L 111 Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte.

(Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i private andelsboliger m.v. som lån).

Af: Velfærdsminister Karen Jespersen (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-03-2008

Fremsættelse: 12-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l111_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (12. marts 2008)

Velfærdsministeren (Karen Jespersen) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Udbetaling af boligstøtte til nye støttemodtagere i private andelsboliger m.v. som lån)

(Lovforslag nr. L 111).

Lovforslaget er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance.


Efter de hidtil gældende regler udbetales boligstøtten til modtagere, der bor i private andelsboliger m.v., som 40 pct. tilskud og 60 pct. lån. Forslaget indebærer, at boligstøtte udbetales som 100 pct. lån til personer, der søger om boligstøtte til private andelsboliger m.v. 1. maj 2008 eller senere, dvs. fra og med lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Nye støttemodtagere, som ønsker at modtage det fulde lånebeløb, vil have mulighed for at oppebære en samlet udbetalt boligstøtte, der svarer til boligstøtten efter gældende regler, dog i form af lån.


Personer, der modtager boligstøtte til private andelsboliger mv. på grundlag af en ansøgning indgivet før 1. maj 2008, er omfattet af de hidtil gældende regler, dvs. at boligstøtten udbetales som 40 pct. tilskud og 60 pct. lån.


Formålet med lovforslaget er at øge harmoniseringen af reglerne for boligstøtte til andelsboliger og ejerboliger. Forslaget medfører endvidere en øget målretning af boligstøtten, da der ikke er samme behov for at yde tilskud til boligforbruget i andelsboliger, som der tidligere har været.


Lovforslaget medfører samlede mindreudgifter til boligstøtte i 2008 på 3,5 mio. kr., i 2009 på 15,4 mio. kr., i 2010 på 26,0 mio.kr. og i 2011 på 36,5 mio. kr.


De økonomiske konsekvenser af lovforslaget skal forhandles med kommunerne.


Loven skal træde i kraft den 1. maj 2008.


Da forslaget er en del af finanslovsaften, har det ikke været muligt at sende lovforslaget i høring forud for fremsættelsen for Folketinget. Forslaget sendes derfor i høring samtidig med fremsættelsen.


Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.