser.
Produktion, transport, anvendelse m.v. af genetisk
modificerede organismer er en aktivitet, som er nævnt i
miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 10 og 11. Det
indebærer som udgangspunkt, at ansvar for en
miljøskade (på både beskyttede
arter/internationale naturbeskyttelsesområder, vand og jord)
forårsaget af denne aktivitet er et ubetinget ansvar, jf.
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a.
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. Det er ikke indeholdt i bestemmelsens formulering, at
der skal gennemføres ansvarsgennembrud.
Forslaget i stk. 2 fastsætter, at der som
udgangspunkt er tale om et ubetinget ansvar for miljøskade
eller overhængende fare for miljøskade
forårsaget af GMO'er, jf. direktivets artikel 3, stk. 1,
litra a. Bestemmelsen kan f.eks. omfatte den, der transporterer
GMO'er, eller foretager prøveudsætning af
GMO'er.
Med forslaget i stk. 4 indføres et producentansvar
på et offentligretligt grundlag for skader som følge
af fejl ved produktet eller udviklingsskader, dvs. skader som
følge af produktet, uanset om producenten kunne
påvise, at produktet ikke ansås at ville
forårsage en skade ifølge den videnskabelige og
tekniske viden på det pågældende tidspunkt. Om
baggrunden henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
5.1.1.2.
Producentansvaret er subsidiært. Dette indebærer,
at udgangspunktet fortsat er, at det er den erhvervsmæssige
virksomhed, som bruger disse produkter (jf. forslagets
stk. 3), der anses som den ansvarlige og dermed rette adressat
for afgørelser efter dette kapitel.
Kan brugeren imidlertid godtgøre, at produktet er
anvendt i overensstemmelse med forskrifterne herfor, og at der ikke
i øvrigt er udvist uforsvarlig adfærd i forbindelse
hermed, kan producenten eller importøren under visse
betingelser anses som den ansvarlige og dermed rette adressat for
afgørelser efter dette kapitel.
I forhold til udenlandsk bosiddende producenter, dvs.
producenter, der ikke har adresse i Danmark, vil tilsynsmyndigheden
i Danmark ikke kunne håndhæve et påbud overfor
vedkommende. I sådanne tilfælde vil påbud skulle
rettes mod den danske importør. Den danske importør
må enten i forbindelse med kontraktindgåelsen om
importen sikre sig i forhold til omfanget af sit ansvar eller
efterfølgende anvende civilretlige midler til at lade
producenten bære sin del af ansvaret.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran
til § 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 b i
miljøbeskyttelsesloven) og for producentansvaret
særligt til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.7 og
bemærkningerne vedrørende
miljøbeskyttelseslovens § 73 b.
Til § 25 c
Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1 og 2, om den ansvarliges pligt til at
forebygge og underrette tilsynsmyndigheden om en overhængende
fare for en miljøskade, forårsaget af
erhvervsmæssige aktiviteter inden for genteknologilovens
område, og artikel 6, stk. 1, om øjeblikkelig
underretning af miljøministeren i tilfælde af, at der
er opstået en miljøskade, og om begrænsning af
skadens omfang.
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges
pligt til straks at underrette miljøministeren om alle
relevante aspekter ved situationen i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare herfor. Efter
stk. 2 skal den ansvarlige straks søge følgerne
af en miljøskade afværget eller begrænset og
træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger,
når der er overhængende fare for, at en
miljøskade vil indtræde. Bestemmelserne skal ses i
sammenhæng med lovens § 24, stk. 2, der
indeholder en antagelse om en almindelig pligt til forebyggelse af
uheld i forbindelse med håndtering af GMO'er.
Efter forslaget i stk. 3 skal miljøministeren
føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter
stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu
ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Til § 25 d
Med forslaget lempes under visse betingelser i
overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3, litra a og
b, og stk. 4, litra a, pligten til efter § 25 c,
stk. 2, at iværksætte forebyggende og
afværgende foranstaltninger.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten
til at træffe afværgende foranstaltninger ikke
gælder, hvis den ansvarlige for en miljøskade kan
godtgøre, at miljøskaden 1) er forårsaget af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser over for negativ påvirkning som
skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved
en udledning eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i
medfør af og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i
en tilladelse eller med regler, der er så detaljerede, at
disse kan sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke
skyldes egen uforsvarlig adfærd.
Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe
forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den
ansvarlige for en overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at den overhængende fare for en
miljøskade enten er forårsaget af en tredjemand eller
er en følge af ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2
ovenfor).
For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den
ansvarlige, der skal godtgøre, at betingelserne for
ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt
bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes
må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af
samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under
alle omstændigheder den ansvarlige at oplyse sagen bedst
muligt ved at give oplysninger om hændelsesforløbet og
ved hjælp af f.eks. journaler, regnskabsoplysninger,
egenkontrol og lignende.
Det fremgår af stk. 3, at en producent eller
importør ikke kan påberåbe sig, at der
foreligger en udtrykkelig tilladt aktivitet som lempelsesgrund.
Hermed fastholdes, at der gælder et ubetinget ansvar i disse
situationer.
Til § 25 e
Tilsynsmyndigheden kan meddele den ansvarlige for driften,
brugeren, producenten eller importøren påbud om at
give oplysninger, for egen regning at foretage undersøgelser
m.v., som er nødvendige for bedømmelsen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
herfor som fastlagt i miljøskadelovens
§§ 7-11, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Påbuddet kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Efter forslaget i stk. 2 kan påbud også
udstedes, selv om den ansvarlige for driften, eller brugeren,
producenten eller importøren ikke har rådighed over
den ejendom, som er berørt, og hvor eventuelle
undersøgelse m.v. skal gennemføres. Bestemmelsen er
nødvendig, fordi det ikke altid er sådan at den, der
er ansvarlig for den aktivitet, der har medført skaden,
også har rådighed over ejendommen. I disse
tilfælde skal der i påbudet fastsættes pligt til
retablering af ejendommen efter, at undersøgelserne m.v. er
afsluttet.
Efter forslaget i stk. 3 kan tilsynsmyndigheden meddele
påbud til den, der har rådighed over ejendommen om
pligt til at tåle, at den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren efterkommer
tilsynsmyndighedens påbud om undersøgelser mv. af
skaden og dens konsekvenser.
Der kan ikke udelukkes, at der vil kunne forekomme
tilfælde, hvor gennemførelse af undersøgelser
m.v. vil udgøre en ekspropriation i grundlovens
§ 73's forstand. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 skal
forstås med den begrænsning, at der ikke vil kunne
meddeles påbud, hvor påbuddene vil udgøre en
ekspropriation.
Til § 25 f
Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at den indtrufne skade
eller den overhængende fare for en skade er af en karakter,
så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, og der er en
adressat for afgørelsen træffer tilsynsmyndigheden
afgørelse herom, og sagens videre behandling sker efter
reglerne i miljøskadeloven. Der gælder dog en
undtagelse herfra for så vidt angår miljøskader,
der påvirker eller kan forventes at påvirke et andet
EU-land, se herom den foreslåede § 25 g.
Efter stk. 2 og 3 kan en sådan afgørelse dog
ikke træffes, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at
lempelsesgrundene i § 25 d, stk. 1, 2 eller 3,
foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til disse
bestemmelser. Producenten eller importøren kan heller ikke i
denne situation påberåbe sig, at der foreligger en
udtrykkelig tilladt aktivitet.
Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til
den foreslåede § 25 i, hvorefter en klageberettiget
under visse omstændigheder kan kræve, at der
træffes afgørelse.
For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede bliver
underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås
det med stk. 4, at afgørelserne skal
offentliggøres. Miljøministeren kan efter stk. 5
fastsætte nærmere regler om offentliggørelsen,
herunder f.eks. om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der
viser sig behov herfor, eller at offentliggørelse kan ske
på en hjemmeside.
Til § 25 g
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet land. Dette gælder i de
situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning ikke
ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er en
ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger forhold som
nævnt i § 25 f, stk. 2, nr. 1-3, og skaden
dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven.
Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der
foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende
fare herfor
Det forudsættes, at miljøministeren underretter
det pågældende EU-land.
Til § 25 h
Forslaget om udskydelse af klageretten skal sikre, at
sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af
en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det
foreslås, at tilsynsmyndighedens afgørelse om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade først skal kunne påklages som
led i en klage over et påbud efter miljøskadeloven.
Hermed sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet
af en klagesagsbehandling, førend sagen tages op til
behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes
samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen
over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen
skal indgives til miljøcenteret.
Til § 25 i
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 i, i
miljøbeskyttelsesloven).
Til nr. 3
Forslaget fastlægger kredsen af klageberettigede i en
sag om miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12. De foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på natur- og
miljøområdet.
Til nr. 4
Bestemmelsen fastsætter, at klage har opsættende
virkning, medmindre Miljøklagenævnet beslutter
andet.
Til nr. 5
Forslaget fastsætter i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13, at afgørelser
efter kapitel 3 a kan påklages til
Miljøklagenævnet.
Til nr. 6
Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give
underretning eller træffe foranstaltninger eller tiltag som
krævet i forslag til ny § 25 c.
Til § 7
(Lov om naturbeskyttelse)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2
Forslaget er en konsekvens af forslagene i nr. 3 (forslag til
nyt kapitel 11 a). Henvisningen til reglerne om ansvar for en
miljøskade indebærer, at ejer/bruger ikke i den
periode, hvor det ikke er afklaret, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, der skal behandles efter miljøskadeloven,
kan blive mødt med påbud om genopretning efter
reglerne i naturbeskyttelsesloven.
Hvis den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade enten ikke kan
findes eller ikke er betalingsdygtig, vil de regler, som
gælder i dag, være gældende, nemlig en ubetinget
pligt for ejeren eller brugeren af en ejendom til at berigtige
ulovlige forhold. Der vil dog ikke være tale om så
omfattende afhjælpning, som miljøskadeloven
kræver, men kun genopretning til lovlig tilstand.
Efter administrativ praksis stilles der ikke i dag krav om
genopretning til lovlig tilstand eller betaling herfor af grundejer
eller bruger, hvor det beviseligt er en fremmed, der er
trængt ind på ejendommen og har foretaget den ulovlige
ændring af tilstanden. Derimod rejser tilsynsmyndigheden
sager, hvor det er den tidligere ejer, eller hvor det er en
entreprenør antaget af ejeren eller brugeren, som har
foretaget den aktivitet, der har ført til den ulovlige
tilstand. Hvis den skadegørende handling finder sted i ejers
eller brugers interesse, findes derfor ejer eller bruger
nærmest til at bære omkostninger til genopretning af en
ulovlig tilstand. Bestemmelsen har kun selvstændig betydning
i tilfælde af, at der ikke er sammenfald mellem den
ansvarlige og ejer/bruger.
Til nr. 3
Der foreslås et nyt kapitel i naturbeskyttelsesloven,
kapitel 11 a.
Kapitlet indeholder de særlige bestemmelser, der skal
gælde, når en skade på natur og miljø
indebærer eller kan indebære en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade. Bestemmelserne
definerer miljøskade, overhængende fare for
miljøskade samt, hvem der kan anses som ansvarlig for en
miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmelser om
oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse
af forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
skade på natur og miljø indebærer en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsvarende bestemmelser som de foreslåede
bestemmelser om miljøskade og overhængende fare for
miljøskade i kapitel 11 a findes i de øvrige love
på natur- og miljøområdet herunder
jordforureningsloven, som er omfattet af dette lovforslag.
Bestemmelserne i kapitel 11 a og de tilsvarende bestemmelser i
de øvrige love på natur- og miljøområdet
skal som beskrevet i de almindelige bemærkninger sikre, at
alle de negative påvirkninger af natur og miljø, som
indebærer miljøskade eller overhængende fare for
miljøskade, identificeres og behandles i overensstemmelse
med de særlige krav til sagernes behandling, som
følger af miljøansvarsdirektivet. Det vil sige, at
hvis aktiviteten indebærer en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, behandles denne
efter miljøskadeloven. Indebærer aktiviteten ikke en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler.
Efter naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1,
påhviler det ejeren eller brugeren af en ejendom at berigtige
et ulovligt forhold på arealet. Dette gælder også
i de situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af
andre end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om
et ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold
efter naturbeskyttelsesloven.
Forslaget flytter ansvaret for at berigtige et ulovligt
forhold, der skyldes uforsvarlig adfærd, dvs. fejl eller
forsømmelse, fra grundejer/bruger til den, der er
ansvarlig for en miljøskade eller overhængende fare
herfor. Forslaget har kun selvstændig betydning, når
den ansvarlige er en anden end ejendommens ejer eller bruger.
Ansvaret for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade på beskyttede arter og
internationale naturbeskyttelsesområder er et almindeligt
skyldbaseret ansvar. Det påhviler tilsynsmyndigheden, dvs.
enten kommunalbestyrelsen eller miljøministeren
(miljøcentret) at godtgøre, at miljøskaden
eller den overhængende fare for en miljøskade er sket
som følge af fejl eller forsømmelse fra den
ansvarliges side.
Til § 77
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 11 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og
bemærkningerne hertil. Hvis en mulig miljøskade eller
overhængende fare for en miljøskade på en
beskyttet art eller et internationalt naturbeskyttelsesområde
er forårsaget fx af en forurening, skal sagen efter lex
specialis-princippet behandles efter reglerne i den relevante
særlov, dvs. miljøbeskyttelsesloven, husdyrloven eller
jordforureningsloven. Det indebærer, at der er tale om et
ubetinget ansvar (med de mulige lempelsesgrunde), og at evt.
oplysningspåbud og tålepåbud samt
afgørelse om sagens videre behandling efter
miljøskadeloven sker efter reglerne i den relevante
lov.
Til § 77 a
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
I stk. 2 defineres, hvem der skal anses som ansvarlig for
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag.
I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b,
fastlægges skyldbaseret ansvar for denne type af
miljøskade. Det vil sige, det påhviler myndighederne
at godtgøre, at der foreligger et ansvar.
Som et eksempel på, at en anden end grundejeren
udfører aktiviteter på en ejendom kan nævnes en
maskinstation, der på entreprenørbasis udfører
arbejde på en landbrugsejendom. Det er opfattelsen, at den
ansvarlige for en miljøskade i denne situation vil
være landmanden, uanset om skaden er forvoldt af
entreprenøren. Landmanden må således sikre sig i
sit forhold til maskinstationen.
Til § 77 b
Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets
artikel 5, stk. 1, om den ansvarliges pligt til at forebygge
og underrette tilsynsmyndigheden om en overhængende fare for
en miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder forårsaget af
erhvervsmæssige aktiviteter inden for naturbeskyttelseslovens
område og artikel 6, stk. 1, om øjeblikkelig
underretning af tilsynsmyndigheden i tilfælde af, at der er
opstået en miljøskade, og om begrænsning af
skadens omfang.
Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger den ansvarliges
pligt til straks at underrette tilsynsmyndigheden, dvs. enten
kommunalbestyrelsen eller miljøministeren, om alle relevante
aspekter ved situationen i tilfælde af en miljøskade
eller en overhængende fare herfor. Efter stk. 2 skal den
ansvarlige straks søge følgerne af en
miljøskade afværget eller begrænset og
træffe nødvendige forebyggende foranstaltninger,
når der er overhængende fare for, at en
miljøskade vil indtræde. Bestemmelsen fastlægger
ikke en almindelig forebyggelsespligt. Almindelige ikke-lovbestemte
og i øvrigt gældende forsigtigheds- og
forebyggelsesprincipper gælder dog fortsat. Men de
særlige regler om miljøskade, herunder
miljøskadelovens bestemmelser med beføjelser for
myndighederne til at påbyde afhjælpende, supplerende og
kompenserende foranstaltninger m.v., aktiveres først i
tilfælde af overhængende fare for en
miljøskade.
Efter forslaget i stk. 3 skal tilsynsmyndigheden
føre tilsyn med, at den umiddelbare handlepligt efter
stk. 1 og 2 opfyldes på et tidspunkt, hvor der endnu
ikke er truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Tilsynsmyndighedens forpligtelser
ophører, når der er truffet afgørelse efter
miljøskadeloven eller der træffes forbyggende
foranstaltninger eller øvrige tiltag efter
miljøskadeloven.
Til § 77 c
Efter forslaget kan tilsynsmyndigheden, dvs. enten
kommunalbestyrelsen eller miljøministeren
(miljøcentret), meddele den ansvarlige for driften
påbud om for egen regning at give oplysninger, foretage
målinger m.v., som er nødvendige for
bedømmelsen af, om der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare herfor. Det forudsættes, at
tilsynsmyndigheden ved administration af denne bestemmelse vil
være tilbageholdende med at kræve
omkostningskrævende undersøgelser mv., hvis der ikke
foreligger en vis grad af sandsynlighed for, at der er tale om en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade som defineret i miljøskadeloven.
Bestemmelsen skal i lighed med de øvrige bestemmelser
administreres i overensstemmelse med det ulovbestemte princip om
proportionalitet i forvaltningens beslutninger.
Påbuddet kan påklages til Naturklagenævnet,
jf. nr. 6 (forslag til ny § 86, stk. 2).
Til § 77 d
Efter forslaget kan påbud efter § 77 c
udstedes, selv om den ansvarlige ikke har rådighed over den
ejendom, hvor skaden er sket. Bestemmelsen er nødvendig,
fordi det ikke altid er ejeren, der er ansvarlig for den aktivitet,
der har medført skaden. I disse tilfælde kan
tilsynsmyndigheden meddele påbud til den, der har
rådighed over ejendommen, om pligt til at tåle, at den
ansvarlige efterkommer tilsynsmyndighedens påbud om
undersøgelser til dokumentation af skaden, og der skal i
påbuddet fastsættes en pligt til at retablere
ejendommen, efter at undersøgelserne mv. er afsluttet.
Påbuddet har uden tinglysning bindende virkning over den, der
til enhver tid har rådighed over ejendommen, fx en ny
ejer.
Ejendommens ejer vil normalt være interesseret i, at den
ansvarlige får adgang til ejendommen med disse formål
for at begrænse skaden på ejendommen, og udgangspunktet
er således, at ejeren frivilligt medvirker til
undersøgelse af skaden og dokumentation af den, hvor ejeren
ikke selv er den ansvarlige.
Undersøgelserne vil normalt kun føre til et
begrænset indgreb i ejerens eller andre rettighedshaveres
rådighed over ejendommen, og påbud vil derfor kunne
gennemføres erstatningsfrit.
Til § 77 e
Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at det foreliggende
forhold er af en karakter, så det opfylder betingelserne for
at kunne betegnes som en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, jf. miljøskadelovens
§§ 7, 10, 11, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, og der er en
adressat for afgørelsen træffer myndigheden
afgørelse herom. Der gælder dog en undtagelse herfra
for så vidt angår miljøskader, der
påvirker eller kan forventes at påvirke et andet
EU-land, se herom den foreslåede § 77 f. Hvis
kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, skal den dog først
indhente en bindende udtalelse herom fra miljøministeren
(miljøcentret), jf. forslag til stk. 2.
Kommunalbestyrelsen overgiver sagen til miljøministeren
(miljøcentret) til videre behandling efter reglerne i
miljøskadeloven.
Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til
den foreslåede § 77 f, hvorefter en klageberettiget
under visse omstændigheder kan kræve, at der
træffes afgørelse.
Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i
stk. 2 henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4
i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 77 f
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v.
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder i
de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige ordning
ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der ikke er
en ansvarlig for miljøskaden, og sagen dermed ikke skal
behandles efter miljøskadeloven. Bestemmelsen gælder
kun i de tilfælde, hvor der foreligger en miljøskade
og ikke blot en overhængende fare herfor
Med den foreslåede § 77 g sikres, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 77 g
Forslaget om udskydelse af klageretten skal sikre, at
sagsbehandlingen ikke unødigt forsinkes som følge af
en opdeling af sagsbehandlingen i to delafgørelser. Det
foreslås, at afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade først skal kunne påklages som led i
en klage over et påbud efter miljøskadeloven. Hermed
sikres, at miljøcenteret ikke skal afvente resultatet af en
klagesagsbehandling, førend sagen kan tages op til
behandling efter miljøskadeloven. Det fastsættes
samtidig, at klagefristen løber i samme tidsrum som klagen
over afgørelsen efter miljøskadeloven, og at klagen
skal indgives til miljøcenteret. For at sikre, at den brede
kreds af klageberettigede bliver underrettet om tilsynsmyndighedens
afgørelse, foreslås det, at afgørelserne skal
offentliggøres. Miljøministeren kan fastsætte
nærmere regler om offentliggørelsen, herunder f.eks.
om hvor og hvordan der skal annonceres, hvis der viser sig behov
herfor, eller at offentliggørelse kan ske på en
hjemmeside.
Til § 77 h
Forslaget gennemfører miljøansvarsdirektivets
artikel 12, som fastlægger, at myndighederne har pligt til at
træffe passende foranstaltninger, når visse fysiske
personer, organisationer m.v. henvender sig med relevante
oplysninger og data om en evt. miljøskade eller en
overhængende fare herfor. Forslaget skal sammenholdes med
forslaget i § 7, nr. 6, der fastlægger kredsen af
klageberettigede i en sag om en miljøskade, jf.
bemærkningerne hertil.
Med bestemmelsen om, at en anmodning skal være ledsaget
af relevante oplysninger og data m.v. sikres, at anmodningen skal
være underbygget, før tilsynsmyndigheden skal
iværksætte en sagsbehandling efter disse regler. Er
anmodningen ikke ledsaget af relevante oplysninger, har
tilsynsmyndigheden ikke pligt til at træffe afgørelse.
Afgørelse om, at anmodningen ikke er ledsaget af relevante
oplysninger kan påklages til Naturklagenævnet.
Bestemmelserne i §§ 77 e-77 g finder anvendelse
i disse sager.
Til nr. 4
Forslaget indebærer, at påbud og afgørelser
efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet i
overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Forslaget skal sammenholdes med forslag til ny § 77 e,
stk. 4, om udskydelse af klageadgangen.
Til nr. 5-7
Forslagene fastlægger kredsen af klageberettigede i en
sag om en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12. Kredsen er ikke helt den samme som i andre sager efter
naturbeskyttelsesloven, idet også enhver, som har en
væsentlig, individuel interesse i sagen, foreslås som
klageberettiget.
De foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på natur- og
miljøområdet.
Offentlige myndigheder foreslås, modsat
naturbeskyttelsesloven i øvrigt, ikke generelt som
klageberettigede i sager om miljøansvar. I det omfang en
miljøskadesag rejses mod en offentlig myndighed som den
ansvarlige for skaden, vil myndigheden - som havende en individuel,
væsentlig interesse i sagen - være klageberettiget
på lige fod med private ansvarlige.
Desuden foreslås det, at klage over afgørelser
efter kapitel 11 a har opsættende virkning, medmindre
Naturklagenævnet beslutter andet.
Til nr. 8 og 9
Med forslagene gøres det strafbart at undlade at
efterkomme påbud efter § 77 c eller undlade at give
underretning eller træffe foranstaltninger som krævet
efter § 77 b, stk. 1 og 2.
Til § 8
(Lov om skove)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2
Bestemmelsen nyformuleres af lovtekniske grunde. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne foran til lovforslagets
§ 7, nr. 2 (forslag til ændring af
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).
Til nr. 3
Der henvises til de indledende bemærkninger til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i
naturbeskyttelsesloven).
Til § 59 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 8 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og
bemærkningerne hertil.
Til §§ 59 b-59 i
Der henvises til bemærkningerne foran til § 7,
nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag. Det
bemærkes, at miljøministeren er tilsynsmyndighed i
alle sager efter skovloven. Den foreslåede § 59 f
indeholder derfor ikke en bestemmelse om indhentelse af bindende
udtalelse.
Til nr. 4
Forslaget indebærer, at påbud og afgørelser
efter kapitel 8 a kan påklages til Naturklagenævnet i
overensstemmelse med miljøansvarsdirektivets artikel 13.
Forslaget skal sammenholdes med forslag til ny § 59 f,
stk. 4, om udskydelse af klageadgangen.
Til nr. 5 og 6
Forslaget fastlægger tillige med bestemmelsen i
§ 62, stk. 1, kredsen af klageberettigede i en sag
om en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12. De foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på natur- og
miljøområdet.
Til nr. 7
Forslaget indebærer, at klage har opsættende
virkning, medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.
Til nr. 8 og 9
Med forslagene gøres det strafbart at undlade
efterkomme påbud efter § 59 d og at give
underretning eller træffe foranstaltninger efter
§ 58 c.
Til § 9
(Lov om jagt og vildtforvaltning)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2
Der henvises til bemærkningerne foran til lovforslagets
§ 7, nr. 2 (forslag til ændring af
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).
Til nr. 3
Der henvises til de indledende bemærkninger til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i
naturbeskyttelsesloven).
Til § 53 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 8 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og
bemærkningerne hertil.
Til §§ 53 b-54 i
Der henvises til bemærkningerne foran til § 7,
nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag. Det
bemærkes, at miljøministeren er tilsynsmyndighed i
alle sager efter jagt- og vildtforvaltningsloven. Den
foreslåede § 53 f indeholder derfor ikke en
bestemmelse om indhentelse af bindende udtalelse.
Til §§ 53 j og 53kj
Forslagene indebærer, at påbud og
afgørelser efter kapitel 8 a kan påklages til
Naturklagenævnet i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslagene skal
sammenholdes med forslag til ny § 53 h om udskydelse af
klageadgang.
Forslagene fastlægger i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12, at en sag om en miljøskade kan påklages til
Naturklagenævnet, og kredsen af klageberettigede. De
foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på naturområdet.
Forslagene svarer til retstilstanden i øvrige love,
hvor Naturklagenævnet er klagemyndighed.
Til nr. 4 og 5
Med forslagene gøres det strafbart at undlade at give
underretning eller træffe foranstaltninger som krævet
efter § 53 c.
Til § 10
(Lov om beskyttelse af de ydre koge i
Tøndermarsken)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2
Der henvises til de indledende bemærkninger til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i
naturbeskyttelsesloven).
Til § 37 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 9 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og
bemærkningerne hertil.
Til §§ 37 b-37 i
Der henvises til bemærkningerne foran til § 7,
nr. 3 (forslag til nye §§ 77 a-77 h i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende forslag med de
forskelle, der følger af, at kun kommunalbestyrelsen er
tilsynsmyndighed efter Tøndermarskloven.
Til nr. 3
Bestemmelsen nyformuleres af lovtekniske grunde. Der henvises
i øvrigt til bemærkningerne foran til lovforslagets
§ 7, nr. 2 (forslag til ændring af
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).
