Skriftlig fremsættelse (12. marts
2008)
Skatteministeren
(Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af vejbenyttelse. (Digital registrering ved betaling af
vejbenyttelsesafgift).
(Lovforslag nr. L 117).
Som led i regeringens generelle målsætning om at
udbrede anvendelsen af edb og afskaffe papirformularer i
kommunikationen mellem den offentlige forvaltning og virksomheder,
og som en udløber af Danmarks forpligtende samarbejde med
Belgien, Luxembourg, Nederlandene og Sverige om fælles
vejbenyttelsesafgifter, foreslås det, at digitalisere
registreringen og betalingen af vejbenyttelsesafgiften.
I dag fungerer systemet således, at ejere af danske
lastbiler opkræves afgiften via
motorkøretøjsregisteret, mens chauffører
på udenlandske lastbiler betaler afgiften på
tankstationer, på færger og i færgehavne.
Både danske og udenlandske lastbiler får udstedt et
papirbevis for afgiftens betaling, som skal opbevares under
kørslen. Hvis politiet standser lastbilen, skal
chaufføren vise papirbeviset og dokumentere, at afgiften er
betalt.
Nu har Danmark og de øvrige stater i samarbejdet om
fælles vejbenyttelsesafgifter indgået en kontrakt med
en privat tysk virksomhed for den fireårige periode 1.
oktober 2008 - 30. september 2012, hvorefter vejbenyttelsesafgiften
digitaliseres, og papirbeviserne afskaffes.
Systemet vil herefter fungere på den måde, at
Danmark og de øvrige samarbejdsstater hver for sig
opkræver vejbenyttelsesafgift af lastbiler, der er
registreret i Danmark og i de øvrige stater. I Danmark vil
det fortsat ske via Centralregistret for
Motorkøretøjer, som i slutningen af 2009 forventes
afløst af et nyt digitalt
motorkøretøjsregister. Chauffører for
lastbiler, der er registreret i stater uden for samarbejdet, vil
på tankstationer, på færger og i færgehavne
skulle betale vejbenyttelsesafgift via en slags
dankortterminal.
Alle registrerede oplysninger om danske og udenlandske
lastbiler overføres til en fælles database i
Nederlandene. Hvis politi i Danmark eller i de øvrige stater
standser en lastbil, skal politiet via adgang til den fælles
database i Nederlandene kunne kontrollere, om der er betalt
vejbenyttelsesafgift.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne i
lovforslaget, skal jeg anbefale det til Tingets velvillige
behandling.