Til nr. 4
Forslagene indebærer, at påbud og
afgørelser efter kapitel 9 a kan påklages til
Naturklagenævnet i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13. Forslaget skal
sammenholdes med forslag til ny § 37 f,
stk. 4.
Forslagene fastlægger i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12, at en sag om en miljøskade kan påklages til
Naturklagenævnet, og kredsen af klageberettigede. De
foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på natur- og
miljøområdet.
Til nr. 5 og 6
Forslagene er af rent redaktionel karakter.
Til nr. 7
Det foreslås, at der skal være formandskompetence
i mindre betydende sager, at Naturklagenævnet kan kræve
dokumentation for visse organisationers klageberettigelse, og at
Naturklagenævnets afgørelser er endelige. Dette svarer
til retstilstanden i øvrige love, hvor
Naturklagenævnet er klagemyndighed.
Til nr. 8
Med forslaget gøres det strafbart at undlade at
efterkomme et påbud efter §§ 37 d og 37 e
eller at undlade at give underretning eller træffe
foranstaltninger som krævet efter § 37 c,
stk. 1 og 2.
Til nr. 9
Forslaget indebærer, at strafansvaret for de
overtrædelser, der er nævnt ovenfor i nr. 8,
forældes efter 5 år i lighed med de fleste
øvrige overtrædelser af Tøndermarskloven.
Til § 11
(Lov om vandløb)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2
Vandløbsloven indeholder ikke en udtrykkelig
bestemmelse om, hvem der har ansvar for at berigtige ulovlige
forhold. Det antages i praksis, at pligten påhviler ejeren
eller brugeren af den ejendom, hvor vandløbet m.v., jf.
lovens § 2, er beliggende. Dette gælder også
i de situationer, hvor det ulovlige forhold er forårsaget af
andre end ejer/bruger af ejendommen. I den forstand kan man tale om
et ubetinget grundejeransvar for berigtigelse af ulovlige forhold
efter vandløbsloven. Forslaget lovfæster denne
antagelse. En sådan bestemmelse findes i størstedelen
af lovgivningen på naturområdet.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne foran
til lovforslagets § 7, nr. 2, og de indledende
bemærkninger til § 7, nr. 3.
Til nr. 3
Der henvises til de indledende bemærkninger til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i
naturbeskyttelsesloven).
Til § 60 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 11 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 60 b
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
Bestemmelsen i stk. 2 definerer, hvem der er ansvarlig
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i forbindelse med etablering og drift af
opstemningsanlæg, som er en aktivitet omfattet af
miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 6, og på
hvilket ansvarsgrundlag. Ansvaret er i overensstemmelse med
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, som udgangspunkt
ubetinget. En opstemning er en dæmning i et vandløb,
som hæver vandspejlet opstrøms opstemningen. Den
anvendes f.eks. til vandforsyning af dambrug eller til drift af
turbiner og møllehjul.
I stk. 3 defineres, hvem der for så vidt
angår andre aktiviteter end drift og vedligeholdelse af
opstemninger skal anses som ansvarlig for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med
direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges et
skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil
sige, at det påhviler myndighederne at godtgøre, om
der foreligger et ansvar.
Til §§ 60 c-60 e
Der henvises til bemærkningerne til § 7, nr. 3
(forslag til nye §§ 77 b-77 d i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende bestemmelser
med de forskelle, der følger af, at kun
vandløbsmyndigheden er tilsynsmyndighed efter
vandløbsloven.
Til § 60 f
Med forslaget lempes under visse betingelser i
overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra, pligten til efter § 60 c,
stk. 2, at iværksætte forebyggende og
afværgende foranstaltninger.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten
til at træffe afværgende foranstaltninger ikke
gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at miljøskaden 1) er forårsaget af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser over for forurening eller anden
negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges
aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd.
Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe
forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at den
overhængende fare for en miljøskade enten er
forårsaget af en tredjemand eller er en følge af
ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor).
For alle ansvarsfrihedsgrunde i gælder, at det er den
ansvarlige for driften, der skal godtgøre, at betingelserne
for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt
bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes
må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af
samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under
alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse
sagen bedst muligt ved at give oplysninger om
hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks.
journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.
Til § 60 g
Hvis vandløbsmyndigheden skønner, at den
indtrufne skade eller den overhængende fare for en skade er
af en karakter, så den opfylder betingelserne for at kunne
betegnes som en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 54, stk. 5, og der er
en adressat for afgørelsen træffer myndigheden
afgørelse herom. Der gælder dog en undtagelse herfra
for så vidt angår miljøskader, der
påvirker eller kan forventes at påvirke et andet
EU-land, se herom den foreslåede § 60 h.
Afgørelse om miljøskade mv. for andre aktiviteter end
anlæg og drift af stemmeværker forudsætter, at
vandløbsmyndigheden kan påvise, at der foreligger fejl
eller forsømmelse hos den ansvarlige.
Efter stk. 3-4 kan der ikke træffes
afgørelse i forbindelse med anlæg og drift af
stemmeværker, hvis den ansvarlige kan godtgøre, at
lempelsesgrundene i § 60 f foreligger, jf.
bemærkningerne ovenfor til disse bestemmelser.
Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i
stk. 4 henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 5 (forslag til ny § 73 f, stk. 4
i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 60 h
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v.
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at vandløbsmyndigheden skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder
også de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige
ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der
ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger
forhold som nævnt i § 6o f, stk. 1, nr. 1 -3,
og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven.
Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der
foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende
fare herfor.
Med den foreslåede § 60 i sikres, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 60 i
Hvis vandløbsmyndigheden skønner, at det
foreliggende forhold er af en karakter, så det opfylder
betingelserne for at kunne betegnes som en miljøskade eller
en overhængende fare herfor, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv den overhængende fare for en skade, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5,
træffer myndigheden afgørelse herom.
For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede, bliver
underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås
det, at afgørelserne skal offentliggøres.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der
skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at
offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.
Hvis vandløbsmyndigheden ikke finder, at der er tale om
en miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor.
Vedrørende udskydelse af klageadgangen som
foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne
ovenfor til § 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g,
stk. 2, i naturbeskyttelsesloven).
Til § 60 j
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 h i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende
bestemmelser.
Til nr. 4 og 5
Forslagene er af lovteknisk karakter som konsekvens af
lovforslagets § 11, nr. 6 (forslag til ny § 80
a). Herved samles reglerne om klage til miljøministeren i
§ 80 og om klage til Naturklagenævnet i
§ 80 a.
Til nr. 6
Forslaget fastlægger i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12, at en sag om en miljøskade kan påklages til
Naturklagenævnet.
Desuden foreslås det, at klage har opsættende
virkning, at der er formandskompetence i mindre betydende sager, og
at Naturklagenævnets afgørelser er endelige. Dette
svarer til retstilstanden i øvrige love, hvor
Naturklagenævnet er klagemyndighed.
Til nr. 7
Forslaget er af lovteknisk og redaktionel karakter.
Til nr. 8 og 9
Forslagene fastlægger i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12 kredsen af klageberettigede i sager om miljøskader. De
foreninger og organisationer, der foreslås som
klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på naturområdet.
Til nr. 10
Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give
underretning eller træffe foranstaltninger som krævet
efter § 60 c.
Til § 12
(Lov om råstoffer)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet
og mineaffaldsdirektivet, og at dette fremover vil fremgå af
fodnote til lovens titel.
Til nr. 2-6
Forslagene fastlægger i overensstemmelse med
miljøansvarsdirektivets artikel 13 sammenholdt med artikel
12 kredsen af klageberettigede i en sag om en miljøskade i
forbindelse med råstofindvinding hhv. på land og
på havet. De foreninger og organisationer, der foreslås
som klageberettigede, svarer til dem, der i 2000 i forbindelse med
implementeringen af Århus-konventionen (Konvention om adgang
til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser og
adgang til klage og domstolsprøvelse på
miljøområdet af 25. juni 1998) fik klageret i en
række love på naturområdet.
Forslagene skal sammenholdes med forslag i nr. 9 til ny
§ 33 g, stk. 7, om udskydelse af
klageadgangen.
Til nr. 7
Der henvises til bemærkningerne foran til lovforslagets
§ 7, nr. 2 (forslag til ændring af
naturbeskyttelseslovens § 74, stk. 1).
Til nr. 8
Der henvises til de indledende bemærkninger til
lovforslagets § 7, nr. 3 (forslag til nyt kapitel 11 a i
naturbeskyttelsesloven).
Til § 33 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne i
kapitel 7 a om miljøansvar. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7-11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 33 b
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
Bestemmelsen i stk. 2 definerer, hvem der er ansvarlig
for en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i forbindelse med håndtering af
indvindingsaffald, som er en aktivitet nævnt i
miljøansvarsdirektivets bilag III, pkt. 13, og på
hvilket ansvarsgrundlag. Ansvaret er i overensstemmelse med
direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, som udgangspunkt
ubetinget.
I stk. 3 defineres, hvem der for så vidt
angår andre aktiviteter end håndtering af
indvindingsaffald skal anses som ansvarlig for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
og på hvilket ansvarsgrundlag. I overensstemmelse med
direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, fastlægges et
skyldbaseret ansvar for denne type af miljøskade. Det vil
sige, at det påhviler myndighederne at godtgøre, om
der foreligger et ansvar.
Til § 33 c-33 e
Der henvises til bemærkningerne foran til § 7,
nr. 3 (forslag til nye §§ 77 b-77 d i
naturbeskyttelsesloven), som indeholder tilsvarende bestemmelser,
idet dog den foreslåede § 33 e omfatter både
den, der har rådighed over en ejendom, og den, der har
rådighed over indvindingsmateriel.
Til § 33 f
Med forslaget lempes under visse betingelser i
overensstemmelse med direktivets artikel 8, stk. 3 og
stk. 4, litra, pligten til efter § 33 c,
stk. 2, at iværksætte forebyggende og
afværgende foranstaltninger.
Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at pligten
til at træffe afværgende foranstaltninger ikke
gælder, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at miljøskaden 1) er forårsaget af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) er en følge af
overholdelse af ufravigelige forskrifter, der er fastsat af en
offentlig myndighed, medmindre forskrifterne følger af
påbud eller instrukser over for forurening eller anden
negativ påvirkning, som følge af den ansvarliges
aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en udledning eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd.
For så vidt angår undtagelsen nævnt i
stk. 1, nr. 3 bemærkes, at denne lempelsesmulighed er
fastsat i direktivets artikel 8, stk. 4, litra a. Det er ikke
alle tilladelser/godkendelser, der kan leve op til direktivets
ordlyd.
Som altovervejende udgangspunkt vil indvindingstilladelse
efter råstofloven - til råstofindvinding såvel
på land som på havet - opfylde kravene for så
vidt angår de aktiviteter, tilladelsen omfatter, forudsat at
virksomheden i ansøgningen har leveret de relevante
oplysninger.
Af stk. 2 følger, at pligten til at træffe
forebyggende foranstaltninger ikke gælder, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at den
overhængende fare for en miljøskade enten er
forårsaget af en tredjemand eller er en følge af
ufravigelige forskrifter (nr. 1 og 2 ovenfor).
For alle ansvarsfrihedsgrunde gælder, at det er den
ansvarlige for driften, der skal godtgøre, at betingelserne
for ansvarsfrihed er til stede. Der er således omvendt
bevisbyrde. Hvordan den omvendte bevisbyrde skal løftes
må i den enkelte sag ske ud fra en konkret vurdering af
samspillet mellem sagens oplysninger. Det påhviler dog under
alle omstændigheder den ansvarlige for driften at oplyse
sagen bedst muligt ved at give oplysninger om
hændelsesforløbet og ved hjælp af f.eks.
journaler, regnskabsoplysninger, egenkontrol og lignende.
Til § 33 g
Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at den indtrufne skade
eller den overhængende fare for en skade er af en karakter,
så den opfylder betingelserne for at kunne betegnes som en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5, og der er en
adressat for afgørelsen træffer myndigheden
afgørelse herom. Afgørelse om miljøskade mv.
for andre aktiviteter end håndtering af indvindingsaffald
forudsætter, at tilsynsmyndigheden kan påvise, at der
foreligger fejl eller forsømmelse hos den ansvarlige. Der
gælder dog en undtagelse herfra for så vidt angår
miljøskader, der påvirker eller kan forventes at
påvirke et andet EU-land, se herom den foreslåede
§ 33 h.
Hvis kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed, skal den dog
først indhente en bindende udtalelse fra
miljøministeren (miljøcentret), jf. forslag til
stk. 5. Kommunalbestyrelsen overgiver sagen til
miljøministeren (miljøcentret) til videre behandling
efter reglerne i miljøskadeloven.
Efter stk. 3 kan der ikke træffes afgørelse
i forbindelse med anlæg og drift stemmeværker, hvis den
ansvarlige kan godtgøre, at lempelsesgrundene i
§ 33 f foreligger, jf. bemærkningerne ovenfor til
disse bestemmelser.
Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor. Der henvises i øvrigt til
den foreslåede § 33 h, hvorefter en klageberettiget
under visse omstændigheder kan kræve, at der
træffes afgørelse.
Vedrørende konsultationsordningen som foreslået i
stk. 4 til henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 1, nr. 6 (forslag til ny § 73 f, stk. 4,
i miljøbeskyttelsesloven).
Til § 33 h
Bestemmelsen har til formål at gennemføre dele af
miljøansvarsdirektivets artikel 15 om samarbejde mellem
medlemsstaterne. Det følger af artikel 15, at i
tilfælde af en miljøskade, der påvirker eller
kan forventes at påvirke andre medlemsstater, påhviler
det den medlemsstat, på hvis område skaden har sit
udspring, at give tilstrækkelig information herom til de
potentielt berørte medlemsstater.
Med henblik på at sikre, at de relevante oplysninger om,
at der er sket en miljøskade, og om skadens karakter m.v.
tilgår miljøministeren, følger det af
bestemmelsen, at den kompetente myndighed skal træffe
afgørelse om, at der foreligger en miljøskade i de
tilfælde, hvor miljøskaden påvirker eller kan
forventes at påvirke et andet EU-land. Dette gælder
også de situationer, hvor der efter lovforslagets almindelige
ordning ikke ville blive truffet en beslutning herom, dvs. hvor der
ikke er en ansvarlig for miljøskaden, eller der foreligger
forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1, nr. 1-3,
og sagen dermed ikke skal behandles efter miljøskadeloven.
Bestemmelsen gælder kun i de tilfælde, hvor der
foreligger en miljøskade og ikke blot en overhængende
fare herfor.
Med den foreslåede § 33 i sikres, at
afgørelsen og det materiale, der har indgået i
vurderingen af sagen, tilgår miljøministeren med
henblik på, at ministeren underretter det
pågældende EU-land.
Til § 33 i
Hvis tilsynsmyndigheden skønner, at det foreliggende
forhold er af en karakter, så det opfylder betingelserne for
at kunne betegnes som en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, og der er den fornødne
årsagssammenhæng mellem den udførte aktivitet og
skaden, hhv. den overhængende fare for en skade, jf.
miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 5,
træffer myndigheden afgørelse herom.
Hvis tilsynsmyndigheden ikke finder, at der er tale om en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
behandles sagen efter de almindelige tilsyns- og
håndhævelsesbestemmelser i loven. Heri ligger implicit,
at der ikke foreligger en miljøskade eller
overhængende fare herfor.
For at sikre, at den brede kreds af klageberettigede, bliver
underrettet om tilsynsmyndighedens afgørelse, foreslås
det, at afgørelserne skal offentliggøres.
Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
offentliggørelsen, herunder f.eks. om hvor og hvordan der
skal annonceres, hvis der viser sig behov herfor, eller at
offentliggørelse kan ske på en hjemmeside.
Vedrørende udskydelse af klageadgangen som
foreslået i stk. 4 henvises til bemærkningerne til
§ 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 g, stk. 4,
i naturbeskyttelsesloven).
Til § 33 j
Der henvises til bemærkningerne ovenfor til
§ 7, nr. 3 (forslag til ny § 77 h i
naturbeskyttelsesloven).
Til nr. 9
Med forslaget gøres det strafbart at undlade at give
underretning eller træffe foranstaltninger som krævet
efter § 33 c.
Til § 13
(Lov om fiskeri)
Til nr. 1
Bestemmelsen fastlægger, at lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører miljøansvarsdirektivet,
og at dette fremover vil fremgå af fodnote til lovens
titel.
Til nr. 2.Til kapitel 3 a
Efter forslaget indsættes et nyt kapitel i fiskeriloven,
som indeholder bestemmelser om gennemførelse af
miljøansvarsdirektivet.
Til § 10 a
Bestemmelsen fastlægger området for reglerne om
miljøansvar i kapitel 3 a. Der henvises til forslag til
miljøskadelovens §§ 7, 10, 11 og
bemærkningerne hertil.
Til § 10 b
Bestemmelsen i stk. 1 definerer, hvem der skal anses som
den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan give anledning
til en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder. Begrebet svarer til
miljøansvarsdirektivets definition af »operatør«, som er den
fysiske eller juridiske, privatretlige eller offentligretlige
person, der driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet, eller som, såfremt dette fremgår af national
lovgivning, har fået overdraget afgørende
økonomisk beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske
drift af aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til
eller en godkendelse af en sådan aktivitet eller den person,
der registrerer eller anmelder en sådan aktivitet, jf.
direktivets artikel 2, stk. 6. Det er ikke indeholdt i
bestemmelsens formulering, at der skal gennemføres
ansvarsgennembrud.
I stk. 2 defineres, hvem der skal anses som ansvarlig for
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder og på hvilket ansvarsgrundlag.
I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b,
fastlægges skyldbaseret ansvar for denne type af
miljøskade. Det vil sige, det påhviler myndighederne
at godtgøre, at der foreligger et ansvar.
Til § 10 c
Efter den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren
for fødevarer, landbrug og fiskeri til at fastsætte
regler om, at anmeldelser, oplysninger m.v., der efter
miljøansvarsdirektivet skal indgives til danske myndigheder
af skadevoldere eller andre anmeldere i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri
og opdræt på havet. Reglerne vil med visse tilpasninger
som udgangspunkt blive fastsat svarende til de forslåede
bestemmelser om ændring af naturbeskyttelsesloven, jf.
lovforslaget § 7, nr. 3. Det er hensigten at
fastsætte regler om, at sådanne anmeldelser,
oplysninger mv. skal indgives til Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri. Herved opretholdes den indgang til
myndighederne, som de pågældende borgere i forvejen
benytter.
Efter den foreslåede bestemmelse vil ministeren
endvidere få bemyndigelse til at fastsætte regler om,
at der kan meddeles påbud til den ansvarlige om at indgive
oplysninger, som har betydning for, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade.
Det er tillige hensigten, at reglerne skal indeholde mulighed
for at meddele påbud om, at den ansvarlige skal foretage
undersøgelser mv. med henblik på at klarlægge
årsagen til og virkningerne af en indtrådt eller mulig
skade.
Endelig indeholder forslaget hjemmel til at fastsætte
regler om klage over afgørelser, herunder om kredsen af
klageberettigede. Det er hensigten, at det bl.a. vil blive fastsat,
at afgørelser på området kan indbringes for
Naturklagenævnet af personer, organisationer m.v., som
anført foran i lovforslagets § 7 om ændring
af naturbeskyttelsesloven, herunder om udskydelse af
klageadgangen.
I fiskerilovens § 110, stk. 2, er der hjemmel
til, at fødevareministeren kan bemyndige offentlige
myndigheder uden for Fødevareministeriet til at udøve
beføjelser efter loven. Bestemmelsen vil med den
foreslåede lovændring også omfatte
miljøansvar på fiskeriområdet.
Med hjemmel i denne bestemmelse agtes fastsat regler, der
bemyndiger en myndighed under Miljøministeriet til -
på baggrund af de oplysninger, der er tilvejebragt under
Fødevareministeriets behandling af sagen - at træffe
afgørelse om, hvorvidt en konstateret skade er en
miljøskade eller udgør en overhængende fare for
en miljøskade, samt om, hvem der i givet fald er ansvarlig
herfor.
Formålet med delegationen af beføjelser til
Miljøministeriet er at sikre, at afgørelser i de
formentlig relativt få sager om miljøskader eller om
overhængende fare for miljøskader i forbindelse med
erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter mest hensigtsmæssigt
behandles i Miljøministeriets regi, som - i modsætning
til Fødevareministeriets fiskerimyndigheder - har ekspertise
mht. at identificere mv. miljøskader.
Dette er baggrunden for, at det er hensigten, at en delegation
af de nævnte beføjelser til en myndighed under
Miljøministeriet udformes således, at ministeren ikke
har instruktions -, tilsyns-, eller kontrolbeføjelser i
relation til den myndighed, hvortil beføjelserne delegeres,
ligesom der ikke forudsættes adgang til at indbringe
afgørelser ifølge en delegation for Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Det er hensigten, at Fødevareministeriet skal varetage
den første kontakt til borgeren og indhente de
nødvendige oplysninger. I den forbindelse kan det blive
nødvendigt at udstede påbud til formodede skadevoldere
om afgivelse af oplysninger m.v. I reglerne vil det således
skulle fastsættes, hvilke typer af oplysninger der skal
indgives som forudsætning for, at en sag kan videregives til
de myndigheder, der bemyndiges til at foretage den videre
sagsbehandling og træffe afgørelse.
Det forudsættes, at Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri tillige skal kunne give påbud om
indsendelse af oplysninger, som har betydning for vurderingen af,
om der foreligger en miljøskade mv. I denne forbindelse er
det også hensigten, at ministeriet skal kunne give
påbud om at foretage undersøgelser, analyser mv. med
henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningerne af en indtrådt eller mulig skade.
Der forudsættes i øvrigt et nært samarbejde
mellem Fødevareministeriet og Miljøministeriet om
tekniske, faglige forhold m.v. i forbindelse med udarbejdelse og
administration af reglerne.
Modellen for administrationen af
miljøskadeområdet i relation til erhvervsmæssige
fiskeriaktiviteter vil dermed få karakter af en
»postkassemodel«, hvor Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri modtager anmeldelser mv. om
miljøskader eller mulige miljøskader på
beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder. Herved vil fiskere m.fl. få
den fordel, at det er fiskerimyndighederne, som de i forvejen har
berøring med, der skal modtage de første henvendelser
i denne type sager.
Til § 14
(Søloven)
Til nr. 1 og 2
Hændelser i forbindelse med søgående skibe,
for hvilke der er regler om ansvar eller erstatning i en
række konventioner, nævnt i bilag IV til
miljøansvarsdirektivet, er i medfør af direktivets
artikel 4, stk. 2, undtaget fra direktivets
anvendelsesområde. Det gælder i den udstrækning,
at disse konventioner er trådt i kraft internationalt og er
ratificeret af og implementeret i medlemslandet. De opregnede
konventioner har derfor kun prioritet forud for
miljøansvarsdirektivet i den udstrækning, de er
trådt i kraft på det tidspunkt, hvor hændelsen
finder sted.
I bilag IV indgår:
-
Olieansvarskonventionen (også benævnt
CLC-konventionen): Den internationale konvention af 27. november
1992 om det privatretlige ansvar for skader ved olieforurening.
-
IOPC-konventionen: Den internationale konvention af 27. november
1992 om oprettelse af en international fond for erstatning af
skader ved olieforurening (IOPC-fonden).
-
Bunkerskonventionen: Den internationale konvention af 23. marts
2001 om civilretligt ansvar for forureningsskader forårsaget
af bunkersolie.
- HNS-konventionen:
Den internationale konvention af 3. maj 1996 om ansvar og
erstatning for skader opstået i forbindelse med
søtransport af farlige og skadelige stoffer.
-
CRTD-konventionen: Konventionen af 10. oktober 1989 om det
privatretlige ansvar for skader opstået under transport af
farligt gods ad vej, jernbane og indre vandveje.
Olieansvarskonventionerne er trådt i kraft og
gennemført i sølovens kapitel 10
(§§ 191 ff). Skader forårsaget af tung olie,
der udflyder eller udtømmes fra olielastskibe (både
lastolie og bunkersolie), er således undtaget fra direktivets
anvendelsesområde, idet disse skader er omfattet af det
særlige ansvarsregime i søloven, hvor der blandt andet
stilles krav om tvungen forsikring og gennem den internationale
olieskadeerstatningsfond er særligt gode betingelser for
skadelidte til at få dækket selv meget store tab.
Bunkerskonventionens internationale ikrafttræden er
nært forestående, idet konventionen træder i
kraft den 21. november 2008. Den danske ratifikation af
konventionen afventer blot det Europæiske Fællesskabs
godkendelse i medfør af Parallelaftalen af 19. oktober 2005
mellem Danmark og Det Europæiske Fællesskab om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område. Tidspunktet for HNS-konventionens internationale
ikrafttræden er fortsat ukendt.
De gældende regler i søloven omfatter imidlertid
allerede ansvar for skader forvoldt af bunkersolie, idet
sølovens § 191 i medfør af § 206
er udvidet til også at omfatte tung olie, herunder
bunkersolie, der udflyder eller udtømmes fra andre skibe end
olielastskibe. Derfor er der behov for at regulere samspillet
mellem søloven og den nye lov om gennemførelse af
miljøansvarsdirektivet.
I den periode, hvor HNS- og Bunkerskonventionerne ikke er
trådt i kraft, skal miljøansvarsdirektivet gælde
på dette område og ikke de særlige regler i
sølovens kapitel 10. Ændringen af sølovens
§ 206 skal sikre, at økonomi- og
erhvervsministeren får en hjemmel til at udstede regler om
anvendelsen af miljøansvarsdirektivets ansvarsregler set i
forhold til sølovens ansvarsregler, således at
direktivets ansvarsregler anvendes i de tilfælde, hvor
udflydning eller udtømning af olie fra andre skibe end
olielastskibe forårsager en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade i direktivets
forstand. Der indarbejdes på den baggrund en
bemyndigelsesbestemmelse til økonomi- og erhvervsministeren
i sølovens § 206, hvorefter ministeren kan udstede
en bekendtgørelse, der bestemmer, at § 47 c i
havmiljøloven, der gennemfører
miljøansvarsdirektivets ansvarsregler, finder anvendelse i
stedet for sølovens § 206, stk. 2, i
tilfælde af miljøskade eller overhængende fare
for miljøskade i direktivets forstand. Reglerne vil blive
tilpasset i forbindelse med en dansk ratifikation og international
ikrafttrædelse af Bunkerskonventionen og HNS-Konventionen,
dvs. samtidig med økonomi- og erhvervsministeren
ikraftsættelse af reglerne herom i lov nr. 599 af 24. juni
2005 om ændring af søloven. Helt i overensstemmelse
med miljøansvarsdirektivet vil en konsekvens heraf
være, at sølovens ansvarsregler skal finde anvendelse,
dvs. ansvarsreglerne i sølovens kapitel 9 a (om ansvar for
skade forvoldt af bunkersolie) og kapitel 11 (om ansvar for skade
opstået i forbindelse med søtransport af farlige og
forurenende stoffer efter reglerne i HNS-konventionen), jf.
sølovens § 206, stk. 3.
Miljøansvarsdirektivets artikel 4, stk. 3,
bestemmer, at direktivet ikke berører operatørens ret
til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med national
gennemførelseslovgivning til konventionen om
begrænsning af ansvaret for søretlige krav fra 1976,
herunder enhver fremtidig ændring af konventionen
(Globalbegrænsningskonventionen). Denne konvention med den
seneste ændring af konventionen er gennemført i dansk
ret i kapitel 9 i søloven.
Der skal på den baggrund ske en teknisk tilpasning af
sølovens § 206 i lyset af det nye stk. 4,
hvorefter det sikres, at reglerne om ansvarsbegrænsning efter
sølovens kapitel 9 fortsat gælder for de
tilfælde, der er omfattet af sølovens § 206,
stk. 2 - 4. Denne tekniske tilpasning sker ved ændringen
af § 206, stk. 2 og indsættelsen af
§ 206, stk. 5. Dermed opretholdes retstilstanden med
hensyn til ansvarsbegrænsning for disse situationer.
Danmark er ikke og vil ikke blive part til CRTD-konventionen,
idet Danmark ingen indre vandveje har, som anvendes til den type
transport.
Til § 15
Til stk. 1
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2008.
Til stk. 2.
Lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg blev
ophævet med ikrafttræden af lov nr. 1424 af 21.
december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til
efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedslov), idet dog § 8, stk. 1-3,
§ 9, stk. 2, 4 og 5, §§ 12 og 13 og
§ 21, stk. 1, nr. 4, blev opretholdt for så
vidt angår fare for forurening af havmiljøet, jf.
§ 74, stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.
Med lovforslagets ændring af havmiljøloven til
bl.a. at omfatte en række bestemmelser om miljø- og
beredskabsforhold, bliver de ikraftholdte bestemmelser i
havanlægsloven overflødige og foreslås derfor
ophævet. Herefter vil lov om visse havanlæg være
fuldstændig ophævet.
Til stk. 3.
Havmiljølovens § 38 vil blive ophævet
ved den kommende bekendtgørelse om indberetning om
udtømning og dumpning mv. Bekendtgørelsen vil blive
udarbejdet i samarbejde med Forsvaret.
Til stk. 4.
Forslaget skal sikre, at de omhandlede regler gælder,
indtil disse ophæves eller der udstedes nye regler i
medfør af havmiljøloven.
Til § 16
Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af
lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland, da hovedparten af de
love, der ændres med dette lovforslag ikke gælder for
Færøerne og Grønland. Det sikres dog i
stk. 2, at ændringerne i havmiljøloven ved
kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med
de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger. Med stk. 3 sikres det, at ændringerne i
jordforureningsloven og søloven ved kongelig anordning kan
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 79/409/EØF
af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle
(EF-fuglebeskyttelsesdirektivet), (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side
1), som ændret senest ved Rådets forordning 807/2003/EF
af 14. april 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), dele af
Rådets direktiv nr. 85/337/EØF af 27. juni 1985 om
vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning
på miljøet (VVM-direktivet), (EF-Tidende 1985 nr. L
175, side 40), som senest ændret ved Rådets og
Europa-Parlamentets direktiv nr. 2003/35/EF af 26. maj 2003 om
mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af
visse planer og programmer på miljøområdet og om
ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og
96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og
adgang til klage og domstolsprøvelse, (EU-Tidende 2003 nr. L
156, side 17), | | 1. I fodnote 1 til lovens titel ændres »(EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24)
og« til: »(EU-Tidende nr. L
37, side 24)«, og efter »L 345, side 106)«
indsættes: »og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«. |
Rådets direktiv 91/156/EØF af
18. marts 1991 om ændring af direktiv 75/442/EØF om
affald, (EF-Tidende 1991 nr. L 78, side 32), Rådets direktiv
91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod
forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra
landbruget, (EF-Tidende 1991 nr. L 375, side 1), som ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af
29. september 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), dele af
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring
af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet),
(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29.
september 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20.
december 1994 om emballage og emballageaffald, (EF-Tidende 1994 nr.
L 365, side 10), Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september
1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening,
(EF-Tidende 1996 nr. L 257, side 26), | | |
Rådets direktiv 96/82/EF af 9.
december 1996 om kontrol med risikoen for større uheld med
farlige stoffer, (EF-Tidende 1997 nr. L 10, side 13), Rådets
direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald,
(EF-Tidende 1999 nr. L 182, side 1), dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/53/EF af 18. september 2000 om
udrangerede køretøjer, (EF-Tidende 2000, nr. L 269,
side 34), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme
for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger
(vandrammedirektivet), (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27.
januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE),
(EU-Tidende 2003 nr. L 37, side 24) og direktiv 2003/108/EF af 8.
december 2003 om ændring af direktiv 2002/96/EF om affald af
elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), (EU-Tidende 2003 nr. L 345,
side 106) | | |
| | |
§ 21.
Ejere og brugere af fast ejendom skal straks underrette
tilsynsmyndigheden, hvis de forårsager eller konstaterer
forurening af ejendommens jord eller undergrund. | | 2. I
§ 21 udgår »forårsager
eller«. |
| | |
§ 64
b. Når andre end miljømyndighederne, ved
udførelse af foranstaltninger under henvisning til
§ 83 a, stk. 1, har forvoldt skade på anden
mands ejendom, kan ejeren eller brugeren af ejendommen gøre
erstatningskrav gældende over for miljømyndigheden,
når der ikke kan opnås enighed om
erstatningsfastsættelse, eller når skadevolderen ikke
kan dække erstatningskravet. Stk. 2.
.. | | 3. I § 64 b, stk. 1,
indsættes efter »under henvisning til«:
»§ 73 e, stk. 2, eller«. |
| | |
§ 71.
Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give
anledning til forurening, skal straks underrette
tilsynsmyndigheden, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld
medfører væsentlig forurening eller indebærer
fare herfor. Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i
den ansvarliges pligt til at søge følgerne af
driftsforstyrrelsen eller uheldet effektivt afværget eller
forebygget, ligesom det ikke fritager for forpligtelsen til at
genoprette den hidtidige tilstand. | | 4.§ 71 affattes således: »§ 71. Den, som er ansvarlig
for forhold eller indretninger, som kan give anledning til
forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af
situationen. Dette gælder også i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Stk. 2.
Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give
anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig
forurening eller overhængende fare for væsentlig
forurening straks forhindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v. eller afværge den overhængende fare for
forurening.« |
| | |
| | 5. Efter
§ 73 indsættes: »Kapitel 9 a Miljøskade § 73
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 73
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. Stk. 2.
Ved den ansvarlige en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket, jf. dog stk. 3 og 4. |
| | Stk. 3. I
sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af
pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen. |
| | Stk. 4.
Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet
af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden
gødning end husdyrgødning, de pesticider eller
biocider, der er brugt. |
| | Stk. 5.
Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller
importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af
en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer
eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved
produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved
produktionen eller importen. |
| | |
| | § 73
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for en miljøskade skal straks
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade. |
| | Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der
endnu ikke er truffet afgørelse efter § 73
f. |
| | |
| | § 73
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren som nævnt i § 73 b, stk. 4
og 5. |
| | |
| | § 73
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren at give
de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
forurening. |
| | Stk. 2.
Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til
retablering af den forurenede ejendom. |
| | Stk. 3.
Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren. |
| | Stk. 4.
Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til
enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er
påvist en forurening. |
| | |
| | § 73
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 73 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 73 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 73 d, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse med henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.
Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at
den bindende udtalelse først kan påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 73
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 73 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 73
h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 73
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 98, stk. 1-2, og § 100 skal
tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 73 f eller § 73 g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget
af oplysninger som nævnt i stk. 2.« |
| | |
| | 6. I § 76, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 2, 1. pkt., og § 100, stk. 2 og 3, ændres »kapitel 3, 4 og
5« til: »kapitel 3-5 og 9 a«. |
| | |
§ 76.
Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af
miljø og natur som hovedformål, kan underrette
kommunalbestyrelsen og miljøministeren om, hvilke bestemte
typer af afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5
foreningen ønsker underretning om, jf. § 74,
stk. 1, og § 100, stk. 1. Foreningen skal
samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er
lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af
miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og
organisationer, der efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, når
afgørelserne berører sådanne interesser. | | |
Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der har
beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan
underrette miljøministeren om, hvilke bestemte typer af
afgørelser efter bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5
foreningen ønsker underretning om, jf. § 74,
stk. 1, hvorefter ministeren inden 14 dage underretter
vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende gælder
landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
formål varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelserne berører sådanne
interesser. | | |
Stk. 3.
.. | | |
| | |
§ 100.
Stk. 1. .. | | |
Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan påklage afgørelser efter
bestemmelserne i kapitel 3, 4 og 5. | | |
Stk. 3.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser kan påklage afgørelse efter
kapitel 3, 4 og 5, når afgørelsen berører
sådanne interesser, og klagen har til formål at
varetage natur- og miljøinteresser. | | |
Stk. 4 og
5. .. | | |
| | |
§ 91.
Medmindre andet fremgår af lovens bestemmelser, jf. dog
§ 92, kan kommunalbestyrelsens afgørelser og
beslutninger efter loven eller regler, der er fastsat med hjemmel i
loven, påklages til Miljøklagenævnet.
Tilsvarende gælder for afgørelser truffet af
miljøministeren efter lovens kapitel 4-6 og 8 og
afgørelser truffet i medfør af §§ 25
eller 82 samt afgørelser efter §§ 70 a, 70 b
og 72, når disse afgørelser vedrører sager
efter lovens kapitel 4-6 og 8 og afgørelser truffet i
medfør af §§ 25 eller 82. Stk. 2.
.. | | 7. I § 91, stk. 1, 2. pkt.
ændres »kapitel 4-6 og
8« to steder til: »kapitel
4-6, 8 og 9 a«. |
| | |
§ 101.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
loven eller de regler, der fastsættes i medfør af
loven, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at
afgørelsen eller beslutningen er meddelt. Er
afgørelsen eller beslutningen offentlig bekendtgjort, regnes
søgsmålsfristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Stk. 2.
.. | | 8. I § 101, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.: »For afgørelser meddelt efter kapitel 9
a er fristen dog 12 måneder.« |
| | |
§ 110.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der 1)-6) .. 7) undlader at meddele oplysninger efter
§ 37 a, stk. 2, eller at meddele oplysninger eller
at afgive prøver efter § 72 eller at give
underretning som nævnt i §§ 21, 71 og 72
a, 8)-14) .. 15) hindrer i strid med § 41 e,
stk. 3, at vilkår eller påbud efter
§ 34, stk. 2, eller § 41 kan efterkommes,
eller 16) indtægtsfører pant, som
ikke er indløst, uden at betingelserne herfor er opfyldte,
jf. § 9 c. | | 9. I § 110, stk. 1, nr. 7,
indsættes efter som nævnt i § 21,
§ 71: », stk. 1,
«. 10. I § 110, stk. 1, nr. 15,
ændres »efterkommes, eller« til: »efterkommes«. 11. I § 110, stk. 1, nr. 16
ændres »jf. § 9
c.« til: »jf. § 9
c,«. 12. I § 110, stk. 1, indsættes
som nr. 17 og 18: »17) undlader at søge en
overhængende fare for forurening afværget eller hindre
yderligere udledning af forurenende stoffer m.v., jf.
§ 71, stk. 2, eller 18) undlader at iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger overfor en
overhængende fare for en miljøskade, eller ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en
miljøskades omfang og forhindre yderligere
miljøskade, jf. § 73 c.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Rådets direktiv af 26. april 1999 om
deponering af affald (EF-Tidende 1999 nr. L 182, side 1). | | 1. I fodnoten til lovens titel indsættes
efter »L 182, side 1)«: »og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56).« |
| | |
§ 21.
Regionsrådet underretter ejeren og den, over for hvem der kan
meddeles påbud, jf. kapitel 5, før regionsrådet
udfører undersøgelser eller iværksætter
afværgeforanstaltninger. | | 2. I § 21, stk. 1, ændres
»kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a eller 5,
eller kapitel 3 i miljøskadeloven«. |
Stk. 2 og
3. .. | | 3. Efter
§ 38 indsættes: »Kapitel 4 a Miljøskade § 38
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 38
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den
overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3
og 4. |
| | Stk. 3. I
sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
gødning, herunder husdyrgødning, og om anvendelse af
pesticider eller biocider anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, at brugen var i overensstemmelse med forskrifterne
for brug, og at brugeren ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen. |
| | Stk. 4.
Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager, omfattet
af stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer, den husdyrgødning eller den anden
gødning end husdyrgødning, de pesticider eller
biocider, der er brugt. |
| | Stk. 5.
Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller
importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af
en forurening som følge af anvendelse af affaldsstoffer
eller husdyrgødning ikke følger af fejl ved
produktet, og at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved
produktionen eller importen. |
| | Stk. 6.
Ved påbudsmyndigheden forstås miljømyndigheden
som fastsat i § 39. |
| | |
| | § 38
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for miljøskaden skal straks
iværksætte ethvert praktisk gennemførligt
tiltag, der kan begrænse skadens omfang og forhindre
yderligere skade. |
| | Stk. 2.
Påbudsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om
der endnu ikke er truffet afgørelse efter § 38
f. |
| | |
| | § 38
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderlige miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den ansvarliges egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes den ansvarliges
uforsvarlige adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold, som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren som nævnt i § 38 b, stk. 4
og 5. |
| | |
| | § 38
e. Påbudsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige
for driften eller brugeren, producenten eller importøren, at
give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en
jordforurening. Hvis en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade kan
henføres til flere forurenere, finder § 43
tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 2.
Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren, har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
jordforurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt
til retableringer af den forurenede ejendom. |
| | Stk. 3.
Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
påbudsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren. |
| | Stk. 4.
Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til
enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er
påvist en jordforurening. |
| | |
| | § 38
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
påbudsmyndigheden afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 38 d, stk. 1, nr. 1-3. § 38 d,
stk. 3 finder tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold, som nævnt i
§ 38 d, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen og regionsrådet skal forelægge et
udkast til afgørelse med henblik på at indhente en
bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 38
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer påbudsmyndigheden afgørelse herom,
uanset at der ikke efter § 38 f kan træffes
afgørelse om hvem, der er ansvarlig for
miljøskaden. |
| | |
| | § 38
h. Påbudsmyndigheden sender afgørelsen om, at
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade og det materiale, der er
indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren.
Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige
herfor. |
| | Stk. 2.
Påbudsmyndigheden offentliggør
afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 38
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 82 og 83 skal påbudsmyndigheden træffe
afgørelse efter § 38 f eller § 38
g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Påbudsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse
om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2. |
| | |
| | § 38
j. Hvis den ansvarlige ikke kan identificeres eller ikke har
betalingsevne, kan der meddeles påbud efter kapitel
5.« |
| | |
Kapitel 5 Påbud til forurenere m.v. | | 4.Overskriften
til kapitel 5 affattes således: »Kapitel 5 Andre forureninger end
miljøskader Påbud til forurenere
m.v.« |
| | |
§ 54.
Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles
tillige klageberettigede personer og myndigheder, jf.
§ 82, og de myndigheder, der i øvrigt har
været inddraget i sagens behandling. | | 5. I § 54, stk. 1, ændres
»personer og myndigheder, jf. § 82« til:
»personer, organisationer og myndigheder, jf.
§§ 82 og 83«. |
| | |
Stk. 2 og
3. .. § 54.
Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelser, der kan påklages, meddeles
tillige klageberettigede personer og myndigheder, jf.
§ 82., og de myndigheder, der i øvrigt har
været inddraget i sagens behandling. Stk. 2 og
3. .. | | 6. I § 54, stk. 1, indsættes
som 3. pkt.: »Afgørelser skal dog alene
meddeles de landsdækkende foreninger og organisationer, der
er nævnt i § 83, stk. 2 og 3, når de har
anmodet miljøministeren om at modtage underretning om
afgørelserne, jf. § 56 a,
stk. 2.« |
| | |
| | 7. Efter
§ 56 indsættes: »§ 56
a. Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse
af miljø og natur som hovedformål, kan underrette
kommunalbestyrelsen, regionsrådet og miljøministeren
om, hvilke bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a
foreningen ønsker underretning om, jf. § 54,
stk. 1, og § 83, stk. 1. Foreningen skal
samtidig fremsende vedtægter, der dokumenterer, at den er
lokalt organiseret, og at dens hovedformål er beskyttelse af
miljøet. Tilsvarende gælder lokale foreninger og
organisationer, der efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, når
afgørelserne berører sådanne interesser. |
| | Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan underrette miljøministeren om, hvilke
bestemte typer af afgørelser efter kapitel 4 a foreningen
eller organisationen ønsker underretning om, jf.
§ 54, stk. 1, hvorefter miljøministeren inden
14 dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse eller
regionsråd. Tilsvarende gælder landsdækkende
foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har
til formål at varetage væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser. |
| | Stk. 3.
Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og
organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i stk. 1 og
2.« |
| | |
§ 75.
Ved fastsættelsen af erstatning for ekspropriation, jf.
§ 22, eller ved aftale om opkøb, jf.
§§ 22 og 34, kan den, over for hvem ekspropriationen
gennemføres, kræve, at ejendommens værdi skal
beregnes uden hensyn til den værdinedsættelse, der
skyldes forureningsfare fra den forurenede ejendom, hvis den
pågældende var i god tro ved erhvervelsen af
ejendommen. Er eller kunne ejeren være adressat for et
påbud efter kapitel 5, beregnes ejendommens værdi dog
under hensyn til forureningen. Stk. 2.
.. | | 8. I § 75, stk. 1, 2. pkt.
ændres »kapitel 5« til: »lovens kapitel 4 a
eller 5, eller kapitel 3 i miljøskadeloven«. |
| | |
§ 77.
Følgende afgørelser kan påklages til det
miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om
miljøbeskyttelse: | | 9. I § 77,
stk. 1, nr. 2, indsættes efter »afgørelser
efter«: »kapitel 4 a,«. |
1) . | | |
2) Miljøministerens
afgørelser efter § 39, stk. 2, § 72, § 73,
stk. 2, 2. pkt., § 73 a og § 73 b. | | |
Stk. 2, 3 og
4. . | | |
| | |
| | 10. Efter
§ 82 indsættes: »§ 83. Lokale foreninger og
organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan påklage afgørelser, som
foreningen eller organisationen har ønsket underretning om,
jf. § 56 a, stk. 1. Lokale foreninger og
organisationer, der efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, kan påklage
afgørelser, som foreningen eller organisationen har
ønsket underretning om, jf. § 56 a, stk. 1,
når afgørelsen berører sådanne
interesser, og klagen har til formål at varetage natur- og
miljøbeskyttelse. |
| | Stk. 2.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan påklage afgørelser efter
bestemmelserne i kapitel 4 a. |
| | Stk. 3.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har til formål at varetage væsentlige
rekreative interesser, kan påklage afgørelse efter
bestemmelserne i kapitel 4 a, når afgørelsen
berører sådanne interesser, og klagen har til
formål at varetage natur- og miljøbeskyttelse. |
| | Stk. 4.
Lokale afdelinger af landsdækkende foreninger og
organisationer er ikke omfattet af bestemmelserne i
stk. 1-3. |
| | Stk. 5.
Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af
klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen
fremsender vedtægterne.« |
| | |
§ 88.
Med mindre højre straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning straffes med bøde den, der 1) og 2) .... 3) påbegynder opgravning, flytning
og anvendelse uden anmeldelse efter § 50,
stk. 2, | | 11. I § 88, stk. 1, indsættes
efter nr. 2 som nyt nummer: »3) undlader at træffe
foranstaltninger som nævnt i § 38 c.« Nr. 3-15 bliver herefter nr. 4-16. |
4) i strid med § 8, stk. 1
eller 2, eller § 50, stk. 5, ændrer anvendelse
eller påbegynder arbejder, der er henholdsvis ansøgt
om tilladelse til og anmeldt, | | |
5) uden tilladelse opgraver eller
håndterer jord i strid med kommunalbestyrelsens meddelelser
efter § 50, stk. 6, | | |
6) tilsidesætter vilkår
knyttet til en tilladelse eller dispensation efter loven, | | |
7) overtræder § 9,
stk. 2, § 12,§ 49, § 50,
stk. 1, eller § 52, | | |
8) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger i forbindelse med en anmodning efter
§§ 29 og 33 eller en anmeldelse efter
§ 50, stk. 2, | | |
9) undlader at standse arbejdet som
nævnt i § 71 ved konstateret forurening, | | |
10) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger eller undlader at afgive oplysninger som nævnt i
§ 72, | | |
11) overtræder § 70,
stk. 4, og § 72 a, stk. 2 og 3, | | |
12) overtræder § 72 b,
stk. 1-4, | | |
13) modvirker adgang til ejendommen i
strid med § 57, | | |
14) undlader at efterkomme krav i en
afgørelse efter § 73 b eller fjerner eller
ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i
medfør af en afgørelse efter § 73 a eller
§ 73 b, eller | | |
15) forsætligt borttager, forvansker
eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse
med arbejder efter loven. | | |
| | |
| | § 3 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et
trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for
skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af
Rådets direktiv 93/75/EØF (EF-Tidende 2002 nr. L 208,
side 10-27) og dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj
1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
(habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7) samt
Rådets rammeafgørelse 2004 af 12. juli 2005 om
skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på
håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af
forurening fra skibe (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side
164-167). | | 1. I fodnoten til lovens titel ændres »(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7-50)
samt« til: »(EF-Tidende 1992
nr. L 206, side 7-50),«, og efter »L 255, side
164-167)« indsættes: »samt dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«. |
| | |
§ 2.
Loven omfatter følgende skibe, luftfartøjer og
platforme: | | 2.§ 2, stk. 1, affattes
således: »Loven omfatter
følgende: |
1) danske skibe og skibe, der befinder sig
på dansk søterritorium, | | 1) Danske skibe og skibe, der befinder sig
på dansk søterritorium. |
2) danske luftfartøjer og
luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk
søterritorium, | | 2) Danske luftfartøjer og
luftfartøjer, der befinder sig på eller over dansk
søterritorium. |
3) danske platforme og platforme, der
befinder sig på dansk søterritorium eller på
dansk kontinentalsokkelområde, | | 3) Danske platforme og platforme, der
befinder sig på dansk søterritorium eller på
dansk kontinentalsokkelområde. |
4) udenlandske skibe, der befinder sig i
de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er
foreneligt med international ret, og | | 4) Danske rørledninger til
transport af kulbrinter og hjælpestoffer og
rørledninger til transport af kulbrinter og
hjælpestoffer på dansk søterritorium eller
på dansk kontinentalsokkelområde. |
5) udenlandske skibe, der befinder sig
uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er
foreneligt med international ret. | | 5) Udenlandske skibe, der befinder sig i
de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er
foreneligt med international ret. |
| | 6) Udenlandske skibe, der befinder sig
uden for de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det er
foreneligt med international ret.« |
| | |
Kapitel 11 Beredskab | | 3.Overskriften til kapitel 11 affattes
således: »Kapitel 11 Beredskab m.v.« |
| | |
| | 4. Efter
§ 34 indsættes: |
| | Ȥ 34
a. I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af
havet fra platforme eller rørledninger påhviler det
ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af platformen eller
rørledningen, straks at påbegynde bekæmpelse af
forureningen, medmindre den ansvarlige for driften er forpligtet
hertil efter § 47 c. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan meddele påbud om, hvilke
bekæmpelsesforanstaltninger ejeren eller den, der er
ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, skal
iværksætte. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan meddele påbud eller
fastsætte regler om beredskabet, herunder om hvilket mandskab
eller materiel ejeren eller den, der er ansvarlig for driften af
platformen eller rørledningen, skal have til rådighed
i tilfælde af uheld på anlægget.« |
| | |
§ 38.
Ejere, brugere og førere af samt lodser på skibe skal
straks indberette til forsvarsministeren, såfremt der sker
udtømning eller dumpning, som er i strid med loven eller
omfattes af § 58. Endvidere skal der straks ske
indberetning ved enhver form for kollision eller
grundstødning, eller såfremt der af andre grunde er
fare for udtømning. For så vidt angår ejere og
brugere af og lodser på platforme samt den for platformen
ansvarlige, skal indberetning, jf. 1. og 2. pkt., ske til
miljøministeren. | | 5.§ 38 ophæves. |
Stk. 2.
De i stk. 1, 1. pkt., nævnte personer samt førere
af luftfartøjer skal straks indberette til
forsvarsministeren, såfremt der fra skibet eller
luftfartøjet iagttages væsentlige spild af olie eller
skadelige flydende stoffer. For så vidt angår de i
stk. 1, sidste pkt., nævnte personer, skal
indberetningen ske til miljøministeren. | | |
Stk. 3.
Havnebestyrelsen skal straks indberette til forsvarsministeren,
såfremt der i havnen iagttages væsentligt spild af olie
eller skadelige flydende stoffer og der er fare for forurening af
havet. | | |
Stk. 4. I
de i stk. 1-3 nævnte tilfælde skal de nævnte
personer efter anmodning give miljøministeren eller
forsvarsministeren eller den myndighed, ministeren bemyndiger
dertil, alle oplysninger, som har betydning for
iværksættelse af foranstaltninger for at forhindre
eller bekæmpe forurening af havet. | | |
| | |
§ 39.
Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af
internationale aftaler, fastsætte nærmere regler om den
i § 38 nævnte indberetning og om indberetning af
anden forurening af havet end den, der omfattes af
§ 38. | | 6. § 39,
stk. 1, affattes således: »Miljøministeren kan,
herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte
regler om indberetning og tilvejebringelse af oplysninger fra
myndigheder og fysiske eller juridiske personer til brug for
vurdering af forhold, der reguleres efter denne lov.« |
| | |
Stk. 2. I
regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det bestemmes, at
der skal ske indberetning til de i henhold til internationale
aftaler kompetente udenlandske myndigheder, såfremt skibet
eller platformen befinder sig i de eksklusive zoner eller uden for
dansk søterritorium i øvrigt. | | 7. I § 39, stk. 2, ændres
»skibet eller platformen« til: »skibet,
luftfartøjet, rørledningen eller
platformen«. |
| | |
§ 44.
Såfremt der er sket eller er fare for udtømning eller
udledning, som er i strid med loven eller forskrifter udstedt i
medfør heraf eller omfattet af § 58, og dette
medfører udgifter til beredskabs- eller
bekæmpelsesomkostninger, skal sådanne udgifter for alle
rimelige forholdsregler bæres af skibets eller platformens
ejere. | | 8. I
§ 44, stk. 1 og 2, indsættes efter
»skibets«: », luftfartøjets,
rørledningens«. 9. I
§ 44, stk. 1, indsættes efter
»ejere«: », jf. dog § 47 f og
§ 47 g.« 10. I
§ 44, stk. 3, indsættes efter »et
skib«: », et luftfartøj, en
rørledning«. |
Stk. 2.
Forsvarsministeren henholdsvis miljøministeren kan
fastsætte nærmere regler om de i stk. 1
nævnte udgifter til beredskabs- og
bekæmpelsesforanstaltninger, som skibets eller platformens
ejere skal afholde. | | |
Stk. 3.
Forsvarsministeren henholdsvis miljøministeren kan
pålægge ejeren af et skib eller en platform at stille
sikkerhed for de i stk. 1 nævnte udgifter og bestemme,
at skibet eller platformen skal tilbageholdes, indtil sikkerhed er
stillet. | | |
| | |
| | 11. Efter
§ 47 indsættes: »Kapitel 14 a Miljøskade § 47
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade i overensstemmelse med §§ 7-11
i miljøskadeloven. |
| | |
| | 47 b. Ved den
ansvarlige for driften forstås den ansvarlige for driften af
et skib, et luftfartøj, en platform eller en
rørledning, i det omfang der er tale om en
erhvervsmæssig aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade som nævnt i
§ 47 c, stk. 1-3, forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket. |
| | Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som nævnt i § 47 c,
stk. 4, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden
eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig
adfærd udvist af den pågældende. |
| | |
| | § 47
c. Hvis en tilførsel, som stammer fra
udøvelsen af erhvervsmæssige aktiviteter nævnt i
stk. 2, nr. 1-3, til havet eller luften af stoffer, materialer
og mikroorganismer eller støj og vibrationer,
forårsager en overhængende fare for en
miljøskade, skal den ansvarlige for driften straks
iværksætte de nødvendige forebyggende
foranstaltninger. Hvis miljøskaden er indtrådt, skal
den ansvarlige for driften straks iværksætte ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse
miljøskadens omfang og forhindre yderligere
miljøskade. Det samme gælder, hvis en
tilførsel, som stammer fra udøvelsen af
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 4,
til havet eller luften af farligt eller forurenende gods, eller en
tilførsel, som stammer fra udøvelsen af
erhvervsmæssig aktivitet nævnt i stk. 2, nr. 5,
til havet eller luften af farlige stoffer og produkter,
plantebeskyttelsesmidler eller biocidholdige produkter
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. Ved bekæmpelse af olie- og
kemikalieforureninger gælder § 34 for så vidt
angår havet og de kystnære dele af søterritoriet
og § 35 for så vidt angår
kyststrækninger og havne. |
| | Stk. 2.
Følgende erhvervsmæssige aktiviteter er omfattet af
stk. 1: |
| | 1) Dumpning af optaget
havbundsmateriale. 2) Bortskaffelse eller
nyttiggørelse af affald. 3) Grænseoverskridende transport af
affald, som kræver tilladelse eller er forbudt. 4) Transport ad indre vandveje, hav eller
luft af farligt eller forurenende gods. 5) Håndtering af farlige stoffer og
produkter, plantebeskyttelsesmidler og biocidholdige
produkter. |
| | Stk. 3.
Pligten efter stk. 1 gælder endvidere, hvis en hvilken
som helst anden tilførsel til havet af stoffer og
materialer, som kan påvirke søterritoriet,
forårsager en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade. |
| | Stk. 4.
Pligten efter stk. 1 gælder også, hvis andre
erhvervsmæssige aktiviteter end dem, der er af omfattet af
stk. 1 og 3, forårsager en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder
som fastlagt i §§ 7, 10 og 11 i
miljøskadeloven, og miljøskaden eller den
overhængende fare for en miljøskade skyldes
uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | Stk. 5.
Pligterne efter stk. 1, 3 og 4 gælder, selvom der endnu
ikke er truffet afgørelse efter § 47 h. |
| | Stk. 6.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1, 3 og
4 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 47 h. |
| | |
| | § 47
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 47 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en tilførsel
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af
og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse
eller med regler, der er så detaljerede, at disse kan
sidestilles med en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen
uforsvarlig adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 47 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | |
| | § 47
e. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, der har betydning for
vurderingen af, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes for egen regning at foretage
prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og
lignende med henblik på at klarlægge
hændelsesforløbet samt omfanget og virkningerne af en
tilførsel eller anden påvirkning. |
| | |
| | § 47
f. Forsvarsministerens udgifter til
bekæmpelsesforanstaltninger efter § 34, jf.
§ 47 c, skal betales af den ansvarlige for driften af
skibet. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres
eller ikke har betalingsevne, påhviler det skibets ejer at
betale udgifterne efter reglen i § 44. |
| | Stk. 2.
Forsvarsministeren skal pålægge den ansvarlige for
driften af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for
udgifter nævnt i stk. 1 og kan bestemme, at skibet skal
tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. |
| | Stk. 3.
Forsvarsministeren kan, indtil den ansvarlige for driften af skibet
har stillet sikkerhed efter stk. 2, pålægge ejeren
af skibet at stille sikkerhed over for ministeren for udgifter
nævnt i stk. 1 og bestemme, at skibet skal
tilbageholdes, indtil sikkerhed er stillet. |
| | |
| | § 47
g. Kommunalbestyrelsens og miljøministerens udgifter
til bekæmpelses- og saneringsforanstaltninger efter
§ 35, jf. § 47 c, og regler udstedt i
medfør af § 36 skal betales af den ansvarlige for
driften. Hvis den ansvarlige for driften ikke kan identificeres
eller ikke har betalingsevne, påhviler det ejeren at betale
udgifterne efter § 44. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
sikkerhedsstillelse for udgifter nævnt i stk. 1. |
| | |
| | § 47
h. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 47 c, stk. 1, 3
eller 4, som skal behandles efter reglerne i
miljøskadeloven, træffer miljøministeren
afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade
forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 47
c, stk. 1 eller 3, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige
for driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 47 d, stk. 1, nr. 1-3. |
| | Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade forårsaget af en aktivitet som
nævnt i § 47 c, stk. 1 eller 3, kan ikke
træffes, hvis den ansvarlige for driften kan godtgøre,
at der foreligger forhold som nævnt i § 47 d,
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 5.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | |
| | § 47
i. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 47 h kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden. |
| | |
| | § 47
j. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven,
kan først påklages som led i en klage over en
afgørelse efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3.
Klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52. |
| | |
| | § 47
k. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 52 skal miljøministeren træffe
afgørelse efter § 47 h eller § 47
i. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan afvise at træffe afgørelse
om, hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 49.
Stk. 1 og 2. .. Stk. 3.
Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur
og miljø som hovedformål, kan meddele
miljøministeren, at de ønsker underretning om
afgørelser efter § 26 eller i medfør af
regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2,
jf. § 52, stk. 2. En lokal forening eller
organisation skal samtidig fremsende vedtægter, der
dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og at dens
hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.
Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der
efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser. | | 12. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og
stk. 4, § 50, stk. 1, nr.
2, og i § 52,
stk. 1, indsættes efter
»§ 26«: », kapitel 14 a«. |
Stk. 4.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der efter deres
vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan meddele ministeren, at foreningen eller
organisationen ønsker underretning om afgørelser
efter § 26 eller i medfør af regler, der er
fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2. | | |
Stk. 5 og
6. .. | | |
| | |
§ 50.
Afgørelser, der kan påklages, skal oplyse datoen for
klagefristens udløb og i øvrigt indeholde oplysning
om | | |
| | |
1) .. | | |
2) at klage over afgørelser, der er
truffet i medfør af § 26 eller i henhold til
regler, der er fastsat med hjemmel i § 33, stk. 2,
skal indgives til miljøministeren, mens klager over
afgørelser, der er truffet i medfør af § 43
og § 43 a, skal indgives til det i medfør af lov
om sikkerhed til søs nedsatte Ankenævn for
Søfartsforhold, og | | |
3) .. | | |
| | |
§ 52.
Afgørelser efter § 26 samt afgørelser
truffet i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i
§ 33, stk. 2, kan påklages af | | |
1)-9) .. | | |
| | |
§ 51.
Følgende afgørelser kan påklages til det
miljøklagenævn, der er nedsat i henhold til lov om
miljøbeskyttelse: | | 13. I § 51, stk. 1, indsættes
som nr. 3: »3) Afgørelser efter kapitel
14 a.« |
| | |
1) og 2) .. Stk. 2.
§ 102, § 104, stk. 1 og 2,
§ 105, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt.,
§ 106, stk. 1-3, og § 109 i lov om
miljøbeskyttelse finder tilsvarende anvendelse ved
Miljøklagenævnets behandling af sager efter
stk. 1. | | 14. I
§ 51, stk. 2, indsættes som 2. pkt.: »Dog finder § 105,
stk. 2, 2. pkt., i lov om miljøbeskyttelse tilsvarende
anvendelse ved Miljøklagenævnets behandling af
klagesager efter § 47 e, § 47 h og
§ 47 j, stk. 3.« |
| | |
§ 59.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder § 11,
stk. 1 og 2, § 13, § 20, stk. 1,
§ 21, § 22, stk. 1, § 23,
stk. 1, § 25, § 31, stk. 1 og 2,
§ 53, stk. 1, og § 54, stk. 1, 2) og 3) .. 4) undlader at efterkomme et forbud eller
påbud efter § 43, stk. 1-3, eller forbud efter
§ 43 a, stk. 1 og 2, 5 - 7) .. | | 15. I § 59, stk. 1, nr. 1,
indsættes efter »§ 31, stk. 1 og
2,«: »§ 47 c,«. 16.§ 59, stk. 1, nr. 4, affattes
således: »4) undlader at efterkomme et forbud
eller påbud efter § 43, stk. 1-3, forbud efter
§ 43 a, stk. 1 og 2, eller påbud efter
§ 34 a, stk. 2 og 3, eller § 47
e,«. |
8) modvirker tilbageholdelse efter
§ 44, stk. 3. | | 17. I § 59, stk. 1, nr. 8,
indsættes efter »§ 44, stk. 3«:
», eller § 47 f, stk. 2 og 3«. |
| | |
§ 61.
I regler, der udstedes i henhold til § 11, stk. 3,
§§ 14 og 17-19, § 20, stk. 2 og 3,
§ 23, stk. 2, §§ 24, 28 og 30,
§ 31, stk. 4, §§ 32, 33, 39-41 og 47,
§ 55, stk. 2, § 55 a og § 58 a,
kan der fastsættes straf af bøde. Det kan endvidere
fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil
2 år under tilsvarende omstændigheder som anført
i § 59, stk. 3. For overtrædelser begået
af udenlandske skibe kan det dog alene fastsættes, at
straffen kan stige til fængsel i 2 år under tilsvarende
omstændigheder som anført i § 59,
stk. 4. | | 18.I § 61, stk. 1,
indsættes efter »33,": » 34 a, stk. 3,« og efter
»og 47,« indsættes:
Ȥ 47 g, stk.,
2,«. |
| | |
§ 63
a. Forsvarsministeren eller den, ministeren bemyndiger
dertil, kan i sager om overtrædelser af § 11,
stk. 1 eller 2, og § 38, stk. 1-3 eller af
regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3,
eller § 39, stk. 1, der ikke skønnes at ville
medføre højere straf end bøde, i et
bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres
uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen,
erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer
sig rede til inden for en nærmere angiven frist at betale en
i bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan
efter anmodning forlænges af forsvarsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil. På samme måde kan krav om
konfiskation, herunder værdikonfiskation, afgøres uden
retssag. | | 19. I § 63 a, stk. 1, 1. pkt.,
udgår»og § 38,
stk. 1-3«. |
Stk. 2-4.
.. | | |
| | |
| | § 4 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et
trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for
skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af
Rådets direktiv 93/75/EØF (EF-Tidende 2002 nr. L 208,
side 10-27) og dele af Rådets direktiv 92/43/EF af 21. maj
1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
(habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7) samt
Rådets rammeafgørelse 2004 af 12. juli 2005 om
skærpelse af de strafferetlige rammer med henblik på
håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af
forurening fra skibe (EU-Tidende 2005 nr. L 255, side
164-167). | | 1. I fodnoten til lovens titel ændres »(EF-Tidende 1998 nr. L330, side 32)
samt« til: »(EF-Tidende 1998
nr. L330, side 32),« , og efter »L 327, side 1)«
indsættes: »samt dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«. |
| | |
| | 2.Overskriften til kapitel 11 affattes
således: |
| | |
Kapitel 11 Forskellige bestemmelser § 66.
Det påhviler den til enhver tid værende ejer af et
privat alment vandforsyningsanlæg at berigtige et ulovligt
forhold. Stk. 2.
.. | | »Kapitel 11 Tilsyn«. 3. I
§ 66, stk. 1, indsættes efter »forhold«:», medmindre andet
følger af kapitel 11 a«. |
| | |
§ 67.
Ejeren af vandforsyningsanlæg skal efter anmodning fra
kommunalbestyrelsen eller miljøministeren give alle
oplysninger, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, som har betydning for
vandforsyningen. | | 4.§ 67, stk. 1, ophæves,
og i stedet indsættes: »§ 55. Kommunalbestyrelsen og
miljøministeren kan påbyde den ansvarlige for driften
som nævnt i § 68 a, stk. 2 eller 3, at give
alle oplysninger, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, som har betydning for
vandforsyningen eller for vurderingen af, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Den ansvarlige for driften kan herunder
påbydes for egen regning at foretage undersøgelser,
analyser, måling af stoffer og lignende med henblik på
at klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
påvirkning af vandmiljøet eller naturen. |
Stk. 2. I
tilfælde, hvor § 10 i lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
finder anvendelse, kan tilsynsmyndigheden udføre
nødvendige undersøgelser for den ansvarliges regning
til belysning af forhold, som denne ellers er eller kunne
være pålagt at afgive oplysninger om. | | Stk. 2.
Hvis påbud efter stk. 1 alene vedrører
oplysninger, som har betydning for vandforsyningen, eller den
ansvarlige for driften ikke kan identificeres, kan påbuddet
rettes til ejeren af et vandforsyningsanlæg.« Stk. 2 bliver herefter
stk. 3. |
| | |
| | 5. Efter
§ 67 indsættes: »Kapitel 11 a Miljøskade § 68.
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven.« |
| | |
| | § 68
a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som følge
af en vandindvinding, bortledning af grundvand eller anden
sænkning af grundvandsstanden som led i en
erhvervsmæssig aktivitet, forstås den ansvarlige for
driften, uanset hvordan skaden eller den overhængende fare
for en skade er sket. |
| | Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af
stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden
eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig
adfærd udvist af den pågældende.« |
| | |
| | § 68
b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle
relevante aspekter ved situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 68 e. |
| | |
| | § 68
c. Hvis det skal undersøges, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan påbud efter § 67 meddeles,
uanset om den ansvarlige for driften har rådighed over
ejendommen eller lokaliteten, hvor der er påvist en
påvirkning af vandmiljøet eller naturen. I
påbuddet skal der fastsættes en pligt til retablering
af ejendommen. |
| | Stk. 2.
Hvis den ansvarlige for driften ikke har rådighed over
ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele den, der har
rådighed over ejendommen, påbud om at tåle, at
undersøgelser gennemføres ved den ansvarlige for
driften. Påbuddet er bindende over for den, der til enhver
tid har rådighed over ejendommen. |
| | |
| | § 68
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 68 a,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den ansvarlige for driftens egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en begivenhed, der
udtrykkeligt var tilladt i medfør af og fuldt ud i
overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller med
regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles med
en udtrykkelig tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 68 a, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | |
| | § 68
e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter reglerne i
miljøskadeloven, træffer kommunalbestyrelsen
afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade
forårsaget af en aktivitet som nævnt i § 68
a, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for
driften kan godtgøre, at der foreligger forhold som
nævnt i § 68 d, stk. 1, nr. 1-3. |
| | Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 68 a, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 68 d, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 68
f. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 68 e kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 68
g. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk.2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 68
h. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 80 skal kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse efter § 68 e eller § 68
f. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2. Kapitel 11 b Meddelelse om boringers beliggenhed
m.v.« |
| | |
§ 71
b. Der er udpantningsret for udgifter, som myndigheden har
krav på at få dækket efter § 65,
stk. 4 og 5, og § 67, stk. 2. | | 6. I § 71 b, § 78, stk. 7, og
§ 84, stk. 1, nr. 8, ændres »67,
stk. 2« til: »§ 67,
stk. 4«. |
| | |
§ 78.Stk. 1-6. .. | | |
Stk. 7.
Klage over afgørelser efter § 65, stk. 5, og
§ 67, stk. 2, har opsættende virkning,
medmindre Miljøklagenævnet bestemmer andet. | | |
| | |
§ 84.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der | | |
1) - 7) .. | | |
8) undlader at efterkomme krav i en
afgørelse efter § 65, stk. 5, eller fjerner
eller ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i
medfør af en afgørelse efter § 65,
stk. 5, eller § 67, stk. 2. | | |
| | |
§ 80.Stk. 1-3. .. Stk. 4.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan påklage
miljøministerens afgørelser. | | 7.§ 80 indsættes efter
stk. 3 som nye stykker: »Stk. 4. Landsdækkende
foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har
beskyttelse af natur og miljø som deres hovedformål,
kan påklage afgørelser efter § 67, hvis
påbuddet er meddelt med henblik på kommunalbestyrelsens
afgørelse af, om der er tale om en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, samt
afgørelser efter § 68 e og § 68 h. |
| | Stk.5.
Miljøklagenævnet kan til efterprøvelse af
klageberettigelsen forlange, at foreningen eller organisationen,
jf. stk. 4, fremsender vedtægterne.« |
| | Stk. 4 bliver herefter
stk. 5. |
| | |
§ 84.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der 1)- 4) .. 5) undlader at meddele oplysninger efter
§ 58, stk. 3, § 67 eller § 69,
stk. 1 og 3, 6) - 8) .. | | 8. I § 84, stk. 1, nr. 5,
indsættes efter »§ 69, stk. 1 og
3,«: »eller at give underretning eller træffe
foranstaltninger som nævnt i § 68 b,«. |
| | |
| | § 5 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv nr.
85/337/EØF af 27. juni 1985 om vurdering af visse offentlige
og private projekters indvirkning på miljøet
(VVM-direktivet) (EF-Tidende 1985 nr. L 175, side 40), som senest
ændret ved Rådets og Europa-Parlamentets direktiv nr.
2003/35/EF af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i
forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på
miljøområdet og om ændring af Rådets
direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF, for så vidt
angår offentlig deltagelse og adgang til klage og
domstolsprøvelse (EU-Tidende 2003 nr. L 156, side 17), dele
af Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om
integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening,
(EF-Tidende 1996 nr. L 257, side 26), dele af Rådets direktiv
79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle
(EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side
1), som senest ændret ved Rådets forordning 807/2003/EF
af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), dele af
Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring
af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet)
(EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1882/2003/EF af 29.
september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23.
oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger
(Vandrammedirektivet) (EF-Tidende 2000 nr. L 327, side 1), dele af
Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om
beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater,
der stammer fra landbruget (EF-Tidende 1991 nr. L 375, side 1), som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
1882/2003/EF af 29. september 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 284, side
1). | | 1. I fodnoten til lovens titel indsættes
efter »L 284, side 1)": »og
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af
21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«. |
| | |
§ 52.
Den, der er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give
anledning til forurening, skal straks underrette
tilsynsmyndigheden, såfremt driftsforstyrrelser eller uheld
medfører væsentlig forurening eller indebærer
fare herfor. Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 bevirker ingen indskrænkning i
den ansvarliges pligt til at søge følgerne af
driftsforstyrrelsen eller uheldet effektivt afværget eller
forebygget, ligesom det ikke fritager for forpligtelsen til at
genoprette den hidtidige tilstand. | | 2.
§ 52 affattes således: »§ 52. Den, som er ansvarlig
for forhold eller indretninger, som kan give anledning til
forurening, skal i tilfælde af væsentlig forurening
eller overhængende fare for væsentlig forurening straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter af
situationen. Dette gælder også i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade. Stk. 2.
Den, som er ansvarlig for forhold eller indretninger, som kan give
anledning til forurening, skal i tilfælde af væsentlig
forurening eller overhængende fare for væsentlig
forurening straks afværge den overhængende fare for
forurening eller forhindre yderligere udledning af forurenende
stoffer m.v.« |
| | |
| | 3. Efter
§ 54 indsættes: »Kapitel 5 a Miljøskade § 54
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 54
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den
overhængende fare for en skade er sket, jf. dog stk. 3
og 4. |
| | Stk. 3. I
sager om anvendelse til jordbrugsformål af affaldsstoffer og
husdyrgødning anses som den ansvarlige for en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade den, der som led i erhvervsmæssige
aktiviteter har brugt disse produkter, medmindre brugeren kan
godtgøre, både at brugen var i overensstemmelse med
forskrifterne for brug, og brugeren ikke har udvist uforsvarlig
adfærd i forbindelse med brugen. |
| | Stk. 4.
Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret de
affaldsstoffer eller den husdyrgødning, der er brugt |
| | Stk. 5.
Stk. 4 finder ikke anvendelse, hvis producenten eller
importøren kan godtgøre, at den skadelige virkning af
en forurening som følge anvendelse af affaldsstoffer eller
husdyrgødning ikke følger af fejl ved produktet, og
at der ikke er udvist uforsvarlig adfærd ved produktionen
eller importen. |
| | |
| | § 54
c. Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for miljøskade.
Den ansvarlige for en miljøskade skal, hvis en
miljøskade er indtrådt, straks iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan
begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne opfyldes, selv om der
endnu ikke er truffet afgørelse efter § 54
f. |
| | |
| | § 54
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
miljøskaden |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der fuldt ud var tilladt i medfør af og
udtrykkeligt i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse
eller med regler, der er så detaljerede, at de kan
sidestilles med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for en
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for producenten og
importøren som nævnt i § 54 b,
stk. 4. |
| | |
| | § 54
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren, at
give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften eller brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
forurening. |
| | Stk. 2.
Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
forurening. I påbuddet skal der fastsættes en pligt til
retableringer af den forurenede ejendom. |
| | Stk. 3.
Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren. |
| | Stk. 4.
Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til
enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er
påvist en forurening. |
| | |
| | § 54
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 54 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 54 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 54 d, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
tilsynsmyndigheden skal forelægge et udkast til
afgørelse med henblik på at indhente en bindende
udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, som skal behandles efter miljøskadeloven.
Miljøministeren kan desuden fastsætte regler om, at
den bindende udtalelse først kan påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 54
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 54 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 54
h. Tilsynsmyndigheden sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk. 2.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 54
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 84, stk. 1 og 2, og §§ 86 og 87
skal tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 54 f eller § 54 g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller overhængende fare for
en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare herfor, hvis anmodningen ikke er ledsaget
af oplysninger som nævnt i stk. 2.« |
| | |
§ 61.
Lokale foreninger og organisationer, der har beskyttelse af
miljø og natur som hovedformål, kan underrette
kommunalbestyrelsen om, at de ønsker underretning om
bestemte typer ad afgørelser truffet med hjemmel i
bestemmelserne i kapitel 3. Foreningen skal samtidig fremsende
vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og
at dens hovedformål er beskyttelse af miljø og natur.
Tilsvarende gælder lokale foreninger og organisationer, der
efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser. | | 4. I §§ 61 og 62 og i § 87,
stk. 1 og 2,
indsættes efter »kapitel 3":
», 4 og 5 a«. |
| | |
§ 62.
Landsdækkende foreninger og organisationer, der har
beskyttelse af miljø og natur som hovedformål, kan
underrette miljøministeren om, at de ønsker
underretning om bestemte typer ad afgørelser truffet med
hjemmel i bestemmelserne i kapitel 3, hvorefter ministeren inden 14
dage underretter vedkommende kommunalbestyrelse. Tilsvarende
gælder landsdækkende foreninger og organisationer, der
efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelserne berører
sådanne interesser. | | |
| | |
§ 85.
Danmarks Fiskeriforening kan påklage kommunalbestyrelsens og
miljøministerens afgørelser efter bestemmelserne i
kapitel 3, for så vidt angår spørgsmål om
forurening af vandløb, søer eller havet. | | 5. I § 85, stk. 1 og 2,
indsættes efter »kapitel 3":
»og 4«. |
Stk. 2.
Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark kan påklage
kommunalbestyrelsens og miljøministerens afgørelser
efter bestemmelserne i kapitel 3, for så vidt angår
spørgsmål om forurening af vandløb, søer
eller havet. | | |
| | |
§ 90.
Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter
loven eller de regler, de fastsattes i medfør af loven, skal
være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen
eller beslutningen er meddelt. Er afgørelsen eller
beslutningen offentligt bekendtgjort, regnes
søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen. | | 6. I § 90, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt. som nyt punktum: »For
afgørelser meddelt efter kapitel 5 a er fristen dog 12
måneder." |
| | |
§ 91.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der | | 7. I § 91, stk. 1, nr. 4,
ændres »§ 52«
til: Ȥ 52,
stk. 1«. |
| | |
1)- 3) .. 4) undlader at give underretning som
nævnt i § 52 eller at eller at meddele oplysninger
eller at afgive prøver efter § 53, 5) undlader at indgive anmeldelse, der er
foreskrevet i regler udfærdiget i medfør af
§ 5, stk. 3, og § 17, stk. 3, 2.
pkt., 6) modvirker myndighedernes adgang til
ejendomme eller lokaliteter i strid med § 71, 7) forsætligt borttager, forvansker
eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse
med arbejder og undersøgelser efter loven, | | 8. I § 91, stk. 1, indsættes
efter nr. 8 som nye numre: »9) undlader at søge en
overhængende fare for forurening afværget eller
forhindre yderligere udledning af forurenende stoffer m.v. efter
§ 52, stk. 2, 10) undlader at iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger over for en
overhængende fare for en miljøskade eller ethvert
praktisk gennemførligt tiltag, der kan begrænse en
miljøskades omfang samt forhindre yderligere
miljøskade, jf. § 54 c,« Nr. 9-11 bliver herefter 11-13. |
8) undlader at efterkomme krav i en
afgørelse efter § 51 eller fjerner eller
ændrer udstyr, som tilsynsmyndigheden har anbragt i
medfør af en afgørelse efter § 50 eller
§ 51, | | |
9) overtræder bestemmelser fastsat i
De Europæiske Fællesskabers forordninger
vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf.
§ 75, stk. 1, | | |
10) afgiver urigtige eller vildledende
oplysninger i forbindelse med behandlingen af sager efter denne lov
eller | | |
11) undlader at efterkomme
godkendelsesmyndighedens eller klageinstansens afgørelse om
at etablere sikkerhedsstillelse efter § 37. | | |
| | |
| | § 6 1. I fodnoten til lovens titel indsættes som
2. pkt.: »Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).« |
| | |
| | 2. Efter
§ 25 indsættes: »Kapitel 3 a Miljøskade § 25
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 25
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, uanset hvordan skaden eller den
overhængende fare for skade er sket, jf. dog stk. 3 og
4. |
| | Stk. 3. I
sager om anvendelse af en genmodificeret organisme anses som den
ansvarlige for en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade den, der som led i
erhvervsmæssige aktiviteter har brugt disse produkter,
medmindre brugeren kan godtgøre, at brugen var i
overensstemmelse med forskrifterne for brug, og at den
pågældende ikke har udvist uforsvarlig adfærd i
forbindelse med brugen. |
| | Stk. 4.
Hvis brugeren ikke kan anses som den ansvarlige i sager omfattet af
stk. 3, anses som den ansvarlige for en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade den, der
erhvervsmæssigt har produceret eller importeret den
genmodificerede organisme, der er brugt. |
| | |
| | § 25
c. Den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade skal straks
underrette tilsynsmyndigheden om alle relevante aspekter ved
situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for en overhængende fare for en
miljøskade skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge den overhængende fare for miljøskade.
Den ansvarlige for en miljøskade skal, hvis en
miljøskade er indtrådt, straks iværksætte
ethvert praktisk gennemførligt tiltag, der kan
begrænse skadens omfang og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 25 f. |
| | |
| | § 25
d. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for miljøskaden kan godtgøre, at
den |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for den
overhængende fare for en miljøskade kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 3.
Stk. 1, nr. 3 gælder ikke for producenten og
importøren som nævnt i § 25 b,
stk. 4. |
| | |
| | § 25
e. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften eller brugeren, producenten eller importøren, at
give de oplysninger, som har betydning for vurderingen af, om der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Den ansvarlige for driften, brugeren,
producenten eller importøren kan herunder påbydes for
egen regning at foretage undersøgelser, analyser,
måling af stoffer og lignende med henblik på at
klarlægge årsagen til og virkningen af en stedfunden
påvirkning. |
| | Stk. 2.
Påbud kan meddeles, uanset om den ansvarlige for driften
eller brugeren, producenten eller importøren har
rådighed over den ejendom, hvor der er påvist en
påvirkning. I påbuddet skal der fastsættes en
pligt til retableringer af de berørte ejendom. |
| | Stk. 3.
Hvis den ansvarlige for driften eller brugeren, producenten eller
importøren ikke har rådighed over ejendommen, kan
tilsynsmyndigheden meddele den, der har rådighed over
ejendommen, påbud om at tåle, at undersøgelser
m.v. gennemføres ved den ansvarlige for driften eller
brugeren, producenten eller importøren. |
| | Stk. 4.
Påbud efter stk. 3 er bindende over for den, der til
enhver tid har rådighed over den ejendom, hvor der er
påvist en påvirkning. |
| | |
| | § 25
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for miljøskaden kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 25 d, stk. 1, nr. 1, 2 eller 3. § 25 d,
stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 3.
Afgørelse om, at der foreligger en overhængende fare
for en miljøskade, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for den overhængende fare for en miljøskade
kan godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 25 d, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Tilsynsmyndigheden offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 5.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelse. |
| | |
| | § 25
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 25 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 25
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som
klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og
klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52. |
| | |
| | § 25
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 30, stk. 4, nr. 2-6, skal tilsynsmyndigheden
træffe afgørelse efter § 25 f eller
§ 25 g. |
| | Stk. 2. Anmodningen skal være
ledsaget af relevante oplysninger om den formodede
miljøskade eller den overhængende fare for en
miljøskade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 30.
Afgørelser i henhold til denne lov og regler fastsat med
hjemmel i loven kan påklages af 1) afgørelsens adressat, 2) enhver, der har en individuel,
væsentlig interesse i sagens udfald, og 3) berørte
kommunalbestyrelser. Stk. 1 og
2. .. | | 3. I § 30 indsættes som stk. 4 og 5: »Stk. 4. Afgørelser efter
kapitel 3 a kan påklages af 1) afgørelsens adressat, 2) enhver, der har en væsentlig,
individuel interesse i sagen, 3) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres vedtægter har beskyttelse af
natur og miljø som hovedformål, |
| | 4) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres vedtægter har til
formål at varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne
interesser, 5) lokale foreninger og organisationer,
der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål,
og 6) lokale foreninger og organisationer,
som efter deres formål varetager væsentlige rekreative
interesser, når afgørelsen berører
sådanne interesser. |
| | Stk. 5.
Miljøklagenævnet kan kræve, at foreningerne
eller organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved at
indsende vedtægter eller på anden
måde.« |
| | |
§ 31.Stk. 1
og 2. .. Stk. 3.
Klage over en meddelt godkendelse efter § 10 har
opsættende virkning, indtil klagemyndighedens
afgørelse foreligger, eller klagemyndigheden bestemmer
andet. Stk. 4-8.
.. | | 5. I
§ 31, stk. 3, indsættes efter
»§ 10«: »og afgørelser efter
kapitel 3 a«. |
| | |
§ 34.
Afgørelser efter § 8 truffet af
miljøministeren og vilkår fastsat i medfør af
regler udstedt i medfør af § 7, stk. 3, til
sikring af det ydre miljø i Beskæftigelsesministeriets
afgørelser om klassifikation af laboratorier,
laboratorieområder og anlæg til storskalforsøg
kan påklages til det miljøklagenævn, der er
nedsat i henhold til lov om miljøbeskyttelse.
§ 102, § 104, stk. 1 og 2,
§ 105, stk. 1 og 2, 1. pkt., § 106,
stk. 1-3, og § 109 i lov om miljøbeskyttelse
finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2-4.
.. | | 6. I § 34, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »efter § 8«: »,
og kapitel 3 a«. |
| | |
§ 36.
Med mindre højre straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der 1) - 6) .... 7) hindrer udførelsen af
selvhjælpshandlinger efter §§ 22, stk. 1,
nr. 3, og 23 eller retten efter 29 eller 8) ved uforsvarlig omgang med genetiske
modificerede organismer forvolder skade på miljø,
natur eller sundhed eller fremkalder fare herfor. | | 7. I § 36, stk. 1, indsættes
efter nr. 6 som nyt nummer: »7) undlader at give underretning
eller iværksætte foranstaltninger eller tiltag, som
nævnt i § 25 c,«. Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og
9. |
| | |
| | § 7 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv nr.
79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle
(EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side
1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr.
807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og
dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om
bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
(EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som
senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende
2003 nr. L 284, side 1). | | 1. I fodnoten
til lovens titel ændres« (EU-Tidende 2003 nr. L 122,
side 36), og« til: (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),", og
efter »(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)«
indsættes: »og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21.
april 2004 om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader,
(EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«. |
| | |
§ 74.
Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller
bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. | | 2. I § 74, stk. 1, indsættes
efter »forhold«: »,
medmindre andet følger af kapitel 11 a«. |
| | |
| | 3. Efter
§ 76 indsættes: »Kapitel 11 a Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder § 77.
En miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 77
a. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende
fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | |
| | § 77
b. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf.
§ 73, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved
situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligten efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 77 e. |
| | |
| | § 77
c. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 77
d. Påbud efter § 77 c kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har
rådighed over ejendommen, kan tilsynsmyndigheden meddele den,
der har rådighed over ejendommen, påbud om at
tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den
ansvarlige for driften. |
| | |
| | § 77
e. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer
tilsynsmyndigheden afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 77
f. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 77 e kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 77
g. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed,
sender tilsynsmyndigheden afgørelsen om, at der foreligger
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 77
h. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 86, stk. 1, nr. 4-6, og stk. 2, skal
tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 77 e eller § 77 f. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 78.Stk. 1-3. .. Stk. 4.
Miljøministerens afgørelser efter § 9,
§ 11, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1 og 2,
§ 53, stk. 1, 2 og 4, og § 65,
stk. 1, kan påklages til Naturklagenævnet efter
bestemmelserne i dette kapitel. Andre afgørelser efter loven
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog
§ 60, stk. 4. Stk. 5-6.
.. | | 4. I § 78, stk. 4, ændres
»og § 65, stk. 1,« til:
»§ 65, stk. 1, og kapitel 11 a«. |
| | |
§ 86.
Klageberettiget er 1)- 7) ... Stk. 2.
Ved klage efter stk. 1, nr. 6 og 7, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer
deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller
på anden måde. | | 5.I § 86 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Afgørelser efter
kapitel 11 a kan påklages af 2) enhver, som har en individuel,
væsentlig interesse i sagen, og 2) de personer, organisationer m.v., der
er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2 og 5-7." Stk. 2 bliver herefter
stk. 3. |
| | |
| | 6. I § 86, stk. 2, der bliver
stk. 3, indsættes efter »nr. 6 og 7": », jf. stk. 2, nr. 2,«. |
| | |
§ 87.
Stk. 1-3. .. Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om underretning
af de klageberettigede. | | 7. I
§ 87 indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke: »Stk. 4. Klage over
afgørelser efter kapitel 11 a har opsættende virkning,
medmindre Naturklagenævnet beslutter andet.« Stk. 4 bliver herefter
stk. 5. |
| | |
§ 89.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der 1)-5) .... 6) undlader at efterkomme forbud eller
påbud efter § 11, stk. 1, § 23,
stk. 8, § 24, stk. 5, § 26,
stk. 3, § 27, stk. 1 og 2, § 34,
stk. 1, § 53, stk. 2, § 73,
stk. 5, eller § 75, stk. 2, 7) .. | | 8. I
§ 89, stk. 1, nr. 6, ændres »eller
§ 75, stk. 2,« til: », § 75,
stk. 2, § 77 c eller § 77 d«. 9. I
§ 89, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt
nummer: »8) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 77 b,«. Nr. 8-10 bliver herefter nr. 9-11. |
8) undlader at efterkomme forbud og
påbud, der er udstedt efter regler fastsat i medfør af
loven, 9) handler i strid med en
fredningsbestemmelse, en fredningskendelse eller en overenskomst om
fredning indgået for fredningsnævn eller
tilsidesætter forskrifter, der er udstedt i medfør
heraf, 10) tilsidesætter vilkår, der
er fastsat i en tilladelse eller godkendelse efter loven eller
regler udstedt efter loven. | | |
| | |
| | § 8 |
| | |
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv nr.
79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle
(EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side
1), som senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr.
807/2003 af 14. april 2003 (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og
dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om
bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
(EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som
senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003 (EU-Tidende
2003 nr. L 284, side 1). | | 1. I fodnoten til lovens titel ændres«
(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36), og« til:
»(EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36),«, og efter
»(EU-Tidende 2002 nr. L 284, side 1)« indsættes:
»og dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56)«. |
| | |
§ 55.
Det påhviler ejeren af et fredskovspligtigt areal at
lovliggøre et ulovligt forhold på arealet.
Består forholdet i ulovlig brug af arealet, påhviler
pligten tillige brugeren. | | 2.§ 55 affattes således: »§ 55. Det påhviler den
til enhver tid værende ejer eller bruger af et
fredskovspligtigt areal at berigtige et ulovligt forhold, medmindre
andet følger af kapitel 8 a.« |
| | |
| | 3. Efter
§ 59 indsættes: »Kapitel 8 a Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder § 59
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade i overensstemmelse med §§ 7, 10
og 11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 59
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende
fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | |
| | § 59
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade straks underrette miljøministeren om alle
relevante aspekter ved situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren påser, at pligten efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 59 f. |
| | |
| | § 59
d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, som har betydning for
vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 59
e. Påbud efter § 59 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist påvirkning af naturen eller
miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har
rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele
den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at
tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den
ansvarlige for driften. |
| | |
| | § 59
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer
miljøministeren afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | |
| | § 59
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 59 f kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden. |
| | |
| | § 59
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som
klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og
klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52. |
| | |
| | § 59
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 62, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 1 og 2,
miljøministeren træffe afgørelse efter
§ 59 f eller § 59 g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af
oplysninger som nævnt i stk. 2.« |
| | |
§ 60.
Afgørelser efter §§ 4 og 6, § 7,
stk. 2, § 13, § 15, stk. 2,
§ 17, stk. 3, §§ 19-21, 38 og 39 og
§ 51, stk. 2 og 3, der er truffet af
miljøministeren eller efter bemyndigelse fra denne,
§ jf. § 43, kan påklages til
Naturklagenævnet. Stk. 2-3.
.. | | 4. I § 60, stk. 1, ændres
»38 og 39 og § 51, stk. 2 og 3,« til:
»§§ 38 og 39, § 51, stk. 2 og
3, og kapitel 8 a«. |
| | |
§ 62.Stk. 1-2. .. Stk. 3.
Ved klage efter stk. 2, nr. 2 og 3, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne m.v.
dokumenterer deres klageberettigelse ved at indsende
vedtægter eller på anden måde. Stk. 4.
De foreninger og organisationer, der er nævnt i stk. 2,
skal underrettes skriftligt om de afgørelser, der er
nævnt i stk. 2, hvis de anmoder om det. | | 5. I
§ 62, indsættes efter stk. 2 som nyt
stykke: »Stk. 3. Afgørelser, der er
truffet efter denne lovs kapitel 8 a, kan påklages af 1) de personer m.v., som er nævnt i
stk. 1, og 2) de foreninger og organisationer, der er
nævnt i stk. 2, nr. 2-4.« Stk. 3 og 4 bliver herefter
stk. 4 og 5. 6. I § 62, stk. 3, der bliver
stk. 4, indsættes efter »stk. 2, nr. 1 og 2,«: », og stk. 3, nr. 2,«. |
| | |
§ 63.Stk. 1-3. .. Stk. 4.
Klage over en afgørelse efter § 6 eller
§ 38 har opsættende virkning, indtil
klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer
andet. Stk. 5-7.
.. | | 7. I § 63, stk. 4, ændres
»§ 6 eller § 38« til:
»§ 6, § 38 eller kapitel 8
a«. |
| | |
§ 65.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der 1)-6) .... 7) undlader at efterkomme et påbud
efter § 51, stk. 2 eller 3. | | 8. I § 65, stk. 1, nr. 7,
ændres »§ 51, stk. 2 eller 3.«
til: »51, stk. 2 eller 3, eller § 59 d,
eller«. 9. I § 65, stk. 1, indsættes
som nr. 8: »8) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 59 c.« |
| | |
| | § 9 1. Som fodnote til
lovens titel indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).« |
| | |
§ 48.
Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller
bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold. Stk. 2 og 3.
.. | | 2. I § 48, stk. 1, indsættes
efter »forhold«: »,
medmindre andet følger af kapitel 8 a«. |
| | |
| | 3. Efter
§ 53 indsættes: »Kapitel 8 a Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder § 53
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 53
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende
fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | |
| | § 53
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette miljøministeren om alle
relevante aspekter ved situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren påser, at pligten efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 53 f. |
| | |
| | § 53
d. Miljøministeren kan påbyde den ansvarlige
for driften at give de oplysninger, som har betydning for
vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 53
e. Påbud efter § 53 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har
rådighed over ejendommen, kan miljøministeren meddele
den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at
tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den
ansvarlige for driften. |
| | |
| | § 53
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer
miljøministeren afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | |
| | § 53
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer miljøministeren afgørelse herom, uanset
at der ikke efter § 53 f kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden. |
| | |
| | § 53
h. Afgørelse om, at der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, kan først påklages som led i en
klage over en afgørelse efter miljøskadelovens
kapitel 2 eller 3. Klagefristen løber i samme tidsrum som
klagefristen for afgørelsen efter miljøskadeloven, og
klagen skal indgives i overensstemmelse med miljøskadelovens
§ 52. |
| | |
| | § 53
i. Hvis en klageberettiget efter § 53 j,
stk. 1, nr. 2-5, har formodning om en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, skal
tilsynsmyndigheden på anmodning fra den klageberettigede
træffe afgørelse efter § 53 f eller
§ 53 g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Ministeren kan afvise at træffe afgørelse om, hvorvidt
der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, hvis anmodningen ikke er ledsaget af
oplysninger som nævnt i stk. 2. |
| | |
| | § 53
j. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages
til Naturklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag,
afgørelsen er meddelt. |
| | Stk. 2.
Klagen indgives skriftligt til miljøministeren. Ministeren
videresender klagen til Naturklagenævnet ledsaget af den
påklagede afgørelse og det materiale, de er
indgået i sagen. |
| | Stk. 3.
Klage har opsættende virkning, medmindre
Naturklagenævnet beslutter andet. |
| | Stk. 4.
Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klage efter loven, når klagen
skønnes ikke at indeholde spørgsmål af
væsentlig interesse i forhold til lovens formål. |
| | Stk. 5.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed. |
| | |
| | § 53
k. Afgørelser efter dette kapitel kan påklages
af |
| | 1) adressaten for afgørelsen, |
| | 2) enhver, som har en væsentlig,
individuel interesse i sagen, |
| | 3) landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og
miljø, |
| | 4) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen
berører sådanne interesser, og |
| | 5) lokale foreninger og organisationer,
der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål. |
| | Stk. 2.
Ved klage efter stk. 1, nr. 3 og 4, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer
deres klageberettigelse ved at indsende vedtægter eller
på anden måde.« |
| | |
| | 4. I § 54, stk. 1, udgår i
nr. 7 »eller«, og i nr. 8 indsættes efter »ulovligt
forhold«: », eller«. |
| | |
§ 54.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der 1)-6) .. 7) tilsidesætter vilkår, der
er fastsat i en tilladelse eller godkendelse efter loven eller
efter regler udstedt i medfør af loven, eller 8) undlader at efterkomme forbud eller
påbud, der er udstedt efter loven eller efter regler fastsat
i medfør af loven, herunder påbud om at berigtige et
ulovligt forhold. | | 5. I § 54, stk. 1, indsættes
som nr. 9: »9) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 53 c.« |
| | |
| | § 10 1. Som fodnote til lovens titel
indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).« |
| | |
| | 2. Efter
§ 37 indsættes: »Kapitel 9 a Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder § 37
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 37
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende
fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | |
| | § 37
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade straks underrette kommunalbestyrelsen om alle
relevante aspekter ved situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen påser, at pligterne efter stk. 1 og
2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse
efter § 37 f. |
| | |
| | § 37
d. Kommunalbestyrelsen kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 37
e. Påbud efter § 37 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har
rådighed over ejendommen, kan kommunalbestyrelsen meddele
den, der har rådighed over ejendommen, påbud om at
tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved den
ansvarlige for driften. |
| | |
| | § 37
f. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter reglerne i miljøskadeloven, træffer
kommunalbestyrelsen afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 37
g. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer kommunalbestyrelsen afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 37 f kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 37
h. Kommunalbestyrelsen sender afgørelsen om, at der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 37
i. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 44, stk. 4, nr. 2-5, skal kommunalbestyrelsen
træffe afgørelse efter § 37 f eller
§ 37 g. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Kommunalbestyrelsen kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 41.
Den til enhver tid værende ejer af en ejendom er forpligtet
til at berigtige forhold i strid med loven. Består forholdet
i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige
brugeren. | | 3.
§ 41, stk. 1, affattes således: »Det påhviler den til enhver
tid værende ejer eller bruger af en ejendom at berigtige et
ulovligt forhold, medmindre andet følger af kapitel 9
a.« |
| | |
§ 44.Stk. 1-3. .. Stk. 4.
Kommunalbestyrelsens øvrige afgørelser efter loven
kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Stk. 5.
Kommunalbestyrelsen skal skriftligt underrette de klageberettigede
om afgørelser, der kan påklages efter stk. 2,
herunder offentlige myndigheder der må antages at have
interesse i sagen. Der skal dog kun gives skriftlig underretning
til de i stk. 2, nr. 6, nævnte foreninger og
organisationer, såfremt de har anmodet kommunalbestyrelsen
herom. Underretning af de personer mv., som er omfattet af
stk. 2, nr. 4, kan finde sted ved offentlig annoncering, jf.
stk. 6. Stk. 6.
Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre alle
afgørelser, der kan påklages efter stk. 2,
medmindre de er af underordnet betydning. Stk. 7.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen
dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen
udløber på en lørdag eller helligdag,
forlænges fristen til den følgende hverdag. | | 4. I
§ 44 indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke: »Stk. 4. Kommunalbestyrelsens
afgørelser efter kapitel 9 a kan påklages til
Naturklagenævnet af 1) adressaten for afgørelsen, 2) enhver, som har en væsentlig,
individuel interesse i sagen, 3) landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og
miljø, 4) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres vedtægter varetager
væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen
berører sådanne interesser, og 5) lokale foreninger og organisationer,
der har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål.« Stk. 4-9 bliver herefter
stk. 5-10. 5. I § 44, stk. 5, der bliver
stk. 6, ændres »jf.
stk. 6« til: »jf.
stk. 7«. 6. I § 44, stk. 8, der bliver
stk. 9, ændres »stk. 2 og 3« til:
»stk. 2-4«. |
Stk. 8.
Klager efter stk. 2 og 3 indgives skriftligt til
kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen videresender klagen til
Naturklagenævnet ledsaget af den påklagede
afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens
bedømmelse. | | |
Stk. 9.
Tilladelser må ikke udnyttes, før klagefristen er
udløbet. Rettidig klage har opsættende virkning for
den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden
bestemmer andet. | | |
| | |
| | 7. Efter
§ 44 indsættes: |
| | Ȥ 44
a. Naturklagenævnets formand kan på
nævnets vegne træffe afgørelse i klage efter
loven, når klagen skønnes ikke at indeholde
spørgsmål af væsentlig interesse i forhold til
lovens formål. |
| | Stk. 2.
Ved klage efter § 44, stk. 4, nr. 3 og 4, kan
Naturklagenævnet kræve, at foreningerne eller
organisationerne dokumenterer deres klageberettigelse ved
indsendelse af vedtægter eller på anden
måde. |
| | Stk. 3.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.« |
| | |
§ 50.
Med bøde straffes den, der 1) .. 2) tilsidesætter vilkår for en
tilladelse eller godkendelse efter loven eller regler fastsat efter
loven eller 3) undlader at efterkomme et påbud
om at berigtige et ulovligt forhold. Stk. 2 og 3.
.. | | 8. I § 50, stk. 1, indsættes
efter nr. 1 som nye numre: »2) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 37 c, 3) undlader at efterkomme påbud
efter § 37 d eller § 37 e,«. Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 4 og
5. |
Stk. 4.
Forældelsesfristen for strafansvar for overtrædelse som
nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2, er 5 år. | | 9. I § 50, stk. 4, ændres
»stk. 1, nr. 1 og 2,«
til: » stk. 1, nr.
1-4,«. |
| | |
| | § 11 1. Som fodnote til lovens titel
indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).« |
| | |
| | 2. Efter
§ 59 indsættes: »§ 59
a. Det påhviler den til enhver tid værende ejer
eller bruger af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold,
medmindre andet følger af kapitel 11 a.« |
| | |
| | 3. Efter
§ 60 indsættes: »Kapitel 11 a Miljøskade § 60
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 60
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, der er
forårsaget i forbindelse med erhvervsmæssig
anlæggelse eller drift af opstemningsanlæg, jf.
§ 48, forstås den ansvarlige for driften, uanset
hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er
sket. |
| | Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af
stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden
eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig
adfærd udvist af den pågældende. |
| | |
| | § 60
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette vandløbsmyndigheden om
alle relevante aspekter ved situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade. |
| | Stk. 3.
Vandløbsmyndigheden påser, at pligterne efter
stk. 1 og 2 opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet
afgørelse efter § 60 g. |
| | |
| | § 60
d. Vandløbsmyndigheden kan påbyde den
ansvarlige for driften at give de oplysninger, som har betydning
for vurderingen af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 60
e. Påbud efter § 60 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom,
hvor der er påvist en påvirkning af naturen eller
miljøet. Hvis den ansvarlige for driften ikke har
rådighed over ejendommen, kan vandløbsmyndigheden
meddele den, der har rådighed over ejendommen, påbud om
at tåle, at undersøgelser m.v. gennemføres ved
den ansvarlige for driften. |
| | |
| | § 60
f. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 60 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, og ikke
skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 60 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | |
| | § 60
g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter reglerne i
miljøskadeloven, træffer vandløbsmyndigheden
afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
miljøskade forårsaget af en aktivitet som nævnt
i § 60 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger
forhold som nævnt i § 60 f, stk. 1. |
| | Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af en aktivitet som nævnt i § 60 b, stk. 2,
kan ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 60 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
vandløbsmyndigheden skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 60
h. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer vandløbsmyndigheden afgørelse herom,
uanset at der ikke efter § 60 g kan træffes
afgørelse om, hvem der er ansvarlig for
miljøskaden. |
| | |
| | § 60
i. Vandløbsmyndigheden sender afgørelsen om,
at der foreligger en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade, og det materiale, der er
indgået i vurderingen af sagen, til miljøministeren.
Fremsendelse skal ske samtidig med underretning af den ansvarlige
herfor. |
| | Stk. 2.
Vandløbsmyndigheden offentliggør
afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 60
j. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 84, stk. 1, nr. 2, eller stk. 2, skal
vandløbsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 60 g eller § 60 h. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Vandløbsmyndigheden kan afvise at træffe
afgørelse om, hvorvidt der foreligger en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, hvis
anmodningen ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 80.
Vandløbsmyndighedens afgørelser, bortset fra
afgørelser om erstatning og andre økonomiske
spørgsmål, kan påklages til
miljøministeren, jf. dog stk. 2. Afgørelser
efter § 54 a kan dog ikke påklages. Stk. 2.
Vandløbsmyndighedens afgørelser vedrørende
regulativer for offentlige vandløb, jf. § 12, kan
påklages til Naturklagenævnet. Bestemmelsen i
stk. 1, 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3.
Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan miljøministeren
fastsætte regler om, at vandløbsmyndighedens
afgørelser i nærmere angivne grupper af sager om
private vandløb ikke skal kunne påklages til anden
administrativ myndighed. | | 4. I § 80, stk. 1, 1. pkt.,
ændres »jf. dog stk. 2« til: »jf. dog
§ 80 a«. 5.§ 80, stk. 2,
ophæves. Stk. 3 bliver herefter
stk. 2. |
| | |
| | 6. Efter
§ 80 indsættes: »§ 80
a. Afgørelser vedrørende regulativer for
offentlige vandløb, jf. kapitel 5, og afgørelser
efter kapitel 11 a kan påklages til Naturklagenævnet.
§ 80, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse. |
| | Stk. 2.
Klage har opsættende virkning, medmindre
Naturklagenævnet beslutter andet. |
| | Stk. 3.
Naturklagenævnets formand kan på nævnets vegne
træffe afgørelse i klage, når klagen
skønnes ikke at indeholde spørgsmål af
væsentlig interesse i forhold til lovens formål. |
| | Stk. 4.
Naturklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.« |
| | |
§ 84.Stk. 1. .. Stk. 2.
Afgørelser efter kapitel 5 kan påklages af 1) lokale foreninger og organisationer,
som har en væsentlig interesse i afgørelsen, 2) landsdækkende foreninger og
organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og
miljø, og 3) landsdækkende foreninger og
organisationer, som efter deres formål varetager
væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen
berører sådanne interesser. Stk. 3.
Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund kan
påklage visse større sager efter kapitlerne 6, 7 og 8
efter miljøministerens nærmere bestemmelse. | | 7. I § 84, stk. 2, ændres
» kan påklages af« til: »vedrørende
regulativer for offentlige vandløb kan desuden
påklages af«. 8. I § 84 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. Afgørelser efter
kapitel 11 a kan påklages af 1) de personer m.v., der er nævnt i
stk. 1, nr. 1 og 2, og 2) de foreninger og organisationer, der er
nævnt i stk. 2.« Stk. 3 og 4 bliver herefter
stk. 4 og 5. |
Stk. 4.
Ved klage efter stk. 2, nr. 2 og 3, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer
deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller
på anden måde. | | 9. I § 84, stk. 4, der bliver
stk. 5, indsættes efter »stk. 2, nr. 2 og 3,": »jf. stk. 3, nr. 2,«. |
| | |
§ 85.
Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der 1)-5) .. 6) forsætligt borttager, forvansker
eller beskadiger afmærkninger, som foretages i forbindelse
med arbejder og undersøgelser efter § 61. Stk. 2 og 3.
.. | | 10. I § 85, stk. 1, indsættes
efter nr. 5 som nyt nummer: »6) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 60 c, eller«. Nr. 6 bliver herefter nr. 7. § 12 1. Som fodnote
til lovens titel indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56) og dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15.
marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien
og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L
102, side 15).« |
| | |
| | 2. I § 15 indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Afgørelser efter
kapitel 7 a kan påklages af de personer, organisationer m.v.,
der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 4-7.« Stk. 2 bliver herefter
stk. 3. 3. I § 15, stk. 2, der bliver
stk. 3, indsættes efter »nr. 5 og 6": », jf. stk. 2, nr. 1,«. |
| | |
§ 26.
Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20, 23
og 24 af miljøministeren eller afgørelser truffet
efter regler fastsat i medfør af lovens § 19,
stk. 3, § 23, stk. 2, og § 24,
stk. 3, kan påklages til Naturklagenævnet. Stk. 2 og 3.
.. | | 4. I § 26, stk. 1, indsættes
efter »23 og 24«: »og kapitel 7 a«. |
| | |
§ 26
a. Klageberettiget er Stk. 1- 2.
.. Stk. 3.
Ved klage efter stk. 1, nr. 4 og 5, kan Naturklagenævnet
kræve, at foreningerne eller organisationerne dokumenterer
deres klageberettigelse ved indsendelse af vedtægter eller
på anden måde. | | 5. I § 26 a indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke: »Stk. 3. Afgørelser efter
kapitel 7 a kan påklages af den kreds af klageberettigede,
som er nævnt i stk. 1, nr. 1, 4-6 og 9.« Stk. 3 bliver herefter
stk. 4. 6. I § 26 a, stk. 3, der bliver
stk. 4, indsættes efter »nr. 4 og 5,«:
»jf. stk. 2,«. |
| | |
§ 33.
Det påhviler den til enhver tid værende ejer eller
bruger af en ejendom eller indvindingsmateriel at berigtige et
ulovligt forhold. | | 7. I
§ 33, stk. 1, indsættes efter
»forhold«: », medmindre
andet følger af kapitel 7 a«. |
| | 8. Efter
§ 33 indsættes: »Kapitel 7 a Miljøskade § 33
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7-11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 33
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, der er
forårsaget i forbindelse med håndtering af
indvindingsaffald, forstås den ansvarlige for driften, uanset
hvordan skaden eller den overhængende fare for en skade er
sket. |
| | Stk. 3.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade på
beskyttede arter eller internationale
naturbeskyttelsesområder som fastlagt i §§ 7,
10 og 11 i miljøskadeloven, som ikke er omfattet af
stk. 2, forstås den ansvarlige for driften, hvis skaden
eller den overhængende fare for en skade skyldes uforsvarlig
adfærd udvist af den pågældende. |
| | |
| | § 33
c. Den ansvarlige for driften skal i tilfælde af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade straks underrette tilsynsmyndigheden, jf.
§ 31, stk. 1 og 2, om alle relevante aspekter ved
situationen. |
| | Stk. 2.
Den ansvarlige for driften skal straks iværksætte de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der kan
afværge en overhængende fare for en miljøskade.
Den ansvarlige for driften skal, hvis en miljøskade er
indtrådt, straks iværksætte ethvert praktisk
gennemførligt tiltag, der kan begrænse skadens omfang
og forhindre yderligere skade |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden påser, at pligterne efter stk. 1 og 2
opfyldes, selv om der endnu ikke er truffet afgørelse efter
§ 33 g. |
| | |
| | § 33
d. Tilsynsmyndigheden kan påbyde den ansvarlige for
driften at give de oplysninger, som har betydning for vurderingen
af, om der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade. Den ansvarlige
for driften kan herunder påbydes at foretage
undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende
med henblik på at klarlægge årsagen til og
virkningen af en stedfunden påvirkning af naturen eller
miljøet. |
| | |
| | § 33
e. Påbud efter § 33 d kan meddeles, uanset
om den ansvarlige for driften har rådighed over den ejendom
eller det indvindingsmateriel, hvor der er påvist en
påvirkning af naturen eller miljøet. Hvis den
ansvarlige for driften ikke har rådighed over ejendommen
eller indvindingsmateriellet, kan tilsynsmyndigheden meddele den,
der har rådighed over ejendommen eller
indvindingsmateriellet, påbud om at tåle, at
undersøgelser m.v. gennemføres ved den ansvarlige for
driften. |
| | |
| | § 33
f. Pligten til at begrænse en miljøskades
omfang og forhindre yderligere miljøskade gælder ikke,
hvis den ansvarlige for driften som nævnt i § 33 b,
stk. 2, kan godtgøre, at miljøskaden |
| | 1) er forvoldt af tredjemand og er
indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, |
| | 2) skyldes overholdelse af ufravigelige
forskrifter, der er fastsat af en offentlig myndighed, medmindre
forskrifterne følger af påbud eller instrukser, som
skyldes den pågældendes egne aktiviteter, eller |
| | 3) er forvoldt ved en emission eller
begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af og
fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse eller
med regler, der er så detaljerede, at disse kan sidestilles
med en tilladelse, og som ikke skyldes egen uforsvarlig
adfærd. |
| | Stk. 2.
Pligten til at afværge en overhængende fare for en
miljøskade gælder ikke, hvis den ansvarlige for
driften som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
godtgøre, at faren skyldes forhold som nævnt i
stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | |
| | § 33
g. Hvis der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2
eller 3, som skal behandles efter reglerne i
miljøskadeloven, træffer tilsynsmyndigheden
afgørelse herom. |
| | Stk. 2.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
miljøskade forårsaget af aktiviteter som nævnt i
§ 33 b, stk. 2, kan ikke træffes, hvis den
ansvarlige for driften kan godtgøre, at der foreligger
forhold som nævnt i § 33 f, stk. 1. |
| | Stk. 3.
Afgørelse efter stk. 1 om, at der foreligger en
overhængende fare for en miljøskade forårsaget
af aktiviteter som nævnt i § 33 b, stk. 2, kan
ikke træffes, hvis den ansvarlige for driften kan
godtgøre, at der foreligger forhold som nævnt i
§ 33 f, stk. 1, nr. 1 eller 2. |
| | Stk. 4.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen skal forelægge et udkast til
afgørelse efter stk. 1 med henblik på at indhente
en bindende udtalelse fra miljøministeren om, hvorvidt der
foreligger en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, som skal behandles efter
miljøskadeloven. Miljøministeren kan desuden
fastsætte regler om, at den bindende udtalelse først
kan påklages som led i en klage over en afgørelse
efter miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. |
| | |
| | § 33
h. Hvis der foreligger en miljøskade, som
påvirker eller kan påvirke et andet EU-land,
træffer tilsynsmyndigheden afgørelse herom, uanset at
der ikke efter § 33 g kan træffes afgørelse
om, hvem der er ansvarlig for miljøskaden. |
| | |
| | § 33
i. I sager, hvor kommunalbestyrelsen er tilsynsmyndighed,
sender kommunalbestyrelsen afgørelsen om, at der foreligger
en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, og det materiale, der er indgået i
vurderingen af sagen, til miljøministeren. Fremsendelse skal
ske samtidig med underretning af den ansvarlige herfor. |
| | Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen offentliggør afgørelsen. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren kan fastsætte regler om
offentliggørelsen. |
| | Stk. 4.
Afgørelse om, at der foreligger en miljøskade eller
en overhængende fare for en miljøskade, som skal
behandles efter miljøskadeloven, kan først
påklages som led i en klage over en afgørelse efter
miljøskadelovens kapitel 2 eller 3. Klagefristen
løber i samme tidsrum som klagefristen for afgørelsen
efter miljøskadeloven, og klagen skal indgives i
overensstemmelse med miljøskadelovens § 52. |
| | |
| | § 33
j. På anmodning fra en klageberettiget efter
§ 15, stk. 2, og § 26 a, stk. 3, skal
tilsynsmyndigheden træffe afgørelse efter
§ 33 g eller § 33 h. |
| | Stk. 2.
Anmodningen skal være ledsaget af relevante oplysninger om
den formodede miljøskade eller den overhængende fare
for en miljøskade. |
| | Stk. 3.
Tilsynsmyndigheden kan afvise at træffe afgørelse om,
hvorvidt der foreligger en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, hvis anmodningen
ikke er ledsaget af oplysninger som nævnt i
stk. 2.« |
| | |
§ 44.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes med bøde den, der 1)-4) .. | | 9. I § 44, stk. 1, indsættes
som nr. 5: »5) undlader at give underretning
eller træffe foranstaltninger som nævnt i
§ 33 c.« |
| | |
| | § 13 1. Som fodnote
til lovens titel indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, EU-Tidende 2004 nr. L 143, side
56).« |
| | |
| | 2. Efter
§ 10 indsættes som nyt kapitel: »Kapitel 3 a Miljøskade på beskyttede
arter eller internationale naturbeskyttelsesområder § 10
a. En miljøskade eller en overhængende fare for
en miljøskade forstås i overensstemmelse med
§§ 7, 10 og 11 i miljøskadeloven. |
| | |
| | § 10
b. Ved den ansvarlige for driften forstås den, der
driver eller kontrollerer den erhvervsmæssige
aktivitet. |
| | Stk. 2.
Ved den ansvarlige for en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade forstås den
ansvarlige for driften, hvis skaden eller den overhængende
fare for en skade skyldes uforsvarlig adfærd udvist af den
pågældende. |
| | |
| | § 10
c. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri
fastsætter regler om forebyggelse og anmeldelse af en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade på beskyttede arter og internationale
naturbeskyttelsesområder i forbindelse med udøvelse af
erhvervsmæssige fiskeriaktiviteter til gennemførelse
af direktiv om miljøansvar for så vidt angår
forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, herunder
om |
| | 1) underretnings- og oplysningspligt for
den ansvarlige for driften i tilfælde af en miljøskade
eller en overhængende fare for en miljøskade, |
| | 2) meddelelse af påbud til den
ansvarlige for driften om indsendelse af oplysninger, som har
betydning for vurderingen af, om der foreligger en
miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, herunder påbud om at foretage
undersøgelser, analyser af stoffer og lignende med henblik
på at klarlægge årsagen til og virkningerne af en
miljøskade eller overhængende fare for en
miljøskade og |
| | 3) klage over afgørelser, herunder
om klageberettigede.« |
| | |
§ 206.Stk. 1. .. Stk. 2.
Endvidere finder bestemmelserne i §§ 191 og 192
tilsvarende anvendelse i alle tilfælde, hvor der her i riget
eller i eksklusive økonomiske zoner, er opstået
forureningsskade som nævnt i § 191, stk. 2,
som udtømmes eller udflyder fra andet skib end nævnt i
§ 191, stk. 3, eller hvor der er truffet
forholdsregler for at afværge eller begrænse
sådan skade uden hensyn til, hvor de nævnte
forholdsregler er truffet. Ejeren har i disse tilfælde ret
til at begrænse ansvaret efter reglerne i kapitel 9. | | § 14 1.§ 206, stk. 2, 2. pkt.,
ophæves. 2. I
§ 206 indsættes som stk. 4 og 5: »Stk. 4. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at stk. 2
ikke finder anvendelse på en miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, der er omfattet
af havmiljølovens § 41 b. Stk. 5.
Denne lovs kapitel 9 finder anvendelse på situationer
nævnt i stk. 2-4.« |
| | |
| | § 15 |
| | |
| | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2008, jf. dog
stk. 3. |
| | Stk. 2.
Samtidig ophæves lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg. |
| | Stk. 3.
Miljøministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttræden af § 3, nr. 5. |
| | Stk. 4.
Regler fastsat i medfør af § 8, stk. 3, og
§ 9, stk. 5, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse
havanlæg for så vidt angår fare for forurening af
havmiljøet forbliver i kraft, indtil de ophæves eller
afløses af regler udstedt i medfør af lov om
beskyttelse af havmiljøet. |
| | |
| | § 16 |
| | |
| | Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland. |
| | Stk. 2.
§ 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de særlige
grønlandske forhold tilsiger. |
| | Stk. 3.
§ 2 og § 14 kan ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de særlige færøske og
grønlandske forhold tilsiger. |
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
2004/35/EF
af 21. april 2004
om miljøansvar for
så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, som ændret ved artikel 15 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21 af 15. marts
2006
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175,
stk. 1,
under henvisning til forslag fra Kommissionen,
1)under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
2)efter høring af
Regionsudvalget,
efter proceduren i traktatens artikel 251,
3)på grundlag af Forligsudvalgets
fælles udkast af 10. marts 2004, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Fællesskabet rummer mange forurenede arealer,
hvilket indebærer betydelige sundhedsrisici, og desuden er
tab af biodiversitet markant accelereret i de seneste årtier.
Gribes der ikke ind, vil det i fremtiden kunne resultere i yderlige
jordforurening og tab af biodiversitet. Forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader i videst mulig
udstrækning bidrager til at opfylde Fællesskabets
miljøpolitiske mål og principper som fastsat i
traktaten. Lokale forhold bør tages i betragtning, når
der træffes beslutning om, hvordan miljøskader kan
afhjælpes.
(2) Forebyggelse og afhjælpning af miljøskader
bør ske ud fra princippet om, at forureneren betaler, som
fastsat i traktaten, og i overensstemmelse med princippet om
bæredygtig udvikling. For at motivere operatørerne til
at træffe foranstaltninger og udvikle fremgangsmåder,
der kan minimere risikoen for miljøskader og dermed risikoen
for økonomisk ansvar, bør det grundlæggende
princip i dette direktiv derfor være, at en operatør,
hvis aktiviteter har forvoldt miljøskade eller fremkaldt
overhængende fare for sådan skade, vil blive holdt
økonomisk ansvarlig herfor.
(3) Målet for dette direktiv, nemlig at skabe en
fælles ramme for forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, der er forbundet med rimelige omkostninger for
samfundet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af
medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på
fællesskabsplan på grund af direktivets omfang og dets
virkninger for så vidt angår andre
fællesskabsretsakter - nemlig Rådets direktiv
79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle,
4)Rådets direktiv 92/43/EØF
af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter
5)og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en
ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.
6)Fællesskabet kan derfor
træffe foranstaltninger i overensstemmelse med
subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I
overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte
artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er
nødvendigt for at nå dette mål.
(4) Miljøskade omfatter også skade
forårsaget af luftbårne elementer, for så vidt de
forårsager skader på vand, jord eller beskyttede arter
eller naturtyper.
(5) De begreber, der er nødvendige til korrekt
fortolkning og anvendelse af den ordning, der fastlægges i
dette direktiv, bør defineres, især med hensyn til
miljøskade. For begreber, der stammer fra anden relevant
fællesskabslovgivning, bør definitionen være den
samme, så der kan benyttes fælles kriterier og sikres
ensartet anvendelse.
(6) Beskyttede arter og naturtyper kan også defineres
ved en henvisning til arter og naturtyper, der er beskyttet efter
national lovgivning om naturbeskyttelse. Der bør dog tages
hensyn til særlige situationer, hvor
fællesskabslovgivning eller tilsvarende national lovgivning
giver mulighed for visse undtagelser, hvad
miljøbeskyttelsesniveauet angår.
(7) Med henblik på vurdering af skader på jord som
defineret i dette direktiv er det hensigtsmæssigt, at der
anvendes risikovurderingsprocedurer til at fastslå, i hvilket
omfang det er sandsynligt, at menneskers sundhed påvirkes
negativt.
(8) Med hensyn til miljøskader bør dette
direktiv finde anvendelse på erhvervsmæssige
aktiviteter, som udgør en risiko for menneskers sundhed
eller miljøet. Disse aktiviteter bør i princippet
identificeres på grundlag af den relevante
fællesskabslovgivning, som opstiller forskrifter for
aktiviteter eller fremgangsmåder, der anses for at
indebære en aktuel eller potentiel risiko for menneskers
sundhed eller miljøet.
(9) Med hensyn til skader på beskyttede arter og
naturtyper bør dette direktiv også finde anvendelse
på enhver erhvervsmæssig aktivitet, som ikke allerede
efter fællesskabslovgivningen direkte eller indirekte er
identificeret som aktivitet, der indebærer en faktisk eller
potentiel risiko for menneskers sundhed eller miljøet. I
sådanne tilfælde bør operatøren kun kunne
drages til ansvar i henhold til dette direktiv, når han har
handlet forsætligt eller uagtsomt.
(10) Der bør tages udtrykkeligt hensyn til
Euratom-traktaten og relevante internationale konventioner samt til
fællesskabslovgivning, der indeholder strengere og mere
omfattende bestemmelser for udøvelse af aktiviteter, der er
omfattet af dette direktiv. Dette direktiv, som ikke indeholder
supplerende lovvalgsregler i forbindelse med fastsættelsen af
de kompetente myndigheders beføjelser, berører ikke
reglerne om domstolenes internationale kompetence, som bl.a.
fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 44/ 2001 af 22. december
2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område.
7)Dette direktiv bør
ikke finde anvendelse på aktiviteter, som hovedsageligt
tjener det nationale forsvar eller den internationale
sikkerhed.
(11) Dette direktiv tager sigte på at forebygge og
afhjælpe miljøskader og berører ikke retten til
erstatning for traditionelle skader i henhold til relevante
internationale aftaler om civilretligt erstatningsansvar.
(12) Mange medlemsstater er parter i internationale aftaler om
civilretligt erstatningsansvar på specifikke områder.
Disse medlemsstater bør kunne fortsætte hermed efter
dette direktivs ikrafttræden, og andre medlemsstater
bør ikke fortabe deres ret til at tiltræde disse
aftaler.
(13) Ikke alle former for miljøskade kan
afhjælpes gennem en ansvarsordning. For at en sådan
ordning kan være effektiv, må der være en eller
flere identificerbare forurenere, skaden bør være
konkret og målelig, og der bør kunne fastslås en
årsagssammenhæng mellem skaden og den eller de
identificerede forurenere. Regler om erstatningsansvar er derfor
ikke et egnet redskab, hvis det drejer sig om forurening af
omfattende og diffus art, hvor det ikke er muligt at påvise
sammenhængen mellem negative miljøvirkninger og
bestemte aktørers handlinger eller undladelser.
(14) Dette direktiv finder ikke anvendelse på
personskade, skade på privat ejendom eller økonomiske
tab og berører ikke rettigheder med hensyn til sådanne
skader.
(15) Da forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader direkte bidrager til gennemførelsen af
Fællesskabets miljøpolitik, bør de offentlige
myndigheder sikre, at den ordning, der indføres med dette
direktiv, gennemføres og håndhæves
korrekt.
(16) Genopretning af miljøet bør ske på en
effektiv måde, der sikrer, at de pågældende
genopretningsmål opfyldes. Der bør med henblik
herpå opstilles fælles regler, og den kompetente
myndighed bør overvåge, at de følges.
(17) Der bør træffes passende forholdsregler med
henblik på situationer, hvor den kompetente myndighed som
følge af flere tilfælde af miljøskader ikke kan
sikre, at alle de nødvendige afhjælpende
foranstaltninger træffes samtidig. I sådanne
tilfælde bør den kompetente myndighed have
beføjelse til at afgøre, hvilken miljøskade
der først skal afhjælpes.
(18) Ifølge princippet om, at forureneren betaler, skal
en operatør, der forvolder miljøskade eller
fremkalder overhængende fare for sådan skade, i
princippet bære omkostningerne ved de nødvendige
forebyggende eller afhjælpende foranstaltninger. Hvis en
kompetent myndighed enten selv eller gennem en tredjemand
træffer foranstaltninger i stedet for en operatør,
bør myndigheden sikre, at de omkostninger, den afholder i
denne forbindelse, dækkes af operatøren. Det er
endvidere passende, at operatørerne i sidste ende
bærer omkostningerne ved vurderingen af miljøskader
eller i givet fald ved vurderingen af en overhængende fare
for, at sådanne skader indtræder.
(19) Medlemsstaterne kan foretage en skønsmæssig
beregning af administrative omkostninger,
retshåndhævelsesomkostninger og andre generelle
omkostninger, der skal dækkes.
(20) Det bør ikke kræves, at en operatør
skal bære omkostningerne ved forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger, der træffes i henhold til
dette direktiv i situationer, hvor den pågældende skade
eller den overhængende fare herfor skyldes begivenheder, som
operatøren ikke er herre over. Medlemsstaterne kan tillade,
at operatører, der ikke har handlet forsætligt eller
uagtsomt, ikke skal bære omkostningerne ved afhjælpende
foranstaltninger i situationer, hvor den pågældende
skade skyldes emissioner eller begivenheder, der udtrykkeligt er
godkendt, eller risikoen for skade ikke kunne være kendt, da
begivenheden eller emissionen fandt sted.
(21) Operatørerne bør bære omkostningerne
ved forebyggelsesforanstaltninger, hvis de under alle
omstændigheder skulle have truffet disse foranstaltninger for
at efterkomme de love og administrative bestemmelser, herunder
eventuelle tilladelser eller godkendelser, deres aktiviteter er
underlagt.
(22) Medlemsstaterne kan fastlægge nationale regler for
omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere.
Medlemsstaterne kan især tage hensyn til den specifikke
situation for brugeren af et produkt, som ikke nødvendigvis
skal anses for at være ansvarlig for miljøskader
på samme betingelser som producenten. I disse tilfælde
bør ansvarsfordelingen fastlægges i overensstemmelse
med national lovgivning.
(23) De kompetente myndigheder bør være
berettigede til at få omkostningerne ved forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger dækket af
operatøren i et rimeligt tidsrum efter gennemførelsen
af foranstaltningerne.
(24) Det er nødvendigt at sikre, at der er adgang til
effektive gennemførelses- og håndhævelsesmidler,
samtidig med at det sikres, at de pågældende
operatørers og andre berørte parters retmæssige
interesser tilgodeses på passende måde. De kompetente
myndigheder bør forestå specifikke opgaver, der
kræver passende administrative skønsbeføjelser,
dvs. pligt til at vurdere skadens omfang og tage stilling til,
hvilke afhjælpende foranstaltninger der bør
træffes.
(25) Personer, der berøres eller vil kunne blive
berørt af miljøskader, bør have ret til at
anmode den kompetente myndighed om at træffe
foranstaltninger. Miljøbeskyttelse er imidlertid en diffus
interesse, som enkeltpersoner ikke altid vil eller kan varetage.
Ikke-statslige organisationer, der arbejder for at fremme
miljøbeskyttelse, bør derfor også have mulighed
for på hensigtsmæssig måde at bidrage til en
effektiv gennemførelse af dette direktiv.
(26) De berørte fysiske eller juridiske personer
bør have adgang til prøvelse af den kompetente
myndigheds afgørelser, handlinger eller undladelser.
(27) Medlemsstaterne bør træffe foranstaltninger
til at tilskynde operatørerne til at tegne passende
forsikringer eller sørge for andre former for finansiel
sikkerhed og til at udvikle instrumenter og markeder for finansiel
sikkerhed for at sikre sig effektiv dækning for finansielle
forpligtelser i henhold til dette direktiv.
(28) Hvis en miljøskade påvirker eller kan
forventes at påvirke flere medlemsstater, bør disse
medlemsstater samarbejde for at sikre passende og effektive
foranstaltninger til forebyggelse eller afhjælpning heraf.
Medlemsstaterne kan søge at få dækket
omkostninger til forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger.
(29) Dette direktiv bør ikke være til hinder for,
at medlemsstaterne opretholder eller vedtager strengere
bestemmelser om forebyggelse og afhjælpning af
miljøskader, og heller ikke være til hinder for, at
medlemsstaterne vedtager passende foranstaltninger
vedrørende situationer, hvor dobbelt dækning af
omkostningerne kan forekomme som følge af, at en kompetent
myndighed efter dette direktiv og en person, hvis ejendom er
berørt af en miljøskade, træffer
foranstaltninger samtidigt.
(30) Skader, der er forvoldt inden udløbet af fristen
for dette direktivs gennemførelse, bør ikke
være omfattet af direktivets bestemmelser.
(31) Medlemsstaterne bør aflægge rapport til
Kommissionen om erfaringerne med anvendelsen af dette direktiv,
så Kommissionen, på grundlag heraf og under hensyn til
konsekvenserne for bæredygtig udvikling og fremtidige farer
for miljøet, kan tage stilling til, om direktivet bør
ændres -
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at opstille
rammebestemmelser om miljøansvar, der bygger på
princippet om, at forureneren betaler, med henblik på at
forebygge og afhjælpe miljøskader.
Artikel 2
Definitioner
I dette direktiv forstås ved:
1. »miljøskade«:
a) skade på
beskyttede arter og naturtyper, dvs. en skade, som medfører
en betydelig negativ påvirkning af indsatsen for at
opnå eller opretholde en gunstig bevaringsstatus for
sådanne naturtyper og arter. Påvirkningens omfang
vurderes i forhold til den hidtidige tilstand under hensyn til
kriterierne i bilag I.Skade på beskyttede arter og naturtyper
omfatter ikke tidligere identificerede skadelige virkninger, der
skyldes en operatørs handling, som de pågældende
myndigheder udtrykkeligt har godkendt efter
gennemførelsesbestemmelserne til artikel 6, stk. 3 og
4, eller artikel 16 i direktiv 92/43/EØF eller artikel 9 i
direktiv 79/409/EØF eller i tilfælde af naturtyper og
arter, der ikke er omfattet af fællesskabslovgivningen, i
henhold til tilsvarende bestemmelser i den nationale lovgivning om
naturbeskyttelse
b) skade på
vandmiljøet, dvs. en skade, som medfører en betydelig
negativ påvirkning af de pågældende
vandressourcers økologiske, kemiske eller kvantitative
tilstand eller økologiske potentiale som defineret i
direktiv 2000/60/EF, med undtagelse af negative virkninger, der er
omfattet af artikel 4, stk. 7, i nævnte direktiv
c) skade på
jord, dvs. en jordforurening, der medfører en betydelig
risiko for, at menneskers sundhed påvirkes negativt som
følge af en direkte eller indirekte tilførsel af
stoffer, præparater, organismer eller mikroorganismer til
jord eller undergrund
2. »skade«: en negativ målelig ændring
i en naturressource eller målelig forringelse af en
naturressources udnyttelsesmuligheder, som er indtrådt
direkte eller indirekte
3. »beskyttede arter og naturtyper«:
a) de arter, der er
omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 79/409/EØF
eller opført i bilag I dertil eller opført i bilag II
og IV til direktiv 92/43/EØF
b) de naturtyper
for arter, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv
79/409/EØF eller opført i bilag I dertil eller
opført i bilag II til direktiv 92/43/EØF, og de
naturtyper, der er opført i bilag I til direktiv
92/43/EØF, og ynglepladser eller rastepladser for de arter,
der er opført i bilag IV til direktiv 92/43/EØF,
og
c) hvis en
medlemsstat træffer afgørelse herom, enhver naturtype
eller art, der ikke er opført i disse bilag, og som
medlemsstaterne udpeger til tilsvarende formål som dem, der
er fastlagt i disse to direktiver
4. »bevaringsstatus«:
a) for en
naturtype: resultatet af alle de forhold, der indvirker på en
naturtype og på de karakteristiske arter, som lever
dér, og som på langt sigt kan påvirke dens
naturlige udbredelse, struktur og funktion samt de karakteristiske
arters overlevelse på langt sigt inden for medlemsstaternes
område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller
inden for en medlemsstats område eller inden for naturtypens
naturlige udbredelsesområde.Bevaringsstatus for en naturtype
anses for at være »gunstig«, når:- dens
naturlige udbredelsesområde og de områder, som den
dækker inden for dette udbredelsesområde, er stabile
eller forøges- den særlige struktur og de
særlige funktioner, som er nødvendige for dens
opretholdelse på lang sigt, er til stede og sandsynligvis
fortsat vil være til stede i en overskuelig fremtid, og-
bevaringsstatus for dens karakteristiske arter er gunstig som
defineret i litra b)
b) for en art:
resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten, og som
på langt sigt kan få indflydelse på bestandens
udbredelse og talrighed inden for medlemsstaternes område i
Europa, hvor traktaten finder anvendelse, eller inden for en
medlemsstats område eller inden for artens naturlige
udbredelsesområde.Bevaringsstatus for en art anses for
»gunstig«, når:- data vedrørende
bestandsudvikling for den pågældende art viser, at den
opretholder sig selv på langt sigt som en levedygtig
bestanddel af dens naturlige levesteder- artens naturlige
udbredelsesområde hverken er i tilbagegang eller der er
sandsynlighed for, at det vil blive mindsket i en overskuelig
fremtid, og- der er og sandsynligvis fortsat vil være
tilstrækkeligt omfattende levesteder til, at bestanden kan
bevares på langt sigt
5. »vand«: alle vandressourcer, der er omfattet af
direktiv 2000/60/EF
6. »operatør« en fysisk eller juridisk,
privatretlig eller offentligretlig person, der driver eller
kontrollerer den erhvervsmæssige aktivitet, eller som,
såfremt dette fremgår af national lovgivning, har
fået overdraget afgørende økonomisk
beslutningsmyndighed med hensyn til den tekniske drift af
aktiviteten, herunder indehaveren af en tilladelse til eller
godkendelse af en sådan aktivitet eller den person, der
registrerer eller anmelder en sådan aktivitet
7. »erhvervsmæssig aktivitet«: enhver
aktivitet, der udføres i forbindelse med en økonomisk
aktivitet, en forretning eller en virksomhed, uanset om denne er
privat eller offentlig eller udføres med eller uden
økonomisk gevinst for øje
8. »emission«: en udledning i miljøet,
forårsaget af menneskelige aktiviteter, af stoffer,
præparater, organismer eller mikroorganismer
9. »overhængende fare for skade«:
tilstrækkelig sandsynlighed for, at en miljøskade vil
indtræde i nær fremtid
10. »forebyggende foranstaltninger«:
foranstaltninger, der træffes, når en begivenhed,
handling eller undladelse har medført overhængende
fare for miljøskade, med henblik på at forebygge eller
minimere den pågældende skade
11. »afhjælpende foranstaltninger«: enhver
foranstaltning eller kombination af foranstaltninger, herunder
afbødende eller foreløbige foranstaltninger, der
tjener til at genoprette, genskabe eller erstatte skadede
naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder eller til at
tilvejebringe tilsvarende alternativer til disse naturressourcer
og/eller udnyttelsesmuligheder, jf. bilag II
12. »naturressource«: beskyttede arter og
naturtyper, vand og jord
13. »udnyttelsesmuligheder« og
»naturressources udnyttelsesmuligheder«: en
naturressources funktioner til gavn for en anden naturressource
eller for offentligheden
14. »hidtidig tilstand«: den tilstand,
naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder ville have
befundet sig i på det tidspunkt, hvor skaden
indtræffer, hvis miljøskaden ikke var indtruffet; den
hidtidige tilstand bedømmes på grundlag af de bedste
foreliggende oplysninger
15. »retablering, herunder naturlig retablering«:
for så vidt angår skader på vand, beskyttede
arter og naturtyper, tilbageførelse af skadede
naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder til deres hidtidige
tilstand og for så vidt angår skade på jord
fjernelse af enhver betydelig risiko for at påvirke
menneskers sundhed negativt
16. »omkostninger«: omkostninger, som er
nødvendige for en korrekt og effektiv gennemførelse
af dette direktiv, herunder omkostningerne til vurdering af
miljøskader, en overhængende fare for, at
sådanne skader indtræder, alternative foranstaltninger
samt administrative og juridiske omkostninger,
håndhævelsesomkostninger, omkostninger ved
dataindsamling og andre generelle omkostninger samt omkostninger
ved overvågning og tilsyn.
Artikel 3
Anvendelsesområde
1. Dette direktiv finder anvendelse på:
a)
miljøskader, der forvoldes ved udøvelsen af enhver af
de erhvervsmæssige aktiviteter, der er opført i bilag
III, samt på overhængende fare for sådanne skader
som følge af de nævnte aktiviteter
b) skader på
beskyttede arter og naturtyper, der forvoldes ved udøvelsen
af enhver anden erhvervsmæssig aktivitet end dem, der er
anført i bilag III, samt på overhængende fare
for sådanne skader som følge af de nævnte
aktiviteter, når operatøren har handlet
forsætligt eller uagtsomt.
2. Dette direktiv finder anvendelse med forbehold af strengere
bestemmelser i fællesskabslovgivningen om udøvelsen af
aktiviteter, der er omfattet af dette direktiv, og med forbehold af
fællesskabslovgivning, der indeholder regler om
kompetencekonflikter.
3. Med forbehold af relevant national lovgivning giver dette
direktiv ikke private ret til erstatning som følge af
miljøskade eller overhængende fare for sådan
skade.
Artikel 4
Undtagelser
1. Dette direktiv dækker ikke miljøskade eller
overhængende fare for sådan skade forvoldt ved:
a) væbnede
konflikter, fjendtligheder, borgerkrig og oprør
b) en
naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig og
uafværgelig art.
2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på
miljøskader eller overhængende fare for sådanne
skader forårsaget ved uheld, for hvilke reglerne om ansvar
eller erstatning falder ind under anvendelsesområdet for
enhver af de internationale konventioner, der er opført i
bilag IV, herunder alle fremtidige ændringer af disse
konventioner, som gælder i den pågældende
medlemsstat.
3. Dette direktiv berører ikke operatørens ret
til at begrænse sit ansvar i overensstemmelse med national
gennemførelseslovgivning til konventionen om
begrænsning af ansvaret for søretlige krav fra 1976,
herunder enhver fremtidig ændring af konventionen, eller
Strasbourg-konventionen fra 1988 om begrænsning af ansvar for
sejlads ad indre vandveje, herunder enhver fremtidig ændring
heraf.
4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på nukleare
risici eller miljøskader eller overhængende fare for
sådanne skader forårsaget ved aktiviteter omfattet af
traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Atomenergifællesskab eller forårsaget af en
hændelse eller aktivitet, for hvilke reglerne om ansvar eller
erstatning falder ind under anvendelsesområdet for et af de
internationale instrumenter, der er opført i bilag V,
herunder enhver fremtidig ændring af disse
instrumenter.
5. Dette direktiv finder kun anvendelse på
miljøskader eller overhængende fare for sådanne
skader forvoldt af forurening af diffus art, hvor det er muligt at
fastslå årsagssammenhængen mellem skaden og en
operatørs aktiviteter.
6. Dette direktiv finder ikke anvendelse på aktiviteter,
som hovedsagelig tjener det nationale forsvar eller den
internationale sikkerhed, eller aktiviteter, som udelukkende tjener
til at beskytte mod naturkatastrofer.
Artikel 5
Forebyggende
foranstaltninger
1. Såfremt en miljøskade endnu ikke er
indtrådt, men der er overhængende fare for en
sådan skade, skal operatøren omgående
træffe de nødvendige forebyggende
foranstaltninger.
2. Medlemsstaterne sørger for, at en operatør
forpligtes til så hurtigt som muligt at underrette den
kompetente myndighed om alle relevante aspekter af situationen,
hvis dette er hensigtsmæssigt, og under alle
omstændigheder hvis den overhængende fare for
miljøskade ikke afværges på trods af de
forebyggende foranstaltninger, operatøren har truffet.
3. Den kompetente myndighed kan til enhver tid:
a) kræve, at
operatøren forelægger oplysninger om enhver
overhængende fare for miljøskade eller om mistanke om
en sådan overhængende fare
b) kræve, at
operatøren træffer de nødvendige forebyggende
foranstaltninger
c) give
operatøren instrukser, der skal følges, om de
nødvendige forebyggende foranstaltninger, der skal
træffes, eller
d) selv
træffe de nødvendige forebyggende
foranstaltninger.
4. Den kompetente myndighed skal kræve, at
operatøren træffer forebyggende foranstaltninger. Hvis
operatøren ikke opfylder forpligtelserne i henhold til
stk. 1 eller stk. 3, litra b) eller c), ikke kan
identificeres eller ikke kan pålægges at afholde
omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente
myndighed selv træffe disse foranstaltninger.
Artikel 6
Afhjælpende
foranstaltninger
1. Er der indtrådt en miljøskade, skal
operatøren straks underrette den kompetente myndighed om
alle relevante aspekter ved situationen og træffe
a) enhver praktisk
gennemførlig foranstaltning til øjeblikkeligt at
kontrollere, indeslutte, fjerne eller på anden måde
håndtere de pågældende forurenende stoffer
og/eller enhver anden skadelig påvirkning for at
begrænse og forhindre yderligere miljøskade og negativ
virkning på menneskers sundhed eller yderligere forringelse
af udnyttelsesmulighederne, og
b) de
nødvendige afhjælpende foranstaltninger i
overensstemmelse med artikel 7.
2. Den kompetente myndighed kan til enhver tid:
a) kræve, at
operatøren forelægger supplerende oplysninger om
indtrufne skader
b) træffe,
kræve, at operatøren træffer, eller give
operatøren instrukser om enhver praktisk gennemførlig
foranstaltning til øjeblikkeligt at kontrollere, indeslutte,
fjerne eller på anden måde håndtere de
pågældende forurenende stoffer og/eller enhver anden
skadelig påvirkning for at begrænse og forhindre
yderligere miljøskade og negativ virkning på
menneskers sundhed eller yderligere forringelse af
udnyttelsesmulighederne
c) kræve, at
operatøren træffer de nødvendige
afhjælpende foranstaltninger
d) give
operatøren instrukser, der skal følges,
vedrørende de nødvendige afhjælpende
foranstaltninger, der skal træffes, eller
e) selv
træffe de nødvendige afhjælpende
foranstaltninger.
3. Den kompetente myndighed skal kræve, at
operatøren træffer afhjælpende foranstaltninger.
Hvis operatøren ikke opfylder forpligtelserne i henhold til
stk. 1 eller stk. 2, litra b), c) eller d), ikke kan
identificeres eller ikke kan pålægges at afholde
omkostningerne i henhold til dette direktiv, kan den kompetente
myndighed som en sidste udvej selv træffe disse
foranstaltninger.
Artikel 7
Fastlæggelse
af afhjælpende foranstaltninger
1. Operatørerne skal fastlægge potentielle
afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med bilag II
og forelægge dem for den kompetente myndighed til
godkendelse, medmindre den kompetente myndighed har truffet
foranstaltninger i henhold til artikel 6, stk. 2, litra e), og
stk. 3.
2. Den kompetente myndighed afgør, hvilke
afhjælpende foranstaltninger der skal gennemføres i
overensstemmelse med bilag II og i givet fald i samarbejde med den
relevante operatør.
3. Er der indtrådt flere miljøskader på en
sådan måde, at den kompetente myndighed ikke kan sikre,
at de nødvendige afhjælpende foranstaltninger
træffes samtidigt, har den kompetente myndighed
beføjelse til at afgøre, hvilken miljøskade
der skal afhjælpes først.Den kompetente myndighed skal
ved denne afgørelse bl.a. tage hensyn til de berørte
miljøskaders art, udbredelse og alvor samt mulighederne for
naturlig retablering. Der skal også tages hensyn til risikoen
for menneskers sundhed.
4. Den kompetente myndighed opfordrer de i artikel 12,
stk. 1, nævnte personer og under alle
omstændigheder de personer, på hvis ejendom der skal
gennemføres afhjælpende foranstaltninger, til at
fremsætte deres bemærkninger, som den kompetente
myndighed tager i betragtning.
Artikel 8
Omkostninger til
forebyggelse og afhjælpning
1. Operatøren bærer omkostningerne ved de
forebyggende og afhjælpende foranstaltninger, der
udføres i henhold til dette direktiv.
2. Med forbehold af stk. 3 og 4 sørger den
kompetente myndighed bl.a. for, at de omkostninger, den har afholdt
som følge af forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger i medfør af dette direktiv, dækkes af
den operatør, som har forvoldt den pågældende
skade eller fremkaldt overhængende fare, bl.a. gennem
sikkerhed i ejendom eller andre passende garantier.Den kompetente
myndighed kan imidlertid beslutte ikke at søge at få
dækket alle omkostningerne, hvis udgifterne i forbindelse
hermed vil være større end den sum, der kan
dækkes, eller hvis operatøren ikke kan
identificeres.
3. En operatør er ikke forpligtet til at bære
omkostningerne ved forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger, der træffes i medfør af dette
direktiv, hvis han kan bevise, at miljøskaden eller den
overhængende fare for sådan skade
a) er forvoldt af
tredjemand og er indtrådt til trods for, at passende
sikkerhedsforanstaltninger var truffet, eller
b) skyldes
overholdelse af påbud eller instrukser udstedt af en
offentlig myndighed med undtagelse af påbud eller instrukser
som følge af en emission eller hændelse, der skyldes
operatørens egne aktiviteter.
I sådanne tilfælde træffer medlemsstaterne
hensigtsmæssige foranstaltninger, således at
operatøren kan få dækket de afholdte
omkostninger.
4. Medlemsstaterne kan tillade, at en operatør ikke
bærer omkostningerne i forbindelse med afhjælpende
foranstaltninger, der træffes i medfør af dette
direktiv, hvis operatøren kan påvise, at han ikke har
handlet forsætligt eller uagtsomt, og at miljøskaden
er forvoldt ved
a) en emission
eller begivenhed, der udtrykkeligt var tilladt i medfør af
og fuldt ud i overensstemmelse med betingelserne i en tilladelse,
der fremgår af eller er udstedt i henhold til gældende
nationale love og bestemmelser, som gennemfører den af
Fællesskabet vedtagne lovgivning, der er nævnt i bilag
III, således som den fandt anvendelse på tidspunktet
for emissionen eller begivenheden
b) en emission
eller aktivitet eller enhver form for anvendelse af et produkt i
forbindelse med en aktivitet, som operatøren kan
påvise ikke ansås for at ville forårsage
miljøskader ifølge den videnskabelige og tekniske
viden på det tidspunkt, hvor emissionen eller aktiviteten
fandt sted.
5. Foranstaltninger, der træffes af den kompetente
myndighed i medfør af artikel 5, stk. 3 og 4, og
artikel 6, stk. 2 og 3, indskrænker ikke den
berørte operatørs ansvar efter dette direktiv eller
anvendelsen af traktatens artikel 87 og 88.
Artikel 9
Omkostningsfordeling i tilfælde af flere
skadevoldere
Dette direktiv berører ikke nationale lovbestemmelser
om omkostningsfordeling i tilfælde af flere skadevoldere,
navnlig ikke med hensyn til fordelingen af ansvaret mellem
producenten og brugeren af produktet.
Artikel 10
Tidsfrist for
dækning af omkostninger
Den kompetente myndighed kan indlede procedurer til at
få dækket omkostningerne ved gennemførelsen af
foranstaltninger truffet i henhold til dette direktiv mod den
operatør, eller i givet fald den tredjemand, som har
forvoldt skaden eller fremkaldt den overhængende fare for
skade, inden fem år fra den dato, hvor foranstaltningerne er
afsluttet, eller hvor den ansvarlige operatør eller
tredjemand er blevet identificeret, idet den seneste af disse
datoer lægges til grund.
Artikel 11
Kompetent
myndighed
1. Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente
myndigheder, der har ansvaret for at udføre de i dette
direktiv omhandlede opgaver.
2. Det påhviler den kompetente myndighed at
fastslå, hvilken operatør der har forvoldt skaden
eller fremkaldt den overhængende fare for skade, at vurdere
skadens betydning og afgøre, hvilke afhjælpende
foranstaltninger der bør træffes i overensstemmelse
med bilag II. I dette øjemed har den kompetente myndighed
beføjelse til at påbyde den berørte
operatør at foretage sin egen vurdering og tilvejebringe
alle nødvendige oplysninger og data.
3. Medlemsstaterne sørger for, at den kompetente
myndighed kan bemyndige tredjemænd til at udføre de
nødvendige forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger eller kræve, at de træffer de
pågældende foranstaltninger.
4. Enhver afgørelse, der træffes i henhold til
dette direktiv, og som pålægger forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger, skal angive de nøjagtige
grunde hertil. Den berørte operatør underrettes
straks om en sådan afgørelse og underrettes samtidig
om, hvilke retsmidler operatøren kan anvende efter de
gældende love i den pågældende medlemsstat, og om
fristerne for anvendelsen af disse retsmidler.
Artikel 12
Anmodning om
foranstaltninger
1. Fysiske eller juridiske personer
a) som
berøres eller kan forventes at blive berørt af en
miljøskade
b) som har en
tilstrækkelig interesse involveret i beslutningsprocessen
på miljøområdet for så vidt angår
skaden, eller
c) som
hævder, at en rettighed er krænket, hvis en
medlemsstats administrative regler stiller krav herom
har adgang til at meddele den kompetente myndighed
bemærkninger vedrørende miljøskader eller
overhængende fare herfor, som de har kendskab til, og til at
kræve, at den kompetente myndighed træffer
foranstaltninger efter dette direktiv.
Medlemsstaterne fastsætter, hvad der forstås ved
tilstrækkelig interesse og krænkelse af en
rettighed.
Med henblik herpå anses den interesse, som en hvilken
som helst ikke-statslig organisation, der arbejder for at fremme
miljøbeskyttelse, og som opfylder alle krav efter national
ret, måtte have, for tilstrækkelig i relation til litra
b). Sådanne organisationer anses også for at have
rettigheder, der kan krænkes i relation til litra c).
2. En anmodning om foranstaltninger ledsages af de relevante
oplysninger og data til støtte for bemærkninger, der
meddeles om sådanne miljøskader.
3. Hvis anmodningen om foranstaltninger og de ledsagende
bemærkninger viser, at det er sandsynligt, at der foreligger
miljøskade, tager den kompetente myndighed sådanne
bemærkninger og anmodninger i betragtning. Under disse
omstændigheder giver den kompetente myndighed den
berørte operatør lejlighed til at udtale sig om
anmodningen om foranstaltninger og de ledsagende
bemærkninger.
4. Den kompetente myndighed underretter hurtigst muligt og
under alle omstændigheder i overensstemmelse med de relevante
bestemmelser i den nationale lovgivning de i stk. 1 omhandlede
personer, som har indgivet bemærkninger til denne, om sin
afgørelse om at efterkomme eller afslå anmodningen om
foranstaltninger og begrunder afgørelsen.
5. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 1 og
4 i tilfælde, hvor der er overhængende fare for
skade.
Artikel 13
Klageprocedure
1. De i artikel 12, stk. 1, omhandlede personer skal have
adgang til at få prøvet lovligheden af den kompetente
myndigheds afgørelser, handlinger eller undladelser i
henhold til dette direktiv for en domstol eller et andet
uafhængigt og upartisk offentligt organ, som er kompetent til
at prøve den processuelle og materielle lovlighed
heraf.
2. Dette direktiv berører ikke bestemmelser i national
ret, der regulerer adgangen til
domstolsprøvelse, og nationale
bestemmelser, hvorefter administrative klageprocedurer skal
udtømmes, før der gives adgang til retslig
prøvelse.
Artikel 14
Finansiel
sikkerhedsstillelse
1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger til at
anspore de relevante økonomiske og finansielle
aktører til at udvikle instrumenter og markeder for
finansiel sikkerhed, herunder finansielle mekanismer i
tilfælde af insolvens, for at gøre det muligt for
operatørerne at benytte finansiel sikkerhedsstillelse til
dækning af deres ansvar efter dette direktiv.
2. Kommissionen forelægger inden den 30. april 2010 en
rapport om direktivets effektivitet med hensyn til faktisk
afhjælpning af miljøskader, om tilgængeligheden
af og betingelserne for forsikring samt andre former for finansiel
sikkerhedsstillelse til en rimelig pris i forbindelse med de
aktiviteter, der er omfattet af bilag III. I rapporten behandles
også følgende aspekter i forbindelse med finansiel
sikkerhedsstillelse: en gradvis fremgangsmåde,
maksimumsbeløb for den finansielle sikkerhedsstillelse og
undtagelse af lavrisikoaktiviteter. I lyset af denne rapport og en
udvidet konsekvensanalyse, herunder en cost-benefit-analyse,
fremsætter Kommissionen eventuelt forslag med henblik
på et system med harmoniseret obligatorisk finansiel
sikkerhedsstillelse.
Artikel 15
Samarbejde mellem
medlemsstaterne
1. Hvis en miljøskade påvirker eller kan
forventes at påvirke flere medlemsstater, samarbejder de
pågældende medlemsstater, bl.a. gennem passende
udveksling af oplysninger, for at sikre, at der træffes
foranstaltninger til forebyggelse og i givet fald afhjælpning
af en sådan miljøskade.
2. Er der indtruffet en miljøskade, giver den
medlemsstat, på hvis område skaden har sit udspring,
tilstrækkelig information til de potentielt berørte
medlemsstater.
3. Hvis en medlemsstat inden for sine grænser
konstaterer en skade, hvis årsager ligger uden for disse, kan
den underrette Kommissionen og enhver anden berørt
medlemsstat. Den kan anbefale forebyggende eller afhjælpende
foranstaltninger og kan i overensstemmelse med dette direktiv
søge at få dækket de omkostninger, den har haft
i forbindelse med vedtagelsen af forebyggende eller
afhjælpende foranstaltninger.
Artikel 16
Forholdet til
national ret
1. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
opretholder eller vedtager strengere bestemmelser om forebyggelse
og afhjælpning af miljøskader, som for eksempel
påvisning af yderligere aktiviteter, der skal
underlægges direktivets krav med hensyn til forebyggelse og
afhjælpning og påvisning af yderligere ansvarlige
parter.
2. Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne
vedtager passende bestemmelser, herunder forbud mod dobbelt
dækning af omkostningerne i tilfælde, hvor dobbelt
dækning kan forekomme som følge af, at både en
kompetent myndighed efter dette direktiv og en person, hvis ejendom
er berørt af en miljøskade, træffer
foranstaltninger.
Artikel 17
Tidsmæssigt
begrænset anvendelse
Dette direktiv finder ikke anvendelse på
- skade forvoldt af
en emission, begivenhed eller hændelse, som fandt sted inden
den i artikel 19, stk. 1, nævnte dato
- skade forvoldt af
en emission, begivenhed eller hændelse, som finder sted efter
den i artikel 19, stk. 1, nævnte dato, når den
følger af en bestemt aktivitet, som fandt sted og blev
afsluttet inden denne dato
- skade,
såfremt der er gået mere end 30 år, siden den
emission, begivenhed eller hændelse, der førte til
skaden, har fundet sted.
Artikel 18
Rapporter og
revision
1. Medlemsstaterne aflægger rapport til Kommissionen om
erfaringerne med anvendelsen af dette direktiv senest den 30. april
2013. Medlemsstaternes rapporter omfatter de oplysninger og data,
der er anført i bilag VI.
2. På grundlag heraf forelægger Kommissionen en
rapport for Europa-Parlamentet og Rådet inden den 30. april
2014 med eventuelle forslag til ændringer.
3. Den i stk. 2 omhandlede rapport skal indeholde en
gennemgang af:
a) anvendelsen af -
artikel 4, stk. 2 og 4, for så vidt angår
udelukkelse fra direktivets anvendelsesområde af forurening,
der er omfattet af de internationale aftaler, der er opført
i bilag IV og V, og- artikel 4, stk. 3, for så vidt
angår en operatørs ret til at begrænse sit
ansvar i overensstemmelse med de internationale konventioner, der
er omhandlet i artikel 4, stk. 3.
Kommissionen tager hensyn til erfaringerne fra relevante
internationale fora, såsom IMO og Euratom, og fra relevante
internationale aftaler og til, i hvilket omfang disse instrumenter
er trådt i kraft og/eller er gennemført i
medlemsstaterne og/eller er ændret, under hensyntagen til
alle relevante tilfælde af miljøskader,
forårsaget af disse aktiviteter, til de afhjælpende
foranstaltninger, der er blevet truffet, til forskellene mellem
ansvarsniveauerne i medlemsstaterne og til forholdet mellem
redernes erstatningsansvar og olieaftagernes bidrag under
inddragelse af enhver relevant undersøgelse fra Den
Internationale Fond for Erstatning af Skader ved
Olieforurening
b) anvendelsen af
dette direktiv ved miljøskade forårsaget af genetisk
modificerede organismer (GMO'er), navnlig i lyset af erfaringerne
fra relevante internationale fora og instrumenter, såsom
konventionen om den biologiske mangfoldighed og
Cartagena-protokollen om biosikkerhed, samt konsekvenserne af
enhver miljøskade, der er forårsaget af GMO'er
c) anvendelsen af
dette direktiv i forhold til beskyttede arter og naturtyper
d) de instrumenter,
der eventuelt vil kunne inkorporeres i bilag III, IV og V.
Artikel 19
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og
administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette
direktiv senest den 30. april 2007. De underretter straks
Kommissionen herom.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved
offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De
nærmere regler for henvisningen fastsættes af
medlemsstaterne.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de
vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det
område, der er omfattet af dette direktiv, samt en
sammenligningstabel over bestemmelserne i dette direktiv og de
tilsvarende bestemmelser i den vedtagne nationale lovgivning.
Artikel 20
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på dagen for
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 21
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 21. april 2004.
På Europa-Parlamentets
vegne
P. COX
Formand
På Rådets vegne
D. ROCHE
Formand
BILAG I
KRITERIER SOM
OMHANDLET I ARTIKEL 2, NR.1, LITRA A)
Omfanget af en skade, som medfører en negativ
påvirkning af indsatsen for at opnå eller opretholde en
gunstig bevaringsstatus for naturtyper eller arter, vurderes i
forhold til bevaringsstatus på det tidspunkt, hvor skaden
indtræffer, deres rekreative værdi og deres evne til
naturlig regeneration. Betydelige negative ændringer i
forhold til den hidtidige tilstand konstateres ved hjælp af
målelige data såsom:
- antallet af
individer, deres densitet eller det dækkede areal
- de enkelte
individers eller det beskadigede areals rolle i forhold til artens
eller naturtypens bevaring, artens eller naturtypens
sjældenhed (vurderet lokalt, regionalt og på
højere plan, herunder også på EF-plan)
- artens
formeringskapacitet (baseret på den pågældende
arts eller bestands egen dynamik), dens levedygtighed eller
naturtypens evne til naturlig regeneration (baseret på
udviklingen i de arter, der er karakteristiske for naturtypen,
eller bestanden af disse arter)
- artens eller
naturtypens evne til i løbet af kort tid efter en skade at
retablere en tilstand, der skønnes at svare til eller
være bedre end den hidtidige tilstand, udelukkende i kraft af
artens eller naturtypens egen dynamik og uden anden indgriben end
øgede beskyttelsesforanstaltninger.
En skade, hvis påvirkning af menneskers sundhed er
dokumenteret, betegnes som en betydelig skade.
Følgende skader skal ikke nødvendigvis betegnes
som betydelige skader:
- negative udsving,
der er mindre end de naturlige udsving, der anses at være
normale for den pågældende art eller naturtype
- negative udsving,
der skyldes naturlige årsager eller indgriben i forbindelse
med sædvanlig forvaltning af arealer, og som er fastlagt i
protokoller eller måldokumenter for den
pågældende naturtype, eller som hidtil har været
udført af ejere eller operatører
- skade på
arter eller naturtyper, for hvilke det er påvist, at de
hurtigt og uden indgriben vil retablere enten den hidtidige
tilstand eller en tilstand, der udelukkende i kraft af artens eller
naturtypens egen dynamik skønnes at svare til eller
være bedre end den hidtidige tilstand.
BILAG II
AFHJÆLPNING
AF MILJØSKADER
Dette bilag indeholder de fælles rammebestemmelser, der
skal følges for at vælge de mest hensigtsmæssige
foranstaltninger til at sikre afhjælpning af
miljøskader.
1. Afhjælpning af skader på
vandmiljøet eller beskyttede arter og
naturtyper
Afhjælpning af miljøskader i forbindelse med
vandmiljøet eller beskyttede arter og naturtyper sker ved,
at miljøet føres tilbage til sin hidtidige tilstand
ved hjælp af primær, supplerende eller kompenserende
afhjælpning, der defineres således:
a)
»primær afhjælpning«: en foranstaltning,
som fører de skadede naturressourcer og/eller forringede
udnyttelsesmuligheder tilbage til eller mod deres hidtidige
tilstand
b)
»supplerende afhjælpning«: en foranstaltning, der
træffes i relation til naturressourcer og/eller disses
udnyttelsesmuligheder for at kompensere for det forhold, at den
primære afhjælpning ikke fører til
fuldstændig genopretning af de skadede naturressourcer
og/eller udnyttelsesmuligheder
c)
»kompenserende afhjælpning«: en foranstaltning,
der træffes for at kompensere for midlertidige tab af
naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder, som indtræder
fra datoen for skadens indtræden og indtil det tidspunkt,
hvor den fulde virkning af den primære afhjælpning
opnås
d)
»midlertidige tab«: tab, der skyldes det forhold, at de
skadede naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder ikke kan
udføre deres økologiske funktioner eller udnyttes af
andre naturressourcer eller af offentligheden, førend de
primære eller supplerende foranstaltninger er begyndt at
virke. Det består ikke i økonomisk kompensation til
borgerne.
Når primær afhjælpning ikke fører
til, at miljøet føres tilbage til sin hidtidige
tilstand, iværksættes der supplerende
afhjælpning. Ydermere iværksættes der
kompenserende afhjælpning for at kompensere for midlertidige
tab.
Afhjælpning af miljøskader i form af skader
på vandmiljøet eller beskyttede arter og naturtyper
indebærer også, at betydelig risiko for, at menneskers
sundhed påvirkes negativt, fjernes.
1.1. Mål for
afhjælpning
Formålet med primær afhjælpning
1.1.1. Formålet med primær afhjælpning er at
genoprette skadede naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder
eller at føre dem tilbage til eller mod deres hidtidige
tilstand.
Formålet med supplerende afhjælpning
1.1.2. Hvis de skadede naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder ikke føres tilbage til deres hidtidige
tilstand, iværksættes der supplerende
afhjælpning. Formålet med supplerende afhjælpning
er at tilvejebringe et tilsvarende niveau for naturressourcer
og/eller udnyttelsesmuligheder, herunder hvis det er
hensigtsmæssigt på en anden lokalitet, som der ville
have foreligget, hvis den skadede lokalitet var blevet ført
tilbage til sin hidtidige tilstand. Hvor det er muligt og
hensigtsmæssigt bør den anden lokalitet være
geografisk forbundet med den skadede lokalitet, idet der tages
hensyn til den berørte befolknings interesser.
Formålet med kompenserende afhjælpning
1.1.3. Kompenserende afhjælpning iværksættes
for at kompensere for midlertidige tab af naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder, indtil der sker retablering. Denne
kompensation består af yderligere forbedringer for beskyttede
naturtyper og arter eller vandmiljøet enten på den
skadede lokalitet eller på en anden lokalitet. Det
består ikke i økonomisk kompensation til
borgerne.
1.2. Fastlæggelse af
afhjælpende foranstaltninger
Fastlæggelse af primære afhjælpende
foranstaltninger
1.2.1. Mulige foranstaltninger, der direkte fører
naturressourcerne og disses udnyttelsesmuligheder tilbage mod deres
hidtidige tilstand inden for en kortere tidsfrist eller gennem
naturlig retablering skal overvejes.
Fastlæggelse af niveauet for supplerende og
kompenserende afhjælpende foranstaltninger
1.2.2. Ved fastlæggelse af niveauet for supplerende og
kompenserende afhjælpende foranstaltninger, skal anvendelsen
af ækvivalensvurderingsmetoder, hvor naturressource
sammenlignes med naturressource og udnyttelsesmulighed med
udnyttelsesmulighed, overvejes først. I henhold til disse
metoder skal foranstaltninger, der resulterer i natur-ressourcer og
udnyttelsesmuligheder af samme art, kvalitet og kvantitet som de
skadede, overvejes først. Hvis dette ikke er muligt, skal
der tilvejebringes alternative naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder. F.eks. kan en kvalitetsreduktion udlignes
ved en stigning i kvantiteten af de afhjælpende
foranstaltninger.
1.2.3. Er det ikke muligt at anvende en
ækvivalensvurderingsmetode, hvor naturressource sammenlignes
med naturressource og udnyttelsesmulighed med udnyttelsesmulighed,
skal alternative vurderingsmetoder anvendes. Den kompetente
myndighed kan foreskrive metoden, f.eks. økonomisk
værdisætning, med henblik på at fastslå
omfanget af de nødvendige supplerende og kompenserende
afhjælpende foranstaltninger. Hvis det er muligt at
værdisætte de tabte ressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder, men det ikke er muligt at
værdisætte de erstattende naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder inden for en rimelig tidsfrist eller inden
for rimelige omkostninger, kan den kompetente myndighed vælge
afhjælpende foranstaltninger, hvis omkostninger svarer til
den anslåede værdi af de tabte naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder.
De supplerende og kompenserende afhjælpende
foranstaltninger skal udformes således, at de resulterer i
yderligere naturressourcer og/eller udnyttelsesmuligheder, der
afspejler tidspræferencer og de afhjælpende
foranstaltningers tidsprofil. Jo længere tid der f.eks.
går, før den hidtidige tilstand er nået, desto
mere omfattende kompenserende afhjælpende foranstaltninger,
skal der iværksættes (alt andet lige).
1.3. Valg af afhjælpende
foranstaltninger
1.3.1. De rimelige afhjælpende foranstaltninger
bør vurderes ved brug af de bedste til rådighed
stående teknologier ud fra følgende kriterier:
- virkningen af den
enkelte foranstaltning på folkesundheden og sikkerheden
- omkostningerne
ved at gennemføre foranstaltningen
- sandsynligheden
for, at den enkelte foranstaltning opfylder målet
- i hvilken
udstrækning den enkelte foranstaltning vil forhindre
fremtidig skade og undgå yderligere skade som følge af
gennemførelsen af den pågældende
foranstaltning
- i hvilken
udstrækning den enkelte foranstaltning gavner hver enkelt
komponent af den pågældende naturressource og/eller
udnyttelsesmulighed
- i hvilken
udstrækning den enkelte foranstaltning tager hensyn til
relevante sociale, økonomiske og kulturelle forhold og andre
relevante faktorer, der er specifikke for lokaliteten
- hvor lang tid det
vil tage, inden genopretningen af miljøskaden bliver
effektiv
- i hvilken
udstrækning den enkelte foranstaltning medfører
genopretning af den lokalitet, hvor miljøskaden er
indtrådt
- den geografiske
tilknytning til den lokalitet, hvor skaden er indtruffet.
1.3.2. Når de forskellige opstillede muligheder for
afhjælpende foranstaltninger vurderes, kan der vælges
primære afhjælpende foranstaltninger, som ikke fuldt ud
tilbagefører den skadede vandressource eller den beskyttede
art eller naturtype til dens hidtidige tilstand, eller som
genopretter den langsommere. En sådan beslutning kan kun
træffes, hvis der kompenseres for tabet af de naturressourcer
og/eller udnyttelsesmuligheder på den primære
lokalitet, som beslutningen medfører, ved øgede
supplerende eller kompenserende foranstaltninger, så det
herved tilvejebragte niveau for naturressourcer og/eller
udnyttelsesmuligheder svarer til det tabte. Dette vil være
tilfældet, f.eks. når de tilsvarende naturressourcer
og/eller udnyttelsesmuligheder kan tilvejebringes et andet sted med
lavere omkostninger. Sådanne supplerende afhjælpende
foranstaltninger fastlægges i overensstemmelse med reglerne i
punkt 1.2.2.
1.3.3. Uanset reglerne i punkt 1.3.2. og i overensstemmelse
med artikel 7, stk. 3, har den kompetente myndighed ret til at
beslutte, at der ikke træffes yderligere afhjælpende
foranstaltninger, hvis:
a) de
afhjælpende foranstaltninger, der allerede er truffet,
sikrer, at der ikke længere foreligger nogen betydelig risiko
for at påvirke menneskers sundhed, vandmiljøet eller
beskyttede arter og naturtyper negativt, og
b) omkostningerne
ved de afhjælpende foranstaltninger, der skal træffes
for at nå tilbage til den oprindelige tilstand eller et
tilsvarende niveau, ikke står i forhold til den
miljømæssige gevinst, der opnås.
2. Afhjælpning af skade på
jorden
De nødvendige foranstaltninger skal træffes for
som et minimum at sikre, at de pågældende forurenende
stoffer fjernes, kontrolleres, indesluttes eller begrænses,
således at den forurenede jord, under hensyn til dens
nuværende eller fremtidige anvendelse, der var godkendt
på tidspunktet for skadens indtræden, ikke
længere indebærer nogen betydelig risiko for, at
menneskers sundhed påvirkes negativt. Tilstedeværelsen
af sådanne risici skal vurderes ved risikovurderinger under
hensyntagen til jordens karakteristika og funktion samt de
skadelige stoffers, præparaters, organismers eller
mikroorganismers type og koncentration, den risiko, de
indebærer, og muligheden af, at de spredes. Anvendelsen
bestemmes på grundlag af de forskrifter om arealanvendelse
eller andre relevante bestemmelser, der er gældende på
tidspunktet for skadens indtræden.
Hvis der sker en ændring af anvendelsen af jorden, skal
alle nødvendige foranstaltninger træffes for at
forhindre enhver negativ påvirkning af menneskers
sundhed.
Hvis der ikke findes forskrifter om arealanvendelse eller
andre relevante bestemmelser, fastlægges anvendelsen af det
pågældende område under hensyntagen til
karakteren af det pågældende område, hvor skaden
indtraf, idet der tages hensyn til dets forventede udvikling.
Muligheden for naturlig retablering, dvs. en løsning
uden direkte menneskelige indgreb i retableringsprocessen, skal
overvejes.
BILAG III
AKTIVITETER SOM
OMHANDLET I ARTIKEL 3, STK. 1
1. Drift af anlæg, for hvilke der kræves
godkendelse i medfør af Rådets direktiv 96/61/EF af
24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse
af forurening
8)Det vil sige alle de
aktiviteter, der er opført i bilag I til direktiv 96/61/EF
bortset fra anlæg eller dele af anlæg, der benyttes til
forskning, udvikling af og forsøg med nye produkter og
processer.
2. Affaldshåndteringsoperationer, herunder indsamling,
transport, nyttiggørelse og bortskaffelse af affald og
farligt affald, herunder tilsyn med disse operationer og
efterbehandling af deponeringsanlæg, for hvilke der
kræves tilladelse eller registrering i medfør af
Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald
9)og Rådets direktiv
91/689/EØF af 12. december 1991 om farligt affald.
10)Disse operationer omfatter bl.a. drift af
deponeringsanlæg efter Rådets direktiv 1999/31/EF af
26. april 1999 om deponering af affald
11)og drift af
forbrændingsanlæg efter Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om
forbrænding af affald.
12)Medlemsstaterne kan for så vidt
angår nærværende direktiv beslutte, at disse
operationer ikke omfatter spredning til landbrugsformål af
spildevandsslam fra rensningsanlæg for byspildevand, der er
renset, så det har en godkendt standard.
3. Enhver udledning i indre overfladevand, der kræver
forudgående tilladelse i medfør af Rådets
direktiv 76/464/EØF af 4. maj 1976 om forurening, der er
forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i
Fællesskabets vandmiljø.
13)4. Enhver udledning af stoffer i
grundvandet, der kræver forudgående tilladelse i
medfør af Rådets direktiv 80/68/EØF af 17.
december 1979 om beskyttelse af grundvandet mod forurening
forårsaget af visse farlige stoffer.
14)5. Udledning eller injektion af
forurenende stoffer i overfladevand eller grundvand, der
kræver tilladelse, godkendelse eller registrering i
medfør af direktiv 2000/60/EF.
6. Indvinding og opmagasinering af vand, hvortil der
kræves forhåndstilladelse i medfør af direktiv
2000/60/EF.
7. Fremstilling, anvendelse, oplagring, forarbejdning,
deponering, udledning i miljøet og transport inden for
virksomheden af
a) farlige stoffer
som defineret i artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv
67/548/EØF af 27. juni 1967 om tilnærmelse af
lovgivning om klassificering, emballering og etikettering af
farlige stoffer 15)
b) farlige
præparater som defineret i artikel 2, stk. 2, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/45/EF af 31. maj
1999 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om klassificering, emballering og
etikettering af farlige præparater 16)
c)
plantebeskyttelsesmidler som defineret i artikel 2, nr. 1), i
Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om
markedsføring af plantebeskyttelsesmidler 17)
d) biocidholdige
produkter som defineret i artikel 2, stk. 1, litra a), i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar
1998 om markedsføring af biocidholdige produkter 18)
8. Transport ad vej, jernbane, indre vandveje, hav eller luft
af farligt gods eller forurenende gods som defineret i bilag A til
Rådets direktiv 94/55/EF af 21. november 1994 om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om transport af
farligt gods ad vej
19)eller i bilaget til Rådets
direktiv 96/49/EF af 23. juli 1996 om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes lovgivning om jernbanebefordring af farligt
gods
20)eller som defineret i
Rådets direktiv 93/75/EØF af 13. september 1993 om
mindstekrav til skibe, som er på vej til eller fra
Fællesskabets søhavne med farligt eller forurenende
gods.
21)9. Drift af anlæg,
for hvilke der kræves godkendelse i medfør af
Rådets direktiv 84/360/EØF af 28. juni 1984 om
bekæmpelse af luftforurening fra industrianlæg
22)for så vidt angår
udledning i luften af forurenende stoffer omfattet af nævnte
direktiv.
10. Indesluttet anvendelse, herunder transport, hvori der
indgår genetisk modificerede mikroorganismer som defineret i
Rådets direktiv 90/219/EØF af 23. april 1990 om
indesluttet anvendelse af genetisk modificerede mikroorganismer.
23)11. Udsætning i miljøet,
transport og markedsføring af genetisk modificerede
organismer som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2001/18/EF.
24)12. Grænseoverskridende
overførsel af affald inden for, til og fra Den
Europæiske Union, som kræver tilladelse eller er
forbudt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr.
259/93 af 1. februar 1993 om overvågning af og kontrol med
overførsel af affald inden for, til og fra Det
Europæiske Fællesskab.
25)13. Håndteringen af
udvindingsaffald i medfør af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om
håndtering af affald fra udvindingsindustrien.
BILAG IV
INTERNATIONALE
KONVENTIONER OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 2
a) Den
internationale konvention af 27. november 1992 om det privatretlige
ansvar for skader ved olieforurening
b) Den
internationale konvention 27. november 1992 om oprettelse af en
international fond for erstatning af skader ved olieforurening
c) Den
internationale konvention af 23. marts 2001 om civilretligt ansvar
for forureningsskader forårsaget af bunkerolie
d) Den
internationale konvention af 3. maj 1996 om ansvar og erstatning
for skader opstået i forbindelse med søtransport af
farlige og skadelige stoffer
e) Konventionen af
10. oktober 1989 om det privatretlige ansvar for skader
opstået under transport af farligt gods ad vej, jernbane og
indre vandveje.
BILAG V
INTERNATIONALE
INSTRUMENTER OMHANDLET I ARTIKEL 4, STK. 4
a)
Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand
på den nukleare energis område og
Bruxelles-tillægskonventionen af 31. januar 1963
b)
Wien-konventionen af 21. maj 1963 om civilretligt ansvar for
nuklear skade
c) Konventionen af
12. september 1997 om supplerende erstatning for nuklear skade
d) Den fælles
protokol af 21. september 1988 om anvendelse af Wien-konventionen
og Paris-konventionen
e)
Bruxelles-konventionen af 17. december 1971 om civilretligt ansvar
ved søtransport af nukleart materiale.
BILAG VI
OPLYSNINGER OG
DATA OMHANDLET I ARTIKEL 18, STK. 1
De rapporter, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1, skal
indeholde en liste over indtrufne miljøskader og
tilfælde med ansvar efter dette direktiv, med angivelse af
følgende oplysninger og data for hvert enkelt
tilfælde:
1. Miljøskadens art, dato for skadens indtræden
og/eller konstatering og datoen for indledning af en procedure
efter dette direktiv.
2. Erhvervsklassifikationskode for den eller de ansvarlige
juridiske personer.
26)3. Angivelse af, om ansvarlige parter
eller kvalificerede organer har indledt en judiciel klageprocedure.
(Klagetypen og resultatet af klageproceduren anføres).
4. Resultatet af den afhjælpende foranstaltning.
5. Dato for procedurens afslutning.
Medlemsstaterne kan medtage alle andre oplysninger og data i
deres rapporter, som de anser for nyttige for vurderingen af
anvendelsen af dette direktiv, for eksempel:
1. Omkostninger ved afhjælpende og forebyggende
foranstaltninger som defineret i dette direktiv:
- umiddelbart
betalt af de ansvarlige parter, når denne oplysning
foreligger
- dækket
efterfølgende af de ansvarlige parter
- ikke dækket
af de ansvarlige parter (årsagen til dette bør
anføres).
2. Resultater af foranstaltningerne til fremme og
gennemførelse af de finansielle sikkerhedsinstrumenter
anvendt i overensstemmelse med dette direktiv.
3. En vurdering af de yderligere årlige
administrationsomkostninger for det offentlige som følge af
oprettelsen og driften af de forvaltningsstrukturer, der er
nødvendige for gennemførelse og
håndhævelse af dette direktiv.
Kommissionens
erklæring vedrørende artikel 14, stk. 2 -
direktiv om miljøansvar
Kommissionen tager artikel 14, stk. 2, til efterretning.
Ifølge denne artikel forelægger Kommissionen en
rapport 6 år efter direktivets ikrafttrædelse og denne
omhandler bl.a. tilgængeligheden af og betingelserne for
forsikringer og andre former for finansiel sikkerhedsstillelse til
en rimelig pris. Rapporten behandler navnlig
markedskræfternes udvikling af produkter for finansiel
sikkerhedsstillelse, der dækker de anførte aspekter.
Muligheden for en gradvis indførelse afstemt efter skadetype
samt risikograd behandles også. Kommissionen vil i givet fald
hurtigst muligt fremlægge forslag i lyset af rapporten.
Kommissionen vil gennemføre en konsekvensanalyse omfattende
økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter i
overensstemmelse med gældende regler, herunder især den
interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning og Kommissionens
meddelelse om konsekvensanalyse (KOM (2002) 276 endelig).
Officielle noter
1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader, (EU-Tidende 2004 nr. L
143, side 56), som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om
håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om
ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102,
side 15).
1) EFT C 151 E af 25.6.2002,
s. 132.
2) EFT C 241 af 7.10.2002, s.
162. Europa-Parlamentets udtalelse af 14.5.2003 (endnu ikke
offentliggjort i EUT), Rådets fælles holdning af
18.9.2003.
3) (EUT C 277 E af
18.11.2003, s. 10) og Europa-Parlamentets holdning af 17.12.2003
(endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets
lovgivningsmæssige beslutning af 31.3.2004 og Rådets
afgørelse af 30.3.2004.
4) EFT L 103 af 25.4.1979, s.
1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 807/2003 (EFT L 122
af 16.5.2003, s. 36).
5) EFT L 206 af 22.7.1992, s.
7. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1882/2003 (EFT L 284 af 31.10.2003, s. 1).
6) EFT L 327 af 22.12.2000,
s. 1. Ændret ved beslutning nr. 2455/2001/EF (EFT L 331 af
15.12.2001, s. 1).
7) EFT L 12 af 16.1.2001, s.
1. Ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002
(EFT L 225 af 22.8.2002, s. 13).
8) EFT L 257 af 10.10.1996,
s. 26. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
9) EFT L 194 af 25.7.1975,
s. 39. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
10) EFT L 377 af
31.12.1991, s. 20. Ændret ved direktiv 94/31/EF (EFT L 168 af
2.7.1994, s. 28).
11) EFT L 182 af 16.7.1999,
s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
12) EFT L 332 af 2
8.12.2000, s. 91.
13) EFT L 129 af 18.5.1976,
s. 23. Senest ændret ved direktiv 2000/60/EF
14) EFT L 20 af 26.1.1980,
s. 43. Ændret ved direktiv 91/692/EØF (EFT L 377 af
31.12.1991, s. 48).
15) EFT L 196 af 16.8.1967,
s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 807/2003.
16) EFT L 200 af 30.7.1999,
s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
17) EFT L 230 af 19.8.1991,
s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L
122 af 16.5.2003, s. 1).
18) EFT L 123 af
24.4.1998,s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
19) EFT L 319 af
12.12.1994, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens direktiv
2003/28/EF (EUT L 90 af 8.4.2003, s. 45).
20) EFT L 235 af 17.9.1996,
s. 25. Senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/29/EF
(EUT L 90 af 8.4.2003, s. 47).
21) EFT L 247 af 5.10.1993,
s. 19. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/84/EF (EFT L 324 af 29.11.2002, s. 53).
22) EFT L 188 af 16.7.1984,
s. 20. Ændret ved direktiv 91/692/EØF (EFT L 377 af
31.12.1991, s. 48).
23) EFT L 117 af 8.5.1990,
s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003.
24) EFT L 106 af 17.4.2001,
s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1830/2003 (EUT L
268 af 18.10.2003, s. 24).
25) EFT L 30 af 6.2.1993,
s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 25
57/2001 (EFT L 349 af 31.12.2001,s. 1).
26) NACE-koden kan anvendes
(Rådets forordning (EØF) nr. 30 37/90 af 9.10.19 90 om
Den Statistiske Nomenklatur for Økonomiske Aktiviteter i De
Europæiske Fællesskaber (EFT L 293 af 24.10.1990, s.
1).